Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Judy Leigh: Damen som købte en bus og bare kørte

Alt muligt andet godt Posted on 07 aug, 2018 22:11

Fra bogens bagside:
Det er aldrig for sent at opleve sit livs eventyr. Evelyn Gallagher fortryder bitterligt den hurtige flytning til plejehjemmet i Dublin. Selvom hun er femoghalvfjerds og netop blevet enke, så er hun langt fra døden nær. Så en morgen, mens hele plejehjemmet sover, trisser Evelyn ud gennem porten for aldrig at vende tilbage. Hun begiver sig ud på sit livs eventyr gennem Europa.

Men det er ikke alle, som synes, at store eventyr er passende for en dame i Evelyns alder, slet ikke hendes søn Brendan og hans kone Maura. Sammen begiver de sig ud for at lede efter Evelyn og følger et spor af mystiske sms’er for at få hende hjem igen.

Da de endelig finder hende, får de sig en overraskelse, for mens Brendan og Maura har opgivet kærligheden, så har Evelyn det ikke.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, faldt jeg for beskrivelsen og fik lyst til at læse den, fordi den vakte mindelser om de ret forskellige, men alle charmerende og gode bøger: “Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd” af Rachel Joyce, “En sidste ferie” af Michael Zadoorian og “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” af Jonas Jonasson. Bogens engelske titel er “A grand old time”, mens dens danske titel lægger sig ret tæt op af især den sidste titel.

Sådan begynder bogen også. Målrettet og meget bevidst om sin situation og med uforløst eventyrlyst drager Evelyn ud i verden. På sine første etaper guider tilfældigheder hende til møder med forskellige interessante mennesker, og det er ret underholdende at følge hendes færd gennem England til Frankrig, hvor hun på et tidspunkt køber en lille autocamper og fortsætter på egen hånd.

Parallelt med den del af handlingen følger vi hendes frustrerede søn, Brendan, og spillet/situationen mellem ham og hans kone, Maura. Han er på flere måder kriseramt, og det er deres barnløse ægteskab også. Alligevel vælger de sammen at bruge ferien på at eftersøge Evelyn med postkort og beskeder som eneste spor.

Herfra skifter bogen stil fra at være historien om en livskraftig, stærk ældre dame fyldt af eventyrlyst til at blive en romantisk kærlighedshistorie, og det kom så meget bag på mig, at jeg var lige ved at opgive læsningen. Dels følte jeg, at mine forventinger – forkerte eller ej – ikke blev opfyldt. Dels er jeg ikke den store læser af romantiske kærlighedshistorier, men det er måske en kromosomfejl, for det ved jeg, at mange andre er. Men selvfølgelig læste jeg den færdig.

Der er ingen skurke i denne historie kun personer, der på forskellig vis leder efter lykke og gode oplevelser. Det er på den måde en positiv historie om to generationers vej gennem livet med kærligheden som mål. Som bagsideteksten næsten afslører, finder Evelyn kærligheden på sin rejse, og jeg overrasker nok ingen ved at fortælle, at situationen også ændrer sig til det bedre for Brendan og Maura. Præcist hvad der sker, vil jeg ikke ikke afsløre her.

Der gik på den måde lidt for meget varm sødsuppe uden lidt stærkt krydderi og uden et drys humor i bogen til min smag, men ingen læsere har identiske smagsløg, så bogen vil helt sikkert finde sine læsere, der vil læse bogen som en positiv og varm kærlighedshistorie.

På min personlige blog kan jeg ikke give bogen mere end 3 små stjerner, mens andre sikkert vil læse den som en 5-stjernet bog.

Judy Leigh
Damen som købte en bus og bare kørte
HarperCollins Nordic, 2018
364 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anders Roslund og Börge Hellström: Tre minutter

Krimi og spænding Posted on 30 jul, 2018 22:54

Fra bogens bagside:

COLUMBIA
Piet Hoffmann arbejder som livvagt for El Mestizo, en livsfarlig, skruppelløs narkoforbryder. Hoffmann er det eneste menneske, El Mestizo stoler på. Hvad han ikke ved er, at Hoffmann arbejder undercover for den amerikanske regering.

USA
Kampen mod narkokartellerne i Columbia ledes fra inderkredsen i Det Hvide H.us. Lederen af kampen er nummer tre på rangstigen, lige efter præsidenten og vicepræsidenten. Han rejser til Columbia for at vise sin styrke og motivere sine soldater. Det skulle han aldrig have gjort.

SVERIGE
Kommissær Ewert Grens får en hemmelig opgave af sin chef. Noget er gået helt galt i Columbia. En svensk statsborger, der arbejder undercover, er indblandet. Grens og Hoffmann har mødt hinanden før – men denne gang er de på samme side.

Min anmeldelse:
Hvis en undercoveragent i Sverige lever et meget farligt liv, så er livet som undercover agent blandt columbianske narkogangstere en hel del mere livsfarligt. Men på denne grumme internationale scene agere Piet Hoffman mindst lige så effektivt og målrettet, som han gjorde i Sverige i “Tre sekunder”.

Hans rolle er at forsyne de amerikanske myndigheder med informationer om narkofremstilingen i Columbia og distributionen til resten af verden, og det kan kun ske ved aktivt at spille med på de voldelige vilkår, og det prøver han personligt at komme overens med, og det gælder også hans kone, som sammen med parrets to små drenge også er gået under jorden i Columbia.

Situationen forværres voldsomt, da lederen af et amerikansk styrke med opgaven at bekæmpe narkogangsterne en tur til Columbia bliver taget til fange og tortureret. På trods af at de amerikanske myndigheder kender Piet Hoffmanns rolle, sætter de ham som del af narkomiljøet alligevel på en dødsliste, og så forværres situationen markant for Hoffmann og hans familie. Han bliver en også et muligt mål for de amerikaner droneangreb.

Det er her Ewert Grens kommer ind i billedet. Han sendes til Columbia for sammen med nogle amerikanske nøglepersoner at redde familien Hoffmann ud af landet og helst tilbage til Sverige, selv om en retssag venter ham der. Så vil jeg ikke fortælle mere af handlingen. Den skal I som læsere selv opleve, men der er godt gang i begivenhederne!

Vold og anvendelse af avanceret teknologi er øget yderligere et par effektfulde trin i forhold til bind 1. Begge dele virker både voldsomt og voldsomt realistisk, og det virker velanbragt og helt fantastisk godt i forhold til konflikten og historiens dramatiske flow. Piet Hoffmann er hamrende effektiv til at planlægge og udføre sin planer til mindste detalje. Her kunne såvel Olsen-banden som James Bond lære en hel del. Og så er det hele rigtigt godt fortalt i et både detaljerigt, levende og effektivt sprog.

Hvordan det hele ender, vil jeg da ikke afsløre, men der kommer en fortsættelse, men jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at historien ender med et herligt twist, der nok vil virke amoralsk på de fleste, men som er fuldstændigt logisk i historiens univers.

Bøgerne “Tre sekunder” og “Tre minutter” indgår i forfatterparrets serie med Ewert Grens, men udgør samtidig en selvstændig trilogi med Piet Hoffmann som hovedperson, idet næste bog i serien, “Tre timer”, udkommer på dansk til november, men med Anders Roslund som eneforfatter pga. Börge Hellströms død i 2017. Den er jeg rigtigt spændt på at læse!!

Læs min anmeldelse af den spændende “Tre sekunder” her: http://blog.drustrup.dk/#post165

Jeg giver med glæde gerne også denne nye bog i serien 9 sikre krimiskydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Anders Roslund og Börge Hellström
Tre minutter
Modtryk, 2018
477 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Nele Neuhaus: Ulven

Krimi og spænding Posted on 28 jul, 2018 11:12

Fra bogens bagside:
Hvor meget ved du egentlig om dine nærmeste, og hvem kan du stole på?

En varm junidag bliver liget af en ung pige reddet op af floden ved Eddersheim små 30 kilometer fra Frankfurt at Main. Obduktionen viser, at hun er blevet mishandlet og derefter myrdet. Det mærkelige er, at ingen savner hende.

To uger efter fundet står Pia Kirchhoff og hendes chef, Oliver von Bodenstein, stadig på bar bund i sagen, ikke engang mysteriet om pigens identitet er opklaret. Stemningen er på nulpunktet, da de bliver kaldt ud til et andet tilfælde: En berømt og berygtet tv-vært er blevet overfaldet, måske fordi hun i sin research er kommet for tæt på den forkerte slags mennesker? Om de to sager hænger sammen, er opstil Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein at opklare i en intens efterforskning, der konfronterer dem med den største brutalitet, de endnu har mødt.

Min anmeldelse
Nele Neuhaus har tidligere fået udgivet to bøger på dansk, og begge er med samme opdagerpar. De har ligesom denne nye selvstændige emner som baggrund for kriminalhistorierne, samtidig med at de alle foregår Taunus-området nær Frankfurt am Main. De udspiller sig her i tætte miljøer, hvor folk kender hinanden gennem mange år, og hvor gamle forhold spiller ind i nutiden. Det er især tilfældet i den første bog på dansk: “Snehvide skal dø”. I den næste – “Den der sår vind” – er temaet desuden vindkraft og placering af vindmøller.

Det er helt umuligt at fortælle ret meget om, hvilket grundlæggende tema denne nye bog har, for det vil være ærgerligt at afsløre ret meget mere af handlingen, end der beskrives på bagsiden

Bare vil jeg sige, at det igen er en velkomponeret historie, Nele Neuhaus har lavet. Tingene hænger selvfølgelig sammen, men sammenhængene og de traumatiske begivenheder bliver først endeligt afdækket sidst i bogen. Ved at afsløre for meget vil jeg ødelægge kommende læseres mulighed for at blive fascineret og fanget ind af historiens dele og bogens spændingsopbygning. Derfor vil jeg heller ikke forklare titlen!

Det er en absolut realistisk og ualmindelig barsk historie, der vil kunne holde opmærksomheden fanget hos rigtig mange læsere, og som desuden udbygger kendskabet til det tyske lokalmiljø, Nele Neuhaus skriver sine bøger ind i. Også situationen for og mellem makkerparret udvikler sig fra bog til bog, og det er også godt skrevet. Alene derfor er det vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge.

Her kan jeg så undre mig lidt over, at forlaget ikke har oversat og udgivet de første 3 bøger i serien, der på tysk i alt rummer 8 bind. “Ulven” er nummer 6, mens de forrige var nummer 4 og 5. Det sker forhåbentligt snart – sammen med de næste bøger. Det vil jeg se frem til.

Jeg giver gerne denne bog 8 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Nele Neuhaus
Ulven
People’s Press, 2018
475 sider

Her er link til mine anmeldelser af de foregående bøger i serien:

Nele Neuhaus: Snehvide skal dø – blog.drustrup.dk/#post4

Nele Neuhaus: Den der sår vind – blog.drustrup.dk/#post95



Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os

Alt muligt andet godt Posted on 26 jul, 2018 13:19

Fra bogens bagside:
Nahid møder Masood, den aften hendes familie fejrer, at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ud i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender.

I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.

Min anmeldelse:
Forlaget karakteriserer bogen sådan på bagsiden: “Et knytnæveslag af en roman om en oprørsgeneration, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.”

Det er ret præcist og burde give mange lyst til at læse denne gribende og stærke bog. Stærk – fordi den af flere grunde sætter sig spor hos læseren.

Dels er det historien om en generation entusiastiske, håbefulde og politiske engagerede unge i Iran. Deraf følger også historien om de traumer, der udløses, da deres illusioner om frihed brister, og de udsættes for vold og må flygte fra Irans præstestyrede tyranni. Den del af historien fortælles i tilbageblik af bogens hovedperson, Nahid, der flygtede til Sverige. Med til det hører også beretningen om Nahids forhold til sin mor.

Dels er det historien om Nahids aktuelle situation i Sverige, hvor hun har arbejdet som læge. Nu er hun terminalt syg af kræft, og den diagnose gør hende både vred og ulykkelig, så hendes reaktioner er ikke altid de mest positive i forhold til sin familie – bl.a. den gravide datter, men ganske logiske i betragtning af hendes situation. Den del af historien står for mig som den mest gribende.

Men de to dele af historien hænger nøje sammen og fortæller smertefulde erindringer om fortidens betydning for nutiden, om at flygte, om familiebånd, om at være syg og om døden.

Den gribende historie fortælles i en koncentreret litterær form med korte sætninger med indholdet kondenseret på en måde, der gør læsningen til en nydelse og kræver opmærksomhed.

Som det forhåbentligt fremgår, kan jeg ikke anbefale bogen nok og tøver ikke med at give bogen de maksimale 5 stjerner.

Golnaz Hashemzadeh Bonde
Det var os
Politikens Forlag, 2018
204 sider



Anders Roslund & Börge Hellstrōm: Tre sekunder

Krimi og spænding Posted on 19 jul, 2018 11:27

Fra bogens bagside:
Piet Hoffmann lever et dobbeltliv. Et med sin elskede kone og to små sønner, og et andet, hemmeligt, hvor han hver dag risikerer at miste alt. Hoffmann er som svensk politis mest succesrige undercoveragent nået til tops i den kriminelle verden. På ordre fra både politiet og den polske mafia skal han nu forsøge at infiltrere Sveriges sikreste fængsel. Bliver han afsløret, er han lige farlig for begge sine arbejdsgivere. Han er alene og kan ikke stole på nogen.

Kommissær Ewert Grens bliver involveret i Piet Hoffmanns livsfarlige spil uden at vide, hvem han er. Grens bliver tvunget til at vælge, om Hoffmann skal dø.

Kun tre sekunder adskiller liv og død.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, kort efter den udkom første gang i 2010, og dengang var det vildt spændende læsning, hvor jeg helt frem til slutningen var meget i tvivl om, hvad der skete med Piet Hoffmann. Det var jeg ikke, da jeg læste den igen, nu den blev genudgivet som paperback, men det var alligevel vildt spændende læsning!

Det er en stærk historie om at bruge politiagenter / agent provocateurs. Den beskriver agentens vilkår, personlige omkostninger og den ustandselige fare, de arbejder under. Forbrydernes holdninger og reaktioner, når en agent afsløres, beskrives også, og det er ikke bare for sjov. Værre er det at følge, hvordan alle officielle instanser som politi, anklagemyndighed og politikere fralægger sig ethvert ansvar, og overlader agenten på egen hånd. Og det sker for Piet Hoffmann.

Kronologisk og i korte kapitler følger vi som læsere skiftende personers aktiviteter. Efterhånden tegner der sig et billede af personernes sammenhængende historie, og af hvad der sker. Det gøres grundigt med mange detaljer, men det bliver alligevel hurtigt intenst spændende. Senere kommer der ret meget mere fart og dramatik på historien helt frem til den overraskende slutning. Selv med de mange detaljer, der fylder de truende mange sider, så er det en en bog, der ikke opleves som spor for lang.

Det er på mange måder en brutal bog. Det er den pga. de voldsomme begivenheder, der beskrives i detaljer, men den er det især på den høje grad af sandsynlighed, bogen beskriver bl.a. af den officielle ansvarsfralæggelse. Det er for alvor brutalt. Kombinationen af samfundskritik og en spændende kriminalhistorie står ualmindeligt stærkt.

Bogen er genudgivet i anledning af både en filmatisering af bogen og udgivelsen i juni af fortsættelsen “Tre minutter”. Filmen har international premiere januar 2019, og “Tre minutter” anmeldes snart her. Bøgerne indgår i forfatterparrets serie med Ewert Grens, men udgør en selvstændig trilogi med Piet Hoffmann som hovedperson, idet næste bog i serien, “Tre timer”, udkommer på dansk senere, men med Anders Roslund som eneforfatter pga. Hellströms død i 2017.

Jeg giver med glæde gerne bogen 9 sikre krimiskydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Anders Roslund & Börge Hellstrōm
Tre sekunder
2. udgave
Modtryk, 2018
612 sider



Herman Koch: Sommerhus med swimmingpool

Alt muligt andet godt Posted on 10 jul, 2018 22:23

Fra bogens bagside:
En lægelig fejl leder til den berømte skuespiller Ralph Meiers død, men hans læge Marc Schlosser er ikke specielt urolig. Han skal godt nok give møde for det lægeetiske nævn, men han forventer at slippe med et rap over nallerne – måske et par måneders suspension.

Men var der overhovedet tale om en fejl? Ralphs kone Judith tror det ikke. Kan der være en sammenhæng med den interesse, Ralph Meier udviste for Marcs smukke kone, Caroline? Eller med de skæbnesvangre begivenheder året før, da familien Schlosser tilbragte en uge i sommerhus ved Middelhavet med Ralph Meier og hans familie?

Min anmeldelse:
På baggrund af tilbageblik til tiden 1 1/2 år tidligere, hvor Ralph Meier første gang opsøgte lægen Marc Schlosser, og på baggrund af beskrivelser af lægens forhold til sit arbejde får vi fascinerende historie om relationerne mellem personerne.

Hen over hele ligger Marc Schlossers kamp for en af sine døtre og hans reaktioner på det, der skete for hende, mens de holdt ferie året før. Det ender nærmest i en efterforskning, men bogen er slet ikke spændingsbog på den måde. Ellers vil jeg ikke afsløre mere af handlingen, som ikke er plotbaseret, men kan karakteriseres som relationsbaseret, hvis der er noget, som hedder sådan.

Bogens personer i begge familier samt øvrige personer er alle fuldt facetteret beskrevet i psykologisk indsigtsfulde beskrivelser af det intense spil mellem personerne. Det sker i en velskrevet, kondenseret og præcis stil og endda på relativt få sider med stor sats. Det er imponerende gjort af forfatteren.

Bogen er intenst spændende på det psykologiske niveau med sin stærkt gribende historie om menneskers relationer og deres konsekvenser, og om hvor langt en forælder vil gå.

Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end de maksimale 5 stjerner, og jeg vil anbefale den læst af rigtigt mange. Læs evt. en anmeldelse af bogen her https://litteratursiden.dk/node/83150

Herman Koch
Sommerhus med swimmingpool
People’s Press, 2018
390 sider



« ForrigeNæste »