Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Hans Gregersen: Underdanmark – livet på samfundets bund

Alt muligt andet godt Posted on 10 nov, 2023 00:06

Fra bogens bagside:
Bogen er en anden danmarkshistorie end den sædvanlige. Det er ikke en fortælling om konger, adelige, borgerskabet eller andre personer fra Overdanmark. Hovedpersonerne er derimod den store majoritet af underdanskere, der udgjorde samfundets nederste klasser, og som sjældent bliver trukket frem i lyset – tiggere, fattiglemmer, bødler, psykisk syge, prostituerede, natmænd, rakkere, fæstebønder, husmænd, landarbejdere, tyender og de første industriarbejdere.

I Underdanmark er vi med natmanden på hans tur rundt i byen for at tømme lokumstønderne, vi kigger indenfor til de gale i dårekisterne, vi oplever fæstebondens og landarbejderen tunge slid på marken og i stalden, og vi ser de usle vilkår, som mange gårdejere bød deres karle. 

Underdanmark fokuserer på årene fra omkring 1600 og frem til 1933, hvor reformerne med Kanslergadeforliget lagde grunden til vores nuværende velfærdssamfund.

Min anmeldelse:
Den bog var på mystisk vist gået under min bogradar. Mystisk fordi jeg plejer at være opmærksom på bøger, der har relevans for mine mangeårige aktiviteter som frivillig i et lokalhistorisk arkiv – og så er en af bogens historier endda fra mit arkivs lokalområde. 

Det sidste blev jeg (sammen med hele bogen) først opmærksom på, da en af mine gode og nysgerrigt læsende venner anbefalede bogen meget, meget varmt med bl.a. denne karakteristik: 

Bogen er en interessant beskrivelse af forholdene for vel 70 % af befolkningen i mange hundrede år, og så er fortællingen krydret med personbeskrivelser fundet i kirke- og sognebøger.

Og så fortalte han især om den lokale historie. Mere om den nederst i anmeldelsen.

Gennem omfattende research og med rigtigt mange eksempler – se bare den lange litteraturliste! – beskriver forfatteren de fattiges vilkår helt fra middelalderen med særlig grundighed fra ca. 1600 og frem som det også står på bagsiden.

Han beskriver de økonomiske og politiske forhold med særlig vægt på den økonomiske struktur i de tidsperioder, han gennemgår. Han beskriver de tiltag, der blev taget ikke for at begrænse fattigdommen, men for at gøre noget for at sikre, at de fattige ikke tiggede og drev rundt som løsgængere. Midlerne var f.eks. arbejdsanstalter og fattiggårde, og der er nogle barske vilkår, de indsatte/indlagte levede under her.

Det er nogle barske historier fra virkelighedens Danmark – eller rettere Underdanmark, som forfatteren har fundet frem, og der er mange hårde skæbner Noget af det, der i bogen fangede mig mest, var beskrivelsen af Guldalderen, som bl.a. beskrives på de flotte skønmalerier af en lang række gode malere, mens virkeligheden for de samtidige fattige var ganske anderledes! Den kontrast blev her ridset ekstra tydeligt op for mig, men kontrasten mellem overdanmark og underdanmark demonstreres grundigt på alle måder og gennem hele perioden. 

Det er stærk og tankevækkende læsning samt gribende og dygtig formidling på højt niveau – ubetinget til mine maksimale 5 stjerner.

Hans Gregersen
Underdanmark – livet på samfundets bund
Turbine, 2023 
483 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Som arkivleder af det lokalhistoriske arkiv for Øster Brønderslev-Hallund kendte jeg godt historien om den besværlige familie, der i 1880’erne blev sat ind på Kommunens fattiggård. Den unge Ane Marie flyttede hertil i 1882 sammen med 4 små børn, mens hendes mand først flyttede ind i 1884 som 53-årig – og kom tilbage i 1889. Sognerådet havde nemlig i 1887 efter flere problemer med at få ham til at arbejde fået ham overført til et års ophold i tvangsarbejdsanstalten i Horsens!

Her er nogle billeder fra fattiggårdens protokol, som er i det lokalhistoriske arkiv:
Først indførslen hvor børnenes far, Christian Sørensen indtræder – og med tekst om hans anbringelse på tvangsarbejdsanstalten.

Derunder beskrivelsen af, hvad den unge barnemoder, Ane Marie, havde med sig, da hun kom ind på fattiggården med 4 børn, samt hvad hun senere modtog.



Martin Holmén: Slugger

Krimi og spænding Posted on 12 apr, 2020 17:38

Den er den afsluttende del af trilogien om den tidligere bokser, Harry “Kvisten” Kvist, der nu frister en barsk tilværelse i et kriseramt og mellemkrigspræget Stockholm.

Jeg har med stor fornøjelse læst de første to bøger i serien. Læs anmeldelserne og om serien, der for alvor har været meget helt særligt for mig at læse.
Clinch HER
Nede til tælling HER

“Kvisten” har i de første bøger levet livet farligt, men altid med et håb om og planer for en bedre fremtid. Således også i denne afsluttende historie, hvor målet for “Kvisten” er at skaffe penge nok til at emigrere til USA og en genforening der med sin datter. Men inden det afsløres som en succes eller ej – og det afsløres ikke i denne anmeldelse! – skal han igen så meget grusomt igennem. Det sker i forbindelse med hans aktive medvirken til opklaringen af et bestialsk mord på en god ven og præst. Det involverer et opgør mellem forskellige forbrydergrupper i Stockholm, og samtidig spiller et voldsomt korrupt politi og en aktiv gruppe svenske nazister også centrale roller.

Det sidste bidrager til et stærkt tidsbillede, og det underbygges af et fantastisk stemningsskabende og intenst sprog. Tid, sted, handling og personer samt hele miljøet beskrives, så alle sanser bliver tilfredsstillet. Alene for fortællestilen og sprogets skyld er det ubetinget meget værd at læse bogen, uanset om man er til krimier eller ej. Det er der mange eksempler på, og alene en dramatisk og voldsom scene, som i virkeligheden kun ville vare få minutter, beskrives så intenst og grundigt, at jeg kom til at tænke på Sergio Leones måde at filme og klippe duelscenen i den fantastiske westernklassiker “Den gode, den onde og den grusomme”. Eminent!

Fra bogens bagside:
Stockholm 1936. Harry “Kvisten” Kvist var engang en lovende mellemvægtsbokser, men arbejder nu som gældsinddriver. Da hans ven, præsten Gabrielsson, bliver fundet brutalt myrdet ved alteret i Katarina Kyrka på Södermalm, anstrenger politiet sig ikke synderligt for at opklare sagen. På samme tid kæmper Stockholms kriminelle om byens distrikter, og Kvisten bliver viklet ind i en speget sag, der har tråde hele vejen til Tyskland. Et Tyskland hvorfra nazismen kaster sin lange skygge over et ustabilt Europa.

______________

En fantastisk godt skrevet og intens afslutning på en fascinerende trilogi. Også dette bind får 9 sikre point på min krimiskydeskive, og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Martin Holmén
Slugger
Turbine, 2020
372 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Martin Holmén: Nede til tælling

Krimi og spænding Posted on 06 jan, 2020 11:08

Fra forlagets omtale:
Året er 1935. Eksbokseren Harry “Kvisten” Kvist er knap nok blevet løsladt fra Långholmen, før et gammelt løfte tvinger ham tilbage på samfundets skyggeside.

I “Nede til tælling” tager handlingen fart, da Kvisten hører om mordet på hans gode veninde, vaskekonen Beda. Politiet mener, den skyldige er Bedas retarderede søn og vil låse ham inde på et sindssygehospital, men den køber Kvisten ikke, og han indleder sin egen efterforskning af mordet sammen med Bedas datter. Et mord, der viser sig at have tråde til både psykopatiske gangsterbosser, lurvede forbrydere og byens fornemmeste spidser.

Der er ingen vej tilbage. Nu handler det om at dræbe eller blive dræbt.

Min anmeldelse:
Bogen er anden del af den planlagte trilogi om den tidligere bokser “Kvisten” og hans mere end tvivlsomme aktiviteter i den fattigste del af et kriseramt Stockholm i 1930’erne

Første del hed “Clinch”, og den anmeldte jeg HER
Læs anmeldelsen og find ud af, hvordan jeg både faldt over og for den bog, der var noget helt unikt i en krimiverden med en hel del skabeloner i plots og hovedpersoner.

“Clinch” er på alle måder speciel, selv om jeg skrev sådan: “Bogens på én gang hårdt ramte og hårdtslående hovedperson “Kvisten” er et herligt bekendtskab, der fik mig til at mindes Dashiell Hammetts Sam Spade og Raymond Chandlers Philip Marlowe, men her i en særlig, svensk version.”

I denne fortsættelse får det hele yderligere et twist eller to, og bogen gør serien til noget endnu mere særligt. De problemer, som “Kvisten” kommer ud for i sin søgen efter sandheden bag sin venindens død, bringer ham endnu længere ud. Samtidig udfordres hans kærlighedsliv yderligere, og det er bl.a. hans seksualitet, der udgør hans drivkraft og gør hovedpersonen til noget særligt.

Dertil kommer en medrivende miljøskildring, hvor teksten appellerer til alle læserens sanser, også når det bliver koldt, grimt og blodigt. Og bogen er alle delene. Uden at afsløre noget af handlingen, vil jeg sige, at “Kvisten” på alle udfordres maksimalt, og at han må overskride alle grænser for at undgå selv at blive myrdet.

Bogen og serien er ikke for de krimilæsere, som vil læse femikrimier, bøger om bestialske massemordere eller klassiske politikrimier. Det er en bog/serie for de krimilæsere, som gerne vil udfordres, der gerne vil lære om en anden tid og andre miljøer, og som vil give sig selv den fornøjelse at læse en særlig krimi og en god historie.

“Kvisten” lægger i denne bog planer for en mere fredelig og kærlig fremtid, så der er selvfølgelig tråde til sidste del af trilogien, hvor vi utålmodige læsere så må vente på at finde ud af, om alt – eller i det mindste bare lidt – ender godt, eller om det barske og trøstesløse får overtaget.
(Bare ikke den sidste del af trilogien hedder ”Knockout”)

Bogen får 9 sikre point på min skydeskive!
Og jeg giver den 5 krimihjerter på krimifan.dk

Martin Holmén
Nede til tælling
Turbine, 2019
321 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.