Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Drabsefterforsker Rebekka Holm er sygemeldt efter et voldeligt overfald, og derfor rejser hun til Stockholm for at komme sig hos sin svenske kollega og kæreste Niclas Lundell. Men den afslappende miniferie udvikler sig i løbet af få dage til et mareridt.

Niclas har travlt med sin egen private efterforskning af omstændighederne ved sin tidligere kones død, men han afviser Rebekkas tilbud om hjælp. Optændt af frustration og nysgerrighed går hun selv i gang med at undersøge, hvad der egentlig skete, da Magdalena Lundell omkom. Lidt efter lidt erfarer hun, at Niclas har holdt vigtig information om sit ægteskab hemmelig, hvilket får Rebekka til at tvivle på, om hun overhovedet kan stole på ham.

Samtidig opdager hun, at Magdalena i det skjulte arbejdede på en historie, som handlede om forsvundne mennesker, der har lidt grufulde skæbner, og som alle kan kædes sammen med én dødsensfarlig person. Rebekka er nødt til at gå i Magdalenas fodspor, som fører hende til Finland, hvor hun spindes ind i en vanvittig morders dræbende net….

Min anmeldelse:
Ofte er der ikke sparet på det positive i forlagenes lovprisninger og beskrivelser på bogbagsider, og således heller ikke her på “Mirakelmanden”. Instinktivt gør det mig skeptisk. Det samme gælder for mig mht. de mange citater fra positive anmeldelser, jeg ikke har kunnet undgå at se, siden bogen udkom.

MEN efter læsning af krimien blev min (sunde?) skepsis gjort helt til skamme!

Historiens hovedplot er Rebekka Holms efterforskning, der samtidig bliver vævet ind i Niclas Lundells arbejde med at finde beviser på, at en østeuropæisk gangstertype står bag konens død – en helt privat efterforskning, som han er den eneste, der er overbevist om, vil afsløre hele sandheden om hans kones død.

Rebekka går derimod sin helt egne og farlige veje, for ved at genoptage den sag, som Magdalena var i gang med at efterforske, da hun blev dræbt, aktiverer hun farlige modreaktioner.

Hun bevæger sig ind i psykiatrien, blandt hjemløse, i den journalistiske verden og til Finland på sporet af sandheden om en lang række forsvundne personer og måske om mordet på Niclas tidligere kone. Det er en dramatisk handling med mange voldsomme episoder, hvor der ikke lægges fingre imellem, og Julie Hastrup har godt styr på handlingen samt på fortælleformer, så spændingskurven holdes stramt stigende med overraskelser undervejs. Lige som det skal være!

Hvem er Mirakelmanden, hvem kan Rebekka stole på, og overlever hun, så der kan komme et syvende bind i serien om hendes dramatiske efterforskninger? Jeg siger ikke mere, men opfordrer til at man selv læser bogen og bliver præsenteret for effektiv og velskrevet underholdning.

Jeg har efter læsning af de utallige, svenske skærgårdskrimier svært ved at forestille mig en fredelig skærgårdsferie i Sverige. Nu har Julie Hastrup gjort det svært at tage til den finske skærgård, men hun skal være tilgivet.

Bogen får 8 skydeskivepoint her på min egen blog, 4 krimihjerter på krimifan.dk samt 4 stjerner andre steder.

Julie Hastrup
Mirakelmanden
Politikens Forlag, 2017
380 sider

Fra bogens bagside:
Jane har brug for en frisk start og får mulighed for at leje en topmoderne, ultraminimalistisk lejlighed i London. Eneste hage er en række særlige krav udtænkt af arkitekten, men Jane skriver under og flytter ind. Kort tid efter opdager hun, at den tidligere lejer døde under tragiske omstændigheder i lejligheden. En kvinde, der ligner hende overraskende meget.

I takt med at Jane forsøger at få klarhed over stedets historie, følger hun ubevidst de samme mønstre, tager de samme valg, krydser veje med de samme mennesker og oplever samme snigende angst som kvinden før.

Min anmeldelse:
“Kvinden før” hedder Emma, og hun er den ene hovedperson i denne spændende, psykologisk thriller, mens Jane er “kvinden nu”. I vekslende kapitler med de to som hovedpersoner oplever vi som læsere deres indflytning og liv – Jane et godt stykke tid efter Emma ikke bor der mere – i den højteknologiske, strømlinede og voldsomt minimalistiske lejlighed, hvor de har accepteret den excentriske arkitekts mere end 200 ufravigelige husregler.

Nysgerrigheden pirres lige fra begyndelsen. Hvorfor flytter de unge kvinder ind, hvad foregår der, og hvorfor foretager de sig i høj grad det samme. På forsiden står der også: Alt, der er dit, var engang hendes”. Spooky.

Plottet er skruet rigtigt godt sammen, og det er spændende, samtidig med at der tages emner op som perfektionisme og den helt specielle arkitektur – samt andet som det vil være en skam at afsløre for ikke at ødelægge læsningen.

Situationen opleves angstfyldt af kvinderne, og thrillerstemningen dukkede også op for mig, mens jeg fulgte historiens udvikling og det næsten parallelle forløb, de to kvinders liv får i lejligheden, og det er svært at få stoppet læsningen, men den er lidt rigeligt lang, og intensiteten falder for mig lidt til sidst, men både spændende og interessant er det!

Proxemik i thrillerform.

J.P.Delaney er et pseudonym, og bogen er under filmatisering.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint på min egen skala – og 4 krimihjerter eller 4 stjerner andre steder.

J.P. Delaney
Kvinden før
Lindhardt og Ringhof, 2017
399 sider

Forlaget skriver bl.a.:
Evert Bäckström er det svenske politis redning, manden der kan opklare en sag så let som at klø sig i nakken og uden at anstrenge sin overlegne intelligens – hvis man altså spørger ham selv. Og såmænd også, hvis man spørger hans tiårige nabo, Edvin. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er Bäckström, Edvin henvender sig til, da han på en spejdertur finder et nedgravet kranium. Fundet af kraniet sætter gang i en efterforskning, hvor store spørgsmål kommer på banen. Hvordan kan en kvinde dø og blive kremeret i Thailand, for derefter at dukke op som skelet på en ø i Mälaran? Som alle ved, kan man ikke dø to gange.

Leif GW Perssons lille, fede antihelt er med andre ord på banen igen, og som altid når Bäckström er involveret, er efterforskningsmetoderne både utraditionelle og besynderligt effektive.

Min anmeldelse:
Evert Bäckström optræder som biperson i flere af Perssons fantastiske krimier, som er kraftigt influeret af Perssons aktive indsats som kriminolog og efterforsker. Bäckström har altid været usympatisk, og han har længe været min yndlingshadekrimiromanfigur, og samtidig har han fascineret mig. Perssons krimier er samlet set for mig de absolut bedste svenske krimier, og det indtryk underbygger denne bog.

Da Evert Bäckström så fik sin egen serie i Perssons forfatterskab, blev hans fulde potentiale foldet ud. Denne nye bog er nummer 4 i serien med ham, og de første tre hedder: Linda – som i Lindamordet (1), Den der dræber dragen (2) og Den sande historie om Pinocchios næse (3).

Jeg mener, at det var, da bogen om Linda udkom, at jeg hørte Leif GW Persson fortælle om bogen og personen på Bok & Bibliotek i Göteborg, og på et spørgsmål om, hvorfor han havde lavet et så groft og negativt portræt af en politimand, svarede han noget i den retning: Jeg har undervist de fleste svenske politifolk, så jeg kender den politimand, som figuren er bygget over. Han har ude i den svenske virkelighed begået mange fejl og uhyrligheder, men har også opklaret forbrydelser. Hver gang begge dele har foregået, er han blevet sendt opad i systemet. Persson fortalte også, at den store forskel på romanfiguren og virkelighedens “Evert Bäckström” var, at han ikke havde turdet gøre romanfiguren så usympatisk og umulig som virkelighedens figur faktisk er. Det ville i romanform virke utroværdigt, sagde Persson!

Denne fortælling har ligget i baghovedet, hver gang jeg har læst om Bäckström, og det har givet min læsning en ekstra dimension. Således også denne gang, hvor han fortsætter på samme måde som tidligere med sexistiske og andre markante holdninger samt sin egen dagsorden, der altid handler om at slippe lettest muligt fra opgaverne og gerne med egen vinding for øje.

Denne gang er fundet af et lig af en svensk gift thailandsk kvinde, der år tidligere var konstateret død under tsunamien i Khao Lak i Thailand, baggrunden for sagen, og bogen bliver en god historie om politiarbejdet både dengang og nu. Man kan jo ikke dø to gange, så var den thailandske kvinde død i Thailand eller Sverige, og hvad var der egentlig sket?

Samtidig med beskrivelserne af efterforskningen får vi som læsere en god historie om de personlige relationer politifolkene indbyrdes og især om Bäckströms aktiviteter, hvor hans aktive supersalami stadig spiller en rolle. I denne bog er der dog denne gang mere fokus på løsningen af krimisagen end i tidligere bøger, og det er rigtigt godt!

Bogens fortællestil er som vanligt meget detaljeret med en del dialog samt grundige beskrivelser af tanker, stemninger og handlinger. Den stil passer rigtigt godt til historien, og Persson har rigtigt godt greb om den stil og om styring af plottet. Sagen løses selvfølgelig, og retfærdigheden sker fyldest, men hvordan det sker, må I selv læse.

Jeg kan ikke give bogen andet end de maksimale 10 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk!

Leif GW Persson
Kan man dø to gange?
Modtryk, 2017
445 sider

PS:
I får lige et citat, der viser lidt om Bäckström og samtidig om Perssons stil, hvor han driller en af sine litterære kollegaer:

Bøger var et et overvurderet nydelsesmiddel for livets tabere, og selv var han holdt helt op med at læse dem, så snart det var gået op for ham, at hans gamle yndlingsforfatter, den eneste, der var betegnelsen værdig på det svenske parnas, tydeligvis var blevet ramt af en voldsom livskrise og var begyndt at skrive bøsseromaner.
Hvad var der galt med ham Hamilton?, tænkte Bäckström.

Fra bogens bagside:
Over 1000 skeletter skal flyttes fra den nordlige del af Assistens Kirkegård for at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel. Det vækker ramaskrig, da mange mener, at gravfreden forstyrres. Men det er ikke nok til at standse metrobyggeriet.

Min anmeldelse:
På denne faktuelle og barske baggrund har Lotte Petri skruet en spændende historie sammen, hvor hun foruden fakta om bl.a. retsantropologi og politiarbejde også inddrager tro, satanisme og eksorcisme.

Allerede fra første kapitler bliver det dramatisk, da en ung arkæolog, som er kollega til knogleeksperten og retsantropologen Josefine Jespersen på projektet med at flytte de mange grave, myrdes og findes med et kors ridset ind i kraniet. Korssymbolikken bliver også knyttet til. kommende ofre, og så vil det vise sig, om Helvede – eller ihvertfald fald Satan – er løs på Nørrebro.

Det bliver afklaret af effektivt politiarbejde med efterforskeren Alexander Damgaard i spidsen og i tæt samarbejde med Josefine Jespersen. De kommer begge til ydergrænsen af deres faglige forståelsesfelter, idet mulig satanisme og en lokal katolsk præsts uddannelse til og praktisering af eksorcisme udfordrer dem.

Lotte Petri har på dejligt få sider formået at forbinde elementerne til et djævelsk dramatisk plot med tro/overtro og hævn som centrale punkter. Hun har samtidig et godt greb om personer, dialog og lokationer, så det er en både velskrevet og spændende bog. Jeg kan både lide den faktuelle, groteske baggrund med flytningen af de mange grave og den passende åbne slutning af bogen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre noget om her, men hvor tvivlen stadig råder i et vist omfang.

Bogen er første del af en planlagt ny serie, hvor Josefine Jespersen er hovedpersonen. Det bliver rigtigt spændende at følge hende i kommende bøger. Jeg giver den 8 flotte skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Lotte Petri
Djævelens værk
Lindhardt og Ringhof, 2017
284 sider

Fra bogens bagside:

Gedden på det rene køkkenbord. Hvad skal Maj stille op med den?

For første gang skal Maj have sin nye familie til middag. Men hvordan havnede hun her, med en mand hun knap kender? En sparken i maven giver svaret. Barnet. Det der aldrig måtte ske.

Langsomt vokser en beslutning frem: Hun vil være en kvinde, som ingen kan klandre. En god kone, mor, værtinde. Men hvor meget Maj end prøver at få styr på tilværelsen, så er alt det andet der. Usikkerheden, det betændte moderskab, alkoholismen og et ægteskab, som ikke var meningen. Og en forbudt længsel efter at indtage sin plads og risikere at fylde for meget.

Et barn at føde følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på.

Min anmeldelse:

Den unge og usikre Maj Sara Johanna Olausson fra simple kår bliver gravid med yngste søn, Tomas, fra en byens velhavende familier. Han gifter sig med hende, og de flytter ind i samme hus som hans gamle mor. Maj og Tomas er usikre på sig selv, deres roller og hinanden. Begge har også uforløste tidligere forhold, og komplicerede relationer til deres respektive familier. Kort sagt: Kan det mon gå godt?

Det ved vi ikke helt, for bogen er kun første del af en trilogi om Maj, og det kan kun gå for langsomt med at få oversat og udgivet fortsættelserne. Historien om Majs liv som ung kvinde og pludselig mor er nemlig ualmindeligt godt fortalt, og samtidig står tidsbilledet 1938-1939 skarpt.

Det er for så vidt indholdet i bogen, men kun i skabelonform, og det yder slet ikke bogen retfærdighed, for den litterære form tilfører historien om Maj så meget mere og i flere lag.

Med Maj som udgangspunkt følges hendes liv og følelser gennem hendes øjne og tanker. Sådan har forfatteren valgt fortællevinklen, og den holdes fast i stort hele teksten. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Stemmen er i begyndelsen tvivlende og fortvivlet, men bliver stærkere frem mod slutningen.

På den måde får vi som læsere et indfølt billede af Majs udvikling fra de første kæresterier gennem hendes graviditet til hendes indtræden i en familie, hvis liv ligger milevidt fra hendes baggrund, til hendes første tid som mor samt om det problematiske liv med Tomas, der har alkoholproblemer og har svært ved at finde sin plads i livet og familien.

Det har været en stor fornøjelse at få indblik i Majs liv og tanker, og efter ganske kort tilvænning til den litterære form, har det også været en rigtig god læseoplevelse. Det vil det være for alle indviduelle læsere af gode historier om menneskelige skæbner, men der vil også være stof til mange snakke i læsegrupper.

Hvis jeg skulle give den stjerner, hjerter eller point, ville den på min egen skydeskive, jeg kun bruger til krimier og spændingsbøger, få tæt på de maksimale 10, som er et rent pletskud. Ellers bliver det 5 ud af 5 mulige hjerter.

Kristina Sandberg
Et barn at føde
Modtryk, 2017
473 sider

På bogens bagside:
Billis verden eksisterer ikke mere. Faren dør, kæresten går, og jobbet forsvinder, da den tyske mastodont lukker Danmarks allersidste kuvertfabrik.

Alt hvad Billi elsker er væk. Formaliteter. Og hvad er der så tilbage? Billi nægter at have ondt af sig selv og rejser ud i Europa, til Finland, Grækenland og Rumænien, for at finde håb.

Sommergræs, vinterorm er en roman om at være fanget mellem nye og gamle tider, om at skabe og blive skabt.

Min anmeldelse:
Da Mette Søs roman “fordi at” udkom, holdt hun et spændende foredrag om bogen på min tidligere arbejdsplads – dele af den er iøvrigt skrevet på netop Hjørring Bibliotek. I den forbindelse læste jeg også de andre bøger, hun havde skrevet, og jeg blev ret fascineret af hendes unikke univers, skæve vinkler på virkeligheden, hendes finurlige og fantastiske sprog samt de helt særlige, kvindelige hovedpersoner. Den fascination er på alle måder blevet større efter læsning af denne nye roman.

Bogen er fortalt i et kondenseret og stramt sprog, hvor de ofte særdeles korte sætninger eller udsagn er fyldte med overraskende og forunderlige formuleringer. Selv om det ikke er en tyk bog, tager læsningen noget længere tid end med en krimi, for det fortjener bogen, og det indbyder sproget til. Selve handlingen var for mig mindre væsentlig end sproget samt den specielle hovedperson og hendes situation.

Og igen har Mette Sø været igang med særdeles grundig research med besøg på de lokaliteter Billi besøger, om produktion af kuverter, om papirkvaliteter, Rumæniens historie samt om musik, fordi Billis far var cellist. De elementer står centralt i bogen og udgør det skelet, bogen bygger på. Ganske uden at det tynger bogen.

Kort fortalt er Billi Kruse i krise og i rivende udvikling med at synke eller sejle videre. Fordi hun er uden far, uden arbejde og uden kæreste.

Billi tager til Finland fordi: “Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik”, til Grækenland, hvor bestikkelse i kuverter – fakelaki – er almindeligt, så: “Selvfølgelig skal jeg til kuvertland og besøge kuverten” og til Rumænien, fordi det var et af farens sidste ønsker, at hun skulle besøge hans tidligere kæreste der.

Den rejse er bogens ydre ramme, men den egentlige rejse er Billis indre rejse gennem krisen og videre i livet – eller bare derhen, hvor bogen nu slutter. For her er der fortolkningsmuligheder.

“Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.” Sådan siger Billi sidst i bogen, og sådan vil mange læsere have det, samtidig med at de har fået en god og helt særlig læseoplevelse, hvis de tuner ind på Mette Sø og hendes unikke univers.

Mette Sø
Sommergræs, vinterorm
Politikens Forlag, 2017
215 sider