Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter Wohlleben: Brugsanvisning til skoven

Alt muligt andet godt Posted on 26 sep, 2018 21:26

Fra bogens bagside:
Igennem guiden får du det vigtigste af Peter Wohlleben skovvisdom serveret på en overskuelig, praktisk og underholdende vis.

Du får blandt meget andet at vide, hvordan man orienterer sig i skoven uden kompas og GPS samt hvilke bær, svampe, blade og skud, man kan samle, plukke og spise. Du får de bedste tips til, hvordan man aflæser dyrespor, og hvor og hvornår man bedst kan iagttage de vilde dyr.

Der er forslag til, hvad man kan opleve sammen med børn i skoven, og hvordan man kan tilbringe en uforglemmelig nat i skoven. Endelig fortæller Peter Wohlleben om, hvordan en tur i skoven i henholdsvis februar, maj, august og november kan blive til en helt særlig oplevelse.

Min anmeldelse:
Jeg har læst 2 af forfatterens bøger, der er oversat til dansk, og derfor ville jeg meget gerne læse og anmelde også denne seneste bog. Både “Træernes hemmelige liv” og “Dyrenes hemmelige liv” var fascinerende med deres engagerede formidling i en kombination af personlige erfaringer og videnskabelige fakta. “Dyrenes hemmelige liv” bringer tankevækkende input og dyrs instinkter og reaktioner, og den har jeg anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post103

Jeg synes, det er en rigtig interessant bog, der formidler god viden på en god og engagerende måde. Det har været en stor fornøjelse at få formidlet forfatterens store erfaringer med at færdes i skoven på en livgivende og nysgerrig måde. Den slags oplevelser kan ikke formidles ofte og grundigt nok, så på den måde er bogen super anvendelig. Samtidig er den en fornøjelse at læse.

Min eneste anke er, at bogen har et centralt problem, da den mht. regler for færdsel i naturen udelukkende refererer tyske forhold, når den beskriver, hvad man må i både de private og offentligt ejede skove. Der er reglerne markant anderledes i Danmark, og det synes jeg godt, oversætteren/forlaget kunne have skrevet ind. Det ville markant have forøget bogens brugsværdi i Danmark. Benytter man bogens anvisninger til f.eks. tidspunkter og måder man må færdes på i private skove, overtræder man lovgivningen, og det er ret problematisk.

Når det er sagt, så rummer bogen så mange gode praktiske råd til at opnå fantastiske oplevelser på helt enkel vis, at den bør anvendes bredt i familier, skoler og børnehaver m.v. Forfatteren siger selv, at bogen ikke er et opslagsværk, men en appetitvækker, så lær f.eks at bruge alle dine sanser i skoven og prøv at lave skovtyggegummi.

Bogen får 4 stjerner på trods af min anke om konflikten med lovreglerne om færdsel i danske skove.

Peter Wohlleben
Brugsanvisning til skoven
People’s Presse, 2018
266 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Steen Agger: Danmarks smukkeste – en bog om rådyret året rundt

Alt muligt andet godt Posted on 22 sep, 2018 22:49

På bagsiden:
Denne bog henvender sig til naturinteresserede mennesker. Den fortæller med tekst og mange billeder om rådyrene og deres levevis året rundt.

Min anmeldelse:
Vigtigheden af første indtryk kan ikke overdrives. Her gør bogen et absolut godt indtryk med sit store format og flotte forside, og det indtryk styrkes ved en hurtig gennembladring – ja så hurtig blev det heller ikke, for opmærksomheden fanges nemt af de rigtigt mange og gode billeder. Det er en flot bog om det smukkeste dyr i den danske natur.

Et mere grundigt kig på bogen – både billederne, der fylder langt, langt mest i bogen, og de korte, præcise og oplysende tekster – gør fascinationen af bogen endnu større. Bogens format og de mange billeder giver indtryk af en rigtig coffeetable-bog, men den er mere end det. Indholdsmæssigt har den absolut substans og god brugsværdi.

