Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Emily Gunnis: Jordemoderens hemmelighed

Krimi og spænding Posted on 29 dec, 2023 22:49

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra forlagets beskrivelse:
To familier bundet sammen af en tragedie. En anklaget kvinde står med nøglen til hemmeligheden …

I 1969, nytårsaften, mens Hilton-familien forbereder sig på at være vært for årets fest på Yew Tree Gods, forsvinder deres lille pige. Bobby James, en ung landmand og den sidste person, der så Alice, før hun forsvandt, mistænkes. Bobby står ved sin uskyld, men han bliver sendt væk. Alice bliver aldrig fundet.

I nutiden arbejder arkitekten Willow James på et projekt omkring Yew Tree, da hun opdager, at grunden gemmer på en hemmelighed. Da hun graver dybt ned i fortiden, afslører hun et spind af uretfærdighed. Og da endnu et barn forsvinder, ved Willow, at den eneste måde, hvorpå hun kan forhindre historien i at gentage sig selv, er ved at rette op på en frygtelig fejl.

I årtier har Hilton- og James-familiernes skæbner været sammenflettet på Yew Tree-ejendommen. Det hele begyndte med en jordemoders hemmelighed, der har ligget begravet i lang tid – men hvis den afsløres, kan den ikke blot redde dem fra den forfærdelige tragedie, der binder dem sammen, men være nøglen til at befri dem alle …

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er en roman, der er lidt svær at få startet på. Den lægger ud med stamtræer for 2 familier, og dem får man brug for. Romanen springer frem og tilbage i tid, og man skal holde tungen lige i munden.

Når det er gjort, så er det en meget god fortælling om høj og lav i England og jordemodererhvervets betingelser i en mandeverden i den første halvdel af 1900-tallet. Det er også en fortælling om en familietragedie med et par gedigne overraskelser. Jeg blev virkelig fanget af historien og kan kun anbefale den.

Derfor får den 8 ud 10 skydeskivepoint.

Emily Gunnis
Jordemoderens hemmelighed
Jentas, 2023
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Laurali Wright: Den mistænkte

Krimi og spænding Posted on 28 dec, 2023 22:03

Beskrivelsen på Mofibo:
Den lille idylliske by Sechelt på Canadas kyst er rystet, da en 85-årig pensioneret lærer findes myrdet – øjensynligt uden grund. Fra begyndelsen kender læseren morderens identitet, for i denne psykologiske spændingsroman er det interessante ikke, hvem der gjorde det, men hvorfor en tilforladelig og elskværdig gamle mand kunne finde på at begå en så brutal forbrydelse. 

Lektørudtalelsen
En stilfærdig canadisk kriminalroman fra 1985, hvor forfatterinden fik den amerikanske Edgar-pris for den. Den handler om en 80-årig mand, der slår sin jævnaldrende svoger og uven ihjel i en hyggelig lille by på Canadas Sunshine Coast. Jeg vidste ikke, at de også havde sådan en, men personerne lider virkelig under varmen og vor kriminalinspektør bliver ganske solskoldet under sin eftersøgning af mordvåbenet. Heldigvis er der en moden, køn og kærlig bibliotekar Cassandra, der kan komme dulmende creme på ham og samtidig være en opmærksom lytter både til ham og til den gamle morder. Det er ikke nogen spændende krimi, men personskildringen er mere nuanceret end normalt i genren, og det er en ganske god lille roman om tre ensomme mennesker, der lærer hinanden at kende i forbindelse med dette mord. Jeg tror, at en del krimilæsere vil finde den for udramatisk og langtrukken, mens andre vil glæde sig over en roman, der ikke primært handler om mord, snedig efterforskning og pseudorealistisk puslespil, men om almindelige, redelige mennesker. Det stilfærdige omslag passer fint til bogen. (Skrevet af Morten Bagger)

Min anmeldelse:
Jeg faldt tilfældigvis over bogen, da den optrådte som e-bog på Mofibos liste over nye titler, og så fik jeg lyst til at genlæse den. Jeg kunne nemlig huske, at jeg, da bogen udkom i 1989, blev fascineret af bogens plot, stemning og hovedpersoner. 

Selvfølgelig var det interessant som relativt nyuddannet bibliotekar at læse en krimi, hvor en bibliotekar spiller en central rolle. Men det var især detektiven, der fangede mig. Som de to øvrige personer er han ganske rigtigt ensom, men han har også depressive tendenser, og det var dengang noget særligt for krimier, at hovedpersoner havde psykiatriske diagnoser. 

Det store spørgsmål er så: Holder bogen stadig så mange år senere? Ja, det synes jeg! Det er som lektørudtalelsen skriver en stille krimi stort set uden drama, for helt fra begyndelsen ved, man som læser, hvem morderen er, for han er en af de hovedpersoner, man følger. Gåden om, hvorfor han gjorde det er det mest dramatiske i bogen. Men spillet mellem de 3 hovedpersoner er beskrevet rigtigt godt, og det samme gælder naturen og lokalområdet i kystområdet nord for Vancouver. 

Så jeg giver meget gerne bogen de bedste anbefalinger og 8 skydeskivepoint. Jeg vil stærkt overveje også at læse de følgende 5 bøger i serien, hvor de 4 også kan findes på bl.a. Mofibo. 

Laurali Wright
Den mistænkte
Klim, 1989 (udgivet her første gang)
229 sider

Bogen er genlæst på Mofibo. Udgivet af Saga Egmont /Lindhardt og Ringhof.



Sharon Bolton: Falsk forførelse 

Krimi og spænding Posted on 25 dec, 2023 14:58

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen

Fra forlagets beskrivelse :
Du er ikke den, du udgiver dig for at være. Men det er hun heller ikke.

Olive Anderson spiser for sig selv i hotellets restaurant, da en glamourøs fremmed kommer hen til hendes bord og præsenterer sig som Olives hustru. Det begynder som en spændende leg, men udvikler sig hurtigt i en farlig retning. Men uanset hvor mange hemmeligheder den falske hustru måtte have, så har Olive formentlig flere …

Den beskrivende note i Dansk Bogfortegnelse:

Spændingsroman om kidnapninger, forbudt sex, lesbisk kærlighed og magtfulde politikere. For voksne læsere af romaner med mange drejninger, forviklinger og spor

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har aldrig læst bøger af Sharon Bolton før, men hvis de øvrige bøger er ligeså gode som denne, så skal jeg da godt i gang med resten. 

Det er en virkelig velskrevet krimi, der hele tiden overrasker. Den veksler hele tiden mellem nutid og fortid, men ikke på en måde der forvirrer læseren. Den har et overskueligt persongalleri med nogle herlige karakterer. Jeg åd bogen i næsten et stræk, men den er perfekt til dem, der gerne vil nøjes med nogle få kapitler af gangen.

God til juledagene, men også efter jul…

Jeg giver den 8 ud af 10 mulige point.

Sharon Bolton
Falsk forførelse
Jentas, 2023
406 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Håkan Nesser: Der kom et brev fra München

Krimi og spænding Posted on 23 dec, 2023 21:55

Fra bogens bagside:
Det er jul, pandemiåret 2020, og den kendte kunstner Ludvig Rute inviterer – på trods af alle restriktioner – sine søskende til at fejre højtiden i sit afsidesliggende hus. Han har noget, han vil fortælle dem. De har ikke set hinanden i mange år, og stemningen er mildest talt anspændt. Den bliver ikke bedre, da der sker et mord julenat. 

Parret Barbarotti-Backman bliver tilkaldt og indleder  en efterforskning, der midt i snevejr og pandemirestriktioner næsten minder om en engelsk krimi. Spørgsmålet er: Kommer gerningsmanden udefra, eller bliver det hele i familien – og fortiden?

Min anmeldelse:
Det er bind 8 i serien om Barbarotti og Backman, hvoraf jeg her på bloggen har anmeldt de to forrige “Den sørgmodige buschauffør fra Alster” – https://blog.drustrup.dk/?p=744 og “Skak under vulkanen” – https://blog.drustrup.dk/?p=1213.

Jeg har altid været imponeret over og rigtig glad for Håkan Nessers bøger, så mine forventninger var høje – og jeg blev på ingen måde skuffet. 

Igen fortæller Nesser en rigtigt spændende historie i et flot og fascinerende sprog. Forfatteren har helt styr på at holde grebet om både læserne og linjerne i historien, så jeg blev fanget ind i bogens univers.

Historien er om en dysfunktionel familie med mange indbyrdes problemer og en traumatisk fortid – og om mordet på en af dem på et tidspunkt, hvor de er isolerede sammen i et hus. En velkendt ramme for et klassisk krimiplot, men Nessers version af det plot er fortalt på en anderledes og intens måde. Han formår at skifte både tid, personkredse og scenarier, så nysgerrigheden hos læseren skærpes, samtidig med at overblikket bevares. At det desuden også er en fornøjelse bare at læse sproget, bliver læsningen af bogen endnu bedre.

Jeg kan kun give 10 sikre skydeskivepoint – et rent pletskud ligesom de forrige bind. 

Håkan Nesser
Der kom et brev fra München
Modtryk, 2023
325 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kristine Getz: Poppy

Krimi og spænding Posted on 17 dec, 2023 13:11

Fra bogens bagside:
Poppy er to år gammel. Hun reklamerer for alt fra strømpe­bukser til chokolade­pålæg på sin mors Instagramprofil og blog, og hun er familiens største indtægtskilde.

Få timer efter at forældrene har lagt et billede op af Poppy uden for bedsteforældrenes hus – #overnatning – forsvinder den toårige pige. Bortførelsen fører til en storm af opmærksomhed, da alle føler, de kender Poppy.

Fra beskrivelsen på Saxo
En isnende krimi om en influencers lille datter, der bliver kidnappet på grusom vis.

