Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter Wohlleben: Naturens hemmelige netværk

Alt muligt andet godt Posted on 13 maj, 2020 19:39

Den tyske skovfoged og forfatter Peter Wohlleben er en mand med dyb indsigt i mange af naturens elementer, og han har i flere bøger – også til børn – på fornem vis formidlet sin viden og videnskabelig forskning i flere interessante bøger.

Således også i denne bog, der passer fornemt sammen med det fokus, der i øjeblikket er på naturens elementer og sammenhængene i naturen. Det fokus bør være permanent, og det vil bogen forhåbentlig medvirke til.

Prøv at se årets virtuelle naturmøde – Naturmødet Online – der foregår 15.-17. maj 2020 – her: https://naturmoedet.dk/

Jeg har tidligere anmeldt to af forfatterens bøger, hvor især den første har samme høje fascinationsgrad som denne nye.
“Dyrenes hemmelige liv” – //blog.drustrup.dk/#post103
“Brugsanvisning til skoven” – //blog.drustrup.dk/#post180

Fra bogens bagside:
Vidste du, at træer kan påvirke jordens rotation? Eller at ulve kan ændre, hvordan floder løber? Eller at regnorme kontrollerer vildsvinepopulationen?

Naturen består af et net af komplicerede forbindelser, og langt de fleste af dem lægger vi mennesker ikke mærke til. Men det er disse forbindelser, der holder naturens fine balance ved lige.

Med udgangspunkt i de nyeste videnskabelige opdagelser og sine mange års erfaring som skovfoged viser Peter Wohlleben os, hvordan forskellige dyr, planter, floder, sten og vejrsystemer arbejder sammen, og hvad der er på,spil, hvis disse delikate systemer kommer ud af balance.

Jordens økosystemer er for komplekse til, at vi kan putte dem i kasser omformulere simple regler for årsag og virkning, men “Naturens hemmelige netværk” giver os en chance for at få et betagende indblik i naturens indre systemer og uventede makkerskaber.

Min anmeldelse:
I bogens kapitler beskriver forfatteren på fascinerende måde en fantastisk viden om forskellige emner. Således bliver vi bl.a. klogere på, hvor stor en rolle myrer spiler, og hvor mange der faktisk er. Det samme gælder den forunderlige påvirkning, som f.eks. vandrende laks har på både dyre- og plantelivet langs vandløbene.

Det er ikke en bog, man læser fra ende til anden som en roman, men den kan nydes i småbidder og i en rækkefølge alt efter hvilke emner, der interesserer mest. Det er dog helt sikkert, at alle kapitler nok skal blive læst, for bogen er både fascinerende og inspirerende læsning.

Om du selv er helt i balance efter læsningen er nok usikkert, for bogen rummer viden, eer på mange måder vil overraskelse og måske ryste. Jeg blev flere gange meget overrasket og forundret. Der er dog ikke nogen grund til at drage forfatterens viden i tvivl, for det hele birker overbevisende og er underbygget med en del kildehenvisninger.

På fornem vis forklarer forfatteren om balancen i komplekse økosystemer. Det er store spørgsmål og problemer, der beskrives og besvares, så langt de fleste kan forstå dem. Og det er god formidling. Derfor bliver det til mine 5 maksimale stjerner!

Peter Wohlleben
Naturens hemmelige netværk
People’s Press, 2019
222 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lotte og Søren Hammer: “Vejen til Warszawa” og “Kobberslottet”

Alt muligt andet godt Posted on 30 mar, 2020 22:01

Med disse 2 bøger indleder søskendeparret serien “Venner og fjender”, der foregår i perioden 1939-1945. Og jeg må sige, at de har lagt godt ud. Selv om tidens dramatiske historie er fortalt i litteraturen rigtigt mange gange og fra forskellige vinkler, så er vinklerne i disse to første bøger i serien noget forskellige fra, hvad jeg ellers har læst. Alene det gør det interessant at se, hvor det bærer hen for hovedpersonerne.

Første bog “Vejen til Warszawa” handler om Peter fra de danske mindretal i Nordtyskland, og i næste bog er hovedpersonen den danske pige Kassandra, som har polsk jødisk familie.

Meget kort fortalt fanges Peter ind af den nazistiske bevægelse og gør karriere i SS, mens Kassandra på et familiebesøg i Polen strander i landet hos sin rige familie pga. den russiske/tyske invasion. I de to bøger følger vi hver sin hovedperson og de dramatiske begivenheder, de bliver en del af, og de mødes først i slutningen af begge bøger i en konflikt i ghettoen i Warszawa.

