Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Arttu Tuominen: Mørkebror

Krimi og spænding Posted on 26 sep, 2021 21:54

Fra bogens bagside:
To drenge vokser op sammen. Den ene i en velbjerget familie, den anden under miserable forhold. Trods deres forskellighed er deres venskab stærkt, og de sværger altid at hjælpe hinanden.

En mand bliver knivdræbt til en fest. Vidnerne til drabet er for fulde til at have set ret meget, men politiet arresterer snart en mistænkt, der flygtede umiddelbart efter drabet. Det virker oplagt, at han er den skyldige – men snart begynder bevismaterialet at forsvinde.

Første bog i Floddelta-serien, der kredser om de tre politifolk Jan Paloviita, Linda Toivonen og Henrik Oksman.

Min anmeldelse:
De få finske krimier, jeg har læst, har været fortalt med helt specielle vinkler og hovedpersoner, og de har været forfriskende anderledes og rigtigt spændende.

Præcist det samme kan siges om dette første bind i en ny finsk serie med nogle politifolk i hovedrollerne. Bogen blev da også nomineret til Det Danske Kriminalakademis store skandinaviske krimipris Glasnøglen. (Vinderen blev dog Tove Alsterdal med Stormfald. Læs min anmeldelse af den HER

Jeg blev hurtigt fascineret af historien i Mørkebror, hvor et mord med en tilsyneladende helt oplagt gerningsmand, kædes sammen med nogle drenges opvækst med tætte blodbroderskabsbånd og ubrydelige løfter. Bånd der binder dem sammen mange år senere, og som får stor indflydelse på opklaringen af den aktuelle sag. Dette venskabsforhold er den ene side af historien.

Den anden del af historien, og som binder den sammen, er politifolkenes indbyrdes relationer og deres meget forskellige måder at arbejde med den aktuelle mordsag. 

På intet tidspunkt kunne jeg regne hele slutningen ud, og det er altid dejligt, når der er tale om en krimi. Med sikker hånd lægger forfatteren sporene ud, så sagens sammenhæng og de personlige relationer afsløres ril sidst og meget overraskende. Det er en spændende og rigtigt godt fortalt historie med gode miljø- og personbeskrivelser samt psykologisk spænding. Det er en stærk historie om ubrydeligt og ubetinget venskab. 

Jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvordan samarbejdet mellem de tre politifolk udvikler sig på baggrund af dette første bind. Det kan kun blive godt – altså læseoplevelsen, men hvad med samarbejdet?

9 sikre point på min blog og  5 krimihjerter på krimifan.dk.

Arttu Tuominen
Mørkebror
Modtryk, 2021
380 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jens Henrik Jensen: Gladiator

Krimi og spænding Posted on 19 sep, 2021 23:57

Fra bogens bagside:
Da en snigskytte dræber en gruppe krigsveteraner i en afsides shelterlejr, må PET bese den tidligere jægersoldat Niels Oxen om hjælp.

Oxen siger ja til at assistere sin gamle makker Margrethe Franck, men efterforskningen viser sig at være yderst vanskelig.

Snigskytten har formentlig meget mere på samvittigheden, og en ung kvindelig betjent krydser konstant deres spor på mystisk vis. Tilmed har PET – uvist af hvilken grund – mørkelagt dele af sagen.

For PET er den højtdekorerede Oxen den rette at sende ud i ingenmandsland i jagten på de skyldige.

For Oxen selv bliver det en skæbnesvanger opgave, da han står ansigt til ansigt med døden.

Min anmeldelse:
Indrømmet: Oxen er af mine favorithovedpersoner i de seneste mange års spændende bøger og krimier. Det fremgår helt sikkert af mine anmeldelser på min blog både af det afsluttende bind i den oprindelige trilogi og Danehof “De frosne flammer” HER og af fortsættelsen “Lupus” HER

I forbindelse med udgivelsen af “Lupus” lavede jeg et interview med Jens Henrik Jensen bl.a. om hans arbejdsmetode, om Oxen og om chancen for, at der ville komme et bind 5 i serien om Oxen. Læs det HER.

Da jeg lavede interviewet, var hans svar på spørgsmålet om muligheden af et bind 5: “Jeg har ikke nogen som helst ide.”

