Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Holly Hepburn: Den forsvundne tjenestepige

Krimi og spænding Posted on 27 jan, 2026 10:56

Fra beskrivelsen på Saxo:
London, 1932.

Da Harriet White afviser sin chefs tilnærmelser i banken på Baker Street 221b, hvor hun arbejder, bliver hun flyttet ned i postrummet i kælderen. Her får hun til opgave at gennemgå et bjerg af breve adresseret til Baker Streets mest berømte beboer, mr. Sherlock Holmes.

Selv om Sherlock Holmes er en fiktiv person, ankommer det ene brev efter det andet, hvor folk beder ham om hjælp til at løse diverse mysterier. Harriet svarer flittigt på hver eneste henvendelse med samme besked: Mr. Holmes har trukket sig tilbage fra detektivarbejdet.

Men en dag fanger et særligt brev hendes opmærksomhed. En ung kvinde er forsvundet under mystiske omstændigheder efter at have arbejdet som tjenestepige, og Harriet kan ikke modstå fristelsen til at snuse lidt rundt.

Og dermed er sagen om den forsvundne tjenestepige i gang …

Min anmeldelse:
Bogen er første del af serien “Baker Street mysterierne” med direkte referencer til Arthur Conan Doyles hovedperson Sherlock Holmes. Da jeg har læst langt de fleste bøger med ham, blev jeg nysgerrig efter at finde ud af, om ideen med at bygge videre på det univers kunne holde. 

Nogle korte fakta: Den foregår 20 år efter, at bøgerne om Sherlock Holmes foregik. Sekretæren Harriet White er af adelig slægt, men har frigjort sig fra de familiære bånd. Hun udnytter alligevel familierelationerne under opklaringen. Hun er ugift, så familien forsøger at finde en passende partner. En mulig kæreste viser sig i løbet af sagen, og det element fortsætter sikkert i kommende bind.

Sagen er kompliceret og opklares ved klassiske metoder: deduktion, jagt gennem Londons gader, forklædninger og ved at færdes i skumle kredse, så her er stilen tro mod Doyle og Holmes – dog i en opdateret tidsalder.

Fortællestilen er småsnakkende, og gåden inkl. opklaringen er ikke specielt overraskende, så det er ikke for spændingens skyld, man skal læse bogen. Det er den engelske hygge og stemning samt det grundlæggende Holmes-koncept, der bærer bogen. Er det nok, så hyg jer med den og fortsættelsen “Den hjemsøgte forfatter”

6 hyggelige skydeskivepoint af 10 mulige

Holly Hepburn
Den forsvundne tjenestepige
Cicero, 2026
272 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Helene Tursten: Ældre dame med skumle hensigter

Krimi og spænding Posted on 18 sep, 2025 22:40

Fra bogens bagside:
Maud er 88 år, men alt andet end svagelig. Hun er knivskarp, udstyret med et iltert temperament og går ikke af vejen for at begå et lille mord, hvis nogen forstyrrer hendes fredelige tilværelse.

Siden sin fars alt for tidlige død, har Maud boet gratis i familiens kæmpestore lejlighed i centrum af Göteborg, takket være en mindre klausul i lejekontrakten. Her lever hun i fred og ro. Når hun ikke er ude at rejse verden rundt, surfer hun på internettet og er i det hele taget godt tilfreds med sin fredelige tilværelse. 

Da en lokal berømthed flytter ind i ejendommen og får et godt øje til Mauds store lejlighed, er Maud ikke bleg for at tage sagen i egen hånd. For selvom hun nærmer sig de 90, har den ældre dame stadig et par tricks i ærmet, før hun er klar til at give op.

Min anmeldelse:
Jeg kendte udmærket Helen Turstens krimihistorier fra Gôteborg. Hende 2 oversatte serier er med henholdvis Irene Huss og Embla Nyström som hovedpersoner, og i hvert fald fald Huss-historierne er også filmatiseret. Jeg har læst og nydt både bøger og film, så jeg blev dejligt overrasket, da jeg på Mofibo så, at denne første bog var udgivet i en ny serie Tursten. 

Og jeg kunne også se, at bind 2 “Ældre dame med dystre hemmeligheder” udkommer i oktober. De historier skal jeg også læse, for jeg blev rimeligt underholdt af denne bog, der egentlig ikke er en roman, men en novellesamling. Den rummer 5 selvstændige, korte og finurlige historier, der lidt ser ud til at være tænkt publiceret hver for sig. De er om afsluttede sager, og der er flere gentagelser f.eks. om baggrunden for Mauds helt særlige forhold. 

Det har altid været en fornøjelse at læse krimier, hvor offeret får helt som fortjent (altså dør), og hvor gerningsmanden/gerningskvinden efterfølgende lige så fortjent slipper godt fra sine gerninger. 

Lige et par eksempler: Sara Paborn: En hustrus hævn – //blog.drustrup.dk/#post183 og Anders Totland: Til jord skal du blive – https://blog.drustrup.dk/?p=1801.

Når denne bogs hovedperson, Maud, bliver forsøgt snydt eller behandles uretfærdigt, så er hun klar til at rette op på forholdene – ganske fortjent og helt rimeligt. Sådan går det i alle tilfældene i denne bog. Heller ikke Turstens hovedpersoner fra andre serier, Huss og Nyström, får som efterforskere opklaret sagernes rette sammenhæng, selv om de til sidst får deres mistanker. Men måske sker det i fortsættelsen, selv om jeg ikke håber på det. Det vil være synd for den søde gamle dame, der minder mig en del om Miss Marble, men bare befinder sig på den anden side af loven.

En hyggelig krimi med retfærdighed som tema og sat i en noget anderledes scenografi end de fleste krimier.

Helt uden skumle hensigter giver jeg historierne 8 skydeskivepoint.

Helene Tursten
Ældre dame med skumle hensigter
Saga/Egmont, 2025
98 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Lena Jo Hursh: Mord på færgen Hou-Sælvig

Krimi og spænding Posted on 11 aug, 2025 23:20

Fra forlagets beskrivelse:
Da Kirsten er forsvundet om hjørnet, læner Gitte sig smilende tilbage i sædet. Sejlturen fra Sælvig til Hou er fløjet af sted. Gitte glæder sig til at skulle se Kirsten igen.

Gittes smil stivner brat, da en gammel mand går forbi. Et kort sekund har de øjenkontakt. Så går han videre. Alt i hende fryser til is. Hun stirrer paralyseret på den tomme plet, hvor han passerede …

Thomas B. Nielsen og kollegaerne i Afdelingen for personfarlig kriminalitet bliver kaldt ud til et mord på færgen Prinsesse Isabella. Ikke alt er som først antaget, og da der sker endnu et mord og en kvinde forsvinder sporløst, får Thomas og efterforskerne for alvor sved på panden. 

Min anmeldelse:
Forlaget skriver, at bogen er en selvstændig krimi, der fortsætter persongalleriet fra forfatterens Samsøtrilogi, som er udgivet 2019-2021. Den består af “Mord i Pillemark” (1), “Mord i Ballen Brugs” (2) og “Mord i Mårup” (3). 

Jeg anmeldte bind 1 i 2021 her https://blog.drustrup.dk/?p=800, og jeg skrev bl.a. “Jeg har ikke læst fortsættelsen af den anmeldte bog. Jeg tror, jeg venter, til ferieturen går til Samsø. Så kan jeg lynlæse begge bøger og helt sikkert være inspireret til mange oplevelser.

Først nu går turen senere i august til Samsø, og da vi skal sejle med netop færgen Hou-Sælvig, var det oplagt at læse den seneste bog, selv om der foregår et par mord på netop den færge.

Da der i bogen var mange referencer til begivenheder i tidligere bøger samt mange personer derfra, synes jeg, bogen må være del 4 i serien “En Samsø-krimi” og ikke en selvstændig krimi. Jeg er sikker på, at udbyttet af og fornøjelsen ved bogen ville have været større, hvis jeg også havde læst de mellemliggende bøger. Jeg blev nemlig forstyrret af de mange henvisninger til tidligere begivenheder og af de mange personnavne. 

Samtidig synes jeg ikke plottet fangede mig, og det virkede heller ikke overbevisende eller sandsynlig. Det samme gælder opklaringsarbejdet. Hyggelig sommerpausekrimi. 

Det vil vise sig, om bogen/serien kan bruges som inspiration under en tur til Samsø, men det er jeg usikker på. Informationerne er vist glemt lige så hurtigt, som jeg læste denne på flere måder lette sommerhyggekrimi, som jeg giver 5 skydeskivepoint af 10 mulige. (Men jeg glæder mig meget til at gense Samsø, og jeg er helt tryg ved færgen og ved at færdes på øen).

Lena Jo Hursh
Mord på færgen Hou-Sælvig
Forlaget Forfatterskabet.dk, 2024
278 sider  

Bogen er læst på Mofibo.



Kalle Löfqvist: En dybfrossen mand i gule bukser

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 31 aug, 2024 15:16

Fra bogens bagside:
Oskar Stenvall er en mand uden ambitioner. Mens alle hans studiekammerater har gjort karriere og stiftet familie, har han levet en stille tilværelse i sit lille rejsebureau i en gammel kælderbutik i Lund.

Men alting ændrer sig pludselig, da hans excentriske nabo, Albin Larsson, bliver udsat for et mordforsøg i sin herreekviperingsbutik. Og bedre bliver det ikke, da Oskar finder en død mand i gule bukser i sin gamle Volvo.

Det bliver starten på et vanvittigt roadtrip for Oskar, hans unge praktikant Hanna og hr. Larsson. En rejse, der blandt andet omfatter et besøg hos Otto von Bismarcks barnebarn og narkosmugling i Amsterdam.

Hele tiden har trioen den nidkære politibetjent Bruno og hans kone, journalisten Malin, i hælene.

Vil det lykkes Oskar at rense sit navn, før de indhenter ham?

Min anmeldelse:
Bogens specielle titel vakte min nysgerrighed, og da det viste sig at være bind 1 i en ny hyggekrimiserie med titlen “Mysterierne i Lund”, var jeg nødt til at læse den. Hyggekrimier kan være helt OK, og Lund er en fascinerende by.

Ud over at være en hyggelig hyggekrimi, er det for mig primært en rigtig morsom bog med nogle herlige personer og en handling, der er så absurd gal, at det er en fornøjelse. Jeg kom til at tænke på Jonas Jonassons bøger, der også er befolket med skæve og meget særlige personer, der næsten uforskyldt ender i nogle utrolige situationer. 

Sådan er denne bog også, og det er forrygende, hyggelig og underholdende at læse om, hvordan Oskar Stenvall tilfældigvis kommer galt afsted og samtidig kommer i menneskehænder hos Albin Larsson, der viser sig at rumme de vildeste historier og initiativer. Oskar agerer ud fra de bedste intentioner, men ender med at lade sig vildføre rundt i interessante miljøer og groteske optrin. 

Der er en død mand – den dybfrosne mand i de hule bukser, men ikke noget mord og kun begrænset (og ganske umulig) politimæssig efterforskning, men det gør i mine øjne ikke bogen til en helt rigtig krimi. Det er dog flere mysterier, som jeg ikke vil afsløre løsning af. Hvordan slipper Oskar & Co. af med den døde og dybfrosne mand? Hvordan slipper Oskar & Co. af med den ihærdige politimand? Har Oskar mon overhovedet lyst til at undvære sin praktikant, Hanna, i sit rejsebureau? Hvad i alverden går mon galt i fortsættelsen? For der sker garanteret og heldigvis et eller andet mystisk i Lund næste gang, og det vil jeg se frem til at blive underholdt af og hygge mig med.

4 sikre stjerner af 5 mulige, og beskedne 7 skydeskivepoint som krimi.

Kalle Löfqvist
En dybfrossen mand i gule bukser
Cicero, 2024
228 sider

Bogen er læst på Mofibo.



E.C. Bateman: Døden i auktionshuset

Krimi og spænding Posted on 08 aug, 2024 21:39

Fra bogens bagside:
Første, anden, tredje… mord!

Da Felicia Grants far falder og brækker benet, føler hun sig tvunget til at tage tilbage til sin families auktionshus i Stamford for at lede den forestående auktion. Hun lover sig selv, at det kun bliver for en kort bemærkning. Men da hammeren falder på det sidste bud, vælter liget af hendes fars forretningsrival ud af det skab, der bar under hammeren.

Snart er Felicia hvirvlet ind i et mysterium, hvor alle i lokalsamfundet er under mistanke. Inklusiv hende selv. Efterhånden som flere lig dukker op, og de mennesker, hun elsker, bliver truet, tager Felicia sagen i egen hånd. Men selv de mest idylliske byer har deres hemmeligheder…

Min anmeldelse:
Jeg indrømmer blankt, at jeg meget gerne ser f.eks. de engelske udsendelser Antiques Road Trip, hvor antikkrejlere køber ting og sager op og konkurrerer om at få solgt det hele på en auktion dyrest muligt. Jeg er fascineret af både jagten på de usædvanlige ting, kampen om at gøre det bedste køb for at vinde konkurrencen samt mødet med de forunderlige mennesker og interessante steder rundt omkring i Storbrittanien.

Derfor var det som krimilæser også oplagt at læse en krimi fra samme emnefelt, men jeg blev skuffet, selv hvis jeg vurderer bogen som den hyggekrimi, den er tiltænkt at være. Jeg blev mere irriteret, end jeg hyggede mig. 

Bogens fortællestil var med sin småsnakkende form med et væld af beskrivelser af detaljer og tanker generende for min læsning. Det virkede af og til nærmest som regibemærkninger til endnu et afsnit af en genudsendelse af afsnit etellerandet af en krimiserie. 

Derfor blev jeg heller aldrig grebet af selve krimigåden, der virkede for konstrueret i sin plotstruktur til at overbevise mig. Heller ikke personbeskrivelserne virkede til at være andet end af bipersoner i et drama uden særlig dramatik. Hovedperson, Felicia, og hendes forhold til far, eks-mand og søn virker skabelonagtig.

Det er første del af en kommende serie med titlen “Stamfordmysterierne”. Den har navn efter både bogens lokation og den by, hvor forfatteren bor sammen med sin mand, der er auktionsleder.

Jeg kan godt lide at læse hyggekrimier, men så skal jeg hygge mig mere end med denne bog. 4 skydeskivepoint af 10 mulige = 2 stjerner af 5 mulige.

E.C. Bateman 
Døden i auktionshuset
HarperCollins, 2024
346 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Rosemary Shrager: Mord på menuen

Krimi og spænding Posted on 17 feb, 2024 23:00

Fra bogens bagside:
Den nyligt pensionerede tv-kok Prudence Bulstrode har længe set frem til en rolig pensionisttilværelse i det idylliske Cotswolds. Men drømmen splintres, da hendes tidligere tv-rival, Deirdre Shaw, bliver fundet død i et rabarberbed nær Farleigh Manor, hvor jagtsæsonen står for døren. Prudence har på fornemmelsen, at der er ugler i mosen og påtager sig derfor køkkentjansen på slottet, så hun i skjul af gryder og pander kan undersøge mysteriet.

Snart går det op for hende, at herregården gemmer på flere hemmeligheder – gamle såvel som nye. Et opsigtsvækkende mord i 1800-tallet blev aldrig opklaret, og nu vækker området endnu engang opsigt. For efterhånden som Prudence undersøger omstændighederne nærmere, går det op for hende, at Deirdre Shaws død umuligt kan være en ulykke … Der er en morder løs på herregården!

Min anmeldelse:
Da jeg sidste år fik øje på “Døden i desserten”, der var bind 2 i krimiserien Cotswold, blev jeg – igen – lokket til at få dessert, men ville dig lige se, hvad der ellers var på menuen og begyndte med dette bind 1 som forret.

Forfatteren er selv kok og kendt fra kogebøger og engelsk TV, og det kan man godt læse ud af bogen, for uden at der er specifikke opskrifter, så er der undervejs mange gode råd til madlavning samt stemningsbilleder fra et travlt køkken.  

Bogen lanceres som en hyggekrimi, så jeg vidste godt, hvad der var på menuen og havde min læsesult indstillet på det. Men jeg fik ikke rigtigt min appetit stillet, for overordnet var bogen en mager og kaloriefattig omgang.

Fyldt med småsnakkende replikker mellem et bredt og forvirrende persongalleri var det som at være til bords med Barnaby og flere af den stribe af detektiver og amatørsnusere, der underholder på TV2 Charlie og omegn. Slutscenen, hvor alle aktører samles i stuen, er klassisk og set mange gange. Her afslører bogens detektiv, kokken Prudence Bulstrode, skurken og flere generationers forbrydelser – denne gang med udgangspunkt i mad og ingredienser.  

Hyggekrimier kan være ganske afslappende og underholdende både i bogform og på tv, men med lige denne opdækning gik jeg jeg ikke mættet fra bordet. Bind 2 i serien hedder som skrevet  “Døden i desserten”, men jeg springer – for en gangs skyld – over desserten.

Det kan blive til 5 skydeskivepoint.

Rosemary Shrager
Mord på menuen
Cicero, 2022
320 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Næste »