Poppy er en smuk, skøn og dejlig toårig, hvis tandløse grin er et velkendt syn på sociale medier. Hendes mor Lotte Wiig har en halv million følgere på Instagram og står bag en populær blog om at være mor, hvor Poppy er den store hovedattraktion. Faktisk er Poppy familiens primære indtægtskilde, eftersom Lotte og manden Jens tjener til dagen og vejen ved at reklamere for sponsorer, der ønsker at blive forbundet med Poppy. Hele sit liv har Poppy derfor skulle promovere alt fra strømpebukser til pålægschokolade.

For få timer siden lagde Lotte og Jens et billede op af Poppy, der står udenfor sine bedsteforældres hus på Bygdø. Nu er hun pist forsvundet. Alle på nettet føler, at de kender den lille pige personligt og inden længe er både de to forældre og alle Poppys mange fans helt ude af sig selv af bekymring for Poppy.

Politiefterforskerne Emer Murphy og Mons Tidemand bliver tildelt den celebre og tidspressede bortførelsessag, hvor hver en time tæller. Hvem er dog interesseret i at bortføre Poppy? Handler det om penge, er det tænkt som en lærestreg til de for deleglade forældre eller er det mon knyttet til Lottes mystiske fortid?

“Poppy” er om de lurende farer ved at overeksponere de kære små på internettet og placere dem i rampelysets skær via mobiltelefonens blitz.

Palle Thomsens anmeldelse:
(Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen – se nederst i anmeldelsen)

En krimi om Instagram af norske Kristine Getz, der bor i USA. Hun er en af Norges første bloggere, men har valgt at slette sig fra alle digitale platforme. Når man læser bogen, forstår man hvorfor. 

Et forældrepar har valgt at bruge deres 2-årige datter Poppy som et hit på Instagram, masser af reklameindtægter og masser af følgere – og så bliver datteren kidnappet.

Det er en rigtig god krimi, man får virkelig indblik i den digitale verden og hvor syg den er. Hvert kapitel slutter med kommentarer fra følgere. Historien overrasker hele tiden og har en forrygende slutning. Hun har godt greb om emnet og den er skrevet i et let, flydende sprog og er behagelig at læse.

Det er hendes debutroman, og det er hun kommet godt fra.

Jeg giver bogen 9 ud af 10 skydeskivepoint.

Kristine Getz
Poppy
Modtryk, 2022
343 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jan Guillou: Bedrag bedragerne

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 11 dec, 2023 20:43

Fra bogens bagside:
Journalistveteranen Erik Ponti og hans gamle ven, efterretningsofficer Carl Hamilton, er ikke hvilke som helst pensionister.

Som en slags hobby er de gået i gang med at sabotere de virksomheder og netværk, der laver telefonsvindel.

Men da Putins Rusland angriber Ukraine, forandres alt. Carl Hamilton indkaldes til tjeneste, og de to venner får adgang til landets militære ressourcer. På kort tid etablerer de en nøje udtænkt elektronisk krigsførelse, der effektivt vil kunne forhindre kriminelle netværk i at bedrive svindel.

Anden del i serien om Carl Hamilton og Erik Ponti, der har slået sig sammen for at bekæmpe uretfærdighed i samfundet.

Min anmeldelse:
Det er et imponerende og skræmmende effektivt makkerpar, Jan Guillou her har samlet fra hele sit forfatterskab! Første bog i serien hed “Den der dræbte helvedes engle”, og min anmeldelse kan læses her https://blog.drustrup.dk/?p=1283.

Jeg er meget, meget glad for og imponeret af Jan Guillous forfatterskab, og som det ses i anmeldelsen af denne series første bind, hvor jeg især blev grebet af koblingen mellem krimihistorien og beskrivelserne af Erik Pontis liv og ideer. Gennem dette nyskabende forfattergreb fik vi også et indblik i Erik Pontis alter ego – Jan Guillou – hverdag og holdninger. 

Stilen fortsætter på samme høje niveau i denne nye bog, hvor de to heltes indsats for retfærdigheden er dybt sympatisk. De vil bekæmpe både de internetsvindlere, der snyder folk for deres penge, og bandekriminalitet. Det gør de på grænseoverskridende samt ualmindeligt effektiv og højteknologisk måde, der samtidig får en politisk, overraskende og helt aktuel vinkel til sidst. Hvis jeg fortæller mere om det, vil Hamilton helt sikkert slå mig ihjel.

Den anden side af bogen med forfatterens – Erik Ponti/Jan Guillou – helbred og liv i naturen samt blandt andre kulturpersonligheder fylder næsten mere i denne nye bog end i den første. Med denne vægtning er bogen i mindre grad en krimi/spændingsbog end den er den ældre forfatters ikke-erindringer med status over livets tilstand lige nu. Det er samtidig en skarp beskrivelse af verdens aktuelle tilstand lige nu med synspunkter fra Ponti/Guillou på den politiske situation både  nationalt og internationalt, hvor bl.a. Rusland og Ukraine står centralt. 

Som altid er det interessant af læse velformulerede og velargumenterende synspunkter, så uanset læsernes politiske holdning vil det være underholdende og givende at læse også denne bog af Ponti/Guillou.

Det bliver til 5 sikre stjerner – og 8 skydeskivepoint som krimi.






Jan Guillou
Bedrag bedragerne
Modtryk, 2023 
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »