Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Det Herrens år 1349 nærmer sig, og Den Sorte Død hærger
stadig England og Europa. I Dorsetshire har Lady Anne af Develish klogt
isoleret sine folk på godset, og de aner ikke, om de er de eneste overlevende.
Det svinder ind i forsyningerne, og nogen er nødt til at begive sig ud i
verden.

Den stræbsomme træk Thaddeus Thurkell samler en lille
gruppe mænd gat godset, og sammen drager de ud på en farefuld færd, der i
begyndelsen handler om at hente viden og mad til de tilbageblevne. Undervejs
vokser ønsket om at leve en fri tilværelse.

Både Thurkell og Lady Anne sætter alt ind på en bedre
fremtid for folkene i Develish – men det bliver en livsfarlig kamp mod magtens
folk, sædvanen og kirken.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste og anmeldte “De sidste
timer” – læs anmeldelsen HER – har jeg ventet på at få næste og afsluttende
del af historien om Lady Anne og alle hendes folk på godset Develish. Nu er den
her, og med denne bog slutter Walters miniserie om Den Sorte Død i midten af
1300-tallets England.

Bogen er mindst lige så dramatisk og
interessant som bind 1, for denne gang tilspidses situationen med mange
konflikter om tro, kirkens magt, adelens ejerskab til jorden og både kinders og
fattiges vilkår og rettigheder.

Det er barske tider med voldsomme
oplevelser, og derfor er slutningen for mig lige lovlig – ulogisk men sympatisk
– rosenrød. Uden at afsløre noget faktuelt, så falder alle brikkerne på plads i
et puslespil, der viser vejen til en fremtid, som er bedre end før Den Sorte Død.
Men sikken et interessant puslespil!

Som jeg skrev om bind 1, er det fascinerende og meget
overbevisende historieskrivning, hvor jeg som læser holdt opmærksomheden fanget
hele vejen. Sådan var det også i denne bog, hvor jeg trods mit forbehold mod
slutningen, stadig varmt vil anbefale bogen til alle læsere af historiske
romaner og gode historier.

Samlet set er miniserien 5 stjerner værd, så det får denne
bog også.

Minette Walters
Skæbnetimen
Modtryk, 2019
437 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet
kredsede omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind på Allan
Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken. Fra de krasse læreår som værtshussanger
til gennembrud, succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske
rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet.

En laksetrappe hjælper
stædige små fisk med at forcere vandfald og forhindringer på deres målrettede
vandring op mod strømmen.

Allan Olsen har altid
været en både stædig og målrettet fisk i den hjemlige andedam. Denne bog er
blandt meget andet en cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,
der agerede Olsens laksetrappe.

Min anmeldelse:
Flere koncerter med Allan Olsen (eller Al’n som han hedder
i Fresse (Frederikshavn), min lytning til hans musik og min læsning af første
bind af hans erindringer gør, at jeg er nogenlunde inde i hans univers.
Alligevel er læsningen af denne fortsatte selvbiografi en overraskende stor
nydelse.

Til biografilæsere: forvent ikke en standard biografi med
kronologi, noteapparat og den for musikerbiografier standardiserede liste over
udgivelser. Forvent noget helt andet og noget mere.

Det er en meget personlig beretning om modgang og succes på
både det private område og musikalsk. Stort set kronologisk fortæller Allan
Olsen om flere sider af sine oplevelser fra han flyttede til Frederikshavn og
frem til og med udgivelsen i 2013 af cd’en “Jøwt”, der i første
omgang kun blev sat til salg i pladebutikker (der var kun 1) og hos købmænd
nord for Limfjorden.

Det er historien om samarbejdet med en lang række musikere
med de andre “Daltonbrødre” som gennemgående figurer.

Det er historien om udviklingen fra at spille på små værtshuse
til de store scener og igen på mindre steder.

Det er historien om at flytte fra barndommens og ungdommens
by og om at skabe sig nye rødder andre steder for senest at bosætte sig i en
lejlighed i Århus.

Det er historien om et omskifteligt privatliv.

Alle historierne er vævet sammen til et sammenhængende og
godt billede af personen og musikeren – set gennem Allan Olsens egne øjne.

Teksten er poetisk, direkte, smuk, gribende, velformuleret
og fyldt med den humor og de skæve vinkler, som også kan opleves i hans
sangtekster og fortællingerne fra scenen. Det er en fornøjelse at læse bogen
alene for sprogets skyld, men det gør bestemt ikke noget, at historien også er
god.

Jeg forstår godt, at Allan Olsen kasserede de første
skitser til den første biografi. Det gjorde han, fordi han slet ikke kunne
genkende sig selv i den tone og stil, teksten havde. Derfor skrev han bogen
helt selv, og det er heldigvis også tilfældet med dette bind 2. Bogens tone er
100 % Allan Olsens unikke.

Al’n har i et interview sagt, at han da arbejder på en
fortsættelse, men at han ikke helt klar over, hvor mange sider bogen bliver på….
Det må for mig meget gerne blive en tyk bog!

Det var en ren 5-stjernet oplevelse at læse bogen!

Allan Olsen
Laksetrappen
Politikens Forlag, 2019
368 sider

PS: På forlagets hjemmeside kan man finde andre anmeldelser, men mere interessant er det, at der også ligger links til nogle små film, hvor Allan Olsen fortæller om bogen og sit arbejde med den. Se HER

PPS: Billedet af Allan Olsen på scenen med sin hund, Muddi,
har jeg taget på Bålhøj Festival 2014 – www.fowli.dk – i min hjemby, Øster
Brønderslev. Det var derfor ekstra sjovt at læse dette korte afsnit om Muddi i bogen:

“Jeg
snakker kun vendelbomål til Muddi, for han kom fra et husmandssted uden for Øster Brønderslev, anden eller tredje vej til
højre efter kirken, og vi har altid snakket sådan til hundene i vores familie.
Vi har svaret på vores egne spørgsmål til dem, lange, indforståede dialoger på dialekt.
Det er jo tåbeligt, men har lov til det. Han kostede under en tusse sort, men
det var Misja og ungerne, der hentede ham i sin tid.”

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
fra forlaget – og tak for den!

På Krimimessen 2019 lavede jeg et interview med den svenske
forfatter Pernilla Ericson.

Læs om hendes forfatterskab og især om den nyeste bog i serien
”Vildfremmed”, der er en barsk sag baseret på virkelige hændelser.

Hent interviewet HER

Fra bogens bagside:
En vildfremmed, beruset mand tiltvinger sig adgang til en
kvindes hjem i Södermalm i Stockholm og voldtager hende brutalt. Politiet pågriber
manden på gerningsstedet, og sagen ser ud til at være ligetil. Men da manden
har en skriftlig invitation, falder opklaringen sammen som en korthus, og han går
fri. Politiet begynder at grave i sagen, og det bliver optakten til en
efterforskning, som savner fortilfælde med voldtægtsmænd, som ikke kan dømmes.
Frygten spreder sig, og Erlagruppen med Liv Kaspi i spidsen påtager sig den svære
opgave med at finde de gerningsmænd, som forfølger og terroriserer kvinder.
Samtidig kæmper Liv Kaspi med sit privatliv. Hun elsker en mand med en lyssky
fortid – men kan hun stole på ham?

Min anmeldelse:
Fordi jeg allerede havde læst de første to ind i Pernilla
Ericsons serie med Erlagruppen “Sporene vi efterlader os” og
“Jeg finder dig” var jeg sikker på, at jeg også skulle læse denne nye
bog. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Tværtimod. Læs min anmeldelse af nummer
2 HER

Alene læst som roman og krimihistorie fungerer
“”Vildfremmed” fantastisk godt. I sædvanlig velformuleret og
koncentreret fortællestil formidles i romanform en fuldstændig vild historie om
voldtægter og chikanerier mod kvinder.

På bagsiden stod der ganske vist, at bogen er baseret på en
virkelig hændelse, og det uddybes i et kort efterskrift, men at baggrunden for
historien var så voldsom, som den faktisk var, gik først for alvor op for mig,
da jeg på Krimimessen 2019 interviewede Pernilla Ericson. Det interview kan læses
HER

Bogens faktuelle baggrund tilføjede min læsning en ekstra
og meget stærk dimension. Det er en spændende og spændende fortalt historie,
der samtidig er tankevækkende og gruopvækkende i sit indhold.

Selve historien er kort beskrevet på bogens bagside, så jeg
mener ikke, det er nødvendigt at fortælle yderligere om selve plottet. I skal
bare vide, at Pernilla Ericsons faste team Erlagruppen også denne gang kommer på
en svær opgave, der kræver alle 4 medlemmers samlede og meget forskellige
kompetencer for at retfærdigheden – modsat i virkelighedens sag – på en måde
sker fyldest.

Netop Erlagruppen er sammen med Pernilla Ericsons fortælleform
og feministiske udgangspunkt hele seriens styrke. Tilsammen gør det bøgerne til
noget særligt i en tid, hvor tendensen er de bredere fortællinger på mange,
mange flere sider.

“Vildfremmed” får 9 point på min spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

PS
Vil du høre Pernilla Ericsson fortælle om bogen, kan et
interview fra en af scenerne på Krimimessen 2019 ses og høres HER.

PPS
Endnu et læsetip lidt i samme genre:

At barske og voldsomme sider af virkeligheden kan give stof
til romaner, har jeg oplevet tidligere, da jeg læste Susanne Staun:
“Velkommen til mit mareridt. Det er en barsk bog om, hvordan psykopatiske
mænd udøver overgreb mod kvinder, og den er også meget tæt baseret på virkeligheden.
Jeg skrev lektørudtalelse på bogen på bogen. Læs den i fanebladet Anmeldelser
HER.
Kender I ikke den bog, så læs den!

Pernilla Ericson
Vildfremmed
HarperCollinsNordic,
2019
301 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

I denne direkte fortsættelse af serien om den aarhusianske læge og klatrende kunstner, Rina, knyttes enderne i sagen fra første bind om den dræbte klatrer, Henrik.

Fra bogens bagside:
Rina lever et dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge
i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye, byens anonyme street
artist, som klatrer høje bygninger. Men hendes sikkerhed i klatringen har lidt
et knæk. Lige siden en ung klatrer blev sparket i døden fra sjette etage, har
hun været grebet af en uvant nervøsitet og skyldfølelse. Hun begår fejl, og hun
er ikke den eneste. En frygt har bedt sig i klatremiljøet, hvor det forlyder, at
den dræbte var på sporet af Private Eyes virkelige identitet. Rina indser, at
morderen må findes, før vedkommende – der måske selv er en formidabel klatrer –
slår til igen.

Opklaringen bringer hende sammen med efterforskeren Helge
Stanek, som arbejder på en sag om en løsrevet arm, der er skyllet op på Djursland.
Sammen og hver for sig liver de trukket ind i et spind af lånehajer, vold og
udnyttelse af kvinder. Men hvem er ven, og hvem er fjende, når man ikke kan
genkende ansigter?

Min anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for den første bog om Rina –
“Jeg finder dig altid” (Læs min anmeldelse HER).
Heri opklaredes det afgørende dødsfald af den unge klatrer, Henrik, ikke, mens
andre sager blev opklaret, samtidig med at seriens hovedpersoner blev præsenteret.

Denne nye bog er en direkte fortsættelse heraf og for mig
at se ikke et selvstændigt bind i serien, sådan som bogen beskrives på bagsiden.
Mordet på klatreren er den gennemgående sag, der er førende for hele bogens
forløb. Samtidig involverer opklaringen en anden sag, der er inspireret af en
faktisk sag fra Syddjurs, men det vil spolere spændingen noget at afsløre mere.
(Men i modsætning til den faktiske sag sker der flere mord her).

Forholdet mellem Rina og efterforskeren Stanek udvikler sig
fortsat, men langsomt, mens Rinas baggrund med den styrende mor og den
forsvundne bror, der spillede stærkt ind i bind 1, slet ikke er en del af
historien denne gang. Det er underligt, at de elementer er forsvundet.

Jeg var rimeligt underholdt, men som det sikkert fremgår
ikke i samme grad, som da jeg læste første bind. Medvirkende til min lidt
dalende entusiasme er de urealistiske elementer med Rinas selvstændige
efterforskning i kombination mellem hendes arbejde som læge og hendes
aktiviteter som klatrende kunstner, hendes samarbejde med Stanek, og ikke
mindst det interne samarbejde i politiet f.eks. mellem Stanek og hans
kvindelige chef. Der virker ikke overbevisende og logisk.

Mens den for mig ikke fungerer optimalt som fortælling, kan
jeg sagtens se den filmatiseret. Der er en del dramatiske optrin, der ville
kunne gøre sig på film, kulminerende med den sidste actionscene.

Jeg er spændt på, om og hvordan serien fortsætter, for i denne
bog bindes enderne sammen i sagerne fra begge bøger. Tilbage står kun de uforløste
forhold mellem hovedpersonerne, så der må nye sager til i en evt. fortsættelse
– og gerne også noget mere. Jeg venter spændt og gemmer nogle point til senere.
Det bliver til 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Elsebeth Egholm
Frit fald
Politikens Forlag, 2019
426 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Først myrdes 1 måske tilfældig kvinde, men senere myrdes flere. Er de også tilfældige ofre, eller er der et mønster? Læs selv mere i denne interessante og spændende krimi fra Tyskland.

Fra bogens bagside:
Idyllen er en illusion.

Julefreden er ved at sænke sig over politienheden K11 i Hafheim. Vicepolitikommissær Pia Kirchhoff står med den ene fod ude ad døren på vej på juleferie, da telefonen ringer: En ældre dame er blevet skudt ned i nærheden af byen Eschborn små femten kilometer fra Frankfurt am Main. Kvinden levede et tilsyneladende stille og anonymt liv og havde ingen oplagte uvenner eller fjender, så hvorfor dræbe netop hende?

Pia Kirchhoffs bryllupsrejse sydpå er definitivt røget i vasken, og ferien står i stedet på arbejde. I samarbejde med sin chef, Oliver von Bodenstein, går hun i gang med at lede efter en morder, der tilsyneladende dræber tilfældigt. Men undervejs i efterforskningen kommer de på sporet af en menneskelig tragedie. En tragedie der stiller uomgængelige spørgsmål til forholdet mellem livet og døden.

Min anmeldelse:
Ud over den kvinde, der nævnes i bagsideteksten, dræbes en række andre tilsyneladende tilfældige ofre, men efter grundig efterforskning tegner der sig efterhånden et mønster. Det bliver en højdramatisk sag, der kræver sit af det det samlede efterforskningshold. Interessant er det også i korte afsnit at følge morderens planlægning og udførsel af sine drab.

Som sædvanligt for Nele Neuhaus er der grundige miljø- og personbeskrivelser, så alle personers tanker og bevæggrunde klargøres undervejs, og det giver dels en bog med mange sider og dels en bog, hvor tempoet ikke er særlig højt på trods af dramatik og spænding. De mange sider er også i dette tilfælde i overkanten, synes jeg, men når jeg alligevel synes rigtigt godt om bogen (og de andre jeg har læst af Neuhaus), skyldes det både de interessante emner, bøgerne tager op, og det anderledes miljø, bøgerne foregår i. Der er ikke mange krimier fra det moderne Tyskland, og det er interessant at få mere at vide om livet i Taunus-området – og samtidig få en spændende historie.

Der er 9 bind i denne tyske serie, men bind 1-3 og 8-9 er ikke oversat (endnu?)

Ud over dette seneste bind 7 i serien på dansk har jeg også anmeldt de øvrige oversatte:
4: Snehvide skal dø – HER
5: Den der sår vind – HER
6: Ulven – HER

Igen vælger jeg at give en bog i serien 8 point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Nele Neuhaus
De levende og de døde
People’s. Press, 2019
505 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.