Drustrups Bogblog

Endnu en ualmindeligt velskrevet historie fra Nesser. Og endnu en spændende historie med flere sager, som den erfarne kriminalkommissær Barbarotti (selvfølgelig) sammen med sin makker Backman opklarer på overraskende måde. Den syvende bog i serien, men forhåbentlig ikke den sidste! Et rent pletskud.

Fra bogens bagside:
“En forfatters sidste dage” er titlen på en uafsluttet kortroman af den succesrige forfatter Franz J. Lunde. Teksten er en urovækkende skildring af Lundes egne oplevelser i efteråret 2019.

Da manuskriptet kommer Barbarotti i hænde, er der sket mærkelige ting i forfatterverdenen, som Barbarotti nu modvilligt drages ind i. I 2020 kommer også Covid-19 ind i billedet, og først på den svenske nationaldag, 6. juni, får den mærkelige sag sin forklaring.

Bogen er den syvende i serien om vicekommisssær Barbarotti og hans samlever, Eva Backman.

Min anmeldelse:
Det er en stor, stor fornøjelse af læse bøger skrevet af Håkan Nesser alene i kraft af hans sprog. Det har været min oplevelse, hver gang jeg som bibliotekar har læst en bog af ham, og senest har jeg anmeldt 3 andre af hans bøger: “De venstrehåndedes forening” – https://blog.drustrup.dk/?p=49 ; “Halvmorderen” – https://blog.drustrup.dk/?p=410 og “Den sørgmodige buschauffør fra Alster” – https://blog.Drustrup.dk/?p=744. To af de bøger fik mine maksimale 10 skydeskivepoint! 

Heldigvis afslører bagsideteksten ikke hele handlingen. Den afslører heller ikke hvor snedigt og sindrigt, begivenhederne beskrives. Det er en bog, som bør læses langsomt og grundigt – både for at nyde sproget og for at fange detaljerne i historiens forskellige dele. 

Der er nemlig flere sager og i hver sag er der flere elementer. Ligesom i sagen, der er kort beskrevet på bagsiden, er der en forfatters skriveri, forfatterens liv og så Barbarottis involvering i sagen. Det samme gør sig gældende i de følgende sager frem mod slutningen. 

Det lyder måske indviklet og kedeligt, men sådan er det ikke. Det er rigtigt spændende på det psykologiske plan og mht. hele opklaringsarbejdet – og så er Nesser samt Barbarotti og Backman alle nogle gode bekendtskaber. Dem bliver jeg aldrig træt af!

Jeg vil ikke afsløre mere, og vil heller ikke forklare den specielle titel, men vil anbefale bogen varmt som som noget helt særligt: spændende, givende og intelligent – så den får mine maksimale 10 skydeskivepoint her – og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Håkan Nesser
Skak under vulkanen
Modtryk, 2022
316 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Kan også læses /høres på Mofibo #mofibo

Fra bogens bagside:
Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem tilværelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid. 

40 år senere vender han tilbage til Napoli for at begrave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen.

Bogen giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

Min anmeldelse:
Hovedpersonen Amerigo lever et lidt sølle og fattigt liv, hvor moderen gør hvad som helst for at skaffe brød på bordet til familien, der efter storebroderens død kun består ham og moderen Antonietta Speranza (Håb). 

Bogen beskriver den velmenende indsats på politisk og social baggrund med at hjælpe hårdt stillede og fattige børn ved at flytte dem til bedre stillede familier. Indsatsen viser også de store forskelle mellem Syditalien og Norditalien.

Det at flytte børn ud af områder, der på forskellig vis er ramt af sult, naturkatastrofer eller krig, er set flere steder i historien, men jeg havde ikke hørt om børnetogene i Italien. Jeg havde derimod hørt om f.eks. danske feriebørns ophold på landet, wienerbørn, finlandske børn. (En hel del anderledes parallel er også den danske stats måde at behandle en gruppe grønlandske børn på.)

Handlingen i den barske og gribende historie beskrives helt fra Amerigos synsvinkel med især hans tanker – i bogens første 3/4 med en klar børnestemme og i sidste del med den voksnes eftertanke.

Bogen er skrevet i et poetisk sprog, der på en gang gør beskrivelserne både sentimental, følelsesladet og kærlig. Det er en  stærk psykologisk beskrivelse af, hvor langt forældre vil gå for at gøre noget godt for deres børn. Den viser også, hvordan børn påvirkes og traumatiseres af savnet og længslen efter deres forældre samt af så markante og ufrivillige omvæltninger.

Slutningen får hovedpersonen til, næsten 40 år efter han blev flyttet, at forliges med sin fortid og sit liv. Han fik da også nyt efternavn efter den nye familie: Benvenuti (Velkommen).

Da vi diskuterede bogen i læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, var vi helt enige om, at det en god bog, der gør indtryk. Derfor får den også 4 sikre stjerner af mig:

Viola Ardone
Drengen fra Napoli
Cicero, 2020
277 sider

Bogen er lånt på biblioteket.