Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Matthew Arlidge: Kongens efterfølger

Krimi og spænding Posted on 29 mar, 2019 21:52

Fra bogens bagside:
Kommissær Helen Grace har oplevet mange tragedier i sit
liv, men da der bliver fundet et lig i en S/M-natklub i Southampton, kommer døden
pludselig alt for tæt på.

Helen skjuler sin personlige forbindelse til offeret – og
et dobbeltliv, der bør hemmeligholdes for enhver pris. Hun bliver som besat og
sætter sine folk på arbejde i døgndrift for at efterforske hvert et spor.

Da morderen slår til igen, slider det ikke kun hårdt på Helen,
men også på hendes medarbejdere. Bølgerne går højt på stationen, venskaber
kommer under pres, og Helen står over for et umuligt valg.

Skal hun bekende kulør og miste kontrollen over sagen?
Eller skal hun dækkende r sine mørkeste hemmeligheder og risikere at blive fanget
i spindet?

Uanset hvad hun gør, holder morderen ikke inde, før
sandheden bliver afsløret: Der findes en skæbne værre end døden…

Min anmeldelse:
Dette er en tilståelsessag! Jeg har syndet. Jeg har (næsten)
begået en forbrydelse! Jeg har snydt! Altså snydt mig selv! Jeg er blevet
straffet. Hårdt, synes jeg.

Sagen er den, at jeg sidste år læste om anmeldte de første
2 bøger i serien med Helen Grace – “Okker, gokker” og “Bro, bro
brille” – læs dobbeltanmeldelsen her: http://blog.drustrup.dk/#post120,
men min forseelse er, at jeg siden ikke har fået læst de følgende 2 bøger
“Dukkehuset” og “Tampen brænder”!!

Nu efter at have læst denne 5. bog i serien fortryder og
angrer jeg min forseelse, for selv om jeg havde mine overvejelser om nødvendigheden
af de særdeles groft voldelige og udpenslede forbrydelser set ud fra deres nødvendighed
i forhold til plottet, så kan jeg i denne seneste bog se en nøje sammenhæng.
Volden er ikke blevet mindre, men den hænger fint sammen med plottet. (Alligevel
er min personlige grænse for voldsniveauet nok ved at være nået).

Jeg idømmer mig selv den bod mindst at læse alle de følgende
bind i serien. Der er i øjeblikket udkommet 8 ialt på engelsk. Som tillægsstraf
vil jeg overveje også at læse bind 3 og 4, når de dukker op fra bunden af
stakkene med ulæste bøger…

Også denne gang er Helen Grace på jagt efter en
supervoldelig og dedikeret seriemorder, og igen spiller hendes egen mørke sider
med nødvendigheden af at udøve sadomasochistisk sex og med hendes personligt
traumatiske baggrund ind i hele sagens forløb. Helen Grace er den absolutte
hovedperson, men hendes to kvindelige kollegaer og souschefer og en kvindelig,
grænseoverskridende sensationsjournalist spiller også centrale roller. Specielt
at en mandlig forfatter har så markant et firkløver af på hver sin måde stærke
kvinder.

Det vil være endnu en forbrydelse at fortælle mere om
handlingen, end bagsideteksten afslører, så det gør jeg ikke!

Der er henvisninger til tidligere sager/bøger, og bøgerne hænger
sammen. Alligevel lykkedes det mig fint at følge med, men det skyldes nok, jeg
kendte udgangspunktet. Nye læsere skal begynde forfra på serien, hvis de kan
klare en krimi i denne stil. Alle seriens titler refererer til gamle børnelege,
men som det fremgår her heller ikke denne bog for børn – eller sarte sjæle!

Jeg er helt sikkert nødt til at læse næste bog så hurtigt
som muligt, for jeg blev efterladt yderst på stolen med en seriøs cliffhanger!

Bogen får 8 skydeskivepoint her på min blog og 4
krimihjerter på krimifan.dk

Matthew Arlidge
Kongens efterfølger
Jentas, 2019
335 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Kim Faber og Janni Pedersen: Vinterland

Krimi og spænding Posted on 28 mar, 2019 20:30

Fra bogens bagside:
Alle i dansk politi ved, hvem Martin Juncker er. En af
landets bedste drabsefterforskere, godt gift, far til to. Men Juncker har trådt
ved siden af, er blevet forflyttet og befinder sig nu i en lille sløv provinsby
på Sydøstsjælland. Han skal lede en ny lokalstation og kan samtidig tage sig af
sin gamle demente far. Det burde være udramatisk, men så lander en spektakulær
drabssag på hans bord. En mand bliver fundet myrdet, og konen er forsvundet.
Ingen har set noget, der er ingen spor at gå efter, intet åbenlyst motiv.

Junckers tidligere makker Signe Kristiansen er stadig i sit
vante job i København. Hun ser frem til en rolig jul sammen med sin familie, da
en kraftig bombe springer på et julemarked i Indre By. Signe står i spidsen for
jagten på gerningsmændene, men sporene ender hurtigt blindt – indtil hun får et
tip, der trækker sagen et sted hen, hvor hun ikke i sin vildeste fantasi havde
forestillet sig.

Min anmeldelse:
Journalist- og forfatterparret har med denne debutroman
skruet et iskoldt, effektiv og meget spændende billede sammen af Danmark lige
nu. Alle historiens elementer er kendte fra tidens debat og konfliktpunkter, så
at læse bogen er lidt som at se nogle ugers nyheder kondenseret til et hårdt skåret
sammendrag. Jeg nævner i uddrag: behandling af flygtninge/indvandrere,
politiets arbejde, terrorangreb, ghettoer, rockere, PET, utroskab,
ekstremister, demens, vandkant/hovedstad.

Det er positivt ment, for på den måde virker bogen spændende,
troværdig og vedkommende. At forfatterne så har sat elementerne ind i uventede
relationer og på den måder har skabt et rigtigt interessant spændingsfelt, gør
bogen til spændende læsning.

Bogen foregår i løbet af 14 dage hen over jul og nytår, og
det er på alle måder en kold tid, handlingen beskriver. Der er ikke meget varme
undervejs, og det er en barsk virkelighed, der viser sig på både det personlige
og overordnede plan. Ret hurtigt lægges der ud med et meget bestialsk
dobbeltdrab og et voldsomt bombeangreb i København med mange døde, og det fortsætter
med en voldtægtssag på og et brandattentat mod et flygtningecenter. Så er
rammen sat, og langsomt men sikkert tegner der sig overraskende forbindelser
mellem de forskellige sager. Jeg afslører ikke mere.

Medvirkende til min gode læseoplevelse – jeg
“slugte” bogen ret hurtigt – er de interessante hovedpersoner samt
nogle gode bipersoner. Det kunne være godt at følge dem videre i tiden og
samfundet, men der er ikke meldt noget ud om en evt. fortsættelse. Mon ikke den
kommer?!

Det bliver til 9 skydeskivepoint her på min blog og 5
krimihjerter på krimifan.dk

Kim Faber & Janni Pedersen
Vinterland
Politikens Forlag, 2019
463 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Chloe Benjamin: De udødelige

Alt muligt andet godt Posted on 26 mar, 2019 21:51

Fra bogens bagside:
En synsk kvinde flytter ind på øverste etage i elbygning på
Hester Street i New Yorks Lower East Side. Man siger om hende, at hun kan
forudsige alle menneskers dødsdag. Og netop det år – sommeren 1969 – virker
det, som om der sker spændende ting for alle andre end de fire søskende, Simon,
Klara, Daniel og Varya Gold. Folk flipper ud på Woodstock, og alle har set Midnight Cowboy.

For at opleve bare en smule spænding sniger de sig en dag
til at møde den synske kvinde, og hun giver hver af dem en profeti, der kommer
til at trække dybe spor gennem deres liv, og den måde de vælger at leve det på.

Min anmeldelse:
Samtidig med at bogen er den familiesaga, den beskrives som
på forsiden, er det et tidsbillede af perioden 1969-2010, som den dækker.
Bagved ligger desuden begreber som skæbne, familie, tro og om at leve livet
samt endnu mere.

Historiens bærende personer er de 4 jødiske søskende, der
som 7-11-årlige får deres dødsdato at vide af den mystiske kvinde. Bogen fortæller
i 4 kronologisk opbyggede hovedafsnit, hvor vi som læsere i hvert følger en af
de 4 søskende. På de måde får vi både et samlet familiebillede og et stærk
beskrivelse af de fire meget forskellige søskende og deres relationer indbyrdes
og til resten af familien. Det gøres meget velskrevet og med stor livsklogskab,
og det giver indsigtsfulde og gribende vinkler på en intens og bevægende
historie.

Lev livet og læs bogen! Den får 5 klare stjerner af mig:

Chloe Benjamin
De udødelige
Politikens Forlag, 2019
340 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anne Holt: En grav til to

Krimi og spænding Posted on 25 mar, 2019 20:56

Fra bogens bagside:
Selma Falck er succesrig advokat, tidligere håndboldstjerne
og populær kendis. Nu er hun i dyb krise. På kort tid har hun mistet alt: Ægteskab,
børn, arbejde og hjem. Og det er hendes egen skyld. Hun må flytte ind i en
rotterede af en lejlighed uden andet selskab end en kat, hun ikke kan fordrage.

Norges bedste kvindelige langrendsløber, Hege Chin Morell,
bliver testet positiv for doping. Selma Falck bliver opsøgt af skiløberens
stenrige far, der mener, at hans datter har været udsat for sabotage. Han giver
Selma den tilsyneladende umulige opgave at bevise Heges uskyld.

Kort efter bliver en mandlig langrendsløber fundet død
efter en ulykke under træningen. Obduktionen viser, at han også har været
dopet. Panikken i langrendsmiljøet er total.

I sin søgen efter sandheden og sin kamp for at få sit liv
tilbage på ret køl afdækker Selma Falck korruption, økonomisk rod og lyssky
forbindelser i hjertet af norsk nationalsport.

Min anmeldelse:
Anne Holt har med dette første bind i en ny serie for alvor
lagt spor ud til endnu en rigtigt spændende række gode krimier. Begyndelsen er
under alle omstændigheder forrygende spændende – og som forventet ud fra mine
oplevelser med Anne Holts øvrige bøger også rigtigt godt skruet sammen samt
velskrevet. At bogen fortæller sin spændende historie på helt klassisk måde for
et krimiplot er heller ikke overraskende. Plottets bagved liggende motiv er set
flere gange før, men Anne Holt formår alligevel at overraske en hel del
undervejs, så bogen fungerer fortælleteknisk rigtigt godt.

I romanen er der nogle meget interessante personer, det vil
være en fornøjelse at følge fremover. Især hovedpersonen, Selma Falck, med sine
mange facetter bestående af især svage sider, men også hendes mange stærke
evner, er en person, jeg vil se frem til at møde igen.

Samtidig er konflikterne i bogen meget interessante. Det er
især her, jeg finder bogen for alvor fascinerende. Med sit fokus på hele miljøet
om det norske landshold i langrend og med Selma Falcks fortid i den anden
norske nationalsport, kvindehåndbold giver bogen et interessant indblik i den
norske nationalsjæl og folkets fascination af landets sportshelte. Nå ja, og så
er bogen rigtigt spændende læsning!

Jeg giver bogen fuldt fortjente 9 skydeskivepoint her på min blog og 5
krimihjerter på krimifan.dk.
Anne Holt
En grav til to
Modtryk, 2019
362 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Tom Rachman: Den italienske mester

Alt muligt andet godt Posted on 18 mar, 2019 12:46

Fra bogens bagside:
Rom 1955. En rig amerikansk kunsthandler har
samlet amerikanske kunstnere og kunstinteresserede til fest i sin overdådige
romerske villa. Til stede er også den verdensberømte kunstmaler Bear Bavinsky.
Han er en bjørn af en mand, storskrydende og charmerende og kendt for sine
vilde, farverige og stærkt sensuelle malerier.

Mens han underholder selskabet med historier
om rivalerne Picasso og Pollock, står en kvinde og betragter ham på afstand. Det
er Natalie, hans kone. En dybt begavet, men fuldstændig overset kunstner. Hun
knuger sin femårige søns hånd.

Sønnen hedder Charles, han liver kaldt Pinch,
og romanen handler om ham. Han lever hele sit liv i skyggen af sin dominerende
far, indtil han en dag kommer på en dristig og vanvittig plan, der vil forandre
kunsthistorien for altid.


Min anmeldelse:
Det var med store forventninger, jeg begyndte
læsningen af denne bog. Jeg havde nemlig virkelig haft stor fornøjelse og
nydelse med læsningen af Tom Rahmans to andre bøger på dansk:

“De ufuldkomne” (2011) om bl.a. de
økonomiske problemer på en engelsksproget avis, der udgives i Rom samt især den
fascinerende “Storhed og fald” (2014), hvor en ung kvinde i 2011
rejser rundt i verden på jagt efter sin identitet gennem en intens søgen efter
sandheden om sin baggrund og opvækst siden 1988. Både på grund af stilen og
selve historien var det en gribende og interessant læseoplevelse.

Rachmans evne til at finde på originale
historier og til at skrive smukt og gribende viser sig også klart i denne
roman, der har flere parallelle emner: En søns livslange opgør med en
dominerende far i en hård kamp for at skabe sit eget liv samtidig med en
beskrivelse af en ubarmhjertig og økonomisk styret kunstverden fyldt med falskhed, kammerateri
samt selvpromoverende og/eller medieskabte helte.

Fra den femårige Charles/Pinch og hans mors
liv med Bear i 1955 får vi en kronologisk beskrivelse af begivenheder og
situationen for de centrale personer med Pinch som udgangspunkt. Det sker med kapitler
fra Rom, Toronto, London, USA og Sydfrankrig i 1965, 1971,1975, 1976, 1981,
1985, 1990, 1996, 1998, 2002, 2007, 2011 og 2018.

Det bliver en fascinerende fortalt historie
om et langt livs kamp for at finde sine egne ben og sin identitet. Såvel mulighederne
for at Pinch kunne udvikle sin egen kreative side og at hans mor, Natalie,
kunne blive anerkendt som den fremragende keramiker, ser ret umulige ud. Pinch
arbejder især som sproglærer, mens moderen, der bliver forladt af/skilt fra
Bear klarer sig på bedste beskub – begge jævnligt økonomisk støttet af Bear.

Pinch har svært ved at etablere faste
forhold, og får aldrig etableret sin egen familie. Det fylder eget i hans liv
og selvfølgelig også noget i bogen. Samtidig har Bear undervejs lagt sig 17 børn
til med en del kvinder, og det skaber problemer, da Bear dør på dramatisk
vis,

Pinch er indsat som enearving af bl.a. en del
aldrig udstillede malerier, men de 16 andre børn vil alle også gerne arve. De
problemer skal Pinch også slås med, samtidig med, at hans helbred bliver
dårligere.

Hvordan det hele ender på både retfærdig og
finurlig vis, må I selv læse. Det vil give alle læsere af velskrevne og gode
historier med både tyngde og lethed en rigtig god oplevelse. Husk at give dig
god tid til at læse historien om den italienske mester.

Bogen får 5 sikre stjerner.

Tom Rachman
Den italienske mester
Politikens Forlag, 2019
352 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra
forlaget



Helle Vincentz: Søster min

Krimi og spænding Posted on 16 mar, 2019 20:36

Fra bogens bagside:
Da et dansk
medicinalfirma skal lancere sin største satsning nogensinde – en banebrydende
pille til kvinder med depression som også site sexlysten – får den administrerende
direktør nys om, at en medarbejder anonymt har sendt ulovlige dokumenter til
Lægemiddelstyrelsen.

Han kontakter CJ
Consult, hor Sofie Muink netop er blevet ansat, og hun får til opgave at finde
den skyldige. Men hun har knap taget hul på efterforskningen, før alle hendes
alarmklokker kimer. Meget tyder nemlig på, at direktøren har væsentligt større
problemer end nogle forbudte papirer.

For en medarbejder
har åbenbart haft sin helt egen dagsorden. Ud over de indsendte dokumenter har
vedkommende nemlig taget sagen i egen håndbog fjernet alt – og alle – der kunne
stå i vejen for pillens succes.

Min anmeldelse:
Hovedpersonen Sofie
Munk har i denne bog skiftet jobbet som antropolog ud med sin indsats som
privat efterforsker. I seriens første bind “Stjålne liv”, som jeg
aldrig har fået læst, fordi der har været så mange andre bøger forbi mine
læsebriller, var omdrejningspunkterne store problemer på en fertilitetsklinik
samt magtkampe i dansk politik.

Denne nye bog er helt
oplagt baseret på omfattende research af arbejdsprocesserne i
medicinalindustrien og procedurerne for godkendelse af ny medicin. Og det ville
nok blive lidt for teknisk til en almindelig krimi, men i en videnskabsbaseret
spændingsbog om medicin, medicinforskning og medicinforsøg som denne er det en
helt nødvendig ingrediens.

Samtidig med
beskrivelserne fra medicinalbranchens følges opklaringen af sagernes rette
sammenhæng intenst. Selvfølgelig har ikke alle helt enstrengede dagsordener og
rent mel i posen, og lige så selvfølgeligt bliver det rigtigt farligt. Bogen er
rigtigt spændende og overraskende. Dertil kommer, at Sofie Munk er en
interessant figur, der både vokser med opgaven og som person i løbet af
læsningen af bogen.

Jeg har med stor
fornøjelse læst Helle Vincentz øvrige spændingsbøger fra Kenya, Filippinerne og
Grønland, hvor hovedpersonen Caroline Kayser på forskellig og meget dramatisk
vis bl.a. blandes i politiske og økonomiske magtkampe om olie. Med disse
positive oplevelser med Helle Vincentz bøger ærger det mig lidt, at jeg ikke
har fået læst den første bog om Sofie Munk. Det skal jeg helt sikkert have
rettet op på – under alle omstændigheder inden næste bind i serien skal læses.

Denne bog får 8 sikre
skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Helle Vincentz
Søster min
People’s Press, 2019
368 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget



« ForrigeNæste »