Bogen er struktureret i 3 dele: ca. 50 sider om rådyrets biologi og livsvilkår i Danmark, ca. 120 sider hvor rådyrenes liv beskrives måned for måned samt et kort afsnit til sidst om de andre slags hjortevildt. Det lyder måske lidt tørt, men det er absolut ikke tilfældet. Såvel tekst som billeder viser Steen Aggers store fascination af rådyret og glæden ved at opleve det ude i naturen. Det engagement gør bogen levende og

Teksten: Den kortfattede tekst er formuleret enkelt og præcist, men formidler stadig viden, som vil kunne supplere selv garvede jægeres viden og måske korrigere det, de tror at vide. Tekstens præcise formuleringer vidner om forfatterens tidligere udgivelser af rigtigt mange små fagbøger for primært begynderlæsere om især naturemner. Denne bog er bestemt ikke i denne genre, men teksten kan nemmere læses af flere folk, end så mange andre fagbøger om jagt kan. Det er en ubetinget ros, og det gør bogen meget anvendelig til mange formål.

Billederne: De mange billeder udgør langt størstedelen af bogsidernes areal, og set gør bogen til en nydelse. Min eneste anke i den forbindelse er, at der er for mange små billeder med, for en strammere udvælgelse og flere billeder i stort format ville for mig være at foretrække. Størstedelen af billederne er Steen Aggers egne, så jeg kan godt forstå, det har været svært at vælge mellem yndlingsbilleder, men det ville have været en fordel. Det er en mindre anke.

Der er gennem årene kommet mange gode bøger med flotte billeder fra naturen og og med dyr, og denne placerer sig flot i det gode selskab – og kan sammenlignes lidt med Michael Sand: “Sommerbukken – råen og lammet”, der dog ikke dækker hele året og heller ikke har det samme formål og den letlæste tekst.

Mht. billedkvalitet placerer bogen sig som fotobog lige under Michael Sands jagtårbøger og de følgende års udgaver af Jagtbogen. Seneste bog har jeg læst og anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post121. Endelig vil jeg benytte lejligheden til at nævne bogen “Forsvaret og naturen”, som er den suverænt flotteste og bedste naturbog i mange, mange år!

Steen Aggers flotte bog får 4 flotte stjerner fra mig.

Steen Agger
Danmarks smukkeste – en bog om rådyret året rundt
Forlaget Grimbart, 2018
179 sider – i stort format



Kristina Sandberg: Liv for hver en pris

Alt muligt andet godt Posted on 07 sep, 2018 23:14

Fra bogens bagside:
Det er midt i 1950’erne. Thomas har inviteret Maj og deres to teenagebørn på hospitalsophold i Järvsö. Det er et flot sted med et godt køkken, og Maj burde være glad. Hvis bare hun ikke gik og var så svimmel.

Maj gør sit bedste for at være godt selskab dér på hotellet. Men da hun under sig selv en ansigtsbehandling hos skønhedsekspert og mærker masken bliver smurt nænsomt ud over panden, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Er det bare overgangsalderen, eller er det ængstelsen for Thomas’ problemer med firmaet eller alkoholen? Eller skuffelsen over Lasses forsømmelighed med skolen og Anitas stædige interesse for bøger og film? Måske aner Maj, at store forandringer er på vej, uden hun har magt til at hindre det.

“Liv for hver en pris” er sidste bind i trilogien om den hjemmegående husmor Maj i Örnsköldsvik.

Min anmeldelse
Når nu denne bog er sidste del af en trilogi, er det en god idé ganske kort at friske indholdet de to første bind op. Begge bøger har jeg med stor fornøjelse læst og anmeldt tidligere, og de fik begge mine maksimale 5 stjerner.

