Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Lotte og Søren Hammer: Sobibór

Alt muligt andet godt Posted on 04 jun, 2021 00:06

Fra bogens bagside:
Sommeren 1942.

Hartvig Voss, Peters kammerat fra SS-skolen Bad Tölz, har efter sin rekreation i Danmark fået nyt job som revisor ved den tyske udryddelseslejr Sobibór i Polen, hvor han installerer sig i en villa udenfor lejren. 

Kassandra, Alexander og Debora ankommer til Sobibór og bliver straks sendt til gaskammeret. Men Hartvig genkender Kassandra, og i sin ærepligt overfor Peter hjælper han de tre.

Alexander bliver en del af lejrens skovkommando, Debora skal passe gæs, og Kassandra kommer i huset hos Hartvig – et job, hun ikke har de fjerneste forudsætninger for. Et yderst særpræget forhold udvikler sig mellem Kassandra og Hartvig, samtidig med at Alexander og Debora kæmper for at overleve i lejren.

Min anmeldelse:
Jeg har set både film og TV-udsendelser samt læst såvel romaner som fagbøger om liv og død i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, så egentlig burde jeg ikke være så forfærdeligt overrasket over de ualmindeligt grusomme og barbariske begivenheder i denne bog. Det samme gælder oplevelsen af de udøvende forbryderes totale mangel på tvivl og anger samt deres vilje til ikke bare at adlyde, men desuden til at gøre en ekstra og voldelig indsats. 

Der er rigelige mængder af mishandling og død i bogen, der så vidt jeg kan bedømme, hverken overdriver eller skjuler noget. Det er ubehagelig læsning, men sådan var virkeligheden.

Den tyske SS-officer, Hartvig, får som revisor til opgave at få styr på mængden af det guld, der kan skaffes fra de jødiske fanger. Den opgave tager han lige så alvorligt som sin æresgæld til vennen, Peter. Derfor sørger han for at spare det jødiske søskendepar Kassandra og Peters liv sammen med et par andre jøder. Samtidig stiller han ikke spørgsmål ved den opgave, han er del af, med likvidering af tusindvis af jøder. Den dobbelthed og ansvarsfølelse for to modsatrettede formål er selvfølgelig godt for de overlevende personer i bogen, men jeg er en smule i tvivl om sandsynligheden af, om en sådan person kunne have eksisteret i virkeligheden. Pyt med det, for hans funktion i søskendeparret Hammers fortælling er nødvendig for forløbet i bogen. 

Det er en ualmindelig grum og samtidig vigtig historie, og samtidig hænger handlingen godt sammen med de foregående bind i serien. Ud fra foromtalen af det næste bind lægges der op til endnu en dramatisk tid for de medvirkende. Læs endelig hele serien og i den rigtige rækkefølge for at få hele oplevelsen med.

På linje med min vurdering af seriens første halvdel fortsætter jeg med at give 4 stjerner (ud af fem), mens jeg spændt venter på de sidste 3 planlagte bind for at finde ud af, hvordan det går med hovedpersonerne.

Lotte og Søren Hammer
Sobibór
(Venner og fjender; 5)
HarperCollins, 2021
304 sider

Serien “Venner og fjender”med planlagt til at blive på 8 bind. 

1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791 
5: Sobibór – denne anmeldelse 
6: Skoven er vores (udkommer august 2021)

Selv om Wikipedia ikke er min favorit mht. at underbygge fakta, ser denne artikel om Sobibór ganske OK ud: https://da.wikipedia.org/wiki/Sobibór_udryddelseslejr 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Armando Lucas Correa: Datterens fortælling

Alt muligt andet godt Posted on 30 dec, 2020 20:58

Fra bogens bagside:
Berlin, 1939. Amanda og Julius Stenbergs drømme for fremtiden sprænges i tusind stykker, da nazismen får greb om Berlin. Familiens højtelskede boghandel står i flammer, og Julius sendes i koncentrationslejr. I et forsøg på at redde børnene, flygter Amanda mod Sydfrankrig, hvor en gammel vens enke har lovet at give dem tag over hovedet. På vejen byder en anden mulighed sig i form af et skib med retning mod Cuba og lasten fuld af flygtninge, og der på havnen må Amanda træffe en umulig beslutning, som hjemsøger hende resten af livet.

New York, 2015. Den firsårige franskmand Elise Duval modtager besked fra den fortid, hun har tvunget sig selv til at glemme, i form af breve på tysk skrevet med hendes mors håndskrift. Men på trods af alle Elises forsøg på at undslippe, trevles halvfjerds års hemmeligheder nu pludselig langsomt op.

Min anmeldelse:
Jeg læste med fornøjelse forfatterens første bog på dansk “ Den tyske pige” og anmeldte den HER som en 5-stjernet bog http://blog.drustrup.dk/#post88. Derfor var jeg spændt på også at læse denne seneste bog.

Begge bøger tager udgangspunkt i jødiske familiers forsøg på at slippe væk fra nazisternes forfølgelse i Tyskland. Mens skibet St. Louis med flygtninge til Cuba spillede en central rolle i den første bog, indgår det kun ganske lidt i den nye. Begge bøger følger jødiske børn og voksnes flugt gennem tiden dengang, men også via links til nutiden.

“Datterens fortælling” er lige så gribende som den første, for det er ubærlige og voldsomme oplevelser, de udsættes for. Og denne nye er lige så velskrevet og så skarp i sin konstruktion, at det er en intens læseoplevelse.

Havde jeg ikke læst “Den tyske pige” tidligere, ville jeg være endnu mere positiv, men jeg havde det, som om jeg havde været der før. Den overraskede mig ikke på samme måde, men det er en stærk og godt fortalt historie, som jeg anbefaler til læsning for mange –  og giver 4 stjerner.

Armando Lucas Correa
Datterens fortælling
Hr. Ferdinand, 2020
288 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.