Denne anmeldelse er lagt i hænderne på den erfarne krimilæser og faste gæsteanmelder, Palle Thomsen, der også har læst alle Lars Kjædegaards andre bøger.
Fra forlagets beskrivelse: Et dobbeltdrab på bordellet Paradise i udkanten af Helsingør bringer for første gang de to erfarne drabsefterforskere Agnes Hillstrøm og Thor Belling sammen. Hvem dræbte bordelejeren Wagner og den prostituerede Lene? Og hvorfor kender så få mennesker til det, der foregik i bordellet på den fredelige villavej?
Mens fortroligheden vokser mellem de to efterforskere, bliver sagen mere og mere kompliceret. Og da flere drab følger, må de tage alle midler i brug, før den kan afsluttes.
Palle Thomsens anmeldelse: Lars Kjædegaard har skrevet næsten 50 bøger, og jeg har læst dem alle – både krimier og romaner.
De fleste af bøgerne har været på omkring de 300 sider eller mindre, og det går jeg stærkt ind for. En roman eller krimi bliver ikke altid bedre af at være lang. Derfor var jeg vildt overrasket, da han udkom med murstensromanen “Dommeren i Helsingør” i 2023, men jeg blev positivt overrasket. Den var både lang og god. Nu er han tilbage i vanlig stil med ca. 300 sider.
Mange kender hans Belling/Hvid serie og Hillstrøm serien, så glæd jer til denne. Her er Belling og Hillstrøm sammen, og sørme om ikke han også har fået plads til Dommeren i Helsingør – Søren Madsen.
Vi er som vanligt i det nordsjællandske. Belling og Hillstrøm bliver ført sammen for at opklare 2 mord. De har ikke arbejdet sammen før, og det er sjovt at følge deres “følen hinanden på tænderne”.
Det er en klassisk krimi med metodisk politiarbejde, trælse chefer, livets skavanker og udbrændthed. Og hvor er det godt og hyggeligt. Her er ingen terrorister, bandekriminalitet, indviklede intriger, voldsorgier, skæg og blå briller.
Det er nok lidt flabet at kalde det en hyggekrimi, der sker jo noget grumt i bogen. Men alligevel – jeg hyggede mig med den.
9 ud af 10 skydeskivepoint.
Lars Kjædegaard Paradise Gyldendal, 2025 280 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Forlagets beskrivelse: Marts 1918. Tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb rejser til Finland for at deltage som frivillige i borgerkrigen der netop er brudt ud deroppe, og deltager i stormen på byen Tampere.
Efter dette møde med krigen følger vi dem, hver for sig og sammen, i den lange fredstid, op gennem 20’ernes og 30’ernes tiltagende nazificering og uroligheder i Danmark og Tyskland, med afstikkere til Mellemøsten og USA.
Og med ét er de tilbage i krigen, i besættelsestid og modstandskamp, hvor de balancerer på en knivsæg i deres legen kispus med Gestapo i Københavns gader. Men hvor er afgrunden; er den i krigen eller i freden, eller er den et helt tredje sted?
Afgrunden er en stor fortælling om krig og freden, om kærligheden og drifternes veje og vildveje og om at være menneske i det onde 20. århundrede – og til hver en tid.
Min anmeldelse: De gennemgående hovedpersoner er tvillingerne Ib og Kaj – i fællesskab og enighed samt hver for sig og i uenighed. Deres historie fortælles fra deres unge dage og frem til Besættelsens sidste dage. Det er en periode med krig, krise og ødelæggelser, og det deltager brødrene i på flere fronter. Det begynder med deres deltagelse i den kun fire måneder lange finske borgerkrig mellem de røde og de hvide, og de deltager på den hvide side, der støttes militært af Tyskland.
Senere følger vi deres liv i Danmark i mellemkrigstiden med uddannelse til henholdsvis læge/psykiater og teolog med journalistiske aktiviteter. Dertil kommer den ene brors rejser rundt i især Tyskland og de folk og holdninger, han møder der.
De forenes under Besættelsen i modstandskampen på forskellig vis, og bogens handling slutter kort efter Befrielsen.
Det var den ydre ramme i korte træk. Tiden og brødrenes historie er spændende og den beskrives ualmindeligt godt i et fremragende sprog og en litterær fortællestil, hvor ultrakorte sætninger, replikskifter og korte miljø- og stedsbeskrivelser får skabt læserens indre billeder af det hele. Og det er voldsomt barske og ofte makabre billeder. Ofte over i hvert fald min grænse.
