Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Sognepræst Daniel Vest bruger sin tid på at hjælpe folk i nød, men ikke ved at dele suppe ud eller missionere – for med en baggrund i Frømandskorpset er han ikke helt som andre præster.

Via sin hjemmeside kontaktes han af en mor, hvis 15-årlige datter, Mathilde Østergaard, er rejst til Raqqa i Syrien for at blive gift med
ISIS-krigsherren Sheik Iban Omar. Tilværelsen som jihadbrud viser sig dog snart at være en helt anden end det glansbillede, hun blev stillet i udsigt på de sociale medier.

Daniel sætter alt ind på at hente Mathilde hjem, men i Raqqa er intet, hvad det giver sig ud for at være, og pludselig befinder han sig i et mareridt, hvor tiden måske er for knap til at gøre det rigtige.

Min anmeldelse:
Jeg har haft fornøjelsen af at også at læse og anmelde de første 2 bøger af Jens Strandbygaard.

“Mekkalinjen” – blog.drustrup.dk/#post69
(2016) og “Malaria” – blog.drustrup.dk/#post107
(2017). Jeg har endda fulgt både “Malaria” og den nye “Jihadbruden” helt fra en tidlig manuskriptudgave til den færdige bog. Det har været interessant at følge selve processen og ikke mindst udviklingen i forfatterens skrive- og fortælletalent. Og der er helt bestemt sket rigtigt
meget godt.

Mens “Mekkalinjen” var en actionfyldt spændingsbog med konspirationsteorier, var “Malaria” anderledes relevant og mere spændende, idet den tog nogle aktuelle temaer op. Den udvikling har Jens Strandbygaard fortsat i denne nye bog, hvor spændingsniveauet er rigtigt højt, og hvor den fuldstændigt realistiske baggrund med de mange europæiske unge piger, der forlokkes til at blive jihadbrude, gør læsningen mere aktuel, end det er rart at tænke på.

Samtidig er Jens Strandbygaard blevet bedre til at skrive og lægge flere lag ind i sine historier, og han siger selv, at det bl.a. skyldes et friskt studieår på Århus Universitet, hvor han læste Nordisk Litteratur. I historien er der flere symbolske navne og scener, og de tilfører
læsningen noget godt og interessant. I åbningsscenen holder Daniel Vest prædiken over påskeevangeliet om bl.a. død, sorg og håb. Også hans familieforhold beskrives meget overraskende, og heri indgår familiens 2 æsler, Smerte og Håb.

Baggrunden for hele historien er 100 % virkelighedsnær og er inspireret af faktiske sager fra Danmark og England, så også de grumme
forhold, som jihadbrudene i bogen lever under, er bygget over vidnesbyrd fra undslupne unge piger.

Og generelt bruger Jens Strandbygaard en god del tid på research i flere kilder for at få historiens forskellige lokaliteter og miljøer til at virke overbevisende – og det giver for mig en højere grad af fornøjelse at læse
en forfatter, der har fået styr på fakta, inden fiktionen skrives.

Selve den dødsensfarlige indsats for at befri Mathilde fra ISIS bliver en voldsom kamp på liv og død, og der spares ikke på virkemidlerne, men selv om det hele er beskrevet filmisk og med meget vold, virker historien absolut plausibel, og volden er velanbragt og virker slet ikke “for meget”.

Det er en intens bog om en hævnende engel eller en vigilante i skikkelse af præsten Daniel Vest med sit nom de guerre, Poseidon, inspireret af fortiden som frømand. En spændende og symbolsk historie om bl.a.
hævn retfærdighed og selvtægt.

Var bogen sluttet med, at Daniel Vest stiger ud af flyveren med den reddede Mathilde, og at alt derefter endte lykkeligt og godt, ville det ikke være i tråd med bogen iøvrigt. Så sådan slutter bogen naturligvis heller ikke, men jeg afslører ikke, hvordan det hele ender på overraskende vis!

Bogen er første bind i en planlagt trilogi med Daniel Vest. I bind 2 får vi sikkert endnu en spændende historie, men samtidig også mere om hans familie, inden historierne om Daniel Vest lukkes med bind 3. Send ham bare snarest på nye eventyr!

Jeg forøger med glæde gradvist antallet af point og krimihjerter til Jens Strandbygaard, så denne seneste bog får 8 sikre point på min spændingskrimiskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk.

PS: Har du selv brug for hjælp af Daniel Vest, eller kender du andre, der har behov for effektiv hjælp, så er Daniel Vests hjemmeside åben for indsendelse af bønner om hjælp. På siden http://poseidonhelps.com
kan man se de indsendte bønner, og bl.a. har Socialstyrelsen bedt om assistance til at finde 111 millioner kroner. Meget underholdende!

Jens Strandbygaard
Jihadbruden
Byens Forlag, 2018
324 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Billedet herunder er taget ved et bloggerarrangement i Århus og viser Jens Strandbygaard på hjemmebane: i restaurantens jagtstue.

Den store og spændende Stein/Steen-Tour begynder mandag 12.11.
Følg med alle 14 dage på stederne her – og vær også med i konkurrencen mandag 19/11 her på Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Thomas Winding havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super-Carla, der kunne trylle, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden, han var rundet af og talte til og med.

Min tidligere
kollega, bibliotekar emeritus BJARNI ÅKESSON FILHOLM, er denne gang gæsteanmelder. Tak til Bjarni!!

Bjarnis anmeldelse:
Jeg er glad for at have fået muligheden for at anmelde denne bog om Thomas Windings liv og virke.

Det er faktisk sådan, at jeg har ventet på en biografi i papirform om denne et af mine danske forbilleder. Jeg kender til diverse udmærkede dvd-udgivelser om Thomas Winding, men har egentlig gået og undret mig over, at der ikke kom en ”rigtig” bog om ham. Forlaget Politiken og forfatteren Henrik Palle opfylder nu i fællesskab mit ønske.

Og det er en god og veloplagt bog om Thomas Winding, der kronologisk skildrer multitalentets liv samtidigt med en vekselvirkning og kortlægning af hans kunstneriske virke, – dette bliver så elegant suppleret og sat ind i en kulturel sammenhæng med relevante oplysninger om, hvad der ellers foregik i verden i Thomas Windings levetid (1936-2008).

Jeg har altid betragtet Thomas Winding som et yderst talentfuldt menneske, – jeg er bevidst om ikke at udnævne alle mulige og umulige til genier, men i Thomas Windings tilfælde tøver jeg ikke. Jeg har det næsten som en af de personer, der er citeret i bogen. Hun siger: ”Ja, han kendte ikke mig, men jeg kendte ham…”.

Hans stemme er med rette blevet fremhævet, som ganske enestående, fløjlsblød med et elegant roligt taletempo. Men der anes vel også noget provokerende og drillende i den tilsyneladende slentrende og høflige diktion? Det er altid en fordel at have humoren på sin side – og den underspillede virker dobbelt så stærkt. Underlægningsfortællerstemmen til filmene om Emil fra Lønneberg bliver af mange ofte fremhævet som noget enestående Windingsk, som de husker fra deres barndom og ungdom. Denne oplevelse af en venlig stemme fra fortiden er jeg helt med på, men vil dog retfærdigvis stilfærdigt gøre opmærksom på, at den originale svenske fortæller i filmene om Emil fra Lønneberg nu også var temmelig god.

Thomas Windings liv var spraglet og omskifteligt. Han ville gerne – som barn – danse ballet i en kortere periode, han ville gerne male og tegne og senere skrive børnebøger. Og det gjorde han så alt sammen med skiftende intensitet livet igennem, og hvad især børnebøgerne angår også med stor succes og anerkendelse.

Så blev han filminstruktør, lærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft, Filmkonsulent og højskoleforstander. Han boede i en stor del af sit liv i København, hvor hans mange kunstnervenner også boede – vekslende med Ærø, hvor han nød freden og forsøgte at finde arbejdsro.

Samtidigt med alt det skabte han – i samarbejde med andre yderst talentfulde kunstnere, som bl.a.: Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Suzanne Brøgger, Olaf Nielsen, Hans Christian Ægidius, Brian Patersson, Gotha Andersen, Otto Brandenburg, Hauch-Fausbøll og ofte også sammen med sine egne familiemedlemmer og gode venner – de fremragende børne- og ungdoms tv-udsendelser/serier, som han med rette er anerkendt for: ”Lirumlarum”, Super Carla”, ”Blomsterpistolen”, ”Farvel jeg hedder Kurt”,
Tyllefyllebølleby, ”Det har jeg aldrig sagt”, ”Se Hundested og gø” for blot at
nævne nogle af dem, jeg selv kender. Jamen kæreste venner! – hvor jeg nød at se disse tv-serier fra dengang, det var før.

Jeg noterer mig også med glæde, at hans spillefilm ” Revolutionen i vandkanten” fra 1971 for øjeblikket restaureres af en af Thomas Windings eks-hustruer, Busser Winding. Så bliver der engang mulighed for at gense den.

Winding og kvínderne: Han blev gift og skilt mange gange og havde efter sigende mange udenoms-amorøse affærer. Han må have haft voldsom kvindetække. Jeg hæfter mig ved, at han blot ved at gå iklædt kedeldragt i en periode startede en mode blandt kvindelige ansatte i TV-byen, som også iklædte sig kedeldragter med bælterne spændt stramt om taljen. Windings interesse for det erotiske ses også af hans pornografiske romandebut: ”En historisk oplevelse. En nostalgisk porno i anledning af Københavns fødselsdag”. (1967). En efter datidens moralbegreber dristig og uartig sag.

Thomas Winding fik mange børn, alle dygtige og begavede på hver deres måde. Af bogen kan man forstå, at han ikke altid havde tid til dem, da hans fokus var andetsteds. Da han blev ældre, ændrede det sig til det bedre.

Som ungt menneske i 1960’erne og 1970’erne betragtede jeg ham som en begavet våbenbroder, som på en elegant og humoristisk facon stillede spørgsmål ved det vante og gængse. Hvorfor gør man sådan? Hvem har bestemt det? Kunne man overveje at gøre det på en anden måde? Hvis man fandt det omgivende samfunds normer begrænsende uden rigtig selv at kunne formulere, hvori det snærende lå, så trådte Thomas til med sin filosofiske crazy-komik og stillede sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål
til det allerede vedtagne.

Anarkisme, og mistro til autoriteter blev udfordret via gakkede fortællinger. Ikke noget med udmattende politiske venstre- eller højreorienterede argumenter. Næ, Thomas Windings rebelskhed var langt mere forfinet og universel. En slags sofistikeret nonsens-logik, måske?

Hans stemme var vigtig, – fortællingernes rolige fremadskriden ligeså. Det var jo lige der i spændingsfeltet mellem de to elementer, at magien og den euforiserende humor opstod.

Jeg kunne lide hans satiriske form for løjer, den kulsorte humor som lidt efter lidt antagelig var med til at ændre meningsdannelsen hos bestemte samfundsgruppers stivnede moralopfattelse og selvpåførte etikette-slaveri. Det vil jeg gerne tro.

Henrik Palles udmærkede bog om Thomas Winding har jeg været glad for at læse. Den er illustreret med fotografier af kunstneren, hans hustruer, børn og venner. Der er også en del malerier, som alle peger hen mod Thomas Windings snurrige visuelle begavelse. Dertil kommer et stamtræ og en værkfortegnelse bagest i bogen.

Efter mine begreber er denne bog sammen med Leonard Cohens (hov, der var da endnu en herre med en karakteristisk stemme) posthumt udgivne ”The Flame” en af de mest vedkommende og læseværdige bøger, der er udkommet i 2018. Derfor får den denne blogs maksimale 5 stjerner.

Henrik Palle
Thomas Winding : En
stemme i tiden
Politikens Forlag,
2018
300 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget

1972: Den venstreradikale bølge fra 1968 virker nærmest idyllisk sammenlignet med den krig, der nu vokser frem mellem Europas sikkerhedstjenester og en mere og mere splittet venstrefløj.

Eric Letang arbejder om dagen som fuldmægtig i Henning Sjöstrands berømte og berygtede advokatfirma, men om aftenen og i weekenderne er han aktiv på venstrefløjen. Hans store kærlighed Gertrude er advokat i Hamborg i et brutalt politisk klima, hvor hun oplever, at hendes venner en efter en sættes i fængsel eller bliver dræbt.

I Sverige arbejder hemmelige agenter efter vesttysk forbillede på at fremprovokere en åben konfrontation mellem “terrorister” og staten, og for den modstandsbevægelse, som Eric Letang er med i, bliver det et farligere og farligere spil.

Samtidig dør den ældre generation af familien Lauritzen, og en ny kommer til.

Først kort om mit forhold til Jan Guillous serie:
Jeg har med stor fornøjelse fulgt med i hele serien lige fra “Brobyggerne” åbnede med et brag. Jeg var fascineret både af de enkelte bøger og af det store romanprojekt. Derfor forsøgte jeg fra dengang af og frem til 2014 at arrangere et forfattermøde med Jan Guillou på Hjørring Bibliotek.

Det lykkedes sommeren 2014, og hele Guillous rigtigt gode oplæg om sit
forfatterskab inkl. baggrunden for serien kan findes her:  blog.drustrup.dk/#post11. Det var kort før bind 4 “Ikke at ville se” udkom – og for en gangs skyld brød Guillou seriens fremadskridende kronologi ved at lade næste bind i serien “Blå stjerne” foregå på samme tid og om de samme begivenheder, men med det hele set fra 2 forskellige vinkler. Efter min mening var det et genialt fortælleteknisk træk, der viste Lauritzen-familiens forskellige grundholdninger.

Efter disse bind begyndte handlingen at bevæge sig frem til den tid, Jan Guillou selv har en bevidst hukommelse fra, og det kan ses i de to følgende bind, som jeg har anmeldt på min blog: “Ægte amerikanske cowboybukser” – blog.drustrup.dk/#post13 og “1968” – blog.drustrup.dk/#post108.

Det har betydet, at beskrivelserne ikke længere udelukkende baserer sig på omfattende research, men nu også på Guillous egen hukommelse og oplevelser. Derfor har de to bøger – og den nye som jeg anmelder herunder – i nogen grad også ændret stil. Det gælder især “1968” og den nye, hvor forholdsmæssigt lange passager beskriver holdninger i og stridigheder blandt venstrefløjens fraktioner. Det har givet blandede anmeldelser, hvor flere har ønsket stilen fra især bind 1 “Brobyggerne” tilbage.

Sådan har jeg det ikke! Jan Guillous formål er fra sit udgangspunkt at beskrive de forskellige epoker i de hundrede, den er planlagt at dække frem til 11. september 2001 med World Trade Center. Og tiderne skifter undervejs, så beskrivelserne af en familie, et land, en region og politiken må nødvendigvis være forskellige fra omkring 1900 og til 1970’erne.

Vel er der store forskelle mellem de nu første 8 bind i serien, men overordnet set er serien “Det Store Århundrede” en efter min mening genial serie, der vil stå som et hovedværk i nordisk litteratur. Det er en indsats fra Guillous side, der burde udløse litterære priser af højeste karat, selv om han sikkert ikke selv ville ønske det.

Derfor:
Læs HELE serien og således også den helt nye “Dem der dræber drømme sover aldrig” – der for mig står som en af seriens allerbedste bøger!

Min anmeldelse af denne bog:
I denne bog spiller både politiske rænkespil, dramatiske begivenheder, korrupte medier og personlige tragedier centrale roller, men sandelig ikke uden humor af forskellig art. Selv om berufsverbot, terrorgrupper, modstandsbevægelser, ulovlige overvågninger, brutale politifolk, juridiske spidsfindigheder, stridende venstrefløjsgrupperinger og internationale politiske sager danner baggrunden for bogen og tiden, så er der tale om en roman – og en stærk en!

Gennem det hele går der nemlig personlige røde tråde lige fra familien Lauritzens interne forskelligheder, der bl.a. viser sig i arvesager og familiemøder, og til historien om Jan Guillous egen involvering i afsløringen af en hemmelig efterretningsgruppes ulovlige spionage mod den svenske venstrefløj. Virkelighedens Guillou hedder i bogen Erik Ponti, og virkelighedens tidsskrift Folket i Bild/Kulturfront hedder Folkets Avis i bogen. Sådan er der helt sikkert mange flere nøglereferencer, men det er ikke afgørende for læseoplevelsen at kunne gennemskue dem alle.

Afgørende er det, at Guillous interne og personlige viden om tiden og engagementet i dens politiske forhold formidles på ualmindelig fremragende vis i romanform. Forhåbentlig vil historien om tiden og dens på mange måder markante begivenheder blive stående endnu stærkere i både nuværende og kommende generationer bevidsthed efter læsning af denne roman. Det er sådan noget, romaner kan. Det er der flere eksempler på.

Jeg kan kun give bogen – og hele serien – mine maksimale 5 stjerner. Havde jeg flere, fik bogen også dem.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
(Det Store Århundrede; 8)
Modtryk, 2018
435 sider

PS:
På allersidste side i bogen dukker der en central hovedperson op fra en af Guillous andre serier. En mand med samme navn som formanden for bestyrelsen i Guillous svenske forlag Piratförlaget.
Gu’ ve’ om han kommer med i seriens kommende bind?!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Sportsstjernen Sonja Nordstrøm dukker ikke op, da hun skal lancere sin selvbiografi “Evig Etter” på morgen-tv. Den unge journalist Emma Ramm tager hjem til Nordstrøm for at se, om der gemmer sig en god historie i udeblivelsen. Bag den ulåste hoveddør finder Emma tegn på kamp, men ingen Sonja Nordstrøm. Til gengæld er der klistret et startnummer fast på tv’et. Nummer 1.

Politikommissær Alexander Blix får ansvaret for efterforskningen af Nordstrøms forsvinding. Spor efter hende dukker op forskellige steder, og det hele virker som en nøje udtænkt plan. En morder med sans for dramatik er tilsyneladende.

“Nulpunkt” er den første bog, Jørn Lier Horst og Thomas Enger har skrevet i fællesskab, og det er den første bog om parret Ramm og Alexander Blix.

Min anmeldelse:
Først en tilståelse: Med skam at melde, så har jeg ingen erindring om at have læst en eneste af de to norske forfatteres bøger med hovedpersonerne William Wissing og Henning Juul. Så dem har jeg ikke læst. Derfor er min anmeldelse kun baseret på denne ene bog, som er den første, de har skrevet sammen. Og for min skyld må de garvede forfattere med mange krimier hver for sig meget gerne fortsætte samarbejdet!

Uden at afsløre mere af handlingen end højest nødvendig, så kan jeg fortælle, at det er en ret realistisk historie om folks behov for at blive kendte og endda for enhver pris. De velkendte “15 minutes of fame” er ikke altid nok, så realitystjerner og andre folk i bogen og ude i virkeligheden gør hvad som helst for at blive kendte – også bogens morder. Morderen følger en plan, der først afsløres et godt stykke henne i bogen, og det gør forfatterne så godt, at det er en bog, der læses ret hurtigt. Samtidig er det dog en bog, der ikke glemmes lige med det samme, både fordi den er velskrevet og spændende, men også fordi emnet er ret relevant og aktuelt.

Bogen får 8 sikre krimiskydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk (Så gemmer jeg nogle point og hjerter til evt. kommende bøger fra det dygtige forfatterpar)

Jørn Lier Horst & Thomas Enger
Nulpunkt
Modtryk, 2018
392 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Fra bogens bagside:
Joseph King er undsluppet det topsikrede fængsel i Mansfield. Nyheden om en morder på fri fod spreder sig som en løbeild, og politichef Kate Burkholder og hendes team er i højeste beredskab. Men dette er personligt for Kate. Hun voksede op sammen med Joseph King, og som teenager tilbad hun den jord, han gik på. Kan den amishdreng, hun engang var forelsket i, virkelig have udviklet sig til en koldblodig morder, der nu har taget sine egne børn som gidsler?

King er bevæbnet, desperat og har intet at tabe. Kate frygter for børnenes sikkerhed og er pludselig fanget med King – taget som gidsel sammen med børnene. Men da han beder om hendes hjælp for at bevise sin uskyld, bliver hun i tvivl; er han uskyldigt dømt? Og hvem har i så fald slået en ung amishkvinde ihjel?

Min anmeldelse:
Siden første bind i serien med det amerikanske amishsamfund har jeg været fanget ind af historierne om den tidligere amishkvinde og nuværende politichef Kate Burkholder.

Det har jeg tidligere skrevet om på min blog i forbindelse med mine anmeldelser af seriens bind 7 og 8 – “Efter stormen” (7) http://blog.drustrup.dk/#post17 – “De ugudelige” (8) http://blog.drustrup.dk/#post105 – så læs mere om den side af historierne der.

Denne bog er nummer 9 i serien, og det rejser for mig det relevante spørgsmål: Er det muligt at blive ved med at finde på nye spændende historier fra og vinkler på det gammeldags og religiøse parallelsamfund amish og med vinkler herfra til det omgivende moderne amerikanske samfund? Svaret er: Ja!

Mens jeg var mere forbeholden overfor bind 7, må jeg sige, at Castillo i dette 9. bind i serien kommer stærkt tilbage. Det er en flot sammenhængende og rigtigt spændende historie, der fortælles. Og igen giver kombinationen af formidling af amishsamfundets regler og den spændende krimihistories dramatik en rigtig god læseoplevelse med både underholdning og viden.

Bagsideteksten fortæller det nødvendige om handlingen, og jeg synes, det vil være forbryderisk at afsløre mere. Gå derfor i gang med bogen – eller begynd forfra i serien for at få det hele med.

Jeg giver bogen 8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Linda Castillo
På afveje
Hr. Ferdinand (Politikens Forlag), 2018
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Her er rækkefølge og forsidebilleder af de første 8 bind i serien – og et forfatterportræt.