Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Universitetets rektor Aage Aalesen bliver fundet død på sit kontor natten efter årsfesten. Han har utallige fjender blandt de ansatte, efter han med støtte fra landets største virksomheder har iværksat en transformation af Universitetet til en effektiv koncern med “Ny Ledelse” som motor.

En rumænsk rengøringsassistent, der er usædvanlig dygtig med en skalpel og ved computertasterne, sætter sig for at opklare sagen sammen med sin nye ven, en gammel 68’er og tidligere medlem af Marxistisk-Leninistisk-Trotskistisk Folkefront.

Et hæsblæsende drama udspiller sig for at finde motiver til mordet. Et blowjob, en slåskamp på herretoilettet og misbrug af offentlige midler peger i vidt forskellige retninger.

Min anmeldelse:
Handlingen helt, helt kort:
Den gamle 68’er i bogen, Carsten Tværbom, danner et umage, men effektivt makkerpar med den rumænske rengøringsassistent Juliana for på egen hånd at afdække og afsløre sandheden bag rektor Aalesens død. En sandhed, som det totalt uduelige politi ikke magter at finde ud af.

Aalesens visioner om et universitet på markedsvilkår og efter forretningsprincipper tages op og skærpes markant af bestyrelsesformand Peter Plowmann, der også er CEO for InsuLab a/s.

Planerne for universitetets fremtid efter salg til kommercielle kræfter og amerikanske kapitalfonde lægges i et tæt samarbejde med regeringspartierne og støttepartiet Nationalistpartiet. Samtidig med at grave i Aalesens mystiske død, kommer Carsten og Juliana takket være deres gamle forbindelser og Julianas uventede evner på sporet af de planer, og så tager sagerne fart.

Forrest i bogen skriver forfatteren, at romanen er “fiktion fra ende til anden. Ethvert sammenfald med virkelige personer eller hændelser beror på tilfældigheder.”

Det er en helt logisk og klassisk fraskriven sig ansvar, men realiteterne må på flere måder være lidt anderledes mht. tilfældighederne.

For det første mht. tilfældighederne:
Bogen er vel ikke en egentlig nøgleroman, men alligevel er det hele vidt ikke tilfældigt. Jeg har helt sikkert ikke fanget alle hints og spor til faktuelle begivenheder, så jeg bringer kun ganske få eksempler. Dels er der på den tilhørende hjemmeside www.mondogrande.dk hints til en faktisk sag, hvor rektoren på Københavns Universitet uretmæssigt fik stillet firmabil til rådighed, og i bogen er det samme sket for den myrdede rektor. Dels er der flere navne, som minder mig om noget – bl.a. advokatfirmaet Gorillasen & Fedtspil, Bingo Bank med de tætte forbindelser til partiet Liberalisterne samt flere andre navne og roller til partier og politikere.

For det andet:
Plottet indeholder også så mange tilfældigheder og pludseligt opståede forhold, at opklaringen virker helt usandsynlig og ulogisk.

For mig at se er det mest interessante i bogen de emner og problemstillinger, som forfatteren tager op – f.eks. økonomisk svindel og hvidvask af penge, universiteternes interne magtkampe, samarbejde mellem kommercielle firmaer og uddannelsesinstitutioner, politiets ulovlige midler i kampen mod revolutionære fraktioner efter 1968, forholdene i Rumænien, det danske politiske systems lukkethed og manglende demokratiske ånd m.fl.

De emner drukner for mig i en uskøn blanding af løst konstrueret krimigåde samt uskarp og overskruet samfundssatire. Forfatterens baggrund i undervisningsverdenen og hans fortid som aktiv i 1968-bevægelsen ligger klart til grund for historien, og det er ganske interessant glimtvis at få præsenteret sager og emner, der er relevante, og hvor historien virker sandsynlig. De emner kunne der helt sikkert skrives spændende bøger om – også som krimier og/eller samfundssatire.

Derfor hænger bogen slet ikke sammen som krimi eller spændingsbog. Den har undertitlen “En 68’er tilbage på sporet”, og i den medfølgende presse meddelelse (bogen er modtaget som anmeldereksemplar) kaldes den for “skæmtekrimi”. Den virker dog ikke som skæmtende på mig, men mere som uforløst satire.

Samfundssatire og spænding er en svær blandingsgenre at begive sig ud i, men det er lykkedes for andre forfattere. Jeg nævner disse meget forskellige bud blandt flere andre: Bjarne Reuter (f.eks. Den iranske gartner), Hans Scherfig samt Peter og Stig Thorsboe (Den svindske affære)

Jeg læste bogen færdig, fordi jeg var interesseret i slutningen, og jeg må sige, at det her er lykkedes lidt bedre for forfatteren. Bogen ender med et stort brag og en epilog, hvor næsten alle ender knytttes, og hvor fremtiden for bogens personer skitseres. Her dukker flere interessante overraskelser op, og slutningen giver bogen et ekstra point, så det ialt bliver til 4 små point (ud af 10) på min krimi- og spændingsskydeskive samt 2 hjerter på krimifan.dk

Mads Christoffersen
Mord på universitetet
Mondogrande, 2018
235 sider

Velkommen til Kludderkorpset…

Det er her, Skotlands politi dumper de udstødte betjente, de helst vil være foruden – betjente som Callum MacGregor, der på grund af en skæbnesvanger beslutning nu sidder i bunden af hierarkiet og skal trækkes med alt rugbrødsarbejdet.

Men da en antik mumie bliver fundet på en losseplads, får Callum pludselig en hovedrolle, da han opdager en forbindelse mellem mumien og tre forsvundne mænd.

Ingen forventer, at Callum og kollegerne kan opklare sagen, men uret tikker, og nogen skal forhindre morderens ofre i at lide en langsom og smertefuld død. Spørgsmålet er blot, om de kan bevise deres værd, før morderen slår til igen…

Sådan beskrives bogen på bagsiden.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg første gang læste en bog af Stuart MacBride, var jeg solgt til hans særlige skrivestil, hvor barske begivenheder i det skotske beskrives i en herlig blanding af grotesk og grov humor, fyldt med toporginaler og for en gangs skyld med et relevant mix af hårdt privatliv og et arbejdsliv med uduelige chefer for de centrale personer. At der samtidigt arbejdes med flere sager og problemer på forskellige niveauer håndterer MacBride på fornem vis, selv om det – især i begyndelsen af bøgerne – kan være svært at holde overblikket. Mens vær tålmodig og bliv ved.

Sådan var det, da jeg læste og anmeldte disse bøger af Stuart MacBride:

De første 2 i serien om Ash Henderson: “Hilsner fra de døde” og “En sang for de døde” http://blog.drustrup.dk/#post54

Bind 9 og 10 i serien om Logan McRae:

“De forsvundne og de døde” http://blog.drustrup.dk/#post68

“I den kolde mørke jord” http://blog.drustrup.dk/#post127

OG sådan har jeg det også med denne nye bog “Knoglekræmmerens vals”. Den er ikke en del af en serie, men en selvstændig historie, som ikke bare er fortalt med samme kulsorte humor og voldsomme begivenheder som de andre bøger af MacBride, men som har fået lige en tand mere på alle områder!

Det er der kommet en for mig fantastisk underholdende, velskrevet – på måske lidt for mange sider – og spændende krimi ud af. Velvidende at der er læsere, som ikke kan klare mosten eller eller den komplekse (nogle vil måske sige lidt rodede, men det passer ikke) historie med de mange sidehandlinger. Det klarede jeg fint og var meget, meget godt underholdt hele vejen – spændt smilende!

Ingredienserne er – blandt meget andet:

En gruppe af politifolk, ingen vil samarbejde med, og under ledelse af totalt uberegnelige “Moder” assisteret af sin kræftsyge og underlige næstkommanderende McAdams. Callum MacGregor, hvis forældre og bror blev kidnappet og forsvandt, da han var lille. Han er i kludderkorpset bestående af karrierredræbere og kassationskandidater, fordi han har taget skylden for en fejl som hans kollega/gravide kæreste har begået, Hans makker, den sorte og yngre betjent Franklin, er der, fordi hun ikke fandt sig i sin chefs fysiske tilnærmelser.

