Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
En mand bliver fundet død, siddende i sin lænestol foran kaminen med er skudhul i brystet. Han har sin datters vielsesring på fingeren.

En bedemand leder efter sin bror, som er forsvundet. Bedemanden er sikker på, at broren og hans familie ikke er forsvundet frivilligt.

En kvinde kæmper for ikke at miste kontrollen over sit liv, mens hendes mand bliver farligere og farligere. Snart vil det være umuligt for hende at beskytte sig selv og sine børn.

Fredrika Bergman må se i øjnene, at hendes liv er ved at forandre sig for altid, og Alex Recht modtager beskeder fra en anonym brevskriver, der siger han vil genoprette tingenes orden.

Min anmeldelse:
Teksten på bagsiden er ret præcise fragmenter fra handlingen, og læsningen af bogen er de første mange sider på samme måde heller ikke sammenhængende – men fortvivl ikke! Alt hænger sammen, alt afsløres med tiden, og det er spændende at læse! Læs derfor bogen i lange stræk og del den ikke op i for små bidder, især ikke første halvdel af bogen.

Netop derfor vil det være grænseoverskridende at afsløre noget som helst af handlingen, der især bæres af beretninger fra politiets efterforskning, som påvirkes af et spændt forhold mellem Fredrika Bergman og Alex Recht. De overordnede temaer er hævn og et indædt ønske om at “rette op på tingenes orden”. Jeg ødelægger dog ikke noget ved at sige, at der er store personlige omkostninger for især Fredrika.

Jeg har været forsømmelig i krimilæsningens tjeneste, for jeg har ikke fået læst alle seriens første 5 bøger – Askepot (1), Tusindfryd (2), Skytsengle (3), Paradisoffer (4), Davidsstjerner (5) – og det bør jeg absolut rette op på. (Det har nu ikke spoleret min læsning af bogen, selv om der er flere referencer til tidligere begivenheder). Nu er chancen der for at indhente det forsømte og ikke komme yderligere bagud, for serien er slut. Det skriver Kristina Ohlsson selv i et efterskrift, der dog indledes med : “Jeg tror, …”

Jeg giver bogen 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk for spændingsniveauet, den sindrige konstruktion af plottet og den litterære stil. Alt sammen elementer der er kendetegnende for Ohlssons serie, og det placerer den på et andet niveau end mere lineært fortalte serier af f.eks. Läckberg og Jungstedt m.fl., som jeg er kørt træt i.

Kristina Ohlsson
Syndfloder
Modtryk, 2017
428 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
I en lille flække ved Geimmundsfjord i det nordvestlige Island driver en lille gruppe mænd fiskeri fra deres kuttere. Den yngste af dem, Halldor, er vokset op inReykjavik, men rejste som ung nordpå til fiskerlejet. Halldor skriver dagbog om hverdagen i det lille samfund, hvor han føler sig tryg, samtidig med at han harpen tiltagende fornemmelse af, aflivet er et andetcsteed end dér, hvor han befinder sig. I håb om at få kærligheden til ankomme til Geimmundsfjord indrykker han en annonce om en husholderske i hovedstadsavisen, og det sætter skub i tingene.

Min anmeldelse:
Bogen har en sikker, lavmælt og herligt underspillet tone. En tone af bækkens rislen, fjordbølgernes brusen, havbølgernes larmen, fiskebådenes motorlyd, fårenes brægen og mændenes fåmælte samtaler. For mit indre syn driver skyer forbi og danner forunderlige figurer (bl.a. af kvindelige former), mens lyset skifter på fjeldsiderne og ud over vandet, mens sælerne boltrer sig på skærene, og mens fisken tørres på snore i land.

Bogen er fremragende skrevet med forunderlige formuleringer af Halldor, som er den yngste småbådsfisker i det fjerntliggende islandske fiskerleje. Det er hans dagbog, der ifølge bogens forord udgør historierne om dagligdagen i den barske islandske natur. Dagbogen suppleres af brugsforeningens butiksbestyrer og hans kones, hvor Halldors notater bliver mangelfulde – måske fordi han har været for tæt på begivenhederne.

Det er en både alvorlig og humoristisk historie fra et lille samfund i det yderste Island – der hvor vejen slutter. Hvor der ikke er andre kvinder end konen i brugsforeningen, indtil der (måske) kommer en husholderske. Hvor snak og fantasier om kærlighed og kvinder veksler mellem og blandes med samtaler om fiskeriets vilkår og med fiskeri på havet med de små både i al slags vejr. Bogen er befolket med nogle unikke personligheder, som er spændende bekendtskaber for læseren, og som giver historierne eventyrlige dimensioner, der nærmer sig det magiske.

Jeg skal snarest have genlæst en bog af en anden Halldór – nemlig Halldór Laxness: “År og dage i Brattekåd”, som er den bog, der dukker op hos mig, når jeg læser om folkene i Geimundsfjord.

Det er ikke muligt at give mindre end de maksimale 5 stjerner for den fantastisk inspirerende og underfundige læseoplevelse!

Bergsveinn Birgissson
et landskab er aldrig tåbeligt
C&K Forlag, 2017
250’sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget / Politikens Forlag.

Fra bogens bagside:
For otteogtyve år siden blev søstrene Charlotte og Samantha Quinns lykkelige lillebyliv slået i småstykker ved et grusomt angreb på deres barndomshjem. Moderen blev skudt, og hendes død efterlod deres far, Pikevilles berygtede forsvarsadvokat, sønderknust. Den lille familie blev knust og ødelagt for altid, fortæret af minderne og hemmelighederne fra den frygtelige nat.

Otteogtyve år senere er Charlie – som den gode datter, hun er – fulgt i sin fars fodspor og selv blevet advokat. Men da volden vender tilbage til Pikeville og chokerer og traumatiserer hele byen, befinder Charlie sig pludselig i sit værste mareridt. Ikke blot er hun et af de første vidner på gerningsstedet, men sagen kan ikke undgå at få alle de forfærdelige minder, hun har brugt alle de mellemliggende år på at fortrænge, til at vende tilbage med fornyet styrke. Den chokerende sandhed om forbrydelsen, der ødelagde hendes familie for næsten tredive år siden, vil ikke forblive begravet for altid.

Min anmeldelse:
Hvem af de to søstre er titlens “Den gode datter”, når historien ender, og bogen er slut? Det er spørgsmålet i denne psykologiske spændingsroman/krimi – og måske får vi svaret. Find selv ud af det ved at læse bogen, for den er det absolut værd – og lad dig ikke forskrække af de mange sider, flere sidehandlinger og de mange detaljerede beskrivelser af, hvem der gør hvad og hvordan.

Bogen er i Karin Slaughters forfatterskab både enkeltstående i forhold til de fleste af hendes bøger og enestående spændende. Den er efter min mening en af forfatterens bedste bøger, selv om jeg rigtigt godt kan lide hendes serier og personerne heri.

Baggrunden for bogen er drabet for mange år siden på de to søstres mor, og de traumer det påførte pigerne, samt den efterfølgende retssag, hvor faderen var involveret i retssagen. Katalysatoren for historien er et nutidigt skoleskyderi, hvor en 18-årige pige, Kelly, skyder inspektøren og en elev. Også her tager familiens far det umulige hverv som forsvarer for den 18-årige, og det giver igen problemer i den lille by, der på forhånd har dømt Kelly.

Begge døtrene/søstrene er også blevet jurister, og de involveres på forskellige måder i sagen, der udvikler sig dramatisk med store omkostninger for søstrene og som meget afslørende i forhold til de mange lokale interesser og konflikter. Netop den amerikanske lillebys sociale strukturer er en af bogens interessante handlingsspor. Dem er der flere af, og for mig virker konstruktionen med de mange spor sammenhængende og interessant. Vel er bogen lang, men det gør efter min mening ikke noget, når historien er god. Og om bogen lige så meget er en psykologisk spændingsroman, som den er en krimi, er ikke slet afgørende.

PS:
Vil du have et overblik over Karin Slaughters krimiserier (og 333 andre krimiserier) så check lige oversigten “Mord i serier – Seriemord”. Listen er lavet af Hjørring Bibliotekerne og kan findes på flere biblioteker i hele landet. Den er ajourført pr. marts 2017, og der kommer en ny liste inden Krimimessen 2018. Find den aktuelle liste HER.

Bogen får 9 skydeskivepoint af mig her på min egen blog og 5 krimihjerter på www.krimifan.dk

Karin Slaughter
Den gode datter
HarperCollinsNordic, 20
500 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
I en snedækket skov i det høje nord ligger en lille by. Bjørneby, hvis indbyggere rejser væk med samme hastighed, som arbejdspladserne forsvinder. Men de beboere, der bliver tilbage, husker stadig fortidens glans og drømmer om storhed igen. Om succes i en sportsgren. Ishockey.

Juniorholdet har kvalificeret sig til semifinalen, og forventningerne er tårnhøje. Fælleskabet står stærkt, og alles blikke er rettet mod de unge spillere og sportschefen Peter. Bestyrelsen og sponsorerne, forældre og trænere, bredryggede fans i sorte jakker og piger med ubrydelige venskaber. De syttenårige drenge spiller ishockey med en hel by på skuldrene for at få Bjørneby på kortet igen. Men da der sker noget meget alvorligt, bliver byens sammenhold og drøm sat på prøve. Hvor langt vil man gå i succesens navn? Og hvad er man villig til at gøre for at beskytte sine børn?

Bjørneby er den første roman ud af to om en lille by med store drømme. Om kærlighed, om at brænde for noget, om mandighed, identitet og længslen efter at få lov til at vise, hvem man egentlig er.

Min anmeldelse:
Det er en stærk og varm bog om at holde sammen – i familien, blandt venner og veninder, på holdet, i byen og alle andre steder – men skal man gøre det for enhver pris uanset personlige og økonomiske omkostninger?

Bogen er for mig indbegrebet af en kollektivroman, for der er ingen egentlige hovedpersoner. Skiftende folk i alle aldre, fra skolebørn til stamgæsterne på byens værtshus, fra kvartererne Bunden og Toppen, fra junior- og seniorholdet i ishockey samt fra den enlige mor til erhvervslederen er udgangspunkt for historiens enkeltdele.

Bogen er ikke udelukkende den bog om ishockey, som jeg troede i begyndelsen af min læsning, men bog om en hel by, hvor ishockey er den samlende faktor, der efter manges forhåbninger skal holde sammen på og yderligere udvikle den stagnerende by.

Det er efter min mening ikke primært en bog om udkantssverige, men en bog om at være dedikeret og om fællesskaber, om det er efter min mening en fremragende bog, hvor Backman igen har ramt plet i sine personskildringer og hele historien. Jeg ser frem til den lovede fortsættelse, så jeg “sparer” på stjernerne og gemmer den sidste til fortsættelsen:

Fredrik Backman
Bjørneby
People’s Press, 2017
457 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
1968: Modstanden mod Vietnamkrigen vokser til en ­venstreradikal bølge, der skyller ind over det politiske og ­kulturelle landskab og ændrer det for altid.

Eric Letang, tredje generation af familien Lauritzen, er nyuddannet jurist og glødende politisk engageret. Som ung fuldmægtig i det berygtede advokatfirma Henning Sjöstrand oplever han, hvordan juraen kan bruges til både godt og ondt. Hans første store sag fører ham ud i Europa den varme sommer, da de røde faner dominerer i gaderne i Paris, og drømmen om socialisme med et menneskeligt ansigt bliver knust i Prag.

En langvarig arvestrid har splittet familien Lauritzen og sat en stopper for de fælles juleaftener i Villa Bellevue og sommerferierne på Sandhamn, men Eric og Henning, der tilhører hver sin gren af familien, mødes til en Vietnam­demonstration og bliver venner. For dem er den fælles kamp for socialismen vigtigere end gamle arvestridigheder.

Min anmeldelse:
Bogen begynder langsomt med afsnit, hvor familiehistorien rulles op, og den indledes da også med det stamtræ, jeg inden læsningen håbede ville være med. Hvis læserne er velkendte med den fantastiske serie, Det Store Århundrede, som bogen er 7. del af, er gennemgangen af familiens historie lidt overflødig, men på den anden side, så er det et helt år siden, den forrige bog udkom. (Læs min blog om seriens bind 6 her: http://blog.drustrup.dk/#post13)

Derefter følger fortællingen om Eric Letangs oplevelser i det begivenhedsrige år med dels hans aktiviteter på venstrefløjen, hvor forskellige fraktioner og retninger strides om den rigtige og sande ideologi, og dels med hans aktiviteter som nyuddannet jurist. Her får han en rolle i sagerne i både Sverige og Tyskland, hvor en del af bogen foregår, om medicinalindustriens ansvar i Thalidomid-sagen. Og det er netop de to emner, Jan Guillou denne omgang har valgt at fokusere på i sin roman sammen med en række emner, der dukker op i forbindelse med dem. Der skete også meget andet i 1968, men det berøres kun i mindre omfang.

Jeg kan i bogen tydeligt genkende Jan Guillous personlige, politiske engagement og hans involvering i tidens diskussioner, og hans indgående kendskab både styrker og svækker bogen som roman. Især i første halvdel af bogen er der længere afsnit, som minder om en historisk artikel om venstrefløjsfraktioner og deres indbyrdes forskelle og stridigheder. Dertil kommer retshistorisk og medicinforskningsmæssigt faglige udredninger i forbindelse med Thalidomidsagen. Det tager lidt luften ud af familiesagaen, i hvert fald i begyndelsen af bogen, men giv ikke op! Læs videre og bliv underholdt, bliv ført ad Memory Lane, bliv klogere og få en god læseoplevelse.

Den litterære stil med sin blanding af journalistisk research og fiktion er netop Guillous kendetegn, ligesom han i hver bog i serien beretter i realtid, så de foregår fuldstændig på den tids præmisser, de foregår i. Det er dygtigt gjort, men også vigtigt at holde sig for øje under læsningen.

Tidsbillledet og familiesagaen samt Erics forhold til kvinder og hans overvejelser om at være socialist og samtidig have lyst til god mad og vine, får nemlig også en god del af bogen. Det kommer der herlige scener ud af – bl.a. da Henning og Eric aftaler forløbet af arven efter Sverre med Sverre selv, som i 1968 er den eneste levende af de oprindelige tre brødre fra “Brobyggerne”.

Der er helt sikkert også en række faktiske personer, der i bogen bliver portrætteret under andre navne, men som jeg ikke har forudsætninger for at gennemskue. Det gælder nok en journalist fra Expressen med en mindre flatterende rolle et par steder samt hans chef i advokatfirmaet.

Som vanligt lægger Guillou også spor ud til næste bind. De første mistanker om hemmelige tjenesters overvågning af venstrefløjsgrupper dukker op, Ulrike Meinhoff nævnes, og Palæstinakonflikten eskalerer efter Vietnamkrigens slutning. Det bliver spændende at følge fremover.

På et tidspunkt vil jeg helt sikkert læse seriens bind forfra og samlet. Det glæder jeg mig meget til. På den måde vil forskellighederne i seriens bind blive jævnet ud, og så er jeg sikker på, at Jan Guillous romanserie vil fremstå som endnu mere unik og storslået samt som et blivende og personligt hovedværk i nordisk litteratur. Jeg kan påmingen måde give bogen mindre end de 5 maksimale stjerner.

Jan Guillou
1968
Modtryk, 2017
(Det Store Århundrede; 7)
407 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

I 2014 holdt Jan Guillou foredrag på Hjørring Bibliotek. Find det her: http://blog.drustrup.dk/#post11

En god spændingsbog om problemerne med udvikling og finansiering af en vaccine mod malaria. Det er samtidig en bog, der tager relevante emner som moral, etik og medicinalbranchen op på en spændende og overraskende måde.

Fra bogens bagside:
Lægen og iværksætteren Oskar Plum har efter et livsfarligt ophold i Afrika opfundet en ny og revolutionerende kur mod malaria, som vil redde tusinder. Men før han kan få den på markedet, skal han hente kapital. Masser af kapital. Han tvinges til at ansætte eksperten Dan Felling, der viser sig at være ligeså farlig, som han er grådig.

Oskar kastes ud i et hæsblæsende drama, hvor han ikke bare kæmper for sine aktier, men også sit liv.

Min anmeldelse:
Jeg har denne sommer læst bogen i manuskriptform, fordi jeg efter at have blogget om Jens Strandbygaards første bog på dansk – Mekkalinjen (læs bloggen her: http://blog.drustrup.dk/#post69) – skrev om bogen med forfatteren, og her kommenterede jeg nogle for mig irriterende fejl, som dog ikke havde afgørende indflydelse på min læsning. Det førte til et tilbud om korrekturlæsning af manuskriptet til Malaria, og det har været interessant og spændende. Jeg er krediteret bagest i bogen, men har ikke haft den mindste indflydelse på bogens indhold eller form, så jeg mener nok, at dette er en uafhængig anmeldelse.

Bagsideteksten siger egentlig tilstrækkeligt om bogens indhold, men lige et par tilføjelser: Efter en voldsom og dramatisk indledning fra et Boko Haram-overfald i Nigeria, som senere viser sig at have betydning for bogen, følger historien om den idealistiske læge og forsker Oskar Plum. Han kommer for alvor i problemer, da han skal finansiere sin nyudviklede vaccine og oplever uventet modstand. Han må gribe til midler, han ikke anede ville være nødvendige, og han får uventede forbundsfæller – og så fortæller jeg ikke mere.

Forfatteren har et godt greb om plottet og handlingsforløbet i denne spændingsbog/medicokrimi/finanskrimi, og han tager nogle interessante og relevante emner som moral, etik, medicinalbranchen, finansieringsfolk, økonomiske interesser og ulandenes vilkår op på en spændende måde. Det sker i en spændende og intens historie, der selvfølgelig lægger spor ud for den opmærksomme læser, men som alligevel undervejs vil formå at overraske selv den opmærksomme læser flere gange, og så er der endda et fint twist til sidst.

Bogen er fortalt i en helt anden stil end “Mekkalinjen”, der havde et actionniveau som en James Bond-film, og det er efter min mening fint. Pga. det, og fordi den tager gode emner op, er denne bog for mig en bedre læseoplevelse end “Mekkalinjen”, og jeg giver “Malaria” endnu en stjerne her på min egen blog, og jeg giver den 4 krimihjerter på krimifan.dk

Jens Strandbygaard
Malaria
Byens Forlag, 2017
374 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.