Men det hele medvirker til en indsigt i og en forståelse af brødrenes personligheder og moral. De er ikke verdes bedste børn, men hvordan er de blevet sådan? Er det krigsoplevelsrne? Under alle omstændigheder er brødrene grænseløse og meget ego-styrede i deres voldsomme udfoldelser. Det beskrives i de mest blodige krigsscenarier, jeg har læst. Det gælder også i brødrenes forhold til kvinder, og det er lige så barsk læsning. Det niveau holdes også til beskrivelserne fra modstandskampen. Og igen er det afgrundsdybt grove forbrydelser, der beskrives detaljeret og lige så virkelighedstro groft.
Bogen var januars bog i læseklubben “Sure Gamle Mænd”, og vi var enige om, at det var en rigtigt velskrevet bog, og en anden konklusion var denne: “Det var sandelig en barsk bog med (for) meget vold og sex (der er næsten lige så godt som krig). Tvillingerne Ib og Kaj kunne man kun afsky.”
På trods af de for mig alt, alt for detaljerede beskrivelser af vold, krig og behandling af kvinder, men på grund af det høje litterære niveau bliver det til 4 stjerner af 5 mulige.
Kim Leine Afgrunden Gyldendal, 2016 598 sider
Bogen er lånt på biblioteket.
PS Først lidt sent gik det for alvor op for mig, i hvor høj grad bogen bygger på faktiske personer, og at Kai Gottlieb i bogen i høj grad bygger på virkelighedens modstandsmand m.m. Peter de Hemmer Gudme.
Under snakken i læsegruppen “Sure Gamle Mænd” anbefalede en af deltagerne, at vi skulle se dokumentarfilmen: “Springet” med dialog af Kim Leine.
Filmen præsenteres sådan på Filmstriben: ‘Springet’ er beretningen om en ung danskers oplevelser i Den finske Borgerkrig 1918 og konsekvenserne for hans liv og skæbne. Peter de Hemmer Gudmes stemme og blik fører os ind i krigen, op gennem mellemkrigsårene til Vinterkrigen og frem til besættelsen, hvor Gudme bliver modstandsmand, fanget og foretager det endelige, gådefulde spring i døden i Gestapos hovedkvarter i København 1944. Fortællingen er elementært spændende og udfordrende. Hensigten er at skildre spændingsfeltet mellem de konkrete hændelser og det sindet formår at udtrykke. Hvad får et menneske til at give sit blod for en sag? Hvad er hans ideologiske projekt? Udsagn fra nutidens danske veteraner indgår for at perspektivere ‘krigerhjertet’ og koble fortællingen til vor tid. Reflektioner, som konfronterer os med krigens blodige æstetik, døden, kønnet, det maskuline tydningsunivers.
Fra forlagets beskrivelse: Tyskerne invaderer Norge, og Astrid Hekne slutter sig til modstandsbevægelsen. Hun har arvet kampgejsten fra sin bedstemor, der engang forudsagde den unge præst fra Butangens død. Her ved livets afslutning – under en dristig sabotageaktion – finder Kai Schweigaard i Astrid den medsammensvorne, han altid har ledt efter.
Skrabenatten er en episk roman om et bygdesamfund og et Norge på vej ind i krig, om slægters gang og forræderi, og en aldrende præst fanget af profetien om sin egen død. En ny generation på Hekne har arvet deres forfædres besættelser og fornemmer, at Heknevævens varsler snart vil gå i opfyldelse, blandt andet profetien om Skrabenatten – dommedagen, som ifølge gammel bygdetro bliver den sidste dag i verden, som vi kender den.
Min anmeldelse: Ud over at være en fantastisk velskrevet og godt fortalt historie, som det har været en nydelse at læse – og det gælder både dette sidste bind og hele serien, så er selve historien også noget af det mest gribende og stærke, jeg har læst længe.
Serien beskriver familien Heknes liv i den lille (fiktive) bygd Butangen i princippet fra 1600-tallet og frem til næsten i dag, men med hovedvægten lagt på den periode fra 1879 til 1945, hvor Kai Schweigaard var præst i bygden. Hans personlighed og betydning for historiens gang er stor.