En morder, der ikke bare slår ihjel, men vil gøre sin ofre til guder bl.a. ved at røge dem til mumier på samme måder som fisk.

En spøjs rockmusiker, Donny “$ick Dawg” McRoberts (bogens titel er en hans sange), og en vidt berømmet forfatternavne fantasy og gysere for børn, R.M.Travis. I det meste af bogen sker mødet med dem gennem citater placeret i afsnit mellem historiens kapitler og korte afsnit med morderens tanker, men senere i bogen møder vi dem begge.

Den meget voldelige småforbryder Ainsley Dugdale og rigmanden Leo McVey.

En sølle familie med mor og to børn, og hvor den unge mor mishandles af en mand, og hvor MacGregor arbejder aktivt for at redde hende og børnene.

Det er bare nogle af elementerne i bogen, og sammen med de øvrige danner de på fantastisk vis en sammenhængende historie – og så ender det hele med en overraskelse og en (i dette tilfælde) dejlig åben slutning….

Selv om det er en selvstændig bog, henvises der undervejs bl.a. til morderen Birthday Boy fra “Hilsner fra de døde”, og Ash Henderson herfra kunne typemæssigt godt minde noget om Callum MacGregor fra denne seneste bog.

Den får 9 skudsikre point på min krimiskydeskive og 5 fulde hjerter på krimifan.dk.

Stuart MacBride
Knoglekræmmerens vals
HarperCollinsNordic, 2018
669 sider

PS: Læs også et interview jeg på Krimimessen 2017 lavede med den underholdende og velskrivende Stuart MacBride: http://blog.drustrup.dk/#post55

Fra bogens bagside:
Frank er midt i et liv, der aldrig er kommet i gang. Han passer sit værksted på Enghavevej og en hemmelig elskerinde, men da hans far kommer til skade i en ulykke, overfører ansigtsløse kriminelle en gæld til ham. Frank går på opdagelse i faderens liv og finder ud af, at hans eget indeholder mere, end han havde forestillet sig.

Ellen renser sår og sorterer medicin i Vesterbros lejligheder, men hun er ude af trit med sig selv. Ofte vågner hendes sind før kroppen, og hun bliver hjemsøgt af et dødt barn og den mand, hun flygtede fra. Mødet med en ny patient åbner muligheden for at slippe af med dæmonerne.

Svækling er en fortælling om at tage livtag med tilværelsen efter at have dukket sig for længe.

Min anmeldelse:
Da jeg i efteråret 2017 hørte om bogen, vakte beskrivelsen af den straks min interesse. Den lød både morsom og interessant. Men af ukendte årsager var det aldrig den, der blev valgt, når jeg valgte blandt bøgerne i mine stakke af ulæste bøger. (Den udvælgelsesproces har jeg aldrig kunnet gennemskue 100 %, men pyt med det.) Nu har jeg fået læst bogen – og det synes jeg også, at rigtigt mange skulle tage at gøre.

Bogen er meget velskrevet, og de to gennemgående hovedpersoner er nogle herlige typer, der beskrives varmt og solidarisk. Desuden fungerer bogens struktur og fortælleteknik rigtigt godt. Når så historien både er vedkommende i en samfundssammenhæng og morsom på sin særlige måde, er der ikke meget skidt at sige om bogen!

Autolakereren og den tidligere mesterbokser Frank, der kastes ud i et opgør med nogle gangstertyper og har et kompliceret far-søn forhold, samt hjemmesygeplejersken Ellen, der har et varmt hjerte for sine patienter og et traume at bære på, følges fra begyndelsen af bogen i selvstændige kapitler, uden at deres spor krydses. Det sker først i løbet af bogen, og så krydses sporene ikke bare. De følges ad. Og det går Ellen og Frank meget sandsynligt også, efter bogen er slut. Samtidig med at de 2 retter sig op og går ud i livet, hjælper de hinanden med at gøre op med deres fortid. Det er ikke ødelæggende for læsningen, at I ved det.

På trods af barske indslag og hårde oplevelser, så er der en herligt varm stemning gennem den velfortalte historie. En solidarisk lun humor er også gennemgående og bidrager til den store læseoplevelse.

