Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Richard Osman: Vi opklarer mord

Krimi og spænding Posted on 31 jul, 2026 10:12

Fra bogens bagside:
En helt ny serie. En ny ikonisk detektivduo. En ny række gådefulde mord …

Steve Wheeler holder af livet som pensionist. Efter mange år ved politiet efterforsker han nu mindre sager om forsvundne kæledyr, og han foretrækker sine faste rutiner som quizaftener på pubben og at være hjemme med sin kat. Han er færdig med eventyr, og han har overladt adrenalinsuset til sin svigerdatter, Amy.

Amy Wheeler elsker sit travle liv og mener, at adrenalin er godt for sjælen. Hun arbejder som livvagt, og hver dag er fuld af risici og farer. Hendes nuværende opgave er at passe på den verdensberømte forfatter Rosie D’Antonio på en fjerntliggende ø, hvilket skulle have været let og ligetil.

Men da Amy pludselig står med et lig og en stor pose penge, sender hun et nødkald til den person, hun stoler mest på. Sin svigerfar. Han kommer hende til undsætning, og så følger et hæsblæsende kapløb rundt i verden med en morder i hælene …

Min anmeldelse:
Da bind 2 i denne nye serie “Vi opklarer mord” udkommer til november, syntes jeg lige, jeg ville checke ham Osman ud inden. Jeg har nemlig heller ikke fået gang i at læse hans tidligere serie med torsdagsmordklubben, selv om jeg har set flere gode anmeldelser – og jeg har heller ikke set filmatiseringen af den på Netflix med nogle dygtige skuespillere. 

Temaet for denne nye bog er lejemord samt pengesmugling ved brug af influencere. Det sidste beskrives sådan i bogen:
“Pengesmugling er den største branche, der findes. Anti-hvidvaskregler er virkelig en demotiverende faktor for driftige folk.Det er der, kurererne kommer ind i billedet. Præcis ligesom muldyr smugler narko, så smugler kurererne penge. Hver dag er der store og små summer, der smutter gennem lufthavnenes og havnenes scannere og sikkerhedstjek.”

Det lød spændende, men det var det for alvor ikke – og heller ikke for sjov, selv om der anslås en løssluppen humoristisk tone. Svigerfar Steve og svigerdatter Amy sendes sammen med den hovedrige og verdens næstbedste forfatter Rosie rundt i store dele af verden på flugt fra flere forfølgere og mordere samt på jagt efter sandheden bag en række mord, som Amy bliver anklaget for.

Turen er ganske hæsblæsende og bringer dem bl.a. i forfatterens private jetfly til USA, Irland, Caribien og Dubai. Historien fortælles i over 100 korte kapitler med rigtigt mange skiftende hovedpersoner, der har forskellige roller. 

Det giver en kalejdoskopisk fortælleform, hvor alt for mange personer er aktører. Det gør det svært at holde fokus på historiens gang, og jeg mistede undervejs interessen for handlingen, fordi den simpelthen var for lidt spændende, usammenhængende og urealistisk. 

Hyggekrimier kan godt være spændende, samtidig med at de er hyggelige. Denne var ikke rigtigt hyggelig, men jeg læste bogen færdig for at finde ud af, hvordan sagerne endte. Happy ending for alle andre end skurkene, men helt logisk og fornuftig var slutningen ikke.

5 flinke skydeskivepoint kan det blive til.

Richard Osman
Vi opklarer mord
Cicero, 2024
432 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Ross Montgomery: Mordet ved verdens ende

Krimi og spænding Posted on 11 jun, 2026 21:59

Fra bogens bagside:
Cornwall, 1910. På en afsides tidevandsø, hvor godset Tithe Hall troner, forbereder herskabet sig på verdens undergang. Greven Conrad er overbevist om, at Halleys komet vil udslette alt liv på Jorden, og han beordrer godset forseglet fra kælder til kvist. Men han overser én afgørende ting: faren, der lurer indenfor … 

Næste morgen bliver Conrad fundet myrdet bag låste døre – dræbt af sin egen armbrøst. Mistanken falder straks på den unge butler Steven Pike. Hans eneste allierede er Miss Decima Stockingham – en skarp, rapkæftet og frygtløs 80-årig matriark, der finder mordgåder langt mere underholdende end selskabslivet. Sammen begiver de sig ud på en farefuld jagt fuld af skjulte gange, mørke hemmeligheder og nedarvede familieopgør for at finde morderen, før han slår til igen…

Min anmeldelse:
Upstairs/downstairs-hyggekrimi fra et engelsk gods med rigtigt mange personer fra alle samfundslag. En klassisk puslespilskrimi fra en svunden tid med et par meget forskellige hovedpersoner, der bidrager både med opklaring og underholdning. 

De centrale hovedpersoner, der giver navn til serien, er den helt nyansatte juniorbutler Steven Pike med den tvivlsomme fortid og husets adelige, aldrende og egenrådige matriark Miss Decima Stockinham. Tilsammen udgør de et godt makkerpar i opklaringen af mordet, og hvad der ellers foregår på godset. Bogen er første del i planlagt serie med det umage makkerpar i hovedrollen, og det kan godt blive interessant at følge deres samarbejde fremover.

Stemningen i bogen er som en krydsning mellem Agatha Christie og Downton Abbey tilsat en lun og morsom engelsk tone. Bogen har en overraskende slutning og er underholdende læsning, men den er måske lidt for lang. 

7 hyggelige skydeskivepoint af 10 mulige.

Ross Montgomery
Mordet ved verdens ende
Cicero, 2026
383 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Stacy Willingham: Glem mig ikke

Krimi og spænding Posted on 13 mar, 2026 20:51

Fra beskrivelsen på Saxo:
“Jeg har en søster. Men vi har ikke talt sammen i årevis.” Det var, hvad jeg fortalte alle. Jeg løj.

Min søster har været forsvundet i 10 år, og hendes lig er aldrig blevet fundet. Hendes forsvinden har hjemsøgt mig lige siden.

Claire Campbell arbejder som journalist i New York, og en dag modtager hun et uventet opkald fra sin far. Hun tager hjem til South Carolina, hvor hun ikke har været, siden hendes søster forsvandt, men da hun ikke længere kan klare sin mors melankoli og den uhyggelige stilhed i barndomshjemmet, søger hun tilflugt på Galloway Farm. En vingård, hvor hun indvilliger i at hjælpe til med sommerens høst til gengæld for gratis kost og logi.

Efterhånden som hun lærer gårdens andre beboere at kende, begynder Claire at indse, at hun ikke er den eneste med en mystisk fortid. Og Galloway Farm har sine egne hemmeligheder – måske også om hendes forsvundne søster ….

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er altid spændende at lære en ny forfatter at kende. Jeg har aldrig læst nogen af Stacy Willinghams bøger, og hun er et spændende bekendtskab. Der er tidligere udgivet 2 bøger af hende, og dem skal jeg da have fat i.

Bogen starter som en hyggelig fortælling, hvor Claire får arbejde på en lille vingård efter et hektisk liv i New York og møder nogle umiddelbart søde mennesker og en flot mand. Det kunne lyde som starten på en romancebog. Men langsomt kommer der en undertone af noget mørkt og farligt. Og spændingen stiger!

Normalt er thrillere ikke min kop te, men denne kunne jeg godt lide. Det er en velskrevet psykologisk thriller, så jeg giver den gerne 9 skydeskivepoint ud af 10.

Stacy Willingham 
Glem mig ikke
Cicero, 2026
336 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Holly Hepburn: Den forsvundne tjenestepige

Krimi og spænding Posted on 27 jan, 2026 10:56

Fra beskrivelsen på Saxo:
London, 1932.

Da Harriet White afviser sin chefs tilnærmelser i banken på Baker Street 221b, hvor hun arbejder, bliver hun flyttet ned i postrummet i kælderen. Her får hun til opgave at gennemgå et bjerg af breve adresseret til Baker Streets mest berømte beboer, mr. Sherlock Holmes.

Selv om Sherlock Holmes er en fiktiv person, ankommer det ene brev efter det andet, hvor folk beder ham om hjælp til at løse diverse mysterier. Harriet svarer flittigt på hver eneste henvendelse med samme besked: Mr. Holmes har trukket sig tilbage fra detektivarbejdet.

Men en dag fanger et særligt brev hendes opmærksomhed. En ung kvinde er forsvundet under mystiske omstændigheder efter at have arbejdet som tjenestepige, og Harriet kan ikke modstå fristelsen til at snuse lidt rundt.

Og dermed er sagen om den forsvundne tjenestepige i gang …

Min anmeldelse:
Bogen er første del af serien “Baker Street mysterierne” med direkte referencer til Arthur Conan Doyles hovedperson Sherlock Holmes. Da jeg har læst langt de fleste bøger med ham, blev jeg nysgerrig efter at finde ud af, om ideen med at bygge videre på det univers kunne holde. 

Nogle korte fakta: Den foregår 20 år efter, at bøgerne om Sherlock Holmes foregik. Sekretæren Harriet White er af adelig slægt, men har frigjort sig fra de familiære bånd. Hun udnytter alligevel familierelationerne under opklaringen. Hun er ugift, så familien forsøger at finde en passende partner. En mulig kæreste viser sig i løbet af sagen, og det element fortsætter sikkert i kommende bind.

Sagen er kompliceret og opklares ved klassiske metoder: deduktion, jagt gennem Londons gader, forklædninger og ved at færdes i skumle kredse, så her er stilen tro mod Doyle og Holmes – dog i en opdateret tidsalder.

Fortællestilen er småsnakkende, og gåden inkl. opklaringen er ikke specielt overraskende, så det er ikke for spændingens skyld, man skal læse bogen. Det er den engelske hygge og stemning samt det grundlæggende Holmes-koncept, der bærer bogen. Er det nok, så hyg jer med den og fortsættelsen “Den hjemsøgte forfatter”

6 hyggelige skydeskivepoint af 10 mulige

Holly Hepburn
Den forsvundne tjenestepige
Cicero, 2026
272 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Khaled Husseini: Drageløberen

Alt muligt andet godt Posted on 20 jun, 2025 23:42

Fra bogens bagside:
Hassan er Amirs bedste ven. Det er ganske vist ikke noget han taler om, endsige selv erkender, for naturligvis kan man ikke være ven med sønnen af en tjener, en hazara, en af de laveststående i Afghanistan. Utænkeligt! Ikke desto mindre er Hassan Amirs bedste ven, og tilsammen udgør de et formidabelt par under den årlige drageturnering. Amir nedlægger dragerne, og Hassan løber dem op og bringer dem hjem i triumf.

Indtil drageturneringen i vinteren 1975 hvor det hele går så skrækkeligt galt. Den dag mister Hassan sin bedste ven, og snart må han og hans højtelskede far forlade det hjem de har haft hos Amirs far. Et år efter rykker russerne ind i Kabul, krigen bryder ud, og Amir og hans far må under dramatiske omstændigheder flygte ud af landet til USA.

Det er muligt at gøre uret god igen. Det er de ord, der runger i Amirs ører, da han mange år efter kaldes tilbage til Afghanistan. Den sorte samvittighed der har plaget ham lige siden den vinterdag i 1975, overdøvet nu alle advarsler om at holde sig langt væk fra det talebanstyrede hjemland, for dette er hans sidste chance for at sone den synd han begik mod sin barndoms bedste ven.

Min anmeldelse:
Jeg havde aldrig læst bogen før – til stor overraskelse blandt tidligere kollegaer. “ALLE har læst bogen” sagde de. Derfor var jeg glad for, at bogen blev valgt til maj måneds bog i læsegruppen Sure Gamle Mænd. Afgørende for, at netop den blev valgt, var det, at flere gerne ville læse den igen, da det var meget længe siden, de havde eller den, men også at den var filmatiseret. Så efter at have snakket om bogen – og fået en frokost – så læsegruppen også filmen sammen. 

Det fungerede rigtigt godt, for begge dele var gode oplevelser, og for en gangs skyld var filmen, med de nødvendige ændringer pga. medieformatet, absolut tro mod historien. 

Og historien er en barsk historie med mange lag – bl.a. klasseforskelle, venskaber, Afghanistans historie, fundamentalisme, international politik, flugt og pligtfølelse. Det er også en stærkt gribende fortælling, som vi i læsegruppen var helt enige om at karakterisere både bog og film som fantastiske og meget anbefalelsesværdige. Selv hvis I har læst/set Drageløberen tidligere, kan begge del tåle at opleves igen, og hvis ikke I har det, så se at komme i gang!

5 sikre stjerner!

Forfatteren har i øvrigt samme baggrund som hovedpersonen Amir. Det beskriver han selv i et interessant forord til en nyere udgave. Den kan læses på Gyldendals hjemmeside her: https://www.gyldendal.dk/artikler/drageloeberen-forord

Khaled Husseini
Drageløberen
Cicero, 2004
258 sider  

Bogen er lånt på biblioteket.



Lars Mytting: Skrabenatten

Alt muligt andet godt Posted on 30 jan, 2025 10:32

Bogen er det afsluttende bind i den fantastiske trilogi “Hekne” fra Gudbrandsdalen i Norge, som jeg har anmeldt de første bind af her:
“Søsterklokkerne” – https://blog.drustrup.dk/?p=674
“Skæbnens blå tråde” – https://blog.drustrup.dk/?p=1170 

Fra forlagets beskrivelse:
Tyskerne invaderer Norge, og Astrid Hekne slutter sig til modstandsbevægelsen. Hun har arvet kampgejsten fra sin bedstemor, der engang forudsagde den unge præst fra Butangens død. Her ved livets afslutning – under en dristig sabotageaktion – finder Kai Schweigaard i Astrid den medsammensvorne, han altid har ledt efter.

Skrabenatten er en episk roman om et bygdesamfund og et Norge på vej ind i krig, om slægters gang og forræderi, og en aldrende præst fanget af profetien om sin egen død. En ny generation på Hekne har arvet deres forfædres besættelser og fornemmer, at Heknevævens varsler snart vil gå i opfyldelse, blandt andet profetien om Skrabenatten – dommedagen, som ifølge gammel bygdetro bliver den sidste dag i verden, som vi kender den.

Min anmeldelse:
Ud over at være en fantastisk velskrevet og godt fortalt historie, som det har været en nydelse at læse – og det gælder både dette sidste bind og hele serien, så er selve historien også noget af det mest gribende og stærke, jeg har læst længe.

Serien beskriver familien Heknes liv i den lille (fiktive) bygd Butangen i princippet fra 1600-tallet og frem til næsten i dag, men med hovedvægten lagt på den periode fra 1879 til 1945, hvor Kai Schweigaard var præst i bygden. Hans personlighed og betydning for historiens gang er stor.

Denne bog indledes med et tilbageblik til 1600-tallets lokale hekseprocesser og baggrunden for det vævede billedtæppe, der er en central kulturbaggrund for hele serien. Men dette bind dækker især perioden fra cirka 1935 til og med 1945.

Dertil kommer afsluttende kapitler og et personregister. Heri fortælles både om personerne frem til nok engang i 1960’erne, og det beskrives, hvilke af personerne der er faktiske, og hvilke der er fiktive. Det tilfører lige det hele ekstra dimensioner.

I bogen er emnet især livsvilkårene, familierne og de sociale strukturer i det lille samfund. Det er også historien om en udvikling af samfundet, men især er det om, hvordan konflikterne eskalerer i krigstiden. Det er også en historie om norske traditioner og norsk kulturhistorie med arven fra tiden med stavkirkerne.  

Hekne-familien har også nære relationer til både især England og Dresden, så tiden og krigen følges ikke kun i Gudbrandsdalen, men også de steder bl.a. frem til den totale udslettelse af Dresden sidst i krigen med de massive engelske bombardementer.

Det er sørgeligt, når en så fantastisk god serie slutter, men jeg er sikker på, den sagtens kan læses mere end én gang. Både fordi det er en gribende historie, og fordi den er skrevet, så klokkerne ringer. 

5 klippefaste stjerner! 

Lars Mytting
Skrabenatten 
Cicero, 2024
592 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Næste »