Denne bog indledes med et tilbageblik til 1600-tallets lokale hekseprocesser og baggrunden for det vævede billedtæppe, der er en central kulturbaggrund for hele serien. Men dette bind dækker især perioden fra cirka 1935 til og med 1945.
Dertil kommer afsluttende kapitler og et personregister. Heri fortælles både om personerne frem til nok engang i 1960’erne, og det beskrives, hvilke af personerne der er faktiske, og hvilke der er fiktive. Det tilfører lige det hele ekstra dimensioner.
I bogen er emnet især livsvilkårene, familierne og de sociale strukturer i det lille samfund. Det er også historien om en udvikling af samfundet, men især er det om, hvordan konflikterne eskalerer i krigstiden. Det er også en historie om norske traditioner og norsk kulturhistorie med arven fra tiden med stavkirkerne.
Hekne-familien har også nære relationer til både især England og Dresden, så tiden og krigen følges ikke kun i Gudbrandsdalen, men også de steder bl.a. frem til den totale udslettelse af Dresden sidst i krigen med de massive engelske bombardementer.
Det er sørgeligt, når en så fantastisk god serie slutter, men jeg er sikker på, den sagtens kan læses mere end én gang. Både fordi det er en gribende historie, og fordi den er skrevet, så klokkerne ringer.
Fra bogens bagside: Astrid har krise over sin ph.d.-afhandling i psykologi og tager en pause for at hjælpe sin kæreste, Tom, i hans ejendomsmæglerfirma. Her er brug for én med sans for mennesker, for i et af de huse, de sælger, bor en ældre kvinde, der lider af hallucinationer og ser og hører ting.
Astrid og Tom tager på weekendtur til Bornholm, og da Astrid ser billederne fra turen, opdager hun en ung kvinde, som de ikke har lagt mærke til før. Hvem er hun? Og hvorfor er hun på alle billederne af Astrid?
Astrid finder ud af, at kvinden er meldt savnet og går til politiet, men de beskylder hende for at have manipuleret billederne. For da de blev taget, var kvinden allerede død…
Astrids eneste allierede er Ivalo. Hendes kusine og barndomsveninde, som hun nu igen er kommet tæt på. Men Ivalo bringer også Astrid tæt på minder, hun helst vil lægge bag sig.
Astrid og Ivalo følger politiets efterforskning på nært hold, da det viser sig, at flere kvinder er blevet dræbt af den samme mand. Og noget tyder på, at han kommer tættere og tættere på Astrid og Ivalo
Min anmeldelse: Sporene fra andre krimier skrevet af kendisser fra andre områder end bøgernes/forfatternes skræmmer en anelse. Det er ikke altid, at evnerne fra ét felt kan fungere på et andet. Ingen nævnt og ingen glemt. Derfor var det spændende at begynde læsningen af Mette Lisby debutkrimi, der også kaldes en psykologisk thriller.
Jeg blev positivt overrasket, for der er tale om en original og spændende historie, der fortælles ganske godt og med gode overraskelser undervejs, selv om den endelige afsløring ikke kom bag på mig hen mod slutningen.
Uden at afsløre for meget så vil jeg sige, at der i historien også indgår indblik i og elementer af bl.a. politiefterforskningsmetoder, familierelationer og ejendomsmæglermetoder, men gennemgående er det overnaturlige.
Afgørende for oplevelsen og vurderingen af bogen er det dog, at man kan acceptere bogens brug af “det usynlige” med clairvoyance samt ånder på billeder og i virkeligheden (bogens). Det er afgørende for Astrids og Ivalos opklaring af sagen, samt for udviklingen af deres relation. Her inddrages også den clairvoyante Yasmin, der har bogen sidste replik, efter at Astrid har deklameret, at alt det overnaturlige nu er slut. “ Åh, Astrid. Det er først lige begyndt.”
Bogen er således første del af planlagt serie med de to kusiner, og det overnaturlige er nok kommet for at blive. Jeg er spændt på at se, hvordan det udvikler sig.
Jeg er ikke helt overbevist om det overnaturlige og dets rolle i handlingen, men fordi bogen er velskrevet og spændende, giver jeg bogen 7 forsigtige skydeskivepoint og afventer fortsættelsen.