I lektørudtalelsen af bogen sammenlignes den med bøger af Kim Fupz Aakeson (pga. boksetemaet) og Mads Nygaard (pga. de særlige typer). Selv tænkte jeg på Erik Clausen i film og tale pga. det kontante sprog, de varme miljøbeskrivelser og det folkelige i bogen. Positivt ment er det en folkelig bog, der burde læses bredt af folk.

Det er en fantastisk god debutroman af den velskrivende journalist, og i det hele taget er det bare en fremragende bog. Jeg giver meget gerne bogen alle 5 stjerner!

Michael Enggaard
Svækling
Politikens Forlag, 2017
300 sider

Krimiens død er stærkt
overdrevet – og dog…
Bogens død har været varslet, ja nærmest forudset mange
gange, men alligevel går det stadig godt med bogudgivelserne. Det gælder også
krimierne. Der skrives og udgives stadigvæk rigtigt mange krimier, og der er
mange krimier på hylderne hos læsere, boghandlere og biblioteker.

Det endda selv om der de sidste mange år er slået rigtigt
mange krimier ihjel! Ja, I læste rigtigt! Siden sommeren 2011 har Hjørring
Bibliotekerne nemlig slået rigtigt mange krimier ihjel og har skaffet sig af
med “ligene” – begge dele på meget forskellig, men altid drabelig
vis.

Den første serieoversigt blev lavet og uddelt lokalt juni
2011. Hos både personale og bibliotekets krimilæsere var der nemlig et stigende
behov for og ønske om at skabe overblik over de mange krimiserier på
biblioteket. Siden er kataloget over krimiserier blevet revideret og udvidet
flere gange, og hver gang er der blevet slået krimier ihjel – mange krimier.

Hvorfor slå krimier
ihjel – og hvordan?
Alle krimier er døde i den gode formidlings tjeneste!

Processen med bogdrabene er blevet fotograferet for at
have illustrationer til krimiseriekataloget, og de seneste 6 gange er der også
optaget videofilm af processen. Udviklingen af drabsmetoder og dokumentationen
af dem har været en spændende proces for undertegnede i tæt samarbejde med min
partner-in-crime, Martin Jørgensen, på Hjørring Bibliotekerne – selv om flere
kollegaer og krimilæsere både har undret sig og har været forargede (specielt
over bogafbrændingen). Men vi fortsætter og har flere drabelige metoder klar
til kommende udgaver! (Gode ideer er dog stadig velkomne!)

Her er oversigten over drabsmetoder i de første 9
krimiseriekataloger samt forsiderne af dem:

1: Bogstak (juni 2011 – 185 serier)

2: Savet igennem med motorsav (juli 2011 – 190 serier)

3: Skudt til blods med haglgevær (september 2011 – 207
serier)

4: Savet ud som våben (september 2012 – 233 serier)

5: Druknet i Nordsø Centret på ganstervis “Sleeps with the fishes” (januar
2013 – 254 serier)

6: Nedgravet i skov og retsmedicinsk afdækket et halvt år
senere (oktober 2013 – 273 serier)

7: Brændt sammen med træreol (november 2014 – 285 serier)

8: Presset på skrotplads sammen med stålreoler (januar
2016 – 309 serier)

9: Sprængt i luften (marts 2017 – 335 serier)

Det nye
krimiseriekatalog
Når jeg skrev, at bogens og også krimiernes død er stærkt
overdrevet kan det ses i udviklingen af indholdet i seriekataloget. Mange af
serierne er gennem tiden også blevet længere, så der er kommet flere titler
til. På den måde er indholdet vokset konstant!

Det nye seriekatalog fra juni 2018 er på 20 sider, og der
er i alt knapt 2000 titler i de 381 serier!

Mordmetoden denne gang har – som billederne i kataloget og
filmen viser – været en totalt defragmentering og kvashugning af krimierne – og
en efterfølgende afbrænding af “ligene”, så alle spor er slettet.

Her kan du få fat i
krimiseriekataloget
De seneste mange gange er seriekatalogerne og de
tilhørende film blevet tilbudt til alle landets biblioteker. Det er også sket
med den nyeste. Den kan i uændret form ganske gratis benyttes digitalt eller i
printet udgave af alle biblioteker, men de kan også købe en lokalt tilrettet
udgave af både katalog og film med deres eget logo og tekst på.

Alle krimilæsere kan selvfølgelig også selv hente det
nyeste katalog som pdf-fil på Hjørring Bibliotekernes hjemmeside HER

Krimifilmene
Den nyeste film kan ses her: https://youtu.be/hKizGns1oTk

Alle de øvrige film med krimiseriemord kan ses her:
http://www.youtube.com/playlist?list=PLL4rv8tmZ4-PY9aSbQnls_H1_xS0uneJf

Fra bogens bagside:
Vivian Miller jager sovende spionceller. Igennem sit arbejde som CIA-analytiker har hun udviklet et system til afsløring af fjendtlige agenter, og endelig kan hun mærke, at den forfremmelse, hun så længe har tørstet efter, er på vej. Men da hun en dag finder frem til en tophemmelig fil med navnene på en række russiske agenter på amerikansk jord, smuldrer alt det der betyder noget for hende – hendes ægteskab, kærligheden til hendes fire børn – mellem hænderne på hende.

Vivian har lovet at forsvare sit land mod enhver fjende, men nu stilles hun over for et umuligt valg, som efterlader hende splittet mellem loyalitet og forræderi, pligtfølelse og frygt, kærlighed og mistænksomhed.

Hvem kan hun stole på?

Min anmeldelse:
Jeg ville rigtigt gerne læse bogen, fordi jeg syntes, historien lød spændende, og fordi jeg fandt det ekstra interessant, at forfatteren selv havde været CIA-analytiker. Måske kunne jeg lære mere om kampen i USA mod de onde russere – (og ikke et ord om valgkampen og den mulige russiske støtte). Det var også sympatisk, at bogen ikke var på alt for mange sider…

De indledende kapitler fangede så absolut min opmærksomhed med det spændende og realistiske (vurderer jeg) indblik i efterretningsverdenen set gennem analytikeren Vivian Millers arbejde. Da Vivian får sit gennembrud i efterforskningen, og hendes både moralske og praktiske dilemma opstår, stiger spændingen. (Det vil for spændingens skyld være ærgerligt at afsløre ret meget mere…)

Men hen mod slutningen af bogen skifter stilen til at ligne de (næst)sidste scener i en amerikansk TV-film med søde ord i solnedgangen og en blød landing for nogle af hovedpersonerne i den hårde konflikt, mens de mest onde får deres retfærdige straf.

MEN slutscenen i “filmen” (de sidste 2 sider) ændrer på alt det, du som læser havde regnet med som resultatet. Det er ganske godt turneret – og en meget bedre slutning end den jeg havde regnet med kort inden. (Men igen er der streng fortrolighed herfra mht. indholdet)

På forfatterens hjemmeside kan jeg se, at bogen planlægges filmatiseret med Charlize Theron, og det lyder logisk. Jeg har dog set filmen ved at have læst bogen, og det var en ganske underholdende, men ikke uforglemmelig oplevelse. Mindre kan også sagtens gøre det.

Bogen ligger lige indtil før de sidste sider til 6 point på min skydeskive, men får et ekstra point pga. den gode slutning – samt 3 hjerter på krimifan.dk.

Karen Cleveland
Strengt fortroligt
Hr. Ferdinand, 2018
282 sider

Fra bogens bagside:
1956. Bernie Gunther er på flugt fra sit franske skjul, hvor Erich Mielke og hans gorillaer i det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, har fundet ham. Manden, som Mielke har sat til at jage Bernie, og som stille og roligt skubber ham tættere på Tyskland, er en gammel kollega fra tiden hos kriminalpolitiet i Berlin. En på alle måder spektakulær sag blev i 1939 deres sidste sammen.

1939. Bernie indkaldes til Berghof, Hitlers private hjem i bjergene i Obersalzberg. En tysk ingeniør er blevet myrdet, og Hitlers højre hånd, selveste Martin Bormann, ønsker sagen opklaret så hurtigt og smertefrit som muligt, uden at Føreren nogensinde må finde ud af, at hans private domæne har været hjemsted for mord.

