
Det er bind 2 i forfatterens serie fra Haparanda med Hannah Westergaard som hovedperson. Bogen anmeldes af gæsteanmelder Palle Thomsen, der med fornøjelse også havde læst bind 1 “Ulvesommer”.
Fra bogens bagside:
Efter en lang sørgeperiode vender Hannah Wester tilbage til arbejdet, hvor hun straks bliver involveret i sagen om et spædbarn, der er fundet død på en kirkegård uden for Salmis. Hvem er moren, og hvor er hun forsvundet hen?
Lejemorderen Katja er på det seneste kun blevet tildelt enkle opgaver. Nu bliver hun sendt til Haparanda på en vigtig mission: hun skal opspore to højgravide kvinder, som er flygtet fra Gården.
Da en ung politiker medvirker i en liveudsendelse på tv for at fortælle om hans og hustruens problemer med ufrivillig barnløshed, kommer han med en overraskende melding: de venter barn. Samme aften bliver han ringet op af en kvinde, der på gebrokkent engelsk truer med at afsløre sandheden om barnet og dets ophav.
Hændelserne i Haparanda viser sig at være forbundet af en uhyggelig tråd mellem den organiserede kriminalitet i Rusland, magtens korridorer i Stockholm og en mørk historie om trafficking og markedet for rugemoderskab.
Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har med fornøjelse læst bind 1 i Hans Rosenfeldts serie om Hannah fra politiet i Haparanda og glædede mig til bind 2 i serien. Og jeg blev ikke skuffet.
Haparanda er en svensk by lige på grænsen til Finland i bunden af den Botniske Bugt, så vi er langt væk fra storbyerne, men ikke fra kriminaliteten.
Som i bind 1 kommer alt dårligt fra Rusland. Samme kriminelle organisation og samme lejemorder. Historien er ret voldsom, udnyttelse af fattige, eventyrlystne piger fra det gamle Østeuropa, som gøres gravide, og så bliver babyerne solgt til barnløse par i Vesten eller bliver indlemmet i organisationen og uddannet til lejemordere. Det virker noget utroværdigt, men vi ved jo, at virkeligheden mange gange overgår fantasien, så måske finder det sted.
Det, der gør bogen god, er beskrivelsen af Haparanda og stedets historie. Hans Rosenfeldt indfletter en del af byens og omegnens historie i fortællingen, og den er barsk. Det er også en god beskrivelse af Haparandas nutidige samfund og livet i en by langt fra alting. Fine personskildringer og troværdig dialog.
En god læseoplevelse til flotte 8 skydeskivepoint ud af 10.

Hans Rosenfeldt
Høstbørn
Hr. Ferdinand, 2026
432 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.








