Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lars Mytting: Skæbnens blå tråde

Alt muligt andet godt Posted on 25 jan, 2022 23:59

Beskrivelse af bogen på Saxo
Året er 1903, og der er gået 22 år, siden sognepræsten Kai Schweigaard kom tilbage til Butangen med Astrid Heknes nyfødte søn, Jehans. Den tyngede sognepræst er stadig plaget af sine tidligere handlinger, som fik dødbringende konsekvenser og førte til, at bygdens betydningsfulde kirkeklokker blev adskilt.Klokkerne blev støbt til minde om to sagnomspundne søstre i Astrids familie, og Kai bliver stærkt optaget af at finde et gammelt billedtæppe, som søstrene engang skabte, i håb om at det kan vise ham, hvordan han kan råde bod på sine misgerninger og bringe klokkerne sammen igen …

Jehans lever under trange kår på en lille gård, efter han blev udstødt fra sin egen familie. Han søger i stedet friheden i bjergområderne nær Butangen, hvor han kan fiske og gå på rensdyrjagt. Men da han en augustmorgen dræber et mægtigt rensdyr og støder på en gådefuld jæger, ændres hans liv for altid.

Min anmeldelse:
I den læsegruppe – Sure Gamle Mænd – jeg er med, har vi læst første del af den planlagte trilogi med titlen ”Hekne”. Læs min anmeldelse af “Søsterklokkerne” HER https://blog.drustrup.dk/?p=674.

Med det tidsspring, der er mellem bøgerne, og hele historiens forløb er det absolut nødvendighed læse bøgerne i den rigtige rækkefølge!

Nu venter jeg bare på sidste del af trilogien med afslutningen på historien og afsløringen af gåden om…., nå nej jeg vil ikke afsløre noget.

Jeg vil kun fortælle, at det er en meget, meget velfortalt og fascinerende historie med mange lag og emner. Ud over at den skildrer tiden, tidsånden og udviklingen, så er den befolket med nogle interessante personligheder, som jeg ser frem til at møde igen. Når næste bind kommer, tror jeg, at de første bøger skal læses en gang mere først.

Da jeg skulle give Søsterklokkerne stjerner, var jeg ked af, at jeg kun havde givet mig selv 5 stjerner at dele ud af. Jeg kunne godt have givet den flere. Det er jeg knapt så ked af denne gang, for bogen er en my svagere end bind 1, så det kan “kun” blive til 5 rene, funklende stjerner denne gang, og det er heller ikke så galt!

Lars Mytting
Skæbnens blå tråde
Cicero, 2021
480 sider

Bogen er læst på Mofibo. #mofibo



Lars Mytting: Søsterklokkerne

Alt muligt andet godt Posted on 31 aug, 2020 00:00

Baggrunden for historien som den beskrives på bogens bagside:
På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Helen til verden under en usædvanlig hård fødsel. Pigerne er nemlig vokset sammen fra hofterne og ned. Alt må de gøre sammen, og tidligt viser det sig, at pigerne har et særligt talent. Sammen væver de de mest utrolige billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden, og ved deres død støber man til deres minde et par kirkeklokker, der i de kommende århundreder ringermover den lille norske dal –  og nogle gange tilmed ringer af sig selv og varsler, at noget er på vej.

Livet går sin gang i den lille bygd, generation for generation. Til sidst er historien om søstrene kun et fjernt sagn, men klokkerne består, og ligeledes den gamle fine stavkirke, som de har til huse i.

Min anmeldelse:
Da historien begynder ca. 1880 arbejder den nittenårige Astrid Hekne i præstegården, hvor en ny, ung præst begynder arbejdet i de lille, fattige samfund. Han kæmper med de gamle traditioner og har ideer for fremtiden – en fremtid, der bl.a. indebærer byggeriet af en ny kirke til erstatning for den århundredgamle stavkirke. Præsten introduceres til det lille samfund af Astrid, der gennem ham får løftet blikket fra de lange traditioner, hun er vokset op med. På den måde får hun udvidet sin viden om verden, og hun bliver samtidig fascineret af den unge præst.

På initiativ af præsten ankommer derefter en ung tysk arkitektstuderende, og ham bliver Astrid og fascineret af – og omvendt. Han kommer for at opmåle og tegne den gamle stavkirke. Med udgangspunkt i tyskernes fascination af asatroen og traditionerne bag stavkirken, har præsten nemlig solgt stavkirken til genopførelse i Leipzig for på den måde at få råd til en ny kirke i landsbyen. Med hvad med de sagnomspundne søsterklokker? Følger de med i handelen, og hvad siger lokalbefolkningen til set

Det bliver en fascinerende roman med en rigtig god og interessant historie og med mange elementer. Det er på én gang en slægtsroman, en historisk roman og en kærlighedsroman – og med interessante personer. 

Jeg fandt historien om spændingerne mellem tradition og fornyelse rigtigt godt beskrevet. Det er der mange eksempler på. Det samme gælder beskrivelserne af forholdet mellem de to tilrejsende mænd og den unge, lokale pige. 

Det, der dog fascinerede mig mest, var den fortællestyrke, der var i forfatterestemmen. Vel er der masser af kraft og saft i den bagved liggende historie, men med tilsvarende niveau i sprog og fortælleteknik løftes bogen flere niveauer op, og jeg er ked af kun at have 5 stjerner til rådighed.

Lars Mytting
Søsterklokkerne
Cicero, 2019
444 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

PS: stemningen i bogen gav mig mindelser om Kristin Marja Baldursdóttirs første bog om Karitas.

PPS: Bogen er planlagt som første del af en trilogi. Fortsættelsen skal også læses – når den engang er skrevet.

PPPS: Bogen var første bog, jeg var med til at snakke om i læsegruppen SGM (Sure Gamle Mænd), som jeg lige er kommet med i. Bogen var læst flere måneder inden mødet, men den havde gjort så stort indtryk, at alle huskede den, så det gav en god snak om bogens temaer. Der fulgte også varme anbefalinger af forfatterens “Svøm med dem som drukner”, så den må jeg se at få læst.