Fra bogens bagside: Jan Guillous klummer i svenske Aftonbladet har handlet om alt lige fra forestillingen om, at de fattige får det bedre af skattelettelser til de rige, over kravet om hårdere straffe og flere fængsler til striden om de svenske ulve. Men allermest om terrorisme og om lighed for loven.
I de senere år har klummerne haft særligt fokus på den voksende højreekstremisme, som Jan Guillou anser for den største trussel mod det svenske demokrati siden Anden Verdenskrig.
Min anmeldelse: Mens jeg venter på den kommende og overraskende bog fra Guillous pen, har jeg nydt denne samling klummer, hvor hans skarpe meninger formidles klart og kontant. Jeg har aldrig været i tvivl om hans holdninger, som jeg tidligere har mødt i debatter på f.eks. Bok& Bibliotek, og som jeg også har fundet i hans fascinerende bog “Ordets magt og afmagt : mit skrivende liv” (2007), der viser hans store samfundsengagement. Alligevel var det en god oplevelse igen at læse hans knivskarpe og velformulerede argumentationer for sine synspunkter på en bred vifte af emner.
Uanset om man er helt eller delvist enig med Guillou eller ikke har sympati for hans holdninger, vil man helt sikkert kunne nyde hans formuleringer og måde at argumentere på. Samlingen af klummer er et godt tidsdokument.
Den bog, jeg venter på, er “Den der dræbte helvedes engle”, hvor 2 pensionister fra tidligere bøger af Jan Guillou, Erik Ponti og Carl Hamilton, har slået sig sammen. Forlaget beskriver bogen sådan: “Det er den spændende første bog i en vild romanserie, hvor to af Guillous mest ikoniske karakterer slår pjalterne sammen for at kæmpe mod ekstreme kriminelle organisationer, der skaber uretfærdighed og ondskab i samfundet.” (Den udkommer 24. maj)
Der er en klar forbindelse til Jan Guillous holdninger fra klummerne, som jeg meget gerne giver 4 stjerner på min blog.
Jan Guillou At skrive i svære tider : Kommentarer 2005-2021 Modtryk, 2022 291 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Lars er flygtet til Costa del Sol, hvor han forsøger at drikke sig ihjel. De daglige drukture resulterer i store, sorte pletter i hukommelsen. En morgen vågner Lars med en død kvindes pengepung i sin varetægt, og det eneste, han kan huske, er, at han stod bøjet over hende aftenen før på havnen i Caleta de Vélez.
Kvindens pung indeholder hemmeligheder, som nogen vil slå ihjel for at få tilbage. Lars bliver derfor hvirvlet ind i en sag, der trækker tråde fra den danske Statsminister over PET til MI6 og det danske efterretningsvæsen.
For Lars bliver den døde kvindes pung et spørgsmål om liv eller død. For at overleve bliver det nødvendigt for ham at tage til Danmark og konfrontere alt det, han i sin tid flygtede fra.
Sandheden folder sig ud som en russisk matrjoska-dukke. Hver gang vi tilsyneladende kommer ind til sandheden, gemmer der sig en ny sandhed inde i den.
Min anmeldelse: Der er en grund til, at Lars forsøger at drikke sig ihjel for de sparsomme penge, han får hver måned fra Danmark. Jeg vil ikke fortælle hvorfor.
Der er også en grund til, at en mystisk kvinde krydser hans spor. Heller ikke hende jeg fortælle mere om.
Det samme gælder grundene til, at efterretningstjenester og en privat russisk militærgruppe jagter Lars.
Endnu et svar, jeg vil lade læserne selv finde undervejs, er svaret på spørgsmålet om, hvorfor Lars flygtede fra Danmark, og om det mon er sikkert for ham at vende hjem.
Det er en spændende thriller med en international baggrund og om et menneskes deroute på en tvivlsom baggrund.
Da jeg interviewede Per Lau Jensen på Krimimessen 2022, snakkede vi om hans forfatterskab, hvor denne bog mindst er nummer 6. Uden at være personligt inspireret, så foregår den steder, hvor Han har boet og arbejdet, så lokalkoloritten er helt i orden. Men kommer du til Malaga, så lad dog være med at lede efter Lars’ stambar.
Det er Per Lau Jensens mest actionfyldte bog, og netop spænding og action har været hans mål med bogen. Der er ingen egentlig morale bag plottet, men emner som forretningsmoral og ærlighed – eller måske mangel på samme – indgår som centrale emner.
Den overraskende slutning efterlod mig med lyst til at vide mere om, hvordan det vil gå med de to hovedpersoner, Lars og Sofie, men der kommer ikke en fortsættelse, så man må selv tænke videre.
