Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Matthew Blake: Anna O

Krimi og spænding Posted on 14 maj, 2024 09:10

En rigtig god thriller uden en masse blod og splat. Søvngængeri er bogens tema, og den rejser spørgsmålet: Kan man begå mord, mens man sover? Sådan skriver gæsteanmelder Palle Thomsen om bogen. Læs videre her.


Fra bogens bagside:
Hun er den eneste, der kender sandheden om den nat. Han er den eneste, der kan finde frem til den.

I 2019 var Anna Ogilvy en talentfuld ung forfatter med en lysende fremtid foran sig. Men en nat dolkede hun – tilsyneladende uden grund – to mennesker til døde, faldt i søvn, og siden er hun ikke vågnet op. Hendes dybe søvn omtales af neurologer som ”traumatisk tilbagetrækningssyndrom”,en sjælden psykosomatisk funktionel lidelse. Tabloidpressen kalder hende ”Tornerose”.

I 2023 arbejder Dr. Benedict Prince som retspsykolog og ekspert i søvnrelaterede drab. 

I sin tid som konsulent på The Abbey, en søvnklinik, der ligger på Londons berygtede Harley Street, har han studeret patienter, der har været anholdt for drab, men ikke kan huske deres forbrydelse.

Da det ser ud, som om Anna måske vil komme til sig selv, må Benedict finde ud af, hvad der virkelig skete den aften, og om Anna skal anklages for mord, når hun endelig vågner op.

Palle Thomsens anmeldelse:
Anna O er forfatterens debut, og det er en thriller.

Der går lang tid imellem, at jeg læser thrillere, bryder ikke rigtig om genren. Men nu havde jeg jo sagt ja til at anmelde denne, og det var en positiv oplevelse. Bogen er blevet en international succes og er udkommet i 30 lande.

Bogens spørgsmål er: kan man begå mord, mens man sover?

Søvngængeri er bogens tema, og ind i mellem føler man lidt man læser en fagbog, men det gør egentlig ikke noget, da det fint flettes ind i fortællingen. Jeg blev virkelig fanget af temaet og håber ikke, jeg nogensinde kommer til at lide af søvngængeri. Der fremhæves mange eksempler på, hvad søvngængere er i stand til, mens de sover, og det er skræmmende. 

Fortællingen udvikler sig langsomt og overrasker gang på gang, og slutningen er fantastisk. Jeg undrer mig tit over, hvordan forfattere arbejder, og hvordan de kan konstruere de mest utrolige fortællinger. Skøn evne at have og godt for os læsere.

En rigtig god thriller uden en masse vold og splat. Fortællingen er i jeg-form, og hvert kapitel følger tanker og oplevelser hos en bestemt person, og det gør det nemt og overskueligt at følge udviklingen.

Jeg giver bogen 9 ud af 10 stjerner. Sov godt.

Matthew Blake
Anna O
People’s Press, 2024 
400 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Louise Voller: Giften under isen

Krimi og spænding Posted on 05 maj, 2024 22:49

Fra bogens bagside:
Serien om graverjournalisten Astrid Pedersen er inspireret af virkelige hændelser.

Et fly styrter ned i Nordgrønland, og en hemmelig last forsvinder under isen. 30 år senere ankommer et ungt par, Astrid og Peter. Han er embedsmand i Udenrigsministeriet og skal tilse oprydningen af USA’s militære baser. Hun er journalist, men har lovet ham at holde fri fra sit job på Dagbladet i København. 

Ved ankomsten omdirigeres Peter til Sydgrønland. Et australsk mineselskab har fundet mineraler, der er afgørende for verdens omstilling fra sort til grøn energi, men nu truer fundet af flere skeletter, som politiet frygter stammer fra forbrydelser begået for mange år siden, med at lukke for mineprojektet. 

Det unge pars rejse skulle redde deres knagende kærlighed, men da efterforskningen mørklægges og Peter holder møder bag dobbeltlukkede døre, vokser hemmelighederne imellem dem. Det viser sig, at Peter er centralt placeret i et større coverup, tæt overvåget af verdens stormagter, og Astrid indser, da hun bryder sit løfte og går efter historien, hvor lidt hun egentlig ved om manden, hun elsker.

Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er bygget på virkelige fakta om det nedstyrtede amerikanske fly ved Thulebasen, og som medbragte 4 brintbomber, der angiveligt detonerede ved styrtet. Det er også fortællingen om minedrift i Grønland, om atomvåben eller ej, myndigheders forsøg på at skjule det samme, korrupte embedsmænd, den retfærdighedsbårne journalist, de slemme amerikanere, CIA og det grønlandske naturfolk osv. 

Hele historien er fortalt i jeg-form, og det kan efter min mening nogle gange være anstrengende.

Det er ikke en dårligt skrevet krimi, jeg blev bare lidt træt af den. Fortællingen fængede mig ikke. Det blev lidt en genfortælling af de sidste ca. 50 års historie om vores Grønlandspolitik, og det er jo ikke ligefrem pæn læsning. 

Mange, som ikke er inde i vores Grønlandspolitik, vil sikkert finde den spændende og lærerig.

6 skydeskivepoint ud af 10 mulige.

Louise Voller
Giften under isen
People’s Press, 2024 
375 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Britt Tippins: Det bliver i familien

Krimi og spænding Posted on 09 apr, 2024 16:26

Fra forlagets beskrivelse:
På overfladen lever Rebecca et privilegeret liv. Hendes romancebøger sælger godt, hun er gift med en retskaffen forsvarsadvokat, og deres voksne datter læser medicin på universitetet.

Men familielivet har ikke altid været idyllisk, og pengepungen ikke altid været fyldt. Gennem teenageårene led datteren af en alvorlig spiseforstyrrelse, og ægteparrets økonomi var ved at briste. Derfor traf Rebecca en drastisk beslutning. Hun begik underslæb og forbrød sig imod flere af sine moralske principper, og indtil videre er hun sluppet godt fra sine handlinger. I et forsøg på at råde bod på forbrydelsen donerer Rebecca i dag en stor del af sin årsindtægt til velgørenhed, ligesom hun laver frivilligt arbejde. Det er bare ikke nok til at fjerne den dårlige samvittighed, der efterhånden er vokset til frygt.

Da Rebecca en aften letter sit hjerte til en fremmed mand på et hotel, får betroelsen store konsekvenser. Snart er prisen for hendes hemmelighed højere end nogensinde før, og spørgsmålet er: hvem skal nu betale? Og hvor langt vil Rebecca gå for at beskytte sin familie denne gang? 

Min anmeldelse:
Da jeg læste forfatterens krimi “Det forkerte mord”, var jeg ikke begejstret. Læs hvorfor her:  https://blog.drustrup.dk/?p=1509. Det var første bind i en serie, men der er endnu ikke kommet en fortsættelse, så jeg besluttede mig for at give forfatteren en ny chance med denne bog udenfor serien. 

I “Det forkerte mord” optrådte en krimilæsende bogblogger og en krimiforfatter, og i denne nyeste bog er hovedpersonen også en forfatter, der skriver romance-bøger.

Forfatteraktiviteterne er et af elementerne i bogen, og som det antydes på bagsiden, er hendes møde – gæt selv hvilken type møde – på hotellet med en ukendt mand endnu et element, der hænger sammen med forholdet til hendes mand samt det komplicerede forhold til datteren foruden dennes spiseforstyrrelse. 

Der er ingen rene skurke eller helt gode personer i bogen, og det er sympatisk. Men de mange elementer fylder allesammen i bogen og beskrives alle så detaljeret med tanker og moralske overvejelser, at bogen aldrig blev rigtigt spændende, selv om den på forsiden kaldes spændingsroman Det hele fungerede usammenhængende, og hverken plot eller personer virkede helt overbevisende. 

Det kan kun blive til 4 skydeskivepoint ud af 10 mulige.

Britt Tippins
Det bliver i familien
People’s, 2024 
300 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Jacob Jonia: Dansen om guldkalven

Krimi og spænding Posted on 25 mar, 2024 20:13

Bogen er ligesom seriens første bind gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Tre godser. To forsvindinger. En kamp mod tiden.

Lolland 1928. Under en sneppejagt bliver der skudt mod Danmarks justitsminister. Lederen af Statspolitiets Rejseafdeling, Himmelstrup, mener først, at det er en banal jagtulykke, men da en polsk roepige fra området forsvinder, indser han, at der er mere på spil. Han tager selv til Lolland, hvor to af hans folk allerede befinder sig.

En bidende kold vinter lægger sig over den flade ø, hvor Himmelstrups hold møder et lukket samfund. Der er spændinger mellem de polske løsarbejdere og de danske godsforvaltere, og situationen spidser til, da en polak findes dræbt med en møggreb i brystkassen. Men de mest uforsonlige konflikter finder Himmelstrup blandt medlemmerne af den magtfulde slægt, Søndermark, der ejer det meste af jorden. 

Under sæsonens sidste jagt er alles øjne rettet ministeren, og ingen ser, at hans datter forsvinder. Himmelstrup kæmper mod tiden for at opspore sandheden om den konflikt, der eskalerer for øjnene af ham, og finde både den polske pige og ministerens datter i live.

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er andet bind om Otto Himmelstrup og Danmarks første rejsehold. Jeg var begejstret for bind 1 “Den yderste grænse”, som jeg anmeldte her – https://blog.drustrup.dk/?p=1779 , og jeg er ligeså begejstret for bind 2 = 452 siders god krimi.

Jonia har igen begået en formidabel historie. Denne gang foregår den på Lolland i 1927 og 1928 blandt godsejere, tumpede lokale politifolk og underkuede polske roearbejdere. Foruden det velkomponerede plot får vi en god beskrivelse af de forhold, som de polske roearbejdere arbejdede under. Det var ikke gode forhold, men vel nærmest slaveforhold. Ikke en stolt periode i Danmarkshistorien. Vi får også et godt indblik i familieintriger blandt godsejerne og gårdmændene, der alle mere eller mindre er traumatiserede af en hård barndom og tidligere tiders fattigdom.

Rejseholdet er en lille sluttet enhed af dedikerede politifolk, som også slås med hver deres, men som alligevel formår at komme til bunds i det lollandske morads.

Det er ikke en page-turner, men en langsomt fremadskridende fortælling og ikke én side for lang.

Jeg er imponeret af Jacob Jonia. Bind 1 gav jeg 9 point, men denne gang er jeg nødt til at give ham 10 point ud af 10.

Jacob Jonia
Dansen om guldkalven
People’s, 2024 
452 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kate Rhodes: Flammer over havet

Krimi og spænding Posted on 17 mar, 2024 14:44

Jeg har selv anmeldt bind 1 i serien “Døden i bugten” her https://blog.drustrup.dk/?p=1929
Bind 2 i serien “En Hell Bay-krimi” hedder “Tidevandets suk”. 

Det er Palle Thomsen, der har gæsteanmeldt denne tredje bog i serien. 
(På engelsk er der 4 mere i serien)

Fra bogens bagside:
Mens solen går ned en kold novemberaften, forbereder det lille samfund på øen St. Agnes sig til Bonfire Night, hvor vicepolitichef Ben Kitto er til stede. Men festlighederne får en brat afslutning, da en øboer opdager et forkullet lig efterladt på bålet. 

Manden er den tv-kendte astronom Alex Rogan, der på grund af øens isolerethed ønsker at bygge et observatorium. Så vidt Kitto ved, er Rogan populær blandt øboerne, men da trusler skrevet på det gamle korniske sprog dukker op, får Kitto mistanke om, at morderens motiv er at befri øen for de nytilkomne, der truer ældgamle traditioner.

