Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter May: Skakbrikkerne

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2024 21:05

Fra bogens bagside:
Fin Macleod har lagt sit arbejde i drabsafdelingen i Edinburgh bag sig og er faldet til på sin fødeø, Isle of Lewis, hvor han arbejder som sikkerhedschef formen af øens store jordbesiddere. Jobbet bringer ham dog snart på kollisionskursen sin gamle barndomsven, Whistler Macaskill, områdets mest indædte krybskytte. Da Fin opsøger Whistler, bliver de to mænd vidner til et sælsomt naturfænomen. En dyb sø står pludselig og uforklarligt drænet for vand, og op af mudderet stikker de næsten uskadte rester af et lille enmotors fly, som forsvandt sporløst sytten år tidligere.

Begge mænd er klar over, at de vil finde resterne af deres fælles ven Roddy Mackenzie i flyvraget, men Fin bemærker noget, der får det til at isne gennem ham. Instinktivt ved han, at den sandhed, der ligger gemt i fortiden, fuldstændig vil forandre hans fremtid. 

Min anmeldelse:
Bind 1 i trilogien fra øen Lewis hedder Sorthuset. Bind 2 hedder Lewismanden, og den har jeg anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=1589.

Med dette afsluttende bind i trilogien er den hjemvendte Fin Macleod landet på sin hjemegn med fuld styrke. 

Foruden at få fortalt en spændende historie med rødder i øens tidlige historie, hvor bl.a. titlens skakbrikker spiller en rolle (se note nederst), spiller også dens nyere musikalske historie ind i bogens handling. Medlemmerne af et orkester, der er internationalt kendt for deres keltiske musik, er vigtige for plottets udvikling – og så fortæller jeg ikke mere!

På samme måde som i det forrige bind, så er bogen befolket med rigtigt interessante personer, det er herligt at følge. Desuden er der ud over krimigåden, der er både overraskende og interessant og har rod i fortiden, mængder af lokalkolorit og lyriske sansninger af geografien. 

Det er en klassisk britisk krimi i den absolut bedste ende og med oplagt potentiale til filmatisering.

Det er angiveligt slutningen på en trilogi, men forfattere har tidligere ændret planer, og det må Peter May meget gerne gøre. 

Det bliver igen til 9 sikre skydeskivepoint!

Peter May
Skakbrikkerne
Gyldendal, 2023
363 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Skulle nogen være interesseret i at læse om de oprindelige skakbrikker fra 1200/1300-tallet, der indgår i bogens titel, så se HER på hjemmesiden for National Museum of Scotland.



Jo Nesbø: Nathuset

Krimi og spænding Posted on 29 jan, 2024 20:25

Krimilæsere elsker Nesbøs krimiserie med Harry Hole, og det forstår jeg rigtigt godt! Til gengæld deles vandene og meningerne, når han bevæger sig ud i andre genrer og former. Vel er de bøger ikke altid helt så spændende og fængende som krimierne, men generelt har jeg selv været rigtigt godt underholdt af de bøger også.
Og der er også mesterværker imellem som “Kongeriget” (anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=806), og jeg kunne også rigtigt godt lide “Macbeth” (anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post139).

Min trofaste og kritisk læsende gæsteanmelder, Palle Thomsen, læste denne nye Nesbø-bog før mig, og som det kan ses i hans anmeldelse herunder, kunne han hverken lide eller forstå den. 

Samtidig skrev jeg med en, der arbejder på Frederikshavn Bibliotek, Anja Bastholm Rasmussen, og hun nævnte bl.a.”Nathuset”, som hun var rigtigt glad for.

Med så modsatte synspunkter var jeg da også nødt til at læse den. Derfor bliver det denne gang til en post, der vel ikke er en egentlig anmeldelse, men en blogpost med kommentarer fra 3 læsere af bogen. 

Forlagets beskrivelse:
I den lille by Ballantyne taler man helst ikke højt om det forladte hus i skoven. Og man bryder sig heller ikke ret meget om fremmede, der stiller spørgsmål. Da to teenagedrenge forsvinder efter senest at have været set i selskab med tilflytteren, den forældreløse Richard, er der ingen, der tror på Richards besynderlige forklaringer.

“Nathuset” er en gyser om ensomhed og mod, om venskab og undergang. Om det vi kan se, og det vi ikke kan se. Det er historien om det mørke hus i den endnu mørkere skov.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har slugt Jo Nesbøs Harry Hole-serie – 13 stk. og elsker dem.
Men når han bevæger sig ud af Harry Hole-verdenen, så bryder jeg mig ikke om ham. Så skriver han de mærkeligste historier. Jeg har kæmpet mig igennem Macbeth, Rotteøen mv., og jeg kan ikke lide dem. 

Denne bog – Nathuset – er IKKE en krimi. Det er ovre i noget fantasygyseragtigt pladder, og jeg kan ikke forstå det. For elskere af den genre er den sikkert en fed historie med en skøn slutning.
Så jeg har svært ved at anmelde den. 

Min subjektive bedømmelse er nul point, men den objektive bedømmelse er sværere, når jeg ikke kender genren. Som salig Ole Michelsen sagde om en film, han ikke brød sig om: den får 4 hatte ud fra en objektiv bedømmelse af genren. Så en forsigtig objektiv bedømmelse siger 4 -5 stjerner.

Kom snart med noget Harry Hole, Nesbø.

Anja Bastholm Mathiasens kommentar:
Det var noget af et genreskift. Den er langt fra Harry Hole… Men jeg syntes den var god. Jeg ville have troet, det var Stephen King, da skrivestil minder meget om hans…

Jeg er krimientusiast – men specielt glad for horror/gys. 

Jeg kunne vældig godt li, at den var i tre dele. Det hele blev vendt på hovedet – og for en som jeg, der kan li genren, så er det jo ren guf. Men det er bestemt ikke en bog for folk, der sværger til almindelige krimi. 

Mine kommentarer:
Så har jeg også læst bogen – og endda om aftenen, når jeg var på vej i eller var kommet i seng. Det vovede jeg, selv om jeg vidste, det var en gyser/horror. Det gik fint, fordi effekterne i bogen var så overdrevne, at de for en jordbunden læser som mig virkede vildt usandsynlige og ikke for alvor skræmmende. Det mest skræmmende for mig var at opleve den måde hans venner og hele samfundet behandler den forældreløse Richard og utilpassede unge på. Alt dette gælder især bogens del 1, der er bogens længste. Der er 2 korte dele mere, og her skifter bogen for alvor karakter og overrasker meget. Især del 3 vender rundt på hele historien, og lige her træder Jo Nesbø for alvor frem som den dygtige forfatter, han jo er. Dette sidste afsnit var for alvor det, der gjorde noget godt for min oplevelse af bogen. Men nogen fan af gys og horror bliver jeg ikke.

Med 3 forskellige synspunkter efter læsning af bogen, er det ikke muligt at uddele,point eller stjerner, men med viden om bogen, kan man enten opsøge gyset eller undgå en skuffelse, hvis man hellere ville læse en krimi.

Jo Nesbø
Nathuset
Modtryk, 2023
243 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Birgitte Wulff: Underhunden

Krimi og spænding Posted on 25 jan, 2024 21:26

Fra bogens bagside:
På julemånedens første dag findes en kvindelig byrådspolitiker knivdræbt på en af Aarhus’ kirkegårde. Symbolske brændemærker skamferer hendes krop, for hendes mund er sat et stykke tape. Budskabet synes klart som dagen, men byens kvindelige politikere er kun alt for vant til at modtage hadmails, og politiet tøver med at tillægge nettets mørkemænd nogen del i drabet.

Journalisten Anne Velin og kollegaen Sofie går løs på mysteriet om gerningsmanden, der har lige så mange ansigter, som der findes falske profiler på det mørke net. Indtil den skyldige er fundet, og ikke mindst det egentlige motiv, er enhver kvinde, der stikker næsen frem, et potentielt offer, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at fortsætte.

Anne fordyber sig i sagen på flugt fra kaosset, der vokser på hjemmefronten. Hendes forhold til kæresten er skrøbeligt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor insisterer på, at hun skal komme hjem til jul.

En svimlende fortælling om nettets uhyggelige incelmiljø, hvor anonyme mænd lader kvindehadet blomstre, og hvor kvinder, bare fordi de er kvinder, risikerer mere end at blive svinet til på de sociale medier.

Min anmeldelse:
Birgitte Wulff har endnu engang med sikker sans for aktuelle emner fundet det emne, der er plotbærende i denne seneste bog: Incels – mænd der føler sig svigtet af kvinder, og som derfor lever i ufrivilligt cølibat og vil hævne sig på kvinder. 

Bogen er bind 3 i serien med journalisten Anne Velin. Her er seriens foregående og spændende bøger, som jeg har anmeldt her:

Tårnspringeren (1) med temaerne vold mod kvinder og forholdet mellem medierne/journalister og politiet – https://blog.drustrup.dk/?p=1152 

Rigmanden (2) med hovedtemaet mangel på moral blandt de professionelle hestehandlere og igen med indblik i medieverdenen – https://blog.drustrup.dk/?p=1338 

Næste bog i serien hedder Pusheren, og den har unges mistrivsel samt deres brug af stoffer som tema. Den udkommer juni 2024. 

Også i Underhunden fortæller Birgitte Wulff en både relevant og spændende historie. Den har en faktuel base i form af de mange trusler og voldsomme mails mange politikere får. De fakta udvikles i bogen med tilført dramatik og forfatterens fine evne til at skærpe konflikterne, så historien både bliver spændende og sandsynlig. 

Igen bliver Anne Velin dybt personligt involveret, og igen er hendes privatliv en del af historien. På den måde må jeg sige, at Birgitte Wulff fortsætter den krimigenre, hvor den nysgerrige og effektive journalist bidrager til en hurtigere løsning af en sag, som politiet ikke helt har fattet sammenhængene i. Skabelonen virker, og forfatteren udnytter den effektivt og aktuelt.

Det bliver igen til 8 skydeskivepoint.

Birgitte Wulff
Underhunden
Grønningen1, 2023
398 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Robotham: God pige slem pige 

Krimi og spænding Posted on 22 jan, 2024 12:01

Forlagets beskrivelse:
Evie Cormac er en pige uden fortid. Hun blev fundet beskidt og halvt udsultet for seks år siden i et hemmeligt rum i et hus, hvor et bestialsk mord var begået. Hun havde boet under tag med liget i månedsvis, sneget sig ud om natten for at stjæle mad og gemt sig for De ansigtsløse mænd. Seks år senere, stadig uidentificeret, bor denne pige på et sikret børnehjem, hvor hun indleder en retssag og kræver at blive løsladt.

Retspsykolog Cyrus Haven bliver bedt om at vurdere, om Evie er klar til at blive sat fri, men han møder en pige, der er ulig nogen, han nogensinde har mødt. Beskadiget, destruktiv og selvhadende, men alligevel i besiddelse af en gave, der gør hende både fascinerende og farlig at være sammen med – evnen til at vide, når nogen lyver.

Samtidig har Cyrus en anden forbrydelse at efterforske – mesterskøjteløberen Jodie Sheehans død. De to sager væves hurtigt sammen og trækker ham ind i en verden af hemmeligheder, hvor ingen taler sandt, og kun én person ved, hvem der lyver.

Min anmeldelse:
Det er bog, hvis helst specielle plots og meget anderledes hovedpersoner fangede mig lige fra begyndelsen – og helt frem til slutningen. En slutning der kræver en fortsættelse, som heldigvis ser ud til at være på vej med titlen “Da hun var god”, og på engelsk udkommer oven i købet bind 4 i serien februar 2024, så der er endnu mere at glæde sig til.

De to parallelle efterforskninger, der kort beskrives på bagsiden, og hovedpersonernes særlige personlige forhold samt de komplicerede sammenhænge beskrives rigtigt godt og med en konstant stigende spændingskurve. 

Historien om den unge Evie fortælles med hendes egne ord i korte mellemkapitler, men uden at hele sandheden om hendes baggrund afsløres. Her fortæller hun mere om de aktuelle oplevelser, hun har.

Bogens hovedtekst er om de samme og de omkringliggende begivenheder, hvor Cyrus Haven er omdrejningspunktet. Hans meget barske private baggrund indgår i historien og vil helt sikkert få en endnu større betydning i de følgende bind. 

For ikke at spolere spændingen og læseoplevelsen for kommende læsere af bogen vil jeg ikke afsløre mere om handlingen, men vil give bogen mine varmeste anbefalinger. Den føjer sig smukt ind i rækken af spændende bøger med efterforskere og andre personer med særlige psykiske evner – f.eks. de nyeste serier af Jakob Melander og David Lagercrantz, men Michael Robothams personers evner er umiddelbart nemmere at tro helt på.

9 sikre skydeskivepoint!

Michael Robotham
God pige slem pige
Forlaget Zara, 2023
425 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Emily Gunnis: Jordemoderens hemmelighed

Krimi og spænding Posted on 29 dec, 2023 22:49

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra forlagets beskrivelse:
To familier bundet sammen af en tragedie. En anklaget kvinde står med nøglen til hemmeligheden …

I 1969, nytårsaften, mens Hilton-familien forbereder sig på at være vært for årets fest på Yew Tree Gods, forsvinder deres lille pige. Bobby James, en ung landmand og den sidste person, der så Alice, før hun forsvandt, mistænkes. Bobby står ved sin uskyld, men han bliver sendt væk. Alice bliver aldrig fundet.

I nutiden arbejder arkitekten Willow James på et projekt omkring Yew Tree, da hun opdager, at grunden gemmer på en hemmelighed. Da hun graver dybt ned i fortiden, afslører hun et spind af uretfærdighed. Og da endnu et barn forsvinder, ved Willow, at den eneste måde, hvorpå hun kan forhindre historien i at gentage sig selv, er ved at rette op på en frygtelig fejl.

I årtier har Hilton- og James-familiernes skæbner været sammenflettet på Yew Tree-ejendommen. Det hele begyndte med en jordemoders hemmelighed, der har ligget begravet i lang tid – men hvis den afsløres, kan den ikke blot redde dem fra den forfærdelige tragedie, der binder dem sammen, men være nøglen til at befri dem alle …

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er en roman, der er lidt svær at få startet på. Den lægger ud med stamtræer for 2 familier, og dem får man brug for. Romanen springer frem og tilbage i tid, og man skal holde tungen lige i munden.

Når det er gjort, så er det en meget god fortælling om høj og lav i England og jordemodererhvervets betingelser i en mandeverden i den første halvdel af 1900-tallet. Det er også en fortælling om en familietragedie med et par gedigne overraskelser. Jeg blev virkelig fanget af historien og kan kun anbefale den.

Derfor får den 8 ud 10 skydeskivepoint.

Emily Gunnis
Jordemoderens hemmelighed
Jentas, 2023
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Laurali Wright: Den mistænkte

Krimi og spænding Posted on 28 dec, 2023 22:03

Beskrivelsen på Mofibo:
Den lille idylliske by Sechelt på Canadas kyst er rystet, da en 85-årig pensioneret lærer findes myrdet – øjensynligt uden grund. Fra begyndelsen kender læseren morderens identitet, for i denne psykologiske spændingsroman er det interessante ikke, hvem der gjorde det, men hvorfor en tilforladelig og elskværdig gamle mand kunne finde på at begå en så brutal forbrydelse. 

Lektørudtalelsen
En stilfærdig canadisk kriminalroman fra 1985, hvor forfatterinden fik den amerikanske Edgar-pris for den. Den handler om en 80-årig mand, der slår sin jævnaldrende svoger og uven ihjel i en hyggelig lille by på Canadas Sunshine Coast. Jeg vidste ikke, at de også havde sådan en, men personerne lider virkelig under varmen og vor kriminalinspektør bliver ganske solskoldet under sin eftersøgning af mordvåbenet. Heldigvis er der en moden, køn og kærlig bibliotekar Cassandra, der kan komme dulmende creme på ham og samtidig være en opmærksom lytter både til ham og til den gamle morder. Det er ikke nogen spændende krimi, men personskildringen er mere nuanceret end normalt i genren, og det er en ganske god lille roman om tre ensomme mennesker, der lærer hinanden at kende i forbindelse med dette mord. Jeg tror, at en del krimilæsere vil finde den for udramatisk og langtrukken, mens andre vil glæde sig over en roman, der ikke primært handler om mord, snedig efterforskning og pseudorealistisk puslespil, men om almindelige, redelige mennesker. Det stilfærdige omslag passer fint til bogen. (Skrevet af Morten Bagger)

Min anmeldelse:
Jeg faldt tilfældigvis over bogen, da den optrådte som e-bog på Mofibos liste over nye titler, og så fik jeg lyst til at genlæse den. Jeg kunne nemlig huske, at jeg, da bogen udkom i 1989, blev fascineret af bogens plot, stemning og hovedpersoner. 

Selvfølgelig var det interessant som relativt nyuddannet bibliotekar at læse en krimi, hvor en bibliotekar spiller en central rolle. Men det var især detektiven, der fangede mig. Som de to øvrige personer er han ganske rigtigt ensom, men han har også depressive tendenser, og det var dengang noget særligt for krimier, at hovedpersoner havde psykiatriske diagnoser. 

Det store spørgsmål er så: Holder bogen stadig så mange år senere? Ja, det synes jeg! Det er som lektørudtalelsen skriver en stille krimi stort set uden drama, for helt fra begyndelsen ved, man som læser, hvem morderen er, for han er en af de hovedpersoner, man følger. Gåden om, hvorfor han gjorde det er det mest dramatiske i bogen. Men spillet mellem de 3 hovedpersoner er beskrevet rigtigt godt, og det samme gælder naturen og lokalområdet i kystområdet nord for Vancouver. 

Så jeg giver meget gerne bogen de bedste anbefalinger og 8 skydeskivepoint. Jeg vil stærkt overveje også at læse de følgende 5 bøger i serien, hvor de 4 også kan findes på bl.a. Mofibo. 

Laurali Wright
Den mistænkte
Klim, 1989 (udgivet her første gang)
229 sider

Bogen er genlæst på Mofibo. Udgivet af Saga Egmont /Lindhardt og Ringhof.



« ForrigeNæste »