Fra bogens bagside: Den organiserede kriminalitet breder sig i Göteborg, og forskellige kriminelle bander kæmper om overherredømmet.
Louise Olsen, efterforsker ved Afdelingen for Særlig Kriminalitet, er hovedvidne i en kommende, vigtig retssag og befinder sig dermed midt i orkanens øje. Hvem kan hun egentlig stole på?
Samtidig er der noget helt alvorligt galt med den seneste sag, som hendes mand, sikkerhedseksperten Max, har påtaget sig.
Louise og Max indser, at de må tage kampen op. Men for at opnå det, de har sat sig for, har de brug for penge. Rigtig mange penge.
Min anmeldelse: Det er første bind i den nye serie “Agenturet” af en forfatter, jeg aldrig har læst noget af før, og som endda har fået udgivet 2 andre serier på dansk. Den ene serie er dog kun kommet som e-bog.
Baggrunden er meget aktuel og dramatisk. Handlingen udspiller sig i et Sverige, hvor den rå bandekriminalitet såvel i bogen som i virkeligheden har sat sit voldsomt voldelige præg på samfundet, og hvor politiet ikke har formået at bremse udviklingen.
Bogens ene hovedperson ender midt i bandernes voldelige opgør, og hendes makker bliver dræbt. Det bliver en del af en større efterforskning, som viser sig at være tæt forbundet med en henvendelse til Louises mands højteknologiske sikkerhedsfirma, og så tager handlingen for alvor fart med flere drab og eksplosioner.
Det er især politiets efterforskning, der følges, og den kompliceres af en intern muldvarp, som står i ledtog med banderne. Muldvarpen afsløres af Louise og Max sidst i bogen, men kan fortsætte sine ugerninger, da det undervejs er lykkedes at få Louise og Max sat under seriøse anklager, og de må flygte.
Så vil jeg ikke afsløre mere som f.eks. hvor serietitlen Agenturet kommer fra. Jeg vil kun beklage, at bogens oprindelige udgangspunkt med bandekriminalitet og samfundproblemerne i Sverige fortaber sig i en mindre realistisk teknologisk retning, hvor især Max’ ekstraordinære evner med computere viser sig. Her mister bogen for mig fokus og bliver mindre interessant. Dertil kommer en sidehandling om parrets ufrivillige barnløshed og behandling herfor. Den har vist kun til formål af tilføre lidt privatliv og ganske lidt sex.
Vel er bogen elementært spændende, men da den mistede fokus, tabte jeg også i nogen grad interessen, så det bliver kun til 6 skydeskivepoint.
Bind 2 i serien, “To sider af samme sag”, er lige udkommet, og jeg kan ikke lige afgøre, om jeg vil læse den. Sker det, så er det for at finde ud af, hvordan sagerne udvikler sig, og om den bliver mere realistisk, interessant og spændende.
Christina Larsson En livsafgørende beslutning Cicero / Gyldendal, 2024 303 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Jeg har selv læst mange bøger af Susanne Staun og har også anmeldt nogle – bl.a. den fremragende Kønslig omgang her https://blog.drustrup.dk/?p=628, og jeg har generelt været glad for dem. Så da gæsteanmelder Palle Thomsen sendte mig nedenstående anmeldelse, måtte jeg lige selv se nærmere på bogen. Og Palle har (igen) ret i sin konklusion, mens jeg dog godt vil give et skydeskivepoint mere, end han har gjort.
Bogen er iøvrigt bind 1 i forfatterens Østersøtrilogi, hvor bind 2 hedder Kaosagenterne og er planlagt til at udkomme september 2024.
Fra bogens bagside: Litauen, september 2022: Ukrainekrigen er gået ind i ottende måned, og i den tidligere sovjetrepublik Litauen er frygten for russerne til at tage og føle på. Et oprør blandt landets russisk-sindede minoriteter ulmer: De polske og russiske minoriteter vil have deres egen folkerepublik i det østlige Litauen styret fra Moskva.
Sikkerhedstjenesten er underbemandet, og deres agenter forsvinder, den ene efter den anden. Senioragent Tomas Minkus, der er drevet af sin fortid under sovjetisk styre, er netop udskrevet fra hospitalet efter et giftangreb. Politiet mistænker hans forsvundne kone Ana, men det giver ingen mening for Tomas. Da han sammen med en kollega fra FBI bliver sendt rundt til uroens brændpunkter, har han sin egen mission: at opklare, hvad der er sket med Ana.