Flere lande og sytten år adskiller mordet på Berghof og Bernie Gunthers nuværende situation, og igen må han erfare, at fortiden altid indhenter ham til sidst. Denne gang hjemme i Tyskland.

Min anmeldelse:
Dette er bind 12 i den fantastisk gode serie, Berlin Noir, der på en spændende måde forener dele af Europas historie gennem kriminalsager. Oprindeligt var serien tænkt som en trilogi, som heldigvis er blevet udvidet, og jeg har længe været fascineret af Kerrs måde at kombinere genrerne på og af hans sikre greb om spændingen og personerne – især Bernie Gunther.

Som ikke-nazistisk politimand fra Berlin havde Bernie Gunther det svært under krigen – og således også i denne bog, men hans liv er ikke blevet nemmere siden! Selv om 2. Verdenskrig er slut, så præger den selvfølgelig i 1956 også situationen i Europa, og i ikke mindre grad også Gunthers liv.

Jeg har tidligere anmeldt bog nr. 11 i serien, “Hinsides tavsheden” – HER, og da skrev jeg bl.a. “Det er en ukronologisk serie, hvor man kan læse bøgerne uafhængigt af hinanden, for de foregår på forskellige skiftende tidspunkter fra sidst i 1930’erne til midt i 1950’erne.”

At seriens bind er ukronologiske passer ikke denne gang, for i “Berlinerblåt” fortsætter Bernie Gunthers problemer fra “Hinsides tavsheden”. “Berlinerblåt” begynder nemlig i 1956, hvor Bernie Gunthers umulige og dramatiske situation spidser til, da han jages af Stasi med hans tidligere kollega Friedrich Korsch i spidsen. Han trues af folkene fra Stasi til at myrde en af hovedpersonerne i begivenhederne i “Hinsides tavsheden”. Derefter skifter bogen mellem kapitler om mordsagen i 1939, hvor Korsch var hans assistent, og kapitler om udviklingen i 1956.

Fra 1939-sagen møder vi en lang række nazistiske leder som Heydrich og Bormann m.fl., mens Hitler ikke fysisk er med, men selvfølgelig præger alt. Det giver et rigtigt interessant kig ind bag nazistyret. Og jeg går ud fra, at det meste er tæt på historiske fakta. Et efterskrift beskriver en lang række af personerne i bogen og deres videre skæbne.

I 1939 løser Gunther selvfølgelig mordgåden, men ikke til alles tilfredshed. Med Korsch som aktør i begge dele af bogen, er relationerne knyttet sammen, men det vil være ærgerligt for kommende læsere at fortælle mere.

Bogen – og hele serien generelt – er både spændende og rigtigt interessant samt intelligent læsning. Det er bøger mindst på niveau med John le Carré, og det er en ubetinget ros. Prøv selv!

Denne bog i serien får 9 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk, men serien som helhed har fortjent maksimale point begge steder.

Philip Kerr
Berlinerblåt
Modtryk, 2018
522 sider

PS
I DRP1-programmet 4. division gav journalist Adam Holm 18. maj 2018 sin ”Ugens kulturanbefaling”. Her fortæller han om, hvordan og hvorfor han har overgivet sig fuldstændig til serien om Bernie Gunther, og han sammenligner Philip Kerr med Shakespeare. I programmet diskuterer han Kerrs forfatterskab med Bo Tao Michaëlis, der også er meget begejstret, men som dog ikke er helt med på sammenligningen med Shakespeare.

Nyd indslaget her sidst i udsendelsen: https://www.dr.dk/radio/p1/4-division/4-division-14#!01:40:15

PPS:
Forlaget Modtryk har i april 2018 skrevet sådan:

“Da Philip Kerr gik bort i marts måned i år, udkom 13. bog i den fremragende og prisbelønnede Berlin Noir-serie om Bernie Gunther 11 dage senere i England. Den engelske titel er ‘Greeks bearing gifts’, og vi udgiver bogen på dansk til efteråret i år – den kommer til at hedde ‘Frygt grækeres gaver’.

Kerr efterlod sig manus til 14. bog om Bernie – og den vil vi naturligvis også udgive. Det bliver ganske sikkert i 2019. Og det bliver helt ufatteligt vemodigt at sige farvel. Også til Herr Gunther.”