Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
En morgen går niårige Elsa for første gang alene ud til familiens rensdyrfold. Men da hun kommer frem til gærdet, venter der hende et frygteligt syn. Hendes egen rensdyrkalv, Nástegallu, ligger død på jorden. En mand fra en nærliggende by står bøjet over kalven, han har dens øre i munden og en blodig kniv i hånden. Da manden opdager Elsa, skræmmer han hende til tavshed. Det ville heller ikke nytte noget at anmelde det til politiet. De er ligeglade. De har hundredvis af anmeldelser om mishandlede rener, der rubriceres som ’ulovlig jagt’, ikke ’hadforbrydelser’. Men når man angriber og mishandler de forsvarsløse, tavse rensdyr, angriber man selve livsnerven i den samiske kultur.

Truslerne forandrer Elsas liv, og som en konstant påmindelse om overgrebet bærer hun det afskårne øre på sig. Mens familien og slægten kæmper for retfærdighed, fortsætter forbrydelserne i Grænselandet år efter år, og desperationen breder sig. 

Min anmeldelse:
Fortalt i 3 dele – vinter 2008 / efterårsvinter 2018 / forårsommer 2019 – fortælles en ualmindeligt stærk og bevægende historie med Elsa i hovedrollen som niårig og som 18-19 årig. Det er en aktuel historie om samisk kultur og om de betingelser, som samerne har i det svenske samfund, hvor de oplever, at de og deres kultur hverken accepteres eller respekteres.

Elsas traumatiske oplevelse med drabet på hendes ren, da hun er 9 år, og truslerne mod hende, påvirker i høj grad hendes liv. På samme måde er dagligdagen og livsvilkårene for alle samerne med renhold påvirket af det omgivende svenske samfunds måde at behandle dem på. Også mellem børnene i skolen er der had og mobning, men især de krybskytter, der med stiltiende accept skyder rener for at sælge renkødet, chikanerer samerne. 

Det er en barsk historie, men det er også en poetisk beskrivelse af nogle folks afhængighed af naturen og de vilkår, den giver. Også de kulturelle traditioner og livet i familierne, der står centralt i bogen, men det er konflikterne, som er i centrum. 

Det kunne måske lyde som et rent kampskrift til forsvar for samerne og deres vilkår, og der er da også en klar faktuel baggrund for bogen. Men det er en både rigtigt velskrevet, smuk og gribende fortælling om en stærk pige, der som ung kvinde kæmper for sine rettigheder som kvinde og som same. Jeg blev i den grad fanget ind af historien, og jeg håber også, at mange andre danske læsere også blive. Det er nemlig også en bog for danske læsere, selv om den vel i første omgang burde være pligtlæsning i Sverige, men også i Norge og Finland. 

Jeg giver bogen 5 funklende stjerner og masser af nordlys.
(Sidste gang, jeg gav en bog det, var til “Livet i Norden” (2019) – https://blog.drustrup.dk/?p=449)

Ann-Helén Laestadius
Bytte
Alpha Forlag, 2022
440 sider

Bogen er læst på Mofibo

Fra forlagets omtale:
Bogen følger Mikkel Frey Damgaard, fra han køber sin første fiskestang og lidt over et år frem. 

Mikkel kaster sig over fiskeriet med kæmpe entusiasme og glæde. Han fisker med stigende vanvid og stiller hele tiden sig selv nye udfordringer. Først fisker han efter torsk og hornfisk, så gedder for til sidst at blive helt opslugt af ørreder og fluefiskeri. Han øver sig i kast og køber grej for tusindvis af kroner. Hvor end han vender sig, møder han fisk; i havet, i åer, i musikken, i litteraturen, i sine barndomserindringer og i mødet med andre mennesker. Han udvikler ritualer og ser varsler alle steder i jagten på den perfekte fisk eller det perfekte fiskested. Euforien griber om sig, men frustrationen over mislykkede fisketure begynder også at fylde. Hans sind er fyldt op af tanker om kommende fangster så vel som af kommende fiaskoer. Og både de reelle fiaskoer og forestillingen om dem kan sende ham på dybe nedture, hvor han i sine trængsler glemmer at sove og spise. Og selvom hans møder med naturen byder på øjeblikke med ægte lykke, ro og lise for sjælen, er naturen også skueplads for hallucinationer og rædsel og en dyb og ensom angst for, at succesen aldrig skal indfinde sig. 

Langsomt går det op for ham, at besættelsen af fiskeriet og hans håndtering af den, afspejler den tilgang, som han har haft til sit eget liv og forvaltningen af det, og det lykkes ham at træde et skridt tilbage og reflektere over og gentænke denne tilgang.

Min anmeldelse:
En bog om livet. En bog om lystfiskeri. En bog om livet som lystfisker. En bog om fiskeri som terapi.

Og terapi er der brug for. Forfatterens proces med at bearbejde de personlige og familiemæssige følger af sin fars selvmord beskrev han i bogen “Sørgekåben” (2019), og valget af lystfiskeri som middel til at fortsætte bearbejdningen tager han meget seriøst. Han går all-in på en systematisk og nærmest manisk måde. Han undersøger alt om emnet, kontakter og lærer meget fra andre lystfiskere, og læser rigtigt mange bøger om mange sider af lystfiskeri. Den omfattende litteraturliste bagerst i bogen er meget inspirerende og giver mig også lyst til at genlæse nogle af de nævnte klassikere.

Gennem godt et år udforsker forfatteren forskellige fiskemetoder, og undervejs formidles hans erfaringer – specielt fra Møn, men særligt interessant er det at følge hans tanker om livet.

Et citat fra bogen: “Jeg blev i tvivl om, om jeg havde begivet mig ud i et gigantisk selvbedrag i min længsel efter at undslippe de skarpe kanter, som jeg gennem hele mit liv var stødt mod igen og igen. Ideen om at drysse lidt lystfiskertryllestøv ud over min tilværelse havde umiddelbart virket, og måske så godt, at jeg var begyndt at forestille mig, at tilværelsen med en fiskestang i hånden udelukkende var god og smuk. Men i stedet følte jeg mig endnu en gang ensom.”

Med de mange lystfiskeroplevelser og formidling af erfaringerne er det en fordel at være lystfisker eller i det mindste interesseret nok til også at læse de dele af bogen, for de er en helt integreret del af bogens indhold. Vil du springe noget over, som også efter min mening er at opfatte som unødvendig læsning, er det de grundige afsnit med beskrivelser af flere af fiskenes biologi. De afsnit viser bare forfatterens grundige research, men de bidrager ikke til bogens formidling af sit sigte.

Kort sagt en dybt personlig og fascinerende bog til 4 stjerner på min blog.

Mikkel Frey Damgaard
Fiskejournal : en begynders bekendelser
Gads Forlag, 2022
256 sider

Bogen er læst på Mofibo.

Samlet anmeldelse af de 2 sidste bind – bind 7 og 8 – i serien “Venner og fjender”, der udspilles i årene 1939-1945. 

Fra bøgernes bagsider:

Heltenes sommer
Sommeren 1944. Peter og Kassandra er tilbage i Sovjetunionen, og Kassandra færdiggør sin uddannelse som radiooperatør. Den Røde Hær har erobret Pripjat-sumpene, og dermed er den partisanlejr, de kæmpede i, før de tog afsted, ikke længere aktiv.

Peter og Kassandra ankommer til Warszawa, netop som Den Polske Hjemmehær, AK, indleder sit oprør mod den tyske besættelsesmagt. Oprøret bliver udkæmpet at tusinder af unge polakker, men tyskerne slår det ned med uhørt brutalitet.

Rottelinjen
Efteråret 1944. Peter og Kassandra befinder sig i den argentinske ambassadør Flavio Zanettis villa i Köpenick nær Berlin. Han er gift med Augusta, Erich Ehrlichs tvillingesøster, der sidder i kørestol efter et biluheld. Krigen synger på sidste vers, og alle ved, at det blot er et spørgsmål om tid, før Nazityskland er besejret. Mange højtstående tyske officerer frygter for deres skæbne, når krigen er tabt. Eksempelvis Otto Ehrlich, Augusta og Erichs far. Han er chef for SS-Totenkopfverbände, og han har sat to SS-officerer til at opbygge en hemmelig flugtrute til Sydamerika for prominente nazister – en såkaldt rottelinje.

Min anmeldelse:

Jeg har fulgt serien “Venner og fjender” lige fra begyndelsen og har anmeldt dem her:

1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791
5: Sobibór – https://blog.drustrup.dk/?p=929
6: Skoven er vores – https://blog.drustrup.dk/?p=1006

Søren Hammer har selv sagt, at de egentlig ikke havde regnet med mere end 6 bind i serien, men at forlaget på et tidpunkt havde meldt ud, at den blev på 8 bind. Derfor var de nødt til at udvide serien. 

Jeg synes det kan mærkes, for selv om de to bøger begge er spændende og interessant læsning, så synes jeg ikke de har samme intensitet som de forrige. Vel er krigens begivenheder voldsomme og dramatiske, og situationerne, som bogens centrale hovedpersoner befinder sig i og er aktive deltagere i, på alle måder livsfarlige. Alligevel synes jeg, der er flere både gentagelser og spring i handlingen ligesom om det har handlet om at blive hurtigt færdig.

Når det er sagt, har jeg i alle bøgerne lært nyt om sider af krigen, som jeg ikke før har vidst noget om. Det skyldes forfatterens speciale valg af skiftende synsvinkler og deres helt klart omfattende research. Specielt i Rottelinjen blev jeg fanget af den del,af historien, der handlede om, hvordan topnazister planlagde og i flere tilfælde lykkedes at flygte til Argentina.

Selve historien om serien to hovedpersoner, Kassandra og Peter, slutter næsten alt for sødt i forhold til serien iøvrigt. Men det er ikke slut med det, for bagerst i bogen er der et afsnit om, hvad der skete for personerne, efter handlingen sluttede. Det er interessant at læse, og jeg er sikker på, at de to forfattersøskende har hygget sig med at forstille sig personernes liv. Det får serien til at fremstå som mere dokumentarisk, end den må være, men hyggelig læsning oven på 8 binds voldsomheder og umenneskelige krigshandlinger.

Seriens første bøger gav jeg 3 eller 4 stjerner, og da de afsluttende bøger her ikke er seriens stærkeste, burde de egentlig “kun” have 3 stjerner, men da de slutter serien, får de 4 stjerner sammen med serien som helhed. Det fortjener den.

Lotte og Søren Hammer
Heltenes sommer (7) & Rottelinjen (8)
HarperCollins, 2022
314 + 331 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.