Det må man sige, at forfatteren siden har fået! Det er længe siden, at en bog har været så spændende lige fra første side. Da jeg fik pakken med bogen åbnet, begyndte jeg at læse, selv om jeg var i gang med noget andet. Derefter gik tiden med at læse et godt stykke ind i bogen. Så spændende var den.

Da virkeligheden meldte sig, måtte bogen lægges væk. Men ikke for langt væk. Jeg læste bogen i ret få, men store bidder, fordi den var så spændende. Oxens vildt voldsomme oplevelser i jagten på snigskytten og især hensynet med Margrethe Franck samt deltagelsen af en helt nylig og fascinerende aktør holder godt fast i spændingen. En anden vinkel, der gør bogen spændende, er, at snigskytten også følges i selvstændige kapitler ind i mellem de andre. 

Jeg har læst bogen for et par uger siden, og har også genlæst lidt i bogen. Sådan gør jeg gerne, inden jeg skriver min anmeldelse – især hvis jeg er tvivl om min vurdering, og det har jeg været, selv om Oxen som sagt er en af mine favoritter. 

Bogen gjorde lige netop, det en spændingsbog skal, for den holdt spændingsniveauet støt stigende gennem bogen, og jeg var rigtigt godt underholdt hele tiden. Når jeg så alligevel har mine forbehold og mener, at dette bind 5 i serien er det svageste. Ikke at det betyder vildt meget, når seriens niveau er så højt, men det betyder, at jeg “kun” kan give 9 skydeskivepoint. Jens Henrik Jensens sædvanlige træfsikkerhed har for mig svigtet denne gang, så et pletskud til 10 point blev det ikke til. Det gav jeg med stor fornøjelse til “Lupus”.

Da jeg ikke vil spolere kommende læseres fornøjelse ved at læse bogen, er det svært at beskrive, hvorfor jeg mener, at plottet er svagt. Men kort sagt så er jeg slet ikke overbevist om det niveau af sandsynlighed, som efter min mening trods alt er nødvendigt i en spændingsbog/thriller. Jeg mener, at den grundlæggende baggrund for konflikten i bogen er overdrevet ud over det troværdige. Hvis Jens Henrik Jensen kan overbevise mig om, at der kunne være noget sandsynligt bag historien, så tilføjer jeg gerne den sidste stjerne. På Krimifan.dk giver jeg den 5 krimihjerter.

Jens Henrik Jensen
Gladiator 
(Oxen; 5)
Politikens Forlag, 2021
464 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jonas Moström: Himlen er altid højere / Dominodøden / Midnatspiger

Krimi og spænding Posted on 29 aug, 2021 21:28

(Nathalie Svensson-trilogien)

Sammenskrivning med uddrag af bøgernes bagsider
Psykiater og profiler Nathalie Svensson er endelig tilfreds med sin tilværelse. Efter sin nylige skilsmisse har hun anskaffet sig en lille lejlighed i hjertet af Stockholm, hvor hun kan udforske livet som single. 

For øjnene af hende skydes en date, da han ankommer til mødestedet. Ti år tidligere blev hendes livs kærlighed, Adam, myrdet på samme måde, og det mord er aldrig opklaret. 

I bind 2 får kriminalinspektør Johan Axberg sagerne med en læges død og en anden læges forsvinden. Nathalie bliver inddraget i efterforskningen og opdager, at hendes søster er under mistanke. Johan og Nathalie må gøre deres bedste for at holde deres personlige følelser ude af efterforskningen.

I bind 3 myrdes tre kvindelige studerende. Uroen breder sig, og politiet frygter, at det blot er begyndelsen. Igen arbejder Nathalie og Johan sammen om at opklare sagen.

Min anmeldelse:
Bøgerne i denne trilogi læste jeg lige efter hinanden, og det var en god oplevelse at gøre en serie færdig på én gang i stedet for at læse bindene, efterhånden som de udgives og typisk med et år imellem.

Handlingen i trilogien består af selvstændige sager i hver bog, og den foregår i løbet af kun 12 sammenhængende dage. Samtidig er der flere gange undervejs tilbageblik til tidligere begivenheder med afgørende betydning for nutiden.

Det er alle meget dramatiske sager, der involverer Nathalie personligt på forskellige måder, så man må sige, at hun har haft et par meget belastende uger, mens jeg har været godt underholdt i læsetiden.

Hver for sig er sagerne voldsomme, og bøgerne er også enkeltvis rigtigt spændende og med overraskende slutninger. De er opbygget og fortalt på samme måde som flere andre krimier, så på den måde adskiller de sig ikke markant fra genren. Det specielle er primært, at de foregår på så få og intense dage, men også at de udkom på én gang.

Trilogien får 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Jonas Moström
Himlen er altid højere / Dominodøden / Midnatspiger
Nathalie Svensson-trilogien
People’s, 2021
310 + 329 + 413 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jørn Lier Horst: Sag 1569

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2021 22:39

Fra bogens bagside:
En sommeraften i 1999 blev den 17-årige Tone Vaterland dræbt på vej hjem fra arbejde. Sagen blev hurtigt opklaret. Skylden blev tildelt, straffen udmålt og dommen afsonet.

Glemslens slør har lagt sig over sag 1569, indtil William Wisting modtager et brev, der kun indeholder en unik talkombination, der peger på andre løsninger end den etablerede sandhed.

Serien:
På bogens bagside står der:
Sag 1569 er fjerde og sidste bog i Jørn Lier Horsts Cold Case-kvartet, hvor politiefterforsker William Wisting fra Larvik genåbner gamle sager, der kan synes umulige at løse. Bogen kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien.

Forlaget Modtryk har givet serien “En William Wisting-krimi” denne nummerering:
1: Nøglevidnet, 2: Felicia forsvandt, 3: Når havet stilner, 4: Den eneste ene, 5: Natmanden, 6: Bundfald, 7: Vinterlukket, 8: Jagthundene, 9: Hulemanden, 10: Blindgyde, 11: Når det mørkner (er om forhistorien til serien), 12: Katharina-koden, 13: Det inderste rum, 14: Ond vilje, 15: Sag 1569.
Cold Case-kvartetten består af de sidste 4 bøger i serien (nummer 12-15)

Min anmeldelse:
Parallelt med at vi som læsere følger politiarbejdet med at opklare en nutidig sag, følger vi William Wistings indsats for at finde forklaringen på, at han modtager flere anonyme breve med journalnumre og andre oplysninger til tidligere sager. Alle sagerne er afsluttede, men henvendelserne vækker Wistings interesse og frygt for, at der er sket en uretfærdighed, og en morder ikke har fået sin straf. Er det de rigtige personer, der dømt som gerningsmænd? 

Det bliver et intenst politiarbejde for Wisting og de andre politifolk at finde frem til sandheden, og det bliver fortalt på vanligt spændende måde. 

8 sikre point på min blogs skydeskive og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Jørn Lier Horst
Sag 1569
Modtryk, 2021
342 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Asle Skredderberget: Blød som metal

Krimi og spænding Posted on 12 aug, 2021 00:39

Fra bogens bagside og bageste flap:
Hovedpersonen i Asle Skredderberget krimier er Milo Cavalli, halvt nordmand og halvt italiener. Milo Cavalli er efterforsker i økonomisk kriminalitet, men har selv vendt den norske finansverden ryggen. Han er succesfuld, tiltrækkende og ekstremt velhavende. Han går til skrifte i sin kirke og bruger gerne af sin egen formue, hvis det skal til for at nå til bunds i en sag.

Asker Brygge i Oslo en sen fredag aften. Der er tomt ved mæglerbordet i Optima Finans. På et kontor lyser skærmen foran Håvard Gabrielsen, en talknuser som arbejder med fusioner, opkøb og børsnoteringer. Han venter utålmodigt på en afgørende email. Søndag morgen bliver han fundet af rengøringspersonalet, dræbt, henrettet.

Efterforsker i økonomisk kriminalitet Milo Cavalli står over for sit første drab, da penge og mord krydser hinanden i Håvard Gabrielsen-sagen. For Milo er sagen endda personlig – Håvard var nemlig ikke kun et offer, han var også Milos gamle studiekammerat.

