Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lotte og Søren Hammer: “Vejen til Warszawa” og “Kobberslottet”

Alt muligt andet godt Posted on 30 mar, 2020 22:01

Med disse 2 bøger indleder søskendeparret serien “Venner og fjender”, der foregår i perioden 1939-1945. Og jeg må sige, at de har lagt godt ud. Selv om tidens dramatiske historie er fortalt i litteraturen rigtigt mange gange og fra forskellige vinkler, så er vinklerne i disse to første bøger i serien noget forskellige fra, hvad jeg ellers har læst. Alene det gør det interessant at se, hvor det bærer hen for hovedpersonerne.

Første bog “Vejen til Warszawa” handler om Peter fra de danske mindretal i Nordtyskland, og i næste bog er hovedpersonen den danske pige Kassandra, som har polsk jødisk familie.

Meget kort fortalt fanges Peter ind af den nazistiske bevægelse og gør karriere i SS, mens Kassandra på et familiebesøg i Polen strander i landet hos sin rige familie pga. den russiske/tyske invasion. I de to bøger følger vi hver sin hovedperson og de dramatiske begivenheder, de bliver en del af, og de mødes først i slutningen af begge bøger i en konflikt i ghettoen i Warszawa.

Bøgerne er ikke særligt tykke, letlæste og flydende i fortællingen af hver sin historie, og selv om f.eks. den måde, Peters engagement i Hutlerjugend og senere SS foregår på, ikke virker helt overbevisende på mig, er det alligevel interessant historieformidling. Det samme gælder den unge og slagkraftige Kassandra hvis evner til at begå sig virker rigeligt rosenrøde på mig, men igen er historien godt fortalt.

Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere detaljernes historiske korrekthed, men historien greb mig, og jeg ser frem til fortsættelserne i serien.

Fra bagsiden af “Vejen til Warszawa”:
I bogen følger vi Peter, der er dansker i Nordtyskland. Han optages i Hitlerjugend og bliver medhjælper hos en lille pressegruppe, der arbejder rundt om i Nazi-Tyskland og i de besatte lande.  I Polen fanges han af krigen. Han flygter og stilles for en krigsret, hvor han dog med nød og næppe klarer frisag. Senere bliver Peter optaget på en junkerskole. Han uddannes til SS-officer og udstationeres i Den Jødiske Ghetto i Warszawa.

Fra bagsiden af “Kobberslottet”:
I bogen følger vi den dansk-jødiske Kassandra fra København, der besøger sin stenrige bedstefar i Polen, da Tyskland og Sovjetunionen invaderer landet, og hun ikke kan vende hjem til Danmark. Umiddelbart før den russiske hær når frem, gør arbejderne i bedstefarens kobbermine oprør mod deres usle og fornedrende levevis. Kassandra lever et år under feudale forhold i den russiskbesatte del af Polen, indtil Nazi-Tyskland invaderer Sovjetunionen. Derefter bliver hun af tyskerne sendt til Den Jødiske Ghetto i Warszawa.

Samlet får de to bøger 3-4 stjerner på min skala til ikke-krimier, så jeg tror, jeg vil være flink og sætte 4 stjerner på, da jeg ikke bruger halve stjerner.

Lotte og Søren Hammer
Vejen til Warszawa
HarperCollinsNordic, 2020
315 sider

Lotte og Søren Hammer
Kobberslottet
HarperCollinsNordic, 2020
266 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.

PS: Bind 3 hedder ”Gaden uden navn” og udkommer 3. juni



Nina von Staffeldt: Vinterjagt

Krimi og spænding Posted on 29 mar, 2020 23:43

Da Krimimessen 2020 blev aflyst, mistede jeg muligheden for som planlagt at interviewe Nina von Staffeldt på en af scenerne. Det er jeg meget ked af, for jeg havde tidligere med fornøjelse læst de første par bøger i hendes Arctic Noir eller Nuuk Moir serie om de to hovedpersoner, den grønlandske kommunikationskonsulent Sika Haslund og journalisten Thormod Gislasson. Det er mere præcist “Frosne beviser” og “Den sorte engel”. Som forberedelse til interviewet nåede jeg også både at læse seriens bind 3 “Skibet fra Isfjorden” og ikke mindst den helt nye og fjerde del “Vinterjagt”, og det er den sidste, jeg vil anmelde her.