“Et barn at føde” følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på. Læs min anmeldelse HER

“At sørge for sine”. I dette bind 2 er Maj hustru og mor i Örnsköldsvik i 1940’erne og 1950’erne, i en tid hvor husmoderen er et efterstræbt ideal. Læs min anmeldelse HER

Trilogien er som helhed på alle måder en enestående litterær beskrivelse af en tidsperiode på ca. 25 år med fokus på kvindens rolle i familien og i samfundet eksemplificeret gennem en enkelt kvinde.

Dette sidste bind fortsætter og fuldender beretningen om den usikre og uselvstændige familiemor, der på trods af dette og alle odds har en unik styrke, som gør det muligt for hende at klare de store sociale udfordringer og ændringer, hendes familie gennemgår i hele perioden.

Udviklingen i samfundet gør det sværere at drive en virksomhed som den, Thomas har overtaget fra sin familie, og hans arv smuldrer på den måde, og familiens økonomiske situation ændrer sig markant. Det ender bl.a. med at Maj som så mange andre husmødre på den tid også fik arbejde udenfor hjemmet, så familien kan klare sig økonomisk. Børnene er også blevet ældre og i gang med stifte familie, og det er centralt fro især sidste del af bogen.

At trilogien – og også dette afsluttende bind – samtidig er rigtigt gode tidsbilleder fortalt fra en sjældent set vinkel: husmoderens, gør bare bøgerne endnu mere vigtige og læseoplevelsen endnu bedre.

Mht. læseoplevelsen så fortsætter samme helt unikke fortællestil i denne bog, og det er fuldstændigt gennemført. Undervejs er der spring i fortællingens tidslinje, hvor de mellemliggende begivenheder udelades og kun fremgår af de følgende. Mest markant er det, at stort set hele teksten er personernes indre monolog, tanker og overvejelser samt nogle gange replikker med Maj som den helt dominerende stemme. Kun enkelte gange kommer hendes mand, Thomas, til orde i bogen, selv om han på sin vis dominerer historien. På den måde får vi som læsere det hele billede af en situation: de faktiske begivenheder, og det hele beskrives fra én af deltagernes synsvinkel og dennes uudtalte holdninger.

Det giver korte sætninger, der nogle gange er abrupte, men oftest er flydende og umiddelbare, så teksten bliver både gribende og poetisk. Når man som jeg er mere vant til at læse bøger, hvor historien er fortalt grundigt og detaljeret i lange sætninger, hvor alt beskrives udefra, er det sværere at læse denne bog. Det krævede for mig lidt tid at komme ned i læsetempo og at vænne mig til den korte og kondenserede skrivestil, hvor alt skal med for at få fuld nydelse af bogen. Det fortjener bogen, og den investering giver maksimalt udbytte. Bogen er på alle måder en stor oplevelse at læse, og det vil den være for rigtigt mange slags læsere. Prøv selv!

Det eneste, der ærgrede mig, da jeg lukkede bogen efter sidste side, var, at der kun er tale om en trilogi. Dels slutter historien brat, uden at vi som læsere får en afslutning på, hvordan det går med familien i tiden fremover. Dels er især Maj et godt bekendtskab, det er svært at sige farvel til. Selv om det er set, at andre forfattere har ændret på deres oprindelige planer og har udvidet en serie, så er det egentlig helt i bøgernes ånd, at historien slutter på den måde. Trilogien bliver således et nedslag i nogle personers liv med et udsnit af deres historie, og så må vi som læsere selv tænke og snakke videre. Det er bestemt heller ikke så galt, og at læse en bog uden en logisk og afrundet afslutning er heller ikke så dårligt. Slet, slet ikke i dette tilfælde.

Denne sidste del af trilogien kan på ingen måde få færre stjerner end de første 2, så det bliver helt fortjent til mine maksimale 5 stjerner.

Kristina Sandberg
Liv for hver en pris
Modtryk, 2018
566 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Judy Leigh: Damen som købte en bus og bare kørte

Alt muligt andet godt Posted on 07 aug, 2018 22:11

Fra bogens bagside:
Det er aldrig for sent at opleve sit livs eventyr. Evelyn Gallagher fortryder bitterligt den hurtige flytning til plejehjemmet i Dublin. Selvom hun er femoghalvfjerds og netop blevet enke, så er hun langt fra døden nær. Så en morgen, mens hele plejehjemmet sover, trisser Evelyn ud gennem porten for aldrig at vende tilbage. Hun begiver sig ud på sit livs eventyr gennem Europa.

Men det er ikke alle, som synes, at store eventyr er passende for en dame i Evelyns alder, slet ikke hendes søn Brendan og hans kone Maura. Sammen begiver de sig ud for at lede efter Evelyn og følger et spor af mystiske sms’er for at få hende hjem igen.

Da de endelig finder hende, får de sig en overraskelse, for mens Brendan og Maura har opgivet kærligheden, så har Evelyn det ikke.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, faldt jeg for beskrivelsen og fik lyst til at læse den, fordi den vakte mindelser om de ret forskellige, men alle charmerende og gode bøger: “Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd” af Rachel Joyce, “En sidste ferie” af Michael Zadoorian og “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson. Bogens engelske titel er “A grand old time”, mens dens danske titel lægger sig ret tæt op af især den sidste titel.

Sådan begynder bogen også. Målrettet og meget bevidst om sin situation og med uforløst eventyrlyst drager Evelyn ud i verden. På sine første etaper guider tilfældigheder hende til møder med forskellige interessante mennesker, og det er ret underholdende at følge hendes færd gennem England til Frankrig, hvor hun på et tidspunkt køber en lille autocamper og fortsætter på egen hånd.

Parallelt med den del af handlingen følger vi hendes frustrerede søn, Brendan, og spillet/situationen mellem ham og hans kone, Maura. Han er på flere måder kriseramt, og det er deres barnløse ægteskab også. Alligevel vælger de sammen at bruge ferien på at eftersøge Evelyn med postkort og beskeder som eneste spor.

Herfra skifter bogen stil fra at være historien om en livskraftig, stærk ældre dame fyldt af eventyrlyst til at blive en romantisk kærlighedshistorie, og det kom så meget bag på mig, at jeg var lige ved at opgive læsningen. Dels følte jeg, at mine forventinger – forkerte eller ej – ikke blev opfyldt. Dels er jeg ikke den store læser af romantiske kærlighedshistorier, men det er måske en kromosomfejl, for det ved jeg, at mange andre er. Men selvfølgelig læste jeg den færdig.

Der er ingen skurke i denne historie kun personer, der på forskellig vis leder efter lykke og gode oplevelser. Det er på den måde en positiv historie om to generationers vej gennem livet med kærligheden som mål. Som bagsideteksten næsten afslører, finder Evelyn kærligheden på sin rejse, og jeg overrasker nok ingen ved at fortælle, at situationen også ændrer sig til det bedre for Brendan og Maura. Præcist hvad der sker, vil jeg ikke ikke afsløre her.

Der gik på den måde lidt for meget varm sødsuppe uden lidt stærkt krydderi og uden et drys humor i bogen til min smag, men ingen læsere har identiske smagsløg, så bogen vil helt sikkert finde sine læsere, der vil læse bogen som en positiv og varm kærlighedshistorie.

På min personlige blog kan jeg ikke give bogen mere end 3 små stjerner, mens andre sikkert vil læse den som en 5-stjernet bog.

Judy Leigh
Damen som købte en bus og bare kørte
HarperCollins Nordic, 2018
364 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os

Alt muligt andet godt Posted on 26 jul, 2018 13:19

Fra bogens bagside:
Nahid møder Masood, den aften hendes familie fejrer, at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ud i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender.

I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.

Min anmeldelse:
Forlaget karakteriserer bogen sådan på bagsiden: “Et knytnæveslag af en roman om en oprørsgeneration, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.”

Det er ret præcist og burde give mange lyst til at læse denne gribende og stærke bog. Stærk – fordi den af flere grunde sætter sig spor hos læseren.

Dels er det historien om en generation entusiastiske, håbefulde og politiske engagerede unge i Iran. Deraf følger også historien om de traumer, der udløses, da deres illusioner om frihed brister, og de udsættes for vold og må flygte fra Irans præstestyrede tyranni. Den del af historien fortælles i tilbageblik af bogens hovedperson, Nahid, der flygtede til Sverige. Med til det hører også beretningen om Nahids forhold til sin mor.

Dels er det historien om Nahids aktuelle situation i Sverige, hvor hun har arbejdet som læge. Nu er hun terminalt syg af kræft, og den diagnose gør hende både vred og ulykkelig, så hendes reaktioner er ikke altid de mest positive i forhold til sin familie – bl.a. den gravide datter, men ganske logiske i betragtning af hendes situation. Den del af historien står for mig som den mest gribende.

Men de to dele af historien hænger nøje sammen og fortæller smertefulde erindringer om fortidens betydning for nutiden, om at flygte, om familiebånd, om at være syg og om døden.

Den gribende historie fortælles i en koncentreret litterær form med korte sætninger med indholdet kondenseret på en måde, der gør læsningen til en nydelse og kræver opmærksomhed.

Som det forhåbentligt fremgår, kan jeg ikke anbefale bogen nok og tøver ikke med at give bogen de maksimale 5 stjerner.

Golnaz Hashemzadeh Bonde
Det var os
Politikens Forlag, 2018
204 sider



Herman Koch: Sommerhus med swimmingpool

Alt muligt andet godt Posted on 10 jul, 2018 22:23

Fra bogens bagside:
En lægelig fejl leder til den berømte skuespiller Ralph Meiers død, men hans læge Marc Schlosser er ikke specielt urolig. Han skal godt nok give møde for det lægeetiske nævn, men han forventer at slippe med et rap over nallerne – måske et par måneders suspension.

Men var der overhovedet tale om en fejl? Ralphs kone Judith tror det ikke. Kan der være en sammenhæng med den interesse, Ralph Meier udviste for Marcs smukke kone, Caroline? Eller med de skæbnesvangre begivenheder året før, da familien Schlosser tilbragte en uge i sommerhus ved Middelhavet med Ralph Meier og hans familie?

Min anmeldelse:
På baggrund af tilbageblik til tiden 1 1/2 år tidligere, hvor Ralph Meier første gang opsøgte lægen Marc Schlosser, og på baggrund af beskrivelser af lægens forhold til sit arbejde får vi fascinerende historie om relationerne mellem personerne.

Hen over hele ligger Marc Schlossers kamp for en af sine døtre og hans reaktioner på det, der skete for hende, mens de holdt ferie året før. Det ender nærmest i en efterforskning, men bogen er slet ikke spændingsbog på den måde. Ellers vil jeg ikke afsløre mere af handlingen, som ikke er plotbaseret, men kan karakteriseres som relationsbaseret, hvis der er noget, som hedder sådan.

Bogens personer i begge familier samt øvrige personer er alle fuldt facetteret beskrevet i psykologisk indsigtsfulde beskrivelser af det intense spil mellem personerne. Det sker i en velskrevet, kondenseret og præcis stil og endda på relativt få sider med stor sats. Det er imponerende gjort af forfatteren.

Bogen er intenst spændende på det psykologiske niveau med sin stærkt gribende historie om menneskers relationer og deres konsekvenser, og om hvor langt en forælder vil gå.

Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end de maksimale 5 stjerner, og jeg vil anbefale den læst af rigtigt mange. Læs evt. en anmeldelse af bogen her https://litteratursiden.dk/node/83150

Herman Koch
Sommerhus med swimmingpool
People’s Press, 2018
390 sider



« ForrigeNæste »