Milos jagt på sandheden blandt pengestærke mænd og lyssky transaktioner bliver skæbnesvanger, for mægtige kræfter ønsker ikke sagen opklaret … til livsfare for Milo og hans familie.

Er den organiserede kriminalitet nået ind i hjertet af det norske aktiemarked? Eller handler sagen om, at Håvard var kommet for tæt på en af Norges største våbenproducenter, før han blev dræbt?

Min anmeldelse:
Bogen foregår i et for mig fjernt og ukendt univers, og det er også et univers, jeg ikke mindes at have mødt i krimier. Alene det er voldsomt fascinerende og lærerigt. Det er så absolut et af mine mål at lære noget nyt under læsning også af krimier, og når det som i dette tilfælde i et velskrevet og vildt spændende krimiplot, er det helt i top. Hvis nogen frygter, at det tekniske om aktiviteterne i finansverdenen og omegn bliver for langhåret, så er det på ingen måder tilfældet!

Centralt i bogen står finansverdenens moral – eller reelt mangel på samme – samt den (i hvert fald i bogen) lige så anløbne, norske våbenindustri. Der har været mange faktuelle sager fra begge verdener, og der har været skræmmende eksempler på uhæderlig opførsel ude i virkeligheden. Det gælder så endda kun de sager, der er blevet afsløret. 

Derfor står bogens handling også stærkt overbevisende for mig. Det bliver meget, meget spændende, og også mere voldsomt end jeg håber, det foregår i virkelighedens verden. Jeg kan anbefale bogen på det varmeste til de krimilæsere, der gerne vil læse om andet end f.eks. seriemordere eller skærgårdsforbrydelser. 

Jeg læste den med stor fornøjelse og vil vente spændt på fortsættelserne. Bogen er nemlig første del af Oslo-trilogien med Milo Cavalli som hovedperson. Han er en rigtig interessant og sammensat hovedperson. Og jeg ser frem til mere dramatik fra finansverdenen.

9 sikre point på min skydeskive. 5 krimihjerter på Krimifan.dk

Asle Skredderberget
Blød som metal
Grønningen 1, 2021
338 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michel Bussi: Den forkerte mor

Krimi og spænding Posted on 24 jul, 2021 22:47

Fra bogens bagside:
Malone på 3 1/2 år fortæller skolens psykolog, Vasile, en farlig hemmelighed: Hans mor er ikke hans rigtige mor, og hans rigtige mor er i fare.

Det virker usandsynligt. Malones forældre har fødselsattest, babybilleder og selv deres læge bekræfter, at Malone er deres barn. Og han må handle hurtigt, hvis han skal nå til bunds i sagen. For Malones minder er begyndt at blegne, og snart vil de være væk.

Vasile tager kontakt til politikommissær Marianne Augresse, der er travlt optaget af et voldeligt indbrud hos en smykkebutik, hvor der blev stjålet for flere millioner euro. Hun mener ikke, et barns fantasihistorier vedkommer hende.

Men hvad hvis hun tager fejl?

Min anmeldelse:
Endnu en både usædvanlig og usædvanligt spændende krimi af Michel Bussi, hvor jeg igen oplevede, at jeg aldrig har set noget andet, der minder det fjerneste om plottet og hele historien.  

Helt frem til slutningen var jeg i tvivl om, hvordan det hele hang sammen, og alligevel var det helt logisk og overbevisende. Sådan er et krimiplot, når det er bedst. Selv om det kunne virke lidt konstrueret, så var det en forfriskende oplevelse at læse en markant anderledes krimi.

Det var en fornøjelse at følge begivenhederne både fra den lille drengs vinkel og fra de øvrige aktørers på skift. På den måde afdækkes alle led i historien stykke for stykke. Derfor vil det for alvor være en seriøs forbrydelse at lave et handlingsreferat. Det ville være umuligt uden at afsløre for meget.

Jeg har tidligere anmeldt disse 3 bøger af Michel Bussi:
Sorte åkander – //blog.drustrup.dk/#post147
Det glemte barn – //blog.drustrup.dk/#post186
Tiden er en morder – https://blog.drustrup.dk/?p=486

Jeg giver alle Bussis bøger mine varmeste anbefalinger – også denne seneste, der får 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Den forkerte mor
People’s, 2021
489 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »