Fra bogens bagside: Charmerende og humoristisk roman om 35-årige Franks livtag med tilværelsen … og kærligheden.
Frank har aldrig fået sig en uddannelse efter gymnasiet. I stedet har han i en brandert købt en gammel lastbil og slået sig ned som havemand. Nu er han 35 år og vil videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.
Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det, i hvert fald. Men Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet, og det samme gør Liz, hendes skræmmende mor. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på den nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i området.
Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en nationalpark til nabo.
Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en forførende feel goodroman for både mænd og kvinder om at forfølge sin længsel, også selvom den viser sig at pege i en anden retning, end man først lige havde forestillet sig.
Min anmeldelse: Bagsidetekstens første udsagn er fuldstændigt korrekte! Bogen er både charmerende og humoristisk, og det har været en rigtig god oplevelse at læse om Franks liv og tanker. Frank, der er 35 år og ugift, bor i en lille og helt almindelig by i Midtjylland. Han er ved at overveje retningen for sit liv, men det forstyrres af den unge kvinde, der vender hjem til byen for at arbejde med oprettelse af en nationalpark. Så sker der meget – i hvert fald relativt meget for den lille by og dens beboere, og der er ikke enighed om holdningen til ulve.
Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor. Og herligt at læse en roman, der ikke foregår i storbyen.
Miljøet, personerne og de mellemmenneskelige er beskrevet så præcist, at jeg som læser virkelig følte med personerne – med Frank i centrum. Hans måde at gebærde sig gennem livet og hverdagen samt hans relationer med venner, kvinder, børn, jævnaldrende, gamle mennesker, ja hele landsbyens befolkning er beskrevet så ægte og dybfølt, at alle læsere af velskrevne samtidsromaner vil blive fanget ind af bogen.
Det er en stærk og alligevel stille bog, som er realistisk og med troværdige personer, og samtidig morsom på en god måde, hvor ingen hænges ud eller gøres til grin.
Den får mine maksimale 5 stjerner og mine anbefalinger til en bred kreds af læsere.
Claus Schjødt Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt Politikens Forlag, 2024 432 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Det er oplagt at lade den flittige krimilæser og gode whiskykender, Palle Thomsen, anmelde denne bog, der foregår på den skotske ø Isle of Skye. Jeg har selv anmeldt bl.a. bind 8 i serien, Vildskud, her https://blog.drustrup.dk/?p=632
Fra forlagets beskrivelse: Den danske billedkunstner Estrid Mørk findes hængt i sit hjem på Isle of Skye, og det lokale politi fastslår, at hun har begået selvmord.
Ramt af sorg over sin mors død rejser hendes unge datter Lea til den skotske ø for at bringe orden i morens efterladte ejendele og få solgt huset, Oona’s Place. Lea har svært ved at finde ro, føler sig iagttaget og utryg i den rå og vilde natur, og hun kæmper med at forstå hvorfor moren, der oplevede stor succes med sine landskabsmalerier, skulle tage livet af sig i det hus, hun har talt så begejstret om. Da Lea tilfældigt finder et trusselsbrev sendt til moren, opsøger hun Rebekka Holm, som hun har mødt i flyet på vej mod Skotland.
Rebekka er sendt på tvungen orlov af Politigårdens nye drabschef, og får en stærk mistanke om, at det lokale politi har lukket sagen for hurtigt, og at Estrid sandsynligvis er offer for en forbrydelse. For hvem er den gådefulde mand, der dukker op ved Oona’s Place uden at give sig til kende overfor Lea? Og hvorfor påstår øens beboere, at der hviler en forbandelse over det lille afsidesliggende stenhus? Rebekka Holm kaster sig over sagen, der måske trækker tråde tilbage til et ungt pars død på øen mere end tredive år tidligere.
Palle Thomsens anmeldelse: Fremmed er det 10. bind i Rebekka Holm-serien, og Julie Hastrup går man aldrig fejl af. Hun kan sit krimi kram.
Efter ballade med sin chef og ved et tilfælde ender Rebekka Holm på Isle of Skye – hjemstedet for den dejlige Talisker Whisky.
Ud over krimihistorien så er bogen en god beskrivelse af et ø-samfund med dets mere eller mindre sære indbyggere, overtro og folklore, tilflyttere contra fastboende og den pragtfulde natur og skiftende vejr – som de siger på Isle of Skye: Hver dag har 4 årstider. Man får virkelig lyst til at besøge øen.
Krimien er godt skruet sammen, den er lang, men ikke for lang. Der er styr på fortællingen, et overskueligt persongalleri, og så er den hamrende godt skrevet. Kapitlerne veksler mellem fortid og nutid. Jeg har før oplevet, at det kan være meget forvirrende, og man flere gange må gå tilbage i historien, men ikke her.
Det har været en sand fornøjelse at læse denne bog, og jeg glæder mig til den næste i serien, der er nemlig en lille cliff-hanger.
Fra bogens bagside: Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, bliver sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud, og begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Tvivlen nager, men hun føler sig sikker i sin sag om, at ægtemanden er uskyldig, og sætter sin karriere på spil.
Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte “manden med stenansigtet”. Drabene blev aldrig opklaret, og sagen henlagt, men Amanda har lige siden været drevet af hævn og jagtet sandheden, fast besluttet på at finde manden, der tog hendes familie fra hende. En asiatisk skønhed og åndeligt medie, Angela Woo, viser sig at være vejen ind til Amandas mørklagte sind.
Min anmeldelse: Bogen er første bind i en ny krimiserie og denne gang på eget forlag, og det er en udmærket begyndelse på serien. Elementerne i bogen er klassiske krimielementer: en uregerlig og bederevidende opdager, der ofte har ret, og som har nogle ret udfordrende traumer og problemer at slås med. Det er et velkonstrueret krimiplot, der, ganske som det skal være, lader læseren gætte med undervejs, men kun for at blive snydt og overrasket – også mere end én gang.
Bogen er velskrevet med en ret åben sats, så min læsning gik hurtigt – også fordi jeg var nysgerrig efter at finde ud af slutningen, der selvfølgelig spiller på bogens titel, og så siger jeg ikke mere. I forfatterens serie med Jakob Fink som hovedperson (se nederst i anmeldelsen), spiller bogens lokalitet en større rolle, end i,denne nye. Den foregår i forfatterens hjemby, Viborg, men kunne foregå hvor som helst.
Som det ofte er i krimier i serie, er der selvfølgelig stadig uafklarede mysterier i hovedpersonens baggrund, så der kommer helt sikkert en fortsættelse.
Som tidligere nævnt en udmærket start på en ny serie , og den får 7 point på min krimispændingsskydeskive.
Morten Remar Kvinden under jorden Magnolia, 2024 302 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Denne anmeldelse er skrevet og postet, inden jeg deltog i et arrangement om bogen på Bakken i København, hvor bogens endelige ophør foregår. Læs beretningen om arrangementet efter anmeldelsen. ___________
Fra bogens bagside: Baggårdsadvokaten Jan Rose er renset for alle anklager efter de skæbnesvangre oplevelser med Satans Datter. Efter løsladelsen fra Nyborg Statsfængsel er Jan kommet på benene igen og har genoplivet sin gamle advokatvirksomhed.
Men friheden bliver pludselig en skrøbelig illusion, da en række makabre filmoptagelser bliver sendt til hans gamle ven, stationsleder Flemming Jørgensen. En ukendt morder med en dæmonisk maske filmer en række rituelle drab, der synes at have en forbindelse til Flemmings fortid. Og da Flemming forsvinder sporløst, bliver Jan igen trukket ned i mørket. I et kapløb mod tiden må han navigere gennem et farligt spind af løgne, forræderi og dødbringende hemmeligheder.
Men mens han graver dybere, begynder spørgsmålene at tårne sig op: Hvem kan han stole på? Har han været offer for et forræderi, der stikker dybere end nogensinde før?
Min anmeldelse: Den første bog med advokat Jan Rose i hovedrollen, Satans datter, kaldte jeg i min anmeldelse voldsom og underholdende action.