Mette Lisby Ser du? Gyldendal, 2025 306 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
Det har ærgret mig siden 2009, at forfatteren kun havde skrevet én roman på dansk, så mine forventninger steg til uanede højder, da jeg hørte om denne nyeste bog! Den første bog hed “Knivens æg”, og det er af af de bøger, jeg har læst, som jeg aldrig glemmer! Fantastisk bog! Læs om den og uddrag af min anmeldelse dengang til sidst her i denne anmeldelse.
Fra bogens bagside: I Vandets pagt fortælles en intens og dramatisk slægtshistorie, der strækker sig over tre generationer og mere end syv årtier.
Vi skriver år 1900, da den tolvårige Mariamma sendes af sted med båd til Kerala i det sydlige Indien for at gifte sig med en fyrreårig enkemand. Trods alle Mariammas bange anelser bliver ægteskabet lykkeligt, og hun udvikler sig over de næste syv årtier til at blive familiens overhoved og det urokkelige centrum i huset Parambil. Hun må dog smerteligt erfare, at familien hjemsøges af en særlig forbandelse: I hver ny generation dør mindst én ved drukning, og i Kerala er der vand overalt.
Vandets pagt er en fortælling om forældre og børn, læger og patienter, tilgivelse og sorg og om at tage sin skæbne på sig – alt sammen fortalt med udviklingen fra kolonialt styre til selvstændighed som det stærke bagtæppe.
Min anmeldelse af “Vandets pagt”: Ud over at være en sitrende smukt skrevet bog, så fortæller den også en forunderlig og stærk historie i mange lag og med nogle stærke personligheder.
Et kort citat fra en af de sidste sider i bogen viser et simpelt eksempel på bogens sprog, og som giver et hint til forståelse af bogens titel: Og nu står datteren her, i dette vand, der forbinder dem alle i tid og rum og altid har gjort det. Det vand, hun trådte ud i for nogle minutter siden, er for længst borte, og dog er det her stadig, fortid og nutidig og fremtid ubønhørligt sammenknyttet, som den inkarnerede tid. Dette er vandets pagt: at de alle er uafvendeligt forbundne gennem det, de har gjort, og det, de ikke har gjort, og at ingen står alene.
Mht. historien, som dækker tiden fra ca.1900 frem til 1977, fortælles den i 2 overordnede spor: Især ved at følge den 12-årige tvangsgifte pige og hendes indiske familie gennem flere generationer samt i medgang og modgang, men også ved at få indsigt i den engelske kolonimagts indre kredse gennem at følge den britiske læge, der kommer til Indien for at arbejde, og bl.a. spiller spedalskhed en stor rolle. De to spor krydses selvfølgelig, samtidig med at Indien bliver selvstændigt og udvikler sig i andre retninger.
Denne overordnede handling er interessant og godt beskrevet, men bogens stærkeste elementer er for mig de meget specielle og fascinerende personligheder, der i alle generationer og familiegrene er fantastiske at følge!
Jeg kan ikke anbefale dette mesterværk nok, og det er bog, som vil fængsle rigtigt mange forskellige læsere, og jeg vil helt sikkert læse den igen – og også “Knivens æg”. Næste gang vil jeg både læse den endnu mere langsomt for at få fuld nydelse af teksten og samtidig læse den i længere bidder, så jeg kommer endnu dybere ned i bogens univers og stemning. Det fortjener både den og jeg.
Det bliver til 6 stjerner ud af 5 mulige!
Abraham Verghese Vandets pagt Gyldendal, 2024 704 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Om forfatterens første roman på dansk: “Knivens æg”: Da den bog udkom på dansk første gang (2009) anmeldte jeg den som lektør for Dansk BiblioteksCenter og skrev bl.a. det følgende, og som skrevet er det en bog, det er umuligt at glemme!
En gribende og dramatisk fortælling der står stærkt i kraft af sin unikke historie og blandingen af stærke personligheder, kirurgi og store følelser samt dramatiske og barske oplevelser på mange niveauer. Svært at beskrive og endnu sværere at glemme.
Store velskrevne romaner med en historie styret af både fortælleglæde og -talent er der mange læsere til – individuelt og i læsekredse. Den bedste, store roman i 2009 indtil nu. Så kort kan det siges. Anbefales til alle elskere af stærke romaner og gode historier.
Fra omtale af “Indtil vanvid, indtil døden”: Det er efteråret 1942, hvor den danske krigsenke Harriet rejser med tog ned gennem Tyskland. Hun har efterladt sine to sønner på et børnehjem i Nordsjælland, mens hun selv begiver sig mod München. Hendes afdøde mand, Gerhard, der kæmpede på side med tyskerne, er blevet skudt ned over Østfronten. Forblændet af sin sorg, har Harriet besluttet sig for selv at bidrage til krigen, at gøre noget. Derfor flytter hun midlertidigt ind hos Gerhards officerkollega og hans danske kone, der tilhører den nazistiske overklasse.
Harriet begynder dog at se igennem ægteparrets og nazismens polerede overflade, da realiteterne omkring krigens grusomheder langsomt begynder at sive gennem sprækkerne.
En stærk historisk roman om den slags galskab kun krig eller kærlighed kan forårsage.
Fra omtale af “indtil vanvid, indtil døden”: Det er januar 1943 i København. Harriet forsøger fortvivlet at skabe en tilværelse for sig selv og sine to drenge efter at hendes mand døde på Østfronten i krig for tyskerne. Hun indlemmes i Frikorps Danmarks velgørenhedsfond i loyalitet for sin afdøde mand. Men ud af det blå møder hun en ny mand med et helt andet perspektiv, og Harriet må træffe et skelsættende valg…
Besættelsestiden levendegøres på indlevende og fængslende vis i en tankevækkende og medrivende fortælling.
Min anmeldelse: Samlet set er der tale om to stærke og uforglemmelige bøger, der endelig skal læses i rækkefølge – og meget gerne lige efter hinanden.
De viser andre sider af tiden i Danmark og Tyskland før, under og lige efter 2 verdenskrig, end de , der som regel fortælles om i romaner om den tid. Med begivenhederne set gennem den danske Harriet, der forelsker sig en pilot i Luftwaffe og når at få et par børn med ham, inden han dræbes i krigen, fik jeg mulighed for at se tiden og holdningerne fra en anden vinkel.
Harriet følger hele tiden sit hjerte og kæmper for sine børns og sig eget liv, samtidig med at hendes fornuft løbende får hende til at ændre sine holdninger. Det er en historie om både hverdagens små og store praktiske problemer, og det er de overordnede livsændrende vilkår og politiske forandringer.
Den rejser både moralske og etiske spørgsmål om hvordan mennesker kan være mod hinanden, og den giver også mulighed for at indse, at en krig ingen vindere har – kun sejrherrer, der fortæller sandheden, som de ser den.
Kirsten Thorup formår med de to sammenhængende bøger at tilføje den sandfærdige historie fra den tid nogle nye dimensioner, og hun fortæller den i et intenst og velskrevet sprog. Selv om den er baseret på historiske fakta og faktuelle personer, er fortællingen på ingen måde tynget heraf. Dertil skriver Kirsten Thorup alt for fremragende.
Når bogen er færdig, er der ingen egentlig slutning på Harriets skæbne, men der skitseres nogle mulige scenarier for fremtiden for Harriet og hendes børn. Hvilke må vi som læsere indtil videre nøjes med at tænke over og forestille sig. Det kunne måske være interessant at få Kirsten Thorups bud på en fortsættelse, men dermed forsvinder den tvivl og dynamik, bøgerne rummer måske. Jeg håber alligevel på det.
Læs de stærke bøger alene eller læs dem sammen med andre, men nyd dem. Der er stof til diskussion og eftertanke.
5 sikre stjerner x 2!
Kirsten Thorup Indtil vanvid, indtil døden Gyldendal, 2020 424 sider
Kirsten Thorup Mørket bag dig Gyldendal, 2023 534 sider
Bøgerne er lånt på biblioteket.
PS. Begge bøger har været på programmet i læsegruppen Sure Gamle Mænd, og “Mørket bag dig” var oktober måneds bog. Alle deltagerne i læsegruppen var mindst lige så begejstrede for bogen som for bind 1. Den vakte diskussion og mange gode kommentarer. En af deltagerne havde lavet omfattende research på den sande historiske baggrund og en god del af personerne. Det imponerende arbejde underbyggede på alle måder, at der var tale om en bog med historisk tyngde. Men overordnet var der enighed om, at det primært var stor litteratur.