Bøgerne er ikke særligt tykke, letlæste og flydende i fortællingen af hver sin historie, og selv om f.eks. den måde, Peters engagement i Hutlerjugend og senere SS foregår på, ikke virker helt overbevisende på mig, er det alligevel interessant historieformidling. Det samme gælder den unge og slagkraftige Kassandra hvis evner til at begå sig virker rigeligt rosenrøde på mig, men igen er historien godt fortalt.

Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere detaljernes historiske korrekthed, men historien greb mig, og jeg ser frem til fortsættelserne i serien.

Fra bagsiden af “Vejen til Warszawa”:
I bogen følger vi Peter, der er dansker i Nordtyskland. Han optages i Hitlerjugend og bliver medhjælper hos en lille pressegruppe, der arbejder rundt om i Nazi-Tyskland og i de besatte lande.  I Polen fanges han af krigen. Han flygter og stilles for en krigsret, hvor han dog med nød og næppe klarer frisag. Senere bliver Peter optaget på en junkerskole. Han uddannes til SS-officer og udstationeres i Den Jødiske Ghetto i Warszawa.

Fra bagsiden af “Kobberslottet”:
I bogen følger vi den dansk-jødiske Kassandra fra København, der besøger sin stenrige bedstefar i Polen, da Tyskland og Sovjetunionen invaderer landet, og hun ikke kan vende hjem til Danmark. Umiddelbart før den russiske hær når frem, gør arbejderne i bedstefarens kobbermine oprør mod deres usle og fornedrende levevis. Kassandra lever et år under feudale forhold i den russiskbesatte del af Polen, indtil Nazi-Tyskland invaderer Sovjetunionen. Derefter bliver hun af tyskerne sendt til Den Jødiske Ghetto i Warszawa.

Samlet får de to bøger 3-4 stjerner på min skala til ikke-krimier, så jeg tror, jeg vil være flink og sætte 4 stjerner på, da jeg ikke bruger halve stjerner.

Lotte og Søren Hammer
Vejen til Warszawa
HarperCollinsNordic, 2020
315 sider

Lotte og Søren Hammer
Kobberslottet
HarperCollinsNordic, 2020
266 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.

PS: Bind 3 hedder ”Gaden uden navn” og udkommer 3. juni



Anne-Cathrine Riebnitzsky: Med bue og pil

Alt muligt andet godt Posted on 27 jan, 2020 14:22

Fra bogens bagside:
“Med bue og pil” er Anne-Cathrine Riebnitzskys egne jagtoplevelser fra hendes første ture ud med buen i 2013 til i dag. Her er nåde de bevægende, de spændende og de virkelig nervepirrende jagtoplevelser i den danske natur. Historier, der kan læses af jægere og af alle med interesse for natur og naturoplevelser.

Min anmeldelse:
Jeg kunne godt lide andet fra forfatterens hånd og ånd. Så da jeg opdagede, at hun var jæger og havde skrevet en bog om oplevelser på jagt med bue, blev jeg interesseret. Derfor var jeg også på pletten, da forfatteren på Bogmessen 2019 blev interviewet om bogen på forlagets stand.

Det var en rigtig god oplevelse at høre hendes levende og engagerede fortælling om bogen, og det gjorde mig endnu mere interesseret i og spændt på at læse bogen. (Billedet herunder).

Jeg blev på ingen måde skuffet, da jeg læste bogen. Det er en klassisk bog med velfortalte jagthistorier, og det er både hyggelige og lærerige historier fortalt lige så levende, som jeg oplevede Anne-Cathrine Riebnitzsky på Bogmessen. Hun fortæller kronologisk om sine oplevelser og erfaringer i naturen – selvfølgelig mest om hendes jagter med bue og pil, men også om andre naturoplevelser. Kronologien i bogen betyder, at vi som læsere følger hendes udvikling frem mod hendes status som en mere erfaren buejæger, og alene det er interessant. Dertil kommer hendes refleksioner om naturen og om at være jæger. Begge dele er rigtig god læsning for både jægere og ikke-jægere.

Ud over at emnet er jagt med bue og pil, adskiller bogen sig også fra langt de fleste bøger med jagthistorier ved, at den er skrevet af en kvinde. Det bringer bedre balance i tingene. Jeg kunne også nemt læse, at det var en øvet og meget velskrivende forfatter bag bogen. Sådan er det ikke altid i bøger med jagthistorier, men her går både form og indhold op i en højere enhed. Bogen er en lang række flotte beskrivelser af oplevelser og sansninger.

