Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Sand: Sort og hvid magi – på jagt efter alverdens bøfler

Alt muligt andet godt Posted on 31 mar, 2024 14:23

Fra bogens bagside:
Bogen kommer helt tæt på kafferbøfler, Afrikas mest farlige af de berømte fem store. Men bogen indeholder også unikke oplevelser med vandbøfler, bisonokser, moskusokser og vildkvæg, omtalt som Scrub Bulls.

Undervejs præsenteres læseren for de vidt forskellige miljøer, hvor jagterne udspiller sig. Det er ikke kun jagt i sump og regnskov. Det er også bøffeljagt på afrikanske, australske og sydamerikanske sletter og fjeldskråninger tæt på indlandsisen.

Artiklerne er skrevet og illustreret som reportager. De anvendte billeder knytter sig direkte til oplevelserne, og fortællingerne er gengivet uden make-up. De er skrevet umiddelbart efter, de udspillede sig. Bogen er altså ikke baseret på en samling “så vidt jeg huske”-beretninger og vilkårlige tilbageblik.

Artiklerne er skrevet endnu inden jagtfeberen helt havde lagt sig…

Min anmeldelse:
Michael Sands mange bøger om især jagt og natur har altid fascineret mig både for de umanerligt flotte fotos og for de gode historier fra hele verden. Det er blevet til bl.a. 10 årgange af Jagtårbogen og 7 jagtbøger mere med tilsvarende indhold på højt niveau.

Jeg har her på bloggen tidligere bragt en kort omtale af “Verden rundt som jæger, lystfisker og far” – //blog.drustrup.dk/#post121 og en anmeldelse af “Europa rundt – med jagtriffel og kamera” – //blog.drustrup.dk/#post214

Efter nogle års pause med udgivelserne er denne nye bog klar i nyt og større format (A4) end de forrige. Det er fint med temaudgivelser som denne, hvor de jægere, der særligt er interesserede i jagt på okser og bøfler af forskellig art, har historierne samlet. Dyrene og geografien er som beskrevet i bagsideteksten.

Bogens 7 historier har været bragt i forskellige af de tidligere bøger, men det er godt, at de igen bliver tilgængelige, for det er spændende oplevelser, der formidles, så det næsten er som selv at være med derude.

Endnu bedre er det, at det større format giver mere plads til de mange fantastisk gode billeder, som så fremstår endnu bedre, og der er endda blevet plads til flere billeder, end da artiklerne blev bragt første gang.

4 flotte stjerner bliver det til

Michael Sand
Sort og hvid magi : på jagt efter alverdens bøfler
Forlaget Michael Sand, 2024
255 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Are Kalvø: Hyttebog fra helvede

Alt muligt andet godt Posted on 29 dec, 2019 21:32

En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen

Fra bogens bagside:
Are Kalvø har gennem årene mistet sine venner til hytter og vandrestier i det norske fjeld. Han aner ikke, hvad det går ud på, men problemet har nået et uoverskueligt omfang.
Gode venner, som før tog med på bar, er begyndt pludselig at tage i fjeldet, dele billeder af skisporet i fuld alvor ytre ting som: “Det er i mødet med naturen, man forstår, hvor lille man er.”

Kalvø rejser op på fjeldet for at få sine venner og sit gamle liv tilbage. Hvorfor er de fleste naturelskere så mærkelige? Hvad i al verden er det egentlig, som foregår ude i naturen og inde i hytterne?

Min anmeldelse:
I to forsøg beskrevet i hvert sit kapitel forsøger forfatteren at finde svaret på spørgsmålet, om det er ham, der er noget galt med, når han ikke har været på en eneste tur i skoven eller fjeldet i 30 år. Det har 80 % alle nordmænd nemlig været bare inden for de sidste tolv måneder.

Han er vokset op på landet og har som barn også været på fem hytteture og har haft ski på en enkelt gang i sin skoletid. Men siden har storbyen været hans biotop.

Nu sætter han sig for at udforske den ene af de tre ting i livet, han virkelig ikke forstår folks afhængighed af. (De to andre er religion og narkotika).

Efter på meget velskrevet, morsom og skarpt beskrevet vis at have overvejet hvorfor og hvordan, køber han udstyr. Det er en fantastisk beskrivelse, der er en bidsk og selvironisk gennemgang af mekanismerne bag indkøb af udstyr til friluftsliv – og en hvilken som helst anden hobby eller udfoldelse.

Så tager han på to ture i den norske natur.

Første tur varer 7 dage og går til Jotunheimen med afgang fra Oslo Centrum og med tur op over Besseggen samt bestigning af Norges højeste tinde, Galdhøpiggen. Det sker i et decideret møgvejr og overnatninger i forskellige typer hytter.

Anden tur foregår nogle måneder senere med målet at finde mennesker på Hardangervidda. Det er en 6-dages skitur i påsken, og igen er der afgang fra Oslo og nogle underholdende hytteovernatninger undervejs.

Begge forsøgene har klart beskrevne mål for, hvad forfatteren vil opnå på turen, der er minutiøst planlagt. Men selvfølgelig går ikke alt som planlagt!

Med på turene er forfatterens kone/kæreste/samlever, der konsekvent benævnes “Den Dokumentationsansvarlige”, fordi hendes opgave er at notere alt om oplevelser og erfaringer undervejs. På skituren har de et par mere med, hvor den kvindelige part her kaldes DUA (Dårligt- Udstyrs-Ansvarlig), mens den mandlige er Den Bekymringsansvarlige.

Det er Kalvø, der er den ansvarlige for bogens skarpe og morsomme tekst. Jeg kendte ikke forfatteren før, men ifølge bogens forreste flap er han forfatter, satiriker og komiker med mange værker inden for et bredt spekter af genrer. Det tror jeg absolut på, for bogen emmer af satire, selvironi, humor. Det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse – uanset om man har været på den ene eller anden slags ferietur i Norge eller ej. Bogen giver et godt indblik i den norske befolknings natur og dens forhold til naturen på velskrevet litterær og filosofisk vis. Lidt på samme måde, som Anne Holt på en helt anden måde giver et i indblik i det norske folks forhold til skisport og håndbold i sin “En grav til to”, samtidig med, at det er en god krimi. (https://blog.drustrup.dk/?p=42)

Jeg kom også til at tænke på en anden bog af en norsk forfatter, nemlig Roger Pihl “Danmarks bjerge – fra det laveste til det højeste”. Denne finurlige og sjove bog beskriver 117 af Danmarks bjerge fra det 3 meter høje Harehøj på Saltholm til Danmarks højeste punkt Møllehøj på 170,86 meter med historiske oplysninger, fakta og lokale anekdoter. Det er en anden underholdende bog fyldt med norsk humor på højt plan – om danskeres forhold til naturen.

Jeg giver meget gerne og helt naturligt bogen mine maksimale 5 stjerner.

(Samtidig indrømmer jeg, at den norske natur og kultur har lokket mig til landet mange gange, og jeg indrømmer også, at jeg (for en del år siden) selv klatrede over Besseggen. Det gør bare, at jeg endnu bedre forstår Kalvøs beretning fra den del af hans tur.)

Are Kalvø
Hyttebog fra helvede : En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen
People’s Press, 2019
296 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.