Drustrups Bogblog

Nu fortæller jeg det hele.

Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har lagt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske ustilket, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin læser på en rejse gennnem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

(Sådan beskrives bogen på dens bagside)

Min anmeldelse:
Da jeg læste forlagets foromtale var jeg sikker på, det var en bog, jeg gerne ville læse. Den lød som en rigtig interessant roman med flere temaer.

Siden den udkom, er der kommet flere anmeldelser, og uden at have læst dem (et princip, jeg prøver at følge, inden jeg selv har læst og anmeldt en bog) har jeg dog opdaget, at de er meget positive. Derfor var jeg også ret spændt på bogen, da jeg gik igang, og jeg har – som altid – læst det hele.

Jeg har dog haft problemer med at forstå bogen eller bare at lade den komme tæt på mig, så jeg har måttet overveje, om jeg er den rette til at anmelde bogen, men jeg er nået frem til, at mine personlige oplevelser med bogen også er relevante.

Historien begynder rigtigt godt med et kompliceret og interessant forhold mellem de to tvillingebrødre indbyrdes og i deres familie i det hele taget. Det er nogle stærke personer, der præsenteres, og da de to brødre ender som aktive aktører i en dramatisk vådeskudsulykke mv., steg min interesse sammen med spændingen. Hertil hører også, at naturoplevelser og viden på fornem vis væves ind i handlingen.

I begyndelsen af bogen tegner forløbet således interessant med tvillingernes handlinger og især deres moralske overvejelser, men så mistede historien for mig fokus. Det hele breder og strækker sig ud med bl.a længere udredninger om den jødiske kabbala. De filosofiske sidegrene på historien gik hen over hovedet på mig, og jeg forstod ikke relevansen eller måske rettere nødvendigheden af dem i forhold historien. Andre læsere vil sikkert fange det bedre, men for mig var det rigeligt søgt/unødvendigt.

Med til min læsefrustration hører også den meget hurtige slutning, hvor meget pludselig ændrer sig, og brikkerne i personernes indbyrdes liv falder på plads, så en form for balance etableres. Det er en logisk slutning, men den kommer hurtigt og er i forhold til bogen meget kort beskrevet.

Hvad er så mit overordnede og samlede indtryk af bogen? Det er en ualmindeligt velskrevet bog med et smukt sprog og en fin litterær stil, og alene af den grund er jeg er glad for at have læst bogen. Der er en interessant grundstruktur i historien med tvillingebrødrenes indbyrdes forhold, men den fortælles på en for mig ufokuseret måde med en rigeligt høj vægtning af bl.a. det filosofiske. På mig virker den tilstræbt højlitterær.

Det ender med en vurdering på 3 stjerner.

Daniel Dencik
Nordisk vildt
Politikens Forlag, 2018
485 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Julegaverne til familiens børn/børnebørn er reddet!

Fra bogens bagside:
Prinsessen på ærten, Svinedrengen, Klods-Hans og Snedronningen…De er der allesammen, når Sigurd Barret genfortæller H.C. Andersens berømte eventyr for børn i alle aldre.

Sigurd genfortæller 31 H.C. Andersen-eventyr, både de kendte og de mindre kendte, og til udgivelsen har han komponeret 12 helt nye sange. Bøgerne er rigt illustreret af Stine Rosenberg, som har tegnet til en lang række af Sigurds bøger.

Min anmeldelse:
Der var 2 grunde til, at jeg glædede mig til at læse Sigurd Barretts måde at
fortælle de gode eventyr på.

For det første har jeg med fornøjelse læst og anmeldt flere bøger af forfatteren, og jeg er hver gang blevet imponeret af hans talent for at forenkle og formidle de valgte emner på en måde, så den bagved liggende originale tone og indholdet er bevaret – og endda på en underholdende måde.

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller danmarkshistorie 1-2 – HER

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om kongerækken – HER 

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om Luther – HER

For det andet har adskillige gange både som far og som bibliotekar forsøgt mig med H.C. Andersens eventyr i adskillige udgaver, men uden at finde en udgave, som både var tro mod originalens stil, som ikke var forkortet til ukendelighed, som var til at holde ud at læse op og som – ikke mindst – var noget selv de mindste børn kunne forstå og derfor orkede at lytte til.

Det har jeg fundet nu!
Sigurd Barrett – og hans faste illustrator – formidler på ualmindelig
fremragende vis en central del af dansk kulturarv!

Et kort eksempel fra “Svinedrengen”

H.C. Andersen:
“Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig vilde han.

Nu var set jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Kejserens
Datter: “vil Du ha’ mig” men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.

Nu skulle vi høre:…”

Sigurd Barrett:
“Der var engang en prins. Han var ikke særlig rig, og han havde kun et lillebitte kongerige, men selv om hans rige ikke var særlig stort, håbede han alligevel at kunne finde sig en sød prinsesse at gifte sig med.

“Der er mange, som kender mit navn!” sagde han til sig selv. “Jeg kan sikkert godt finde mig en prinsesse. Ja, når jeg tænker over det, så er der sikkert flere hundrede prinsesser, som kunne finde på at gifte sig med med mig!
Jeg tror sørme, jeg spørger kejserens datter. Hun siger nok ja!” Men det gjorde hun nu ikke bare lige. Hør selv:…”

——-

Eventyrene er i 2 bind placeret i en flot boks, hvor der er koder til download af lydbog til eventyrene. Boksen sælges i 2 udgaver: med og uden cd med Sigurds sange til eventyrene. (Sangteksterne er med i bøgerne.)

Som det sikkert kan ses i anmeldelsen, er bøgerne en mindst 5-stjernet oplevelse.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr 1-2
Politikens Forlag, 2018
231 + 233 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Thomas Winding havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super-Carla, der kunne trylle, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden, han var rundet af og talte til og med.

Min tidligere
kollega, bibliotekar emeritus BJARNI ÅKESSON FILHOLM, er denne gang gæsteanmelder. Tak til Bjarni!!

Bjarnis anmeldelse:
Jeg er glad for at have fået muligheden for at anmelde denne bog om Thomas Windings liv og virke.

Det er faktisk sådan, at jeg har ventet på en biografi i papirform om denne et af mine danske forbilleder. Jeg kender til diverse udmærkede dvd-udgivelser om Thomas Winding, men har egentlig gået og undret mig over, at der ikke kom en ”rigtig” bog om ham. Forlaget Politiken og forfatteren Henrik Palle opfylder nu i fællesskab mit ønske.

Og det er en god og veloplagt bog om Thomas Winding, der kronologisk skildrer multitalentets liv samtidigt med en vekselvirkning og kortlægning af hans kunstneriske virke, – dette bliver så elegant suppleret og sat ind i en kulturel sammenhæng med relevante oplysninger om, hvad der ellers foregik i verden i Thomas Windings levetid (1936-2008).

Jeg har altid betragtet Thomas Winding som et yderst talentfuldt menneske, – jeg er bevidst om ikke at udnævne alle mulige og umulige til genier, men i Thomas Windings tilfælde tøver jeg ikke. Jeg har det næsten som en af de personer, der er citeret i bogen. Hun siger: ”Ja, han kendte ikke mig, men jeg kendte ham…”.

Hans stemme er med rette blevet fremhævet, som ganske enestående, fløjlsblød med et elegant roligt taletempo. Men der anes vel også noget provokerende og drillende i den tilsyneladende slentrende og høflige diktion? Det er altid en fordel at have humoren på sin side – og den underspillede virker dobbelt så stærkt. Underlægningsfortællerstemmen til filmene om Emil fra Lønneberg bliver af mange ofte fremhævet som noget enestående Windingsk, som de husker fra deres barndom og ungdom. Denne oplevelse af en venlig stemme fra fortiden er jeg helt med på, men vil dog retfærdigvis stilfærdigt gøre opmærksom på, at den originale svenske fortæller i filmene om Emil fra Lønneberg nu også var temmelig god.

Thomas Windings liv var spraglet og omskifteligt. Han ville gerne – som barn – danse ballet i en kortere periode, han ville gerne male og tegne og senere skrive børnebøger. Og det gjorde han så alt sammen med skiftende intensitet livet igennem, og hvad især børnebøgerne angår også med stor succes og anerkendelse.

Så blev han filminstruktør, lærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft, Filmkonsulent og højskoleforstander. Han boede i en stor del af sit liv i København, hvor hans mange kunstnervenner også boede – vekslende med Ærø, hvor han nød freden og forsøgte at finde arbejdsro.

Samtidigt med alt det skabte han – i samarbejde med andre yderst talentfulde kunstnere, som bl.a.: Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Suzanne Brøgger, Olaf Nielsen, Hans Christian Ægidius, Brian Patersson, Gotha Andersen, Otto Brandenburg, Hauch-Fausbøll og ofte også sammen med sine egne familiemedlemmer og gode venner – de fremragende børne- og ungdoms tv-udsendelser/serier, som han med rette er anerkendt for: ”Lirumlarum”, Super Carla”, ”Blomsterpistolen”, ”Farvel jeg hedder Kurt”,
Tyllefyllebølleby, ”Det har jeg aldrig sagt”, ”Se Hundested og gø” for blot at
nævne nogle af dem, jeg selv kender. Jamen kæreste venner! – hvor jeg nød at se disse tv-serier fra dengang, det var før.

Jeg noterer mig også med glæde, at hans spillefilm ” Revolutionen i vandkanten” fra 1971 for øjeblikket restaureres af en af Thomas Windings eks-hustruer, Busser Winding. Så bliver der engang mulighed for at gense den.

Winding og kvínderne: Han blev gift og skilt mange gange og havde efter sigende mange udenoms-amorøse affærer. Han må have haft voldsom kvindetække. Jeg hæfter mig ved, at han blot ved at gå iklædt kedeldragt i en periode startede en mode blandt kvindelige ansatte i TV-byen, som også iklædte sig kedeldragter med bælterne spændt stramt om taljen. Windings interesse for det erotiske ses også af hans pornografiske romandebut: ”En historisk oplevelse. En nostalgisk porno i anledning af Københavns fødselsdag”. (1967). En efter datidens moralbegreber dristig og uartig sag.

Thomas Winding fik mange børn, alle dygtige og begavede på hver deres måde. Af bogen kan man forstå, at han ikke altid havde tid til dem, da hans fokus var andetsteds. Da han blev ældre, ændrede det sig til det bedre.

Som ungt menneske i 1960’erne og 1970’erne betragtede jeg ham som en begavet våbenbroder, som på en elegant og humoristisk facon stillede spørgsmål ved det vante og gængse. Hvorfor gør man sådan? Hvem har bestemt det? Kunne man overveje at gøre det på en anden måde? Hvis man fandt det omgivende samfunds normer begrænsende uden rigtig selv at kunne formulere, hvori det snærende lå, så trådte Thomas til med sin filosofiske crazy-komik og stillede sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål
til det allerede vedtagne.

Anarkisme, og mistro til autoriteter blev udfordret via gakkede fortællinger. Ikke noget med udmattende politiske venstre- eller højreorienterede argumenter. Næ, Thomas Windings rebelskhed var langt mere forfinet og universel. En slags sofistikeret nonsens-logik, måske?

Hans stemme var vigtig, – fortællingernes rolige fremadskriden ligeså. Det var jo lige der i spændingsfeltet mellem de to elementer, at magien og den euforiserende humor opstod.

Jeg kunne lide hans satiriske form for løjer, den kulsorte humor som lidt efter lidt antagelig var med til at ændre meningsdannelsen hos bestemte samfundsgruppers stivnede moralopfattelse og selvpåførte etikette-slaveri. Det vil jeg gerne tro.

Henrik Palles udmærkede bog om Thomas Winding har jeg været glad for at læse. Den er illustreret med fotografier af kunstneren, hans hustruer, børn og venner. Der er også en del malerier, som alle peger hen mod Thomas Windings snurrige visuelle begavelse. Dertil kommer et stamtræ og en værkfortegnelse bagest i bogen.

Efter mine begreber er denne bog sammen med Leonard Cohens (hov, der var da endnu en herre med en karakteristisk stemme) posthumt udgivne ”The Flame” en af de mest vedkommende og læseværdige bøger, der er udkommet i 2018. Derfor får den denne blogs maksimale 5 stjerner.

Henrik Palle
Thomas Winding : En
stemme i tiden
Politikens Forlag,
2018
300 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget

1972: Den venstreradikale bølge fra 1968 virker nærmest idyllisk sammenlignet med den krig, der nu vokser frem mellem Europas sikkerhedstjenester og en mere og mere splittet venstrefløj.

Eric Letang arbejder om dagen som fuldmægtig i Henning Sjöstrands berømte og berygtede advokatfirma, men om aftenen og i weekenderne er han aktiv på venstrefløjen. Hans store kærlighed Gertrude er advokat i Hamborg i et brutalt politisk klima, hvor hun oplever, at hendes venner en efter en sættes i fængsel eller bliver dræbt.

I Sverige arbejder hemmelige agenter efter vesttysk forbillede på at fremprovokere en åben konfrontation mellem “terrorister” og staten, og for den modstandsbevægelse, som Eric Letang er med i, bliver det et farligere og farligere spil.

Samtidig dør den ældre generation af familien Lauritzen, og en ny kommer til.

Først kort om mit forhold til Jan Guillous serie:
Jeg har med stor fornøjelse fulgt med i hele serien lige fra “Brobyggerne” åbnede med et brag. Jeg var fascineret både af de enkelte bøger og af det store romanprojekt. Derfor forsøgte jeg fra dengang af og frem til 2014 at arrangere et forfattermøde med Jan Guillou på Hjørring Bibliotek.

Det lykkedes sommeren 2014, og hele Guillous rigtigt gode oplæg om sit
forfatterskab inkl. baggrunden for serien kan findes her:  blog.drustrup.dk/#post11. Det var kort før bind 4 “Ikke at ville se” udkom – og for en gangs skyld brød Guillou seriens fremadskridende kronologi ved at lade næste bind i serien “Blå stjerne” foregå på samme tid og om de samme begivenheder, men med det hele set fra 2 forskellige vinkler. Efter min mening var det et genialt fortælleteknisk træk, der viste Lauritzen-familiens forskellige grundholdninger.

Efter disse bind begyndte handlingen at bevæge sig frem til den tid, Jan Guillou selv har en bevidst hukommelse fra, og det kan ses i de to følgende bind, som jeg har anmeldt på min blog: “Ægte amerikanske cowboybukser” – blog.drustrup.dk/#post13 og “1968” – blog.drustrup.dk/#post108.

Det har betydet, at beskrivelserne ikke længere udelukkende baserer sig på omfattende research, men nu også på Guillous egen hukommelse og oplevelser. Derfor har de to bøger – og den nye som jeg anmelder herunder – i nogen grad også ændret stil. Det gælder især “1968” og den nye, hvor forholdsmæssigt lange passager beskriver holdninger i og stridigheder blandt venstrefløjens fraktioner. Det har givet blandede anmeldelser, hvor flere har ønsket stilen fra især bind 1 “Brobyggerne” tilbage.

Sådan har jeg det ikke! Jan Guillous formål er fra sit udgangspunkt at beskrive de forskellige epoker i de hundrede, den er planlagt at dække frem til 11. september 2001 med World Trade Center. Og tiderne skifter undervejs, så beskrivelserne af en familie, et land, en region og politiken må nødvendigvis være forskellige fra omkring 1900 og til 1970’erne.

Vel er der store forskelle mellem de nu første 8 bind i serien, men overordnet set er serien “Det Store Århundrede” en efter min mening genial serie, der vil stå som et hovedværk i nordisk litteratur. Det er en indsats fra Guillous side, der burde udløse litterære priser af højeste karat, selv om han sikkert ikke selv ville ønske det.

Derfor:
Læs HELE serien og således også den helt nye “Dem der dræber drømme sover aldrig” – der for mig står som en af seriens allerbedste bøger!

Min anmeldelse af denne bog:
I denne bog spiller både politiske rænkespil, dramatiske begivenheder, korrupte medier og personlige tragedier centrale roller, men sandelig ikke uden humor af forskellig art. Selv om berufsverbot, terrorgrupper, modstandsbevægelser, ulovlige overvågninger, brutale politifolk, juridiske spidsfindigheder, stridende venstrefløjsgrupperinger og internationale politiske sager danner baggrunden for bogen og tiden, så er der tale om en roman – og en stærk en!

Gennem det hele går der nemlig personlige røde tråde lige fra familien Lauritzens interne forskelligheder, der bl.a. viser sig i arvesager og familiemøder, og til historien om Jan Guillous egen involvering i afsløringen af en hemmelig efterretningsgruppes ulovlige spionage mod den svenske venstrefløj. Virkelighedens Guillou hedder i bogen Erik Ponti, og virkelighedens tidsskrift Folket i Bild/Kulturfront hedder Folkets Avis i bogen. Sådan er der helt sikkert mange flere nøglereferencer, men det er ikke afgørende for læseoplevelsen at kunne gennemskue dem alle.

Afgørende er det, at Guillous interne og personlige viden om tiden og engagementet i dens politiske forhold formidles på ualmindelig fremragende vis i romanform. Forhåbentlig vil historien om tiden og dens på mange måder markante begivenheder blive stående endnu stærkere i både nuværende og kommende generationer bevidsthed efter læsning af denne roman. Det er sådan noget, romaner kan. Det er der flere eksempler på.

Jeg kan kun give bogen – og hele serien – mine maksimale 5 stjerner. Havde jeg flere, fik bogen også dem.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
(Det Store Århundrede; 8)
Modtryk, 2018
435 sider

PS:
På allersidste side i bogen dukker der en central hovedperson op fra en af Guillous andre serier. En mand med samme navn som formanden for bestyrelsen i Guillous svenske forlag Piratförlaget.
Gu’ ve’ om han kommer med i seriens kommende bind?!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.

Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.

En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed – og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant – og det var den også!

Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).

Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.

Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.

Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.

Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed – og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:

Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.

Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende

Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.

Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:

– Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.

– Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).

– Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.

– Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.

Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori “Alt muligt andet godt”, idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien “Krimi og spænding” på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
År 1838:
James og Sadie Goodenough har slået sig ned, hvor deres hestevogn sad fast. I den mudrede, stillestående sump i det nordvestlige Ohio. Sammen med deres fem børn arbejder de utrætteligt på at tæmme deres jordstykke ved at købe ungtræer fra den lokale træsælger, kendt som John Appleseed, så de kan dyrke de halvtreds æbletræer, det kræver at afmærke deres grund. Men den plantage, som de planter, lægger spiren til en lang kamp. James elsker æblerne, der minder om deres lettere vilkår i Conneticut; hvorimod Sadie foretrækker den æblebrændevin, de laver, et alkoholisk fristed fra det brutale plantageliv.

År 1853:
Deres yngste søn Robert vandrer gennem guldfeberramte Californien. Hvileløs og hjemsøgt af den nedbrudte familie, han efterlod, har han vandret alene gennem landet. I en lille skov af rødtræer og amerikansk kæmpefyr finder han en smule trøst ved at samle frø for en naturalist, som sælger planter fra den nye verden til gartnere i England. Men selv i Amerika er der en grænse for, hvor langt man kan løbe, og da Roberts fortid uventet haler ind på ham, må han beslutte sig for, om han vil drage videre igen eller omsider slå sig ned selv.

Min anmeldelse:
Jeg nød Tracy Chevaliers bog “Pige med perleørering” rigtigt meget, og derfor gav jeg denne helt anderledes roman en chance. Det skete også, fordi historien efter bagsidens tekst bygger på de barske naturgivne vilkår, datidens indvandrere og nybyggere i USA måtte leve under. Både tiden og det med naturen fascinerer mig også.

Historien fortælles primært i 2 hovedafsnit dog med mellemliggende små afsnit til at knytte delene sammen. I første afsnit følger vi familien, mens de under ganske trøstesløse vilkår forsøger at skabe sig et tåleligt liv, men forgæves. Da alt falder sammen, følger historiens andens del sønnen Robert og hans vej vestpå, hvor han ender i Californien.

Bogen har ikke samme charme og tone som “Pige med perleørering”, men det er alligevel en godt fortalt historie, der giver en helt anden indsigt i den tids besværligheder ud over western-niveauet og Laura Ingalill Wilders univers. Det er også en historie med stærke personer, hvor især Robert er den markante person.

Det er ikke Nobelpris-verdenslitteratur, men det er en god, varm og interessant historie formidlet af en rigtig god fortæller.

Bogen føjer sig smukt ind mellem de øvrige bøger med historisk baggrund, som Tracy Chevalier har skrevet. Også “Æblehaven” bygger på historiske facts, og Chevalier blev inspireret af et par værker til at lave sin version af historien. I et efterskrift har hun beskrevet sine inspirationskilder og senere værker, hun har brugt som baggrundsstof. For mig giver det romanen yderligere dybde – også som skønlitterært værk.

(Billedet, jeg har lavet til illustration af min anmeldelse, består foruden bogens forside bl.a. af billeder fra en tur, vi i 2015 havde til netop de steder, bogen foregår i sidste halvdel: Murphys og Calaveras med de kæmpestore mammuttræer. Desuden er der meget passende indsat billede af en kogle fra netop mammuttræerne samt af et æble.)

Jeg giver bogen 4 stjerner ud af mine 5 mulige.

Tracy Chevalier
Æblehaven
Jentas, 2017
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.