Som jæger har jeg også overvejet at forsøge mig med buejagt, men det er kun blevet ved overvejelserne. Bogen har dog aktualiseret mit ønske, så nu må vi se. Det er også ganske godt gået af bogen.

Den får 4 sikre stjerner af mig.

Anne-Cathrine Riebnitzsky
Med bue og pil
Lindhardt og Ringhof, 2019
279 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Frank Jensen: Min far var spion

Alt muligt andet godt Posted on 08 jan, 2020 14:35

Fra forlagets omtale:
Tidligere Operativ Chef for PET Frank Jensen finder efter sin fars død et hemmeligt rum, da han rydder op i hans arbejdsværelse. Her ligger stærkt fortrolige dokumenter, der beskriver faderens liv som hemmelig agent under 2. Verdenskrig og efterfølgende under Den Kolde Krig. Et arbejde der har været så hemmeligt, at kun topledelsen i den danske efterretningstjeneste kendte til det.

Frank Jensen er vokset op i et hjem, hvor han først som voksen opdager, at de navne, han kendte familiens vennekreds under, i virkeligheden var dæknavne, fordi de var hemmelige agenter. Frank Jensen har brugt årevis til at grave historien om sin far frem ved at bruge sin unikke erfaring og sine kontakter fra tiden som chef i efterretningstjenesten. Det lykkes ham at løfte sløret for et stykke ufortalt danmarkshistorie ved at dele sin familiekrønike.

Min anmeldelse:
Med sin dobbelte faglige baggrund – dels forfatter til flere gode spændingsromaner og dels som efterretningschef – er det lykkes Frank Jensen at skrive et stærkt personlig historie med stor relevans og interesse for alle politisk og historisk interesserede.

Samtidig med at han afdækker sin egen fars forunderlige historie, afslører han hidtil ikke afslørede hemmeligheder af national interesse og bekymring.

Begge dele af historien er meget interessant læsning, og selv om det for mig var tydeligt, at afdækningen af faderens fortid har betydet mest for forfatteren, så fandt jeg sidste del af historien mest interessant. Bogen er som helhed vigtig læsning, så snyd ikke dig selv for den, hvis du er historisk og politisk interesseret.

Bogen får 4 stjerner.

Frank Jensen
Min far var spion
People’s Press, 2019
297 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Are Kalvø: Hyttebog fra helvede

Alt muligt andet godt Posted on 29 dec, 2019 21:32

En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen

Fra bogens bagside:
Are Kalvø har gennem årene mistet sine venner til hytter og vandrestier i det norske fjeld. Han aner ikke, hvad det går ud på, men problemet har nået et uoverskueligt omfang.
Gode venner, som før tog med på bar, er begyndt pludselig at tage i fjeldet, dele billeder af skisporet i fuld alvor ytre ting som: “Det er i mødet med naturen, man forstår, hvor lille man er.”

Kalvø rejser op på fjeldet for at få sine venner og sit gamle liv tilbage. Hvorfor er de fleste naturelskere så mærkelige? Hvad i al verden er det egentlig, som foregår ude i naturen og inde i hytterne?

Min anmeldelse:
I to forsøg beskrevet i hvert sit kapitel forsøger forfatteren at finde svaret på spørgsmålet, om det er ham, der er noget galt med, når han ikke har været på en eneste tur i skoven eller fjeldet i 30 år. Det har 80 % alle nordmænd nemlig været bare inden for de sidste tolv måneder.

Han er vokset op på landet og har som barn også været på fem hytteture og har haft ski på en enkelt gang i sin skoletid. Men siden har storbyen været hans biotop.

Nu sætter han sig for at udforske den ene af de tre ting i livet, han virkelig ikke forstår folks afhængighed af. (De to andre er religion og narkotika).

Efter på meget velskrevet, morsom og skarpt beskrevet vis at have overvejet hvorfor og hvordan, køber han udstyr. Det er en fantastisk beskrivelse, der er en bidsk og selvironisk gennemgang af mekanismerne bag indkøb af udstyr til friluftsliv – og en hvilken som helst anden hobby eller udfoldelse.

Så tager han på to ture i den norske natur.

Første tur varer 7 dage og går til Jotunheimen med afgang fra Oslo Centrum og med tur op over Besseggen samt bestigning af Norges højeste tinde, Galdhøpiggen. Det sker i et decideret møgvejr og overnatninger i forskellige typer hytter.

