Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Pernilla Ericson: Vildfremmed

Krimi og spænding Posted on 30 apr, 2019 21:35

Fra bogens bagside:
En vildfremmed, beruset mand tiltvinger sig adgang til en
kvindes hjem i Södermalm i Stockholm og voldtager hende brutalt. Politiet pågriber
manden på gerningsstedet, og sagen ser ud til at være ligetil. Men da manden
har en skriftlig invitation, falder opklaringen sammen som en korthus, og han går
fri. Politiet begynder at grave i sagen, og det bliver optakten til en
efterforskning, som savner fortilfælde med voldtægtsmænd, som ikke kan dømmes.
Frygten spreder sig, og Erlagruppen med Liv Kaspi i spidsen påtager sig den svære
opgave med at finde de gerningsmænd, som forfølger og terroriserer kvinder.
Samtidig kæmper Liv Kaspi med sit privatliv. Hun elsker en mand med en lyssky
fortid – men kan hun stole på ham?

Min anmeldelse:
Fordi jeg allerede havde læst de første to ind i Pernilla
Ericsons serie med Erlagruppen “Sporene vi efterlader os” og
“Jeg finder dig” var jeg sikker på, at jeg også skulle læse denne nye
bog. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Tværtimod. Læs min anmeldelse af nummer
2 HER

Alene læst som roman og krimihistorie fungerer
“”Vildfremmed” fantastisk godt. I sædvanlig velformuleret og
koncentreret fortællestil formidles i romanform en fuldstændig vild historie om
voldtægter og chikanerier mod kvinder.

På bagsiden stod der ganske vist, at bogen er baseret på en
virkelig hændelse, og det uddybes i et kort efterskrift, men at baggrunden for
historien var så voldsom, som den faktisk var, gik først for alvor op for mig,
da jeg på Krimimessen 2019 interviewede Pernilla Ericson. Det interview kan læses
HER

Bogens faktuelle baggrund tilføjede min læsning en ekstra
og meget stærk dimension. Det er en spændende og spændende fortalt historie,
der samtidig er tankevækkende og gruopvækkende i sit indhold.

Selve historien er kort beskrevet på bogens bagside, så jeg
mener ikke, det er nødvendigt at fortælle yderligere om selve plottet. I skal
bare vide, at Pernilla Ericsons faste team Erlagruppen også denne gang kommer på
en svær opgave, der kræver alle 4 medlemmers samlede og meget forskellige
kompetencer for at retfærdigheden – modsat i virkelighedens sag – på en måde
sker fyldest.

Netop Erlagruppen er sammen med Pernilla Ericsons fortælleform
og feministiske udgangspunkt hele seriens styrke. Tilsammen gør det bøgerne til
noget særligt i en tid, hvor tendensen er de bredere fortællinger på mange,
mange flere sider.

“Vildfremmed” får 9 point på min spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

PS
Vil du høre Pernilla Ericsson fortælle om bogen, kan et
interview fra en af scenerne på Krimimessen 2019 ses og høres HER.

PPS
Endnu et læsetip lidt i samme genre:

At barske og voldsomme sider af virkeligheden kan give stof
til romaner, har jeg oplevet tidligere, da jeg læste Susanne Staun:
“Velkommen til mit mareridt. Det er en barsk bog om, hvordan psykopatiske
mænd udøver overgreb mod kvinder, og den er også meget tæt baseret på virkeligheden.
Jeg skrev lektørudtalelse på bogen på bogen. Læs den i fanebladet Anmeldelser
HER.
Kender I ikke den bog, så læs den!


Pernilla Ericson
Vildfremmed
HarperCollins
Nordic,
2019
301 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Elsebeth Egholm: Frit fald

Krimi og spænding Posted on 27 apr, 2019 13:51

I denne direkte fortsættelse af serien om den aarhusianske læge og klatrende kunstner, Rina, knyttes enderne i sagen fra første bind om den dræbte klatrer, Henrik.


Fra bogens bagside:
Rina lever et dobbeltliv. Om dagen er hun praktiserende læge
i Aarhus, om natten forvandler hun sig til Private Eye, byens anonyme street
artist, som klatrer høje bygninger. Men hendes sikkerhed i klatringen har lidt
et knæk. Lige siden en ung klatrer blev sparket i døden fra sjette etage, har
hun været grebet af en uvant nervøsitet og skyldfølelse. Hun begår fejl, og hun
er ikke den eneste. En frygt har bedt sig i klatremiljøet, hvor det forlyder, at
den dræbte var på sporet af Private Eyes virkelige identitet. Rina indser, at
morderen må findes, før vedkommende – der måske selv er en formidabel klatrer –
slår til igen.

Opklaringen bringer hende sammen med efterforskeren Helge
Stanek, som arbejder på en sag om en løsrevet arm, der er skyllet op på Djursland.
Sammen og hver for sig liver de trukket ind i et spind af lånehajer, vold og
udnyttelse af kvinder. Men hvem er ven, og hvem er fjende, når man ikke kan
genkende ansigter?

Min anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for den første bog om Rina –
“Jeg finder dig altid” (Læs min anmeldelse HER).
Heri opklaredes det afgørende dødsfald af den unge klatrer, Henrik, ikke, mens
andre sager blev opklaret, samtidig med at seriens hovedpersoner blev præsenteret.

Denne nye bog er en direkte fortsættelse heraf og for mig
at se ikke et selvstændigt bind i serien, sådan som bogen beskrives på bagsiden.
Mordet på klatreren er den gennemgående sag, der er førende for hele bogens
forløb. Samtidig involverer opklaringen en anden sag, der er inspireret af en
faktisk sag fra Syddjurs, men det vil spolere spændingen noget at afsløre mere.
(Men i modsætning til den faktiske sag sker der flere mord her).

Forholdet mellem Rina og efterforskeren Stanek udvikler sig
fortsat, men langsomt, mens Rinas baggrund med den styrende mor og den
forsvundne bror, der spillede stærkt ind i bind 1, slet ikke er en del af
historien denne gang. Det er underligt, at de elementer er forsvundet.

Jeg var rimeligt underholdt, men som det sikkert fremgår
ikke i samme grad, som da jeg læste første bind. Medvirkende til min lidt
dalende entusiasme er de urealistiske elementer med Rinas selvstændige
efterforskning i kombination mellem hendes arbejde som læge og hendes
aktiviteter som klatrende kunstner, hendes samarbejde med Stanek, og ikke
mindst det interne samarbejde i politiet f.eks. mellem Stanek og hans
kvindelige chef. Der virker ikke overbevisende og logisk.

Mens den for mig ikke fungerer optimalt som fortælling, kan
jeg sagtens se den filmatiseret. Der er en del dramatiske optrin, der ville
kunne gøre sig på film, kulminerende med den sidste actionscene.

Jeg er spændt på, om og hvordan serien fortsætter, for i denne
bog bindes enderne sammen i sagerne fra begge bøger. Tilbage står kun de uforløste
forhold mellem hovedpersonerne, så der må nye sager til i en evt. fortsættelse
– og gerne også noget mere. Jeg venter spændt og gemmer nogle point til senere.
Det bliver til 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Elsebeth Egholm
Frit fald
Politikens Forlag, 2019
426 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Nele Neuhaus: De levende og de døde

Krimi og spænding Posted on 24 apr, 2019 20:09

Først myrdes 1 måske tilfældig kvinde, men senere myrdes flere. Er de også tilfældige ofre, eller er der et mønster? Læs selv mere i denne interessante og spændende krimi fra Tyskland.

Fra bogens bagside:
Idyllen er en illusion.

Julefreden er ved at sænke sig over politienheden K11 i Hafheim. Vicepolitikommissær Pia Kirchhoff står med den ene fod ude ad døren på vej på juleferie, da telefonen ringer: En ældre dame er blevet skudt ned i nærheden af byen Eschborn små femten kilometer fra Frankfurt am Main. Kvinden levede et tilsyneladende stille og anonymt liv og havde ingen oplagte uvenner eller fjender, så hvorfor dræbe netop hende?

Pia Kirchhoffs bryllupsrejse sydpå er definitivt røget i vasken, og ferien står i stedet på arbejde. I samarbejde med sin chef, Oliver von Bodenstein, går hun i gang med at lede efter en morder, der tilsyneladende dræber tilfældigt. Men undervejs i efterforskningen kommer de på sporet af en menneskelig tragedie. En tragedie der stiller uomgængelige spørgsmål til forholdet mellem livet og døden.

Min anmeldelse:
Ud over den kvinde, der nævnes i bagsideteksten, dræbes en række andre tilsyneladende tilfældige ofre, men efter grundig efterforskning tegner der sig efterhånden et mønster. Det bliver en højdramatisk sag, der kræver sit af det det samlede efterforskningshold. Interessant er det også i korte afsnit at følge morderens planlægning og udførsel af sine drab.

Som sædvanligt for Nele Neuhaus er der grundige miljø- og personbeskrivelser, så alle personers tanker og bevæggrunde klargøres undervejs, og det giver dels en bog med mange sider og dels en bog, hvor tempoet ikke er særlig højt på trods af dramatik og spænding. De mange sider er også i dette tilfælde i overkanten, synes jeg, men når jeg alligevel synes rigtigt godt om bogen (og de andre jeg har læst af Neuhaus), skyldes det både de interessante emner, bøgerne tager op, og det anderledes miljø, bøgerne foregår i. Der er ikke mange krimier fra det moderne Tyskland, og det er interessant at få mere at vide om livet i Taunus-området – og samtidig få en spændende historie.

Der er 9 bind i denne tyske serie, men bind 1-3 og 8-9 er ikke oversat (endnu?)

Ud over dette seneste bind 7 i serien på dansk har jeg også anmeldt de øvrige oversatte:
4: Snehvide skal dø – HER
5: Den der sår vind – HER
6: Ulven – HER

Igen vælger jeg at give en bog i serien 8 point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Nele Neuhaus
De levende og de døde
People’s. Press, 2019
505 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Martin Holmén: Clinch

Krimi og spænding Posted on 23 apr, 2019 22:27

I 1930’ernes trøstesløse decembervejr i Stockholm forsøger
den tidligere bokser og nuværende inkassator Harry “Kvisten” Kvist at
skabe sig en tålelig tilværelse. Læs endelig den både spændende og interessante
bog.

(Igen lader jeg bogens bagsidetekst indlede min anmeldelse,
fordi den – også denne gang – giver en udmærket beskrivelse af handlingen,
tiden og stedet.)

Handlingen som beskrevet på bogens
bagside:
Stockholm 1932. Depressionen, spirituskontrollen og den
isnende kolde vinter holder byen i et jerngreb. Den tidligere bokser Harry
“Kvisten” Kvist lever af at indsamle gæld fra skyldnere. Han
gennembanker en mand, som ikke kan betale, men da han vender tilbage dagen
efter format hente pengene, er manden død og lejligheden brændt ned.

Politiet mistænker Kvisten, og han rodes hurtigt ind i en
livsfarlig kattens leg med musen for at rense sit navn. Jagten på et forsvundet
hovedvidne går ind i byens skyggeside, via spillehaller og sortbørsklubber,
hvor loyalitet skifter lige så hurtigt som penge bytter ejer. Kvisten
konfronteres med glædespiger, morfinister og lejemordere, og det eneste, han
kan stole på, er hans næver og dårlige hukommelse.

Min anmeldelse:
Der lugter af hestemøg, brune bønner og fattigdom.
Benzindampe og mados blander sig med den skarpe lugt af vådt seletøj og svedige
mænd. Jeg passerer slagteren på hjørnet. Udenfor står en beskidt hob af unger
for at tigge hundemad her tæt på lukketid. Jeg tvivler på at særligt mange af
dem har hund.

Disse to sammensatte citater fra bogen viser både
hovedpersonens iagttagelser af de miljøer, han færdes i 1930’erens trøstesløse
decembervejr i Stockholm, og de giver også et godt indtryk af stemningen og et
kort indtryk af den litterære stil i bogen.

På Krimimessen 2019 blev jeg foræret bogen af Forlaget
Turbine og blev opfordret til at høre et interview med forfatteren. Tak for
begge dele. Jeg må indrømme, at forfatteren og interviewet ikke var kommet med på
min liste over de interviews og forfattere, jeg havde planlagt at opleve. Men
det er endnu et eksempel på at deltage i bogmesser som Krimimessen (og alt
muligt andet også) med åbent sind og improvisere for på den måde at lade sig
overraske og inspirere.

Det var rigtigt interessant at høre forfatteren fortælle om
sin baggrund og sit arbejde med bogen, og det fik mig til hurtigt at læse hans
bog. I kan høre interviewet HER (spol lige 1 minut og 30 sekunder ind i klippet, for her begynder interviewet).

Martin Holmén fortalte om sin inspiration fra familien og
om fascinationen af både byen og tiden, og det viser sig gennem hele bogen. Jeg
må sige, at han med få og velvalgte ord for alvor kan beskrive alle niveauer af
en person, en situation og en stemning, så det hele står klart for alle sanser.

Bogens på én gang hårdt ramte og hårdtslående hovedperson
“Kvisten” er et herligt bekendtskab, der fik mig til at mindes
Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, men her i en særlig,
svensk version.

Som inkassator bringer den tidligere bokser os især rundt i
den fattigste del af Stockholm, en rundtur, der også fører til lyssky miljøer
og smuglere, men som pludselig bringer “Kvisten” i kontakt med rigere
og højere placerede folk. Det bringer konflikterne frem, og det bliver både spændende
og interessant. Og et særligt tema i bogen er “Kvistens” seksualitet,
men jeg synes, I selv skal læse om.

I det hele taget vil jeg i høj grad anbefale jer at læse
denne nye krimiforfatter, for selv om den i nogen grad bygger på fornemme
traditioner, så er den friskt fornyende. Jeg håber, at de sidste 2 dele af den
planlagte trilogi snart udkommer.

Jeg giver bogen 9 fine point på min blogs spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Martin Holmén
Clinch
Turbine 2019
338 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Linda Castillo: I al hemmelighed

Krimi og spænding Posted on 22 apr, 2019 21:37

Dette 10. bind i krimiserien med politichef Kate Burkholder
rummer endnu en både spændende og interessant historie fra amishmiljøet i Ohio,
USA. Læs den (og alle de andre).

Fra forlagets omtale:
Da en gammel lade i Ohio brænder ned til grunden, tilkaldes
politichef Kate Burkholder for at undersøge sagen. Ved første øjekast ligner
det en ulykke, men da den 18-årige Daniel Gingerichs forkullede lig findes
indespærret i laden, begynder Kate at få mistanke om mord. Men hvem kunne finde
på at brænde en ung amishdreng levende?

Kate møder en mur af stilhed i det amishsamfund, hun engang
tilhørte. Skyldes tavsheden amishfolkets ønske om at forblive isoleret fra det
omkringliggende samfund? Eller gemmer det tilsyneladende fredelige og dybt
religiøse lokalmiljø på hemmeligheder, som for enhver pris må holdes skjult?

Igennem Kates efterforskningsarbejde udfolder et net af
hemmeligheder og forbrydelser sig, og deres karakter bærer uhyggelige ligheder
med begivenheder i Kates egen ungdom, som hun gennem årtier har forsøgt at lægge
bag sig.

Min anmeldelse:
Hver gang jeg har læst en af Linda Castillos krimihistorier
fra det parallelsamfund, som amishfolket er i det moderne amerikanske samfund,
er jeg blevet både underholdt, har været spændt på historien og dens afslutning
og er samtidig blevet klogere på amishfolket. At lære lidt og samtidig blive
underholdt på bedste vis er slet ikke dårligt!

Med udgangspunkt i den 18-årige Daniels død, er der denne
gang især fokus på vilkårene for de unge amish. Uden at afsløre noget af
handlingen, vil jeg fortælle, at Kate Burkholder kommer på noget af en svær
opgave, der afslører grumme forhold og giver farlige situationer. Det er en
rigtigt godt fortalt historie, som samtidig bidrager til den fortsatte
bihistorie om Burkholders mandskab og hendes forhold til Tomasetti.

Tidligere har jeg anmeldt de foregående 3 bøger i serien:

“Efter stormen” – http://blog.drustrup.dk/#post17
“De ugudelige” – http://blog.drustrup.dk/#post105
“På afveje” http://blog.drustrup.dk/#post189

Jeg beundrer Castillo for, at det lykkes hende at finde på nye
og spændende historier, der udvikler personerne. Bøgerne bringer ikke epokegørende
nyt, men de har formået at holde min interesse godt fanget gennem hele serien,
og jeg ser frem til de næste bind, der forhåbentligt/sikkert er lige så spændende.

Denne seneste bog får 8 point på min spændingskrimiskydeskive
og 4 krimihjerter på krimifan.dk


Linda Castillo
I al hemmelighed
Hr. Ferdinand, 2019
373 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Elly Griffiths: Døden på museet

Krimi og spænding Posted on 31 mar, 2019 23:29

Fra bogens bagside:
Der er halloween i den lille by King’s Lynn, og Ruth Galloway skal deltage i en særpræget begivenhed på det lokale museum – åbningen af en kiste, der indeholder de jordiske rester af en biskop fra middelalderen. Men ved sin ankomst finder Ruth liget af museets kurator ved siden af kisten.

Kort efter bliver museets velhavende ejer også fundet død. Vicekriminalkommissær Nelson bliver hidkaldt for at undersøge dødsfaldene, og da det viser sig, at museet har modtaget anonyme dødstrusler, tager sagen en uhyggelig drejning. Ikke mindst da Nelson bliver ramt af en mystisk sygdom, som ifølge Ruths ven Cathbad har forbindelse til åndeverdenen og den forbandelse, der fra gammel tid har hvilet over biskoppens kiste.

Som enlig mor er Ruth i forvejen presset, og presset bliver ikke mindre, efterhånden som alle omkring hende involveres i den stadig mere mystiske sag.

Min anmeldelse:
Jeg har hygget mig med de første 3 bøger om Ruth Galloway, og det er også sket med dette fjerde bind i serien. Vel er de spændende, og vel er der et ny plot/emne hver gang, er de er alligevel hyggelige bekendtskaber og gensyn. Jeg har tidligere sammenlignet bøgerne som et mix af opdateret Christie og Barnaby med Ruth Gallloway som en yngre udgave af Ann Cleeves Vera Stanhope, og så ved alle hyggekrimilæsere uden behov for avancerede og ultravoldelige seriemordere, hvad jeg mener. Og det er ikke skidt engang imellem at hygge sig med kombineret spænding og underholdning uden for alvor at blive holdt søvnløs på pinebænken med gåsehud.

Denne historie med Ruth Galloway bidrager selvfølgelig med nyt om Ruths privatliv og bekendtskabskreds af ret specielle personer, og der fylder som vanligt godt i bogen, men endnu er det sjovt og interessant. Denne gang fører plottet om mordene på det private museums kurator og adelige ejer til indblik i både hesteavlerbranchen og især australske aboriginals krav om at få forfædres knogler tilbageleveret og repatrieret – og et emne mere, som jeg ikke vil afsløre. Det vil nemlig afsløre retning for opklaringen af sagerne. Især det sidste emne er interessant behandlet og tilfører bogen noget specielt.

Hyg jer med Ruth. Det gjorde jeg, og det giver i denne omgang 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Her er mine anmeldelser af de første bøger:
Pigen under jorden – http://blogdrustrup.dk/#post130 (8 point)
Løgnens hus – http://blogdrustrup.dk/#post152 (8 point)
Huset på klippen – http://blogdrustrup.dk/#post187 (7 point)

(Og bind 5 – Det tavse vidne – kommer på dansk til efteråret.)

Elly Griffiths
Døden på museet
Gads Forlag, 2019
331 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



« ForrigeNæste »