Jeg skrev også heri – https://blog.drustrup.dk/?p=1971 – at jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad der fremover ville ske for Jan Rose, som er en sympatisk antihelt, der er blevet chikaneret og snydt, så han er endt som ugleset af det juridiske parnas. Jeg blev derfor glad for at få chancen for at finde ud af, hvad der side sker med Jan Rose, da denne fortsættelse udkom.
Bogens titel kunne også have været “Guds slagter” for bogen indledes med nogle regulære slagtninger af flere ofre. Jeg synes der næsten er tale om overkill. Så er vi i gang med en voldsom og voldsomt dramatisk historie, og læserne er samtidig advaret, hvis man ikke er til den slags bøger, men hellere vil læse hyggekrimier.
Bogen er en direkte fortsættelse af Satans datter, og bortset fra, at der er tale en ny central hovedperson/skurk er mange af de samme personer med – bl.a. den Lisbeth Salander-agtige it-kyndige Sally, den smerteimmune kampmaskine Billie og den banderelaterede taxachauffør Muhammed samt Sandra, der er Jan Roses på flere måder tætte forbindelse hos politiet. Samt som nævnt på bagsiden selvfølgelig Flemming Jørgensen, der som leder af en politistation i det centrale København har haft helt særlige holdninger til bl.a. unge kriminelle og i bogen får en meget personlig rolle.
Der er flere temaer i bogen som f.eks.: religiøs fanatisme, bandekriminalitet, børns opvækst og betydningen for deres fremtid, samarbejdet (eller ej) indenfor politiet, personlige relationer samt moral fra meget forskellige vinkler.
Men det er voldsomt actionpakket historie, hvor menneskeliv kun skånes, hvis man selv kan se en fordel af det, eller hvis man står i æresgæld. Der dræbes ret mange i bogen, og der skades endnu flere. Det er bl.a. utroligt, at Jan Rose kan klare så mange tæsk, sår og andre fysiske påvirkninger. Han er på ingen måde usårlig, men overlever alt på samme måde som James Bond.
Det er også en tempofyldt historie, der i fuld fart drives frem af de dramatiske begivenheder, og hvis man som læser, sådan som jeg gjorde det, har “overlevet” de bestialske scener, er det en bog, der læses relativt hurtigt og i få bidder, fordi der hele tiden sker noget nyt med fremadrettede konsekvenser. Derfor er det nødvendigt alt læse videre for at finde ud af, hvad der sker!
Bogens dramatiske finale, hvor alle aktører sætter deres liv på spil, udspiller sig i og ved den gamle rutschebane på Bakken ved Dyrehaven nord for København. Samtidig er der koncert på Bakkens friluftsscene med bandet Dodo & The Dodoes, og den afbrydes af de voldsomme aktiviteter på rutschebanen.
Bogen slutter med scener fra flere af hovedpersonernes efterfølgende oplevelser, hvor der knyttes en række tråde og afklares nogle konflikter, men samtidig afdækkes muligheden for endnu en bog i serien. Her tages noget fra bind 1 op igen. Det lyder spændende, og det bliver garanteret hverken mindre dramatisk eller mindre voldsomt.
Nogle læsere af spændende bøger vil finde bogen “alt for meget”, men jeg overgav mig og fandt den voldsomt spændende og voldsomt underholdende. Derfor får den 9 skydeskivepoint ligesom seriens første bind.
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bloggermøde om “Guds bøddel” Gyldendal havde inviteret til et orienteringsmøde om bogen og endda på et helt specielt sted, hvor en stor del af handlingen foregår, og hvor den afsluttende scene foregår – nemlig på forlystelsesparken Bakken nord for København. Og endda mere præcist på og under den gamle rutschebane, som på Bakken er telt nr. 55, hvilket netop var den oprindelige arbejdstitel på bogen.
Her fortalte Walther Rebernik om sin livslange forbindelse til og fascination af Bakken, som han havde fået via sin far, og som havde udviklet sig yderligere, da han senere blev advokat for Bakken.
Han havde længe ville placere en dramatisk scene i en af sine bøger netop her, og det sker for alvor i “Guds bøddel”! I bogen spiller Dodo & The Dodos på Bakkens friluftsscene lige ved rutschebanen, og herfra er de vidner til bogens dramatiske begivenheder. Derfor var bloggermødet placeret på en dag, hvor orkestret spillede der igen, så efter mødet kunne deltagerne opleve livemusikken, der denne gang heldigvis ikke blev afbrudt.
Direktøren for Bakken, Ole Andersen, fortalte desuden levende og engageret om Bakken og dens historie samt om det levende mikrosamfund, de mange teltholdere er en del af i dag. Derefter førte han og Walther Rebernik an på en tur i rutschebanen sammen med de mest forvovne bogbloggere.
Desuden afslørede Walther Rebernik, at de første to bøger i serien om forsvarsadvokaten Jan Rose, der har tilnavnet Sharwarma-advokaten, alligevel ikke som oprindeligt planlagt bliver de første dele af en trilogi! Bind 3 kommer ganske vist sommeren 2025, men der er allerede lagt planer for mange flere bind i serien, hvor stakkels Jan Rose bliver udsat og involveret i endnu flere voldsomme begivenheder! Det lovede forfatteren, og selv om det er synd for Jan Rose, så er det helt i orden for læserne!
Fra bogens bagside: Leonore Asker har fundet sig til rette i stillingen som chef for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, da hun efter mange år uden kontakt hører fra sin far, Prepper-Per. Han vil have Leos hjælp – og får han ikke den, vil han udløse en katastrofe, der kan koste menneskeliv.
Leos gamle ven, arkitekten Martin Hill, bliver hyret til at skrive historien om en erhvervsleder, der er kendt for sine skøre teorier og en privatejet ø. Rygtet går, at folk der går i land på øen, ikke slipper levende derfra. Mens Asker og Hill forsøger at løse hver sin opgave, begynder sporene at mødes, og Glasmanden træder frem fra mørket.
Fra forlagets pressemeddelelse: Med “Glasmanden” befinder Anders de la Motte sig atter i det Skåne, han kender og elsker, men også i et mere dystert, hemmeligt Skåne – fyldt med dommedagspreppers og med gemte og glemte steder, der kan udforskes af urban explorers.
De la Motte har denne gang ladet sig inspirere af en virkelig forretningsmand, der påstod at være inspireret af fremmede fra rummet: ”Gösta ’Pollenkongen’ Carlsson grundlagde et meget succesrigt naturmedicinfirma. Gösta hævdede til sin død, at han havde fået grundideen af nogle rumvæsner, efter at han som ung mand var stødt på en UFO i en skov i udkanten af Ängelholm,” fortæller forfatteren.
Min anmeldelse: Jeg har valgt inden min anmeldelse også at citere fra forlagets pressemeddelse, fordi der her fortælles om forfatterens inspiration. Selv om han i bogen skærper hele situationen og brygger videre på fakta, så giver det alligevel bogen et lidt mere realistisk touch. Og det kunne jeg godt trænge til i et plot, der uden den viden, godt kunne synes at være en god del “for meget”.
Det bærer jeg helt over med i De la Mottes ret hæsblæsende og unikke historie, der bygger videre på seriens bind 1 “De bjergtagne”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1833.
Dette bind 2 forsætter med temaet urban exploring – altså udforskning af øde, lukkede steder og bygninger samt med de samme centrale hovedpersoner. Samtidig er forholdet mellem Leonore og hendes far samt prepper-holdningerne et centralt element. Som jeg skrev i anmeldelsen af bind 1, minder persongalleriet og stilen mig lidt om Adler Olsens Q-serie, men serien er alligevel helt sin egen, og bogen beviser endnu en gang forfatterens evne til at skabe logik og god sammenhæng i en vild og velskrevet historie befolket med nogle interessante og helt specielle personer – denne gang ikke mindst i den erhvervsfamilie, hvis historie Martin bliver hyret til at skrive historien om.