Anden tur foregår nogle måneder senere med målet at finde mennesker på Hardangervidda. Det er en 6-dages skitur i påsken, og igen er der afgang fra Oslo og nogle underholdende hytteovernatninger undervejs.

Begge forsøgene har klart beskrevne mål for, hvad forfatteren vil opnå på turen, der er minutiøst planlagt. Men selvfølgelig går ikke alt som planlagt!

Med på turene er forfatterens kone/kæreste/samlever, der konsekvent benævnes “Den Dokumentationsansvarlige”, fordi hendes opgave er at notere alt om oplevelser og erfaringer undervejs. På skituren har de et par mere med, hvor den kvindelige part her kaldes DUA (Dårligt- Udstyrs-Ansvarlig), mens den mandlige er Den Bekymringsansvarlige.

Det er Kalvø, der er den ansvarlige for bogens skarpe og morsomme tekst. Jeg kendte ikke forfatteren før, men ifølge bogens forreste flap er han forfatter, satiriker og komiker med mange værker inden for et bredt spekter af genrer. Det tror jeg absolut på, for bogen emmer af satire, selvironi, humor. Det gør bogen til en rigtig god læseoplevelse – uanset om man har været på den ene eller anden slags ferietur i Norge eller ej. Bogen giver et godt indblik i den norske befolknings natur og dens forhold til naturen på velskrevet litterær og filosofisk vis. Lidt på samme måde, som Anne Holt på en helt anden måde giver et i indblik i det norske folks forhold til skisport og håndbold i sin “En grav til to”, samtidig med, at det er en god krimi. (https://blog.drustrup.dk/?p=42)

Jeg kom også til at tænke på en anden bog af en norsk forfatter, nemlig Roger Pihl “Danmarks bjerge – fra det laveste til det højeste”. Denne finurlige og sjove bog beskriver 117 af Danmarks bjerge fra det 3 meter høje Harehøj på Saltholm til Danmarks højeste punkt Møllehøj på 170,86 meter med historiske oplysninger, fakta og lokale anekdoter. Det er en anden underholdende bog fyldt med norsk humor på højt plan – om danskeres forhold til naturen.

Jeg giver meget gerne og helt naturligt bogen mine maksimale 5 stjerner.

(Samtidig indrømmer jeg, at den norske natur og kultur har lokket mig til landet mange gange, og jeg indrømmer også, at jeg (for en del år siden) selv klatrede over Besseggen. Det gør bare, at jeg endnu bedre forstår Kalvøs beretning fra den del af hans tur.)

Are Kalvø
Hyttebog fra helvede : En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen
People’s Press, 2019
296 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm: Hertil – og ikke længere

Alt muligt andet godt Posted on 23 dec, 2019 00:05

Hvor går grænsen for satire?
Tag på en rejse gennem satirens mystiske og farefulde landskab med din veninde, grevinde, gudinde og heltinde, seniorkorrespondent på Den Korte Radioavis på Radio24syv og prisvindende satiriker Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Hun leder efter svaret, så du aldrig mere skal være i tvivl om, hvor satiregrænsen går.

(Sådan introduceres bogen i bagsideteksten.)

Min anmeldelse:
Jeg har adskillige gange oplevet Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (KBSKH) opsøge samt overskride grænserne for satire. Det samme gælder hendes grænseoverskridende måder at behandle lyttere, interviewofre og kollegaerne i Radio24syv. Udsendelserne var bestemt ikke alle lige sjove, men som direkte og sandsynligvis improviserede udsendelser måtte der selvfølgelig slås nogle skævere af og til, men kedeligt var det aldrig.

Det må sige at være sent på skrift at skitsere grænserne, når nu radiostationen desværre er lukket. På den anden side, så har KBSKH opsøgt grænserne og kender dem godt, for at hun med sikker hånd har kunnet overskride dem.

Gennemgangen i bogen af forskellige former for satire er med samme tempo og stemmeføring som i radioudsendelserne samt lige så hvast skarptunget formuleret, som alle lyttere kender.

At læse bogen er som at genhøre KBSKH, og det er ret underholdende. Der er med de læsebriller på, jeg synes, bogen har sin primære rolle. Som satireteori og analyseværktøj står den for mig knapt så stærkt, men gu’ ve’ om ikke også bogen er skrevet for at underholde?!

Få bl.a. svar på det på denne årstid så relevante spørgsmål, om man stadig må gøre grin med mænd, der kan lide risengrød.

Jeg giver bogen 4 stjerner for dens underholdningsværdi.

Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm
Hertil – og ikke længere
People’s Press, 2019
91 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »