Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Michael Stanley: Mordet i Kalahari

Krimi og spænding Posted on 29 jul, 2023 21:54

Fra bogens bagside:
Smadret kranium, knækkede ribben og en sødlige stank af ådsel. Lad hyænerne æde kroppen – intet lig, ingen sag. Sådan går det dog ikke. Vildtfogederne fra Kalahari snubler over liget midt i hyænernes måltid. Mordet var alligevel ikke perfekt.

David ”Kubu” Bengu fra Botswanas afdeling for kriminalefterforskning tilkaldes. En efterforsker, hvis personlighed og fysik står perfekt mål med hans øgenavn, det setswanske ord for flodhest – et umiddelbart omgængeligt dyr, men i virkeligheden et af kontinentets dødeligste og mest vedholdende af slagsen.

Under et bjerg af løgne og mistanker finder Kubu frem til en kæde af forbrydelser, der fører til de mest magtfulde personer i landet – koldblodigt effektive og skræmmende indflydelsesrige fjender, der kan få enhver, der kommer i vejen for dem, til at forsvinde.

Min anmeldelse:
Opklaringen af identiteten på den døde mand fører Kubu rundt i mange retninger både geografisk og indholdsmæssigt. Turen går både rundt i Botswana og til forskellige steder i Sydafrika. Desuden bringer indsatsen ham i kontakt med forskellige samfundslag og interesser i begge lande – firmaer bag diamantminedrift, rige hvide forretningsfolk, korrupte politikere, bloddiamanter, naturbeskyttelse og indsatsen for de oprindelige folks rettigheder, en medicinmand og geologer.

På samme måde som vinklerne på historien er flere, så er Kubus indsats også på flere fronter, og det er der kommet en fascinerende historie ud af. Jeg synes altid, at det er interessant at læse en god historie, hvor der samtidig gives indblik i emner og miljøer, jeg ikke kender så meget til, og hvor jeg får min nysgerrighed til at opleve det stillet gennem et godt fortalt plot. Det var en rigtig god oplevelse at læse bogen, selv om oversættelsen flere steder var præget af direkte oversættelse fra engelsk. 

Kubu er en figur, der ikke ligner efterforskerne i andre krimier, og hans arbejdsmetoder er også anderledes end de flestes. Selv om det ikke er helt fair at sammenligne bogen med Alexander McCall Smiths serie fra Botswana – “Damernes Detektivbureau nr. 1” – med Precious Ramotswe i hovedrollen, så dukkede denne serie op i mit hoved. Heri er den mest dramatiske begivenhed dog, at en mekanikerlærling putter olie i hendes tekande, mens der på et helt andet niveau er godt gang i mordene og dramatikken i denne første bog om Kubu. 

Det faldt mig dog alligevel ind undervejs, fordi de afrikanske stemninger i begge bøger/serier er så central en del af læseoplevelsen. Den del af historien får mig til at finde paralleller mellem bøgerne OG til at få rejsefeber rettet mod at genopfriske sanseindtrykkene fra den afrikanske natur og kultur.

Endnu en parallel er det, at der er udgivet kogebøger med opskrifter på både Ramotswes og Kubus yndlingsmad.

Der er i øvrigt udkommet 8 bind i serien, og jeg er da spændt på, om forlaget opfylder sin forpligtelse til også at udgive resten. Det håber jeg da på!

Det bliver til sikre 8 skydeskivepoint her på bloggen, og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Michael Stanley
Mordet i Kalahari
Superlux, 2023
484 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: Forfatternavnet er et pseudonym for de samarbejdende Michael Sears og Stanley Trollip, der begge er pensionerede akademikere fra Sydafrika.



Deon Meyer: The Dark Flood

Krimi og spænding Posted on 19 jun, 2022 21:38

Fra bogens omslag – frit oversat:
En sidste chance. De to efterforskere Benny Griessel og Vaughn Cupido, blev næsten fyret fra elitestyrken Hawks, men blev kun deporteret til det mere frodige Stellenbosch. Deres første sag er efterforskningen af de  forsvundne studerende Callie de Bruin. Detver ikke den slags sager, de plejer at arbejde med, men snart tager den en dybt foruroligende drejning til det meget farlige.