De voldsomt dramatiske begivenheder udspiller sig i løbet af en uges tid og fortælles kronologisk i korte kapitler med forskellige synsvinkler. Det hele opleves især gennem især de to hovedpersoner, Asker og Hill, men også politimanden Hellman og ikke mindst den mystiske og anonyme Glasmanden, hvis identitet først afsløres til allersidst. Dertil kommer nogle tilbageblik af betydning for de nutidige begivenheder samt et kort efterspil, der i øvrigt sandsynliggør en fortsættelse. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Leo/Leonore Asker, makkeren Hill, hendes far Prepper-Per, politichefen Hellman og de sære personer i Leonore Askers “Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle”. Jeg læste bogens sidste halvdel færdig i nogle meget sene nattetimer, fordi jeg var nødt til at få slutningen med, og så virker en krimi jo fuldstændigt, som den skal!
9 sikre skydeskivepoint!
Anders De la Motte Glasmanden Modtryk, 2024 591 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Et så stort projekt, som det Politikens Forlag har sat i gang med Egeskov Slot som omdrejningspunkt, kræver en introduktion. I første omgang til udgivelsen af bind 1 i en planlagt romantrilogi.
Oplysning til læserne Efter min anmeldelse var udsendt, fik jeg denne mail fra en kendt dagbladsanmelder, der ikke deltog i arrangementet på Egeskov:
Undskyld mig men at du har mødt herskabet og de to forfattere på Egeskov ved et reklamefremstød for bogen, skal vel ikke spille ind i din anbefaling af den? Læsere som ikke har haft den ære, skal vel have din anbefaling ene og alene ud fra din læsning af værket. Eller er du ren reklamesøjle?
Derfor denne kommentar: Ingen af mine anmeldelser af en bog påvirkes – negativt eller positivt – i sin vurdering pga. merchandise tilsendt sammen med bøgerne eller deltagelse i bloggermøder eller andre arrangementer som forfatterinterviews på Krimimessen.
Det sker derimod af og til, at jeg ved mødet med forfatteren bliver klogere på intentionerne og baggrunden for bogen, og det bidrager til den beskrivelse, jeg kan formidle af bogen. Således også i tilfældet med “Ulykkens år” (Egeskov; 1). Inden mødet, som jeg beskriver inden min anmeldelse, havde jeg læst bogen, havde dannet mig min mening om den og havde skrevet store dele af selve anmeldelsen.
Det, jeg hørte om bogen og hele projektet, er holdt ude af selve anmeldelsen, men bidrager for mig at se til at få og videregive et bedre indtryk af bogen. Jeg er jo godt klar over, at arrangementer af den type er et reklamefremstød, men deltagelsen har ikke influeret på indholdet i min anmeldelse af bogen. Jeg mener således, at præmisserne for min ærlige og neutrale anmeldelse er lagt åbent frem.
Introduktion: En god uges tid inden inden seriens første bog udkom, var jeg sammen med en del andre bogbloggere og bogfolk inviteret af Politikens Forlag til præsentation i riddersalen på Egeskov Slot af projektet. Her fik vi en fin introduktion til bogen gennem en rigtig god snak mellem ejeren af “det lille røde hus” (Egeskov Slot), grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, bogens to forfattere, Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, og den ene af bogens to forlagsredaktører, Mille Haynes.
Initiativet til hele projektet kom fra Politikens Forlag, der i første omgang havde planlagt en trilogi med forskellige forfattere til de tre bøger, men da de to forfattere bag bind 1 mødtes, faldt brikkerne for dem så meget på plads, at de overbeviste forlaget om, at de sammen kunne skrive alle tre bind. Senere vil set så vise sig, hvad der sker efter de tre bøger. Der er mulighed for mange, mange flere. Forfatterne fortalte nemlig, at de har skitseret fremtiden for de mange personer i bogen (der er 49 på listen forrest i bogen, og flere kommer helt sikkert til), og dermed har de også lagt detaljerede linjer ud for begivenhederne – helt frem til 1930! Det har de gjort for at sikre, at det, personerne gør og oplever i de første bind, hænger optimalt sammen med de fremtidige begivenheder. I filmverdenen hedder det vist continuity.
Og apropos filmverdenen så er forberedelserne af en filmatisering af serien også langt fremme, men det var endnu for tidligt at fortælle nogle detaljer. Et par spørgsmål fik vi dog svar på. Det forventes, at det bliver en tv-serie i 6 afsnit, at der nok bliver premiere i 2026, samt at det ikke bliver Anne-Grethe Bjarup Riis, der skal være instruktør eller manuskriptforfatter.
Hun og Thomas Rydahl fortalte om samarbejdet, hvor de fordelte scener i bogen mellem sig og efter at have diskuteret muligheder skrev ud fra deres detaljerede beskrivelser. Derefter læse de hinandens stoffet og arbejdede videre derfra sammen med forlagsredaktørerne. Thomas Rydahls erfaringer med en skrive ud fra handling og plot suppleredes af Anne-Grethe Bjarups Riis mere filmiske blik for scener og billeder.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fortalte levende og engageret om samarbejdet med både Politikens Forlag og forfatterne. Han og prinsesse Alexandra havde fået manuskriptet at se, men ud over nogle faktuelle småting, som en detalje om jagt på den tid, havde de ikke haft nogen indflydelse på indholdet i romanen. De har fortalt om historien mange generationer tilbage og har vist rundt overalt på slottet. De har haft fuld tillid til, at forfatterne tegnede et billede af tiden, stedet og familien, der var tro mod virkeligheden, samtidig med der var masser af rum til at digte til og finde på. De var rigtigt glade for resultatet og glædede sig til det fremtidige samarbejde. De har også bidraget til, at tidsbilledet er blevet så tæt på det korrekte som muligt.
Fra bogens bagside: 1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.
For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.
Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.
Min anmeldelse: Denne første roman i serien foregår i løbet af et år og begynder i 1874. I bogen præsenteres seriens mange personer gennem 6 afsnit med hvert sit tema. Der bruges således en del plads på at beskrive lokaliteter, miljøer, detaljer og personernes tanker og indbyrdes samspil. Denne grundlæggende præsentation er en forudsætning for forståelse af historiens forløb, og selv om den fylder en del, så fungerer det rigtigt godt at følge de mange skæbner.
Det er en dramatisk historie om kærlighedens svære betingelser og om livsvilkårene sidst i 1800-tallet – begge dele beskrevet på tværs af klasser.
Historiens forskellige elementer, der kort skitseres på bagsiden, hænger godt sammen, og selvfølgelig slutter bogen med et par scener, hvor nogle af personerne ender i situationer, der må stå uafklarede for læserne til næste bind, og det bliver rigtigt interessant at finde ud af, hvor det fører personerne hen.
Under læsningen dannedes der hos mig mange indre billeder, så det oplevedes lidt som at se en film, hvor der krydsklippes kronologisk mellem forskellige scener, som foregår blandt adelen, blandt de ansatte inde på slottet samt hos arbejderne og familierne i landbruget på og omkring slottet. På den måde kommer man både upstairs og downstairs, og der er klare paralleller til serier som Downton Abbey, Belgravia og netop Upstairs Downstairs (dansk titel: Herskab og tjenestefolk).
Jeg er helt sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange læsere af historiske romaner, som udover at fortælle en god historie på en fængslende måde, også formidler historisk viden.
Jeg er endnu mere sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange, der med stor entusiasme har fulgt familierne i bl.a. de nævnte store serier. Jeg er også sikker på, at interessen vil blive endnu større, når tv-serien bliver sendt. Indtil da kan man læse bogen – og de følgende bind, hvor bind 2 forventes udgivet næste år, og så er det oplagt i mellemtiden at lade turen gå til Sydfyn for at besøge fascinerende og flotte Egeskov Slot.
Det bliver til mine maksimale 5 stjerner for både forlagets initiativ til det store projekt, bogen er første del af, og for selv romanen.
Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl Ulykkens år (Egeskov ; 1) Politikens Forlag, 2024 441 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
