Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Philip Kerr: Frygt grækeres gaver

Krimi og spænding Posted on 22 jan, 2019 00:31

Fra bogens bagside:
1957. Bernie Gunther, der nu kalder sig Christopher, lever
et beskedent liv i München, hvor han arbejder som assistent i et lighus.

Ad snirklede veje bliver han ansat som taksator i et tysk forsikringsselskab,
og Bernie går til jobbet som en gammel sporhund, der lugter blod,

Han bliver bedt om at tage til Athen for at undersøge en
landsmand og tidligere kampdykker i Hitlers flåde, Siegfried Witzel. Hans skib,
Doris, er gået ned, og nu gør han usædvanligt store krav mod
forsikringsselskabet. Men der er to ting, der spænder ben for, at det bliver et
let job for Bernie i Athen: Witzels skib er stjålet fra græske jøder, der blev
deporteret til Auschwitz under krigen. Og Witzel findes død skudt gennem begge øjne
– en modus operandi, der åbner
op for sluserne til uhyrligheder begået i 1943.

Min anmeldelse:
Bogen er desværre næstsidste bind i den helt fantastiske
serie Berlin Noir, for Philip Kerr døde i 2018, kort efter manuskriptet til næste
bog var afleveret. Bogen er således nummer 13 af 14. Serien har sit
udgangspunkt i Berlin i 1930’erne og fortæller historien om Tyskland, ja
egentlig hele Europa i tiden siden da – med Bernie Gunther som central person
og katalysator.

Jeg har tidligere anmeldt de foregående to: Hinsides
tavsheden (11) – //blog.drustrup.dk/#post58
og Berlinerblåt (12) – //blog.drustrup.dk/#post158.

I denne nye bog er begivenhederne nået til 1957, og selv om
der selvfølgelig er stramme tråde tilbage til tidligere begivenheder, så holder
handlingen sig hertil og med Grækenland som den centrale scene. Det giver et stærkt
indblik i landets historie under og efter 2. verdenskrig, og her kan
betydningen for de kommende årtier også spores. Godt gået af forfatteren at
fortælle europæisk historie samtidig med, at han fortæller en rigtigt spændende
historie og endda uddyber historien om Bernie Gunther.

Baggrunden for historien er ganske kort og fint beskrevet på
bagsiden, men uden at afsløre mere/ for meget, vil jeg tilføje, at historien ud
over forsikringserstatning også handler om græske kulturskatte, jødeguld,
tyskernes gerninger i Grækenland under krigen, politiarbejde, græsk politik,
mord – og en lille kærlighedshistorie. Alt hænger rigtigt godt sammen, og det
er en spændende, velfortalt, intelligent og fascinerende historie.

Dette bind i serien får 10 point på min krimiskydeskive og 5 krimihjerter
krimifan.dk, ligesom serien som helhed har
fortjent højeste vurdering begge steder.

Philip Kerr
Frygt grækeres gaver
Modtryk, 2018
381 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Gianrico Carofiglio: Den kolde sommer

Krimi og spænding Posted on 15 jan, 2019 23:03


Fra bogens bagside:
Sommeren 1992 var ualmindelig kold i Syditalien, men der er en anden alvorligere grund til, at den fortsat huskes. Den 23. maj skete en eksplosion på motorvejen nær Palermo. Dommeren Falcone, hans kone og tre politimænd blev dræbt. To måneder senere dræbte en bombe i centrum af Palermo dommeren Borsellino og fem politimænd. Begge dommere var dybt involveret i bekæmpelse af mafiaen.

Samme sommer udbryder der åben krig mellem lokale mafiabander i Bari. Lig bliver efterladt i gaderne, og sønnen til en lokal mafiaboss kidnappes. Politiet er på bar bund, indtil et bandemedlem beslutter at tale. Han afslører de ritualer og hemmelige spilleregler, som gennemsyrer mafiaens myteomspundne verden. Sagens afslutning er både overraskende og chokerende, og svaret er skjult i en gråzone mellen godt og ondt, et område som lovens vogtere tvinges til at afsøge.

Min anmeldelse:
Gianrico Carofiglio er oprindelig statsanklager med speciale i den organiserede kriminalitet – mafiaens forbryderiske aktiviteter – og det er hovedemnet i den 5-binds serie, han er mest kendt for i Danmark. Det er den charmerende og varme retssalskrimiserie, hvor forsvarsadvokaten Guido Guerrieri er hovedperson. Bøgerne er fyldt med italienske stemninger fra Bari og omegn.
Det er både spændende og interessante bøger, og i 2016 udkom endelig seriens første bog på dansk – “Efter al sandsynlighed” – og den anmeldte jeg her: http://blog.drustrup.dk/#post18

“Den kolde sommer” er forfatterens seneste bog, og selv om den ikke er helt ny, har jeg læst og anmeldt den, fordi vi i øjeblikket planlægger en ferietur til Puglien hvor Carofiglios bøger netop foregår, og fordi jeg var ret vild med hans andre bøger.

Denne bog er struktureret anderledes end Guerrieri-serien og foregår tidligere end den. Den bygger på samme måde som serien på forfatterens faglige indsigt i retssager og efterforskning af mafiaforbrydelser og har en faktuel baggrund, sådan som det beskrives på bagsiden.

Det gør læsningen endnu stærkere, at handlingen er tæt på virkeligheden, hvilket nærmest dokumenteres med flere kapitler med dele af afskrift af forhør. Men ellers beskrives historien gennem især to politifolks ihærdige efterforskning af kidnapningen og flere andre sammenhængende sager.
Hvordan det hele ender, og hvad der sker undervejs, må I selv læse.

Bogen giver et skræmmende – men ikke overraskende – billede af mafiaens opbygning og magtstrukturer, og selv om handlingen foregår i 1992, er bogen stadig aktuel. (Men det kan nu ikke få mig til at blive hjemme fra Bari og omegn af den grund! Blev jeg skræmt af krimiers gerningssteder, kunne jeg jo ikke rejse ret mange steder.)

Jeg giver gerne bogen 8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Gianrico Carofiglio
Den kolde sommer
Hr. Ferdinand, 2017
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Stuart MacBride: Blodvejen

Krimi og spænding Posted on 12 jan, 2019 17:22

Fra bogens bagside:
Logan McRae har ikke ligefrem nogen pletfri fortid, men som
ansat i disciplinnævnet er det nu hans job at sætte barren for sine
politikollegers arbejde.

Da kriminalkommissær Duncan Bell findes død på førersædet i
en forulykket bil, kommer det som et chok for hele politistyrken. Bell blev
nemlig begravet for to år siden – det troede de i hvert fald alle.

En efterforskning bliver skudt i gang, og Logan begynder at
grave i Bells fortid. Hvor han han været henne ubalance den tid? Hvorfor
forsvandt han? Og hvad var så vigtigt, at han vovede at vende tilbage fra de døde?
Men jo mere de graver, des flere knogler kommer frem i lyset – og der er nogen,
som vil slå ihjel for, at skeletterne forbliver begravet. Og hvis Logan ikke
kan stoppe dem, så bliver Bell ikke den eneste, der dør…

Min anmeldelse:
Dette er bind 11 i serien om skotske Logan McRae, og af seriens
øvrige bind er disse indtil videre udgivet på dansk:
bind 9: De forsvundne og
de døde – http://blog.drustrup.dk/#post68
og
bind 10: I den kolde mørke jord – http://blog.drustrup.dk/#post127

Da jeg på Krimimessen 2017 interviewede forfatteren,
spurgte jeg ham bl.a. om det var logisk og en god idé at begynde udgivelsen på dansk med
bind 9 i serien – “De forsvundne og de døde”, og Stuart MacBride svarede, at det har været helt
udenfor hans indflydelse, men at det var helt logisk og forklarede det bl.a. sådan:

Politiet i Skotland er – ligesom i Danmark – blevet
grundigt omorganiseret, og i de første 8 bind i serien var Logan McRae og han
kollegaer en del af Grampian CID. Da han skrev bind 9, var alle regionens
politienheder blevet til ét samlet Police Scotland, hvor der så var lavet
specialenheder for forskellige forbrydelser, og alle mordefterforskninger
samlet i én enhed. Derfor var CID ikke så interessant at skrive om, og al
tidligere research ødelagt. Derfor flyttede han fra bind 9 hovedpersonerne til
Skotlands yderste nordøstlige spids og tilbage i uniform med et helt anderledes
arbejde end tidligere. Der er således et naturligt skifte i serien der, så med
bind 9 er der faktisk tale om en helt ny start på serien. Læs hele interviewet
her: http://blog.drustrup.dk/#post55.

I dette bind 11 fortsætter Stuart McBride ikke bare serien,
men han videreudvikler den og tilføjer nyt om personerne og løfter på den måde
serien yderligere et niveau op. Ingen af personerne i bogen er gennemsnitlige
eller forudsigelige, og såvel tone som handlinger er blevet endnu mere grove.
Bogen er på alle måder mørkere og nærmest kulsort, og det glæder også humoren,
der er hård og grotesk og skinner igennem mange steder i formuleringer og
situationer.

Som nævnt på forsiden er udgangspunktet for historien den
genopstandne og nyligt afdøde kriminalkommissær samt gåden om hans forsvinden
og aktuelle død. Derfra folder historie sig ud med stridigheder mellem
politifolkene, mange skjulte dagsordener, endnu flere dødsfald samt bortførelser
af en hel del børn – og så vil det være synd for kommende læsere at afsløre ret
meget mere.

Der er underholdning og spænding for alle pengene i serien
generelt og i denne bog i særdeleshed, men snyd jer ikke for læsning af hele
serien (og Stuart MacBrides øvrige bøger!). Ud over at jeg blev holdt meget spændt
og godt underholdt undervejs, så er det en fornøjelse også at kunne smile og
grine flere gange og samtidig nyde sprog og formuleringer.

Det bliver til 5 krimihjerter på krimifan.dk
og 10 skydeskivepoint her på i egen blog, fordi skuddet lige rører ringen med
de 10-point, så det er ikke et rent pletskud, men meget tæt på.

Stuart MacBride
Blodvejen
HarperCollinsNordic,
2018
479 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Catharina Ingelman-Sundberg: Med fusk i fejemøget

Alt muligt andet godt Posted on 08 jan, 2019 12:26

Fra bogens
bagside:
Märtha Andersson drømmer om et sted,
hvor seniorer kan leve sammen og nyde tilværelsen. Nærmest en lille, gammeldags
by, hvor alle har det godt. En vintageby eller en glædesby måske? Eller hvorfor
ikke et oldekollerup? Der er bare det, at glædesbyen eller oldekolle-eldoradoet
sikkert vil koste kassen! Hun deler sine planer med de andre i
Pensionistbandens nye bolig, en forsømt villa på Djursholm i Danderyd. De behøver
penge, mange penge, for at kunne gøre livet lidt sjovere og bedre for de ældre.
Og hvorfor ikke følge det private erhvervslivs eksempel og uddele bonusser, men
til de lavtlønnede i omsorgssektoren?

Et spektakulært bankrøveri indbringer
Pensionistbanden over ti millioner kroner i sedler, fem guldbarrer, tre møntsamling
og en frimærkesamling, som går til. Med det rækker kun til at indrette en pram
i Stockholm med wellness, gourmetrestaurant og speeddating for seniorer. De beslutter
sig for at gå efter de store penge, og da de rejser til Saint-Tropez for at snøre
milliardærer blandt luksusyachterne, er det godt, at de hver især har en stor
portion livserfaring med i bagagen.

Min anmeldelse:
Året 2019 begynder med læsning og
anmeldelse af en bagatelagtig – men underholdende – bog. Jeg kan rigtigt godt
lide satire, humor og røverhistorier ind imellem andre enten mere seriøse eller
mere gruopvækkende bøger. Da jeg havde læst forfatterens første bog om
Pensionistbanden “Med kup og kaffelikør” og var blevet godt adspredt
og underholdt, ville jeg prøve med denne tredje bog på dansk om banden, selv om
jeg ikke havde læst den mellemliggende “Med rov i rollatoren”.

Jeg var en del mindre underholdt af
denne bog end af den første. Det virkede på mig, som om der var for lidt fokus
på det grundlæggende groteske og underholdende, for der er meget mere
interessant at fortælle om Pensionistbanden og deres helt særlige moral. I denne
bog er der kommet flere historier ind og flere effekter. Derfor får jeg det
indtryk, at det hele ikke hænger godt nok sammen og virker lidt overlæsset. Vel
er det rimeligt underholdende læsning undervejs – lidt som at se en tidlig film
med Olsenbanden – men bortset fra frustrationen over det jeg ikke fik,
efterlader bogen ikke det store indtryk

På bogens forside loves ”en samfundssatirisk
røverhistorie”. Røverhistorie: ja, men egentlig ikke ret meget samfundssatire,
selv om finanssvindlere, besparelser i omsorgssektoren samt østeuropæiske gangstere
spiller centrale roller.

Desuden mangler bogen den charme og
varme, jeg har fundet i de bøger, jeg har læst af Karin Brunk Holmqvist.

Måske lyder det for negativt, for som
tidligere skrevet blev jeg da underholdt undervejs, men er samtidig ærgerlig
over at det ikke skete i højere grad. Derfor bliver det ”kun” til 3 stjerner ud
af 5.

Catharina
Ingelman-Sundberg
Med fusk i fejemøget
People’s Press,
2018
415 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Fredrik Backman: Os mod jer

Alt muligt andet godt Posted on 31 dec, 2018 15:50


Fra bogens bagside:
Det er så nemt at hade hinanden, at det er ubegribeligt, vi
evner at gøre det modsatte.

Bjørneby. I en snedækket skov i det høje nord ligger byen,
hvis indbyggere rejser væk med samme hastighed, som arbejdspladserne
forsvinder. Dem, der bliver, drømmer om storhed og succes. I en sport,
ishockey! Men de husker også, at der er sket noget forfærdeligt på den
bekostning.

Veninderne Maya og Ana tilbringer sommeren på en afsides ø og
forsøger at glemme det, der er sket. Det lykkes ikke. Rivaliseringen mellem Bjørneby
og nabobyen Hed intensiveres, og en af byens unge hockeyspillere går rundt med
en hemmelighed. Hvis den bliver afsløret, må beboerne i Bjørneby tage stilling
til, hvad de er for en slags mennesker. Hvad Bjørneby egentlig står for. Det
siges, at volden kom til byen det år, men det er løgn. Den var der allerede.

Min anmeldelse:
Det er den afsluttende bog af 2 om Bjørneby og dens
beboere. Jeg var totalt fanget ind af historiens første bind “Bjørneby”
(læs mere her: http://blog.drustrup.dk/#post109),
og har siden ventet på fortsættelsen af beretningen om den lille by og folkene
der. Den første bog sluttede dramatisk efter en voldtægt og splittelse i den
lille by, og denne nye bog fortsætter direkte derefter, så det er ubetinget nødvendigt
at læse bøgerne i den rigtige orden.

“Os mod jer” foregår i månederne efter bind 1, og
der fortælles løbende, hvordan det siden går nogle af personerne, men det sker
helt uden at tage luften ud af historien. Det hele fortælles på fremragende vis
med såvel detaljer som overordnede linjer beskrevet på en måde, så min
interesse blev holdt fanget 100 %, og mit læsetempo blev sat ned, så nydelsen
ved at læse en god historie i et godt sprog blev forlænget.

Det er en gennemført kollektivroman, hvor de mange personer
– børn, unge og voksne – følges kronologisk gennem bogen. Samtidig fortælles
der om lokalpolitiske konspirationer og politikernes moral, om sportens
betydning for et steds identitet, om kærlighedens vilkår på forskellige måder,
om hooligans eller støttegruppe, om familieformer og om sammenhold samt om at
tage ansvar for sin egen situation og at stå ved, hvem man er – samt om de
konsekvenser alle valg har.

På den måde danner de mange enkeltpersoners oplevelser og
holdninger et flot og sammenhængende øjebliksbillede af et lille samfund. Jeg
sidder tilbage med et indtryk af Bjørneby som et aktuelt eksempel på en social
struktur i et samfund, der er noget i splid med sig selv om retning og indhold.
Det er samtidig et gribende og velformuleret indblik i mellemmenneskelige
relationer og deres konsekvenser. Stærk læsning!

Samlet set får de to bøger mine maksimale 5 stjerner!

Fredrik Backman
Os mod jer
People’s Press, 2018
497 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Anders Roslund: Tre timer

Krimi og spænding Posted on 30 dec, 2018 16:56

Fra bogens bagside:
Det er tidligt morgen i Stockholm, da politikommissær Ewert
Grens bliver kaldt til et lighus, der har et lig for meget. Liget er efterladt
i et aflåst rum blandt andre døde kroppe.

Den tidligere civilagent Piet Hoffmann befinder sig på et
nyt kontinent. Han har én sidste opgave foran sig, før han for altid kan lægge
sen kriminelle verden bag sig. Opgaven kræver, at han bevæger sig gennem ørkenen
til et oprørt hav i en verden, hvor menneskeliv er uden værdi.

Hjemme i Sverige venter Hoffmanns kone, Zofia, og deres to
drenge på, at Piet kommer hjem. Både Hoffmann og Grens har lovet dem, at
familien aldrig mere vil være i fare.

Min anmeldelse:
MEN selvfølgelig går det ikke sådan! Selvfølgelig bliver
det farligt! Med mine erfaringer fra de første 2 bøger med Piet Hoffmann vidste
jeg, at action og voldsomme begivenheder på højt international niveau – samt både
interessante og samfundsaktuelle vinkler – ventede mig, da jeg begyndte på bogen,
og jeg blev på ingen måde skuffet!

I “3 sekunder” – http://blog.drustrup.dk/#post165
– var Piet Hoffmann i fængsel undercover for politiet som infiltratør/agent
provocateur overfor den polske mafia, mens han i fortsættelsen “3 minutter”
http://blog.drustrup.dk/#post168
– var undercover for nogle amerikanske myndigheder i en columbiansk narkobande.
I begge bøger satte Piet Hoffmann livet på spil i dramatiske konflikter, og det
fortsætter i denne nye bog, der fortsætter serien og fungerer absolut bedst,
hvis man har læst de andre to først.

I denne nye er han sikkerhedsrådgiver for en organisation,
der skaffer mad frem til flygtningelejrene ved den nordlige kyst af Afrika – i
Tunesien og Libyen. Her beskydes konvojen, og Piet Hoffmann opdager de
forbryderiske elementer bag attentaterne samt bag menneskesmuglingerne over
Middelhavet til Europa.

Foruden de overskydende lig på et par byens sygehuse finder politiet en container i Stockholms havn. Den er fyldt med døde mennesker.

Så tager historien fart, og med flygtningestrømmene og
menneskesmuglere som omdrejningspunkt
fortælles en både spændende, vedkommende og aktuel historie. Der er
fuldt knald på begivenhederne både ved Middelhavet og i Sverige, og igen er der
en relevant baggrund for bogens titel. Piet Hoffmanns minutiøse planer for det
endelige opgør med forbryderne har en tidshorisont på 3 timer, og hvordan det går,
vil jeg da ikke afsløre! Kun vil jeg fortælle, at både James Bond, Olsen Banden
og Bruce Willis kunne lære en hel del.

Som læser holdes man ajour med begivenhederne i en
kronologisk fortælleform med skift mellem Sverige og Libyen. Samtidig afsløres
slet ikke det hele umiddelbart, og det gør læsningen meget spændende – og igen
er der en rigtigt overraskende slutning. Jeg kan ikke helt gennemskue, om der
tegner sig en fortsættelse, men skulle det ske, er jeg sikkert på, at de bliver
spændende!

Jeg giver med fornøjelse bogen 9 sikre point på min spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Bonusinfo:
1) Denne nye bog har Anders Roslund som
eneforfatter pga. Börge Hellströms død i 2017. De første to bøger blev
skrevet i samarbejde mellem de to forfattere.

2) Bøgerne indgår i forfatterparrets serie
med Ewert Grens, men udgør samtidig sammen med denne nye bog en selvstændig
trilogi med Piet Hoffmann som hovedperson.

3) “3 sekunder” er filmatiseret
med den engelske titel “The informer”, og den har engelsk premiere
marts 2019.

4) Forlaget Modtryk har på dets hjemmeside offentliggjort
et interview med forfatteren om denne seneste bog – https://modtryk.dk/interviews-list/anders-roslund-om-tre-timer/.

Anders Roslund
Tre timer
Modtryk, 2018
382 sider



« ForrigeNæste »