Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Allan Olsen: Laksetrappen

Alt muligt andet godt Posted on 07 maj, 2019 23:35


Fra bogens bagside:
Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet
kredsede omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind på Allan
Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken. Fra de krasse læreår som værtshussanger
til gennembrud, succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske
rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet.

En laksetrappe hjælper
stædige små fisk med at forcere vandfald og forhindringer på deres målrettede
vandring op mod strømmen.

Allan Olsen har altid
været en både stædig og målrettet fisk i den hjemlige andedam. Denne bog er
blandt meget andet en cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,
der agerede Olsens laksetrappe.

Min anmeldelse:
Flere koncerter med Allan Olsen (eller Al’n som han hedder
i Fresse (Frederikshavn), min lytning til hans musik og min læsning af første
bind af hans erindringer gør, at jeg er nogenlunde inde i hans univers.
Alligevel er læsningen af denne fortsatte selvbiografi en overraskende stor
nydelse.

Til biografilæsere: forvent ikke en standard biografi med
kronologi, noteapparat og den for musikerbiografier standardiserede liste over
udgivelser. Forvent noget helt andet og noget mere.

Det er en meget personlig beretning om modgang og succes på
både det private område og musikalsk. Stort set kronologisk fortæller Allan
Olsen om flere sider af sine oplevelser fra han flyttede til Frederikshavn og
frem til og med udgivelsen i 2013 af cd’en “Jøwt”, der i første
omgang kun blev sat til salg i pladebutikker (der var kun 1) og hos købmænd
nord for Limfjorden.

Det er historien om samarbejdet med en lang række musikere
med de andre “Daltonbrødre” som gennemgående figurer.

Det er historien om udviklingen fra at spille på små værtshuse
til de store scener og igen på mindre steder.

Det er historien om at flytte fra barndommens og ungdommens
by og om at skabe sig nye rødder andre steder for senest at bosætte sig i en
lejlighed i Århus.

Det er historien om et omskifteligt privatliv.

Alle historierne er vævet sammen til et sammenhængende og
godt billede af personen og musikeren – set gennem Allan Olsens egne øjne.

Teksten er poetisk, direkte, smuk, gribende, velformuleret
og fyldt med den humor og de skæve vinkler, som også kan opleves i hans
sangtekster og fortællingerne fra scenen. Det er en fornøjelse at læse bogen
alene for sprogets skyld, men det gør bestemt ikke noget, at historien også er
god.

Jeg forstår godt, at Allan Olsen kasserede de første
skitser til den første biografi. Det gjorde han, fordi han slet ikke kunne
genkende sig selv i den tone og stil, teksten havde. Derfor skrev han bogen
helt selv, og det er heldigvis også tilfældet med dette bind 2. Bogens tone er
100 % Allan Olsens unikke.

Al’n har i et interview sagt, at han da arbejder på en
fortsættelse, men at han ikke helt klar over, hvor mange sider bogen bliver på….
Det må for mig meget gerne blive en tyk bog!

Det var en ren 5-stjernet oplevelse at læse bogen!

Allan Olsen
Laksetrappen
Politikens Forlag, 2019
368 sider

PS: På forlagets hjemmeside kan man finde andre anmeldelser, men mere interessant er det, at der også ligger links til nogle små film, hvor Allan Olsen fortæller om bogen og sit arbejde med den. Se HER

PPS: Billedet af Allan Olsen på scenen med sin hund, Muddi,
har jeg taget på Bålhøj Festival 2014 – www.fowli.dk – i min hjemby, Øster
Brønderslev. Det var derfor ekstra sjovt at læse dette korte afsnit om Muddi i bogen:

“Jeg
snakker kun vendelbomål til Muddi, for han kom fra et husmandssted uden for Øster Brønderslev, anden eller tredje vej til
højre efter kirken, og vi har altid snakket sådan til hundene i vores familie.
Vi har svaret på vores egne spørgsmål til dem, lange, indforståede dialoger på dialekt.
Det er jo tåbeligt, men har lov til det. Han kostede under en tusse sort, men
det var Misja og ungerne, der hentede ham i sin tid.”

