Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

John Fairfax: Blindt forsvar

Krimi og spænding Posted on 17 okt, 2023 11:52

Fra bogens bagside:
Hun blev fundet i en ussel etværelseslejlighed i London. Med en blodappelsin i munden. Diana Heybridge, en ung kvinde uden fortid og uden nogen nævneværdig fremtid, har i døden fået den medfølelse, hun blev nægtet i livet.

For anklagemyndigheden er dette tilsyneladende selvmord intet andet end et sjusket drab, og offentligheden retter med væmmelse blikket mod retssal 2 i håb om retfærdighed. Offerets vragede eks-partner, den grove Brent Stainsby, står anklaget for mordet, og han har valgt det kontroversielle advokatteam, William Benson og Tess de Vere, som forsvarere.

Men som retssagen skrider frem, bliver det hurtigt klart, at skinnet bedrager. Diana Heybridge var ikke det svage og undertrykte offer, der nu bliver præsenteret for juryen. Hun var i stand til at tage en særdeles sofistikeret form for hævn. Brent Stainsby er heller ikke den, han lader til at være. Han skjuler et mordmetode, politiet intet kender til, og kan meget vel være i gang med et dødbringende pokerspil med den juridiske proces. Det, der begyndte som en enkel retssag, bliver hurtigt til en kompliceret søgen efter sandheden uden for retssalens fire vægge. 

_________

Da første bind i serien – Kort proces – udkom, gæsteanmeldte Palle Thomsen bogen med bl.a. disse ord: En spændende retssalskrimi med en advokat, der selv har været dømt for mord. Et velskrevet og flot komponeret første bind i en ny serie, 

Læs hele anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=1841 – og læs hans anmeldelse af fortsættelsen her:

_______

Palle Thomsens anmeldelse:
John Fairfax gør det igen med bind 2 i Benson og De Vere serien. 

Virkeligt et godt retssalsddrama med den morddømte procesadvokat Benson. Forfatteren er selv procesadvokat, og det gør beskrivelsen af livet i retten mere autentisk. Han kender sine lus på travet. 

Foruden at være et spændende retssalsdrama er det også en beskrivelse af en mand i splid med sig selv. Han er en person udenfor retten og i retten en helt anden – her lever han. Som andre anmeldere har skrevet, så rejser bogen nogle vigtige spørgsmål om fængselsvæsnet og retssystemet. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og så er historien behagelig at læse, dejligt sprog og korte kapitler.

8 point ud af 10 mulige skydeskivepoint.

John Fairfax
Blindt forsvar
Jentas, 2023 
395 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



John Fairfax: Kort proces

Krimi og spænding Posted on 25 aug, 2023 15:40

Forlagets omtale:
William Benson er strafferetsadvokat. Med et vist særpræg.

Han er selv dømt for mord.

Sidste gang Tess de Vere så William Benson, var hun jurastuderende i praktik. Enogtyve år gammel blev Benson eskorteret væk fra anklagebænken i Old Bailey for at påbegynde afsoningen af en livstidsdom for mord. Han havde fortalt Tess, at han var uskyldig. Hun troede på ham.

Seksten år senere overhører Tess et par højrøstede middagsgæster, der sidder og gør nar ad et nyankommet medlem af Londons advokatstand: et håbløst tilfælde, der kører sit eget show fra en gammel fiskehandel i Spitalfields. Samme aften træder Tess påny ind i Bensons liv. Prisen for hans resocialisering – og adgang til advokatembedet – er en tilståelse: at påtage sig skylden for mordet på Paul Harbeton, hvis familie har svoret hævn. Benson er en udstødt. Regeringen vil lukke ham ned, og ingen rådgivende advokater vil engagere ham. Men han bliver understøttet af en mystisk velgører, og en desperat kvinde har søgt hans hjælp: Sarah Collingstone, der er mor til et barn med særlige behov, og som står anklaget for at have myrdet sin velhavende elsker.

Det er en håbløs sag, og retssagen, som er Bensons første, begynder om to dage. Bevismaterialet er overvældende, men Collingstone sværger på – ligesom Benson gjorde flere år tidligere – at hun er uskyldig. Tess slutter sig til forsvarsholdet i et forsøg på at hjælpe Benson med at overleve. Men alt imens Benson ser mordsagen vride og vende sig i snart den ene, snart den anden retning, indleder Tess i al hemmelighed sin egen efterforskning. Hun er fast besluttet på at afdække sandheden bag Paul Harbetons død en ensom aften i Soho.

Virkelighedstro skildringer, højt tempo og fængende fortællestil. Kort proces introducerer en ny krimiserie med to ukonventionelle advokater i hovedrollen, der begge er drevet til at bekæmpe uretfærdighed for enhver pris. Der er 2 bind mere i serien om Benson og de Vere.

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen, der skriver sådan:
En spændende konstellation med en strafferetsadvokat som selv er dømt for mord, og som skal forsvare en person, der er anklaget for mord – og krimien er også spændende. 

Historien er velskrevet og flot komponeret. Forfatteren – som selv har været forsvarsadvokat – fører læseren godt ind i en forsvarsadvokats arbejde, uden at det bliver for teknisk og kedeligt. En fin historie og en god krimi.

Bogen er skrevet under pseudonym, og hans rigtige navn er William Rodrick, der er manden bag krimiserien med advokaten og benediktinermunken Father Anselm, og som han fik Golden Dagger Award for et bind i. Den serie er ikke oversat.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint ud af 10 mulige, og det svarer til 4 krimihjerter på krimifan.dk 

John Fairfax
Kort proces
Jentas, 2022
346 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Chris Carter: Blodig jagt 

Krimi og spænding Posted on 05 dec, 2022 21:06

Blodig jagt er Chris Carter, når han er allerbedst, og er man til de blodige krimier, skal man helt bestemt læse hans serie om Robert Hunter.” Sådan skriver Charlotte Johansen bl.a. om bogen som gæsteanmelder.

Barskt blodige og grumt grusomme krimier er nemlig ikke min yndlingslæsning, så jeg har med fornøjelse overladt læsningen og pladsen til denne anmeldelse til Charlotte Johansen, der også tidligere har været gæsteanmelder på min blog. Tak for hjælpen.

Fra bogens bagside:
Et drab uden fortilfælde. En morder, der er mere blodtørstig end nogensinde før. En sag, der vil presse ham til det yderste. Har Robert Hunter mødt sin overmand denne gang?

”Tror du på djævelen, kriminalassistent Hunter’” spurgte betjenten. ”For hvis du ikke gør … så tror jeg, du skifter mening, når du kommer herhen.” Med disse ord bliver Hunter kaldt ud til et af de mest barbariske gerningssteder, han nogensinde har set. Og det hele bliver endnu mere foruroligende, da retsmedicinerne finder et digt, som morderen har efterladt inde i liget.

Da der sker endnu et drab, er fremgangsmåden og signaturen så forskellig fra det første, at retsteknikerne ikke umiddelbart forbinder de to gerningssteder med hinanden. Men da de finder næste del af morderens digt, tyder det på, at de to mord kun er begyndelsen.

Robert Hunter indleder jagten på den mest brutale og disciplinerede morder, han nogensinde har oplevet. En morder, der går efter ofrenes frygt, og som ønsker at give sine ofre en lektion … en lektion, der ender med døden.

Charlottes anmeldelse:
Med denne seneste bog om Kriminalassistent Robert Hunter, har Chris Carter igen formået og skrive en voldsom blodig og barbarisk krimi. Den er nummer 12 i serien og er så velskrevet og udførligt fortalt, at man ligefrem kan lugte blodet og frygten i rummet, hvor mordene er foregået, mens man læser om det. 

Sammen med sin trofaste partner Carlos Garcia kommer Robert Hunter ud på en nervepirrende jagt efter en koldblodig morder, der hele tiden lige er et skridt foran dem. Morderen efterlader et digt i liget, og de kan ikke finde nogen menig i det. Men som sagen skrider frem, og de finder flere spor og endnu et digt, kommer det helt bag på dem, hvor udspekuleret og kold morderen viser sig at være.

Som sædvanlig slutter Chris Carter bogen med, at man som læser sidder tilbage og tænker: Hvad skete der lige der? Og selvfølgelig afslutter han den med en cliffhanger, så man næsten ikke kan vente på at få læst fortsættelsen, når den kommer. 

“Blodig jagt” er Chris Carter, når han er allerbedst, og er man til de blodige krimier, skal man helt bestemt læse hans serie om Robert Hunter. Efter min mening er Chris Carter en af de allerbedste krimi forfattere. Det er tydeligt, at han har en baggrund som kriminalpsykolog, og det kommer også til udtryk i alle hans bøger. 

Charlotte Johansen giver den 10 store point, der svarer til 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Chris Carter
Blodig jagt
Jentas, 2022
496 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Belinda Bauer: Knæk

Krimi og spænding Posted on 17 jan, 2020 22:02

Fra bogens bagside:
På en kvælende varm sommerdag sidder 11-årlige Jack og hans to søstre i deres bil, som er brudt sammen, og venter på, at deres mor skal komme tilbage og redde dem.

“Jack har ansvaret”, sagde hun. “Jeg er snart tilbage.”

Men hun kom ikke tilbage. Hun kom aldrig tilbage.

Og det liv, børnene kender, bliver forandret for altid.

Tre år senere har Jack stadig ansvaret – for sine søstre, for at forsørge dem alle, for at sikre, at ingen ved, de er alene i huset, og – ret pludseligt – for at opdage sandheden om, hvad der hændte hans mor.

Min anmeldelse:
Jeg har læst alle Belinda Bauers bøger, og har anmeldt en del af dem som lektør, men også to af dem på min blog: “De smukke døde” blog.drustrup.dk/#post86 og “Som fortjent” blog.drustrup.dk/#post22

Jeg har hver gang været imponeret af Bauers greb om udviklingen af plottet og af de hovedpersoner, hun formår at beskrive. Børn er som regel i centrum for handlingen og som meget  centrale aktører, og det har hver gang virket stærkt – både skræmmende og spændende.

Således også i denne bog med en gribende historie om hårdt ramte, svigtede og samtidig stærke børn. Denne gang er hovedpersonen den 11-14 årlige Jack, som må være en effektiv indbrudstyv for at skaffe mad til sine to yngre søskende. For efter at faderen rejste kort efter drabet på moderen, bor de tre søskende alene i familiens hus. Under et af sine indbrud kommer Jack på sporet af moderens morder, og både hans og politiets opklaringsarbejde er omdrejningspunkterne i den dramatiske historie.

Det er rigtigt spændende og dramatisk at følge både politiets og Jacks arbejde, og samtidig er der også underholdende og morsomme elementer. Men det er den skarpe og skræmmende beskrivelse af børnenes vilkår samt mordgåden og dens opklaring, der står stærkest både under og efter læsningen.

Kort sagt: Endnu en godt skrevet og spændende krimihistorie af Belinda Bauer med nogle lige så interessante personer som hendes øvrige bøger.

Derfor får den også 9 sikre point på min skydeskive og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Det er også en bog, der har imponeret andre anmeldere, bl.a. blev bogen som noget ret unikt for en krimi longlistet til den litterære Man Booker-pris.

Belinda Bauer
Knæk
Jentas, 2019
334 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Steve Cavanagh: Løgneren

Krimi og spænding Posted on 29 sep, 2019 12:42

Fra bogens bagside:
Leonard Howell gennemlever sit livs mareridt: Hans datter, Caroline, er blevet kidnappet. Han har ikke tiltro til politiet, så Howell ringer til den eneste mand, han stoler på kan få hende tilbage.

Eddie Flynn ed, hvordan det er at miste en datter og lover at bringe Caroline sikkert hjem. Flynn er nu en anerkendt forsvarsadvokat, men har en fortid som professionel svindler, og New Yorks dunkle underverden er ikke ukendt for ham.

Men da Flynn træder ind i sit gamle liv igen, går det op for ham, at spillereglerne har ændret sig, og at nogen laver numre med ham. Men hvem trækker i trådene? Og er der overhovedet nogen i denne forskruede sag, der siger sandheden…?

Min anmeldelse:
Forlaget Jentas har tidligere udgivet de første to bind i serien med den specielle hovedperson, forsvarsadvokaten Eddie Flynn, med den skumle baggrund, og jeg har med fornøjelse læst og anmeldt dem her:

1: Advokaten : https://blog.drustrup.dk/?p=134
2: Tilståelsen: https://blog.drustrup.dk/?p=114

Også med denne seneste bog med Eddie Flynn er jeg blevet godt underholdt og er også blevet imponeret af plottets sikre virkemidler. Ud over kidnapningssagen og udveksling af løsepenge, indeholder plottet også flere andre elementer. Igen var det en fornøjelse af følge, hvordan den snu advokat udnytter sine erfaringer som tidligere svindler i en sag, der undervejs overrasker – helt frem til slutningen.

Som advokat har forfatteren igen et godt greb om de mange scener fra retssalene, men bogen er ikke udelukkede et veldrejet retssalsdrama. Den er i lige så høj grad en actionkrimi med fuld fart på de scener.

Jeg har i mine anmeldelser tidligere sammenlignet Cavanaghs univers med Die Hard-filmene og bøger af Scott Turow, Lee Child og John Grisham. Det gælder også denne bog, og det er ment som en ros, for “Løgneren” er underholdning på samme høje niveau.

Det bliver til 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Steve Cavanagh
Løgneren
Jentas, 2019
400 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« Forrige