Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Det er midt i 1950’erne. Thomas har inviteret Maj og deres to teenagebørn på hospitalsophold i Järvsö. Det er et flot sted med et godt køkken, og Maj burde være glad. Hvis bare hun ikke gik og var så svimmel.

Maj gør sit bedste for at være godt selskab dér på hotellet. Men da hun under sig selv en ansigtsbehandling hos skønhedsekspert og mærker masken bliver smurt nænsomt ud over panden, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Er det bare overgangsalderen, eller er det ængstelsen for Thomas’ problemer med firmaet eller alkoholen? Eller skuffelsen over Lasses forsømmelighed med skolen og Anitas stædige interesse for bøger og film? Måske aner Maj, at store forandringer er på vej, uden hun har magt til at hindre det.

“Liv for hver en pris” er sidste bind i trilogien om den hjemmegående husmor Maj i Örnsköldsvik.

Min anmeldelse
Når nu denne bog er sidste del af en trilogi, er det en god idé ganske kort at friske indholdet de to første bind op. Begge bøger har jeg med stor fornøjelse læst og anmeldt tidligere, og de fik begge mine maksimale 5 stjerner.

“Et barn at føde” følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på. Læs min anmeldelse HER

“At sørge for sine”. I dette bind 2 er Maj hustru og mor i Örnsköldsvik i 1940’erne og 1950’erne, i en tid hvor husmoderen er et efterstræbt ideal. Læs min anmeldelse HER

Trilogien er som helhed på alle måder en enestående litterær beskrivelse af en tidsperiode på ca. 25 år med fokus på kvindens rolle i familien og i samfundet eksemplificeret gennem en enkelt kvinde.

Dette sidste bind fortsætter og fuldender beretningen om den usikre og uselvstændige familiemor, der på trods af dette og alle odds har en unik styrke, som gør det muligt for hende at klare de store sociale udfordringer og ændringer, hendes familie gennemgår i hele perioden.

Udviklingen i samfundet gør det sværere at drive en virksomhed som den, Thomas har overtaget fra sin familie, og hans arv smuldrer på den måde, og familiens økonomiske situation ændrer sig markant. Det ender bl.a. med at Maj som så mange andre husmødre på den tid også fik arbejde udenfor hjemmet, så familien kan klare sig økonomisk. Børnene er også blevet ældre og i gang med stifte familie, og det er centralt fro især sidste del af bogen.

At trilogien – og også dette afsluttende bind – samtidig er rigtigt gode tidsbilleder fortalt fra en sjældent set vinkel: husmoderens, gør bare bøgerne endnu mere vigtige og læseoplevelsen endnu bedre.

Mht. læseoplevelsen så fortsætter samme helt unikke fortællestil i denne bog, og det er fuldstændigt gennemført. Undervejs er der spring i fortællingens tidslinje, hvor de mellemliggende begivenheder udelades og kun fremgår af de følgende. Mest markant er det, at stort set hele teksten er personernes indre monolog, tanker og overvejelser samt nogle gange replikker med Maj som den helt dominerende stemme. Kun enkelte gange kommer hendes mand, Thomas, til orde i bogen, selv om han på sin vis dominerer historien. På den måde får vi som læsere det hele billede af en situation: de faktiske begivenheder, og det hele beskrives fra én af deltagernes synsvinkel og dennes uudtalte holdninger.

Det giver korte sætninger, der nogle gange er abrupte, men oftest er flydende og umiddelbare, så teksten bliver både gribende og poetisk. Når man som jeg er mere vant til at læse bøger, hvor historien er fortalt grundigt og detaljeret i lange sætninger, hvor alt beskrives udefra, er det sværere at læse denne bog. Det krævede for mig lidt tid at komme ned i læsetempo og at vænne mig til den korte og kondenserede skrivestil, hvor alt skal med for at få fuld nydelse af bogen. Det fortjener bogen, og den investering giver maksimalt udbytte. Bogen er på alle måder en stor oplevelse at læse, og det vil den være for rigtigt mange slags læsere. Prøv selv!

