Drustrups Bogblog

Rebekka Andersen har på sin side Vild Med Krimi – http://vildmedkrimi.dk/krimier-der-foregaar-i-afrika/ – lavet en oversigt over krimier, der foregår i Afrika.

Her omtaler hun disse bøger:

Deon Meyer: Tretten timer

Wilbur Smith: Afrikas horn

Alexander McCall Smiths serie om Damernes detektivbureau

Helle Vincentz: Den afrikanske jomfru

John le Carré: Den standhaftige gartner

Gretelise Holm: Mercedes-Benz Syndromet

Louis Klostergaard: Kvinden i det røde mudder

Louis Klostergaard: Marionetdukken

Rune Stefansen: Baby Rasta

Jeg har læst alle disse bøger – nogle af den for længe siden, og de fleste af dem er rigtigt gode bøger! Oversigten er dog langt fra komplet, så her følger til yderligere inspiration mit supplement med flere krimier og spændende bøger, der foregår i Afrika med fokus på Sydafrika.

Jeg har rejst på det fascinerende kontinent flere gange og er heller ikke færdig med det, så derfor har jeg kombineret min interesse herfor med min læsning af bl.a. krimier.

Deon Meyer
“Tretten timer” er første del af en serie på foreløbig 4 bind med Benny Grissel i hovedrolllen. Fortsættelsen hedder “Syv dage”, og den er oversat, mens de følgende to – “Cobra” og “Icarus” på skandaløs vis ikke er blevet oversat (endnu) til dansk. Det samme gælder underligt nok for “Dead before dying”, “Blood Safari” og “Trackers”!

Han har dog fået udgivet to andre spændende bøger på dansk: “Jægerens hjerte” og “Jægerens bytte”, hvor Grissel i øvrigt også er med i.

Juni 2017 udkom den helt nye “Fever” på engelsk. Den er ikke del af en serie og lyder lige så spændende som hans øvrige bøger, der tilsammen giver barske indblik i det sydafrikanske samfund.

Caryl Férey
Denne franske forfatter har skrevet den barske krimi “Zulu”, der for en stor del foregår i et af de store townships i Cape Town, og som læser får man både en spændende historie og en god del viden om mekanismerne i et township. Bogen er iøvrigt filmatiseret ganske udmærket, men med en noget bleg udgave af bogens detektiv i skikkelse af Orlando Bloom. Læs bogen frem for at se filmen.

Mike Nicol, Joanne Hichens, Sam Cole og Tony Park
De to første har begge under eget navn skrevet flere krimier og kriminoveller fra det sydafrikanske univers, og de har samarbejdet om et par udgivelser under pseudonymet Sam Cole. Tony Park skriver lidt på samme måde. Jeg har læst nogle stykker af alle forfatterne, og de er ganske gode og spændende – mindst lige så spændende som Wilbur Smith, men knapt så veldrejede som Deon Meyers bøger.

Sifiso Mzobe
Her er der tale om en sort stemme, der på dramatisk vis beskriver en ung mands vej ind i kriminalitet i sydafrikanske Durban. En ganske barsk, gribende og spændende beretning.

Wessel Webersohn
Denne sydafrikansk fødte forfatter fik i 1982-1991 udgivet i alt 4 krimier på dansk, og jeg husker dem som ganske gode, da jeg læste dem dengang. De foregik naturligvis under apartheidstyret, og en genlæsning af “Sydafrikaneren” viser, at de stadig er læseværdige som både spændende bøger og billeder på den tid.

Han skriver stadig bøger – og også spændingsbøger/krimier, men ingen af dem er blevet oversat, og jeg har ikke læst nogle af dem, men det kunne være interessant at prøve.

James McClure
Denne sydafrikansk fødte forfatter er nu død, men fik i perioden 1972-1993 udgivet i alt 8 af sine bøger på dansk. De foregår i Sydafrika og Lesotho, og hans mest kendte detektivpar er Kramer og Zondi, der også er hovedpersoner i Dødshundens sang, som foregår i 1960’ernes Sydafrika. Ganske underholdende, men måske lidt gamle i udtryk set målt op mod nyere forfatteres måde at skrue plots sammen på.