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
fra forlaget – og tak for den!



Chloe Benjamin: De udødelige

Alt muligt andet godt Posted on 26 mar, 2019 21:51

Fra bogens bagside:
En synsk kvinde flytter ind på øverste etage i elbygning på
Hester Street i New Yorks Lower East Side. Man siger om hende, at hun kan
forudsige alle menneskers dødsdag. Og netop det år – sommeren 1969 – virker
det, som om der sker spændende ting for alle andre end de fire søskende, Simon,
Klara, Daniel og Varya Gold. Folk flipper ud på Woodstock, og alle har set Midnight Cowboy.

For at opleve bare en smule spænding sniger de sig en dag
til at møde den synske kvinde, og hun giver hver af dem en profeti, der kommer
til at trække dybe spor gennem deres liv, og den måde de vælger at leve det på.

Min anmeldelse:
Samtidig med at bogen er den familiesaga, den beskrives som
på forsiden, er det et tidsbillede af perioden 1969-2010, som den dækker.
Bagved ligger desuden begreber som skæbne, familie, tro og om at leve livet
samt endnu mere.

Historiens bærende personer er de 4 jødiske søskende, der
som 7-11-årlige får deres dødsdato at vide af den mystiske kvinde. Bogen fortæller
i 4 kronologisk opbyggede hovedafsnit, hvor vi som læsere i hvert følger en af
de 4 søskende. På de måde får vi både et samlet familiebillede og et stærk
beskrivelse af de fire meget forskellige søskende og deres relationer indbyrdes
og til resten af familien. Det gøres meget velskrevet og med stor livsklogskab,
og det giver indsigtsfulde og gribende vinkler på en intens og bevægende
historie.

Lev livet og læs bogen! Den får 5 klare stjerner af mig:

Chloe Benjamin
De udødelige
Politikens Forlag, 2019
340 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Tom Rachman: Den italienske mester

Alt muligt andet godt Posted on 18 mar, 2019 12:46

Fra bogens bagside:
Rom 1955. En rig amerikansk kunsthandler har
samlet amerikanske kunstnere og kunstinteresserede til fest i sin overdådige
romerske villa. Til stede er også den verdensberømte kunstmaler Bear Bavinsky.
Han er en bjørn af en mand, storskrydende og charmerende og kendt for sine
vilde, farverige og stærkt sensuelle malerier.

Mens han underholder selskabet med historier
om rivalerne Picasso og Pollock, står en kvinde og betragter ham på afstand. Det
er Natalie, hans kone. En dybt begavet, men fuldstændig overset kunstner. Hun
knuger sin femårige søns hånd.

Sønnen hedder Charles, han liver kaldt Pinch,
og romanen handler om ham. Han lever hele sit liv i skyggen af sin dominerende
far, indtil han en dag kommer på en dristig og vanvittig plan, der vil forandre
kunsthistorien for altid.


Min anmeldelse:
Det var med store forventninger, jeg begyndte
læsningen af denne bog. Jeg havde nemlig virkelig haft stor fornøjelse og
nydelse med læsningen af Tom Rahmans to andre bøger på dansk:

“De ufuldkomne” (2011) om bl.a. de
økonomiske problemer på en engelsksproget avis, der udgives i Rom samt især den
fascinerende “Storhed og fald” (2014), hvor en ung kvinde i 2011
rejser rundt i verden på jagt efter sin identitet gennem en intens søgen efter
sandheden om sin baggrund og opvækst siden 1988. Både på grund af stilen og
selve historien var det en gribende og interessant læseoplevelse.

Rachmans evne til at finde på originale
historier og til at skrive smukt og gribende viser sig også klart i denne
roman, der har flere parallelle emner: En søns livslange opgør med en
dominerende far i en hård kamp for at skabe sit eget liv samtidig med en
beskrivelse af en ubarmhjertig og økonomisk styret kunstverden fyldt med falskhed, kammerateri
samt selvpromoverende og/eller medieskabte helte.

Fra den femårige Charles/Pinch og hans mors
liv med Bear i 1955 får vi en kronologisk beskrivelse af begivenheder og
situationen for de centrale personer med Pinch som udgangspunkt. Det sker med kapitler
fra Rom, Toronto, London, USA og Sydfrankrig i 1965, 1971,1975, 1976, 1981,
1985, 1990, 1996, 1998, 2002, 2007, 2011 og 2018.

Det bliver en fascinerende fortalt historie
om et langt livs kamp for at finde sine egne ben og sin identitet. Såvel mulighederne
for at Pinch kunne udvikle sin egen kreative side og at hans mor, Natalie,
kunne blive anerkendt som den fremragende keramiker, ser ret umulige ud. Pinch
arbejder især som sproglærer, mens moderen, der bliver forladt af/skilt fra
Bear klarer sig på bedste beskub – begge jævnligt økonomisk støttet af Bear.

Pinch har svært ved at etablere faste
forhold, og får aldrig etableret sin egen familie. Det fylder eget i hans liv
og selvfølgelig også noget i bogen. Samtidig har Bear undervejs lagt sig 17 børn
til med en del kvinder, og det skaber problemer, da Bear dør på dramatisk
vis,

Pinch er indsat som enearving af bl.a. en del
aldrig udstillede malerier, men de 16 andre børn vil alle også gerne arve. De
problemer skal Pinch også slås med, samtidig med, at hans helbred bliver
dårligere.

Hvordan det hele ender på både retfærdig og
finurlig vis, må I selv læse. Det vil give alle læsere af velskrevne og gode
historier med både tyngde og lethed en rigtig god oplevelse. Husk at give dig
god tid til at læse historien om den italienske mester.

Bogen får 5 sikre stjerner.

Tom Rachman
Den italienske mester
Politikens Forlag, 2019
352 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra
forlaget



Kelsey Miller: Venner – I’ll Be There For You – Den om Friends

Alt muligt andet godt Posted on 10 feb, 2019 22:57

Jeg giver denne
gang med stor fornøjelse ordet til endnu en gæsteanmelder, min niece Ida Boisen,
der selv præsenterer sig som Friends-fan.

Hun er nøje
udvalgt som anmelder, for jeg kender ingen anden, der ved så meget om TV-serien
Friends – viden samlet op ved utallige timers selskab med serien hjemme, hos (andre)
Venner og i vores families sommerhus, hvor jeg af og til har været med på en kigger.

Fra forlagets omtale:
Friends forever! De var seks venner, der blev en familie. Det var en tv-serie,
der blev et fænomen. Hvad var det, der gjorde, at en sitcom om seks unge i New
York kunne få millioner af kvinder til at få samme frisure – og inderne til at
drikke kaffe?

Det startede
i 1994 med en serie, der formåede at tale til generation X – og holde dem i
tale i et helt årti. En serie, der stadig lever, og i dag er en vaskeægte
klassiker, der bliver ved med at appellere til nye generationer af seere.

I “Venner – I’ll be
there for you” er Kelsey Miller gået tilbage i arkiverne, og forklarer,
hvorfor serien fik sin enorme popularitet, og hvorfor vi stadig griner af den i
dag. Bogen er med sine mange sjove anekdoter, spændende stjerneinterviews og
interessante kommentarer et must for alle fans af serien.

I’ll be
there
den
ultimative bog om Venner – til fans af
serien i alle aldre og generationer, før og nu.

________________

Ida Boisens anmeldelse:
På samme måde
som andre kan huske, hvor de befandt sig, da Danmark vandt VM i fodbold i ’92,
eller da Trump blev valgt som præsident i USA, kan jeg huske, hvor jeg befandt
mig, første gang jeg så Friends. Jeg var hjemme hos en veninde, og hun havde
netop fået de første seks afsnit på et VHS-bånd optaget fra TV. Det var i 2005,
og siden den dag har Vennerne altid været der for mig.

I ”Venner –
I’ll be there for you” skildrer journalist og forfatter Kelsey Miller historien
om Friends fra seriens tilblivelse, og til den sidste episode sendes i 2004. Skildringen
krydres undervejs med Millers egne analyser af, hvorfor serien blev så stort et
hit, og hvordan den har haft indflydelse på alt lige fra hårmode og kaffevaner til
amerikanske seeres følelsesmæssige bearbejdning af 9/11.

Fordi det omtrent
er 15 år siden, det sidste afsnit af Friends rullede over tv-skærmene, kan man
på forhånd komme til at mistænke en bog som Millers for blot at være en
gentagelse af tidligere fan-bøgers småtrivielle og sladderbladslignende
beretning om de seks venner – for hvad nyt skulle der være at berette om? Miller
undgår dog på fin vis at bekræfte denne fordom, idet hun i sin skildring af Friends’
udvikling og betydning konsekvent inddrager seriens daværende kontekst og seriens
tidmæssige placering i amerikansk tv-historie.

Fordi serien
netop har 15-25 år på bagen, bliver det muligt for Miller at observere serien på
afstand og i sin helhed – og det kommer der interessante passager ud af. Hele
sæsoner, afsnit, scener og tilmed jokes får således en ny og dybere mening, når
de forstås i forhold til dén konkrete tid de blev produceret i.

Samtidig
rykker Millers skildring af serien sig endnu længere væk fra sladderbladslignende
tendenser, idet hun i løbet af skildringen på undersøgende vis beskriver de
utallige kritikpunkter, serien har fået i sin eftertid – herunder den
opsigtsvækkende mangel på farvede karakterer, et utal af homofobiske jokes og
gentagende eksempler på ”fat-shaming” såvel som ”slut-shaming”. Idet Miller
vælger at inkludere disse mere kritiske afsnit i bogen, opstår der et tiltrængt
brud med det ellers så hyggelige Friends univers, og man bliver som læser og
fan udfordret til selv at reflektere over de forskellige kritikpunkter. På den
måde hæver bogen sig fra ”blot” at være underholdende til også at være
tankevækkende læsning.

Jeg giver
bogen 4 ud af 5 store Central Perk kaffekopper.

Ida Boisen, Friends-fan

Kelsey Miller
Venner – I’ll Be There For You – Den om
Friends
HarperCollins
Nordic, 2018
352 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
fra forlaget.



Carolina Setterwall: Lad os håbe det bedste

Alt muligt andet godt Posted on 28 jan, 2019 11:29

Fra bogens bagside:
“Den sidste gang, jeg siger godnat til
dig, ved jeg ikke, at det er sidste gang, jeg gør det. Hvis jeg havde vidst
det, havde jeg nok lagt mere energi i afskeden. I stedet siger jeg, at jeg tror,
jeg vil gå ind og lægge mig. Du protesterer ikke. Stadig med blikket rettet mod
computeren lader du mig gå, og jeg går, for allersidste gang går jeg fra dig.
Jeg tror, at vi ses i morgen tidlig. Det gør vi ikke. Vi ses aldrig mere.”

“Lad os håbe på det bedste” er en lysende
historie om kærlighed – fortalt fra den skelsættende morgen, da Carolina finder
sin kæreste død i sengen. Med ét slag er deres småfrustrerede hverdag som par
og og ung familie forbi, og alting står i et andet lys.

Bogen er en uforfærdet ransagelse af døden og ikke mindst
af livet. En intens og klarsynet skildring af to mennesker, et parforhold og en
familie, fra det første mødes boblende forelskelse til den sidste afskeds
frysende sorg. Et liv, der trods ihærdig planlægning bestemmer sig for at blive
noget helt andet.

Min anmeldelse:
Det var en hård og stærk bog at læse – samt smukt skrevet,
gribende og givende.

Første halvdel af bogen følger to skiftende kronologiske
spor frem til december 2014 med den første jul efter Carolinas kærestes død.
Sporene er dels tiden fra april 2009, da Carolina og han mødtes, og tiden fra
oktober 2014 da han dør. Den sidste del af bogen beskriver tiden fra januar
2015 og frem til oktober 2016 med begivenhederne og Carolinas tankerne som ung
enke og enlig mor til lille Ivan.

Teksten er skrevet som henvendt direkte til kæresten både før
og efter hans død, og det gør bogen til et endnu stærkere dokument om kærlighed,
sorg, overlevelse, familieskab, venskaber og fremtidsbekymringer m.m.

Min læsehastighed blev helt naturligt holdt nede, fordi
bogens tone er så intens, og fordi dens stil er så knugende ærlig, at den både
er en litterær nydelse og meget tankevækkende at læse.

Bogen virkede stærkt på mig, fordi den opleves gennemført ægte
og dybt personlig fra forfatterens side, og det må have været en umådelig stor
kraftanstrengelse at give sin personlige sorg et så stærkt litterært udtryk, og
i en form der helt sikkert på flere måder vil være af stor værdi for andre.

Jeg har egentlig lyst til at skrive mere om bogen, men
lader være, dels fordi jeg mener, at jeg har givet et tilstrækkeligt godt
indtryk af bogen, men især fordi bogen står så stærkt i sig selv. Læs den!

Havde jeg flere end min skalas 5 stjerner at dele ud af,
ville jeg gøre det!

Carolina Setterwall
Lad os håbe det bedste
Hr. Ferdinand, 2019
358 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget



Michael Sand: Europa rundt – med jagtriffel og kamera

Alt muligt andet godt Posted on 27 jan, 2019 11:57


Fra bogens bagside:
“Europa rundt – med jagtriffel og kamera” er en inspirerende samling jagtoplevelser. Alle rigt illustreret og ledsaget af faktuelle oplysninger om jagten og de vildtarter, der jages.

I bogen har Michael Sand samlet nogle af sine bedste udgivelser, som har det fællestræk, at der er vidt forskellige og alle er oplevet i Europa.

I bogen kan der kun læses én artikel om jagt på kronhjort og tilsvarende én om jagt på vildsvin etc. Denne prioritering har givet plads til at beskrive jagten på langt flere vildtarter. Det er en bog for alle jægere, da bæredygtig jagt på stort set hele kontinentet er mere velorganiseret og nærværende end nogensinde tidligere.

Min anmeldelse:
Nordjyske Michael Sand er naturfotograf og står bl.a. bag hjemmesiden netnatur.dk, og han har på eget forlag i snart mange år udgivet en ny årlig bog i en serie fremragende jagt- og naturbøger. Dertil kommer den uforlignelige og fantastiske “Forsvaret og naturen”, som er en af de absolut smukkeste naturbøger og fotoværker nogensinde.

Jeg har anmeldt en del af dem som lektør og har også kort blogget om den forrige bog “Verden rundt som jæger, lystfisker og far” – //blog.drustrup.dk/#post121

I denne seneste bog er fokus på natur og jagt i Europa, og hertil har Michael Sand sammensat en flot buket af artikler fra sine tidligere udgivelser. Med artikler om jagten på i alt 15 forskellige vildtarter i 9 europæiske lande er der noget for alle jægere uanset foretrukken jagtform.

Historierne er oplevet af Michael Sand, og de fortælles i en direkte og engageret journalistisk stil, der giver en rigtig god læseoplevelse og lige så megen udlængsel. Bogen er således fremragende formidling i billeder og ord af jagt- og naturoplevelser. Det er en bog, der kan nydes bredt også af ikke-jægere, for alle jagt- og naturinteresserede samt naturfotografer vil finde fornøjelse og inspiration i bogens historier og fotos. For især billedsiden hæver de enkelte artikler og helheden op på et niveau over artikler i jagttidsskrifter og øvrige udgivelser i bogform af jagtberetninger.

En sikker 4-stjernet oplevelse.

Michael Sand
Europa rundt – med jagtriffel og
kamera
Forlaget Michael Sand i samarbejde med
Netnatur, 2018
253 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



« ForrigeNæste »