Kort fortalt vil jeg sige, at bøgerne bliver bedre og bedre for hver bind i serien – og det er ikke fordi de første var dårlige! Alle bøgerne viser forfatterens nære forhold til og store viden om Grønland, og det er for mig det, der adskiller hendes bøger fra de øvrige krimier og spændingsbøger, jeg har læst, der har Grønland som lokalitet. Det er tydeligt, at Nina von Staffeldts bøger er baseret på en fascination af Grønland, em stor indsigt, en bekymring for udviklingen og en solidaritet med folket og nationen. Andre forfattere har mere benyttet stedet som ramme for en spændingshistorie, jeg ikke altid har syntes hang sammen på overbevisende vis med lokaliteten. Som det fremgår, er der slet ikke tale om nogen kulissestemning over Nina von Staffeldts placering af sine historier på Grønland.

“Vinterjagt” er en rigtigt spændende historie om, hvordan international kriminalitet har fået fodfæste i Grønland, og samtidig er det en historie, der er bygget på bekymring for de unge i landet og væksten i misbrug af hash og narkotika.

De to hovedpersoners forskellige arbejdsområder og personlige tanker giver andre vinkler på livet i Grønland, og deres parallelle arbejde med sagen fra forskellige sider er afgørende for opklaringen og bogens slutning.

Det er en spændende bog af en forfatter, der fortjener mere opmærksomhed. Selv om bind 1 “Frosne beviser” fra 2016 fik overrakt Krimiakademiets pris som årets debutantkrimi på Krimimessen 2017, synes jeg ikke, forfatterskabet siden har været nok i fokus.

Fra bogens bagside:
Hvad sker der, når organiseret kriminalitet slår sig ned i et lille samfund som det grønlandske, der ikke er forberedt på de brutale metoder og positioneringer, de nye spillere benytter sig af?

Hvad stiller du op i 20 graders kulde og fygesne, uden nogen at stole på, uden et sted at gå hen, og hvor manden på næste hjørne måske stikker dig, bare han ser en flig af dit ansigt?

Salik er på vej til en gryende karriere som musiker, men et enkelt fejltrin sender ham på flugt i en by, han ikke kan komme væk fra, og hvor hans eneste livline – at tænde for mobilen – i et splitsekund kan ændre hans status fra ‘jaget vildt’ til ‘i akut livsfare’.

Vinterjagt er kold Nuuk Noir, hvor folk går lige forbi Salik uden at kende hans desperate situation og uden at gennemskue de underliggende sammenhænge, hvor hvidvask, udnyttelse og mord er blevet en del af virkeligheden i landets hovedstad.

_______________

Jeg giver meget gerne bogen 9 krimipoint her på min blog og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Nina von Staffeldt
Vinterjagt
Milik, 2020
317 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Linda Castilo: Vanæret

Krimi og spænding Posted on 27 mar, 2020 20:06

Denne nye bog i serien føjer sig smukt ind i rækken af bøger om den tidligere amishkvinde og nuværende politichef Kate Burkholder. Det er som at træde ind i en velkendt både tryg og interessant verden at befinde sig i amishland i selskab med Kate Burkholder og hendes hemmelige (hvor længe mon det går?) samlever Tomasetti.

Det er bind 11 i serien, og jeg har med fornøjelse og interesse læst hele serien og har også anmeldt de forrige 4 bøger her:

Efter stormen (7) //blog.drustrup.dk/#post17
De ugudelige (8) – //blog.drustrup.dk/#post105 (7 point og 4 krimihjerter)
På afveje (9) – //blog.drustrup.dk/#post189 (8 point og 4 krimihjerter)
I al hemmelighed (10) – blog.drustrup.dk/#post232 (8 krimipoint og 4 krimihjerter)

Selve krimihistorien i denne nye bog er som sædvanligt spændende. Et bestialsk mord og en bortførelse af et barn følges op med flere mord og en dramatisk situation for Kate. Business as usual, og det er der bestemt ikke noget galt med, når det hele fortælles så godt og effektivt, som det sker med Linda Castillo som forfatter. Vel tilføjes der ikke ret mange dimensioner til personerne eller miljøet, men historien holder både mht. spændingsniveau og sammenhæng. Desuden finder jeg det stadig rigtigt interessant at følge amishfolket og dets placering i et moderne amerikansk samfund.

Jeg giver meget gerne bogen 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter.

Fra bogens bagside:
En ældre amishkvinde bliver brutalt myrdet, imens hun samler valnødder med sine to børnebørn på en forladt gård. Gerningspersonen tager det ene barn med sig, og da det andet barn bliver spurgt om, hvem der overfaldt hendes bedstemor, svarer hun: Djævelen!

Politichef Kate Burkholder dykker ned i sagen, som snart bliver et kapløb mod tiden. Den myrdede kvindes familie er velanset i amishsamfundet. Men det går hurtigt op for Kate, at se skjuler noget for hende og bærer på en pinefuld fortid.

Efterforskningen fører Kate til et andet isoleret amishsamfund nær floden i det sydlige Ohio. Her er de tilhængere af Den Gamle Orden og indordner sig slavisk under en lang række regler. I starten virker de hjælpsomme, indtil Kate begynder at stille spørgsmål og snart befinder sig en livstruende situation.

Linda Castillo
Vanæret
Hr. Ferdinand, 2020
328 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Claus Lohman: Ukendt land

Krimi og spænding Posted on 25 mar, 2020 18:21

Jeg har med fornøjelse læst Claus Lohmans første trilogi i science reality krimi/thriller-genren: – Genstart / Genspejl / Genkald, og jeg har anmeldt den sidste på min blog HER.

I den serie er emnerne en kombination af: genforskning, konspirationer, videnskab, religionshistorie, religiøse sekter, spænding og action.

Forfatteren fortsatte i 2018 i science thriller-genren med første del af en ny planlagt trilogi: “Under overfladen”. Den har jeg anmeldt til 8 skydeskivepoint HER. Her er temaet igen en kombination af videnskab og historie – denne gang med virus som omdrejningspunkt.

I min anmeldelse bød jeg de kommende bind velkommen, og nu er fortsættelsen her. Den var jeg spændt på, da jeg for nogle måneder fik lov at læse en næsten trykklar udgave af bogen.

Igen er makkerparret journalisten Emma Fitzgerald og virologen Martin Henderson, og baggrunden for den spændende handling er igen et virus, der dukker op igen efter mange år og truer med pandemi. Forfattere lader sjældent deres hovedpersoner mislykkes og/eller dø i andet bind i en planlagt trilogi, så selv om handlingen er spændende og overraskende undervejs, så var jeg aldrig i tvivl om, at den del af plottet nok skulle klares. Bogen er jo heldigvis ikke en dystopi, men en krimi/thriller.

Den del af historien er spændende og godt fortalt, men det, der gør bogen til noget særligt for mig, er den parallelle historiske handling. I den del af historien, som foregår 200 år tidligere, og som selvfølgelig har tætte forbindelser til den centrale virusdel, får vi historien om den engelske deportation af forbrydere m.v. til Australien i forbindelse med kolonialisering af landet. Helt centralt i den del er behandlingen af Australiens oprindelige folkeslag aboriginerne. Her følger vi en gruppe tæt, fordi datteren af den engelske guvernør bliver reddet af gruppen i forbindelse med et fangeoprør. En rigtig god historie og endnu et eksempel på engelsk kolonialistisk overherrementalitet. Og selvfølgelig falder alle brikker på plads til sidst. Hvordan må I selv læse, men begynd lige med “Under overfladen”, hvis ikke I allerede har læst den.

Jeg har kort karakteriseret bogen som lige så spændende og interessant som seriens første bind “Under overfladen”. Det er ikke helt korrekt, for den er lige et point og et krimihjerte mere spændende. Nu venter jeg bare utålmodigt på trilogiens afsluttende bind, der også har virus som grundlæggede emne, og sikkert med en ny lokalitet – måske inuitterne i det nordlige Canada. Hvem ved?

Fra bogens bagside:
I New York hasteindlægges et dykkerpar med symptomer på en 400 år gammel, aggressiv form for lungepest.

Virologen Martin Henderson må i kapløb med tiden udvinde antibiotika nok til byens befolkning, så et pandemisk udbrud kan bremses. Han allierer sig med arkæologen og freelancejournalisten Emma Fitzgerald, og de tilknyttes det globale vragdykkerkonsortium, CATCH. Da selskabet under et dyk lokaliserer en sunken 3-master fuldrigger, bliver det startskuddet til en lavine af bedrag og fortielser, der fører Martin og Emma fra museer og skjulte gravkamre i dødsensfarlig alvor.

200 år forinden ankommer den 11-årlige engelske guvernørdatter Anne Tanner til Englands første straffekoloni i Australien, og under et fangeoprør dræbes hendes forældre. Hun reddes af en aboriginer og føres til Det Hellige Land.

Men hvad har Annes liv at gøre med CATCH og et nutidigt mord på en ung mor i Central Park? Og hvordan kan oldgamle hulemalerier i USA have tilknytning til den anden side af Jorden?

_____________

Bogen får 9 point på min krimispændingsskydeskive og 5 krimihjerter på Krimifan.

Claus Lohman
Ukendt land
Superlux, 2020
462 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Andrea Camilleri: Sporet i sandet

Krimi og spænding Posted on 02 mar, 2020 22:02

Min anmeldelse:
Mon ikke jeg har læst de fleste bøger i denne hyggelige serie fra Sicilien? Jeg har også tidligere anmeldt et par af bøger både som lektør og som blogger. Senest var det det seriens bind 10 “Hedebølge i august” HER

I dette bind 12 i serien bliver kommissær Montalbano ufrivilligt involveret i en sag med tyveri af og drab på væddeløbsheste og svindel i samme branche. Han finder nemlig en død hest på stranden foran sit hus, men pludselig er den forsvundet, og der er kun spor efter den i sandet. Derfor titlen.

Mod sine chefers vilje forsker han i sagen, fordi han finder tråde til en af sine verserende sager, der involverer mafiaen, og det hele bliver en lidt dramatisk sag med groteske og morsomme elementer. Som vanligt er der masser af italiensk stemning og siciliansk lokalkolorit i bogen, og igen viser Montalbano sig som en mand med god appetit på livet. Det gælder såvel den italienske mad som de for ham uimodståelige italienske kvinder.

Undervejs bryder han flere regler for god opførsel og for hvordan politiet normalt arbejder. Han er en uforbederlig modstander af chefers autoritet og går derfor sine egen veje. Den side af ham er klassisk for en del efterforskere i krimilitteraturen, men hans rolle er mere charmerende og underholdende end de fleste andres. Det bliver lidt farligt undervejs, men aldrig grusomt voldeligt og blodigt. Spænding og krimihistorie er der nok af, og jeg følger gerne Montalbanos videre færd.

Jeg skrev bl.a. dette i en tidligere anmeldelse: Hele serien minder mht. den italienske stemning især om Michael Dibdins bøger med Aurelio Zen, Donna Leons med Guido Brunetti og Gianrico Carofiglios med Guido Guerrieri samt Malvaldis endnu mere fredelige serie med stamgæsterne på Bar Lume et hyggeligt sted i Toscana. Samtidig er stemningen den samme finurlige og hyggelige som i f.eks. McCall Smiths krimiserie om Damernes Detektivbureau i Botswana.

Fra bogens bagside:
Fundet af et skamferet hestekadaver på stranden ud for Montalbanos hus udvikler sig til en sag, der udsætter ham for prøvelser, både kulinariske og af den intime slags, og afslører en for ham ukendt verden: hestevæddeløb.

Jeg giver bogen 8 sikre point på min skydeskive og 4 krimihjerter på Krimifan.dk

Andrea Camilleri
Sporet i sandet
En Montalbano-krimi
Forlaget Arvids, 2019
239 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Marco Malvaldi: Fordækt spil

Krimi og spænding Posted on 22 feb, 2020 16:49

Fra bogens bagside:
Kommissær Alice Martelli er i modsætning til sin forgænger lydhør overfor sladder undfanget af Pinetas indbyggere.

En kvinde er forsvundet, og rygterne om, hvad der kan være sket, tager fart, som altid godt hjulpet af det selvbestaltede efterforskningshold bestående af de fire gamle mænd med base på Bar Lume

Min anmeldelse:
Den lille by i Toscana, der tidligere har lagt scene til de første fire krimier i serien om stamgæsterne på Bar Lume, har fået ny politikommissær, og hun indgår i et tæt og uofficielt samarbejde med de opmærksomme og interesserede (læs: nysgerrige) gamle mænd og deres netværk.

Det er trods forsvinding og dødsfald ikke de voldsomme dramaer, der præger bogen. Det er en stemningsfuld og hyggelig beretning, hvor de sociale strukturer og det daglige liv med eller uden turister spiller den største rolle. Formen er lidt snakkende med en del direkte tale og forfatterens morsomme synsvinkler på begivenhederne. Men selvfølgelig er de opståede gåder genstand for efterforskningen, så en krimi er det absolut, men en ganske fredelig en.

De sympatiske hovedpersoner synes jeg at have mødt på flere ferier i en anden landsby i Toscana, hvor den lille bys bar var stedet, alle de lokale mødtes på, og jeg er sikker på, at vi som turister blev set på og kommenteret lige så meget som bogens helte gør det i bogen.

Som det fremgår, er det på ingen måde en actionbog, og det var en fornøjelse for mig som krimilæser at holde pulsen i ro trods spændingen og dejligt at have god tid til at nyde stemningen og sproget i stedet for at skulle haste sig igennem dramatiske begivenheder frem mod en voldsom afslutning. Stilen minder mig om Erik Poulpiers lige så fredelige og hyggelige krimier fra Provence, og det er for mig en ros. Det samme gælder en sammenligning med samme forlags rigtigt gode krimiserie om kommissær Montalbano. Herfra har jeg anmeldt bind 10: https://blog.drustrup.dk/?p=241

Det bliver til 8 sikre point på min skydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Marco Malvaldi
Fordækt spil
En Bar Lume-krimi
Forlaget Arvids, 2019
170 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »