Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Axel Steen har lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Han ser frem til sommerferien med sin kone og sin datter, da en betroet medarbejder i banken bliver taget i svindel for millioner. Axel skal fyre ham diskret, og uden politiet indblandes. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og tavshed er guld.

Samtidig bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet i en kælder under Urbanplanen. Axels gamle kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen, og hun kommer under stærkt pres, fordi ingen i miljøet vil tale med politiet. Der er tråde til krigen i Syrien, PET blander sig, og sagen kompliceres yderligere, da det viser sig, at den dræbte har haft hemmelig kontakt til politiet, særligt til én politimand: Axel Steen.

Solo er en rå og mørk krimi om en mand, der er splittet imellem sit drift efter at se retfærdigheden ske fyldest og sit ønske om at beskytte sin familie.

Min anmeldelse:
Bogen er den sjette i serien med Axel Steen som hovedperson, og jeg har med stor fornøjelse læst alle de forrige, hvoraf jeg har anmeldt de fire – senest “Papa” HER http://blog.drustrup.dk/#post93.

(Rækkefølgen i serien er 1: Uro – 2: By, bye blackbird – 3: Akrash – 4: Aisha – 5: Papa.)

Derfor var jeg også fuld af høje forventninger, da jeg fik denne seneste bog i hånden. Og jeg må med stor læseglæde fortælle, at mine forventninger på alle måder blev opfyldt.

Jesper Stein har igen fortalt en spændende, actionfyldt, relevant og aktuel historie, hvor de bærende hovedpersoner – især Axel Steen – og deres personlige problemer og moralske dilemmaer ikke dominerer historien, men tværtimod får de bagvedliggende konflikter og dramaer til at stå stærkere.

Det fungerer rigtigt godt at lade Axel Steen gå solo, forlade politiet og lade ham ansætte i det private, for at han på den måde kan prioritere sin kriseramte familie og det nye skrøbelige ægteskab. Selv mindre erfarne læsere af serien må fra begyndelsen være klar over, at Steen i jakkesæt og i tjeneste for storkapitalen har dårlige chancer for succes, og da hans tidligere kollegas sag med den myrdede indvandrer trækker tråde til Steen, aktiveres hans efterforskningsgen.

Da hans arbejdsgiver samtidig udsættes for både svindel, kidnapning og pengeafpresning, og da han får brug for hjælp fra sine tidligere kollegaer til opklaringen, finder Steen – heldigvis for os læsere – sit gamle jeg frem igen – næsten.

De to sager følges parallelt i krydsklip med skiftende hovedpersoner, og den teknik fungerer her rigtigt godt. Og igen er det tydeligt, at Jesper Stein har herligt skeptisk fokus på PET og deres gerninger.

Så får I ikke mere at vide om handlingen, der holder en konstant stigende spændingskurve, som ender langt oppe på skalaen.

Jeg giver med sikker hånd denne velfungerede, rå, dramatiske og helstøbte krimi 10 sikre point på min krimispændingsskydeskive – et pletskud – og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Jesper Stein
Solo
Politikens Forlag, 2018
405 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
(en kombination af den engelske og den danske bagsidetekst. Læs forklaringen hvorfor nederst i anmeldelsen):

Ruth ryster, og det er ikke kun af kulde. Hvem kan have fundet på at begrave nogle lig netop her på et så øde sted? Ligene er bundet sammen og har hænderne bundet på ryggen.

Ruth Galloway tilkaldes, da nogle knogler dukker op af sandet for foden af en klint i North Norfolk, og det viser sig at være 6 lig. Men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage efter barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Det viser sig, at skelletterne har ligget der i flere årtier – sikkert siden Anden Verdenskrig, og de har været skjult her lige siden.

Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid – og snart er de selv i livsfare. Kan Ruth og Nelson mon nå at opklare sagen, inden endnu et mord finder sted?

Min anmeldelse:
Igen en både spændende, god og hyggelig Ruth Galloway-historie fra den engelske kyst og marsk, hvor ingredienserne bl.a er tidligere tiders misgerninger, områdets geografi, nutidige forbrydelser, det engelske klima, personlige problemer, utroskab, hævn, arkæologi, kærlighed, retsmedicinske indicier, politiefterforskning og relationerne i et lille lokalsamfund.

Selvfølglig er fundet af de 6 lig fra Anden Verdenskrig afslørende for en gammel, lokal hemmelighed, der hænger nøje sammen med nutidige relationer i det lille, engelske samfund. Og selvfølgelig har Ruth Galloway det ikke nemt som enlig mor med et barn med – officielt set – ukendt far. Og faderen har det heller ikke let.

De to handlingsspor er i denne bog ikke vægtet indbyrdes helt optimalt, hvis man tager krimilæsebrillerne på. Der er for mig rigeligt med Ruth samlivsproblemer i forhold til den spændende krimisag med den ikke så fjerne historiske fortid. (Men gu’ ve’ om der kommer endnu et barn i en af de kommende bøger?).

Men fordi bogen både er så herligt hyggelig og samtidig spændende, vælger jeg at give bogen 7 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk. Og jeg glæder mig til især at følge Ruth og Nelson i deres fremtidige krimisager – og knapt så meget deres indbyrdes relationer.

Bogen er 3. del af serien om Ruth Galloway, og jeg har også læst samt anmeldt de første 2: “Pigen under jorden” HER og “Løgnens hus” HER.

Elly Griffiths
Huset på klippen
Gads Forlag, 2018
349 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

PS:
Når jeg har brugt både den engelske og danske udgaves bagsidetekster i en kombination til den indledende beskrivelse af bogen, skyldes det nogle fejl i teksten på den danske bog. Her står der, at der findes et lig, men det passer ikke. Der findes knogler, og det viser sig at være fra flere lig – i alt 6. Den anden af fejlene er værre og går desværre igen i bogens titel, for huset ved Sea’s End ligger ikke på en klippe, men på en klint. Det er netop en af pointerne i bogen, at der foregår en farlig erosion af kysten. Måske lidt pernitten, men jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig fejl.

Fra bogens bagside:
På et idyllisk luksushotel på øen Réunion nyder Martial og Liane Bellion en skøn ferie med deres seksårige datter Josapha. Blå himmel, turkist vand, palmetræer og en let brise.

Men så forsvinder Liane. Hun går op på hotelværelset for at skifte tøj, men kommer aldrig ned igen. Da man ser efter på værelset, er der blodplettet på sengen, og en ansat på hotellet hævder, at han har set Martial på gangen på forsvindingstidspunktet.

Alle spor peger i retning af Martial. Men inden kaptajn Purvi når at udspørge ham, flygter han med datteren, og en omfattende menneskejagt på hele øen går i gang. Men hvis Martial virkelig har slået sin kone ihjel, hvorfor tilkaldte han så selv politiet? Og hvis han ikke har, hvorfor er han så på flugt?t

Min anmeldelse:
Bagsideteksten er en ret præcis beskrivelse af bogen første afsnit, og det var nok til at pirre min læselyst og nysgerrighed. At jeg også tidligere havde nydt Michel Bussi skriveevner og måde at fortælle en spændende og overraskende historie på medvirkede også til, at jeg med fornøjelse har kastet mig over denne bog.

Den bog, jeg tidligere har læst og anmeldt, er “Sorte åkander” her: http://blog.drustrup.dk/#post147 – en bog, som der også er en lille “hilsen” til i denne nyeste bog.

Som i “Sorte åkander” er det umuligt at forudsige handlingen og de komplicerede bevæggrunde, folk har til at reagere, som de gør. Det hele er vildt overraskende og alligevel helt logisk, når præmisserne efterhånden lægges frem. Det giver en god læseoplevelse af en krimi, at ikke alt er, som det ser ud til i første omgang, og når alt alligevel hænger sammen på bedste vis. På den måde er Michel Bussi en mester til at styre spændingskurven og plottets retning med sikker og overraskende hånd.

Det er en bog, som jeg læste hurtigt, fordi den er så spændende og så godt skrevet, så giv dig kun i kast med bogen, hvis du har tid til at læse den færdigt hurtigt, men snyd ikke dig selv for den gode historie.

Og så vil jeg bestemt ikke fortælle mere om handlingen, Det vil være ødelæggende for oplevelsen at vide mere om handlingen, end det bagsideteksten beskriver.

Jeg giver gerne bogen 9 skydeskivepoint på min krimi- og spændingsskydeskive – og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Det glemte barn
People’s Press, 2018
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Da jeg for nogle måneder siden var i gang med at researche til en planlagt tur til Mallorca, som vi netop har besøgt, endte vi med at booke hotel i den lille, hyggelige by Pollenca i den nordøstlige del af øen. Derefter indsnævrede undersøgelserne sig i nogen grad til at finde mulighederne for gode oplevelser og spændende steder i nærområdet.

Pludselig dukkede Agatha Christie op i kraft af denne bog, og da jeg meget, meget gerne læser litteratur fra de steder, jeg besøger, blev jeg interesseret i at læse den. Jeg kunne ikke se, at bogen var oversat til dansk, så jeg satte min lid til, at den kunne købes på engelsk på stedet. Det lykkedes, men meget passende først efter en del detektivarbejde.

Det er en samling af 8 selvstændige historier, hvor jeg kun genkendte to af Christie’s sædvanlige hovedpersoner: Hercule Poirot og Parker Pyne, mens jeg ikke tidligere havde mødt Mr. Sattertwaithe, Harley Quin eller de øvrige hovedpersoner.

Det var som altid hyggeligt at læse Agatha Christie, og det var også interessant at læse nogle historier, der ikke er krimier. De 2 historier med Hercule Poirot er klassiske mysterier, hvor han overstråler poltiets opklaringsevner og formår at afsløre sandheden om gåderne/mordene. Herlige gensyn.

Andre af historierne er helt anderledes, idet de mere udstiller menneskelige svagheder og reaktionsmønstre, og det gælder også titelnovellen. Heri ender privatdetektiven Parker Pyne med at bo på hotel ved Pollenca Bay, hvor han af en fortvivlet, engelsk mor bliver bedt om hjælp til at afværge hendes søns blinde fascination af og truende ægteskab med en ung pige, som moderen finder upassende for sønnen. Selfølgelig ender historien godt, men overraskende på en måde som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre og med en herlig morale.

Da Agatha Christie er kendt som krimiforfatter anmelder jeg bogen under overskriften “Krimi og spænding”, men det kunne lige så godt have været som “Alt muligt andet godt”.

Billederne øverst er af bogens forside, mig under læsning af bogen ved bugten samt et helt andet problem ved Pollenca-bugten end det i bogen.

Det var en speciel oplevelse at læse bogen nærmest på gerningsstedet, og det var både indholdsmæssigt og litterært interessant at læse – i hvert fald for mig – anderledes historier af Agatha Christie. Især historien “The Harlequin Tea Set” forundrede og fascinerede mig med sit nærmest overraskende overnaturlige univers.

Iøvrigt: Vil du gerne læse bøger fra steder du har, skal eller gerne vil besøge, kan jeg anbefale den fremragende guide “Turen går til bøgernes verden”. Læs min anmeldelse af den her: http://blog.drustrup.dk/#post100

Bogen får 7 hyggelige skydeskivepoint som spændingsbog og 3 lige så hyggelige stjerner som altmuligmand andet godt.

Agatha Christie
Problem at Pollensa Bay – and Other Stories
HarperCollinsPublishers, 2016
Paperback edition
212 sider

Fra bogens bagside:
Man taler ikke ondt om de døde.

I en lille nordjysk havneby er tre unge mænd døde under mystiske omstændigheder. Hauge er ikke politimand, snarere tværtimod – han er lige kommet ud af spjældet, og han er ikke meget for at undersøge sagen. Men han skylder rockerkongen Bjarke en tjeneste og ham siger man ikke nej til. Bjarkes nevø er en af de døde. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebasin? Hauge begynder at grave i mysteriet, og han opdager hurtigt, at hverken sandheden eller en udefra er velkommen i det lukkede samfund.

Min anmeldelse:
Da jeg fik en henvendelse fra forfatteren med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at læse og anmelde hans nye bog, skete det, fordi han havde læst mine anmeldelser – også den af en roman, han havde bearbejdet til en grafisk roman: Palle Schmidt & A.J. Kazinski: Den sidste gode mand – //blog.drustrup.dk/#post62. Og når jeg sagde ja, var det bl.a. også derfor. Men det var især, fordi jeg fik leveret en lovende og interessant læseprøve – og da lokationen var Nordjylland, var det også interessant for mig at se, hvordan det spillede ind.

Da den hårdkogte, unge småkriminelle Hauge sendes fra storbyen til en fiktiv, nordjysk havneby for at hjælpe med opklaringen af , hvordan rockeren Bjarkes nevø døde, er der lagt op til øretæver og hårde konflikter, og det sker også. I en kortfattet, kontant og effektiv stil – Nordic Noir / Nordjysk Swot – fortæller bogen en intens historie om miljøet i havnebyen og især i de mere skumle cirkler. For mig er det oplagt at se, at Palle Schmidt som tegner er vant til at fortælle historier i koncentreret form og i begrænsede rammer.

“De efterladte” er stramt komponeret og renset for overflødige udenoms ting – noget som mange forfattere burde lære. Stemningerne og følelser står for mig mindst lige så stærkt på denne måde – måske endda stærkere. De konflikter, Hauge ender med at blive en del af, er barske, og han tager sine kampe, men alligevel er der glimt af lys og håb om lidt varme for fremtiden.

Det er en hurtigt læst bog, og det mener jeg positivt, for det skyldes bogens stramme komposition, spm jeg rigtigt godt kan lide. Det er samtidig en bog, der stikker ud i mængden af krimier. Af de grunde giver jeg gerne bogen 8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Forfatteren arbejder ifølge pressemeddelelse på en fortsættelse til “De efterladte”, og den vil jeg vente spændt på.

Palle Schmidt
De efterladte
Calibat, 2018
229 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.

Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.

Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.

En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed – og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant – og det var den også!

Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).

Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.

Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.

Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.

Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed – og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:

Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.

Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende

Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.

Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:

– Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.

– Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).

– Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.

– Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.

Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori “Alt muligt andet godt”, idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien “Krimi og spænding” på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.