Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Peter Wohlleben: Dyrenes hemmelige liv

Alt muligt andet godt Posted on 26 sep, 2017 21:08

Hvad foregår der i hovederne på dyr?
Foregår der noget bevidst?
Kan de have ægte følelser?

Fra bogens bagside:
Med udgangspunkt i de nyeste videnskabelige opdagelser og sine egne oplevelser i skoven og på gården forsøger skovfoged Peter Wohlleben at besvare disse og mange andre spørgsmål og give os et indblik i dyrenes fascinerende indre liv.

Han fortæller om haner, der lyver for deres høner, selvopofrende egernmødre, medfølende skovmus, sørgende rådyr og ravne, der kan kende hinandens stemmer selv efter mange år, og slår fast, at dyr ligesom os har deres egen personlighed, der er et resultat af både arv og miljø.

Min anmeldelse:
Det er herligt at læse en både vidende og engageret formidler af en række overraskende fakta om dyr af alle slags – fra dyr der genetisk ligner mennesker meget til bier, frugtfluer og slimsvampe.

Peter Wohlleben fik i 2016 udgivet “Træernes hemmelige liv”, hvor han på samme måde beskrev nye sider af træer og buskes liv. Begge bøger er baseret på hans egne iagttagelser af og tanker om oplevelser i den skov, han er skovfoged i i Tyskland, men han underbygger også denne bog sine ideer med mange henvisninger til artikler (især på tysk) fra forskelligeartede kilder.

Det er ikke en bog, jeg har kunnet læse i ét stræk som en lille roman, men en bog hvor jeg har nydt de korte kapitler i bidder fordelt over en periode. Kombinationen af hans private iagttagelser ofte beskrevet detaljeret og småsnakkende og så det faglige grundlag fungerer fint for mig, men er ikke altid helt struktureret.

Det har været fascinerende læsning at få hans synspunkter på, om dyrenes opførsel og reaktioner er baseret på genetisk dannede instinkter, eller om der er bevidste følelser og tanker bag deres måder at opføre sig på. Har dyr retfærdighedssans, humor, sorg, begær, bagtanker og en bevidst sjette sans? Efter at have læst bogen med Peter Wohllebens overbevisende argumentation er jeg ikke spor i tvivl, og under alle omstændigheder vil enhver læser få noget at spekulere over i forhold til sin viden om og forhold til dyreverdenen. Og så er det jo en vellykket fagbog.

4 stjerner herfra.

Peter Wohlleben
Dyrenes hemmelige liv
People’s Press, 2017
231 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kasper Hoff: Rygtet om hendes død

Alt muligt andet godt Posted on 20 sep, 2017 21:46

En velskrivende forfatters ideer om eller visioner for kunstig intelligens. En både underholdende og tankevækkende historie om hvordan Beate Nielsen efter sin død overlever som digital person med intelligens og intuition. Titlen spiller sikkert på udsagnet fra humoristen og satirikeren Mark Twain: “Rygterne om min død er stærkt overdrevet”, og det er ret velvalgt.

Fra bogens bagside:
Beate Nielsen er en verdensberømt hjerneforsker. Da hun rammes af en dødelig kræftsygdom, iværksætter hun sit største og mest ambitiøse projekt nogensinde: Hun vil genskabe sin egen hjerne i en computer, så hun kan fortsætte med at eksistere efter sin død.

Beates projekt får uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser, ikke mindst for hendes voksne søn, Morten. For hvad stiller man op, når ens mor genopstår som en stemme i en urne?

Rygtet om hendes død er en humoristisk familieroman om menneskets evige drøm om at overvinde døden, om familierelationer og om, hvad det vil sige at være menneske.


Min anmeldelse:

Jeg synes, det er for lidt at kalde bogen en humoristisk familieroman.

Vel kommer der groteske og morsomme optrin ud af mødet mellem den ualmindeligt veltalende og velargumenterende digitale version af Beate Nielsen og personerne omkring hendes urne, der er online med den computerbaserede personlighed.

Vel kommer sønnen Morten og hans kone ud i en alvorlig – og samtidig for os læsere underholdende – krise som søn og svigerdatter til en person med (måske) to liv.

Men jeg mener, det er oplagt også at læse dybere i bogen, som med sin beretning, om hvordan Beate Nielsen genskabes som digital person med intelligens og intuition, føjer en velskrivende forfatters tanker til diskussionerne af kunstig intelligens.

Det emne forskes der i over hele verden, og selv om de aktuelle resultater f.eks. med talende svarmaskiner – chatbots – ikke har været overbevisende, vil kun fremtiden – og sikkert ikke om så længe – vise, hvor langt ud det vil udvikle sig. Uden at jeg forventer samme litterære udødelighed som disse forfatteres, så kom jeg til at tænke på George Orwell og Jules Verne, hvis forestillinger om fremtiden i nogen grad viste sig at holde stik. Om det kommer så vidt, som Kasper Hoff har digtet, er ikke til at vide, men som samfundssatire/fremtidsvision er bogen ikke kun underholdende, men også interessant.

Derfor får den 4 stjerner fra mig.

Kasper Hoff
Rygtet om hendes død
Modtryk, 2017
230 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Ole Thorstensen: En tømrers dagbog

Alt muligt andet godt Posted on 15 sep, 2017 21:18

Selv om det er en bog i romanform om et konkret byggeprojekt med indretningen af et loftrum til beboelse, kan den læses generelt og dybere om emner som kvalitet, nøjagtighed, samarbejde, faglig stolthed, menneskelige relationer, et godt arbejdsliv, økonomi, tilfredshed, masseproduktion eller håndværk.

Fra bogens bagside:
Vi følger byggeprojektet fra det øjeblik, det sættes i gang med en opringning fra en kunde. Vi følger de indledende forhandlinger; arbejdet med tegningerne; samarbejdet med en lang række fagspecialister: malere, murere, blikkenslagere, elektrikere; håndteringen af materialerne; det hårde arbejde fra start til slut og frustrationerne undervejs, når noget går galt, og den glæde og tilfredstillelse, som de gode løsninger og det veludførte arbejde giver.

Hvorfor er det, at manuelle færdigheder i dag er undervurderet? Når alt kommer til alt, giver arbejdet med hænderne tid til tanken. Med alle sine praktiske detaljer udgør bogen også en filosofi om det manuelle arbejdsliv.

Min anmeldelse:
Vel er det en tømrers fortælling om et projekt, hvor en familie skal have indrettet deres loftsrum med børneværelse, stue og badeværelse – altså en praktisk og med hammer og tommestok håndholdt beskrivelse af hele processen i detaljer og med flere arbejdsskitser og tegninger.

Vel er det en fagpersons tekst om en arbejdsproces beskrevet med en del fagtermer, der kunne have gjort teksten alt for indforstået.

MEN forfatteren er en tænksom og velskrivende norsk tømrer, der løfter sin historie flere etager op over en ren byggeteknisk tekst.

Jeg har forsøgt at abstrahere fra mit indre og manuelle håndværkergen for at vurdere målgruppen, og for at finde ud af, om sådan en lidt spøjs og ret usædvanligt vinklet bog kan interessere bredt? Resultatet blev: Ja, det burde den, og det kan den!

Disse folk kan have fornøjelse af at læse den – og sikkert mange flere:

– Alle der har fået bygget hus.

– Alle der har haft håndværkere til at lave en større eller mindre ombygning eller reparation på deres bolig.

– Alle professionelle håndværkere.

– Alle bygningsingeniører, bygningskonstruktører, arkitekter og tilsvarende fagpersoner.

– Alle der har lavet gør-det-selv-arbejde på deres egen bolig – og måske endda nyder det.

– Alle der har lyst til at læse velskrevne bøger med særlige vinkler og som kan abstrahere fra, at de måske ikke forstår alle fagtermer, men til gengæld vil opdage dybden.

Som I kan se, er jeg fascineret af bogen. Den bliver nok aldrig et stort hit, men der er kort fortalt alle mulige grunde til, at denne bog skal læses bredt, og jeg giver denne gang ikke stjerner til bogen, men 4 ud af 5 mulige stemmejern for bogens charme, sprog og særlige vinkel.

Ole Thorstensen
En tømrers dagbog
People’s Press, 2017
234 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Turen går til bøgernes Verden

Alt muligt andet godt Posted on 13 sep, 2017 16:42

Jeg synes, det er meget passende at lade denne guide til en rundrejse i den litterære verden være blogindlæg nr. 100 på Drustrups Bogblog.

Kathrine Tschemerinsky har som antropolog og redaktør for Politikens Rejsebøger udvalgt romaner og rejselitteratur fra Afrika, Mellemøsten, Americas, Asien, Oceanien og Europa.

Der er ingen grund til at blive hjemme! Tag denne inspirerende litteraturguide til rejser med på din næste tur – uanset om den foregår i din læsestol eller ude i verden.

Fra bogens bagside:
“Hvad skal jeg læse på min næste rejse?” Det er spørgsmålet, Turen går til bøgernes Verden svarer på. Bogen indeholder omtaler af skønlitteratur og rejsebeskrivelser fra en række populære og mindre populære destinationer. Det er berigende at opleve destinationen gennem bøger, der udspiller sig netop dér, hvor man befinder sig. Litteratur lægger nye dimensioner til oplevelsen af rejsemålet, fra Paul Austers New York til Orhan Pamuks Istanbul. En anderledes guidebog, der stimulerer til at rejse – og til at læse.

Min anmeldelse:
Uanset om jeg ser på udvalget af bøger fra steder, jeg har været, eller om det er afsnit med bøger fra steder, jeg er på vej til, eller som jeg gerne vil besøge, så er denne bog en fascinerende inspiration til at læse eller genlæse gode bøger fra alle stederne.

Det er forfatterens subjektive udvalg af bøger foretaget i samarbejde med forfatterne af de rigtige guidebøger i Turen Går til-serien, og udvalget kan – ligesom guidebøgerne – aldrig blive totalt dækkende. Det havde jeg heller ikke regnet med på så relativt få sider, men udvalget af bøger fra de steder, jeg kender lidt til, er på alle måder relevant og inspirerende. Så kan man som rejsende læser selv rejse videre ad andre litterære veje, hvis der er steder, som er særligt interessante. Det er også muligt at give forslag til titler eller forfatterskaber til kommende udgaver af bogen, så den kan blive endnu bedre.

For hvert land eller destination beskrives bogen ikke bare, men den og forfatterens sættes ind i en relevant politisk, historisk eller litterær sammenhæng, så bogen formidler også på den måde viden og en udvidet læseoplevelse.

Det er primært bøger på dansk, der er med i bogen, men når det har været nødvendigt eller oplagt, er en del af destinationerne også forsynet med oplysninger om bøger på engelsk. Det forøger kun brugsværdien. Den forøges også af indsatte, korte faktabokse om oplagte emner.

En liste over bøger fra afsnittet om Grækenland er kun et kort eksempel på udvalget i bogen, men det viser spændvidden godt: Petros Markaris: Forfaldne lån / Philipp Kerr: Guds hånd / Nicholas Gage: Eleni / Oriana Fallaci: En mand / Homer: Odysseen / Victoria Hislop: Øen / Nikos Kazantzakis: Spil for mig Zorbas og Report to Greco.

Det er ikke en bog, man sætter sig ned og læser fra ende til anden. Det er en bog, man går på opdagelse i for at finde inspiration til både læsning og rejsemål. Udforsk selv bogen videre! Det er bare med at komme i gang – både med at læse og med at rejse! God tur!

En 5-stjernet bog.

Kathrine Tschemerinsky
Turen går til bøgernes Verden
Politikens Forlag, 2017
132 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Deon Meyer: Fever

Alt muligt andet godt Posted on 31 aug, 2017 09:52

Fra bogens omslag:
Én mand med en drøm
Én dreng med et gevær
Én chance for at genopbygge verden

Nico Storm og hans far kører gennem et øde Sydafrika konstant opmærksomme på vilde hunde, motorcykelbander og radioaktiv stråling. De er nogle af de få overlevende, efter en virus har dræbt det meste af verdens befolkning. Selv om Nico er ung, indser han, at han med sine gode evner som skytte og sit rolige temperament er nødt til at være sin fars beskytter.

William Storm er ikke til kamp, men han er en mand med en vision. Han er på udkig efter et sted, der kan blive et tilflugtssted, et fyrtårn af lys og håb i en mørk og håbløs verden, et samfund som overlevende skal genopbygge fra ruinerne. Og sådan blev Amanzi født.

Min anmeldelse:
Deon Meyer er sydafrikansk forfatter og en af mine yndlingsforfattere af spændende og samfundsrelevante krimier/spændingsbøger. Desværre er kun 4 af hans bøger oversat til dansk, men jeg jeg har købt og læst alt, han har skrevet, så da jeg her i sommeren 2017 så, at “Fever” var udkommet, bestilte jeg den uden helt at vide, hvad det var for en bog, men den lød spændende.

Det er den også – og meget, meget mere end det!

Bogens undertitel er et sted angivet som “Nicolas Storms erindringer om efterforskningen af mordet på hans far”. Allerede fra første side ved vi, at faren på et tidspunkt myrdes. Det er Nicos drivkraft, men er overordnet set kun en lille del af bogen. Det gør ikke bogen til en krimi, fordi der er et mord som omdrejningspunkt.

Det er ikke en krimi. Det er ikke en spændingsbog. Det er ikke en fremtidsroman.

Det er så meget andet. Det er en bekymret og tænkende forfatters kærlighedserklæring til og bekymring over verden og hans eget hjemland samt civilisationen, menneskeheden og menneskene. Det er en på én gang dystopisk og utopisk roman. Og så er det samtidig en velskrevet, overraskende samt rigtigt spændende og voldsomt relevant historie.

Situationen er den, at en virus har dræbt 90-95 % af verdens befolkning. En totalt og voldsomt virkende pandemi som har lagt verden stort set øde og efterladt den uden styring af samfundet, uden energiforsyning, uden alt det vi kender i dag. Kun isolerede grupper rundt omkring kan have overlevet, og “Fever” er historien om en af disse grupper.

Med udgangspunkt i sit hjemland fortæller Deon Meyer historien om, hvordan en gruppe på efterhånden nogle tusinde mennesker samles omkring William Storm i samfundet Amanzi, og hvordan de overlever dagligdagens problemer med at skaffe mad m.m.m., de større problemer med plyndrende bander og med intern strid og hele etableringen af en samfundsstruktur.

Historien, der foregår over flere år, fortælles kronologisk gennem Nicos oplevelser og tanker samt frem mod slutningen i stigende grad gennem uddrag af interviews med beboere i Amanzi. Interviewene er lavet af William Storm som et historisk dokumentationsprojekt, og de tilfører historien nye dimensioner og vinkler.

Ud over at være tankevækkende og gribende, er bogen også meget spændende helt frem til den både logiske og og ret overraskende slutning. Det er underholdning på højeste plan og med indholdsmæssig substans.

Kort fortalt: “Fever” er den tankevækkende historie om, hvordan verdens situation kunne være om få år set fra en bevidst og velskrivende forfatters synspunkt. En forfatter som af kærlighed til sit land og folkene og ud fra sin bekymring over udviklingen globalt og lokalt har skrevet en helt særlig bog, som burde læses bredt og vække debat.

Hvis der er litterær retfærdighed til, så burde bogen nomineres til store priser.
Det er Deon Meyers bedste bog indtil nu, og den kunne meget vel blive hans hovedværk.

Hans spændingsbøger og krimier er fantastisk gode, men “Fever” er en helt anden slags bog og i en liga for sig. Det er på ingen måde muligt at give bogen mindre end de maksimale 5 stjerner.

(Og til danske forlag: Se så at få oversat “Fever” – og gerne også Deon Meyers andre bøger. Bare sig til. Jeg er klar til at hjælpe!)

Om Deon Meyers bøger:
“Tretten timer” er første del af en serie på foreløbig 4 bind med Benny Grissel i hovedrolllen. Fortsættelsen hedder “Syv dage”, og den er oversat, mens de følgende to – “Cobra” og “Icarus” på skandaløs vis ikke er blevet oversat (endnu) til dansk. Det samme gælder underligt nok for “Dead before dying”, “Blood Safari” og “Trackers”!

Han har dog fået udgivet to andre spændende bøger på dansk: “Jægerens hjerte” og “Jægerens bytte”, hvor Grissel i øvrigt også er med i som biperson.

Deon Meyer
Fever
Hodder & Stoughton, 2017
534 pages – og ikke en eneste for meget.



Armando Lucas Correa: Den tyske pige

Alt muligt andet godt Posted on 29 jul, 2017 22:45

NB:
Denne anmeldelse er blevet endnu længere end sædvanligt, så I får konklusionen først. Så kan I overveje, om I vil ikke vil hellere læse bogen end anmeldelsen:

Armando Lucas Correa: “Den tyske pige” er en gribende familiesaga, hvor kærlighed og sorg følges ad, og samtidig en roman, hvor de grusomme, historiske facts, om hvor umenneskelige mennesker kan være til forskellige tider, formidles indlevet og med udgangspunkt i personlige oplevelser. Bogen får mine varmeste anbefalinger, og jeg giver den 5 stjerner.

Fra bogens bagside:
1939
Berlin: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er nu uønskede i den by, hvor de altid har hørt til. Men ruteskibet St. Louis giver dem håb om en sikker vej ud af Tyskland til solrige Cuba, og efter en hektisk jagt for at skaffe visa går Hannah Rosenthal og hendes forældre ombord på det luksuriøse skib med kyst mod Havana.

2014
New York: på Anna Rosens tolvårs fødselsdag dukker en uventet pakke op. Den viser sig at være fra en ukendt slægtning på Cuba, og set særprægede indhold sender Anna og hendes mor påmindelse opdagelsesrejse til Havana, tilbage til familiens tragiske forhold.

Den tyske pige tager læseren med til Berlin under optakten til anden verdenskrig , over Cuba på tæsklen til revolutionen og til New York i efterveerne fra 11. september, før den når sin slutning i nutidens urolige Havana.

Min anmeldelse:
Det er en gribende familiesaga, hvor kærlighed og sorg følges ad, og hvor familiens historie og stolthed over oprindelsen både bærer den gennem oplevelserne og er baggrunden for dem. Det er en bog om jødeforfølgelse og Holocaust, samt om hvordan mange lande behandlede de flygtende ombord på St. Louis, men også om hvordan andre grupper og mindretal er blevet behandlet senere i historien.

I skiftende kapitler og dele af bogen følger vi først den 12-årige tyske pige Hannah i Berlin, hvor “krapylerne” forfølger og forjager jøder som hende, og derefter12-årige Anna i nutiden på besøg hos sin aldrende faster Hannah på Cuba, hvor vi også får historien om Hannah og hendes mors oplevelser før, under og efter revolutionen, hvor de og mange andre blev svigtet af en lang række nationer. Denne gang er det på Cuba “kryb”, der bl.a. forfølger Jehovas Vidner som undermennesker.

Det er også en roman, hvor de grusomme, historiske facts, om hvor umenneskelige mennesker kan være til forskellige tider, formidles indlevet og med udgangspunkt i personlige oplevelser. Det får historien til at virke både levende og vedkommende – også i dag. Det er for mig vigtigt, at også romaner med historisk baggrund vil sige nutidens læsere noget og endda betyde noget for dem – og det vil denne bog så absolut. (Bagest i bogen underbygger et efterord, et dokument og nogle fotos bogens historiske baggrund.)

På forunderlig vis er alle de involverede mænd i familiens kvinders liv forsvundet og døde, uden de har kunnet begraves, så foruden at være en stærk familiesaga, er det også en bog med stærke kvinder, hvis savn og sorgarbejde hjælpes af stærke kærlighedsbånd.

Fortællestilen er ret unik i sin måde at fortælle historien på uden i hast at afsløre alle facts. Begivenheder og baggrunde forklares så langsomt, at de virker stærkere, når den rette sammenhæng går op for læseren.

Bogen får mine varmeste anbefalinger, og jeg giver den 5 stjerner. Jeg håber, den får mange læsere, for det har I fortjent! (Bogen kan bestemt også bruges i undervisningssammenhæng på mange niveauer samt i læsegrupper.)

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Armando Lucas Correa
Den tyske pige
Politikens Forlag, 2017
332 sider

PS:
Også i den cubanske forfatter Leonardo Paduras bog “Kættere”, der er om hans faste hovedperson den pensionerede kriminalkommissær Mario Conde, indgår historien om St. Louis og jøderne samt om Cuba i dag. Det er en helt anden bog end “Den tyske pige”, men der er flere paralleller, og det er også en bog, som kan fascinere ikke-krimilæsere.

Et kort referat ser sådan ud:

“Kættere” er opdelt i tre dele. Første del omhandler ekskriminalkommissær Mario Condes efterforskning af, hvad der skete med et forsvundet Rembrandt-maleri, der skulle bruges som bestikkelse for at give nogle jøder indrejsetilladelse i Cuba lige før anden verdenskrig. Anden del omhandler tilblivelsen af maleriet i Amsterdam og om Rembrandts elev, den jødiske Elias Ambrosius’ kætteri, idet han malede personer. Tredje del foregår igen på Cuba, hvor Mario Conde efterforsker en ung teenagepiges forsvinden. Hun fornægtede religion og politik og tilhørte i stedet subkulturen emo.

Leonardo Padura
Kættere
Lindhardt og Ringhof, 2017
603 sider



« ForrigeNæste »