Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Ole Nørskov: Eftermæle

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2022 11:58

Fra bogens bagside:
Kan en følelse af skyld heles med tiden?

Efter tyve rolige år i redaktionssekretariatet på Dagbladet modtager Michael Eriksen et telefonopkald, som vender op og ned på hans tilværelse. Hans gamle ven og kollega Kresten er død.

Som unge var Michael og Kresten lovende journaliststjerner. De vandt Cavlingprisen for at afdække en erhvervsskandale i en stor dansk koncern, men de betalte på hver sin måde en høj pris for det. Michael har ikke set Kresten siden, og han skylder ham en undskyldning.

Michael beslutter sig for at slutte fred med Kresten posthumt, uvidende om, at det vil hvirvle ham ind i et opklaringsarbejde, der hurtigt truer hans trygge hverdag og fører ham på sporet af en dødbringende historie med tråde til Anden Verdenskrig.

En historie nogen gør meget for at holde skjult.

Min anmeldelse:
På baggrund af forlagets foromtale og forfatterens baggrund som journalist så jeg frem til at læse bogen, og jeg blev hurtigt fascineret af dens beskrivelser af mediebranchen inderste væsen fra Cavlingkårede afsløringer til en desillusioneret journalists trivielle hverdag på arbejde og tilsvarende stillestående liv derhjemme med drømme om udskejelser fra den grå hverdag. Det var underholdende at følge hovedpersonen Michael Eriksens tanker. Det var også spændende at følge, hvordan han bliver grebet af ønsket fra sin afdøde gamle ven og kollegas familie om at rydde op i hans efterladte papirer. Papirerne knytter sig til den gamle skandalesag, som dengang endte sørgeligt for de to unge journalister, men som Kresten åbenbart havde arbejdet videre på. Hænger hans død måske sammen med hans fortsatte gravearbejde i sagen?

Michael Eriksens arbejde viser sig på alle måder at føre ham langt ud. Det bliver mere og mere kompliceret, farligt samt overskruet – og det er her, min fornøjelse ved at læse bogen bliver mindre og mindre. Hans reaktioner og begivenhederne i bogen bliver mere og mere usandsynlige, og undervejs har jeg gættet de 2-3 væsentlige overraskelser i handlingen, så slutningen stod ret tidligt klart for mig. Det er ikke det bedste for en krimi, men jeg kunne godt leve med det, hvis bogen til sidst alligevel overraskede mig, og at jeg samtidig blev overbevist om dens handlings sandsynlighed eller relevans.

Bogen er sprogligt set velformuleret, men ud over de mangler, jeg har oplevet som nævnt herover, så går det alt, alt for stærkt til sidst. Det er som om, bogen bare skal være færdig i en fart, så stilen skifter fra de første kapitlers mere grundige beskrivelser til at være et alt for hurtigt kapløb frem mod slutningen. 

En sympatisk første del af bogen hæver min vurdering til 6 flinke skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Ole Nørskov
Eftermæle
Grønningen 1, 2022
349 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mikkel Frey Damgaard: Fiskejournal – en begynders bekendelser

Alt muligt andet godt Posted on 14 aug, 2022 12:54

Fra forlagets omtale:
Bogen følger Mikkel Frey Damgaard, fra han køber sin første fiskestang og lidt over et år frem. 

Mikkel kaster sig over fiskeriet med kæmpe entusiasme og glæde. Han fisker med stigende vanvid og stiller hele tiden sig selv nye udfordringer. Først fisker han efter torsk og hornfisk, så gedder for til sidst at blive helt opslugt af ørreder og fluefiskeri. Han øver sig i kast og køber grej for tusindvis af kroner. Hvor end han vender sig, møder han fisk; i havet, i åer, i musikken, i litteraturen, i sine barndomserindringer og i mødet med andre mennesker. Han udvikler ritualer og ser varsler alle steder i jagten på den perfekte fisk eller det perfekte fiskested. Euforien griber om sig, men frustrationen over mislykkede fisketure begynder også at fylde. Hans sind er fyldt op af tanker om kommende fangster så vel som af kommende fiaskoer. Og både de reelle fiaskoer og forestillingen om dem kan sende ham på dybe nedture, hvor han i sine trængsler glemmer at sove og spise. Og selvom hans møder med naturen byder på øjeblikke med ægte lykke, ro og lise for sjælen, er naturen også skueplads for hallucinationer og rædsel og en dyb og ensom angst for, at succesen aldrig skal indfinde sig. 

Langsomt går det op for ham, at besættelsen af fiskeriet og hans håndtering af den, afspejler den tilgang, som han har haft til sit eget liv og forvaltningen af det, og det lykkes ham at træde et skridt tilbage og reflektere over og gentænke denne tilgang.

Min anmeldelse:
En bog om livet. En bog om lystfiskeri. En bog om livet som lystfisker. En bog om fiskeri som terapi.

Og terapi er der brug for. Forfatterens proces med at bearbejde de personlige og familiemæssige følger af sin fars selvmord beskrev han i bogen “Sørgekåben” (2019), og valget af lystfiskeri som middel til at fortsætte bearbejdningen tager han meget seriøst. Han går all-in på en systematisk og nærmest manisk måde. Han undersøger alt om emnet, kontakter og lærer meget fra andre lystfiskere, og læser rigtigt mange bøger om mange sider af lystfiskeri. Den omfattende litteraturliste bagerst i bogen er meget inspirerende og giver mig også lyst til at genlæse nogle af de nævnte klassikere.

Gennem godt et år udforsker forfatteren forskellige fiskemetoder, og undervejs formidles hans erfaringer – specielt fra Møn, men særligt interessant er det at følge hans tanker om livet.

Et citat fra bogen: “Jeg blev i tvivl om, om jeg havde begivet mig ud i et gigantisk selvbedrag i min længsel efter at undslippe de skarpe kanter, som jeg gennem hele mit liv var stødt mod igen og igen. Ideen om at drysse lidt lystfiskertryllestøv ud over min tilværelse havde umiddelbart virket, og måske så godt, at jeg var begyndt at forestille mig, at tilværelsen med en fiskestang i hånden udelukkende var god og smuk. Men i stedet følte jeg mig endnu en gang ensom.”

Med de mange lystfiskeroplevelser og formidling af erfaringerne er det en fordel at være lystfisker eller i det mindste interesseret nok til også at læse de dele af bogen, for de er en helt integreret del af bogens indhold. Vil du springe noget over, som også efter min mening er at opfatte som unødvendig læsning, er det de grundige afsnit med beskrivelser af flere af fiskenes biologi. De afsnit viser bare forfatterens grundige research, men de bidrager ikke til bogens formidling af sit sigte.

Kort sagt en dybt personlig og fascinerende bog til 4 stjerner på min blog.

Mikkel Frey Damgaard
Fiskejournal : en begynders bekendelser
Gads Forlag, 2022
256 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Anders de la Motte og Måns Nilsson: Døden går til fremvisning

Krimi og spænding Posted on 31 jul, 2022 12:49

Fra bogens bagside:
Grådighed, bedrag og mord blandt frugthaver, slotte og blomstrende rapsmarker.

Da stjerneejendomsmægleren Jessie Andersson findes myrdet i forbindelse med en fremvisning af et hus på Østerlen, bliver den kantede og let ubehøvlede politikommissær Peter Vinston involveret i efterforskningen, selv om han egentlig bare er på besøg i området. Til hjælp får han den lokale politibetjent Tove Esping, uerfaren, men ambitiøs og opvakt. Bag havernes hække i det idylliske skånske landskab lurer en morder. Spørgsmålet er bare hvem.

Min anmeldelse:
Bogen er første del af en planlagt serie med titlen “Mordene på Østerlen”, og den var et rigtigt hyggeligt bekendtskab. Kom bare med flere af den slags. (Den næste i serien kommer til at hedde “Et fund at dø for”).

Hyggeligt er lige præcist det rigtige ord. Vel bliver der slået folk ihjel i bogen, men stemningen er tilbagelænet og afslappet, og alle personerne i bogen bidrager til hyggen. Bogen er nemlig befolket med nogle herlige og klassiske typer. Også opklaringen og afsløringen af gerningsmanden var helt klassisk. 

Undervejs i nogen kom jeg til at tænke på Agatha Christies bøger og hendes måder at konstruere en sag og dens opklaring. Der er også andre referencer, men jeg læste bogen hurtigt, fordi jeg var så godt underholdt, og fik helt sikkert slet ikke dem alle med.

Bogens sikre skrivestil og fortælleform medvirkede til min hurtige læsning, og det er tydeligt, at de to forfattere er garvede fortællere og skrivere, og at de har hygget sig med arbejdet. Der er nemlig et god flow i historien. (Jeg har tidligere læst og anmeldt Anders de la Mottes fremragende Skåne-kvartet –  bl.a. her: https://blog.drustrup.dk/?p=859)

Kort fortalt er bogens overordnede tema modstanden mod et stort byggeprojekt i en lille, smuk svenske by. Et projekt der koster projektmageren livet. Det er også en historie om livet i lokalområdet – lidt som i Barnaby-serien eller Louise Pennys serie fra Three Pines. Endelig er det en god historie om de personlige relationer mellem hovedpersonerne. Humor og ironi er desuden et centralt element i bogen, der selvfølgelig er elementært spændende, men på igen måde neglebidende. 

8 sikre og hyggelige skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Anders de la Motte og Måns Nilsson
Døden går til fremvisning
Modtryk, 2022
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Birgitte Wulff: Rigmanden

Krimi og spænding Posted on 26 jul, 2022 14:52

Fra bogens bagside:
Journalisten Anne Velin er langtfra noget hestemenneske. Ja, hun er ligefrem bange for de store dyr, men måske er det i virkeligheden deres ejere, hun bør vogte sig for.

Anne kæmper med sin karrieremæssige deroute fra drømmejobbet som fastansat dokumentarist på landets største TV-kanal til freelancejournalist hos det nystartede Radio4, da overklassekvinden Charlotte Villum med adresse i det dyre område syd for Aarhus opsøger hende. Charlotte Villum har fået stjålet en hestetransport, og hun vil have Anne til at undersøge sagen. Anne må tage de opgaver, hun kan få, så hun takker modstræbende ja.

Jagten på den stjålne lastbil fører Anne ind i hestesportselitens glansbilledverden, men det viser sig snart, at vejen til glamourens bagside er ganske kort – og livsfarlig at betræde.

Min anmeldelse:
Første del af serien med journalisten Anne Velin hedder “Tårnspringeren”, og den anmeldte jeg januar 2022 her: https://blog.drustrup.dk/?p=1152. Kort efter fik jeg tilbudt at interviewe Birgit Wulff på årets krimimesse, og det blev til en god snak om forfatterens debutbog, hovedpersonen, hendes baggrund for at skrive krimier og om bogens overordnede tema: vold mod kvinder.

Debutbogen var velskrevet i klar journalistisk stil og med et godt greb om både personer og krimiplot. Det samme gælder denne seriefortsættelse. 

Bogen er inspireret af en virkelig retssag fra 2012, hvor en kendt hestehandler for egen vindings skyld snød både køber og sælger i en stor handel, og den er desuden baseret på historier om og egne oplevelser fra handler med heste. Det fortalte Birgitte Wulff i en artikel i Nordjyske 13. juni. (Mere om den artikel og om bogens forhold til virkeligheden lidt senere i anmeldelsen)

Uden at afsløre for meget så er et af bogens elementer svindel med hestehandler i millionklassen, og om de rige bagmænds indbyrdes netværk og deres totale mangel på moral. Et andet element er udnyttelsen på alle måder af de hesteinteresserede piger og det særlige miljø blandt hestepigerne.  Dertil kommer andre forbrydelser, som jeg ikke vil afsløre mere om for ikke at forstyrre læseoplevelsen.

Det bliver farligt for den nysgerrige og dybdegravende journalist, Anne Velin, som under sin jagt på sandheden overskrider en lang række grænser og samtidig udsætter sig selv for livsfarlige situationer. Det er en spændende historie, hvor politiets efterforskning ikke får så meget vægt, da der fokuseres på Anne Velins indsats som detektiv og undercoveragent.

Det er tydeligt, at Birgitte Wulff kender medieverdenen og dens mekanismer i jagten på den gode historie, samt at hun også kender hestemiljøet. Det virker nemlig til, at der bag bogens dramatiske handling ligger et lag af virkelighed eller i det mindste af realisme og sandsynlighed. At der så samtidig skrues op for virkemidlerne og voldsomhederne på kanten af det måske sandsynlige går fint an i en krimi. Balancen her er god og velfungerende.

Mht. bogens forhold til virkeligheden, så lavede Nordjyske interviewet med Birgitte Wulff, da “Rigmanden” udkom, fordi udgivelsen nærmest faldt sammen en længere artikelserie om svindel i branchen med opdræt og handel med heste til mange millioner. Hovedpersonen i artiklerne og sagerne om svindel her er en navngivet og kendt nordjysk rigmand, og det er samme mand, som i 2012 stod bag sagen, der har inspireret forfatteren. Hun understreger, at bogen har været længe undervejs, og at den på ingen måde hænger sammen med de aktuelle og grovere sager. Og der er i bogen også en lang række voldsomme forbrydelser, som ikke er en del af de aktuelle og faktiske sager. Men det er specielt med endnu en tæt forbindelse mellem virkeligheden og en krimiforfatters fantasi.

Som nordjysk baseret læser, der har fulgt med i avisens omfattende serie artikler med afdækning af svindelen med hestehandler og den eklatante mangel på forretningsmoral og ordentlighed, var det ekstra tankevækkende for mig at læse bogen. Jeg er dog sikker på, at bogen vil give mange forskellige typer krimilæsere en rigtig god læseoplevelse med dens forskellige og sammenhængende krimielementer. Der er en god spændingskurve og en handling med nogle aktuelle og relevante emner. 

Derfor får bogen også 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Birgitte Wulff
Rigmanden
Grønningen 1, 2022
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Walther Rebernik: Vidne

Krimi og spænding Posted on 20 jul, 2022 10:46

Fra bogens bagside:
Den rumænske storgangster Janko Milos César løslades fra Vestre Fængsel efter kort tids varetægtsfængsling. Hen er netop blevet frifundet i en omfattende sag om menneskehandel – hovedvidnet blev likvideret ved et skud fra en mesterskytte kort før retssagen.

Uden for fængslet venter en af verdens mest eftersøgte mænd. Han er kommet til Danmark med et brændende ønske om hævn. Det trækker op til et voldsomt opgør.

Specialkonsulent Hannah Bengtson og fremmedlegionær Markus Larsen har begge forladt København i håb om en mere fredelig tilværelse uden for landets grænser. Hjemme i Danmark har politikommissær Lene Jespersen svært ved at holde sammen på sig selv og sin familie.

Opgøret trækker endnu en gang de tre personer sammen. De er hver især udvalgt som brikker i et uundgåeligt spil om blodhævn.

Min anmeldelse:
På bogens bagside står der også: Vidne er tredje bind i Walther Reberniks rå skæbnetrilogi om forbrydelse og hævn – og om venskab og kærlighed, der opstår de mest uventede steder. 

Jeg anmeldte bind 1, “Jæger”, da den udkom her: https://blog.drustrup.dk/?p=506, men af en eller anden grund er bind 2 forsvundet i mængden af ulæste bøger. Det er en fejl, opdagede jeg, da jeg læste dette afsluttende (?) bind i trilogien, for der henvises undervejs til flere begivenheder fra seriens bind 2 “Offer”. Alligevel var det absolut muligt samt en stor fornøjelse at følge med i den voldsomme og dramatiske handling. 

Historierne er forbundne, og jeg vil derfor anbefale at læse dem alle i den rigtige rækkefølge for de tre bøger er et afrundet forløb, og de har hver deres hovedperson. Og hver af dem er interessante: Hannah Bengtson (tidligere ansat i politiet og nu tilknyttet som specialkonsulent. Karateekspert), Markus Larsen (tidligere fremmedlegionær og nuværende selvtægtsmand med en barsk baggrund) og Lene Jespersen (politikommissær og nær veninde til Hannah).

På et onlinemøde for bloggere fortalte Walther Rebernik, at Lene Jespersen, der er hovedperson i bd. 2, har sin opvækst beskrevet heri inspireret af og som en hyldest til forfatterens egne forældre.  og familie. 

På samme online-møde fortalte Rebernik, at han var inspireret fra (mindst) 2 sider. For det første af hændelser og møder med mennesker i forbindelse med sit erhverv som advokat – selvfølgelig i anonymiseret form. Her har han mødt skæringspunktet mellem forbrydelse og straf samt mellem retfærdighed og selvtægtsmanden. For det andet af forfattere som Jens Lapidus, Jesper Stein og Steffen Jacobsen.

Jeg må sige, at Rebernik har fundet sin egen velfungerende stil. I en effektiv skrivestil med korte kapitler og filmiske krydsklip mellem personer og situationer slutter han sin planlagte trilogi med endnu et voldsomt dramatisk og vildt opgør mellem konfliktens forskellige parter. 

Som sagt rundes historien af, hvor aktørerne helt fra bind 1 krydser klinger, og det endelige opgør med mange dødsfald finder sted i ret specielle rammer et sted i København. En kombination Kill Bill, Jack Reacher, John McClane og andre kampklare actionhelte med karate- og ninjaevner mødes med nådesløse og hævngerrige gangstertyper i Reberniks særlige univers. 

Men hvem overlever? Og slutter historien her? Normalt har en trilogi jo kun 3 bind, men der har været flere undtagelser. Walther Rebernik afslørede da også på bloggermødet, at han var blevet meget glad for sine personer. Han indrømmede også, at der var en fortsættelse på vej, og den vil jeg se frem til.

Det bliver til 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Walther Rebernik
Vidne
People’s, 2022
353 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Abdulrazak Gurnah: Efterliv

Alt muligt andet godt Posted on 19 jul, 2022 22:50

Fra bogens bagside:
Østafrika i begyndelsen af forrige århundrede. Niårige Ilyas bliver bortført af tyske kolonitropper, der kæmper mod briterne om retten til territoriet. Som ung mand vender Ilyas hjem til sin landsby, kun for at finde ud af, at hans forældre er døde, og søsteren Afiya forsvundet.

Hamza blev som barn solgt af sin far til et liv som slave, men undslipper ved at vælge den barske tilværelse som soldat i kolonitropperne. Da han nedbrudt vender tilbage til barndommens kystby, krydser han skæbne med Afiya.

Flere år senere griber truslen fra en ny krig ind i deres liv, denne gang på et helt andet kontinent.

Min anmeldelse:
Det er en fængslende historie, som med sin i Danmark sikkert knapt så kendte historiske baggrund, sine spring i tid, skiftende synsvinkler og de uvante navne kræver en opmærksom læser. Den opmærksomme læser får til gengæld fuld valuta for sin indsats. Dels gav bogen mig fornyet viden på flere felter, og dels rummede bogens historie nogle stærke historier om nogle lige så stærke personers liv. 

Bogen er et rigtigt stærkt dokument om kolonitidens voldsomme overgreb mod hele folkeslag og nationer – en proces, hvor ingen nationer kan sige sig fri for at have overskredet alle grænser, regler og medmenneskelige hensyn. 

Der er gribende beretninger om skæbner og livsvilkår, og det hele er fortalt i en velformuleret og  neutralt registrerende form. På den måde er det op til læseren selv at skabe sin egen mening om forløbet og at finde sine egne sympatier. 

Da jeg med stor fornøjelse havde læst bogen, hørte jeg en udsendelse fra P1. Den skabte en endnu bedre forståelse for bogen og dens baggrund samt for betydningen af forfatterskabet. Det interview kan på det varmeste anbefales. 

Skønlitteratur på DR P1
Sidste års modtager af Nobelprisen i litteratur, Abdulrazak Gurnah blev rost af Det svenske Akademi for sine skildringer af kolonialismens konsekvenser for Afrika, men forfatteren kan så meget andet. I sin seneste roman ‘Efterliv’ skriver han bl.a. om et sært forhold mellem en ældre tysk officer og en ung afrikansk soldat – et forhold, der både rummer erotik og sproglæring på samme tid! Abdulrazak Gurnah kæder nemlig ofte kolonialisme, sprog, magt, vold og begær sammen. I ugens program kan du høre et eksklusivt interview med forfatteren selv, og du kan møde lektor emerita ved Internationale Udviklingsstudier fra RUC, Bodil Folke Frederiksen, der udlægger Gurnahs betydningsfulde forfatterskab.

https://www.dr.dk/lyd/p1/skoenlitteratur-pa-p1/skoenlitteratur-2022-06-08

————

 Det kan på igen måde blive til mindre end 5 funklende stjerner!

Abdulrazak Gurnah 
Efterliv
Gutkind, 2022
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Jeg har tidligere læst / anmeldt bøger, der foregår i kolonitiden i Afrika, og hvor både den tyske og de britiske kolonipolitik beskrives:

Ngũgĩ Wa Thiong’o: Erindringer i 3 bind – anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post144 
1: Drømme i krigens tid : Barndomserindringer
2: I fortolkernes hus : Erindringer
3: En drømmemagers fødsel : En forfatter bliver til

Endelig indgår Tysk Østafrika i bogen “Dandy” i Jan Guillous fremragende serie “Det store århundrede”.

Jeg ser også frem til en bog, der udkommer til september på Politikens Forlag, og som foregår i netop Tysk Østafrika. Det er Tom Buk-Swienty: “En safari fra helvede” med undertitlen: “Nis Koch og sønderjyderne, der i 1. Verdenskrig blev sendt på en hemmelig mission til Afrika og endte som jaget vildt.”



« ForrigeNæste »