Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser

Alt muligt andet godt Posted on 25 okt, 2016 01:14

Endnu et personligt og fascinerende bud på en historisk samtidsroman

Om serien

Lige siden “Brobyggerne” har jeg været hooked på Jan Guillous serie. Selv om de enkelte bind i serien ikke for mig har været lige gode, udgør serien alligevel samlet set et unikt værk af stor vægt og (ret sikkert) af blivende betydning.

Min læsning af serien har været interessant især pga. Jan Guillous evne til hver gang at vælge elementer fra og vinkler til på samtiden og gennem sit valg at kunne fortælle bredt om periodens historie. At historien om 1. Verdenskrig f.eks. fortælles med udgangspunkt i de kæmpende nationers krigeriske handlinger i Afrika, er et godt eksempel på den unikke vinkling. Det er helt logisk, at forfatterens valg jævnligt har provokeret anmeldere, historikere, politikere og læsere, men det gør ikke min læseoplevelse mindre god.

Om bogen

Med denne nye og sjette bog i serien er vi nu nået frem til 1950’erne, hvor fortælleren og hovedpersonen er Eric, der er barnebarn af en af de oprindelige brødre, Oscar, og søn af Hélène med den franske adelsmand, Antoine Letang. (Guillou har aldrig lagt skjul på inspirationen til Lauritzen-familien fra sin egen familie og opvækst, men der er meget tydeligt rigtigt meget Guillou i romanpersonen Eric, så gu’ ve’ om han senere i serien ansættes på FIB/Kulturfront, blandes ind i IB-Affären og kommer i fængsel?!)

Bogen begynder i 1953, hvor Eric er 9 år, og slutter i 1959. Tidsbilledet af perioden tegnes gennem flere tidstypiske og nostalgiske elementer især fra den amerikanske påvirkning af kultur i f.eks. musik og film og selv med den svenske oprindelse er tidsbilledet nemt at finde klare paralleller til i Danmark.

Såvel i det svenske samfund som i familien Lauritzen sker der store ændringer mht. økonomi og status. Velstanden vokser, socialdemokraterne tager over, mens Lauritzen-imperiet efter morfar Oscars død smuldrer en del, og familien forlader det elskede Saltsjöbaden.

Historien om 1950’erne er også historien om ændrede identiteter fra barn til ung/voksen, om fædre og patriarker, om klasseændringer og om verdenshistorien set fra et barns synspunkt.

Eric vokser op familien med sin mor, en halvbror og sin voldelige stedfar. Den del af historien genkendes fra Guillous roman “Ondskaben”, og efter forældrenes skilsmisse kommer Eric også på den samme type kostskole som i denne bog. Her møder han Erik Ponti, der er hovedperson i neto “Ondskaben”, og som også optræder i flere andre af Guilllous bøger.

Med historien om Lauritzens-familien fortælles endnu engang hele Sveriges historie – og samtidig også hele verdens, og igen er denne historie formidlet personligt og engageret på fornem og velskrevet vis – og set gennem Jan Guillous skarpe og helt særlige filter.

Selv med læsning af alle seriens første bind in mente er det alligevel rigtigt godt, at der forrest i denne bog er en ajourført slægtstavle med familiernes medlemmer. Den blev konsulteret jævnligt til at begynde med.

Form og fremtid

Guillou leger i bogen med den litterære form og koketterer med sit eget skriveri af denne bog, idet han kompenserer for den 9-14-årige fortæller og hovedperson Erics modenhed og evne til at gennemskue og beskrive sin samtid. Det sker ved tekstafsnit skrevet af Eric fra studenteroprørets Paris i 1968.

Her skriver Eric svar til sin mors kusine Johanne (hovedpersonen i “Blå stjerne”) på hendes kommentarer til de tekster, vi som læsere lige har læst, og som i metaafsnittene fremstår som skrevet af Eric i 1968 som voksen, spirende forfatter. Johanne er nemlig i mellemtiden blevet litteraturkritiker på Dagens Nyheter.

Især det afsluttende kapitel lægger spor ud til kommende dele af serien, og samtidig understreges det litterære link mellem Eric Letang og Jan Guillou. Spændende!

Det bliver for alvor interessant på et tidspunkt at læse hele serien igen forfra og i rækkefølge, og forhåbentlig når Guillou at få gjort serien færdig med mindst 4 bind frem til den planlagte afslutning med 11. september 2001.

Det vil jeg se frem til – altså ikke at serien slutter, men at læse også næste års bind og ikke mindst den samlede serie om Det Store Århundrede!

Læs mere om Jan Guillous egne 1950’ere HER

Jan Guillou
Ægte amerikanske cowboybukser
(Det store århundrede, 6)
Modtryk, 2016
(372 sider)



Martina Cole: Kuppet

Krimi og spænding Posted on 21 okt, 2016 17:06

Læsningen af denne britiske krimi har taget noget længere tid end sædvanligt for min læsning af krimier. Det skyldes til dels andre aktiviteter, men især bogens længde kombineret med tekstens og plottets beskaffenhed. Samtidig var det en bog, som jeg ville læse færdig, fordi den var spændende og interessant, og fordi jeg ville se, om slutningen var som forventet. (Det var den faktisk).

Se mere her:

Det er bog, som krimilæsere og anmeldere aldrig vil blive enige i deres vurderinger af, fordi den er så markant og kompromisløs.

Den vil måske dele vandene med sin beskrivelse af personernes handlinger i den kriminelle og sexuelle verden med tilhørende markant brug af “explicit content”, som i musikverdenen ville kræve en advarende label med “Parental advisory”. Aktiviteter og sprog virker autentiske for den verden, bogen foregår i, og nogle læsere vil finde det ægte og inciterende, mens begge dele vil medføre afstandstagen hos andre.

Den vil også dele vandene med sin litterære form, hvor der bl.a. er rigtigt mange replikker og beskrivelser af personernes tanker, en form der i kraft af mange gentagelser og udpenslinger giver en del langsomhed og en bog med mange sider. Det vil hos andre læsere bidrage til dybde i handlingen og personerne.

Forlagets presseomtale er inde på noget af det samme. Martina Cole beskrives som “Britain’s Queen of crime”, som med mere end 12 mio solgte krimier og sin faste placering allerøverst på bestsellerlisterne betegnes som en af Englands største kvindelige krimiforfattere. Samtidig står der: “Sat på spidsen – Martina Cole er forhadt af den engelske litterære klasse, men elsket af masserne.”

————————–

Kort om bogen
Den middelmådige gangster, Freddie Jackson, løslades fra fængsel og fortsætter sine kriminelle aktiviteter med prostitution, narko, pengeinddrivelse, vold og mord sammen med den yngre fætter Jimmy Jackson. De to og deres familier er hovedpersonerne i bogen, og den flok udgør sammen med andre samarbejdende småforbrydere og kriminelle hele persongalleriet. De par politifolk, som er med, er korrupte.

Omdrejningspunktet er familiemedlemmernes indbyrdes forhold, der er baseret på afhængighed af hinanden og af stoffer/druk, og som gøres skrøbeligt af bl.a. vold, magtkampe, psykopatisk opførsel, voldtægter, økonomi baseret på forbrydelser og generel mistillid.

Situationen for de to familier tilspidses, da den overordnede gangster fra fængslet langsomt, men sikkert ændrer magtbalancen mellem de to fætre og organiserer et leder- og generationsskifte til fordel for den yngre, Jimmy.

I perioden 1984 til begyndelsen af 2000-tallet får vi historien om 2 dysfunktionelle forbryderfamilier i et sandsynligt portræt af et kriminelt Under-England, hvor de indbyrdes forhold mellem en flok billige “wannabe gangstere” og deres familier udvikler sig dramatisk og voldsomt.

————————–

På den ene side

Tidsbilledet og udviklingen af de kriminelle aktiviteter virker absolut plausible, og historien giver et godt indblik i en kriminel verden, der ikke ofte skildres i krimier i bogform eller på film. Det er interessant, og kombineret med en spændende historie er resultatet en krimi, som helt sikkert vil fængsle en god del krimilæsere.

————————–

På den anden side
Der er også grunde til, at andre krimilæsere vil sige fra ud over det direkte sprog og den ofte sexistiske handling. Ingen af delene skræmmer mig, fordi begge dele hænger logisk sammen bogens univers.

Især kan det dog være svært at bevare overblikket over personer og handling, fordi der i hvert kapitel er rigtigt mange og ikke helt overskuelige skift mellem hovedpersoner, situationer og tidsforløb.

De mange personer hedder stort allesammen noget med y eller ie til sidst i navnet: Freddie, Jimmy, Maddie, Maggie, Kitty, Jackie, Ozzy osv. Det og anstalter af medvirkende kan gøre det svært at holde dem adskilt fra hinanden og kan få det til at virke som karikerende, men sådan er virkeligheden sikkert.

Historien rummer også på andre måder bare rigtigt meget af det hele, og det gælder ikke kun navnene. Det gælder også de mange og lange afsnit, hvor personernes handlinger forklares og beskrives i alle detaljer, så mængden af informationer og gentagelserne skygger for overblikket og for “drivet” i historien.

————————–

Kort sagt:
Læs bogen for at få oplevelsen og indsigten – og ikke mindst for at kunne danne din egen mening om den, for denne krimi er som sagt både interessant og spændende.

————————–

Martina Cole har skrevet rigtigt mange bøger, men det er kun forfatterens anden bog på dansk og den første i “nyere tid”, idet den første – En farlig kvinde – kom i 1994 på Vintens Forlag og i bogklub.

Bogen er lavet til en tv-film i flere afsnit, og det har sikkert bidraget til populariteten.

Martina Cole
Kuppet
Jentas, 2016
(557 sider)



Jan Guillou: Ægte amerikanske cowboybukser – intro

Alt muligt andet godt Posted on 12 okt, 2016 22:59

Jeg
er lige gået i gang med at læse denne bog, der er nummer 6 i forfatterens
enestående romanserie om 19. århundrede, og den har jeg set frem til et helt
år. Forfatterens rytme er nemlig at udgive én bog om året, indtil handlingen er
kommet frem til 11. september 2001.

Da
vi på Hjørring Bibliotek var så heldige efter flere års forarbejde at få besøg
af Jan Guillou sommeren 2014, gav han en rigtig god introduktion til sit
forfatterskab, og hans historie fik vi lov at optage. Den skal I ikke snydes
for, så lyt med HER:



Louise Stigsgaard: Natten er fuld af lys

Krimi og spænding Posted on 10 okt, 2016 11:53

Interessant
læsning og et godt udspil fra en debutant. Læs den!

Forfatteren er med denne bog en blandt mange nominerede til årets
debutantpris på BogForum 2016 – se dem alle HER – og uden at have læst ret
mange af de mange debutanters værker, er jeg overbevist om, at Louise
Stigsgaard er et ret god bud på en vinder med denne bog. Det fortjener hun så
absolut at være!

Det er en insisterende og intens bog, der baseret på stor viden og indsigt
formår at fortælle en både aktuel, relevant og varm historie. Det er ikke en egentlig krimi eller en spændingsbog, men “bare” en rigtig god bog, som både er spændende og interessant.

Scenen er den internationale/nationale politiske situation med udgangspunkt
i Mellemøsten, men handling og indhold er desuden personligt almengyldige.
Kombination er god, mens den litterære form måske kunne have været pudset mere
på, men bogen fungerer stadig rigtigt fint.

:::::::::::::::::::::

Kort om bogens
indhold:
Den danske journalist Sara Skarsgaard bor i Beirut med sin mand, der er
udstationeret af FN, og deres lille datter. Hun skriver til en dansk avis om
forholdene, da en tidligere ven og elsker, Bill Buffet, findes dræbt i Beirut med
en aramæisk tekst skåret ind i huden. Bill er en internationalt anerkendt
tv-journalist, så sagen vækker stor opmærksomhed, især fordi der er tegn på
kobling til terrorgrupper. Sara dækker sagen til den danske avis, og hun drages
hurtigt ind i opklaringen, og situationen eskalerer voldsomt. Det ender i
gidseltagning og kontakter til terrorgrupper samt mødet med en hellig kriger
med dansk baggrund. Samtidig tager Sara sit eget liv i fortid og nutid op til
overvejelse.

:::::::::::::::::::::

Kort om forfatteren:
Den danske journalist Louise Stigsgaard har tidligere boet i Beirut,
Jerusalem og New York, men bor nu i København med sin familie. Hun har i
rigtigt mange dybdeborende artikler dækket emner fra især de lande, hun har
boet i, i en lang række medier. Hun er desuden litteraturuddannet.

Forfatterens erfaringer og uddannelser danner helt klart baggrund for
bogen, og det styrker dens person- og miljøskildringer på fornem vis, og de
medfører også at beskrivelsen af de bagvedliggende konflikter i hele regionen
fremstår ægte og i et klart lys.

:::::::::::::::::::::

Forlaget slutter selv presseomtalen på denne måde således, og det
konkluderer fint på bogen:

“Natten er fuld af lys” er en fortælling om kærlighed og hævn. Om hvad tro og
passion kan koste, og om alle de øjeblikke som er værd at huske.

Louise Stigsgaard
Natten er fuld af lys
People’s Pres, 2016
(300 sider)



Jussi Adler-Olsen: Selfies (Q7)

Krimi og spænding Posted on 06 okt, 2016 00:27

På en dag, hvor den længe ventede og ret meget forhåndsomtalte nye
Jussi/Carl Mørch-bog udkommer, har jeg dette enkle bidrag til mediemylderet.

Da Jussi Adler-Olsen tidligere på året mødte en gruppe bogbloggere på
Hjørring Bibliotek (se “selfie”-billedet øverst t.v. taget af Rebekka
Andreasen fra www.vildmedkrimi.dk), løftede han lidt af sløret for bogens plot,
så jeg var ved læsningen forberedt på, at sekretæren i Afdeling Q, Rose, ville
være hovedperson, og at der for første gang ville blive afsløret noget om
hendes fortid. Og den vinkel var jeg rigtig glad for i den nye bog.
Samtidig glæder jeg med til næste bind, hvor Assads hemmeligheder – eller i det
mindste nogle af dem – vil blive fortalt.

Der er flere lag og parallelle historier i den nye bog, der som tema ud over
Roses baggrund og traumer har nogle unge kvinders egocentrede og
selviscenesættende (deraf bogens titel) forhold til samfundet og til familien.
De er sociale tilfælde, der kræver ind og ikke yder noget som helst til
fællesskabet. Til dette tema hører desuden socialarbejderen Anne-Line og hendes
holdninger til denne type sociale klienter samt ikke mindst hendes voldsomme
opgør med dem.

Da Rose bryder sammen i bogen, går en god del af afdeling Qs arbejdstid med
at opklare baggrunden for hendes traumer og af og til mystiske optræden, hvor
hun tidligere optrådte som sin søster. I bogen møder vi hendes søstre rigtigt
og går tilbage til hendes barndom.

Rose bor nabo til bedstemoderen til en af de unge piger, så her krydses
linjerne i bogens historier, og selvfølgelig/heldigvis skal vi følge afdelingen Qs belastede
forhold til politiledelsen og andre afdelinger på politigården.

Et par tillægshistorier er nogle mænds forbryderiske aktiviteter helt fra
nazitiden og frem til nutidig psykisk terror mod børn.

Historien er både voldsom i sine beskrivelser og på en gang politisk og
politisk ukorrekt. Emnet med de sociale klienters liv og forhold er politisk,
mens deres handlinger er absolut grænseoverskridende politisk ukorrekte, men de er rigtigt gode til
at bringe den spændende og godt fortalte historie videre.

Det hele fortælles i daterede og ikke altid kronologiske afsnit, hvor
skiftende personer fra bogen er fortællere. Jeg læste bogen hurtigt og var hele
tiden spændt på, hvor jeg blev forledt hen undervejs. Samtidig blev jeg
underholdt med en vedkommende og spændende historie med en god kompleksitet og
sammenhæng.

Det vil vel være passende at give bogen en grafisk rating, og hvad er mere
passende end at læne sig op ad et kendt bilmærkes logo:

Jussi
Adler-Olsen
Selfies
(Afdeling Q;7)
Politikens
Forlag, 2016
(507 sider)



Steffen Jacobsen: Enhjørningen

Krimi og spænding Posted on 04 okt, 2016 12:16

Se min blog/anmeldelse af denne bog på krimifan.dk HER:



« ForrigeNæste »