Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Jens Strandbygaard: Arvesynderen

Krimi og spænding Posted on 05 sep, 2019 00:16

Fra bogens bagside:
Sognepræsten i Hvide Sande, Daniel Vest, bliver en dag kontaktet af den desperate Eva Arnesen. Hendes mand er død under mystiske omstændigheder og har efterladt en massiv gæld til en brutal rockergruppe. For at afdrage tvinges Eva nu til at smugle hash hjem fra Spanien. Men noget går galt, for en lastbil med flere hundrede kilo hash er forsvundet. Og rockerne giver Eva

Med en fortid i frømandskorpset er Daniel Vest en noget utraditionel præst, der selvfølgelig gerne hjælper Eva. Men det bliver med livet som indsats. Eva har nemlig ikke fortalt Daniel alt…

Min anmeldelse:
På bogens forreste flap er jeg citeret for at kalde bogen “En spændende, voldsom og dramatisk historie”. Den udtalelse kom jeg med, efter jeg i sommer læste bogen i en lidt tidligere udgave, og jeg står helt ved den, for det er rigtigt spændende af følge frømandsactionpræsten Daniel Vest på mission som den hjælpende Poseidon.

Sådan var det også med den første bog i trilogien “Jihadbruden”, som jeg anmeldte HER. Her introducerede forfatteren sin utraditionelle hovedperson i en planlagt trilogi, som denne bog er nummer 2 af.

I “Jihadbruden” er der masser af action og voldsomme begivenheder, men samtidig er der en del bagved liggende moralske, etiske og religionsrelaterede overvejelser, som gør bogen til noget særligt.

Denne gang er der skruet en del op for volden og dødsfaldene, og Daniel Vest minder mig om Jack Reacher og John McClane. Der er samtidig skruet ned for de moralske vinkler, så selv om plottet med narkosmugling, rockertrusler og morderiske østeuropæiske slyngler er spændende og interessant, så gør det bogen til en noget mere almindelig spændingsbog.

Jeg har givet Jens Strandbygaards første 3 bøger et stigende antal skydeskivepoint – 6 for “Mekkalinjen” – 7 til “Malaria” og 8 til “Jihadbruden”. Når det denne gang går lidt tilbage skyldes det ikke kun det heftigt øgede actionniveau og de færre moralske vinkler, men det skyldes ikke mindst, at handlingen virker rigeligt usandsynlig. Ikke at krimier og spændingsbøger (eller tilsvarende film) skal være 100 % realistiske, slet ikke. Men lidt mere sandsynlighed ville ikke være af vejen, og det ville i virkeligheden være helt umuligt for Daniel Vest at slippe levende gennem bogens dramatiske situationer.

Det bliver derfor til 7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk

Som jeg indledte med, så fandt jeg bogen spændende og var underholdt af den, og jeg ser meget frem til fortsættelsen af historien, der også er afslutningen på trilogien, hvor forfatteren har fortalt, der bliver skruet op for både følelser og moralske overvejelser..

Jens Strandbygaard
Arvesynderen
Byens Forlag, 2019

326 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.



Kate Quinn: Kodenavn Alice

Alt muligt andet godt Posted on 17 aug, 2019 00:49


Fra bogens bagside:
1947. I en verden præget af efterveerne fra Anden Verdenskrig står den amerikanske collegepige Charlie St. Clair og er gravid, ugift og på nippet til at blive smidt ud af sin meget anstændige familie. Charlie klamrer sig samtidigt til det desperate håb, at hendes elskede kusine Rose, som forsvandt under krigen i det nazi-besatte Frankrig, stadig er i live, så da Charlies mor slæber hende med til Europa for at få ordnet hendes lille problem, stikker hun af til London, fast besluttet på at finde ud af, hvad der skete med den kusine, hun elsker som en søster.

1915. Den Store Krig er et år gammel, og Eve Gardiner brænder efter at bidrage i kampen mod tyskerne. Det får hun uventet chancen for, da hun rekrutteres som spion og sendes ind bag fjendens linjer i det besatte Frankrig, hvor hun oplæres af spionernes dronning, den fascinerende Lili med kodenavnet Alice, som styrer et omfattende netværk af hemmelige agenter lige for næsen af fjenden.

30 år senere bor Eve i et forfaldent hus i London, ensom og fordrukken, hjemsøgt af det bedrag, der endte med at flå Alice-netværket i stumper og stykker. Lige indtil en ung, amerikansk pige braser ind i hendes hus og taler om en person, hvis navn Eve ikke har hørt i årtier. Det sender dem begge ud på en færd for at finde sandheden – uanset hvor den fører hen.

Min anmeldelse:
Kort sagt: en fantastisk godt fortalt, stærk historie med mange interessante elementer.

Jeg er rigtigt glad for, at jeg endelig fik læst bogen, der udkom sidste år, og som på forunderlig vis aldrig var endt øverst i stakken med bøger, som skulle læses – før nu. Endelig!

Med skiftende kapitler fra de 2 perioder, som bogens handlinger foregår i, fortælles en sammenhængende historie om f.eks. kærlighed, opportunisme, krig, kvinders roller, liv, død, Europa og meget mere. På den måde er er bogen ikke udelukkende en historisk roman om, men den er så meget mere end det. Og det hele hænger faktisk sammen som et smukt vævet billedtæppe på meget overbevisende måde, og min læseoplevelse var meget intens og koncentreret.

Gennem vildt fascinerende hovedpersoner folder historien sig ud over ret mange sider, men for en gangs skyld er en så tyk bog ikke én side for lang. Først til allersidst, da alle trådene både var redt ud og flettet sammen, gik det op for mig, at der ligger faktiske personer og begivenheder bag roman. I forfatterens efterskrift beskriver hun sin inspirationsbaggrund, og jeg må sige, at hun med digterisk frihed har fået skrevet en fængende roman, der på ingen måde er tynget af den faktuelle baggrund.

Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end mine maksimale 5 stjerner!

Kate Quinn
Kodenavn Alice
HarperCollinsNordic, 2018
523 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lone Theils: Savnet (Hjemvendt; 1)

Krimi og spænding Posted on 09 aug, 2019 22:45


Fra bogens bagside:
Som ung og nyuddannet bliver politiassistent Signe Brask sat på en sag om en ung pige, der er forsvundet sporløst under en julestue med familien til Hjerl Hede. Trods ihærdig eftersøgning bliver pigen ikke fundet.

Familien er hårdt ramt af tragedien, og Signe Brask bliver som den eneste i politiet ved med at følge op på sagen. Det er også hende, som bliver kontaktet, da der 10 år senere dukker en pige op på politistationen i København. Pigen påstår, at hun er den forsvundne Mille. Men hvor har hun været i de ti år?

Pigen nægter at sige noget, og da Signe begynder at gå sagen efter i sømmene, opdager hun, at der er flere ting, der ikke stemmer. Og mens hun arbejder på sagen, rammer en ny tragedie familien i Holstebro.

Min anmeldelse:
Historien blev oprindeligt først udsendt i digital udgave som Original på Mofibo, men da jeg endnu ikke har overgivet mig til e-bøger og i endnu mindre grad til lydbøger, har jeg først nu kunnet læse bogen. Jeg må så også vente på bogudgaven af fortsættelsen, og den vil jeg se frem til – især efter at have læst denne første spændende historie med Signe Brask som hovedperson.

Med sikker hånd ruller Lone Theils en psykologisk spændende historie ud om en familie i krise. Det er og kommer den af mange årsager – også flere end der beskrives på bogens bagside. Gennem bogen får handlingen overraskende nye drejninger, og på den måde holdes spændingmomentet stramt hele vejen.

Også Signe Brask har (selvfølgelig) sine problemer, og derfor arbejder hun i det vestjyske. De problemer aktualiseres til allersidst i bogen, og på den måde er der godt med spænding på til den nye selvstændige konflikt, der må tilspidses i fortsættelsen. Spændende!

Bogen får 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Lone Theils
Savnet (Hjemvendt; 1)
People’s Press, 2019
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Deon Meyer The Woman in the Blue Cloak

Krimi og spænding Posted on 06 aug, 2019 22:09

Jeg
har før skrevet om den sydafrikanske forfatter Deon Meyer – senest HER http://blog.drustrup.dk/#post260. Da slet ikke alle
hans bøger er oversatte til dansk, har jeg læst de ikke oversatte på engelsk,
og med denne nyeste lille bog er jeg lige nu ajour.

Denne korte roman eller meget lange
novelle har den litterære prosaform, der på engelsk kaldes en Novella.
Alligevel formår Deon Meyer at skabe en sammenhængende og spændende historie
med koncentreret indhold. Det er nok en forudsætning at kende seriens
hovedpersoner, så der ikke skal bruges tid på at fortælle unødigt om dem.

Hovedpersonen er Benny Griessel, men også hans makker Vaugh Cupido spiller en central rolle.

Mens Griessel har personlige problemer med at låne penge til en forlovelsesring, så han endelig kan få friet til sin kæreste, forstyrres han af en mordsag med stor bevågenhed. En ung kvindes lig findes vasket i blegemiddel og smukt draperet ved en vej i bjergene udenfor Cape Town. (på billedet herunder ses den mur i Sir Lowry’s Pass, hvor liget blev fundet – kilde: https://www.deonmeyer.com)

Det kræver noget af en indsats (og lidt held), inden kvindens identitet og baggrund opklares og sagen løses, og herunder følger vi politifolkene rundt i forskellige miljøer.

Bogens handling udspiller sig i løbet af cirka en uge. Samtidig er der tråde tilbage til 1600-tallets Holland, men hvordan vil jeg ikke afsløre. Jeg vil kun sige, at der på den måde også er tråde tilbage til den fremragende og meget omfangrige (836 sider!) “Stillidsen” af Donna Tartt.

Igen er det lykkedes Deon Meyer at fortælle en rigtigt spændende historie, der kombinerer interessante hovedpersoner i et krimiplot med et indblik i den sydafrikanske virkelighed og historie både indenfor politiets rækker og i samfundet generelt – og denne gang også i naturen, hvor en leopards færden også indgår. (Leoparden færdes i Overberg-området, hvor netop dette billede er fra.)

Læs bogen! Men læs først de øvrige bøger i serien, hvor Benny Griessel er hovedpersonen. Jegglæder mig til november, hvor den næste bog i serien “The Last Hunt” udkommer på engelsk. Måske burde jeg lære et nyt sprog, så jeg fremover kunne få fat i hans bøger lidt tidligere. Deon Meyer skriver nemlig sine bger på afrikaans.

Det bliver til 9 skydeskivepoint!
Deon Meyer
The Woman in the Blue Cloak
Hodder & Stoughton, 2018

141 sider



Steve Jørgensen: Smuttur til Sydafrika

Alt muligt andet godt Posted on 03 aug, 2019 21:39

Efter mine egne rejser til og rundt i Sydafrika prøver jeg
at følge med i de bøger, der kommer om landet. Derfor var det også dejligt, at
fotografen Steve Jørgensen ville sende sin fotobog til mig til anmeldelse.

Som fotograf driver han fotovirksomheden sj-foto.dk,
og selvfølgelig havde han sit fotogrej med på et besøg i Sydafrika. Den tur har
han lavet en fotobog fra med nogle rigtigt fine billeder af nogle af de
fascinerende dyr i den lige så spændende natur i især Kruger Nationalparken.
Dertil kommer enkelte billeder og historier om lokale folk. Hans billeder
suppleres af korte beskrivelser med indtryk fra hans oplevelser der samt nogle
enkle fototips.

Billeder og tekst viser den store fascination og de gode
oplevelser, Steve Jørgensen, har haft. Det engagement bærer bogen oppe sammen
med de udmærkede billeder. De fik mig til at længes efter en tur mere! Desværre
er gengivelsen af billederne slet ikke optimal med den trykkvalitet, fotografen
har valgt. Det er ærgerligt, men det har formodentligt været et økonomisk spørgsmål.

Bogen er et godt visitkort for fotografen samtidig med at
den er et godt minde fra turen. Den kan også bruges som fotobog til dejligt
videbegærlige børn, men der er nu flere andre, bedre og mere omfattende fotobøger
til dem om Afrikas vilde dyr

Det er første bog i en planlagt serie med fotorejsebøger.

Jeg giver bogen 3 stjerner:

Steve Jørgensen
Smuttur til Sydafrika : En fantastisk
rejse i den vilde natur
www.sj-foto.dk,
2018
52 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra fotografen.



Arno Saar: Toget til Tallinn

Krimi og spænding Posted on 31 jul, 2019 13:27


Fra forlagets beskrivelse:
En død mand i et tog er et problem, men en død russer i et tog på estisk grund kan afstedkomme diplomatisk bøvl. Det skal gerne undgås, og følgelig bliver kommissær Marko Kurismaa sat på sagen.

Han assisteres af Kasper Mand, en ihærdig og pålidelig politiassistent. Og så får han nyttige råd fra sin kæreste, politiassistent Kristina Lupp fra Afdelingen for Vold i Nære Relationer og Vold mod Kvinder.

Opklaringsarbejdet vækker hos Marko mindelser om Sovjettiden, ikke mindst fordi hans far var dissident og blev sendt i straffelejr.

Undervejs tager opklaringen flere uventede drejninger, og den ender med at trække tråde direkte til Estonias forlis i 1994.

 

Min anmeldelse:
Bogen foregår i Estland, og det er rigtigt forfriskende at læse en krimi fra et usædvanligt sted og med en baggrund, jeg ikke kendte ret meget til. Miljø og geografi virker ret overbevisende, og det er også en rigtigt interessant og spændende historie. Bogen er jo på herligt få sider, så det vil være svært at fortælle ret meget mere af handlingen, end forlaget har skrevet, uden at afsløre for meget.

Hovedpersonen, Marko Kurismaa, er en person, jeg vil glæde mig til at følge. Det vil jeg, fordi bogen og den kommende series følgende bind vil bidrage med oplysninger om både de aktuelle forhold i og historiske betingelser for Estland. Og hvis de kommende bind er lige så spændende, hvor der i koncentreret sprog og fortællestil fortælles en god historie, tegner en succes sig. Det vil i hvert fald være retfærdigt!

Når nu bogen virker så godt formidlende af den estiske baggrund, må det dels skyldes god research og en god forfatter. Og begge dele er helt sikkert årsagen til den vellykkede bog. Sagen er nemlig den, at Arno Saar er et pseudonym for den italienske forfatter Alessandro Perissinotto, som jeg tidligere har anmeldt to bøger af. (Se nederst). I den trilogi er den den kvindelige psykolog, Anna Pavesi, der er hovedperson, men ellers er skrivestil og konstruktion af plot næsten tilsvarende, og det er meget positivt ment. Blot er lokationen ændret, og hovedpersonen er en mand.

Hvorfor begynder en italiensk forfatter så på en ny krimiserie under pseudonym, og hvorfor er det så fuldt offentligt og beskrevet også på bagsiden af den danske udgivelse? Forlægger Karen Kristensen fra Arvids fortæller, at Perissinotto er meget anerkendt i Italien, og at de ved at offentliggøre ham som forfatter bedre har kunnet markedsføre bogen/serien.
Perissinotto har valgt at skifte scene for sine historier og takker også først i bogen sine venner i Estland på Tartu Universitet, og de må være hans kilder
til baggrundsmaterialet. Det må de også gerne være til fortsættelserne.

Jeg giver dette første bind om Marko Kurismaa 8 sikre skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Arno Saar
Toget til Tallinn
Arvids, 2019
(En sag for Marko Kurismaa; 1)
190 sider

Mine anmeldelser af bøger af Alessandro Perissinotto:
Den sidste hvide nat – HER
Titanics orkester – HER

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget.

 



« ForrigeNæste »