Med en befolkning på kun 80 mennesker er alle mistænkte, og ingen er i sikkerhed. Kitto har intet andet valg end at forbyde indbyggerne at forlade øen, og han får standset skibstrafikken. Da endnu et bål resulterer i en ny forsvinden bliver det klart, at Kitto må handle hurtigt og finde morderen, inden skibstrafikken åbner op igen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Historien foregår på de stormomsuste Scillyøer i Den Engelske Kanal ud for Cornwall, et lukket ø-samfund med mange sære eksistenser. Det er en klassisk krimi i genren med det lukkede rum – lettere udvidet idet der er 80 mulige mordere på den lille ø. 

Bogen er nr. 3 i hendes Hell Bay serie, og jeg kommer til at tænke lidt på Barnaby og de utallige mord, der sker i hans by. Hvis der kommer ret mange flere bøger i denne serie, så kommer hun til at mangle mordofre.

Det bedste ved krimien er beskrivelsen af øboerne og livet på øerne, den flotte natur og dyrelivet. Ser ud til at blive til en tv-serie i lighed med Shetland, og der kan også laves mange flotte naturpanoramaer. 

Letlæst hyggekrimi. 7 ud af 10 point.

Kate Rhodes
Flammer over havet
People’s Press, 2024 
375 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Maria Adolfsson: Et nødvendigt onde

Krimi og spænding Posted on 13 mar, 2024 20:04

Bogen er bind 6 i serien, der foregår på den fiktive øgruppe Doggerland ude i Nordsøen mellem Danmark og Storbrittanien – lige der hvor oldtidens Doggerland lå.

Jeg har allerede anmeldt de første 5 bind i serien – se her:

Fra bogens bagside:
Karen Eiken Hornby er blevet gift og skal ikke alene vænne sig til sit nye efternavn, Friis, men også til den nye og enerverende politichef, Hans Jangel. Efter hans tiltræden føler hun sig desuden truet i stillingen som kriminalinspektør hos Doggerland Politi.

Irritationen bliver ikke mindre, da Hans Jangel sender Friis ud til den feterede kunstner Raymond Osses imposante villa. Han er efter sigende forsvundet. Hvorfor sætter Jangel en af Friis’ rang på så simpel en sag?

I kunstnerens villa bliver Friis mødt af Raymond Osses to ekskoner og hans nye, unge kæreste. Tilsyneladende har Osse stadig tæt kontakt til ekskonerne, og den seneste er endda aldrig flyttet ud. Det viser sig også snart, at alle tre kvinder er begunstiget i testamentet, og det er bestemt ikke en lille formue, Raymond Osse råder over. Er det motiv nok til at ville slå ham ihjel?

Min anmeldelse:
Jeg har virkelig nydt at besøge Doggerland især i seriens allerførste bøger. Især her syntes jeg, at placeringen i Nordsøen viste sig i historien gennem den måde, forfatteren kombinerede krimitraditionerne i landene rundt om Nordsøen til sit helt eget mix.

I denne seneste er Doggerland blevet mere en kuriøs lokation bl.a. i kraft af sine særlige stednavne end den medspiller, stedet tidligere var i historien. Det gør denne bog til en mere almindelig krimi. 

Det er en spændende historie, det er stadig nogle interessante personer, personerne og deres relationer udvikler sig stadig, der er overraskelser undervejs, og slutningen lover en fortsættelse. Alle parametre for at være en god krimiserie er til stede, for forfatteren skriver godt og kan fortælle en god historie, men jeg havde forventet lidt ekstra ud fra erfaringerne med de første bind i serien. 

Jeg giver bogen 7 skydeskivepoint ud af 10 mulige ligesom bind 5 i serien, og det er stadig et stykke over midten.

Maria Adolfsson
Et nødvendigt onde
People’s Press, 2024 
357 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »