Drustrups Bogblog

Kort fortalt:
Et storslået mesterværk af en historisk roman om Danmark i en brydningstid for 500 år siden. Historien om Reformationen fyldt med viden, saft og kraft fortalt med Stygge Krumpen og hans Elsebeth Gyldenstjerne som hovedpersoner. En 5-stjernet læseoplevelse!

Fra bogens bagside:
To unge mennesker ønsker et bedre liv. hun forsøger at slippe væk fra mishandling. Han kæmper for at få indflydelse. I læbet af et år får de begge alt, hvad de kunne bede om, og mere til. Hun bliver skilt, han bliver biskop, og en livslang kærlighedshistorie begynder. Magt, rigdom, politisk handlekraft og erotik blandes.

Stormene er på vej, men ingen ved det. Alt virker normalt. Der er kun én kirke i Europa. Alle tror på den samme fortælling om liv, død og Gud. Og mens en ung munk finder fred og livsindhold i et kloster, flygter en nonne.

Om lidt vil de alle fire møde hinanden, og hele deres verden forandres.

Synd bliver til salighed, cølibat til erotisk betagelse, religion til politik, politik til krig. Efter borgerkrig og reformation er alle havnet et andet sted, end de drømte om. Store forandringer kræver ofre og ny tilpasning. Hvad er vigtigt, når man har mistet alt det, som gjorde livet værd at leve?

Min anmeldelse:
Den historiske romans ubestridte danske dronning har med “Stormene” skrevet et storslået murstensmesterværk, der fremover må være den centrale roman om begyndelsen af 1500-tallet med historien om det opgør med katolicismen, der førte til Reformationen.

Tiden er 1515-1544 altså tiden før, under og efter Reformationen. Scenen er Danmark og dets placering i Norden og resten af Europa.

Iøvrigt er ingen af to helt centrale hovedpersoner, biskop Stygge Krumpen og hans allerkæreste Elsebeth Gyldenstjerne, nævnt på bogens omslag, og det kunne måske have lokket endnu flere læsere til – og bogen fortjener mange, mange læsere. Bogens to andre hovedpersoner er nonnen Dorthea/Dorthe, som forlader Vrejlev Kloster, og den unge munk Andreas.

Kronologisk gennem hele historien følger vi både personerne som mennesker med et kærlighedsliv og deres samtidige involvering i tidens politiske, religiøst og økonomiske konflikter. Vi følger kongerne, deres koner og elskerinder, adelsfolk og folk fra den kirkelige verden, og vi møder også almindelige mennesker. På den måde giver bogen et samlet billede, der kan læses bredt og med stor fornøjelse.

Også historikere vil i bogen helt sikkert finde nye vinkler på tiden, personerne og hele processen. Bogen er helt klart baseret på omfattende og engageret forskning i både nye kilder og kendt viden, med det unikke er, at overblikket over Historien bevares, samtidig med, at der fortælles en god og levende historie.

Nogle vil måske have besvær med at læse bogen, fordi det på alle måder er et bredt favnende værk, men det er kun i omfang en tung bog. Det er en tyk bog, der er langsom at læse, fordi der er mange detaljer, begivenheder og medvirkende at holde styr på, men det gik godt for mig, fordi jeg læste bogen i relativt store bidder. Men det gik især godt, fordi Helleberg er så god og engageret fortæller af både kærlighedshistorien og den religionspolitiske magtkamp.

Bogen har åbenbart været længere, for Maria Helleberg har et par gange offentliggjort fraklip på sin engagerede Facebookside om “Stormene”, og de er også interessante at læse.

Da jeg for en del år siden læste Thit Jensens “Stygge Krumpen”, måtte jeg kæmpe mig gennem de to bind. Jeg husker det som en tør omgang pligtlæsning, der ikke satte sig varige, positive spor, og hvor jeg også var usikker på, om det historiske var korrekt. Den savnede det hele billede af tiden og personerne, og var slet ikke fyldt med den saft og kraft, som man kan opleve i Maria Hellebergs “Stormene”.

Bagest i bogen bringes nyttige ordforklaringer, danmarkskort og takkeliste, og det viser også forfatterens grundighed i sin research og kontakt til mange historikere og andre vidende folk frem mod den færdige og storslåede roman.

En 5-stjernet læseoplevelse!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS:
Billedet af bogen er iøvrigt meget passende taget, mens den var placeret oven på en original udgave af Chr. IIIs bibel fra 1550. Det var den første samlede bibeludgivelse på dansk og var afgørende for at sprede det kristne budskab efter Reformationen.
I “Stormene” diskuteres forarbejder til udgivelsen af denne bog og vigtigheden af at kunne formidle budskabet på dansk.

PPS:
Vil man læse en kort og grundig introduktion til Stygge Krumpens liv og samtid, kan jeg anbefale “Stygge Krumpen – biskop og adelsmand”. Den er skrevet af Gert Jensen, som har været en af Maria Hellebergs guider ind i Stygge Krumpens univers, og den udkom i 2008 på forlaget Vestvendsyssel.

PPPS:
En bonusoplysning: Filmrettighederne til “Stormene” er solgt, så det bliver spændende at se, om bogen bliver til em film eller en tv-serie.

Maria Helleberg
Stormene
Bibelselskabet, 2017
711 sider

Fra bogens bagside:
Ella og John Robina har været et par i mere end tres år og har haft et vidunderligt liv sammen. Nu har de begge passeret de firs år, hun har kræft og han har Alzheimers. Ella vil så gerne opleve et sidste eventyr med sin mand, inden hans hukommelse svigter for altid. Så de pakker deres gamle camper og stikker af fra deres overbeskyttende børn og læger.

De begiver sig af sted på en sidste ferie sammen. Mens rejsen går ad en vej beklædt med minder fra et langt ægteskab, styrer John bilen og kæmper med at huske – og det går mere og mere op for Ella, at det er op til hende, hvordan deres historie ender.

Min anmeldelse
Beretningen om Ella og Johns rejse ad legendariske Route 66 fra Detroit til Disneyland i Californien er i struktur en almindelig road-movie/bog med historien om den faktiske køretur, som med guidebogen i hånden fører det aldrende par forbi nu forfaldne steder, de har besøgt tidligere. En tur der sker i et opgør med formynderiske børn og læger, for de vil have denne deres sidste rejse. Men bogen er langt mere end det, for den er dyb, dyb i indhold. Historien er med Ella som fortæller og iagttager af sin mands stigende forfald, samtidig det kærlige, gamle pars status over en god tilværelse sammen, en tilværelse som er hårdt ramt af deres sygdomme.

Det er på én gang en både varm, sørgelig, hyggelig, melankolsk, hudløst ærlig og meget livsbekræftende bog, og de to menneskers historie rammer lige i hjertet. Det er ikke en morsom bog, men nogle herligt groteske oplevelser undervejs på turen får smilet frem. Det er et smil, der bliver siddende helt frem til og med den logiske slutning på denne deres livs sidste rejse. Ikke fordi der er noget at smile af, men fordi Ella og John har været et rigtigt godt bekendtskab gennem bogen.

Bogen har sin egen unikke stemme, men minder mig i tone om “Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd” af Rachel Joyce, og vil helt sikkert læses og diskuteres af samme brede læsergruppe. Unge med rejselyst vil bestemt også have godt af at læse bogen. Ja, jeg har svært ved at se, hvem der ikke ville kunne det.

Bogen er blevet filmatiseret med Helen Mirren og Donald Sutherland i hovedrollerne, og den har amerikansk premiere januar 2018, men gu’ ve’ om den kan stå mål med bogen. Det vil vise sig, for selv om filmatiseringer af bøger sjældent matcher bogen, så skal jeg da se den film.

En 5-stjernet læseoplevelse!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Michael Zadoorian
En sidste ferie
HarperCollinsNordic, 2017
268 sider

Fra forlagets omtale:
”En sjælden gang imellem dukker der en bog op, der går igennem marv og ben, flytter ind i en og bliver der for altid.”

Sådan sagde Oprah Winfrey om Den underjordiske jernbane, der er en hårrejsende spændende roman om slaveriet, angst, fornedrelse og håb midt i alt det grusomme. Bogen følger sekstenårige Cora, der er slave på en bomuldsplantage i Georgia, men hvis mor havde held til med at flygte. Cora begiver sig ud på den samme dødsensfarlige flugt nordpå, men den fanatiske slavejæger, som moderen slap fra dengang, sætter nu alt ind på at fange datteren og smadre det netværk af mennesker, som hjælper de bortløbne.

Det er en bog om et af de mørkeste og mest brutale kapitler i USA’s historie, og det er en bog, som hele verden læser netop nu. Blandt de fine priser, bogen har fået, er Pulitzer-prisen 2017, USA’s fineste boghandlerpris The National Book Award 2016 og mange, mange flere.

Min anmeldelse:
Med så mange priser og rosende omtaler den engelsksprogede udgave har fået, og som er gengivet på omslaget af den danske udgave, havde jeg på forhånd høje forventningerne til bogen. Sådan noget kan være svært at leve op til, så det var med en vis skepsis, jeg begyndte læsningen.

Den skepsis forsvandt lynhurtigt, for det viste sig, at jeg kun kunne være enig med det hele.

Historien om den unge Coras baggrund som 3. generationsslave under forfærdelige vilkår i USA og senere flugt fra slaveriet er et barskt dokument og gribende læsning. Selv om det er fiktion fra forfatterens side, så har han baseret bogen på beretninger fra den faktiske historie om det netværk, der fik navnet Den underjordiske jernbane. Netværket bestod af idealistiske og religiøse modstandere af slaveriet, som med stor fare for deres eget liv hjalp slaver med at flygte mod friheden i nordstaterne og Canada ad særlige ruter og med sikre huse som stationer undervejs.

Coras flugt beskrives som foregået på et faktisk tog på en underjordisk bane. Sådan en fandtes ikke, men terminologien fra jernbanerne anvendtes, og Coras dramatiske historie fortælles set fra hendes synspunkt, så det er sikkert forklaringen.

Det er en usandsynligt grum historie, der fortælles i nøgtern stil. Historien foregår i begyndelsen af 1800-tallet og er om et af de mørke kapitler i USAs historie, som senere endte med borgerkrigen mellem nord og syd, og raceforhold giver stadig anledning til politiske diskussioner. Af begge grunde er bogen relevant læsning – både for at huske og for at kunne diskutere på et historisk grundlag.

Historien er velskrevet og fortalt med nærværende nerve og baseret på en absolut nødvendighed om at skabe og bevare opmærksomhed om den historiske baggrund. Læs den og gys over nogle menneskers ondskab, anerkend andres vilje til at hjælpe folk i nød, bliv forundret over menneskets vilje og evne til at overleve, bliv klogere undervejs på din tur med jernbanen, og vær sikker på, at det ikke er en bog, du sådan lige kan glemme!

Den får mine maksimale 5 stjerner herfra!

Colson Whitehead
Den underjordiske jernbane
Politikens Forlag, 2017
304 sider

Fra bogens bagside:

Gedden på det rene køkkenbord. Hvad skal Maj stille op med den?

For første gang skal Maj have sin nye familie til middag. Men hvordan havnede hun her, med en mand hun knap kender? En sparken i maven giver svaret. Barnet. Det der aldrig måtte ske.

Langsomt vokser en beslutning frem: Hun vil være en kvinde, som ingen kan klandre. En god kone, mor, værtinde. Men hvor meget Maj end prøver at få styr på tilværelsen, så er alt det andet der. Usikkerheden, det betændte moderskab, alkoholismen og et ægteskab, som ikke var meningen. Og en forbudt længsel efter at indtage sin plads og risikere at fylde for meget.

Et barn at føde følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på.

Min anmeldelse:

Den unge og usikre Maj Sara Johanna Olausson fra simple kår bliver gravid med yngste søn, Tomas, fra en byens velhavende familier. Han gifter sig med hende, og de flytter ind i samme hus som hans gamle mor. Maj og Tomas er usikre på sig selv, deres roller og hinanden. Begge har også uforløste tidligere forhold, og komplicerede relationer til deres respektive familier. Kort sagt: Kan det mon gå godt?

Det ved vi ikke helt, for bogen er kun første del af en trilogi om Maj, og det kan kun gå for langsomt med at få oversat og udgivet fortsættelserne. Historien om Majs liv som ung kvinde og pludselig mor er nemlig ualmindeligt godt fortalt, og samtidig står tidsbilledet 1938-1939 skarpt.

Det er for så vidt indholdet i bogen, men kun i skabelonform, og det yder slet ikke bogen retfærdighed, for den litterære form tilfører historien om Maj så meget mere og i flere lag.

Med Maj som udgangspunkt følges hendes liv og følelser gennem hendes øjne og tanker. Sådan har forfatteren valgt fortællevinklen, og den holdes fast i stort hele teksten. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Stemmen er i begyndelsen tvivlende og fortvivlet, men bliver stærkere frem mod slutningen.

På den måde får vi som læsere et indfølt billede af Majs udvikling fra de første kæresterier gennem hendes graviditet til hendes indtræden i en familie, hvis liv ligger milevidt fra hendes baggrund, til hendes første tid som mor samt om det problematiske liv med Tomas, der har alkoholproblemer og har svært ved at finde sin plads i livet og familien.

Det har været en stor fornøjelse at få indblik i Majs liv og tanker, og efter ganske kort tilvænning til den litterære form, har det også været en rigtig god læseoplevelse. Det vil det være for alle indviduelle læsere af gode historier om menneskelige skæbner, men der vil også være stof til mange snakke i læsegrupper.

Hvis jeg skulle give den stjerner, hjerter eller point, ville den på min egen skydeskive, jeg kun bruger til krimier og spændingsbøger, få tæt på de maksimale 10, som er et rent pletskud. Ellers bliver det 5 ud af 5 mulige hjerter.

Kristina Sandberg
Et barn at føde
Modtryk, 2017
473 sider

På bogens bagside:
Billis verden eksisterer ikke mere. Faren dør, kæresten går, og jobbet forsvinder, da den tyske mastodont lukker Danmarks allersidste kuvertfabrik.

Alt hvad Billi elsker er væk. Formaliteter. Og hvad er der så tilbage? Billi nægter at have ondt af sig selv og rejser ud i Europa, til Finland, Grækenland og Rumænien, for at finde håb.

Sommergræs, vinterorm er en roman om at være fanget mellem nye og gamle tider, om at skabe og blive skabt.

Min anmeldelse:
Da Mette Søs roman “fordi at” udkom, holdt hun et spændende foredrag om bogen på min tidligere arbejdsplads – dele af den er iøvrigt skrevet på netop Hjørring Bibliotek. I den forbindelse læste jeg også de andre bøger, hun havde skrevet, og jeg blev ret fascineret af hendes unikke univers, skæve vinkler på virkeligheden, hendes finurlige og fantastiske sprog samt de helt særlige, kvindelige hovedpersoner. Den fascination er på alle måder blevet større efter læsning af denne nye roman.

Bogen er fortalt i et kondenseret og stramt sprog, hvor de ofte særdeles korte sætninger eller udsagn er fyldte med overraskende og forunderlige formuleringer. Selv om det ikke er en tyk bog, tager læsningen noget længere tid end med en krimi, for det fortjener bogen, og det indbyder sproget til. Selve handlingen var for mig mindre væsentlig end sproget samt den specielle hovedperson og hendes situation.

Og igen har Mette Sø været igang med særdeles grundig research med besøg på de lokaliteter Billi besøger, om produktion af kuverter, om papirkvaliteter, Rumæniens historie samt om musik, fordi Billis far var cellist. De elementer står centralt i bogen og udgør det skelet, bogen bygger på. Ganske uden at det tynger bogen.

Kort fortalt er Billi Kruse i krise og i rivende udvikling med at synke eller sejle videre. Fordi hun er uden far, uden arbejde og uden kæreste.

Billi tager til Finland fordi: “Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik”, til Grækenland, hvor bestikkelse i kuverter – fakelaki – er almindeligt, så: “Selvfølgelig skal jeg til kuvertland og besøge kuverten” og til Rumænien, fordi det var et af farens sidste ønsker, at hun skulle besøge hans tidligere kæreste der.

Den rejse er bogens ydre ramme, men den egentlige rejse er Billis indre rejse gennem krisen og videre i livet – eller bare derhen, hvor bogen nu slutter. For her er der fortolkningsmuligheder.

“Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.” Sådan siger Billi sidst i bogen, og sådan vil mange læsere have det, samtidig med at de har fået en god og helt særlig læseoplevelse, hvis de tuner ind på Mette Sø og hendes unikke univers.

Mette Sø
Sommergræs, vinterorm
Politikens Forlag, 2017
215 sider

Fra bogens bagside:
Anna er bange for alt, og det er kun blevet værre, efter hun fik børn. Derfor har hun og Marco besluttet at tage deres femårige tvillinhger med til Thailand. Her skal de bare nyde at være sammen og få lidt ro på deres liv.

Alligevel er de knap nået frem til ferieparadiset, før Anna er overbevist om, at et ældre tysk ægtepar er ude efter datteren Maria. For hvorfor bliver de ellers ved med at dukke op, hvor Anna og familien er? Og hvorfor stirrer de altid på Maria og giver hende gaver?

Marco slår det hen – det er som sædvanlig noget, hun bilder sig ind. Men Anna ved, der er noget galt, og hvad det betyder: Hun må ikke slippe børnene af syne. Ikke så meget som et øjeblik. For i det øjeblik kan det værste ske.

Min anmeldelse:
Hovedparten af bogen er beretningen om parrets rejse med deres to børn til Thailand, men den afbrydes af indskud med andet indhold: dels korte kapitler om Annas angst og dels ultrakorte uddrag af samtaler i København med Anna et stykke tid efter rejsen.

De sidste uddrag bidrager lige fra begyndelsen af bogen til læserens bevidsthed om, at noget helt sikkert går galt, og det er fortælleteknisk grebet godt an. Interessen er sikret lige fra begyndelsen. Egentlig er det afsnittene om Annas angst, der står stærkest for mig i deres nøgterne beskrivelse af, hvad der gør hende ikke bare bange, men angst langt ind i sindet. En angst der påvirker hende på alle måder. Men det er kombinationen af de tre elementer, som tilsammen giver en god og rigtig interessant læseoplevelse.

Noget af det, Anna er angst for, er at flyve. Alligevel tager de på turen til Thailand, men det bliver på ingen måde nemt for Anna. Hvad der sker på turen, hvad baggrunden for de efterfølgende samtaler er, og hvad der ellers sker, må I selv læse jer frem til.

Det er en både interessant, gribende og spændende historie fortalt på en god måde.

Med en parallel til bogens titel: Se ikke bort fra denne bog. Læs den alene eller sammen med andre, for der er også stof til gode snakke i bogen.

Karen Strandbygaard
Se ikke væk
People’s Press, 2017
239 sider