Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Pascal Engman: X

Krimi og spænding Posted on 05 nov, 2023 13:18

Pascal Engman har spundet en flot og troværdig historie om match-fixing i fodbold. En rigtig page-turner. Sådan skriver Palle Thomsen bl.a. i denne gæsteanmeldelse. 

Fra forlagets omtale:
Femte bind i serien om kriminalassistent Vanessa Frank kaster lys over sportens mørke side.

En fodboldspillers hustru dræbt i en luksusvilla i Lidingö. En ung dreng med en fremtid som stjerneatlet. En udstødt folkeskolelærer, der drømmer om at blive set for den, hun er.

Det er halvandet år siden, Vanessa Frank forlod Rigspolitiets Drabsafdeling, fordi en efterforskning næsten kostede hendes datter livet. Men da hendes gamle chef ringer og fortæller, at han nu arbejder for Grov Kriminalitet og har brug for hendes hjælp, træder Vanessa til. Det er nu op til hende at løse den umulige ligning: Hvordan er de tre personer forbundet? Hun skal finde den ukendte variabel X, inden det er for sent.

Vanessa bliver ført ud på en hæsblæsende rejse ind i sportsindustriens mørke side. Baseret på gennemgående research har Engman skabt en spændingsroman om det nådesløse ”spil bag spillene”.

Palle Thomsens anmeldelse:
X er den femte bog i Vanessa Frank serien, og jeg har ikke læst nogle af de forrige, men det skal der rettes op på. X er en 600 siders page-turner, ikke en side for lang. Jeg har tidligere brokket mig over for lange krimier, men når de er skrevet som denne her, så er det helt OK. 

Hele historien drejer sig om problemet med match-fixing indenfor sportens og især fodboldens verden. Bogen er opdelt i dele, og hver del indledes med et citat fra folk i sportens verden og citater fra en bog skrevet om match-fixing. Jeg anede ikke, problemet var så stort, der bliver spillet på alt. Folk i Asien spiller på svenske seriekampe!! Spillere og dommere bliver truet til match-fixing. Det er virkelig en syg mafiaverden. Og Pascal har spundet en flot og troværdig historie om problemet.

Derfor giver jeg bogen 9 ud af 10 skydeskivepoint.

Pascal Engman 
X
people’s, 2023 
600 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Morten Skjoldager: Spion i blodet – Frank Jensens liv med hemmeligheder

Krimi og spænding Posted on 29 okt, 2023 08:49

Fra bogens bagside:
I “Spion i blodet” åbner Frank Jensen op for sit liv med skelsættende hemmeligheder som chef i PET og som barn af to spioner.

Terrorister, eftersøgte nazister, Blekingegadebanden og dobbeltagenter under den Kolde Krig. Frank Jensen har gennem årtier været en af de mest betroede mænd i PET, og har som en af meget få haft kendskab til nogle af de største og mest afgørende statshemmeligheder.

I “Spion i blodet” giver han et hidtil ufortalt indblik i liv som spion-, anti-terror- og operativ chef i PET og virkelighedens efterretningsarbejde. Derudover deler han også sin gribende, personlige fortælling om at vokse op som barn af to forældre fra et hemmeligt spionnetværk og sin søgen efter at finde sandheden om sin fars mystiske død en forårsdag i 1971.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har aldrig været den store fan af spionromaner, skæg og blå briller, men denne bog fangede mig. Frank Jensen har fortalt sin historie til Morten Skjoldager, som er journalist på Politiken og har skrevet om terror og efterretningstjeneste i 15 år.

Man får et godt indblik i “maskinrummet” i efterretningstjenesten. I mange år var det den kolde krig, der dominerede, men efter murens fald i 1989 kom terrorbekæmpelse til at fylde mere og mere. 

Han fortæller ikke alt – tavshedspligten gælder også for pensionerede efterretningschefer. Det er ikke altid et spændende arbejde, meget rutinearbejde, lange og kedelige overvågningsperioder. Han fortæller også om fiaskoerne, der er virkelig morsom beretning som fik mig til at hyle af grin. 

Det er en fin fortælling som man bliver klogere af, velskrevet og veldisponeret.

8 point ud af 10 mulige skydeskivepoint.

Morten Skjoldager
Spion i blodet – Frank Jensens liv med hemmeligheder
people’s, 2023
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lone Theils: Uforløst

Krimi og spænding Posted on 24 okt, 2023 22:37

“Uforløst” er 3. del af serien med Signe Brask, og den gæsteanmeldes af Palle Thomsen

Jeg har tidligere selv anmeldt seriens  to første bind her:
“Savnet” – http://blog.drustrup.dk/#post264
“Undergravet” – https://blog.drustrup.dk/?p=968

Fra bogens bagside:
Dybt inde i en skov i det nordlige Norge finde politiet en forladt rygsæk med fire pas, der viser sig at tilhøre en familie fra Vestjylland. Politiassistent Signe Brask bliver sat på sagen og finder hurtigt ud af, at familien med de to døtre har været del af en religiøs menighed, som de imidlertid har brudt med. Og nu lader det til, at familien er forsvundet.

I sit forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med familien, bliver Signe mødt af et miljø, der holder tand for tunge, men pludselig bliver sagen langt mere personlig og farlig, end hun kunne have forestillet sig. For da Signe, stik mod alle ordrer, rejser til Norge for at følge sagen til dørs, handler det ikke kun om at opklare et smerteligt mysterium om en forsvunden familie. Signe flygter samtidig fra en stadig mere hævngerrig chef og et forhold, der er ved at knække under presset af de hemmeligheder, Signe holder på. Men ingen, heller ikke Signe, kan flygte fra fortiden…

Palle Thomsens anmeldelse:
Goe gamle Lone, hun er efterhånden en garvet krimiforfatter. Dette 3 bind af Signe Brask serien er ligeså god som de forrige. Hun kører den ikke på rutinen, men bygger fint videre på Signes liv i det vestjyske. Denne gang med afstikkere til det nordlige Norge og en god beskrivelse af religiøs fanatisme.

Ind i mellem kunne man ønske sig en lidt mere detaljeret beskrivelse af forskellige handlinger, men på den anden side så vil det gøre bogen længere og man kan jo godt tænke selv. 360 siders stilsikker krimi med en fed slutning.  Godt gået, Lone.

9 skydeskivepoint ud af 10 og 5 krimihjerter.

Lone Theils
Uforløst
people’s, 2023
360 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Sofie Sarenbrant: Parasitten

Krimi og spænding Posted on 20 okt, 2023 21:37

Bogen vandt prisen som årets bedste svenske krimi på Bok & Bibliotek 2023 i Göteborg, og forfatteren har 2 gange tidligere også vundet prisen som årets bedste svenske krimiforfatter.

Det er bind 11 i serien om kriminalinspektør Emma Sköld. Den er gæsteanmeldt af Palle Thomsen med bl.a denne kommentar: En bragende flot og letlæst krimi.

Fra forlagets beskrivelse:

En varm sommerdag findes resterne af et afbrændt lig på Drottningholm. Ved siden af liget ligger en dødsliste. Kriminalinspektør Emma Sköld er det sidste navn på listen ud af fem.

Parallelt med mordefterforskningen oprulles en tyve år gammel sag, hvor en kvinde tog på skadestuen med sit barn og selv endte i varetægt. Hvad har fortiden med mordet at gøre?

Det er op til Emma og hendes kolleger at stoppe gerningsmanden, før flere kommer til skade. Og inden gerningsmanden får ram på Emma.

“Parasitten” er en fortælling om hævn, svære søskendeforhold og en familietragedie, der får katastrofale konsekvenser.

Palle Thomsens anmeldelse:

Sofie har igen skrevet en bragende flot krimi. Hun kan sit kram. 

Hun har taget udgangspunkt i en radiodokumentar om en sag om ruskevold – shaken baby syndrome,  og har bygget en flot historie op med en forrygende slutning. Det er en letlæst krimi forstået på den måde, at den har korte kapitler, overskueligt persongalleri og et dejligt sprog. 

Det er det 11. fritstående bind i serien og kan jo sagtens læses uafhængigt af de forrige bind. men for at forstå de personlige forhold mellem hovedpersonerne vil det hjælpe at have læst de forrige. Det har dog ingen betydning for krimien som sådan. 

En lille anke er, at retssagen i bogen er meget kort fortalt. Der burde hun have lagt lidt mere kød på. Men ellers en rigtig dejlig svenskerkrimi.

9 skydeskivepoint ud af 10.

Sofie Sarenbrant
Parasitten
people’s, 2023
400 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kate Rhodes: Døden i bugten

Krimi og spænding Posted on 15 okt, 2023 23:26

Fra bogens bagside:
Kriminalkommissær Ben Kitto har arbejdet for drabsafdelingen i London i 10 år, men en traumatisk oplevelse får ham til at tage hjem til den lille ø Bryher, hvor han er født. Her vil han arbejde på sin onkels bådebyggeri og komme sig over de voldsomme hændelser i London. 

Pludselig dukker liget af en 16-årig pige op på stranden ved Hell Bay og ryster det lille øsamfund. Samtidig raser en frygtelig storm, og ingen både har sejlet i dagevis. Morderen må derfor stadig befinde sig på øen …

Ben Kitto overtager efterforskningen, men der er hurtigt flere mistænkte, end han bryder sig om – inklusive mennesker, han har kendt hele sit liv.

Døden i bugten er første bog i Hell Bay-serien om den karismatiske efterforsker, Ben Kitto, og de stemningsfulde, dramatiske Scillyøer i Den Engelske Kanal.   

Min anmeldelse:
En klassisk krimihistorie om den hjemvendte politimand med lokale rødder, og som involveres i en sag, der har rødder i fortiden og livet blandt de under 100 beboere på den lille ø. Derfor også en historie i stil med “det lukkede rum” eller andre krimier med forbrydelser i isolerede miljøer. Kort sagt ikke en overraskende krimi – og heller slutningen, som jeg havde regnet ud et stykke tid inden, jeg var færdig med bogen. 

Elementært spændende uden at blive rigtigt interessant. Pausekrimi i stil med at se afsnit i de udmærkede engelske krimiserier f.eks. dem baseret på bøgerne af Ann Cleeves.

7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter.

Kate Rhodes
Døden i bugten
People’s, 2023
440 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Peer Kaae: Dobbeltmordet 

Krimi og spænding Posted on 08 okt, 2023 18:37

Fra forlagets omtale:
Kom med i jagten på dobbeltmorderen, der gik fri i danmarkshistoriens mest spektakulære drabssag.

En aften får Peer Kaae en tanke – og senere en oplysning – der sætter ham på sporet af en mand i sagen om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, som alle har overset. ’Tænk, hvis det hele var så simpelt … Ring lige til mig …’ skrev Peer Kaae i en mail til en betroet tilbage i december 2011.

Den garvede true crime-journalist kaster sig herfra ud i en efterforskningsmæssig tour de force, der kommer til at strække sig over 12 år. Peer Kaae vender tilbage til Rigsarkivet og digitaliserer alle 42 kasser med hemmeligt materiale. Det giver ham et overblik som aldrig før i århundredets drabssag. Overblikket bruges til at tage et opgør med alle teorier. Også egne tidligere konklusioner kommer under pres, når nye spor forfølges i akterne om Edderkoppen, modstandsbevægelsen og omgangskredsen.

Peer Kaae opdager – og tegner – et hidtil ukendt billede af ægteparret Jacobsen, der kan være nøglen til at forstå mordgåden fra 1948, der måske slutter i 2023 – efter Peer Kaae har været den halve klode rundt i sin jagt på manden – og motivet.

Palle Thomsen har skrevet denne gæsteanmeldelse:
Forfatteren har tidligere skrevet 2 bøger om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, og denne tredje bog har nye afgørende spor – skriver de på forsiden af bogen.

Jeg har ikke læst de 2 foregående og har heller ikke lyst til det. Han mener at have afsløret den rigtige morder, men grundet lovgivningen kan han ikke afsløre navnet. Det er en bog for “fans” af dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, og for dem er det sikkert en spændende bog. Han har gennemgået 42 kasser med arkivmateriale om mordet og har digitaliseret det hele. En kæmpeopgave han har påtaget sig. Måske skulle han have brugt lidt mere tid på at gennemlæse manuskriptet eller fået sig en korrekturlæser. Bogen er fyldt med fejl. Forlaget kan ikke være det bekendt.

Jeg vil ikke give bogen nogle point som sådan – det overlader jeg til “fans” af dobbeltmordet.

For den kunstneriske udførelse får den 3 point ud af 10 mulige.

Peer Kaae
Dobbeltmordet
People’s, 2023
300 sider



« ForrigeNæste »