________

Der er helt sikkert endnu flere krimiforfattere og krimier, som ikke er blevet nævnt i enten Rebekka Andersens første udspil eller mit supplement herover!

Kender du flere krimiforfattere, der skriver om Afrika, eller krimier, der handler om Afrika, så skriv endelig til mig og gør mig klogere. Så vil jeg senere dele den nye viden med jer.

Per Drustrup Larsen – per@drustrup.dk

Fra forlagets omtale:
”En sjælden gang imellem dukker der en bog op, der går igennem marv og ben, flytter ind i en og bliver der for altid.”

Sådan sagde Oprah Winfrey om Den underjordiske jernbane, der er en hårrejsende spændende roman om slaveriet, angst, fornedrelse og håb midt i alt det grusomme. Bogen følger sekstenårige Cora, der er slave på en bomuldsplantage i Georgia, men hvis mor havde held til med at flygte. Cora begiver sig ud på den samme dødsensfarlige flugt nordpå, men den fanatiske slavejæger, som moderen slap fra dengang, sætter nu alt ind på at fange datteren og smadre det netværk af mennesker, som hjælper de bortløbne.

Det er en bog om et af de mørkeste og mest brutale kapitler i USA’s historie, og det er en bog, som hele verden læser netop nu. Blandt de fine priser, bogen har fået, er Pulitzer-prisen 2017, USA’s fineste boghandlerpris The National Book Award 2016 og mange, mange flere.

Min anmeldelse:
Med så mange priser og rosende omtaler den engelsksprogede udgave har fået, og som er gengivet på omslaget af den danske udgave, havde jeg på forhånd høje forventningerne til bogen. Sådan noget kan være svært at leve op til, så det var med en vis skepsis, jeg begyndte læsningen.

Den skepsis forsvandt lynhurtigt, for det viste sig, at jeg kun kunne være enig med det hele.

Historien om den unge Coras baggrund som 3. generationsslave under forfærdelige vilkår i USA og senere flugt fra slaveriet er et barskt dokument og gribende læsning. Selv om det er fiktion fra forfatterens side, så har han baseret bogen på beretninger fra den faktiske historie om det netværk, der fik navnet Den underjordiske jernbane. Netværket bestod af idealistiske og religiøse modstandere af slaveriet, som med stor fare for deres eget liv hjalp slaver med at flygte mod friheden i nordstaterne og Canada ad særlige ruter og med sikre huse som stationer undervejs.

Coras flugt beskrives som foregået på et faktisk tog på en underjordisk bane. Sådan en fandtes ikke, men terminologien fra jernbanerne anvendtes, og Coras dramatiske historie fortælles set fra hendes synspunkt, så det er sikkert forklaringen.

Det er en usandsynligt grum historie, der fortælles i nøgtern stil. Historien foregår i begyndelsen af 1800-tallet og er om et af de mørke kapitler i USAs historie, som senere endte med borgerkrigen mellem nord og syd, og raceforhold giver stadig anledning til politiske diskussioner. Af begge grunde er bogen relevant læsning – både for at huske og for at kunne diskutere på et historisk grundlag.

Historien er velskrevet og fortalt med nærværende nerve og baseret på en absolut nødvendighed om at skabe og bevare opmærksomhed om den historiske baggrund. Læs den og gys over nogle menneskers ondskab, anerkend andres vilje til at hjælpe folk i nød, bliv forundret over menneskets vilje og evne til at overleve, bliv klogere undervejs på din tur med jernbanen, og vær sikker på, at det ikke er en bog, du sådan lige kan glemme!

Den får mine maksimale 5 stjerner herfra!

