Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Claus Lohman: Adskilt

Krimi og spænding Posted on 15 jul, 2024 10:36

Fra bogens bagside:
På Aruba i 1970’erne får den hjemløse Alvarito ved et tilfælde mulighed for at kæmpe sig op fra slummen og blive den kriminelle underverdens absolutte overhoved. Da drømmen om magt og rigdom bliver virkelighed, indser han, at ikke alt kan købes for penge.

I nutidens Silkeborg smuldrer livet mellem fingrene på den midaldrende Thomas. Teenagedatteren vender ham ryggen, konen vil skilles, moren dør og broren får besked om en alvorlig genetisk sygdom. Eneste lyspunkt er droneflyvningerne med vennen, Jens.

En dag finder Thomas ud af, at han ikke er den, han tror, og at svarene skal findes på Aruba. Sammen med Jens og den charmerende Charlotte, som han har mødt midt i kaos, rejser han til Caribien, men snart viser det sig, at hele historien stikker langt dybere, end han kan forestille sig.

Min anmeldelse:
Jeg har anmeldt 5 af de bøger, Claus Lohman har skrevet alene, samt 2 han har skrevet sammen med sin kone Heidi Lohman – senest “Eftermælet” her: https://blog.drustrup.dk/?p=2200. Jeg har også interviewet forfatterparret på Krimimessen, så jeg kender forfatterskabet godt og har ofte nydt fortælletalentet og den måde, videnskabelige temaer som regel indgår i plottet på. Derfor var jeg spændt på, hvad Claus Lohman havde fundet på i denne bog, hvor han igen er eneforfatter.

Handlingen har sit udgangspunkt og foregår delvist på den caribiske ø Aruba, fordi en af Claus Lohmans kollegaer kommer derfra og har bidraget med oplysninger om øens historie og kultur. 

Hovedhandlingen fremgår af bagsideteksten, og den fortælles i skiftende afsnit fra hhv. Aruba i 1970’erne og nutidens Danmark frem til den dramatiske afslutning på Aruba med et lokalt efterspil i Silkeborg. Altså en klassisk opbygning hvor fortidens begivenheder viser sig at have stor betydning for nutidens, men med en usædvanlig lokation. 

Det er svært at fortælle ret meget om handlingen uden at afsløre for meget, så I må nøjes med bagsidens oplysninger. Med eksempler på det, jeg finder problematisk i bogen, ville jeg afsløre plottet, og det vil være ærgerligt for dem, der vil læse bogen.

Det er en interessant historie med mange elementer og overraskende skift undervejs, men jeg er slet ikke overbevist om det logiske i handlingen lige fra selve grundlaget for plottet, over den måde det hele opklares på og til slutningen. Jeg synes, der er for mange usandsynligheder og for konstruerede begivenheder til, at jeg for alvor finder bogen god. Det er på ingen måde den bedste fra forfatteren. 

Det bliver til 6 flinke skydeskivepoint, fordi bogen trods alt rummer noget spænding.

Claus Lohman
Adskilt
Superlux, 2024 
264 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Heidi og Claus Lohman: Eftermælet

Krimi og spænding Posted on 16 mar, 2024 08:55

Jeg læste bogen, da manuskriptet var næsten færdig til trykning, og jeg blev af forlaget bedt om at skrive et citat, de kunne bruge til markedsføring. Derfor er der dette korte udsagn på bogens forside fulgt af 4 stjerner:
“En spændende feelgood krimi om fattige familier i Danmark og maori-kulturen” ⭐️⭐️⭐️⭐️

Fra bogens bagside:
Mens plastikkirurgen, Robert McAllister, tager orlov for at passe sin og Susan Whites søn, vender Susan tilbage til jobbet som kriminalassistent i Christchurch, New Zealand. Kort efter myrdes en krybdyrsmugler, og Susan sættes på sagen. Opklaringsarbejdet fører hende til barndomsbyen, Wellington, hvor hendes far mange år tidligere fungerede som betjent og blev dræbt i tjeneste. Da et 100 år gammelt skelet findes i en sprække, opdager Susan, at det har forbindelse til den myrdede krybdyrsmugler, men noget tyder på, at sagen også har tråde til hendes fars død.

Den midaldrende nyborgenser, rengøringsdamen Merete, står over for svære udfordringer. Ryggen værker, hendes to drenge er umulige, og forholdet til ægtemanden sejler. Hun finder trøst i krimiernes verden, og efter at have set et interview på tv med en populær bogblogger starter hun sin egen blog. Tingene går dog anderledes end forventet, og en dag tager alt en uventet drejning.

Min anmeldelse:
Bogen er anden del af forfatterparrets serie, de kalder Canterbury-mordene, fordi de især foregår i området Canterbury på New Zealands sydø, hvor Christchurch ligger. 

Første del hed “Efter skælvet”, og den anmeldte jeg her: https://blog.drustrup.dk/?p=1642. Det var en spændende krimi, som kombinerede videnskab i skikkelse af plastkirurgi i forbindelse af genterapi og en arvelig sygdom, en serie mord på New Zealand og en historie om de historiske og aktuelle vilkår for det oprindelige folk på øerne – maorierne. 

I denne fortsættelse er der ikke skruet ned for dramatikken, men i nogen grad for vinklen med videnskab. Derimod er der skruet op for lidenskaben og kærligheden. New Zealand og maoriernes vilkår er stadig i centrum for historien, der denne gang tilføres en ny vinkel i form af den danske enlige mor, som lever under socialt vanskelige vilkår med sine to drenge.

Bogen indledes med et kort kapitel om en dramatisk begivenhed i 1897. Derefter fortælles historien langt hen i bogen i to separate, nutidige forløb – en dansk og en med begivenhederne på New Zealand. Hver for sig er de to dele godt fortalt. Den danske del med den social ramte familie er godt beskrevet og rummer også lidt humor samt en sidehistorie om moderens begyndende aktivitet som krimiblogger. Den newzealandske historie rummer som i første bind en god del lokalkolorit og indblik i maoriverdenen i både fortid og nutid

Først til allersidst knyttes de to dele af historien sammen. Så bliver alt næsten rosenrødt, og lige fortællegreb, hvor linjerne i bogen krydses, virker ikke helt overbevisende, og det bliver lidt for meget feelgood krimi for mig.

7 krimiskydeskivepoint svarende til de 4 stjerner, jeg giver bogen på forsiden.

Heidi og Claus Lohman
Eftermælet
Superlux, 2024
294 sider



Claus Lohman: Genstart

Krimi og spænding Posted on 11 mar, 2024 20:15

Bogen udkom første gang i 2013 på et andet forlag, men udgives nu i en revideret og nedredigeret udgave, og det har været rigtigt godt for bogen, der allerede fascinerede mig i den oprindelige udgave.

Det var forfatterens debutroman og blev bind 1 i en trilogi, hvor de følgende bind hedder “Genspejl”  (2015) og “Genkald” (2016). Det er serie, hvor genforskning og indblik i 3 forskellige religionssamfund i USA – amish-folket, menonitterne og kvækerne – kombineres til nogle dramatiske videnskabskrimier. 

Jeg anmelder denne reviderede genudgivelse, mens vi venter på nyeste bog fra Claus Lohman, Eftermælet, som er skrevet sammen hans kone Heidi Lohman. Den udkommer i forbindelse med krimimessen 2024 og anmeldes senere.

Fra bogens bagside:
Da den unge retsgenetiker, Sarah Bermann, foretager en tilsyneladende rutinemæssig DNA-analyse i forbindelse med opklaringsarbejdet af et brutalt drab i Philadelphia, gør hun en sensationel biologisk opdagelse. Som konsekvens bliver Sarah ført ind i amish-folkets isolerede og primitive livsførelse i Lancaster County, Pennsylvania, der står i skærende kontrast til hendes eget overfladiske og materialistiske liv. 

Hendes opdagelse bliver fulgt tæt af FBI, og før Sarah ved af det, er hun viklet ind i et net, hvis tråde når ud til planetens fjerneste afkroge. Hun føler sig draget af drabssagens hovedmistænkte, den 23-årige amish, David Stoltzfus, og erfarer, at hendes egen far har holdt en hemmelighed skjult for hende, som for altid vil forandre hendes liv.

Min anmeldelse:
Kort fortalt følger historien 3 spor, der selvfølgelig krydses på meget dramatisk og voldelig vis. For det første beskrives livet hos en amish-familie, der lever efter deres asketiske og dybt traditionelle regler nærmest som 1800-tals bønder, mens deres voksne søn er på “rumspringa”. Det er unge amish-folks møde med den moderne verden, inden de skal vælge, om de vil fortsætte som amish eller vil forlade trossamfundet. Et andet spor er retsgenetikeren Sara Bermann og hendes kollegaer samt deres arbejde med at forske i DNA. Det sidste spor er en gruppe heftigt bevæbnede mænd fra en hemmelig specialgruppe under FBI, der viser sig at have meget på samvittigheden, men som slet ikke er færdige med at “rydde op”, som de siger.

Kombinationen af videnskab og voldsom dramatik kommer der en rigtig god videnskabskrimi ud af. Foruden at give et indblik i amish-miljøet, som fascinerer mig, og som også beskrives så godt i Linda Castillos amish-serie, er det en rigtigt spændende krimi/thriller fra det moderne USA med en fanatisk gruppe som hævnende voldsmænd.

Bogen er strammet gevaldigt op siden den første udgave – sprogligt og strukturelt samt omfangsmæssigt fra 462 til 275 sider. Jeg vil gerne anbefale hele serien, men begynd endelig med bind 1 – og selvfølgelig i denne reviderede udgave.

8 skydeskivepoint.

Claus Lohman
Genstart
Superlux, 2022
275 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Heidi og Claus Lohman: Efter skælvet

Krimi og spænding Posted on 31 mar, 2023 19:30

Maorikulturen på New Zealand, forskning i genterapi og politiefterforskning af flere mord er delene i denne imponerende, spændende og komplekse historie. Det er en god kombination af videnskab og spænding – og lidt kærlighed.

Fra bogens bagside:
Til trods for traumer fra sin barndom har den unge new zealandske plastikkirurg Robert McAllister succes i livet. Sammen med en håndfuld kollegaer nærmer han sig afslutningen på en ny behandlingsform, der vil revolutionere hele plastikkirurgien, og efter hans gravide kæreste, kriminalassistenten Susan White, giver ham sit ja, tegner fremtiden lys. 

Midt i lykkerusen dør to af hans kollegaer på mistænkelig vis, og snart kastes mistanken på Robert som gerningsmand. I begyndelsen nægter Susan at tro på hans involvering, men efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, skyller en tvivl ind over hende. En tvivl, der kommer til sin ret, da Robert idømmes fængsel på livstid. 

Med udsigt til at leve resten af sit liv i fængsel får Robert en dag chancen for at bevise sin uskyld. Men vejen til retfærdigheder lang og kringlet, for hvem kan han stole på? Og kan han finde styrken til at gøre op med barndommens traumer?

Min anmeldelse:
Claus Lohman har tidligere skrevet to trilogier, der begge er krimier / spændende bøger, hvor plottene har videnskabelige temaer. Læs om den første serie – Gen-serien – her: http://blog.drustrup.dk/#post23 og den sidste serie – U-serien –  her: https://blog.drustrup.dk/?p=942 

Min anmeldelse af sidste del af U-trilogien sluttede jeg med at skrive, det var spændende at opdage, hvad forfatteren kunne finde på næste gang. Det er så afsløret nu med denne nye bog, som han har skrevet sammen med sin kone, Heidi.

Det har været et fint og givende samarbejde afslørede de, da jeg interviewede dem på Krimimessen 2023. Plotudvikling og grundstruktur er udviklet i samarbejde og efter diskussioner, mens teksten er skrevet og omskrevet på skift mellem de to. Det ser for som læser ud til at have fungeret fint. Endelig synes jeg, at jeg kan spore en bedre dialog og et mere kvindeligt touch over denne bogen end over de forrige. Det var de enige med mig i.

Forfatterne interviewes på Krimimessen 2023


Egentlig er det synd at fortælle mere om handlingen, end der afsløres i bagsideteksten, så det må I nøjes med her. Ellers kunne jeg afsløre mere af handlingen end godt er, men som sædvanligt er der tale om en krimi med flere elementer, hvor videnskab igen spiller en central rolle.

Det videnskabelige emne er plastikkirurgi og en DNA-baseret forbedret teknologi, hvor målet ikke er skønhed, men at rette op på medførte misdannelser og at undgå dem ved hjælp af DNA-terapi. Sygdommen er Muenkes Syndrom. Den er arvelig, og den findes. Dertil hører temaet moral/penge i den medicinske verden.

Bogen foregår på New Zealand, og maorikulturen indgår som endnu et centralt emne. Der er flere maorier med blandt hovedpersonerne, og ellers befolkes nogen af en del genforskere og lige så mange politifolk. Og de to centrale hovedpersoner er en kvindelig efterforsker og en af genforskerne med en høj moral. Det var en udfordring med de mange personer og de mange navne, så heldigvis er der en liste over de mange personer bagerst i bogen. (Lidt sent at opdage den, når man har læst bogen.)

Efter Krimimessen har forfatterne afsløret, at bogen har skaffet dem en agent, som vil prøve at få bogen solgt til udgivelse i udlandet. Det vil være fuldt fortjent.

Jeg giver gerne bogen 9 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Heidi og Claus Lohman
Efter skælvet
Superlux, 2023
340 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.