Det eneste, der ærgrede mig, da jeg lukkede bogen efter sidste side, var, at der kun er tale om en trilogi. Dels slutter historien brat, uden at vi som læsere får en afslutning på, hvordan det går med familien i tiden fremover. Dels er især Maj et godt bekendtskab, det er svært at sige farvel til. Selv om det er set, at andre forfattere har ændret på deres oprindelige planer og har udvidet en serie, så er det egentlig helt i bøgernes ånd, at historien slutter på den måde. Trilogien bliver således et nedslag i nogle personers liv med et udsnit af deres historie, og så må vi som læsere selv tænke og snakke videre. Det er bestemt heller ikke så galt, og at læse en bog uden en logisk og afrundet afslutning er heller ikke så dårligt. Slet, slet ikke i dette tilfælde.

Denne sidste del af trilogien kan på ingen måde få færre stjerner end de første 2, så det bliver helt fortjent til mine maksimale 5 stjerner.

Kristina Sandberg
Liv for hver en pris
Modtryk, 2018
566 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Kort sagt synes jeg, at Jens Henrik Jensen med denne bog har overgået sig selv!

Fra bogens bagside:
Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til hver 14. dag at have besøg af sin søn – men deres forhold er problemfyldt

Da den tidligere PET-chef Axel Mossman spørger, om Oxen kan tage til Jylland og kigge efter en forsvunden gårdejer og tidligere departementschef, siger Oxen først nej. Da han finder på at slå opgaven sammen med en vinterferietur med sønnen, siger han alligevel ja. Gården ligger ved Harrild Hede, hvor der er observeret ulve.

For Niels Oxen bliver den lille overkommelige opgave vejen ind i ukendt terræn, hvor flere slags ulve krydser hans spor og leder ham tilbage til hans gamle makker Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt mere hemmelighedsfuld og farlig, end nogen aner.

Min anmeldelse:
Havde Jens Henrik Jensen været indianer, er jeg sikker på, at ulven ville være hans totemdyr. Den er ihvertfald hans yndlingsdyr nummer 1, som han afslørede ved et træf for bogbloggere kort før udgivelsen af bogen. Det skyldes ulvens egenskaber og se senere i anmeldelsen hvorfor.

Kort sagt synes jeg, at Jens Henrik Jensen med denne bog har overgået sig selv! Gu’ hvor spændende og med et veldrejet og herligt komplekst plot. Det er den korte version.

Bogen er et længe ventet gensyn med den tidligere jægersoldat Niels Oxen, Margrethe Francke fra PET og den tidligere PET-chef Mossman – alle kendt fra de 3 bøger som oprindeligt udgjorde en afsluttet trilogi om den PTSD-ramte tidligere soldat Niels Oxen.

Bogen kan læses selvstændigt, men jeg vil ikke anbefale, at man snyder sig selv for fornøjelsen ved at læse de 3 første bøger. “Lupus” er ikke en direkte fortsættelse af trilogien, men der er tråde tilbage til dem.

Det er en grum historie om selvtægt, politiet og samfundet samt magt og magtmisbrug, og efter forfatterens udsagn er bogen – ligesom Oxen-trilogien – blevet til ud fra hans mistro og skepsis baseret på en klar fornemmelse af, at en god del beslutninger tages på et niveau noget over folkets hoveder.

I bogen er der desuden flere sidehandlinger – bl.a. om Niels Oxens liv med PTSD og forholdet til sønnen, Magnus samt Margrethe Francks baggrund. Selv om de parallelle handlingsforløb og begivenheder ikke umiddelbart ser ud til at hænge sammen, så hænger det hele sammen på bedste vis til sidst. Det er rigtigt godt klaret af forfatteren.

Mange politiske og geografiske detaljer fra det omgivende samfund krydrer og supplerer handlingen aktuelt og historisk. Det bidrager positivt til at fange læserne – som om det er nødvendigt med så spændende et historiekompleks, men rigtigt godt er det. Og så er der nogle rigtigt sjove og interessante bipersoner, der både underholder og bringer historien videre.