Colson Whitehead
Den underjordiske jernbane
Politikens Forlag, 2017
304 sider

Fra bogens bagside:
Den ophøjede morder foregår i det moderne Japan, stadig præget af ældgamle æresbegreber og en særlig høflighed.

Da en mand findes død af forgiftning i sit hjem, ligger det ligefor at mistænke hans kone, Ayane, som har indtil flere motiver. Problemet er bare, at Ayane på drabstidpunktet var hundredvis af kilometer borte og har et vandtæt alibi.

Drabsefterforsker Kusanagi bliver så betaget af Ayane, at hans unge kollega Utsumi frygter, han har mistet sin professionelle dømmekraft. Så Utsumi gør, som Kusanagi har gjort i årevis, når han har været kørt fast: Hun kontakter professor Yukawa – for kun et geni kan finde rundt i den labyrint, som politiet er havnet i. Men selv Yukawa får svært ved at få virkeligheden til at passe med teorien.

Min anmeldelse:
Min læsning af denne japanske politiroman, hvor deduktion, retsmedicinske undersøgelser, grundigt politiarbejde og snedig indsats spiller centrale roller, har været en rigtig god oplevelse! Jeg kom til at tænke på et herligt mix af bl.a. Sherlock Holmes, Poirot, Maigret og A-gruppen, hvor personligheders individuelle indsats tilsammen er afgørende for sagens rette udfald.

De opklarende kræfter er de 2 politifolk, Kusanagi og Utsumi, som supplerer hinanden fint, samt den geniale videnskabsmand professor Yukawa. Hvordan de sammen løser gåden om giftmordet og den oplagte mordmistænktes sikre alibi, vil det være utilgiveligt at afsløre her. Ikke fordi selve afsløringen af morderen er afgørende for, at læsningen bliver en nydelse, men alligevel.

Det er især afgørende, at sproget i bogen er godt, at personerne er rigtigt interessante, samt at hele settingen er unik med sin fantastiske beskrivelse af det moderne Japan, der stadig bygger på gamle traditioner. Bogen er en intens, intelligent, fascinerende og spændende rejse ind i en gådefuld stemning.

Jeg er helt sikkert nødt til også at læse den første bog på dansk af Keigo Higashino – Den hengivne hr. X (2016), hvor professor Yukawa igen ser ud til at stå bag de afgørende detaljer. Den er ser lige så spændende og interessant ud, som denne bog har været.

Jeg giver bogen 9 skydeskivepoint på min egen blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Keigo Higashino

Den ophøjede morder

Modtryk, 2017
324 sider

Fra bogens bagside:
Drabsefterforsker Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete, da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham.

Samtidig opdager hun, at Magdalena i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net….

Min anmeldelse:
Ofte er der ikke sparet på det positive i forlagenes lovprisninger og beskrivelser på bogbagsider, og således heller ikke her på “Mirakelmanden”. Instinktivt gør det mig skeptisk. Det samme gælder for mig mht. de mange citater fra positive anmeldelser, jeg ikke har kunnet undgå at se, siden bogen udkom.

MEN efter læsning af krimien blev min (sunde?) skepsis gjort helt til skamme!

Historiens hovedplot er Rebekka Holms efterforskning, der samtidig bliver vævet ind i Niclas Lundells arbejde med at finde beviser på, at en østeuropæisk gangstertype står bag konens død – en helt privat efterforskning, som han er den eneste, der er overbevist om, vil afsløre hele sandheden om hans kones død.

Rebekka går derimod sin helt egne og farlige veje, for ved at genoptage den sag, som Magdalena var i gang med at efterforske, da hun blev dræbt, aktiverer hun farlige modreaktioner.

Hun bevæger sig ind i psykiatrien, blandt hjemløse, i den journalistiske verden og til Finland på sporet af sandheden om en lang række forsvundne personer og måske om mordet på Niclas tidligere kone. Det er en dramatisk handling med mange voldsomme episoder, hvor der ikke lægges fingre imellem, og Julie Hastrup har godt styr på handlingen samt på fortælleformer, så spændingskurven holdes stramt stigende med overraskelser undervejs. Lige som det skal være!

Hvem er Mirakelmanden, hvem kan Rebekka stole på, og overlever hun, så der kan komme et syvende bind i serien om hendes dramatiske efterforskninger? Jeg siger ikke mere, men opfordrer til at man selv læser bogen og bliver præsenteret for effektiv og velskrevet underholdning.

Jeg har efter læsning af de utallige, svenske skærgårdskrimier svært ved at forestille mig en fredelig skærgårdsferie i Sverige. Nu har Julie Hastrup gjort det svært at tage til den finske skærgård, men hun skal være tilgivet.

Bogen får 8 skydeskivepoint her på min egen blog, 4 krimihjerter på krimifan.dk samt 4 stjerner andre steder.

Julie Hastrup
Mirakelmanden
Politikens Forlag, 2017
380 sider

Fra bogens bagside:
Jane har brug for en frisk start og får mulighed for at leje en topmoderne, ultraminimalistisk lejlighed i London. Eneste hage er en række særlige krav udtænkt af arkitekten, men Jane skriver under og flytter ind. Kort tid efter opdager hun, at den tidligere lejer døde under tragiske omstændigheder i lejligheden. En kvinde, der ligner hende overraskende meget.

I takt med at Jane forsøger at få klarhed over stedets historie, følger hun ubevidst de samme mønstre, tager de samme valg, krydser veje med de samme mennesker og oplever samme snigende angst som kvinden før.

Min anmeldelse:
“Kvinden før” hedder Emma, og hun er den ene hovedperson i denne spændende, psykologisk thriller, mens Jane er “kvinden nu”. I vekslende kapitler med de to som hovedpersoner oplever vi som læsere deres indflytning og liv – Jane et godt stykke tid efter Emma ikke bor der mere – i den højteknologiske, strømlinede og voldsomt minimalistiske lejlighed, hvor de har accepteret den excentriske arkitekts mere end 200 ufravigelige husregler.

Nysgerrigheden pirres lige fra begyndelsen. Hvorfor flytter de unge kvinder ind, hvad foregår der, og hvorfor foretager de sig i høj grad det samme. På forsiden står der også: Alt, der er dit, var engang hendes”. Spooky.

Plottet er skruet rigtigt godt sammen, og det er spændende, samtidig med at der tages emner op som perfektionisme og den helt specielle arkitektur – samt andet som det vil være en skam at afsløre for ikke at ødelægge læsningen.

Situationen opleves angstfyldt af kvinderne, og thrillerstemningen dukkede også op for mig, mens jeg fulgte historiens udvikling og det næsten parallelle forløb, de to kvinders liv får i lejligheden, og det er svært at få stoppet læsningen, men den er lidt rigeligt lang, og intensiteten falder for mig lidt til sidst, men både spændende og interessant er det!

Proxemik i thrillerform.

J.P.Delaney er et pseudonym, og bogen er under filmatisering.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint på min egen skala – og 4 krimihjerter eller 4 stjerner andre steder.

J.P. Delaney
Kvinden før
Lindhardt og Ringhof, 2017
399 sider

Forlaget skriver bl.a.:
Evert Bäckström er det svenske politis redning, manden der kan opklare en sag så let som at klø sig i nakken og uden at anstrenge sin overlegne intelligens – hvis man altså spørger ham selv. Og såmænd også, hvis man spørger hans tiårige nabo, Edvin. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er Bäckström, Edvin henvender sig til, da han på en spejdertur finder et nedgravet kranium. Fundet af kraniet sætter gang i en efterforskning, hvor store spørgsmål kommer på banen. Hvordan kan en kvinde dø og blive kremeret i Thailand, for derefter at dukke op som skelet på en ø i Mälaran? Som alle ved, kan man ikke dø to gange.

Leif GW Perssons lille, fede antihelt er med andre ord på banen igen, og som altid når Bäckström er involveret, er efterforskningsmetoderne både utraditionelle og besynderligt effektive.

Min anmeldelse:
Evert Bäckström optræder som biperson i flere af Perssons fantastiske krimier, som er kraftigt influeret af Perssons aktive indsats som kriminolog og efterforsker. Bäckström har altid været usympatisk, og han har længe været min yndlingshadekrimiromanfigur, og samtidig har han fascineret mig. Perssons krimier er samlet set for mig de absolut bedste svenske krimier, og det indtryk underbygger denne bog.

Da Evert Bäckström så fik sin egen serie i Perssons forfatterskab, blev hans fulde potentiale foldet ud. Denne nye bog er nummer 4 i serien med ham, og de første tre hedder: Linda – som i Lindamordet (1), Den der dræber dragen (2) og Den sande historie om Pinocchios næse (3).

Jeg mener, at det var, da bogen om Linda udkom, at jeg hørte Leif GW Persson fortælle om bogen og personen på Bok & Bibliotek i Göteborg, og på et spørgsmål om, hvorfor han havde lavet et så groft og negativt portræt af en politimand, svarede han noget i den retning: Jeg har undervist de fleste svenske politifolk, så jeg kender den politimand, som figuren er bygget over. Han har ude i den svenske virkelighed begået mange fejl og uhyrligheder, men har også opklaret forbrydelser. Hver gang begge dele har foregået, er han blevet sendt opad i systemet. Persson fortalte også, at den store forskel på romanfiguren og virkelighedens “Evert Bäckström” var, at han ikke havde turdet gøre romanfiguren så usympatisk og umulig som virkelighedens figur faktisk er. Det ville i romanform virke utroværdigt, sagde Persson!

Denne fortælling har ligget i baghovedet, hver gang jeg har læst om Bäckström, og det har givet min læsning en ekstra dimension. Således også denne gang, hvor han fortsætter på samme måde som tidligere med sexistiske og andre markante holdninger samt sin egen dagsorden, der altid handler om at slippe lettest muligt fra opgaverne og gerne med egen vinding for øje.

Denne gang er fundet af et lig af en svensk gift thailandsk kvinde, der år tidligere var konstateret død under tsunamien i Khao Lak i Thailand, baggrunden for sagen, og bogen bliver en god historie om politiarbejdet både dengang og nu. Man kan jo ikke dø to gange, så var den thailandske kvinde død i Thailand eller Sverige, og hvad var der egentlig sket?

Samtidig med beskrivelserne af efterforskningen får vi som læsere en god historie om de personlige relationer politifolkene indbyrdes og især om Bäckströms aktiviteter, hvor hans aktive supersalami stadig spiller en rolle. I denne bog er der dog denne gang mere fokus på løsningen af krimisagen end i tidligere bøger, og det er rigtigt godt!

Bogens fortællestil er som vanligt meget detaljeret med en del dialog samt grundige beskrivelser af tanker, stemninger og handlinger. Den stil passer rigtigt godt til historien, og Persson har rigtigt godt greb om den stil og om styring af plottet. Sagen løses selvfølgelig, og retfærdigheden sker fyldest, men hvordan det sker, må I selv læse.

Jeg kan ikke give bogen andet end de maksimale 10 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk!

Leif GW Persson
Kan man dø to gange?
Modtryk, 2017
445 sider

PS:
I får lige et citat, der viser lidt om Bäckström og samtidig om Perssons stil, hvor han driller en af sine litterære kollegaer:

Bøger var et et overvurderet nydelsesmiddel for livets tabere, og selv var han holdt helt op med at læse dem, så snart det var gået op for ham, at hans gamle yndlingsforfatter, den eneste, der var betegnelsen værdig på det svenske parnas, tydeligvis var blevet ramt af en voldsom livskrise og var begyndt at skrive bøsseromaner.
Hvad var der galt med ham Hamilton?, tænkte Bäckström.