En sidste chance. Økonomien det smukke Stellenbosch er blev totalt ødelagt af én person. Jasper Boonstra og hans enorme svindelnummer har fået hele ejendomsmarkedet til at bryde sammen. Det sker lige da ejendomsmægleren Sandra Steenberg har allermest brug for en stor handel. Hun har separat brug for indtægter til at finansiere familien med de små tvilllinger og en mand, der har orlov fra universitetet for at skrive en roman. Så får hun en henvendelse. Den er fra det sexistiske rovdyr og svindler Jasper Boonstra, som ejer en unik ejendom, der stadig er mange millioner værd.

Sandra gambler med stor risiko og en høj indsats, men det bliver en hel del værre.

Benny Griessel holder fast i sin afholdenhed og i det forhold, der har rettet op hans liv, men sandheden om den forsvundne studerende kan nemt føre til endnu flere problemer. 

Lidt om Deon Meyer:
Det ærgrer mig helt vildt, at ikke alle Deon Meyers bøger er oversat til dansk! 

Jeg har tidligere skrevet et indlæg på bloggen med titlen “Deon Meyer – Cape Town, bøger og filmatiseringer” Læs det her: http://blog.drustrup.dk/#post260

De første bøger, jeg læste af ham, var de sammenhængende “Jægerens hjerte” og “Jægerens bytte”. I den sidste er Benny Griessel en central person. De to bøger fangede mig, fordi de var rigtigt spændende og gav et kig ind i Sydafrika i årene efter Apartheid-styrets fald. 

Jeg blev for alvor fanget af Deon Meyer, da Benny Griessel blev hovedperson i sin helt egen serie, hvor de 3 første er oversat til dansk:

Disse bøger i serien er ikke oversat:


Fever 
Endelig vil jeg gerne anbefale denne forunderlige dystopiske roman, som er helt anderledes end Deon Meyers øvrige bøger, men som stadig foregår i Sydafrika ikke så langt ude i en fiktiv fortid.

Læs min anmeldelse og om bogen her: blog.drustrup.dk/#post96 og blog.drustrup.dk/#post119

Læs også et spændende interview med Deon Meyer om arbejdet med bogen HER

Min anmeldelse af The Dark Flood
Bogen fortsætter direkte fra tidligere begivenheder i serien, for de er årsagen til, at de to hovedpersoner skal forflyttes væk fra Cape Town og degraderes fra deres jobs i specialstyrken Hawks til det almindelige kriminalpoliti.

De havde nemlig , som de ellers var beordret til, ikke undladt at efterforske og afsløre korruption og andre forbrydelser i politistyrken og i det politiske system. Derfor får de nu mindre farlige sager at arbejde med som sagen om en forsvundet studerende. Men selvfølgelig går de imod ordrerne fra de øverste politichefer og ender med at blive blandet ind i nogle meget mere seriøse sager. Og det bliver også farligt.

Så er Deon Meyer på hjemmebane! Med Benny Griessel og makkeren Vaughn Cupido som effektive efterforskere leverer han en rigtigt spændende historie fra fascinerende Sydafrika. Samtidig afdækker han igen flere af de dårlige sider af det nye demokrati, og jeg må sige, at hans kritik er blevet skarpere af den manglende moral i dele af politiet og i det politiske system end tidligere.

Det er en velskrevet og fængslende historie, som fangede min opmærksomhed fra første side. Det skyldes kombinationen af flere elementer: indsigt i de to politifolks privatliv, deres samarbejde med de politifolk de stoler på, indholdet om Sydafrika i dag og hele opklaringsarbejdet. Tilsammen bringer det både Griesell, Cupido og læserne godt rundt i forskellige dele af det sydafrikanske samfund.

Jeg kan på set varmeste anbefale bogen – ja hele serien – som spændende og lærerig læsning. Det er politiromaner på et højt niveau og relevant samfundskritik i krimiregi oveni et aktuelt indblik i et interessant land.

Bull’s Eye – et pletskud med 10 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Deon Meyer
The Dark Flood
Hodder & Stoughton, 2022
407 sider



Karin Brynard: Weeping Waters

Krimi og spænding Posted on 12 feb, 2022 22:19

Fra bogens bagside: (oversat)
Albertis Markus Beeslar er en traumatiseret politimand, der har forladt både storbyens barske virkelighed og et brudt forhold i Johannesburg. Han har fået job langt ude i en lille by lige op ad Kalahari-ørkenen. Men hans drøm om landlig fred og ro bliver hurtigt brudt af en gruppe voldelige kriminelles brutale angreb. Samtidig har han besvær med at få et godt samarbejde med de helt nye og uerfarne lokale politifolk, Ghaap og Pyl, der også har besvær med at klare hans mere rå tone og gammeldags måde at arbejde på.

En smuk og excentrisk kunstner og hendes 4 år gamle adoptivdatter myrdes på en lokal gård, og de vrede, hvide farmere i området mener, at hendes bestyrer på gården helt sikkert er gerningsmanden, bl.a. fordi han er en gådefuld buskmand med hemmeligheder. Sammen med Ghaap og Pyl er Albertus nu placeret mist i et område medi massive fjendtligheder og racespændinger. De opdager her, at vold eksisterer på tværs af geografisk og etniske grænser.

Min anmeldelse:
Jeg opdagede bogen ved et tilfælde, og da jeg så, at en af mine yndlingsforfattere af krimier, den sydafrikanske Deon Meyer, havde kaldt bogen for bl.a. medrivende og fantastisk, fik jeg lyst til at læse den. Og heldigvis fandtes den på Mofibo. Værre er det, at fortsættelserne ikke kan læses der!  Det er nemlig en rigtigt spændende krimi, en bog fra et land, der interesserer mig, og ikke mindst er det en god historie med relevante konflikter.

Først vil jeg præsentere jer for en fantastisk titel på afrikaans: Misdaadsskrywer. Det er nemt at forstå ordet, hvis man udtaler det lidt på jysk. Så dukker betegnelsen på en krimiforfatter op: misdådsskriver. Dejligt ord, som jeg vil til at bruge af og til.

Bogen udkom første gang i 2009 på afrikaans og første gang på engelsk i 2014. Selv om bogen således er nogle år gammel, og den politiske situation har ændret sig – ikke nødvendigvis og på alle punkter til det bedre, så er bogen et rigtigt godt bud på en spændende krimi, der tager temperaturen på situationen i et land, der som et ungt demokrati ikke har fundet sine egne ben. Det gør den med en række interessante personer, hvor især politifolkene står stærkt i en barsk historie om bl.a. racekonflikter, utryghed og selvtægt. Det sker selv om – eller måske fordi? – forfatteren bruger klassiske krimiforfattergreb. 

Som tidligere skrevet, så vil jeg meget gerne følge politifolkene i flere spændende bøger og samtidig  på den måde finde ud af, hvordan denne forfatter beskriver udviklingen i Sydafrika. 

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint og anbefaler at læse den på Mofibo, hvor jeg fandt den. #mofibo

Karin Brynard
Weeping Waters
World Noir Europa Editions, 2018
512 sider

PS
Jeg har på min blog tidligere skrevet om afrikanske krimier og krimiforfattere. Se her:

Krimier der foregår i Afrika – //blog.drustrup.dk/#post83

Deon Meyer – Cape Town, bøger og filmatiseringerhttp://blog.drustrup.dk/#post260



Thomas Rydberg: Sydafrikansk vin

Alt muligt andet godt Posted on 22 okt, 2020 21:42

Uddrag fra bogens bagside:
Sydafrika har en rigdom af historie, kultur og ikke mindst verdens måske smukkeste vinområder. Sydafrika har faktisk en flere hundrede år gammel vintradition. Når man besøger vinhusene, har mange af dem produceret vin i 300 eller 400 år. 

Der produceres i dag vine fra seks officielle regioner, 26 distrikter, 67 underdistrikter (wards) samt estates, dvs. individuelle vingårde, primært i det sydvestlige hjørne omkring Cape Town.

Så alt i alt fortjener dette smukke land i det sydligste Afrika, at der sættes fokus på det, der sker på vinfronten og på de mange nye unge vinmagere, som sammen med den etablerede industri er ved at transformere landets vinindustri og løfte den op blandt de allerbedste i verden.

I Sydafrikansk Vin kan man læse om alle områderne. Opslagsværket indeholder nyttig viden om næsten 500 sydafrikanske vine samt uddybende beskrivelser af vinhistorien, regler, de gængse druer og selve vinproduktionen.

Min anmeldelse:
Emnet er i de bedste hænder hos Thomas Rydberg, der har skrevet om vin og spiritus i mange år bl.a. som vinanmelder og som forfatter til flere bøger og tidsskriftartikler. Ud over viden bæres bogen også af engagement, og det er et godt udgangspunkt. 

Forfatteren, som første gang var i Sydafrika i 2004 og har besøgt landet næsten hvert år siden bl.a. efter gode vinoplevelser, slutter sin indledning sådan: Det har altid undret mig, at der ikke fandtes nogen grundig og god bog om sydafrikanske vine på dansk— så derfor besluttede jeg mig for, at det nu måtte være på tide.

Jeg forstår ham fuldstændig. Efter 5 rejser til landet, efter at have smagt mange sydafrikanske vine og efter at have læst flere udenlandske bøger (se billedet herunder) om emnet, var jeg meget spændt på at læse denne første bog om sydafrikansk vin på dansk.

Først lidt om bogens mange, flotte billeder. De er generelt informative og stemningsfulde – dog enkelte gange lidt for Photoshop postkortagtige, men som helhed gav de mig vildt meget lyst til et gensyn med landet!

Det er dog især teksten, jeg er imponeret af i form af den mængde viden, der formidles rigtigt godt i bogen! Forfatteren kommer hele vejen rundt om emnet fra grundlæggende information om vinproduktionen og præsentation af udviklingstendenserne til gennemgang af de enkelte vinområder helt ned til beskrivelse af udvalgte vingårde og deres vine. Endelig er der en konkluderende liste over hans udvalgte 101 bedste sydafrikanske vine. Jeg har smagt flere af dem,  og de er efter min mening godt valgte, men jeg har endnu flere af vinene på listen til gode, og dem vil jeg glæde mig til.

Jeg vil også se frem at gå endnu mere på opdagelse i bogen, og det bringer mig til en opfordring til alle vinentusiaster og alle der er nysgerrige efter at gå på jagt efter nye oplevelser i den verden:

Gå på opdagelse i bogen, prøv forskellige slags sydafrikanske vine og ikke mindst: tag en tur til Sydafrika, og selv om der er store naturoplevelser i landet så husk også at sætte god tid af til besøg i vinområderne!

Jeg giver meget gerne bogen mine maksimale 5 sikre stjerner – og denne gang er de fra den sydlige halvkugles stjernehimmel!

Thomas Rydberg
Sydafrikansk vin
Rydberg Publishing, 2020
265 sider

Bogen er læst som e-bog fra forlaget.



Deon Meyer: The Last Hunt

Krimi og spænding Posted on 03 maj, 2020 18:57

Mens den sydafrikanske forfatter Deon Meyer har stor succes både nationalt i sit hjemland og internationalt har han desværre kun haft begrænset succes i Danmark. Det skyldes garanteret, at hans bøger er kommet på skiftende forlag, så der ikke har været så gode  markedsføringsmuligheder, som hvis bøgerne var kommet på samme forlag hele tiden. 

Jeg har læst alle hans bøger – også dem, der kun er kommet på engelsk. Sommeren 2019 skrev jeg en præsentation af forfatteren – læs her: https://blog.drustrup.dk/?p=9 

Siden har jeg læst og anmeldt “The Woman In The Blue Cloak”, der også indgår i serien med bøger, hvor Benny Griessel er hovedpersonen. Læs anmeldelsen her: http://blog.drustrup.dk/#post263 

Nu er næste bind i serien udkommet – “The Last Hunt” med titlen “Prooi” på afrikaans (på dansk betyder det “Bytte”, og heller ikke den er oversat, så jeg har investeret i den, læst den på engelsk og anmeldt den her:

Handlingen “The Last Hunt” som beskrevet på omslaget og udvidet lidt:
Kaptajn Benny Griessel og Vaughn Cupido får overdraget en cold case, hvor liget af den tidligere betjent Johnson Johnson er blevet fundet langs en jernbane. Tilsyneladende er han sprunget ud af Sydafrikas – måske verdens – mest luksuriøse tog. To mistænkelige mænd, der var set sammen med ham, er fuldstændig forsvundet. Det almindelige politi har ikke kunnet opklare sagen, og andre er ude på at forhindre en opklaring. Hvorfor?

Undervejs efterforsker de i det skjulte, om et andet dødsfald er et selvmord, eller der er tale om et mord. Samtidig skal sørge for at undgå at skabe opmærksomhed fra andre dele af politiet eller regeringstjenester om deres efterforskning

Imens har sydafrikanske Daniel Darret etableret sig med en ny og anonym tilværelse på et andet kontinent – i Bordeaux. En stille tilværelse. Men der bliver nu igen brug for hans tidligere evner som international lejemorder og snigskytte, og han har ikke mulighed for at sige nej. Han må jage igen, og byttet er hans hjemlands korrupte præsident, mens han er på statsbesøg i Frankrig.

Alle tråde i historien spindes sammen til én samlet tråd, og det sker i et vildt tempo for at nå et resultat, inden det er for sent. Politistyrken Hawks skal finde ud af baggrunden for mordet på Johnson. Daniel skal undgå de russiske agenter, der er på sporet af ham. Benny Griessel skal overleve længe nok til endelig at tage endnu et vigtigt skridt mod en ny tilværelse ved at fri til Alexa Bernard.  

Min anmeldelse:
Der er ikke nogen grund til at fortælle mere om handlingen, der undervejs bringer læseren rundt i den aktuelle situation i dette fantastiske og fantastisk komplekse land. I alle sine bøger har Deon Meyer haft den politiske og den økonomiske situation med som en central del af i handlingen. Og det kulminerer indtil videre i denne nye bog.

Beskrivelserne af de vilkår, Griessel og Cupido har at arbejde under som ærlige politifolk med etik og moral i behold, er de hidtil mest groteske og skræmmende i forfatterskabet, men de er desværre nok ikke så langt fra virkeligheden. De kæmper mod korruption og nepotisme på alle niveauer helt op til regering og centraladministration. Heller ikke mht. den i bogen navnløse præsident for landet lægges der fingre imellem! Beskrivelserne af hans måde at regere på er lige så vilde mht. f.eks. bestikkelsessager, som virkelighedens historier har været i forbindelse med den tidligere præsident Jacob Zuma. Men navnet nævnes ikke i bogen. Deon Meyers kritiske vinkel på situationen ender som beskrevet tidligere da også med planlæggelsen af et attentat mod ham.

Hvordan det går med alle dele af historien – dødsfaldet i Rovos Rail, selvmordet/mordet, attentatet på præsidenten og Griessels frieri – afslører jeg selvfølgelig ikke, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg endnu en gang blev voldsomt fascineret af en historie fortalt Deon Meyer. Jeg er blevet fanget ind af hans greb om at kombinere en spændende og relevant krimihistorie med et på alle måder spændende indblik i lands situation. Det kan ikke gøres bedre og mere kontant!

Prøv selv! Læs serien med Benny Griessel og Vaughn Cupido og få nogle rigtigt gode og spændende historier samtidig med et indblik i Sydafrikas udvikling de seneste år og den aktuelle situation. Læs de første 2 på dansk: Tretten timer (1), Syv dage (2). Fortsæt på engelsk med Cobra (3) (selv om den er oversat til dansk), Icarus (4), The Woman In The Blue Cloak (5) og slut med denne helt nye “The Last Hunt”.

Jeg giver med fornøjelse bogen 9 skydeskivepoint her og 5 store krimihjerter på Krimifan.dk.

Deon Meyer
The Last Hunt
Hodder & Stoughton, 2019
374 sider

PS: Vil du se billeder fra nogle af stederne, hvor bogen foregår, så se her på forfatterens hjemmeside: https://www.deonmeyer.com/b_lasthunt.html 

PPS: Jeg har lige set, at fortsættelsen af serien kommer på afrikaans til november. 



Jonny Steinberg: Midlands

Krimi og spænding Posted on 19 okt, 2019 19:44

Journalistisk dokumentarberetning om et mord på en ung, hvid landmand i 1999 i Sydafrikas KwaZulu-Natal-provins.

Mordet er ikke et røveri, men ligner en regulær henrettelse. Journalisten Jonny/Jonathan Steinberg rejser nogle år senere til området for at undersøge sagen. Her viser det sig, at lokale, sorte landarbejdere siger, at landmanden selv var ude om det. Landmandens far siger, at der er tale om et politisk komplot, i forbindelse med at han og naboerne forsøges tvunget væk fra deres gårde og jord.

Journalisten regnede med, at skulle skrive en sag om en fortid, der lå tæt på apartheidstyrets fald,  men ender med at afdække en sag, der breder sig frem til nutiden. Derfor er bogen også kommet i flere oplag, siden den kom første gang i 2002. Den udgave, jeg købte, er fra 2016.

Det viser sig at være en sag med mange flere dødsfald i en kamp mellem to sider af det sydafrikanske samfund – de sorte og de hvide. På den måde bliver bogen til et stykke dramatisk og velskrevet undersøgende journalistik med hele situationen efter apartheidstyrets fald som tema. Der ligger et enormt stort arbejde bag bogen, hvor mange personer interviewes, og mange dokumenter studeres. På den måde afdækkes og beskrives problemstillinger, som er svære at tage op i Sydafrika, og det gør Steinbergs bog endnu mere relevant og vigtig, at den faktisk tager fat i disse emner.

Titlens “Midland” henviser ikke kun til den geografiske lokalitet, men især til stedet mellem hjerte og forstand, mellem dem der ejer noget og dem uden, mellem fortid og nutid samt mellem myter og sandhed.

Jeg faldt for noget tid siden over bogen på Amazon, fordi jeg var i gang med at finde og købe bøger om Sydafrika – fagbøger og krimier, og bogen lød så interessant, at den kom med i indkøbskurven. Det fortrød jeg bestemt ikke, da jeg senere læste den! Det var rigtigt spændende læsning, og jeg fik udbygget min viden om det interessante land, som jeg har besøgt flere gang, og som jeg på igen måde er færdig med at fordybe mig i.

Jeg havde dog ikke umiddelbart regnet med at anmelde den på min blog, men da jeg i Weekendavisen 27. september 2019 læste en reportage fra to samtidige sydafrikanske litteraturfestivaler, fandt jeg bogen frem igen og skrev denne anmeldelse. Journalist Joakim Jakobsen havde nemlig i avisen en rigtig god artikel herfra, hvor han fortæller om et arrangement, hvor Jonny Steinberg havde en samtale med andre forfattere om deres nye bøger og om Sydafrika i dag. I artiklen roses Jonny Steinberg generelt for sit grundige journalistiske arbejde, og der fokuseres på hans seneste bog “One day in Bethlehem” om den i 1992 uskyldigt morddømte, sorte Fusi Mofokeng, der først løslades i 2011. Den må jeg se at få fat i!

Det er en bog, der vækker eftertanke og bekymring, og jeg kan på ingen måde give den mindre  end mine maksimale 5 stjerner!

Jonny Steinberg
Midlands – A Very South African Murder
Jonathan Ball Publishers, 2002 (2016-edition)
256 sider