Ulve i Danmark – både rovdyret og en hemmelig organisation – samt myterne og den rationelle eller irrationelle frygt for dem begge er en af de røde tråde i historien. Og der er således også flere lag i bogens titel. Ud over henvisningen til organisationen Lupus er Lupus også en del af det latinske navn for ulv, der er ulve i bogen, og der er rigtigt mange af ulvens egenskaber i Oxen – og også i Jens Henrik Jensen. Han fremhæver selv egenskaber som stædighed – eller vedholdenhed – samt tilpasningsevne. Ulvens evner til at indgå i sociale strukturer er dog ikke noget, som Niels Oxen behersker, men det går (måske) fremad for ham.

Dengang jeg på bloggen anmeldte sidste del af trilogien – “De frosne flammer” HER HTTP://blog.drustrup.dk/#post6 – delte jeg ikke point ud, men det gør jeg nu – og endda meget gerne. Bogen får som et pletskud mine maksimale 10 skydeskivepoint her og de maksimale 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Og så må vi alle bare vente tålmodigt i 2 år, inden vi hører nyt fra Jens Henrik Jensen, men det gør jeg gerne, hvis ikke det kan være anderledes. (Og er Niels Oxen også med i 2020, gør det ikke noget!)

Jens Henrik Jensen
Lupus
Politikens Forlag, 2018
519 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS

Et interview med forfatteren
I anledning af bogens udgivelse lavede jeg i august et interview med forfatteren for både at give ham mulighed for at fortælle om bogen og forfatterskabet og for at skærpe nysgerrigheden og interessen for bogen.

Læs interviewet, der er på 6 sider, og få en introduktion til Jens Henrik Jensens forfatterskab og arbejdsmetode. Hør også om hans holdning til bl.m.a. ulve og t-shirts – og få (måske) svaret på, om der er en 5’er på vej. Hent interviewet som pdf-fil HER

http://drustrup.dk/blog/Jens%20Henrik%20Jensen%20interview.pdf

Fra bogens bagside:
Sam Berger er mistænkt for et mord, han ikke har begået.
Hans makker, Molly Blom, ligger i koma. Berger flygter ud i skærgården, hvor han venter på ordre fra Säpos øverste chef, men det er umuligt for ham at vide, hvem han kan stole på, og hvem der har skjulte dagsordener.

Stockholm trues af terror, og en eftersøgt morder, der nu også har en kidnappet pige i sin varetægt, risikerer at gå fri. Er Berger løsningen på problemerne eller en del af dem?

Min anmeldelse:
Da jeg anmeldte bind 1 i serien – “Skyggezone” læs HER, var jeg meget begejstret for denne nye serie af Arne Dahl og dens nye stil. Det var, inden jeg uddelte point og stjerner, men bogen fik en god vurdering!

Jeg skrev bl.a. “Det er ganske enkelt den bedste krimi, jeg har læst i lang, lang tid….” og “Det hele bliver vildt intenst, og stemningen styrkes af Arne Dahls sikre hånd med skrivestilen og med at skrue et effektivt plot sammen.” samt “Bogen er kondenseret ind til at være på færre sider end de fleste krimier efterhånden breder sig over. Det gør læseoplevelsen bedre…”

Da jeg anmeldte bind 2 i serien – “Indland” læs HER,
gav jeg bogen de maksimale 10 skydeskivepoint som et rent pletskud, og jeg skrev jeg bl.a. “Der er lagt fortælleteknisk røgslør over sagernes rette
sammenhæng, så det varede lidt, inden jeg troede, at jeg kunne regne ud, hvad der foregik. Men det kunne jeg så alligevel heldigvis ikke! Herligt med en spændende og velfortalt krimi, der ikke er forudsigelig!”

Da jeg begyndte at læse denne helt nye bog i serien var det med stor spænding. Ville den holde stilen og det høje niveau? Ja! Det gør den til fulde – og mere til, synes jeg. Både min beskrivelse af den intense stemning, den kondenserede og effektive skrivestil, de mange gode overraskelser passer næsten endnu bedre på denne nye bog.

Igen var de to unikke hovedpersoner involveret i en umiddelbart uigennemskuelig med meget dobbeltspil, skjulte dagsordener og dybe
hemmeligheder. Overordnet står en international sag om terror og våben i centrum, men der er mange andre lag og konflikter undervejs.

Og igen er spillet mellem Berger og Blom helt specielt, intenst, dramatisk og heldigvis uforløst. Heller ikke her vælger Arne Dahl mellem de nemme løsninger.

Og mit sidste lettere nervøse spørgsmål til mig selv var:
Nu er det vel ikke sidste bind i serien? Det troede jeg næsten helt frem til slutningen, og så fortæller jeg ikke mere. Men forlaget har i en medfølgende pressemeddelelse heldigvis oplyst, at Arne Dahl skriver på fortsættelsen – og den glæder jeg mig meget til! (Mindst lige så meget, som jeg glædede mig til fortsættelserne efter de første 2 bind).

Det er kun muligt for mig at kalde bogen et rent pletskud, og derfor giver jeg 10 point på min krimiskydeskive og 5 sikre krimihjerter på krimifan.dk. (Havde der været 6 krimihjerter på spil, ville den have fået det)

PS:
Den eneste detalje, jeg vil løfte lidt af sløret for, er, at vi undervejs får et kort og herligt gensyn med 2 personer fra Arne Dahls tidligere serier. Så siger jeg heller ikke mere!

PPS:
Arne Dahl er en af fire nominerede forfattere til den store europæiske krimipris, Ripper Award, som uddeles hvert andet år og gives for
“outstanding services to crime literature within Europe.” Du kan frem til 20. november stemme på din favorit HER (kun en stemme pr. mailadresse)

Jeg har helt uden at ryste på hånden stemt på Arne Dahl.
De øvrige forfattere er: Ingrid Noll, Val McDermid og Simon Beckett.

Arne Dahl
Midtvand
Modtryk, 2018
358 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Hvor langt vil du gå for at redde dit land, den du elsker og dig selv?

Forår 1996. I Rusland er den politiske kamp op til sommerens præsidentvalg skudt i gang. Pasjie, en ung kvinde, der arbejder for et svensk firma med interesser i Rusland, forsvinder i Sankt Petersborg. Telefonnettet i Stockholm udsættes for et hackerangreb, der involverer hundredtusinder af Telia-kunders private data.

Pasjies svenske kæreste og kollega, Max Anger, der er Ruslandsspecialist og har en fortid i militæret som frømand, rejser til Sankt Petersborg for at finde hende. Her opsnuser han ledetråde, der tyder på, at Pasjie har været undervejs med afsløring en af en mystisk organisation, som har forberedt et angreb på Vesten, og at der er en forbindelse mellem Pasjies forsvinden og Max’ egen fortid. Måske kan gåden om Pasjie også løse gåden om, hvorfor Max’ far blev anbragt som plejebarn på den lille skærgårdsø Arholma under Anden Verdenskrig?

For at redde sin kæreste og stoppe angrebet mod Sverige må Max Anger konfrontere en ondskab uden grænser og sande, at hans egen historie er en anden, end han troede.

Min anmeldelse:
Bed ikke om nåde er første bind i serien om ruslandsekspert og agent Max Anger, og det er helt oplagt at se, at forfatteren også er ekspert i russiske og østeuropæiske forhold. Det gør bogen til en totalt troværdig og meget skræmmende historie om russiske banditter (at kalde dem for mafia vil være alt for pænt, for de er helt uden et moralkodeks) og deres ultravoldsomme aktiviteter for at opnå magt og penge. Det er også en grum historie om det politiske system i Rusland med korruption, hvidvaskning og tætte forbindelser til de omtalte banditter. Hertil kommer de teknologiske midler, der tages i brug fra russisk side, for at nå deres mål.

Max Anger har rigtigt gode evner i aktion, og dem får han god brug for i sin kamp for både at overleve og for at redde såvel Pasjie fra at dø og Sverige fra at blive angrebet. Samtidig påvirker hans personlige baggrund og mystikken heri hele historien, og det tilfører et ekstra element til bogen.

Det er en velskrevet, godt fortalt og drabelig historie, der umiddelbart minder mig om en opdateret udgave af Leif Davidsens univers og Guillous kommandør Hamilton. En ganske effektiv kombination.

Selv om bogen foregår sidst i 1990’erne, er der klare forbindelser til de begivenheder, der aktuelt jævnligt dukker op i medierne om lignende sager med Rusland som aktør.

Kombinationen af en god historie og dens tætte relation til den aktuelle internationale, politiske situation har helt oplagt været årsagen til, at bogen filmatiseres.

Det bliver spændende at følge Max Angers fortsatte eventyr, og jeg var så godt underholdt, at jeg giver bogen 8 gode point på min krimi- og spændingsskydeskive som en god spændingsbog med politisk baggrund.

Martin Österdahl
Bed ikke om nåde
People’s Press, 2018
476 sider

I anledning af Jens Henrik Jensens nye bog “Lupus”, der udkommer 6. september, har jeg lavet et interview med forfatteren for både at give ham mulighed for at fortælle om bogen og forfatterskabet og for at skærpe nysgerrigheden og interessen for bogen, der er forfatterens fjerde bog om den PTSD-ramte tidligere soldat Niels Oxen.

Læs interviewet, der er på 6 sider, så du er bedre forberedt til den nye bog og få samtidig en introduktion til Jens Henrik Jensens forfatterskab og arbejdsmetode.

Hør også om hans holdning til ulve og t-shirts – og få (måske) svaret på, om der er en 5’er på vej. Hent interviewet som pdf-fil HER

Fra bogens bagside:
Stockholm, en decembernat. For enden af en gyde ligger sociologen Thomas Heber død. Leo Junker er lige vendt tilbage som politimand efter en mordsag, hvor han var udset til syndbuk. Hans egne dæmoner og et pillemisbrug truer med at koste ham jobbet, da Heber-sagen lander på hans bord. Eneste spor er sociologens kryptiske feltnoter: De antyder, at et menneske er i fare, men hvem? Hvad var det, Heber vidste?

Efterforskningen fører Leo på sporet af en bande racister og deres modstandere, og en krig, der udkæmpes på gaderne, men også i skyggerne, mellem gamle venner og nye.

Den dag Hebers forudsigelser bliver til virkelighed, raser en voldsom snestorm. Og der, i stormens øje, befinder Leo og hans kolleger sig uvidende om, at de er på vej direkte i armene på gerningsmanden.

Min anmeldelse:
Bogen er bind 2 i en serie med Leo Junker. Jeg har aldrig fået læst første bind – “Den usynlige mand fra Salem” – men efter have læst denne, der godt kan læses uafhængigt heraf, vil jeg helt sikkert gøre det ved lejlighed.

Bogen er nemlig en krimi, der ret kontant tager udgangspunkt i den aktuelle situation i Sverige med polarisering og ekstremisme på begge fløje, og de voldelige effekter det skaber. På den måde er det fair nok, at flere har sammenlignet forfatteren med forfatterparret Sjöwall & Wahlöö. Det samme er også en del andre forfattere blevet, men lige denne gang virker det logisk omend lidt ambitiøst. Tiden vil vise, om sammenligningen holder, og om hovedpersonen Leo Junker kan sprænge den rigeligt klassiske rolle som traumatiseret og misbrugende politimand. Det tror jeg, han kan. Det tror jeg, at forfatterens engagement i samfundsforhold og skriveevne vil hjælpe til.

Under alle omstændigheder er det en rigtigt spændende krimi, hvor historien fortælles gennem 12 dage i december og i en stil, der holdt mig fast som læser, mens julemusik og sange fra Beach Boys strømmede gennem bogen.

Historien er – ud over at være spændende – vedkommende, aktuel, stærk og samfundsmæssigt relevant, og hvad mere kan man forlange som krimilæser med hang til gode historier. Det bliver rigtigt interessant at følge forfatteren og Leo Junker fremover.

Jeg giver bogen 8 sikre skydeskivepoint her og 4 store krimihjerter på krimifan.dk.

Christoffer Carlsson
Den faldende detektiv
People’s Press, 2018
406 sider