Serien om den romerske opdager Marcus Didius Falco fangede mig meget, da de oprindeligt udkom på dansk – især fordi de var rigtigt interessante rent historisk, samtidig med at de fortalte nogle spændende historier med en humoristisk og underholdende undertone.
Der er 20 bind i serien udgivet på engelsk i perioden 1989-2010, men desværre er kun disse 8 af dem oversat til dansk og udgivet på forlaget Klim 1997-2005, og jeg har læst dem alle:
Sølvgrisene ; Bronzeskygger ; Venus i kobber ; Krigsgudens jernnæve ; Poseidons guld ; Sidste akt i Palmyra ; Tyv over tyv ; Tusmørke over Corduba.
I 2023 genudgav Gutkind de første 3 bind i serien, og jeg har genlæst det første bind for at finde ud af, om bøgerne stadig er værd at læse. Den vurdering kommer jeg med í min nedenstående anmeldelse.
På forfatterens officielle hjemmeside – https://lindseydavis.co.uk – kan man læse mere om bøgernes univers. Titlens sølvgrise er betegnelse for sølvbarrer.
Forlagets beskrivelse: Rom, 71 e.Kr.: Ingen kender byen bedre end Marcus Didius Falco. Ekslegionæren regnes for den bedste efterforsker, og alligevel mangler han altid penge.
En dag spiller skæbnens gudinde ham et lovende job i armene i form af den unge, smukke Sosia Camillina, som er på flugt fra sine kidnappere. Snart bliver Falco viklet ind i et drabeligt plot, der involverer stjålne sølvbarrer og sender ham til sølvminerne i de britiske provinser.
Der, i udkanten af imperiet, afslører han en sammensværgelse, hvis net strækker sig helt ind i magtens hjerte – og som vil kunne kaste imperiet ned i afgrunden.
Min anmeldelse: Da jeg først lige havde læst mig ind i stilen og vænnet mig til de latinske navne blev jeg ført tilbage til romerrigets hovedstad og livet der dengang, og jeg har igen nydt rejsen tilbage. Historien om den uheldige helt, opdageren Falco, bragte mig helt ind i både det politiske liv på flere niveauer, de standsmæssige konflikter og dagliglivet. Jeg har været i Rom et par gange, og det er fascinerende at læse en så levende beskrivelse af livet på steder, hvoraf mange i dag kun er ruiner.
Når jeg læser krimier, har det altid været en ekstra bonus, når jeg samtidig lærer noget nyt om f.eks. miljøer og steder, og det gør jeg i denne serie, hvor jeg både får ny viden om romertiden, hvilket passer flot til min historiske interesse. Jeg får sat nogle andre billeder på min opfattelse af dagligdagen og stemningen dengang. Lyder det tørt, så skal jeg straks afvise det!
Bogen – ja, alle bøgerne – er nemlig befolket med nogle herlige typer, hvor især Falco og Sosia er en fornøjelse at følge og gennem dem og deres aktiviteter at få et indblik i deres forskellige baggrunde.
Denne første bog foregår primært i Rom, men de følgende 7 bøger, der er oversat, bringer makkerparret rundt i andre dele af det store Romerrige. Hvad der sker i seriens resterende 12 bind, ved jeg ikke, og format finde ud af det må jeg nok, som en af mine gamle lånere på biblioteket gjorde, bestille dem hjem på engelsk. Dels udgav Klim jo kun de 8 bind, og Gutkind, der har genudgivet de første 3 af dem, har på nuværende tidspunkt desværre ikke planer om at udgive flere bøger i serien. Desværre.
Vil du som krimilæser væk fra både bestialske massemordere, traumatiserede efterforskere og tvivlsom skærgårdsidyl, og vil du både ned i tempo, tilbage i tiden og samtidig få opfrisket din historiske viden om en spændende periode, så giv dig hen til Falcos meriter i det gamle Rom!
8 sikre point på skydeskiven til krimier og 4 stjerner for romanens historieformidling.
Lindsey Davis Sølvgrisene Gutkind, 2023 350 sider
Bogen er læst på Mofibo.