Som en spændende bog med sammenhængende og overraskende handling giver jeg den gerne 7 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.
Per Lau Jensen Flyet til Casablanca Superlux, 2021 460 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Det er en solrig septemberdag, og det vrimler med mennesker i hovedstaden Dunker. Doggerlands første pridefestival afholdes, og den samtidige valgkamp er i sin slutspurt med mange aktiviteter.men pludselig afbrydes den glade stemning af skud, og panikken breder sig. Syv mennesker bliver dræbt, og endnu flere mere eller mindre sårede. Det er det værste, der nogensinde er sket i Doggerland. Har landet været udsat for sit første terrorangreb?
Kriminalbetjent Karen Eiken Hornby befinder sig også i mængden, nu 49 år og højgravid. Hun kommer i sikkerhed under skyderierne, men er alligevel opsat på at afklare, hvor de kommer fra. Da hendes kollegaer endelig når frem, bliver det starten på Doggerlands største politiundersøgelse.
Min anmeldelse: Mange krimier foregår på faktiske og spændende steder, og hvis jeg kunne besøge Doggerland, ville jeg helt sikkert tage afsted. Det er stedet med sin forunderlige blanding af kulturer fra landene rundt om Nordsøen, der for mig gør serien til noget særligt.
Dette er bind 4 i serien. Jeg har anmeldt de første her, og jeg også skrevet om Doggerland, og hvad stedet er bygget på:
Jeg er fascineret af stedet og af den måde Maria Adolfsson trækker på krimitraditioner fra England, Skotland, Norge, Danmark og (især) Sverige. Men jeg må indrømme, at fascinationen daler lidt, efterhånden som serien bliver længere. Det er som om, Karen Eiken Hornbys privatliv fylder mere og mere, og det er ikke blevet bedre i dette bind 4. På den måde skifter stilen lidt i retningen af de svenske skærgårdskrimier, og det jeg ikke den store krimifan af.
Selve handlingen er dramatisk og spændende, så jeg læste meget gerne bogen og var godt underholdt, men jeg fandt bogen mere mainstream svensk, end jeg havde håbet på. Der er dog ikke noget galt med bogen, men når man som læser forventer noget andet, end man får, er det så forventningerne, der er noget galt med – eller?
De første 2 bind i serien gav jeg 9 skydeskivepoint, mens bind 3 fik 8, og det kan heller ikke blive til mere til denne bog, og det er jo heller ikke dårligt. Nu venter jeg bare på at finde ud af, om næste bog er med en billet retur til Doggerland. 4 krimihjerter på Krimifan.dk.
Maria Adolfsson Løb eller dø People’s, 2022 383 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Kan også læses på #mofibo
Fra bogens bagside: Det er forår, og isen bryder op på Torneälven. Isflagerne rejser sig og kravler rasende op på bredden. Ragnhilds Pekkari har bestemt sig – det bliver hendes sidste forår. Netop som hun begiver sig ud i landskabet på sin sidste skitur, ringer hendes telefon: En mand er bekymret for hendes bror, som hun ikke har set i årevis.
Retsmediciner Lars Pohjanen beder Rebecka Martinsson om at efterforske et mord, der er faldet for forældelsesfristen. Hun påtager sig sagen, selv om hun egentlig er udbrændt og træt af sit arbejde.
Snart lander endnu en mordefterforskning på hendes skrivebord, og sporene smelter sammen med mørke hemmeligheder i Rebeckas egen familiehistorie.
Min anmeldelse: Lige siden jeg læste Åsa Larssons første roman i serien om Rebecka Martinsson, har hun stået som Sveriges suverænt eneste krimidronning. Og selv om hun med denne bog slutter serien, så abdicerer hun på ingen måde set fra min bogreol. Den position er ikke truet, sådan som krimiverdenen ser ud på den anden side af Øresund.
På én gang både glæder og ærgrer jeg mig og over bogen. Jeg glæder mig meget over, at Åsa Larsson alligevel skrev endnu en bog i serien. Hun havde ellers for flere år siden proklameret, at serien var slut, og hun var begyndt at lave gode letlæsningsbøger til og sammen med børn. Jeg ærger mig, fordi hun på Krimimessen i Horsens slog fast, at “Fædrenes synder” er den endelige slutning på historien om Rebecka Martinsson.
Åsa Larsson deltog i flere samtaler og interviews på Krimimessen, og jeg oplevede hende bl.a. interviewet af Janni Pedersen. Et fremragende interview og en snak mellem to gode forfattere.
Åsa Larsson fortalte bl.a., at hendes forhold til romanfiguren Rebecka har udviklet sig siden første bog, hvor hun næsten syntes, de var søstre, til nu hvor hun nærmeste føler sig som hendes mor og har lyst til at sige: Så tag dig da sammen! Rebecka er nemlig altid i krise i en dårlig personlig situation.
Alligevel sagde hun, at hun har efterladt Rebecka på et sted, hvor hun synes, hun bør være. Hun sagde også, at det var sørgeligt at sige farvel til Rebecka, men det betyder ikke, at det ikke er rigtigt. Hun sagde også: “Det gør ondt at tage afsked med hende, men det har været nødvendigt for at udvikle mig som forfatter.”
_______
Ud over at være en spændende og fascinerende krimi, hvor Rebeckas personlige situation endnu engang bringer hende langt ud og langt ned, bliver de aktuelle og historiske familierelationer i det lille nordsvenske samfund af afgørende betydning. Konflikterne er generationsdybe, og Rebecka har del i dem.
Alene den del af bogen gør den værd at læse, men der er mere oven i det kriminelle, der tilfører bogen værdi som fremragende litteratur.
Naturen, regionen Nordsverige, miljøet og det dogmatisk religiøse samfund er altid grundlæggende elementer i hendes bøger. Og denne gang er der desuden tale om problemerne med minedriften i Kiruna og forbrydelsen mod Kiruna som by i form af flytningen af hele byen, udnyttelsen af Nordsveriges ressourcer og den nationale nedprioriteringen af hele regionen som andenrangs.
De to dele hænger uløseligt sammen og interagerer, og her opstår bogens magi, som i dette bind af serien har en skarp regionalpolitisk tone.
To bonusoplysninger fra Krimimessen: 1) I bogen medvirker en far og søn, der begge er boksere. De figurer blev Åsa Larsson inspireret til, da hun tilfældigt møde en bokser, mens hun ventede på at komme i studiet til en TV-optagelse. Det var nogle inspirerende snakke de havde!
2) Der har altid været hunde med i Åsa Larssons bøger, og det er der også i denne. Hendes redaktør forslog, at de ikke skulle fylde så meget, og at man da ikke behøvede næsten at kende alle hundens stamtavler. Åsa Larsson insisterede på ikke at slette noget som helst om hundene – og godt for det.
10 sikre skydeskivepoint som et pletskud og de desværre maksimale 5 krimihjerter på krimifan.dk.
Fra bogens bagside: Drømmerig eller rig på drømme kan man blive helt uden at skulle spare på noget.
På rejsen gennem livet kan drømme være nyttige vejvisere. Både de søde og de uhyggelige. Om de går i opfyldelse, kan man ikke være sikker på, og på den måde kan drømmerig komme til at minde om ordet drømmeri. Et ord fyldt med noget håbefyldt og æterisk.
Læseren af denne fragmentroman oplever gennem fortælleren forskellige episoder, som kunne minde om ubearbejdede drømme.
Historien er fortalt kronologisk fremadskridende. Men forunderligt nok virker det, som om fortælleren sidder og mindes brudstykker af sit liv i tilbageblik. Drømmedråber eller dagsrester om man vil, der fortæller om et indre liv gennem ydre hændelser.
Poesien er underspillet, tanker og indtryk hvirvler rundt – så hold god fast.
Er fortælleren død, eller er han i live, når han drysser sine erindringsmosaikker ud i bogen? Vi ved det ikke.
Hvis man kan forbinde historierne med hinanden, er denne bog en roman. Hvis man ikke synes, at historierne har noget med hinanden at gøre, så læser man en lang række yderst forskellige logbogsdrømme. Begge dele går an.
Min anmeldelse: Som anmelder/blogger er det risikabel, når man, som jeg har gjort det, lover at læse og anmelde en tidligere kollegas seneste bog. Når nu det var Bjarni Aakesson Filholm, der spurgte, så turde jeg godt, da jeg havde læst andet fra hans hånd.
Som forfatter er det lige så risikabelt at spørge en, man kender godt, men den risiko var Bjarni villig til at tage, selv om jeg havde lovet ham min ærlige mening – som jeg altid plejer at komme med i mine anmeldelser.
Inddelt kronologisk i afsnit som perioder i et liv får man med “Han” som fortæller fortalt nogle enkeltstående historier om nogle personlige oplevelser set fra den anonyme fortællers synsvinkel. Jeg kan ikke sige, i hvor høj grad “Han”er identisk med forfatteren, eller hvor mange af hans personlige oplevelser, der er i historierne. Der er helt sikkert en del, men det er uvæsentligt for oplevelsen af bogen. Det er det sikre litterære greb om fortællekunsten, der gjorde min læsning til en stor oplevelse. Hertil hører forfatterens sikre sans for sprogets muligheder.
I korte sætninger og korte historier på højst én side beskrives sansede indtryk og oplevelser så intenst og levende, at jeg som læser blev fascineret af hver eneste side. Mange af historierne kan også læses flere gange, så ens egne, indre billeder, der dannes under læsningen, for alvor kan få de samme nuancerede elementer som historiernes.
Selv om bogen som beskrevet på bagsiden også kan læses som roman, så er det for mig en bog, der med fordel kan nydes i små bidder. På den måde står de enkelte historier stærkest.
Ud over at være en dejlig læseoplevelse, så vækker bogen med sin stil også ens egne oplevelser og glemte historier til live, og det er absolut en god ekstragevinst. Det er efter min mening Bjarnis bedste skønlitterære bog!
Fra bogens bagside: Ved restaureringen af et af de berømte tangtage på Læsø bliver der fundet et mumificeret lig af en ung mand, som sandsynligvis har ligget i taget i mange årtier. Det bliver naturligvis en opgave for den lokale landbetjent og hans kollegaer fra Frederikshavn at efterforske dette fund.
Den dansk-tyske journalist Michael Bech og hans sicilianske kæreste, kriminalkommisæren Angela Pecci, er på ferie på øen og kan ikke lade være med at blande sig i efterforskningen i forbindelse med liget i tangtaget, men også i fundet af en ældre mand, som er blevet langtidskogt i en modersydepande på Læsø Saltsyderi. Noget tyder på, at sidstnævnte har haft en viden om, hvem der har lagt liget i tangtaget. Følgelig skulle munden lukkes på ham, så der ikke kom skam over en nulevende familie.
En ældre kvinde kommer ud for et brutalt overfald, og en anden bliver under mystiske omstændigheder fundet død i sin seng.
Under deres efterforskning bliver Angela Pecci og Michael Bech truet og forfulgt. Det kommer til en skudveksling.
Journalisten og kriminalkommissæren kommer ikke alene i forbindelse med deres efterforskning rundt på Læsø, men også som turister, så handlingen er en kombination af krimi, gastronomi, historie, landskaber og turisme parret med et stænk erotik. Man kan rolig sige, at “Liget i tangtaget” er en kriminel turistguide, for hovedpersonerne kommer ganske simpelt rundt til de fleste af øens attraktioner.
Min anmeldelse: Bogen er bind 6 i serien om den dansk-tyske journalist Michael Bech og den sicilianske kriminalkommissær Angela Pecci. De første 5 bind er (med bøgernes lokaliteter i parentes):
1. Mord på færgen til Palermo (Rejsen til Sicilien) 2. Mord på Sicilien (Spor fører til Danmark /Sydsjælland) 3. Den sicilianske forbindelse (Tyskland) 4. Midsommermordene (Mariagerfjord) 5. Skovtårnsmordet (Sydsjælland)
Der er en bog mere på vej i serien, og den foregår på Sydsjælland og Lolland.
Jeg havde en god snak med Hans-Willy Bautz på en af scenerne ved årets Krimimesse om specielt denne nyeste bog, men også om hele forfatterskabet og den turistvinkel med mange lokale relationer og detaljer, han har i alle sine bøger.
Hans fortid i mange år som journalist i Tyskland på en lokalavis og som udgiver af turistaviser har skabt grundlaget for hans mandlige hovedperson, der karrieremæssigt minder om forfatteren. Derimod er den kvindelige hovedperson fri fantasi, men måske udtryk for ønsketænkning.
Skrivestilen er journalistisk med flere beskrivelser end dialoger, ligesom research af lokale forhold også bygger på journalistisk arbejdsmetode. Og netop lokal research har altid været vigtig for forfatteren, og alle bøgerne i hans krimiserie bygger på inspiration fra stederne samt ikke mindst samtaler med centrale folk. Nogle af dem kommer med i bøgerne – måske i anonymiseret form, mens forbryderne kun eksisterer i forfatterens fantasi. Selve forbrydelserne er lokalt inspireret – f.eks. findes en person i denne bog myrdet i et af sydekarrene på Læsø Saltsyderi.
Bagsideteksten beskriver egentlig ret præcist, hvad denne bog handler om, så det behøver jeg ikke referere yderligere. Indtrykket af bogen er en ganske hyggelig turistkrimi i samme stil som de findes fra flere andre lokaliteter og lande. Spænding er der også, men forfatteren går ikke på nogen måde til ekstrem vold og yderligheder. Derfor er hyggekrimi en mere præcis benævnelse.
Det bliver til 7 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.
Hans-Willy Bautz Liget i tangtaget Forlaget mellemgaard, 2021 236 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
