Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste februar 2026 oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kim Krogsgaard: Vigfus og Joey – To kærlige skurke

Alt muligt andet godt Posted on 30 jun, 2026 19:49

Fra beskrivelsen på Saxo:
Kim Krogsgaard er farfar, læge og jæger. Og så har han to labrador-jagthunde, som er velopdragne og kærlige, men som også har mange gode og undertiden skøre idéer. 

“Vigfus og Joey, to kærlige skurke” er efterfølger til “Vigfus og Joey, to skrækkelige skurke”. Begge bøger beskriver, hvordan de to hunde har deres helt egen oplevelse af livets facetter og livet i huset på havnen. Bogen giver et indblik i livet, set fra hundenes perspektiv.

Min anmeldelse:
Den første bog om de to jagthunde anmeldte jeg her efter bl.a. at have testet bogen på et par børnebørn https://blog.drustrup.dk/?p=2945

Jeg skrev bl.a.: “Jeg er i tvivl om det sandfærdige i historien, men det er også helt ligegyldigt. En god historie er ikke altid sand. Det er vigtigere, at den er underholdende. Og det var bogen for børnebørnene. De syntes, det var nogle gode og finurlige historier om de to hundes eskapader.”

I denne fortsættelse med 9 finurlige historier om de to meget, meget selvstændige jagthunde har hundene forrest i bogen lagt en genial plan. De vil nemlig blive ved med at lave nogle mærkelige og skrækkelige ting, for at deres far (forfatteren) kan få en masse at skrive om, så han kan tjene penge på bogen, få råd til at gå på pension – og derfor kan gå mere på jagt sammen med hundene. 

De bringer undervejs sig selv og deres familie ud i nogle skøre situationer – de handler bl.a. selv ved en pølsevogn, sejler en tur i familiens båd, laver sig nogle romtoddyer, laver mad af fasaner fra familiens fryser samt drikker både rødvin, champagne og olivenolie.

Foruden at fortælle nogle skæve og underholdende historier om eskapaderne, så formidler bogen også på diskret vis fagligt indhold om f.eks. jagtformer, hundetræning og samspillet mellem en gammel og en ung hund.

Anset om hundenes plan om at skaffe grundlag for forfatterens kommende liv som pensionist lykkes, så er jeg sikker på, at alle bogens parter har hygget sig med at finde på historierne. De vil også hygge blandt læsere i især aldersgruppen 4-9 år. 

Mens forfatteren har taget godt imod mit råd i den første anmeldelse om at variere begivenhederne mere, så synes jeg og mit smagspanel stadig, at tegningerne er lidt for kedelige og for få.

Bogen får 3 stjerner, og de to hunde bør få lige så mange kødben – hver.

Kim Krogsgaard
Vigfus og Joey – To kærlige skurke
RKadvice, 2026
56 sider  

Bogen er modtaget fra forfatteren som anmeldereksemplar.



Jonas Jonasson: Den snarrådige borgmester

Alt muligt andet godt Posted on 26 maj, 2026 23:20

Fra bogens bagside:
Over hele verden kan du sove trygt og godt i de skønneste senge af mærket Traumbett, fremstillet i Tyskland. 

Nej, måske ikke helt overalt – for i Sverige er det endnu ikke lykkes virksomheden at slå igennem. Den nye ejer, Konrad Kaltenbacher Jr., vil hurtigst muligt sørge for, at Sverige også kommer på Traumbetts landkort. Og hvis det havde stået til Julia, den resolutte borgmester i Halstaholm, ville Traumbett for længst være flyttet til byen og have skabt 800 nye arbejdspladser.  

For at overbevise tyskerne om fordelene ved Halstaholm (i konkurrence med den kedelige hovedstad Stockholm) iværksætter Julia en charmeoffensiv, som ingen har set magen til. Byen forvandles straks til en rød-gul-sort oase – en uimodståelig partner for en tysk storinvestering.

Min anmeldelse:
Jeg har læst de fleste af forfatterens bøger og har anmeldt en del af dem – senest “Algot, Anna Stina og den velsignede brændevin” – https://blog.drustrup.dk/?p=3001. Derfor var jeg helt klar til at blive more mig og at blive godt underholdt af denne seneste bog. Og det blev jeg!

Jeg var helt fra begyndelsen ikke spor i tvivl om, at historiens mest skæve og initiativrige person nok skulle vinde sin umulige kamp. Jeg blev til gengæld overrasket over, hvor herligt anderledes det hele foregik. Det er endnu en sjov og gal historie fra forfatteren, hvor det hele foregår vildt grotesk med alt vendt på hovedet, men det er også en dejligt sød og lun historie, der selvfølgelig ender…. ja, hvordan mon. Jeg vil ikke fortælle mere om handlingen, end der blev afsløret på bagsiden. Læs den selv og hyg jer med det!

Min eneste anke over bogen er, at det er en meget kort historie. Ud over at den kun er på 199 sider, så er det en bog, hvor teksten er sat med pænt store bogstaver og en del ekstra linjeafstand. Det giver siderne et for voksenbøger usædvanligt udtryk med en åben sats og behov for at bladre oftere. Men det er den korte historie, der er værst, for jeg ville gerne læse meget mere om de finurlige personer, Jonas Jonasson endnu engang har fundet på.

Det bliver til 4 flotte stjerner.

Jonas Jonasson
Den snarrådige borgmester 
Modtryk, 2026
199 sider  

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jonas Jonasson: Hævnen er sød A/S

Alt muligt andet godt Posted on 23 sep, 2020 00:22

Trænger I til noget sjovt og afslappende – så læs denne underholdende og veldrejede bog, der er mindst lige så morsom som forfatterens “Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt”!

Fra forlagets omtale:
Hjulpet godt på vej af sild og snaps og gode naboer i festligt lag får iværksætteren Hugo Hamlin den strålende forretningsidé at etablere et firma, der sælger færdiglavet hævn. Og snart er Hævnen er sød A/S en blomstrende forretning.

Victor Svensson har store planer for Alderheims Kunsthandel. Vejen til magt og indflydelse går via kunsthandlerens datter, Jenny, der elsker ekspressionistisk kunst mere end noget andet.

Masai-medicinmanden Ole Mbatian har længe ønsket sig en søn, og til hans store glæde dumper der bogstaveligt talt en næsten fuldvoksen en af slagsen ned for fødderne af ham.

Min anmeldelse:
Jonas Jonasson har været et fantastisk underholdende bekendtskab, hvor især bøgerne om den 100-årige/101-årige Allan Karlsson har været forunderligt morsomme. De har også bevist, hvor vildt fabulerende Jonasson er som fortæller. 

Derfor var det også med et forventningsfuldt smil om munden, at jeg begyndte at læse denne seneste bog. Alene bagsideteksten vakte min nysgerrighed, for hvordan i alverden kan de tre historier komme til at hænge sammen. Men det gør de – ud fra Jonassons herligt skæve logik, og det gør bogen mindst lige så underholdende som forfatterens øvrige. 

Jeg var aldrig i tvivl om, at det hele ville ende godt – i hvert fald for “de gode”, men var fra begyndelse i tvivl om, hvordan det ville gå – og slutningen havde jeg ikke set komme før meget sent i bogen. 

Det er en af de mest morsomme bøger, jeg har læst længe! Det er en perlerække af mange utrolige optrin med et farverigt persongalleri som aktører i en handling, der bringer læseren til både Kenya og Sverige, og hvor helt usandsynlige tilfældigheder afgør slagets gang. Det er en historie om mangt og meget – bl.m.a. kunst, grådighed, ærlighed, medicin, og kærlighed. Jeg vil ikke uddybe handlingen yderligere, for dels vil det tage fornøjelsen ud af læsningen, hvis jeg afslører noget som helst, og dels vil det være for stor en opgave at gøre det kort, og I ville alligevel ikke tro på det.

Trænger I til noget sjovt og afslappende – så læs denne underholdende og veldrejede bog, som jeg gerne giver mine maksimale 5 stjerner!

Jonas Jonasson
Hævnen er sød A/S
Modtryk, 2020
362 sider

Bogen er læst på Mofibo.