Herunder er et billede af en romersk sølvdenar , jeg har fundet med metaldetektor. Den er ganske vist yngre end den periode, bogen foregår i, men jeg synes den skulle med. Mønten er udstedt under kejser Hadrian Augustus år 125-128.
Fra bogens bagside: Charmerende og humoristisk roman om 35-årige Franks livtag med tilværelsen … og kærligheden.
Frank har aldrig fået sig en uddannelse efter gymnasiet. I stedet har han i en brandert købt en gammel lastbil og slået sig ned som havemand. Nu er han 35 år og vil videre i sit liv, men det har han truet med i årevis, påpeger vennen Bjørn, der er mekaniker og bor i den samme hensygnende by i Midtjylland.
Hverken Bjørn eller Frank har en kæreste – ikke som Frank ser det, i hvert fald. Men Emmi, der jævnligt tager ham med hjem fra kroen, mener noget andet, og det samme gør Liz, hendes skræmmende mor. Frank har bare ikke den store lyst til at binde sig til Emmi og hendes to børn. Så hellere til biologen Sara, der vender tilbage til byen som projektleder på den nationalpark, Naturstyrelsen vil anlægge i området.
Den lille by kommer på landkortet, da nogle ulve bliver spottet på egnen, og endnu større opmærksomhed vækker det, da én af dem bliver skudt og smidt i en indkørsel. Nogen bryder sig tydeligvis hverken om ulve eller om at få en nationalpark til nabo.
Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt er en forførende feel goodroman for både mænd og kvinder om at forfølge sin længsel, også selvom den viser sig at pege i en anden retning, end man først lige havde forestillet sig.
Min anmeldelse: Bagsidetekstens første udsagn er fuldstændigt korrekte! Bogen er både charmerende og humoristisk, og det har været en rigtig god oplevelse at læse om Franks liv og tanker. Frank, der er 35 år og ugift, bor i en lille og helt almindelig by i Midtjylland. Han er ved at overveje retningen for sit liv, men det forstyrres af den unge kvinde, der vender hjem til byen for at arbejde med oprettelse af en nationalpark. Så sker der meget – i hvert fald relativt meget for den lille by og dens beboere, og der er ikke enighed om holdningen til ulve.
Det er et univers, jeg har mødt – i hvert fald noget lignende – flere gange ude i virkeligheden, men aldrig beskrevet så indgående, solidarisk og med en varmhjertet humor. Og herligt at læse en roman, der ikke foregår i storbyen.
Miljøet, personerne og de mellemmenneskelige er beskrevet så præcist, at jeg som læser virkelig følte med personerne – med Frank i centrum. Hans måde at gebærde sig gennem livet og hverdagen samt hans relationer med venner, kvinder, børn, jævnaldrende, gamle mennesker, ja hele landsbyens befolkning er beskrevet så ægte og dybfølt, at alle læsere af velskrevne samtidsromaner vil blive fanget ind af bogen.
Det er en stærk og alligevel stille bog, som er realistisk og med troværdige personer, og samtidig morsom på en god måde, hvor ingen hænges ud eller gøres til grin.
Den får mine maksimale 5 stjerner og mine anbefalinger til en bred kreds af læsere.
Claus Schjødt Hvor mænd er mænd og ulve bliver skudt Politikens Forlag, 2024 432 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Et så stort projekt, som det Politikens Forlag har sat i gang med Egeskov Slot som omdrejningspunkt, kræver en introduktion. I første omgang til udgivelsen af bind 1 i en planlagt romantrilogi.
Oplysning til læserne Efter min anmeldelse var udsendt, fik jeg denne mail fra en kendt dagbladsanmelder, der ikke deltog i arrangementet på Egeskov:
Undskyld mig men at du har mødt herskabet og de to forfattere på Egeskov ved et reklamefremstød for bogen, skal vel ikke spille ind i din anbefaling af den? Læsere som ikke har haft den ære, skal vel have din anbefaling ene og alene ud fra din læsning af værket. Eller er du ren reklamesøjle?
Derfor denne kommentar: Ingen af mine anmeldelser af en bog påvirkes – negativt eller positivt – i sin vurdering pga. merchandise tilsendt sammen med bøgerne eller deltagelse i bloggermøder eller andre arrangementer som forfatterinterviews på Krimimessen.
Det sker derimod af og til, at jeg ved mødet med forfatteren bliver klogere på intentionerne og baggrunden for bogen, og det bidrager til den beskrivelse, jeg kan formidle af bogen. Således også i tilfældet med “Ulykkens år” (Egeskov; 1). Inden mødet, som jeg beskriver inden min anmeldelse, havde jeg læst bogen, havde dannet mig min mening om den og havde skrevet store dele af selve anmeldelsen.
Det, jeg hørte om bogen og hele projektet, er holdt ude af selve anmeldelsen, men bidrager for mig at se til at få og videregive et bedre indtryk af bogen. Jeg er jo godt klar over, at arrangementer af den type er et reklamefremstød, men deltagelsen har ikke influeret på indholdet i min anmeldelse af bogen. Jeg mener således, at præmisserne for min ærlige og neutrale anmeldelse er lagt åbent frem.
Introduktion: En god uges tid inden inden seriens første bog udkom, var jeg sammen med en del andre bogbloggere og bogfolk inviteret af Politikens Forlag til præsentation i riddersalen på Egeskov Slot af projektet. Her fik vi en fin introduktion til bogen gennem en rigtig god snak mellem ejeren af “det lille røde hus” (Egeskov Slot), grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille, bogens to forfattere, Anne-Grethe Bjarup Riis og Thomas Rydahl, og den ene af bogens to forlagsredaktører, Mille Haynes.
Initiativet til hele projektet kom fra Politikens Forlag, der i første omgang havde planlagt en trilogi med forskellige forfattere til de tre bøger, men da de to forfattere bag bind 1 mødtes, faldt brikkerne for dem så meget på plads, at de overbeviste forlaget om, at de sammen kunne skrive alle tre bind. Senere vil set så vise sig, hvad der sker efter de tre bøger. Der er mulighed for mange, mange flere. Forfatterne fortalte nemlig, at de har skitseret fremtiden for de mange personer i bogen (der er 49 på listen forrest i bogen, og flere kommer helt sikkert til), og dermed har de også lagt detaljerede linjer ud for begivenhederne – helt frem til 1930! Det har de gjort for at sikre, at det, personerne gør og oplever i de første bind, hænger optimalt sammen med de fremtidige begivenheder. I filmverdenen hedder det vist continuity.
Og apropos filmverdenen så er forberedelserne af en filmatisering af serien også langt fremme, men det var endnu for tidligt at fortælle nogle detaljer. Et par spørgsmål fik vi dog svar på. Det forventes, at det bliver en tv-serie i 6 afsnit, at der nok bliver premiere i 2026, samt at det ikke bliver Anne-Grethe Bjarup Riis, der skal være instruktør eller manuskriptforfatter.
Hun og Thomas Rydahl fortalte om samarbejdet, hvor de fordelte scener i bogen mellem sig og efter at have diskuteret muligheder skrev ud fra deres detaljerede beskrivelser. Derefter læse de hinandens stoffet og arbejdede videre derfra sammen med forlagsredaktørerne. Thomas Rydahls erfaringer med en skrive ud fra handling og plot suppleredes af Anne-Grethe Bjarups Riis mere filmiske blik for scener og billeder.
Grev Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille fortalte levende og engageret om samarbejdet med både Politikens Forlag og forfatterne. Han og prinsesse Alexandra havde fået manuskriptet at se, men ud over nogle faktuelle småting, som en detalje om jagt på den tid, havde de ikke haft nogen indflydelse på indholdet i romanen. De har fortalt om historien mange generationer tilbage og har vist rundt overalt på slottet. De har haft fuld tillid til, at forfatterne tegnede et billede af tiden, stedet og familien, der var tro mod virkeligheden, samtidig med der var masser af rum til at digte til og finde på. De var rigtigt glade for resultatet og glædede sig til det fremtidige samarbejde. De har også bidraget til, at tidsbilledet er blevet så tæt på det korrekte som muligt.
Fra bogens bagside: 1874. En frostklar morgen i april ankommer 18-årige Oda til Egeskov Slot for at begynde sit nye liv som stuepige. Det er en stor dag. Den unge baron skal forloves, og der er brug for alle hænder i køkkenet. Helt fra morgenstunden bobler huset af forventning både oppe og nede.
For baronens lillesøster, Jessie, er det også en stor dag. Hun mødes i al hemmelighed med sin udkårne, præstesønnen Johannes. I et kådt øjeblik kommer hun til at love sit hjerte væk, uvidende om, at der samme aften vil indtræffe en tragisk hændelse, der vender op og ned på hendes liv.
Herskabets genvordigheder er meget langt væk for staldknægten Stig. For ham handler det bare om at klare sig igennem til næste dag – og måske finde et øjeblik til at imponere den søde malkepige. Men da baronessen beder ham om en tjeneste, hvirvles han uforvarende ind i et farligt trekantsdrama, som risikerer at koste ham pladsen på slottet.
Min anmeldelse: Denne første roman i serien foregår i løbet af et år og begynder i 1874. I bogen præsenteres seriens mange personer gennem 6 afsnit med hvert sit tema. Der bruges således en del plads på at beskrive lokaliteter, miljøer, detaljer og personernes tanker og indbyrdes samspil. Denne grundlæggende præsentation er en forudsætning for forståelse af historiens forløb, og selv om den fylder en del, så fungerer det rigtigt godt at følge de mange skæbner.
Det er en dramatisk historie om kærlighedens svære betingelser og om livsvilkårene sidst i 1800-tallet – begge dele beskrevet på tværs af klasser.
Historiens forskellige elementer, der kort skitseres på bagsiden, hænger godt sammen, og selvfølgelig slutter bogen med et par scener, hvor nogle af personerne ender i situationer, der må stå uafklarede for læserne til næste bind, og det bliver rigtigt interessant at finde ud af, hvor det fører personerne hen.
Under læsningen dannedes der hos mig mange indre billeder, så det oplevedes lidt som at se en film, hvor der krydsklippes kronologisk mellem forskellige scener, som foregår blandt adelen, blandt de ansatte inde på slottet samt hos arbejderne og familierne i landbruget på og omkring slottet. På den måde kommer man både upstairs og downstairs, og der er klare paralleller til serier som Downton Abbey, Belgravia og netop Upstairs Downstairs (dansk titel: Herskab og tjenestefolk).
Jeg er helt sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange læsere af historiske romaner, som udover at fortælle en god historie på en fængslende måde, også formidler historisk viden.
Jeg er endnu mere sikker på, at Egeskov-serien vil blive elsket af alle de mange, der med stor entusiasme har fulgt familierne i bl.a. de nævnte store serier. Jeg er også sikker på, at interessen vil blive endnu større, når tv-serien bliver sendt. Indtil da kan man læse bogen – og de følgende bind, hvor bind 2 forventes udgivet næste år, og så er det oplagt i mellemtiden at lade turen gå til Sydfyn for at besøge fascinerende og flotte Egeskov Slot.
Det bliver til mine maksimale 5 stjerner for både forlagets initiativ til det store projekt, bogen er første del af, og for selv romanen.
Anne-Grethe Bjarup Riis & Thomas Rydahl Ulykkens år (Egeskov ; 1) Politikens Forlag, 2024 441 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra forlagets beskrivelse: Lise leder efter Jørgen, men finder Jesus.
Da Lises mand Jørgen en dag forsvinder – pludselig og tilsyneladende uden grund – vender det op og ned på hendes tilværelse. Efter et langt og til tider endda halvlykkeligt ægteskab tvinger den nye situation Lise til at tage sit liv op til revision. Hendes livskrise tager imidlertid en overraskende drejning, da hun finder trøst og mening i tilværelsen med hjælp fra en uventet kant: Gud. Og med sin nyfundne tro får hun snart blik for sine omgivelsers syndere, som kalder på både frelse og omvendelse. Lise indleder herefter et stædigt korstog, der hverken skåner familie, venner eller bekendte. Og samtidig lurer hele tiden spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af Jørgen?
Palle Thomsens anmeldelse: Elsker Torben Munksgaard. Han er en sprogekvilibrist af rang. Det er en udsøgt fornøjelse at læse hans bøger, uanset om historien er god eller ej.
Denne bog ER god, og den er i samme stil som hans død-bøger – Digterens død, Diskodanserens død og Damevennens død.
Han udstiller os danskere/mennesker med lune og vid og får en vild historie til at virke troværdig. Jeg klukkede af grin mange gange.
Han er så god til komme ind bag personerne og beskrive deres personligheder på den mest finurlige måde.
Denne fortælling kredser meget om et kollektiv og de indbyrdes relationer, og om et ægtepar der er kørt forkert i livet. Om hvordan en lille tilfældighed ændrer livet for mange mennesker, nogle kommer videre, og andre går i stå. Der er også en lille historie om en bogblogger! Og en himmelvendt omvendelse.
Skøn bog, jeg nød hver side.
Og det er ikke en krimi, så ingen skydeskivepoint denne gang, men 5 ud 5 stjerner!
Da fundet af guldskatten fra Vindelev blev offentliggjort, medførte det enorm national og international opmærksomhed på grund af dens omfang, og især fordi den blandt de godt 800 gram guld rummede enestående og fantastisk flotte ting fra 500-tallet.
Som både historisk interesseret og som amatørarkæolog med metaldetektor og mange gode fund som resultat, er jeg klar over, at Vindelevskatten er noget helt ekstraordinært.
Jeg læste den gang, hvad der kom i medierne om fundet, og har også fulgt med i faglige fora. Da Vindelevskatten i 2022 var udstillet på Vejle Kunstmuseum, kørte jeg derned for at se udstillingen. En stor oplevelse.
En collage med nogle af mine billeder fra udstillingen i Vejle
Jeg har også set de to dramadokumentariske udsendelser, som er blevet bragt på DR, men de skuffede mig meget, fordi de i formen med oldnordisk tale og alt for lange teaterlignende sekvenser overdramatiserede baggrunden for fundet. Endelig fokuserede de urimeligt meget på diskussionen af, hvem af de to findere, der skulle krediteres for fundet. Den konflikt blev blæst langt ud af proportioner og fjernede fokus fra sagen reelle indhold: De mange flotte dele, Vindelevskatten rummer.
Derfor var jeg rigtig glad, da jeg hørte, at den ene af finderne havde lavet en bog om Vindelevskatten sammen med sin kone. Her er en anmeldelse af bogen.
Fra bogens bagside: “Det er på højde med Guldhornene” “På en skala fra 1-10 er det en 12’er” Således har en af de førende eksperter udtalt sig om Vindelevskatten, der blev fundet i juledagene 2020.
Skattens indhold placerer dens ejer i datidens elite, dermed kan den være tegn på, at der i germansk jernalder har boet en stormand med europæiske forbindelser i Vindelev. Der er guldbrakteater af hidtil uset størrelse, hvor en af dem indeholder verdens tidligste skriftlige vidnesbyrd om Odin – og ikke at forglemme: fore sjældne romerske guldmedaljoner, den ældste fra år 326 eller 337.
Vindelevskatten blev fundet af Ole Ginnerup Schytz og Jørgen Antonsen. De fandt den på en mark på Jørgens slægtsgård, hvor Jørgen og Hanne bor i dag. Bogen giver et førstehåndsindtryk i Jørgen og Hannes oplevelser med Vindelevskatten og det historiske vingesus.
Den svarer på spørgsmål som: Hvordan er det at vente i otte måneder – i dyb hemmelighed – på en arkæologisk efterudgravning? Hvordan foregår sådan en efterudgravning? Hvad sker der på guldets videre rejse fra Vindelev til udstilling? Samt – ikke mindst – hvilke tanker sætter det i gang at finde en oldtidsskat på den gamle slægtgårds jorder.
I bogen beskrives hver enkelt genstand, og med en række artikler af forskellige forskere får man et overblik over deres foreløbige resultater og vurderinger.
Min anmeldelse: I 4 kapitler med hver sit fokus formidles alle sider – personlige, faglige og historiske – ved fundet af Vindelevskatten sådan:
Kapitel 1 rummer personlige beretninger fra ene af finderne, Jørgen Antonsen, der også er jordejeren og den ene af bogens forfattere, om Vindelev og oplevelser ved fundet af de mange dele.
Kapitel 2 rummer historien om, hvordan fundet er kommet fra marken via konserveringsværkstederne til museernes montrer. De afsnit er skrevet af bogens anden forfatter.
Kapitel 3 er det største og det mest umiddelbart spændende. Her beskrives alle fundets dele systematisk og enkeltvis. Det sker ved, at eksperter fra forskellige fagområde hver for sig grundigt beskriver fundene, og deres beskrivelser er spækket med flotte fotos. Her bringes nogle artikler, hvor størstedelen har været bragt i arkæologiske fagtidsskrifter, men hvor er det godt, at de her er samlet til en aktuel foreløbig status over forskningen i Vindelevskatten. Foreløbig status fordi fundet vil blive forsket i mange år endnu pga. dets vigtighed og omfang.
Kapitel 4 er med korte betragtninger af familien – de to forfattere og datteren – på gården, hvor fundet blev gjort. Her beskriver de nogle initiativer, de har gjort for at formidle fundet og Vindelev. Bogens sidste afsnit er en lyrisk fantasi over en markvandring.
Bogens styrke er dens bredde med stof lige fra det personlige til det dybt faglige, samt at bogens mange fotos er rigtigt gode. Desuden er teksterne flydende og flot formidlende. Tilsammen gør det bogen til oplagt læsning for en meget bred læserskare af historisk interesserede. Kan varmt anbefales.
Den eneste mangel, jeg faldt over, var, at den anden finder, Ole Ginnerup Schytz, kun nævnes ganske, ganske kort i bogen og slet ikke kommer til orde. Havde hans synspunkter været med i bogen, ville den have været mere komplet. Han var til gengæld med i de 2 ikke særligt gode tv-udsendelser, jeg nævnte i begyndelsen. Har guldet skabt spild, jalousi og uvenskab blandt barndomskammeraterne i stedet for fælles glæde over et enestående fund?
Bogen skal selvfølgelig have mine maksimale 5 (guld)stjerner!
Jørgen Antonsen og Hanne Pagh Martinussen Vindelevskatten – et sted – et fund Trykværket, 2024 165 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Leander tilbringer de første fem år af sit liv på Lammefjorden – hos Bine Ukrudt, der har sit udkomme ved at udføre illegale aborter. Han har intet navn, intet sprog og ingen kontakt med omverdenen. Men en dag bliver han hentet af plejemor, og livet i Den gule by, som er lokalbefolkningens navn til Statshospitalet, Nykøbing Sjælland, begynder.
Den gule by udgør et trygt samfund, hvor alle kender alle, men også et samfund med uskrevne regler. Patienter må gerne virke som tyende i funktionærernes hjem, men aldrig mere end det. Bryder man reglerne, betyder det udstødelse, som patient måske noget endnu værre.
Klapsejler handler om kærlighed mellem to mennesker, som befinder sig på hver side af skillelinjen og de årelange konsekvenser, den får for de involverede – især Leander.
Min anmeldelse: Indrømmet: Jeg er noget sent i mit liv som læser blevet overbevist “Vibeke Marxist”!
måtte jeg simpelthen også læse denne seneste bog af Vibeke Marx.
Det var som også tidligere en stor oplevelse at lade sig forføre af den intense og smukke skrivestil, som sammen med en god historie, der fortælles i dyb solidaritet med bogens personer, gør læseoplevelsen til noget helt særligt.
Det er barsk historie om en ugift og gravid kvindes møde med fordømmelse af religiøse og statusmæssige årsager og om hendes kamp for en fælles fremtid for hende og barnet.
Det er en historie om stærke og viljefaste kvinders kamp for selvbestemmelse og respekt i en verden (i bogen) hvor kun meget få af mændene er sympatiske.
Det er også en gribende og sørgelig historie om de vilkår barnet i bogen, Leander, vokser op under, og de konsekvenser det får.
Det er en historie om kærlighedens styrke – på trods af vilkårene
Det er også en hård historie om det psykiatriske system i tiden omkring 1950 og om dets hierarki og magtanvendelse.
Det er i det hele taget en historie med mange elementer, og en bog som bør læses af rigtigt mange!
Den skal have 5 sikre og store stjerner!
Vibeke Marx Klapsejler Modtryk, 2024 300 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
