Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lee Child: Den rette mand

Krimi og spænding Posted on 25 feb, 2017 14:31

Lee Childs faste hovedperson, den tidligere militærpolitimand Jack
Reacher, er igen på farten, og igen bliver det dramatisk og farligt.

Fra bogens bagside
Fire mennesker sidder i en bil på vej gennem Midtvesten med
kurs mod Chicago. Én mand kører med øjnene på vejen. En anden sidder ved siden
af ham og fortæller historier, der ikke hænger sammen. Omgående kvinde sidder på
bagsædet, stille og bekymret. Ved siden af hende sidder en enorm fyr med brækket
næse, der har blaffet sig til et lift østpå.

Ikke langt bag dem ligger en mand stukket ihjel i en gammel
pumpestation. Han blev set gå derind sammen med de to andre, men kom aldrig ud
igen. Alt tyder på en likvidering, knivdrabet er professionelt udført, og
morderne er som sunket i jorden. Politiet er på stedet i løbet af få minutter,
og kort efter ankommer FBI, fulgt af to andre statslige enheder. Sagen har højeste
bevågenhed hos alle instanser, men ingen vil røbe hvorfor, eller hvem den dræbte
er.

Det eneste, Reacher ønskede sig, var et lift mod Virginia.
Men intet er, hvad det ser ud til, og han opdager snart, at han befinder sig
midt i et omfattende komplot, der gør ham til en trussel – for begge sider på samme
tid.

Min anmeldelse
Denne episode med Jack Reacher foregår i løbet af ganske få
dage, og igen involveres han uden at ville det i en højdramatisk og meget
voldelig sag, hvor konspiration, dobbeltspil og terrortrusler spiller helt afgørende
ind i forløbet.

Når jeg skriver “episode”, er det fordi, bogen er
den 11. roman på dansk med Jack Reacher som hovedperson og helt. Det er
samtidig nummer 17 i Le Childs samlede serie med Jack Reacher-romaner. Som
beskrevet på bagsiden er han på stop med kurs mod Virgina, hvor Reacher når
frem til i begyndelsen af nr. 18 i serien “Ingen vej tilbage”, som
udkom sidste år, og den er mindst lige så spændende. “Ingen vej
tilbage” er blevet filmatiseret med Tom Cruise som Reacher med
verdenspremiere oktober 2016, og det vil helt sikkert give øget fokus på bøgerne.

Samtidig er bøgerne afsluttede, selv om der trækkes tråde
til hans fortid i USAs militær og til dets aktuelle deltagelse i krige, men der
er meget få referencer mellem bøgerne, så de kan godt læses i tilfældig orden.
Lidt som en episode i en serie.

Ingen skal forsøge at løbe om hjørner med Jack Reacher, for
så fortryder de det! Hen er den enlige ulv, der kæmper både for retfærdighed og sin egen
frihed, og her er han igen i fuld fart og aktion. Det viser sig, at stort set
ingen af deltagerne i handlingen spiller med åbne kort. Det opdager Jack
Reacher hurtigt, og han går i gang med at udfordre det lokale politi og alle
andre mange instanser og interessenter i et forsøg på at redde et par af ofrene
og for at komme fri af af de anklager, der rejses mod ham. For ikke at spolere
spændingen, vil det være forkert at afsløre flere dele af handlingen, men vær
aldrig i tvivl om, at Jack Reacher klarer ærterne! På den måde er han og bøgerne
helt parallelle til John McClane (portrætteret af Bruce Willis) i Die
Hard-filmene og historierne om Jason Bourne baseret på bøgerne af Robert Ludlum.

Der er fuld fart på handlingen med skyderier og bomber,
skurke, mord, handlekraftige mænd og kvinder, og jeg var – som mange thriller-
og spændingsbogslæsere vil være det – rigtigt godt underholdt undervejs. Bogen
er velkomponeret, og der lægges med sikker hånd op til det afgørende opgør. Det
er bestemt ikke så dårligt med noget rendyrket underholdning med effektiv
action!

Jeg giver den 7 point (ud af 10) på min egen skydeskive og
4 krimihjerter (ud af 5) på krimifan.dk!

Lee Child
Den rette mand
Jentas, 2017
(420 sider)



Eddie Thomas Petersen: Værelse til leje

Alt muligt andet godt Posted on 24 feb, 2017 22:48


Fra bogens bagside:
Den midaldrende bankfuldmægtig Lennart Bygholm Nielsen får vendt op og ned på sin ensformige hverdag, da han beslutter sig for at leje et værelse ud. For mødet med den nye logerende, 24-årige Natasja fra Ukraine, bliver et indblik i et univers, han ikke før har kendt.

Men den nye hverdag får en brat ende, da kriminalpolitiet en dag ringer på døren. Natasja er forsvundet. Man frygter, hun er død. Og hvem er mere oplagt til at stå bag end hendes midaldrende, lidt kiksede mandlige udlejer.

Lennart spræller i nettet. Men jo mere han spræller, jo værre bliver det. For hvad er det, han ikke kan huske? Hvad er det, han skjuler fra sin nylige fugletur til Sverige? Og hvad var egentlig forholdet mellem Lennart og hans lejer?

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste forfatterens 2. bog “Kettys blues” har jeg været fascineret af Eddie Thomas Petersens alt for korte forfatterskab. Dette er kun hans 4. roman siden 2002, men han er også kreativ som instruktør og manuskriptforfatter til fjernsyn og film. Netop dise aktiviteter har helt klart påvirket hans forfatterskab. Der er et sikkert greb om beskrivelserne af personer og miljøer, og der er lige så meget styr på udvikling og forløb af bogens handling.

Det gør læsningen til en litterær fornøjelse, når der er styr på det grundlæggende, og når en bog desuden er meget velskrevet som denne. Den koncentrerede og stramme skrivestil har også resulteret i en tyndere bog. Det er ikke nemmere at læse en tyndere bog, især ikke når indholdet er skåret så tæt, som det er her, men der udgives efter min mening alt for mange for tykke bøger.

Der er således mindre slinger i valsen i denne herlige romans form og indhold, end der er i hovedpersonens liv. Ligesom i bl.a. “Kettys blues” er den centrale person en lidt kikset enspænder, der hvirvles ind i risikofyldte begivenheder, hvor flere interessante personer spiller forskellige og afgørende roller.

Lennart Bygholm Nielsens hemmeligheder afsløres skridt for skridt, og hele tiden sker der en overraskende udvikling af, hvor bogens handling fører læserne (og Lennart) hen. Igen vil det være forkert at afsløre for meget i en anmeldelse, så jeg skriver ikke mere om bogens handling, men jeg håber, denne omtale vil øge interessen for bogen!

Det bliver dramafyldt, der sker mord og andre forbrydelser, politiet er på banen, men det er ikke en rendyrket krimi, selv om krimilæsere med lyst til en lidt anderledes bog med krimielementer vil have stor fornøjelse med læsningen. Derfor har jeg givet den 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Det er underligt sådan at skulle rubricere romaner i kasser og kategorier, når en forfatter ikke selv skriver på den måde. Jeg mangler hylderne til bøger, der bare er GODE HISTORIER. “Værelse til leje” ville helt sikkert finde sin helt rette plads der, men andre etiketter, der også kunne sættes på romanen er: psykologisk roman eller samtidsroman, men “en god bog” er en ret præcis karakteristik.

Eddie Thomas Petersen
Værelse til leje
People’s Press, 2017
(291 sider)



Hvad foregår der?!

Krimi og spænding Posted on 24 feb, 2017 19:58



Laurent Mauvignier: Verden rundt

Alt muligt andet godt Posted on 19 feb, 2017 17:50

Tsunamien, der ramte Japan i 2011, er bærebølgen for denne roman. Fra første kapitels to hovedpersoner, mexicanske Guillermo og japanske Yuko, og deres fælles liv – især oplevelsen, da jordskælvet og bølgen ramte den japanske kyst, de opholdt sig på – følges bølgens efterdønninger for en lang række personer verden rundt.

I det følgende kapitel er læseren blev ført fra kapitel 1 og ombord på et krydstogtskib i Norskehavet. Her optræder nye personer, der fra slutningen af kapitlet umærkeligt fører læseren videre til Caribien/Bahamas.På den måde guides man sammen med de skiftende hovedpersoner i bogen rundt
i hele verden, og turen går således videre til Israel, Rusland, Dubai, Canada,
Tanzania, Italien, Adénbugten, USA og Thailand med mindre afstikkere i teksten
til endnu flere destinationer.

På bogens bagside står bl.a. sådan: “Laurent Mauvignier tegner et
nuanceret billede af en verden, hvor mennesker rejser som aldrig før.

Det er ganske korrekt, men romanen fascinerede mig nu mindst lige så meget
pga. romanens indbyrdes krydsende og meget forskellige personer og deres
skæbner. I replikker og tanker fra dem formuleret i lange, fabulerende
sætninger bliver bogen til en rigtig god læseoplevelse. Den var en tiltrængt
litterær pause med langsommere læsning – og endda læsning af nogle kapitler
flere gange – end af plotbaserede actionkrimier. Meget fascinerende efter en
kort tilvænning – og en helt nødvendig øvelse for mig jævnligt at gøre sådan.

Undervejs dukkede en anden bog op i min hukommelse: “Lad kun verden
tumle sig” af Colum McCann. Her er omdrejningspunktet den franske Philipe Petits vandring i 1974
på line i New York mellem World Trade Centers tvillingetårne, men i den bog
hænger personerne endnu mere sammen end i Mauvigniers. Der findes også film med
samme måde at koble personer og skæbner sammen på, men Laurent Mauvignier gør
det yderst fremragende, fascinerende, intenst og gribende.

Disse sammenhængende skæbnehistorier vil kunne fange rigtigt mange læsere
af gode og velskrevne romaner.

Laurent
Mauvignier
Verden
rundt
Arvids, 2016
(369 sider)



Maria Helleberg om “Kvinderne fra Thy” og “De tre storme”

Alt muligt andet godt Posted on 18 feb, 2017 00:29


Onsdag aften (15. februar 2017) var jeg til et rigtigt
godt forfatterforedrag med Maria Helleberg på min gamle arbejdsplads, Løkken
Bibliotek. Et dejligt møde med den danske dronningeforfatter af historiske
romaner!

Først fortalte hun levende om sin seneste bog
“Kvinderne fra Thy”, som jeg (endnu ikke) har fået læst. Den er jo
baseret på hendes egen families historie, og historien om arbejdet med at dykke
ned i familiehistorien og bearbejde den til skønlitteratur var inspirerende at
høre. Hun sluttede med at opfordre alle til at skrive deres egen livshistorie
ned, så kommende generationer på den måde vil få et førstehånds indblik i både
deres egen families historie og samtidig også lokal- og danmarkshistorien. En
sympatisk afslutning på den del af foredraget.

Der er skrevet meget om “Kvinderne fra Thy”, så
det hverken vil eller kan jeg gøre bedre. (Jeg har jo heller ikke læst den). Derimod
vil jeg hellere fortælle mere om “De tre storme”, selv om jeg heller
ikke har læst den.

Maria Helleberg blev af Bibelselskabet spurgt, om hun
ville skrive en roman om Reformationen, og da hun allerede havde været i gang
med at studere historien om Stygge Krumpen, som var den sidste katolske biskop i Vendelbo Stift eller Børglum Stift, var det oplagt for hende at forske videre og at gøre ham
samt Elsebe/Elsebeth/Elisabeth Gyldenstjerne til hovedpersoner i romanen.
Helleberg har bl.a. et kapitel om parret i bogen
“Kærlighedshistorier” fra 2012.

Til foredraget på Løkken Bibliotek var det første gang,
Maria Helleberg fortalte om den kommende roman, men der kommer flere foredrag
om bogen og arbejdet med den frem mod bogens udgivelse, der forventes at blive
før påske 2017.

Fra foromtale af et kommende foredrag på Koldinghus
citerer jeg dette, fordi det giver et indtryk af bogen:
Det begynder stille. En ung kriminel mand går i
kloster, mens en ung kvinde flygter fra sit kloster.
En ung mishandlet kvinde bliver skilt og lover sig selv
aldrig mere at have med mænd at gøre. Samtidig med at en ung mand, der i årevis
har indsamlet skat til kongen, uventet bliver udnævnt til biskop.
De fire liv vil blive bundet sammen af vild kærlighed,
erotisk besættelse, borgerkrig, reformation og den totale forvandling af
samfundet.
Et utroligt
“powercouple”: biskoppen i Børglum Stift, Stygge Krumpen, og
hans aristokratiske samlever Elisabeth Gyldenstjerne, ”
bispens skønne hore”, er krumtappen i en
helt anderledes fortælling om en af de største kriser i landets historie.
Om at leve af at tage beslutninger og drive politik,
miste alt og genskabe livet, måske endda i en langt bedre form end før. Om tro,
had og kærlighed. Især kærlighed.

“Amor vincit ikke altid omnia, somme tider skal
der håndgribeligheder til”
(citat: Stygge Krumpen i “De Tre Storme” )

Foredraget på Løkken Bibliotek var kommet i stand i
samarbejde med lokalhistoriker og forfatter Gert Jensen fra Børglum. Han har
selv skrevet en lille bog om Stygge Krumpens historie, og han har sammen med
teolog Jørgen Jørgensen lavet teksten til en tegneserie om Stygge Krumpen. Den
er illustreret af den franske tegner Thierry Capezzone. Derfor blev Gert Jensen på et tidspunkt kontaktet
af Maria Helleberg, og han har i flere omgange været guide til historien og de
nordjyske steder, Stygge og Elsebeth har færdedes. I forbindelse med foredraget
i Løkken, (som ligger få kilometer fra Børglum Kloster, hvis ikke du vidste
det), havde de 2 været på tur i det nordjyske i flere dage for at få stemninger og lokaliteter helt på plads

På den måde har Gert bidraget til romanens faktuelle
baggrund, men det er Maria Helleberg selv, der har gået langt dybere ned i de
historiske kilder, end selv faguddannede historikere har været. På den måde har
hun afdækket, hvad der efter foredraget virker som den sandsynligvist mest
sande og dækkende historie om Stygge Krumpens liv og levned. Indtil nu har
historien været båret af myter og halve sandheder – i romanform bl.a. fortalt
af Thit Jensen og i faghistoriske værker, der gennem tiderne på forskellige
niveauer ikke har afdækket lige så meget som Maria Helleberg har skabt overblik
over med sin research.

Selvfølgelig er der tale om en roman, og jeg er (stadig uden at
have læst den) sikker på, at den fremstår som en fremragende af slagsen.
Jeg er også lige så sikker på, at Maria Helleberg – ligesom i sine øvrige
historiske romaner – ikke ville have kunnet skrive så fremagende og levende uden
en grundig research! (Til foredraget læste hun et langt afsnit fra bogen op, og
det var godt!)

Stygge Krumpen er en central person i den danske historie
i begyndelsen af 1500-tallet, men lokalt i Nordjylland har han været en central
person på flere måder. Ud over bl.a. at være en af personerne i
TV2-julekalendere, levendegøres skikkelsen hvert år til middelalderdagene på
Voergaard, ligesom der også afholdes Krumpen-dage i Hjørring.

Med Maria Hellebergs kommende roman “De tre
storme”, der som tidligere skrevet planlægges udgivet på Bibelselskabets
forlag inden påske, tilføres historien om Stygge Krumpen og Elsebeth
Gyldenstjerne en levende fortalt og inciterende beretning fra tiden omkring
reformationen og endda på et historisk korrekt og velunderbygget grundlag.

Jeg ser frem til at læse den bog!!!



Krimicafé – alle mine titler

Diverse Posted on 16 feb, 2017 14:04

Til krimicaféen på Hjørring Bibliotek 7. februar fortalte jeg om (nogle af) de mange gode krimibøger, jeg har læst i 2016, og lidt om dem, jeg glædede mig til i 2017.

Se listen over alle bøgerne HER



« ForrigeNæste »