Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Trude Teige: Alene i mørket + I dødens hænder

Krimi og spænding Posted on 19 jan, 2022 23:31
Et miks af de to bøgers forsider

Forlagets omtale af de to bøger:

Alene i mørket:
Et ældre ægtepar bliver fundet dræbt på en gård i den lille by Asker uden for Oslo. Kajsa Coren, politisk journalist på Kanal 4, bliver sendt til gerningsstedet. Egentlig arbejder hun med at dække en anden sag: omsorgssvigt og overgreb begået mod børnehjemsbørn årtier tidligere. Men dobbeltdrabet bliver ved med at rumstere, og lidt efter lidt går det op for hende, at der kan være en forbindelse mellem de to sager.

Mens Kajsa forsøger at få hverdagen til at hænge sammen med en krævende karriere, to børn, et skrantende forhold til ægtemanden og en mor, der er begyndt at opføre sig underligt, befinder drabsmanden sig meget tættere på, end hun aner.

I dødens hænder:
Efter en traumatisk hændelse tre år tidligere er Kajsa Coren langsomt ved at finde tilbage til sin gamle hverdag. Ved siden af jobbet på Kanel 4 er hun gået i gang med at lave en dokumentar om sin mor, der er flyttet på plejehjem. Der tilbringer Kajsa mange timer blandt beboerne, og hun begynder lidt efter lidt at få en mistanke om, at noget ikke er, som det skal være. En mistanke, som bestyrkes, da en sygeplejerske forsvinder.

Samtidig bliver en tiårig dreng meldt savnet efter at have trænet på fodboldbanen ved siden af plejehjemmet. Hverken Kajsa eller efterforskningsleder Karsten Kjølås ser en åbenlys sammenhæng mellem de to sager, men da Kajsa involveres personligt, forstår de, hvad der er på spil.

Min anmeldelse:
Bøgerne er læst i rækkefølge, lige efter hinanden og på ret kort tid, for det var spændende at følge hovedpersonens aktiviteter både på research i forbindelse med arbejdet som TV-journalist, som snushane (delvist i samarbejde med politiet) på sporet af forbrydelser og som privatperson med dagligdagsproblemer, samlivsproblemer og overvejelser om sin mors helbred.

Der er med dette miks af ingredienser således tale om en ret klassisk nordisk krimi: en journalist, der mht. intuition og evner af og til er bedre end politiet, en hovedperson, der med livet som indsats involverer sig personligt, og kombineret med personlige vinkler og problemer. Det er set før, så her overrasker bøgerne ikke.

Heller ikke mht. emnerne overrasker bøgerne. Det er aktuelle emner fra virkelighedens verden: omsorgssvigt og overgreb mod børn samt behandlingen af ældre på plejehjem – kombineret dramatisk med betydningen af fortidens traumer for nutidens handlinger.

Som tidligere nævnt læste jeg bøgerne hurtigt, og det var, fordi de – på trods (eller måske netop på grund af?) af de klassiske elementer virkede på min læselyst. Det er jo slet ikke så skidt! Det fik mig bagefter til at spekulere på, hvorfor jeg blev fanget af bøgerne, for det blev jeg.

Forklaringen er den enkle, at historierne er vedkommende og spændende, samt at bøgerne er godt skrevet med et sikkert fortællegreb om dramatikken. Så er de også stramt fortalt på relativt få sider – i hvert fald færre end de fleste krimier – og derfor heller ikke fyldt med “unødvendigt fyldstof”.

Af de grunde giver jeg bøgerne 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Samtidig vil jeg se frem til næste bind i serien, men jeg vil også håbe, at Kajsa Coren næste gang slipper for at komme i lige så farlige situationer som i de første bøger. Det vil sige, at Trude Teige for min skyld gerne må overraske lidt mere næste gang.

Trude Teige
Alene i mørket + I dødens hænder
Alpha Forlag, 2021
338 + 286 sider

Bøgerne er læst på Mofibo.



Lisbeth og Steen Bille: Patent på mord (Mandix; 1)

Krimi og spænding Posted on 14 jan, 2022 23:51

Fra bogens bagside:
Mandix er en københavnsk thriller, der tager dig med fra ministeriernes bonede gulve til den hårdkogte kriminelle undeverden.

Den tidligere efterforsker Freddie Mandix er som en politihund i et spil kegler i sit nye job som svindeljæger i Forskningsministeriet. Sammen med kollegaen Emma og chefen Malthe skal han afsløre svindel blandt danske forskere.

Gruppen får et anonymt tip om en dødbringende medicin, men de reagerer for sent, og kort efter bliver en forsker myrdet. Freddie og Emma tvinges til at sætte deres job på spil for at forhindre flere dødsfald. Midt i det hele dukker Freddies lillebror, Jacob, op med en mørk hemmelighed og en uoverskuelig narkogæld. Men også Freddie holder noget skjult, og han må kæmpe for ikke at blive indhentet af sin fortid.

Min anmeldelse:
Bogen udkom oprindeligt som lydbog og e-bog på Storytel/Mofibo i 2018, og kom først som trykt bog i 2020. Den er første del af en trilogi, hvor de næste bind hedder “Farlige forbindelser” og “Blodets bånd”. 

Jeg har haft bøgerne liggende siden udgivelsen klar til læsning, men de er altid blevet overhalet af andre. På årets krimimesse hørte jeg forfatterparret fortælle levende og morsomt om bøgerne, så bøgerne kom frem i stakken af bøger, og nu har jeg læst det første bind i trilogien. Spørgsmålet er, om jeg også vil læse de følgende bind.

Bogen var underholdende med flere krimielementer. Der er desuden en god del aktuelle emner, som forfatterne bringer deres synspunkter på ofte i satirisk form. Det hele er skrevet flydende, og delene sættes gerne sammen med humor. Der er således i nogen grad styr på indhold og virkemidler, og jeg var OK underholdt det meste af bogen. Når jeg ikke blev mere begejstret, skyldes det, at jeg ikke blev overbevist om det grundlæggende plot med sideemner eller af personerne, hvor nogle mere lignede karikaturer. Den virkede lidt rodet på mig. Måske skyldes det, at den oprindeligt var skrevet som en føljetonroman.

Jeg læste den kun færdig, fordi jeg ville se, om den blev bedre til sidst, og for at se hvad den endte med. Jeg vil derfor vente med evt. at læse de næste to bind i trilogien, til hvis jeg skulle mangle andet læsestof. 

Som mellemvare får den en middelkarakter i form af 5 skydeskivepoint på min blog og 3 flinke krimihjerter på krimifan.dk.

Lisbeth Bille og Steen Bille
Patent på mord
(Mandix; 1)
People’s Press, 2020
280 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Birgitte Wulff: Tårnspringeren

Krimi og spænding Posted on 10 jan, 2022 12:40

Fra bogens bagside:
En sen fredag aften i oktober forsvinder en enlig mor fra sit hjem i et roligt rækkehuskvarter i Svendborg på Fyn. Sporene ender blindt, og politiet kommer ingen vegne ved at bede offentligheden om hjælp.

I Aarhus bliver journalist Anne Velin fyret fra sit elskede job på Danmarks Radio. Ydmyget søger hun tilflugt i et lille fiskerhus ved Svendborg Sund og starter en skyggetilværelse som hjemmearbejdende freelancejournalist ved Fyens Stiftstidende.

Anne Velin forsøger at finde ro i naturskønne omgivelser ved sundet. Men hun hungrer efter oprejsning. Efter at gøre et scoop. Hun sætter sig for at undersøge, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Hvem var hun? Er der bogen, der ville hende ondt? Og ikke mindst: Er hun endnu i live? Pludselig er Anne Velin viklet ind i en familiehistories dybe hemmeligheder, og hun indser, hvordan fortielser og en ødelagt fortid kan få tragiske konsekvenser for nutiden. En indsigt der snart truer med at koste hende livet.

Min anmeldelse:
Kan endnu en krimiserie, hvor en journalist bruger sine evner til research til at være detektiv i en sag, som politiet næppe kunne have klaret uden den journalistiske hjælp, være interessant? Ville det være en bog helt i stil med de mange tidligere lignende krimier, eller ville det være en fornyelse?

Jeg var i tvivl, da jeg jeg læste om bogen, men ville give den en chance, dels fordi der tilsyneladende var flere elementer, og dels fordi bogen blev lanceret som første del af en serie. Det er altid interessant af følge en series udvikling, og så er det godt at være med fra begyndelsen.

Både under og efter læsningen blev jeg overbevist om, at serien er lovende og interessant, da den delvist udvider skabelonen for detektivjournalistkrimier. Det er bl.a. interessant at følge baggrunden for, at hovedpersonen er blevet fyret fra DR. At det samtidig er en spændende og overraskende krimihistorie er selvfølgelig også en direkte forudsætning.

Selv om vold mod kvinder er et gennemgående tema, er bogen ikke specielt voldelig. Der skal i en krimi selvfølgelig være drama, og det er der heldigvis også, men ingen bestialske massemordere. Det er mere en psykologisk dramatisk sag. Dertil kommer, at bogen er velskrevet, og det gør bogen let at læse. Kort sagt en interessant og lovende debut.

6. juni kommer del 2 i serien med Anne Velin. Den hedder “Rigmanden” og foregår efter forlagets oplysninger blandt eliten i dansk ridesport. Den ser jeg frem til at læse og til at finde ud af, om serien udvikler sig positivt. Dette første bind hiver jeg gerne 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Birgitte Wulff
Tårnspringeren
Grønningen 1, 2021
378 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Arne Dahl: Tøbrud

Krimi og spænding Posted on 27 dec, 2021 12:36

Fra bogens bagside:
Forår går mod forsommer. Sam Berger, Molly Blom og deres politikontakt Deer, der er ved at lære at gå igen, efter de angreb, der ændrede hendes liv, synes at ane en sammenhæng mellem de lig, der et efter et dukker op i den tøende skærgård. Der er nogen, der helt sikkert vil dræbe igen. Kan Sam, Molly og Deer gribe ind? Eller er sandheden ufattelig selv for dem?

Min anmeldelse:
På bagsiden står der også, at det er femte, fritstående bind i serie, men det er (som det eneste i bogen) noget sludder. Ikke det med bind 5, men der er bestemt ikke et fritstående bind, for bogen bygger videre på alle de forrige bind. For at få det fulde udbytte af denne ualmindeligt fremragende og lige så spændende bog SKAL man læse hele serien og i rækkefølge. (Se nederst i denne anmeldelse)

Sam Berger og Molly Blom og deres bureau får en sikkerhedsopgave, samtidig med at Desirée/ Deer er vendt tilbage på arbejde efter den forrige bogs livsfarlige begivenheder. Hun får tildelt ufarlige rutineopgaver, men vil hellere grave i en mere dramatisk sag. Og det gør hun selvfølgelig. Og lige så selvfølgelig hænger det hele sammen, og endnu engang på overraskende, livsfarlig og meget overbevisende måde. Arne Dahl beviser endnu engang, at han er en sand mester i at finde på en kompliceret handling, der er vanvittigt fængslende, og som holder hele vejen!

Så vil jeg ikke afsløre det mindste mere om selve handlingen, men vil på det varmeste anbefale hele serien. Læs alle bindene og som sagt i rækkefølge! Jeg har planer om at læse serien forfra og ikke med et års mellemrum mellem hvert bind, som det har været tilfældet indtil nu.

Bogen er nemlig forfatterens sidste i denne serie – med mindre han ombestemmer sig ligesom andre forfattere før ham. Jeg ved ikke helt, om jeg skal håbe på det. Selv om denne serie og dens persongalleri har været noget helt særligt, og serien efter min menig er forfatterens bedste, så vil jeg se frem til næste bog fra Arne Dahl, uanset hvad han finder på. Når nu serierne er blevet bedre og bedre, så kunne det da være, at næste serie blev endnu bedre – hvis det er muligt. Det er helt sikkert, det bliver både godt og spændende.

Bogen er endnu et pletskud fra Arne Dahl. 10 sikre point – Bull’s Eye – på min skydeskive og 5 store krimihjerter på krimifan.dk.

Arne Dahl
Tøbrud
Modtryk, 2021
407 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

SERIEN består af disse titler, og jeg har anmeldt dem alle. Se linkene:

1: Skyggezone – //blog.drustrup.dk/#post3

2: Indland – //blog.drustrup.dk/#post104

3: Midtvand – //blog.drustrup.dk/#post174

4: Friheden – https://blog.drustrup.dk/?p=575

5: Tøbrud – denne anmeldelse…



Mattias Edvardsson: En familietragedie

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 15 dec, 2021 15:46

Fra bogens bagside:
Da Bills kone dør af kræft, står han alene tilbage med deres otteårige datter Sally. Økonomien er helt i bund og for at få det hele til at løbe rundt, lejer han et værelse ud til Karla, der har frigjort sig fra sin mor og dennes misbrug og er flyttet til Lund for at studere jura.

Karla tager et studiejob som rengøringsdame og havner hos børnelægen Steven Rytter og dennes kone Regina. Hurtigt forstår hun, at alt ikke er, som det bør være i huset. Hvorfor tilbringer Regina hele dagen indelukket i et mørkt soveværelse?

Samtidig befinder trediveårige Jennica sig i en dyb identitetskrise, da hun får kontakt med Steven Rytter på Tinder. Det slår gnister mellem dem med det samme, og de har en fantastisk sommer sammen. Men der er noget ved Steven, som ikke helt stemmer.

Da sommeren er ved at rinde ud, bliver Steven og Regina fundet myrdet i deres hjem, og spørgsmålene melder sig. Frem vokser en historie om afhængighed, retfærdighed og moral. Hvad eller hvem måtte ofres?

Min anmeldelse:
Det er forfatterens tredje bog på dansk? Jeg forventede mig meget af nogen efter at have læst og anmeldt hans første to. den første – “En helt normal familie” – har jeg anmeldt HER og den næste – “Gode naboer” – HER

Bøgerne er enkeltstående og ingen personer går igen i bøgerne. Alligevel er der et centralt fælles træk mellem alle bøgerne, idet forfatteren i alle bøgerne har ualmindeligt godt styr på historiens dramatiske gang med basis i en sikker psykologisk forståelse af sine personers indbyrdes relationer. Dertil kommer de hemmeligheder personerne og familierne i bøgerne skjuler, og som selvfølgelig er afgørende for udfoldelse af de psykologiske dramaer og krimielementerne i bøgerne.

Således også i denne seneste bog, der er en højdramatisk historie med mange overraskelser og en række virkeligt interessante og overbevisende personer. Der er tale om både et psykologisk familiedrama og en krimi med flere for genren atypiske elementer og vinkler. Hvis jeg fortalte mere, end bagsiden gør om, hvordan spillet mellem bogens 6 hovedpersoner hænger sammen udvikler sig, vil det spolere intensiteten og overraskelsen for de kommende læsere. Derfor afslører jeg ikke mere, men glæd jer hele vejen med læsningen frem til den helt specielle og gode slutning.

De første to bøger af forfatteren var jeg som tidligere nævnt også rigtig glad for, og på linje med mine ratings af dem får denne bog samme vurdering.

Som ikke-krimi / psykologisk drama får den mine maksimale 5 stjerner og som krimi/spændingsbog 9 skydeskivepoint.

Mattias Edvardsson
En familietragedie
People’s, 2021
379 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Box

Krimi og spænding Posted on 12 dec, 2021 17:03

Charlotte Johansen fra Brønderslev er gæsteanmelder på denne bog. Jeg tilbød opgaven som gæsteanmelder til deltagerne i en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek, og Charlotte var hurtig til at melde sig.
Mange tak for indsatsen, Charlotte!

Per Drustrup Larsen

Bag på bogen
For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det. 

Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af svær, står politiet tilbage med en række spørgsmål: Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord? 

Mina Dabiri er efterforsker ved Stockholms Politi og beder Vincent Walder, kendis-mentalist og ekspert i kropssprog og magi, om hjælp. De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre. 

Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen. 

BOX er første bind i den nervepirrende triologi om efterforskeren Mina Dabiri og mentalisten Vincent Walder. 

Min anmeldelse

Da jeg tidligere har læst bøger af Camilla Läckberg var mine forventninger høje. Jeg kendte ikke på forhånd forfatteren Henrik Fexeus, men jeg må sige at deres samarbejde er resulteret i en virkelig god og spændende bog. Jeg er bestemt ikke skuffet og må sige at de forstår at fange læserne i deres til tider hårrejsende univers. 

Selvom bogen ved første øjekast virker som en ordentlig moppedreng, fløj siderne afsted fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Den var på ingen måder langtrukken og var let at læse.

Hovedkaraktererne Mina Dabiri og Vincent Walder kæmper begge med hver deres udfordringer og særpræg, men alligevel formår de at overkomme forskellighederne, og får et rigtig godt samarbejde op at køre, trods udfordringerne fra deres omgivelser. 

Undervejs i fortællingen får vi lidt at vide om karakterernes forti,d og man må gætte sig til, hvad det betyder, da det ikke bliver afsløret i den første bog, og man efterlades nysgerrig efter at få svar. Der er i hvert fald lagt op til en spændende fortsættelse i trilogien. 

Bogen er velskrevet, og spændingen bliver trukket neglebidende ud. 

Læseren efterlades med blod på tanden for at læse den næste bog lavet af det geniale forfattersamarbejde.

Jeg (Charlotte Johansen) giver bogen 9 store skydeskivepoint. 

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Box
People’s, 2021
644 sider



« ForrigeNæste »