Forræderne i Litauen er en spændingsroman om den tilspidsede situation på den anden side af Østersøen, om nye fronter imellem gamle naboer og om at holde håbet i live.
Palle Thomsens anmeldelse: Jeg har læst mange af Susanne Stauns bøger, og de har alle været gode bøger. Denne er en kikser!
Det er en spændingsroman, men der er ingen spænding overhovedet. Nej, hvor er den kedelig.
Emnet er sådan set fint – Litauen i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine hvor vi følger den litauiske efterretningstjeneste og deres problemer med Rusland og de etniske minoriteter i Litauen. Det kunne have været en god historie. Men fortællingen kommer aldrig rigtigt igang, har ingen ordentlig afslutning. Underlig roman.
Forfatteren har virkeligt gjort sit forarbejde og sat sig ind i problemstillingerne i de baltiske lande og især Litauen. Men den rykker ikke. Hun strør sig om med russiske, litauiske og polske udtryk – skrevet i kursiv og ikke oversat til dansk. Man opdager først til sidst, at der er en ordliste bagerst i bogen.
Jeg kedede mig gudsjammerligt – så kun 3 skydeskivepoint ud af 10, skriver Palle. (Dertil kommer mit eget ekstra point, så det bliver til 4 point på skydeskiven.)
Susanne Staun Forræderne i Litauen Gyldendal, 2023 318 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Denne anmeldelse er skrevet og postet, inden jeg deltog i et arrangement om bogen på Bakken i København, hvor bogens endelige ophør foregår. Læs beretningen om arrangementet efter anmeldelsen. ___________
Fra bogens bagside: Baggårdsadvokaten Jan Rose er renset for alle anklager efter de skæbnesvangre oplevelser med Satans Datter. Efter løsladelsen fra Nyborg Statsfængsel er Jan kommet på benene igen og har genoplivet sin gamle advokatvirksomhed.
Men friheden bliver pludselig en skrøbelig illusion, da en række makabre filmoptagelser bliver sendt til hans gamle ven, stationsleder Flemming Jørgensen. En ukendt morder med en dæmonisk maske filmer en række rituelle drab, der synes at have en forbindelse til Flemmings fortid. Og da Flemming forsvinder sporløst, bliver Jan igen trukket ned i mørket. I et kapløb mod tiden må han navigere gennem et farligt spind af løgne, forræderi og dødbringende hemmeligheder.
Men mens han graver dybere, begynder spørgsmålene at tårne sig op: Hvem kan han stole på? Har han været offer for et forræderi, der stikker dybere end nogensinde før?
Min anmeldelse: Den første bog med advokat Jan Rose i hovedrollen, Satans datter, kaldte jeg i min anmeldelse voldsom og underholdende action.
Jeg skrev også heri – https://blog.drustrup.dk/?p=1971 – at jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad der fremover ville ske for Jan Rose, som er en sympatisk antihelt, der er blevet chikaneret og snydt, så han er endt som ugleset af det juridiske parnas. Jeg blev derfor glad for at få chancen for at finde ud af, hvad der side sker med Jan Rose, da denne fortsættelse udkom.
Bogens titel kunne også have været “Guds slagter” for bogen indledes med nogle regulære slagtninger af flere ofre. Jeg synes der næsten er tale om overkill. Så er vi i gang med en voldsom og voldsomt dramatisk historie, og læserne er samtidig advaret, hvis man ikke er til den slags bøger, men hellere vil læse hyggekrimier.
Bogen er en direkte fortsættelse af Satans datter, og bortset fra, at der er tale en ny central hovedperson/skurk er mange af de samme personer med – bl.a. den Lisbeth Salander-agtige it-kyndige Sally, den smerteimmune kampmaskine Billie og den banderelaterede taxachauffør Muhammed samt Sandra, der er Jan Roses på flere måder tætte forbindelse hos politiet. Samt som nævnt på bagsiden selvfølgelig Flemming Jørgensen, der som leder af en politistation i det centrale København har haft helt særlige holdninger til bl.a. unge kriminelle og i bogen får en meget personlig rolle.
Der er flere temaer i bogen som f.eks.: religiøs fanatisme, bandekriminalitet, børns opvækst og betydningen for deres fremtid, samarbejdet (eller ej) indenfor politiet, personlige relationer samt moral fra meget forskellige vinkler.
Men det er voldsomt actionpakket historie, hvor menneskeliv kun skånes, hvis man selv kan se en fordel af det, eller hvis man står i æresgæld. Der dræbes ret mange i bogen, og der skades endnu flere. Det er bl.a. utroligt, at Jan Rose kan klare så mange tæsk, sår og andre fysiske påvirkninger. Han er på ingen måde usårlig, men overlever alt på samme måde som James Bond.
Det er også en tempofyldt historie, der i fuld fart drives frem af de dramatiske begivenheder, og hvis man som læser, sådan som jeg gjorde det, har “overlevet” de bestialske scener, er det en bog, der læses relativt hurtigt og i få bidder, fordi der hele tiden sker noget nyt med fremadrettede konsekvenser. Derfor er det nødvendigt alt læse videre for at finde ud af, hvad der sker!
Bogens dramatiske finale, hvor alle aktører sætter deres liv på spil, udspiller sig i og ved den gamle rutschebane på Bakken ved Dyrehaven nord for København. Samtidig er der koncert på Bakkens friluftsscene med bandet Dodo & The Dodoes, og den afbrydes af de voldsomme aktiviteter på rutschebanen.
Bogen slutter med scener fra flere af hovedpersonernes efterfølgende oplevelser, hvor der knyttes en række tråde og afklares nogle konflikter, men samtidig afdækkes muligheden for endnu en bog i serien. Her tages noget fra bind 1 op igen. Det lyder spændende, og det bliver garanteret hverken mindre dramatisk eller mindre voldsomt.
Nogle læsere af spændende bøger vil finde bogen “alt for meget”, men jeg overgav mig og fandt den voldsomt spændende og voldsomt underholdende. Derfor får den 9 skydeskivepoint ligesom seriens første bind.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bloggermøde om “Guds bøddel” Gyldendal havde inviteret til et orienteringsmøde om bogen og endda på et helt specielt sted, hvor en stor del af handlingen foregår, og hvor den afsluttende scene foregår – nemlig på forlystelsesparken Bakken nord for København. Og endda mere præcist på og under den gamle rutschebane, som på Bakken er telt nr. 55, hvilket netop var den oprindelige arbejdstitel på bogen.
Her fortalte Walther Rebernik om sin livslange forbindelse til og fascination af Bakken, som han havde fået via sin far, og som havde udviklet sig yderligere, da han senere blev advokat for Bakken.
Han havde længe ville placere en dramatisk scene i en af sine bøger netop her, og det sker for alvor i “Guds bøddel”! I bogen spiller Dodo & The Dodos på Bakkens friluftsscene lige ved rutschebanen, og herfra er de vidner til bogens dramatiske begivenheder. Derfor var bloggermødet placeret på en dag, hvor orkestret spillede der igen, så efter mødet kunne deltagerne opleve livemusikken, der denne gang heldigvis ikke blev afbrudt.
Direktøren for Bakken, Ole Andersen, fortalte desuden levende og engageret om Bakken og dens historie samt om det levende mikrosamfund, de mange teltholdere er en del af i dag. Derefter førte han og Walther Rebernik an på en tur i rutschebanen sammen med de mest forvovne bogbloggere.
Desuden afslørede Walther Rebernik, at de første to bøger i serien om forsvarsadvokaten Jan Rose, der har tilnavnet Sharwarma-advokaten, alligevel ikke som oprindeligt planlagt bliver de første dele af en trilogi! Bind 3 kommer ganske vist sommeren 2025, men der er allerede lagt planer for mange flere bind i serien, hvor stakkels Jan Rose bliver udsat og involveret i endnu flere voldsomme begivenheder! Det lovede forfatteren, og selv om det er synd for Jan Rose, så er det helt i orden for læserne!
Et så stort projekt, som det Politikens Forlag har sat i gang med Egeskov Slot som omdrejningspunkt, kræver en introduktion. I første omgang til udgivelsen af bind 1 i en planlagt romantrilogi.
Oplysning til læserne Efter min anmeldelse var udsendt, fik jeg denne mail fra en kendt dagbladsanmelder, der ikke deltog i arrangementet på Egeskov:
Undskyld mig men at du har mødt herskabet og de to forfattere på Egeskov ved et reklamefremstød for bogen, skal vel ikke spille ind i din anbefaling af den? Læsere som ikke har haft den ære, skal vel have din anbefaling ene og alene ud fra din læsning af værket. Eller er du ren reklamesøjle?
Derfor denne kommentar: Ingen af mine anmeldelser af en bog påvirkes – negativt eller positivt – i sin vurdering pga. merchandise tilsendt sammen med bøgerne eller deltagelse i bloggermøder eller andre arrangementer som forfatterinterviews på Krimimessen.
Det sker derimod af og til, at jeg ved mødet med forfatteren bliver klogere på intentionerne og baggrunden for bogen, og det bidrager til den beskrivelse, jeg kan formidle af bogen. Således også i tilfældet med “Ulykkens år” (Egeskov; 1). Inden mødet, som jeg beskriver inden min anmeldelse, havde jeg læst bogen, havde dannet mig min mening om den og havde skrevet store dele af selve anmeldelsen.
Det, jeg hørte om bogen og hele projektet, er holdt ude af selve anmeldelsen, men bidrager for mig at se til at få og videregive et bedre indtryk af bogen. Jeg er jo godt klar over, at arrangementer af den type er et reklamefremstød, men deltagelsen har ikke influeret på indholdet i min anmeldelse af bogen. Jeg mener således, at præmisserne for min ærlige og neutrale anmeldelse er lagt åbent frem.
Introduktion: En god uges tid inden inden seriens første bog udkom, var jeg sammen med en del andre bogbloggere og bogfolk inviteret af Politikens Forlag til præsentation i riddersalen på Egeskov Slot af projektet. Her fik vi en fin introduktion til bogen gennem en rigtig god snak mellem ejeren af “det lille røde hus” (Egeskov Slot), grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, bogens to forfattere, Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, og den ene af bogens to forlagsredaktører, Mille Haynes.
Initiativet til hele projektet kom fra Politikens Forlag, der i første omgang havde planlagt en trilogi med forskellige forfattere til de tre bøger, men da de to forfattere bag bind 1 mødtes, faldt brikkerne for dem så meget på plads, at de overbeviste forlaget om, at de sammen kunne skrive alle tre bind. Senere vil set så vise sig, hvad der sker efter de tre bøger. Der er mulighed for mange, mange flere. Forfatterne fortalte nemlig, at de har skitseret fremtiden for de mange personer i bogen (der er 49 på listen forrest i bogen, og flere kommer helt sikkert til), og dermed har de også lagt detaljerede linjer ud for begivenhederne – helt frem til 1930! Det har de gjort for at sikre, at det, personerne gør og oplever i de første bind, hænger optimalt sammen med de fremtidige begivenheder. I filmverdenen hedder det vist continuity.
Og apropos filmverdenen så er forberedelserne af en filmatisering af serien også langt fremme, men det var endnu for tidligt at fortælle nogle detaljer. Et par spørgsmål fik vi dog svar på. Det forventes, at det bliver en tv-serie i 6 afsnit, at der nok bliver premiere i 2026, samt at det ikke bliver Anne-Grethe Bjarup Riis, der skal være instruktør eller manuskriptforfatter.
Hun og Thomas Rydahl fortalte om samarbejdet, hvor de fordelte scener i bogen mellem sig og efter at have diskuteret muligheder skrev ud fra deres detaljerede beskrivelser. Derefter læse de hinandens stoffet og arbejdede videre derfra sammen med forlagsredaktørerne. Thomas Rydahls erfaringer med en skrive ud fra handling og plot suppleredes af Anne-Grethe Bjarups Riis mere filmiske blik for scener og billeder.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fortalte levende og engageret om samarbejdet med både Politikens Forlag og forfatterne. Han og prinsesse Alexandra havde fået manuskriptet at se, men ud over nogle faktuelle småting, som en detalje om jagt på den tid, havde de ikke haft nogen indflydelse på indholdet i romanen. De har fortalt om historien mange generationer tilbage og har vist rundt overalt på slottet. De har haft fuld tillid til, at forfatterne tegnede et billede af tiden, stedet og familien, der var tro mod virkeligheden, samtidig med der var masser af rum til at digte til og finde på. De var rigtigt glade for resultatet og glædede sig til det fremtidige samarbejde. De har også bidraget til, at tidsbilledet er blevet så tæt på det korrekte som muligt.
Fra bogens bagside: 1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.
For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.
Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.
Min anmeldelse: Denne første roman i serien foregår i løbet af et år og begynder i 1874. I bogen præsenteres seriens mange personer gennem 6 afsnit med hvert sit tema. Der bruges således en del plads på at beskrive lokaliteter, miljøer, detaljer og personernes tanker og indbyrdes samspil. Denne grundlæggende præsentation er en forudsætning for forståelse af historiens forløb, og selv om den fylder en del, så fungerer det rigtigt godt at følge de mange skæbner.
Det er en dramatisk historie om kærlighedens svære betingelser og om livsvilkårene sidst i 1800-tallet – begge dele beskrevet på tværs af klasser.
Historiens forskellige elementer, der kort skitseres på bagsiden, hænger godt sammen, og selvfølgelig slutter bogen med et par scener, hvor nogle af personerne ender i situationer, der må stå uafklarede for læserne til næste bind, og det bliver rigtigt interessant at finde ud af, hvor det fører personerne hen.
Under læsningen dannedes der hos mig mange indre billeder, så det oplevedes lidt som at se en film, hvor der krydsklippes kronologisk mellem forskellige scener, som foregår blandt adelen, blandt de ansatte inde på slottet samt hos arbejderne og familierne i landbruget på og omkring slottet. På den måde kommer man både upstairs og downstairs, og der er klare paralleller til serier som Downton Abbey, Belgravia og netop Upstairs Downstairs (dansk titel: Herskab og tjenestefolk).
Jeg er helt sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange læsere af historiske romaner, som udover at fortælle en god historie på en fængslende måde, også formidler historisk viden.
Jeg er endnu mere sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange, der med stor entusiasme har fulgt familierne i bl.a. de nævnte store serier. Jeg er også sikker på, at interessen vil blive endnu større, når tv-serien bliver sendt. Indtil da kan man læse bogen – og de følgende bind, hvor bind 2 forventes udgivet næste år, og så er det oplagt i mellemtiden at lade turen gå til Sydfyn for at besøge fascinerende og flotte Egeskov Slot.
Det bliver til mine maksimale 5 stjerner for både forlagets initiativ til det store projekt, bogen er første del af, og for selv romanen.
Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl Ulykkens år (Egeskov ; 1) Politikens Forlag, 2024 441 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Gæsteanmelderen Palle Thomsen har læst bogen og skriver sådan: Jeg har aldrig læst noget af forfatteren før. Han er meget kendt i sit hjemland Sverige som standupkomiker, tryllekunstner og forfatter. Bogen er første del af en trilogi, han kalder Blodstormen, og den var nomineret til årets bedste kriminalroman af Det Svenske Kriminalakademi.
Fra bogens bagside: Det er midsommeraften, og langbordet på broen i den svenske skærgård er dækket med det fineste porcelæn. Forretningsmanden Olof Helander har inviteret vigtige internationale gæster, og alle sejl er sat for at vise dem en ægte svensk midsommerfest. Men da en åben speedbåd glider ind i vigen, og to maskerede mænd rejser sig op med maskingeværer i hænderne, forvandles det idylliske sceneri i næste nu til et blodbad.
Den tidligere politibetjent og nuværende krimiforfatter, Julia Malmros, befinder sig i sit sommerhus ikke langt derfra sammen med sin elsker, den atten år yngre hacker Kim Ribbing. De to er de første på stedet, og de finder Olof Helanders stærkt chokerede datter Astrid i vandet under bådebroen. Astrid har mirakuløst overlevet blodbadet og måske besidder hun nøglen til opklaringen af det, pressen hurtigt døber ”Midsommermassakren.”
Palle Thomsens anmeldelse: En kendt forfatter og tidigere politiefterforsker får tilbudt at skrive en fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-serie om Salander og Blomkvist. Den bliver afvist af hendes forlag, og hun bliver sur og tænker, hun kunne lave navnene om og lave sin egen bog om om Salander og Blomkvist, men laver om på det så den handler om en ung mand, som er edb-hacker og en kvinde på alder med Blomkvist. Men det bliver ved idéen.
Men vores forfatter John Ajvide Lindqvist gør det, og det er der kommet en forrygende krimi ud af.
Et nyt og spændende makkerpar i svensk krimihistorie er skabt – Julia Malmros og Kim Ribbing.
Jeg glæder mig meget til de næste 2 bøger.
Det er en spændende historie, men det er også historien om, hvordan en forfatter bygger en krimi op og historien om et skadet barn, der er kommet videre på trods. Dejlig læsning med superkorte kapitler og et godt sprogbrug.
Den får 9 ud af 10 skydeskivepoint.
Johan Ajvide Lindqvist Skriften i vandet Gyldendal, 2023 512 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Forlagets beskrivelse: Gamle Giæver bruger sine sidste dage på at fortælle unge Giæver om familiens stolte historie. Men han skal også huske at overlevere en række praktikaliteter om korrekt ophængning af mejsekugler, kvinders hang til pyntepuder, og hvordan man aldrig skal stole på en mand i fløjlsbukser. Ikke mindst skal han huske at få alle detaljer med om familiens 800 år lange konflikt med de smånæsede tumper fra Iunkerfamilien på nabogården, så hadet føres videre af næste generation.
Giæver og Iunker er en fandenivoldsk fortælling om nedarvet nabostrid og også en varm og underfundig beskrivelse af en døende mands sidste forsøg på at sætte alting på plads i en moderne verden fuldstændig af lave.
Min anmeldelse: Erlend Loe er en af mest morsomme, satiriske og underholdende forfattere – men kun hvis man kan klare hans altid helt vildt skæve vinkel på virkeligheden – altså virkeligheden set gennem forfatterens briller.
Jeg har læst næsten alt, han har skrevet. Jeg har lavet lektørudtalelser på flere af dem, og jeg har på bloggen her anmeldt “Dyrene i Afrika” her http://blog.drustrup.dk/#post243. Hver eneste gang har jeg nydt at læse en bog af Loe, og det samme hælder denne nye.
Mens flere af hans andre bøger har et bagved liggende tema om mænd, der skifter spor og før noget uventet, så har hovedpersonen i “Giæver og Iunker” til formål at holde næste generation helt, helt fast i den rolle, familien har haft i hundredvis af år, og i holdningerne til de meget anderledes naboer, der ikke kan gøre noget rigtigt, og som ikke kan regnes for rigtige mennesker.
Det giver nogle meget vildt groteske synspunkter, som den gamle Giæver videregiver til sin søn. Det gælder helt små detaljer som, hvorfor man skal gå med terylenebukser og ikke fløjlsbukser, og hvorfor alt undertøj skal være af uld og bestemt ikke af bomuld. Det gælder også grundlæggende holdninger som synet på anderledes folk, for Giæver-slægten har én gang for alle defineret, hvad der er rigtigt, og hvilket menneskesyn der er det korrekte.
Fra sin sygeseng, hvor kræften tærer på kræfterne hos den gamle Giæver, får han i korte kapitler med for ham livsvigtige oplysninger, gjort sin søn klar til at tage over og fortsætte alle slægtens traditioner – måske. For som læser får vi selvfølgelig ikke at vide, hvordan det går efter hans død.
En af hans slutreplikker på dødslejet er denne: Nu tror jeg vistnok, jeg har været det meste igennem. Nu burde du have informationer nok til at klare dig. Det vigtigste er trods alt, at du og dine bliver ved med at hade Iunkerne.
En skævt vinklet og grotesk morsom historie der med sin satiriske tone samtidig på en helt speciel måde giver mulighed for at overveje emner som tolerance, rummelighed, omstillingsparathed og åbenhed holdt op imod, hvordan Giæverne i bogens univers tænker og gør, men også på hvordan faktiske mellemmenneskelige relationer og holdninger ser ud i virkelighedens univers.
5 sikre stjerner!
Erlend Loe Giæver og Iunker Gyldendal, 2024 192 sider
