Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.

Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.

En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed – og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant – og det var den også!

Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).

Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.

Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.

Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.

Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed – og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:

Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.

Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende

Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.

Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:

– Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.

– Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).

– Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.

– Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.

Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori “Alt muligt andet godt”, idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien “Krimi og spænding” på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
År 1838:
James og Sadie Goodenough har slået sig ned, hvor deres hestevogn sad fast. I den mudrede, stillestående sump i det nordvestlige Ohio. Sammen med deres fem børn arbejder de utrætteligt på at tæmme deres jordstykke ved at købe ungtræer fra den lokale træsælger, kendt som John Appleseed, så de kan dyrke de halvtreds æbletræer, det kræver at afmærke deres grund. Men den plantage, som de planter, lægger spiren til en lang kamp. James elsker æblerne, der minder om deres lettere vilkår i Conneticut; hvorimod Sadie foretrækker den æblebrændevin, de laver, et alkoholisk fristed fra det brutale plantageliv.

År 1853:
Deres yngste søn Robert vandrer gennem guldfeberramte Californien. Hvileløs og hjemsøgt af den nedbrudte familie, han efterlod, har han vandret alene gennem landet. I en lille skov af rødtræer og amerikansk kæmpefyr finder han en smule trøst ved at samle frø for en naturalist, som sælger planter fra den nye verden til gartnere i England. Men selv i Amerika er der en grænse for, hvor langt man kan løbe, og da Roberts fortid uventet haler ind på ham, må han beslutte sig for, om han vil drage videre igen eller omsider slå sig ned selv.

Min anmeldelse:
Jeg nød Tracy Chevaliers bog “Pige med perleørering” rigtigt meget, og derfor gav jeg denne helt anderledes roman en chance. Det skete også, fordi historien efter bagsidens tekst bygger på de barske naturgivne vilkår, datidens indvandrere og nybyggere i USA måtte leve under. Både tiden og det med naturen fascinerer mig også.

Historien fortælles primært i 2 hovedafsnit dog med mellemliggende små afsnit til at knytte delene sammen. I første afsnit følger vi familien, mens de under ganske trøstesløse vilkår forsøger at skabe sig et tåleligt liv, men forgæves. Da alt falder sammen, følger historiens andens del sønnen Robert og hans vej vestpå, hvor han ender i Californien.

Bogen har ikke samme charme og tone som “Pige med perleørering”, men det er alligevel en godt fortalt historie, der giver en helt anden indsigt i den tids besværligheder ud over western-niveauet og Laura Ingalill Wilders univers. Det er også en historie med stærke personer, hvor især Robert er den markante person.

Det er ikke Nobelpris-verdenslitteratur, men det er en god, varm og interessant historie formidlet af en rigtig god fortæller.

Bogen føjer sig smukt ind mellem de øvrige bøger med historisk baggrund, som Tracy Chevalier har skrevet. Også “Æblehaven” bygger på historiske facts, og Chevalier blev inspireret af et par værker til at lave sin version af historien. I et efterskrift har hun beskrevet sine inspirationskilder og senere værker, hun har brugt som baggrundsstof. For mig giver det romanen yderligere dybde – også som skønlitterært værk.

(Billedet, jeg har lavet til illustration af min anmeldelse, består foruden bogens forside bl.a. af billeder fra en tur, vi i 2015 havde til netop de steder, bogen foregår i sidste halvdel: Murphys og Calaveras med de kæmpestore mammuttræer. Desuden er der meget passende indsat billede af en kogle fra netop mammuttræerne samt af et æble.)

Jeg giver bogen 4 stjerner ud af mine 5 mulige.

Tracy Chevalier
Æblehaven
Jentas, 2017
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:

Hun har kendt hende hele livet…
Andrea Oliver ved alt om sin mor Laura. Hun ved, at hun altid har boet i den lille by Belle Isle. Hun ved, at hun er en respekteret og fasttømret del af samfundet. Hun ved, at hun igen hemmeligheder har.

Men hun skjuler noget…
Men så en dag ender en tur til indkøbscentret i et blodbad, og pludselig ser Andrea en helt anden side af sin mor.

Og det kan slå dem begge ihjel…
Timer senere ligger Laura på hospitalet, og hun er på forsiden af alle aviser. Det går langsomt op for Andrea, at hun alligevel ikke kender sin mor så godt, som hun troede. Farerne er først lige begyndt, og Andrea må ud på en livsfarlig jagt for at finde sandheden om sin mors fortid. Lykkes det ikke, er begge deres liv i fare.

Min anmeldelse:

Jeg har læst alle bøgerne på dansk af Karin Slaughter, og jeg har anmeldt flere af dem – de 2 seneste på min blog: “En holdt kvinde” – //blog.drustrup.dk/#post26 (- en del af serierne om Sara Linton og Will Trent) og “Den gode datter” – //blog.drustrup.dk/#post110 (- en bog udenfor serierne). Jeg er en stor fan af Karin Slaughters bøger og har været rigtigt godt underholdt af hendes barske og velskrevne historier.

Derfor gik jeg med stor spænding og entusiasme i gang med den seneste bog “Brudstykker”. Da jeg var færdig, stod jeg af flere grunde med en noget blandet oplevelse. Om det skyldes for høje forventninger eller ej, kan jeg ikke blive enig med mig selv om, for vel er bogen spændende, men mere som en en spændingsbog end en egentlig krimi, men alligevel har jeg nogle forbehold.

Dels synes jeg ikke, plottet virker overbevisende. Jeg finder ikke den for mig nødvendige sammenhæng mellem de to handlingsspor i hhv.1986 og 2018, så historiens grundlæggende præmis om konflikterne virker ikke logisk nok for mig.

Dels synes jeg, historien fortælles for langsomt, over for mange sider og med nogle overflødige delelementer til, at der er intensitet og drama nok til at kunne rangere særligt højt blandt Karin Slaughters fremragende bøger.

Når det er sagt og skrevet, kan jeg se, det lyder for negativt, for – uden at jeg kan eller vil afsløre noget af bogens handling og plottets baggrund – bogen er som tidligere anført spændende. Bogen begynder nemlig ret dramatisk og voldsomt lige som en Slaughter-historie skal gøre det, og der er også spændende scener, så jeg var alligevel underholdt undervejs.

Mens jeg venter på næste rigtigt spændende bog af Karin Slaughter giver jeg denne bog 7 point på min egen skydeskive og 3 1/2 krimihjerte på krimifan.dk.

Karin Slaughter
Brudstykker
HarperCollins Nordic, 2018
526 sider

Fra bogens bagside:
Igennem guiden får du det vigtigste af Peter Wohlleben skovvisdom serveret på en overskuelig, praktisk og underholdende vis.

Du får blandt meget andet at vide, hvordan man orienterer sig i skoven uden kompas og GPS samt hvilke bær, svampe, blade og skud, man kan samle, plukke og spise. Du får de bedste tips til, hvordan man aflæser dyrespor, og hvor og hvornår man bedst kan iagttage de vilde dyr.

Der er forslag til, hvad man kan opleve sammen med børn i skoven, og hvordan man kan tilbringe en uforglemmelig nat i skoven. Endelig fortæller Peter Wohlleben om, hvordan en tur i skoven i henholdsvis februar, maj, august og november kan blive til en helt særlig oplevelse.

Min anmeldelse:
Jeg har læst 2 af forfatterens bøger, der er oversat til dansk, og derfor ville jeg meget gerne læse og anmelde også denne seneste bog. Både “Træernes hemmelige liv” og “Dyrenes hemmelige liv” var fascinerende med deres engagerede formidling i en kombination af personlige erfaringer og videnskabelige fakta. “Dyrenes hemmelige liv” bringer tankevækkende input og dyrs instinkter og reaktioner, og den har jeg anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post103

Jeg synes, det er en rigtig interessant bog, der formidler god viden på en god og engagerende måde. Det har været en stor fornøjelse at få formidlet forfatterens store erfaringer med at færdes i skoven på en livgivende og nysgerrig måde. Den slags oplevelser kan ikke formidles ofte og grundigt nok, så på den måde er bogen super anvendelig. Samtidig er den en fornøjelse at læse.

Min eneste anke er, at bogen har et centralt problem, da den mht. regler for færdsel i naturen udelukkende refererer tyske forhold, når den beskriver, hvad man må i både de private og offentligt ejede skove. Der er reglerne markant anderledes i Danmark, og det synes jeg godt, oversætteren/forlaget kunne have skrevet ind. Det ville markant have forøget bogens brugsværdi i Danmark. Benytter man bogens anvisninger til f.eks. tidspunkter og måder man må færdes på i private skove, overtræder man lovgivningen, og det er ret problematisk.

Når det er sagt, så rummer bogen så mange gode praktiske råd til at opnå fantastiske oplevelser på helt enkel vis, at den bør anvendes bredt i familier, skoler og børnehaver m.v. Forfatteren siger selv, at bogen ikke er et opslagsværk, men en appetitvækker, så lær f.eks at bruge alle dine sanser i skoven og prøv at lave skovtyggegummi.

Bogen får 4 stjerner på trods af min anke om konflikten med lovreglerne om færdsel i danske skove.

Peter Wohlleben
Brugsanvisning til skoven
People’s Presse, 2018
266 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

Uddrag fra bogens bagside:
Fem kvinder slænger modvilligt en rygsæk over skuldrene og går ind i skoven. Kun fire af dem vender tilbage, og de har hver deres version af historien.

Kvinderne er på teambuilding i den vidtstrakte skov i Giralang Nationalpark i Australien, da kollegaen Alice Russell forsvinder. Efterfølgende er de fire tilbageblivende kun enige om to ting: Ingen af dem så Alice forsvinde, og hun kunne være modbydelig, når det stak hende.

Hvor godt kender du egentlig de mennesker, du er tæt på? Det spørger politibetjenten Aaron Falk sig selv om, da han bliver involveret i sagen om Alice.

Efterforskningen fører Falk ind i den australske skov og tilbage til hans egen barndom, til dengang skoven var offer for en seriemorders hærgen og opslugte en ung kvinde, der aldrig er blevet fundet.

Min anmeldelse:
Da forfatterens første bog på dansk – “Tørke” – udkom, havde jeg (ligesom nu) alt for mange bøger i mine stakke med bøger, der skal læses, så jeg fik på trods af de gode anmeldelser, den fik, aldrig læst bogen. Det fortryder jeg så nu, hvor jeg lige har læst bind 2 i serien. Jeg må hellere få læst den første bog i serien også.

“Skoven” er nemlig rigtig god set fra flere vinkler. Dels er det en spændende og overraskende handling, dels får vi som læser ikke alle svar præsenteret, dels er den godt fortalt/skrevet, dels remset nogle interessante hovedpersoner, og sidst men ikke mindst bringer det os læsere til ikke bare et spændende sted, men også et sted og en natur der spiller aktivt ind i bogens forløb.

Bogen er relativt set ikke på så mange sider. Dejligt – og måske derfor er spændingen intens hele vejen frem til slutningen.

Hvad der er sket, inden teambuldingturen førte kvindegruppen og en gruppe mænd fra samme firma ind i skoven, hvad der skete de dage, kvinderne for vild og mistede en af deltagerne, hvad der efterfølgende sker, og om sagen hænger sammen med den gamle sag, vil jeg på ingen måde afsløre. Derfor må I selv tage på skovtur med bogen.

Velkommen til en af Australiens nationalparker! Også velkommen til et hensyn med Aaron Falk næste gang, han fører os til Australien.

Bogen får 8 sikre point på min krimispændingsskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk

Jane Harper
Skoven
People’s Press, 2018
370 sider

På bagsiden:
Denne bog henvender sig til naturinteresserede mennesker. Den fortæller med tekst og mange billeder om rådyrene og deres levevis året rundt.

Min anmeldelse:
Vigtigheden af første indtryk kan ikke overdrives. Her gør bogen et absolut godt indtryk med sit store format og flotte forside, og det indtryk styrkes ved en hurtig gennembladring – ja så hurtig blev det heller ikke, for opmærksomheden fanges nemt af de rigtigt mange og gode billeder. Det er en flot bog om det smukkeste dyr i den danske natur.

Et mere grundigt kig på bogen – både billederne, der fylder langt, langt mest i bogen, og de korte, præcise og oplysende tekster – gør fascinationen af bogen endnu større. Bogens format og de mange billeder giver indtryk af en rigtig coffeetable-bog, men den er mere end det. Indholdsmæssigt har den absolut substans og god brugsværdi.

Bogen er struktureret i 3 dele: ca. 50 sider om rådyrets biologi og livsvilkår i Danmark, ca. 120 sider hvor rådyrenes liv beskrives måned for måned samt et kort afsnit til sidst om de andre slags hjortevildt. Det lyder måske lidt tørt, men det er absolut ikke tilfældet. Såvel tekst som billeder viser Steen Aggers store fascination af rådyret og glæden ved at opleve det ude i naturen. Det engagement gør bogen levende og

Teksten: Den kortfattede tekst er formuleret enkelt og præcist, men formidler stadig viden, som vil kunne supplere selv garvede jægeres viden og måske korrigere det, de tror at vide. Tekstens præcise formuleringer vidner om forfatterens tidligere udgivelser af rigtigt mange små fagbøger for primært begynderlæsere om især naturemner. Denne bog er bestemt ikke i denne genre, men teksten kan nemmere læses af flere folk, end så mange andre fagbøger om jagt kan. Det er en ubetinget ros, og det gør bogen meget anvendelig til mange formål.

Billederne: De mange billeder udgør langt størstedelen af bogsidernes areal, og set gør bogen til en nydelse. Min eneste anke i den forbindelse er, at der er for mange små billeder med, for en strammere udvælgelse og flere billeder i stort format ville for mig være at foretrække. Størstedelen af billederne er Steen Aggers egne, så jeg kan godt forstå, det har været svært at vælge mellem yndlingsbilleder, men det ville have været en fordel. Det er en mindre anke.

Der er gennem årene kommet mange gode bøger med flotte billeder fra naturen og og med dyr, og denne placerer sig flot i det gode selskab – og kan sammenlignes lidt med Michael Sand: “Sommerbukken – råen og lammet”, der dog ikke dækker hele året og heller ikke har det samme formål og den letlæste tekst.

Mht. billedkvalitet placerer bogen sig som fotobog lige under Michael Sands jagtårbøger og de følgende års udgaver af Jagtbogen. Seneste bog har jeg læst og anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post121. Endelig vil jeg benytte lejligheden til at nævne bogen “Forsvaret og naturen”, som er den suverænt flotteste og bedste naturbog i mange, mange år!

Steen Aggers flotte bog får 4 flotte stjerner fra mig.

Steen Agger
Danmarks smukkeste – en bog om rådyret året rundt
Forlaget Grimbart, 2018
179 sider – i stort format