Drustrups Bogblog

Bagsidenoten:

Forfatteren Noah ankommer til Bornholm, hvor han skal færdiggøre sin roman. En stor sorg har bragt ham i en skrivemæssig og personlig krise, der fastholder ham i en lammende bagudskuen.

I Gudhjem møder Noah to spændende kvinder med hver sin bagage. De to kvinder vækker håb og nysgerrighed, og Noah begynder at betræde den snørklede og dog smukke vej tilbage til livet.

“Skal man græde over spildt liv?” er en roman om tre menneskeskæbner. Det er en reflekterende og livsklog roman om det gode liv og kærligheden.

___________________________________________________________________

Anmeldelsen:
Denne korte tekst beskriver handlingen i bogen ret præcist. Mens forfatterens debutroman i nogen grad var bygget på selvbiografiske erfaringer og oplevelser, er denne nye bog det ikke i samme omfang. I sin tekst skriver han selvfølgelig ud fra sin verden som lærer, og han kender en god del til kreative udfoldelser gennem sin egne udfoldelser som forfatter og med musik og sang samt gennem sin kones mange malerier. Og beskrivelserne af Bornholm, hvor bogen foregår, er klart baseret på egne oplevelser på øen.

Dette ligger under bogens tekst, men stærkest står beskrivelsen af de centrale personers livshistorier. Deres erfaringer beskrives livsklogt, velovervejet og velargumenteret.

Det sker gennem Noahs tanker om nutiden og ikke mindst parallelle refleksioner over livet med den afdøde kone, hans snakke med værtinden, Hanna, hvor han har lejet sig ind, samt snakkene med den malende Lisa og udviklingen af deres forhold.

Der er forholdsvist få direkte replikker i bogen, og dem, der er med, er ikke altid mundrette og i et naturligt talesprog. De er derimod nærmest en fortsættelse af selve teksten, hvor forfatterstemmen direkte eller kanaliseret gennem gengivelse af personernes tanker, er den helt centrale for forståelse af bogen og for læseoplevelsen.

Man kan læse, at det er en tænksom og klog sjæl, der står bag bogen, og moralen er – som jeg læser bogen og alt for kort fortalt, at titlens spildte liv ikke er tiden efter en personlig krise efter sygdom eller efter at have mistet, men derimod, hvis ikke krisen overvindes, og man kommer videre. Det er en bog om både sorgens og kærlighedens styrker.

Det er således en lille bog om store emner, og der er mange udsagn at tænke over og snakke om, vel nok især for folk i den modne alder og/eller folk, der har været eller er i en krise af en slags.

Michael Slot Pihl lader også sin forfatterhovedperson tænke over sin rolle som forfatter bl.a. i dette citat:

“Hvorfor kæmpede han med den ene historie, denne ene roman efter den anden? Ændrede de mon noget, således at hans arbejde havde en værdi? Han håbede det, men i sine mørkeste stunder kunne han sige til sig selv, at det kun var for at præstere noget over for sig selv og andre, og at det i sidste ende ville være glemt og spildt den dag, han ikke var her mere“.

Så negativt skulle det nødigt gå med Michael Slot Pihls bøger. Han har meget på hjerte ud over at fortælle en vedkommende og velskrevet historie, og hans forfatterskab har fortjent mere opmærksomhed både hos læserne og hos de større og mere seriøse forlag.

Michael Slot Pihl
Skal man græde over spildt liv?
Mellemgaard, 2016
(218 sider)

Det er historien om den nordjyske eventyrer Niels Anton Christensens liv med særlig vægt på hans oplevelser i Australien og på New Zealand. Han var født i Flauenskjold i 1935 og døde i Australien i 2015, inden hans arbejde med bogen var kommet rigtigt i gang, men arbejdet blev efter aftale med ham fortsat og afsluttet af grandkusinen, Birgit Kristiansen, der har skrevet og fået udgivet 3 bøger: “Viberne i Hollensted enge” (2006), “Fortællinger fra Lysets Land” (2012) og “Løkken og lyse nætter – og andre fortællinger fra Nordjylland” (2014).

Bortset fra hendes forord er bogen skrevet med Niels Anton Christensen som jeg-fortæller. Bogen er nemlig baseret på Niels Antons egne dagbøger, artikler han har skrevet til jagtblade i Danmark og udlandet og på mange breve. Bogen er illustreret med hans egne, ret simple tegninger og fotografier af varierende kvalitet. Mængden af materialet har været så stort, at bogen er med meget lille og meget lidt læsevenlig sats. Der har også været så meget at fortælle om, at det ser ud til have været svært at bevare overblikket i redigeringen, og det hjælpes ikke manglende overskrifter, mellemrubrikker eller kronologisk oversigt. I kombination med flere småfejl og gentagelser undervejs er det ikke formen, der får læseren til at hænge på.

Det er derimod Niels Antons oplevelser, der står stærkt, og som får især eventyrere og jagtinteresserede til at læse hele bogen.

Niels Anton har haft udlængsel og rastløshed i hele kroppen, og hans opvækst i Danmark fortælles i begyndelsen af bogen. Men det er dog hans eventyr i især Australien med afstikkere til New Zealand og andre steder, som bærer læseren igennem. Han er en rigtig god fortæller med underspillet humor og dramatik, og Crocodile Dundee vil i flere situationer ligne en spejderdreng sammenligning.

Niels Anton troede på de evige jagtmarker, men holdt sig bestemt heller ikke tilbage på livets jagtmarker, hvor et levebrød kunne skabes ved levering af skind og kød fra alt muligt vildt fra kaniner til kæmpestore krokodiller. Han har ganske enkelt prøvet det hele, og selv om det i perioder har været hårdt, er det helt sikkert kun sådan, han har villet leve.

Han har levet af og for jagt, og han har både tjent og brugt masser af penge på jagter. Hans trofæer blev løbende sendt hjem til Danmark, men efterhånden kunne hans mor ikke have plads til dem alle, så på en af sine få ture til Danmark blev samlingen overdraget eller langtidsudlånt til en fond, og nu kan de alle ses i trofæsamlingen på Valdemar Slot på Tåsinge.

Han er en af de meget få jægere, der har gennemført en “South Pacific Grand Slam”, som er at have nedlagt et eksemplar af hver af de mange jagtbare dyrearter i regionen. At han desuden har nedlagt en af hver jagtbar fugleart også, gør ikke hans jagtindsats mindre.

Det er en ægte eventyrer og storvildtjægers liv, der fortælles om samtidig med beskrivelser af strabadser, hverdage, livet med aboriginals, det australske samfund og naturoplevelser.

Birgit Kristiansen
Kære mor. Har det godt. Send flere patroner.
Nordpress, 2016
(320 sider)

Tegneseriemaraton på Hjørring Bibliotek

Denne udgivelse er endnu er bevis på, at moderne biblioteker også er kulturproducenter og har en understøttende funktion for det lokale kulturliv.

I bogen bringes de tegneserier, som 7 lokale tegnere lavede til et 8-timers tegneseriemaraton på Hjørring Bibliotek. Inden tegnerierne gik i gang, blev der blandt en hel hatfuld ord trukket 2, der skulle indgå i handlingen, og som også udgør bogens titel.

Det er blevet nogle meget forskellige tegneserier både i teknik og udtryk samt i måden, stopordene indgår, men de viser alle et engagement i mediet. Sammenlagt er det blevet til en spændende udgivelse med nogle finurlige og sjove historier. Yngste deltager var 16 år, og den ældste var 60.

Ligesom ved 2 tidligere tegneseriemaraton “Færøsk rødvin i striber” (2010) og “Skotskternet sirupskage” (2011), er årets tegneserier også udgivet i bogform. Vil du høre mere om projektet, kan du kontakte idémanden, bibliotekar Lars Simonsen på Hjørring Bibliotekerne ved at maile til ham HER.

Vil du låne bogen kan den søges frem i Hjørring Bibliotekerne her eller bestilles hjem via bibliotek.dk

Roskilde Festival på pension
Hjørring Bibliotekerne, 2016
(80 sider)

Frederik Backman: Ting, min søn skal vide om verden
og
Dag Sebastian Ahlander: Vise ord for glade gubber

Disse to bøger af svensk oprindelse har gjort stort indtryk på mig. Da jeg læste dem lige efter hinanden, og da de ramte ikke bare hjertet og hjernen, men også min aktuelle livssituation, får I indlæg om dem begge to på én gang – efter hinanden:
_________________________________________________________________

Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Som netop bedstefar til en lille dreng (se billedet herover) har jeg læst denne bog med særlig interesse, for den kan også være tankevækkende og underholdende læsning for bedsteforældre, men jeg vil lade den nye barnefader læse den – helt sikkert også til hans store fornøjelse! (Og iøvrigt er bogen oplagt for hele Fredrik Backmans store flok af læsere).

Det er en af den slags bøger, som er enten en belastning eller lidt ekstra underholdning for folk i nærheden af den læsende, fordi der hele tiden er gode afsnit og udsagn, der skal deles og læses højt, med fantastiske formuleringer og groteske vinklinger på virkeligheden, som Backman ser den!

Bogen formidler kondenseret livsvisdom om barndom og relationer i en familie på en morsom, selvudleverende, rørende, tankevækkende, absurd, klog, skævt vinklet og rammende måde.

Fredrik Backman bruger sig selv og sin familie, så det nærmer sig udlevering af sig selv og konen, men som samtidig viser hans ubetingede kærlighed til sønnen og hans mor samt den rolle, hun spiller for dem begge.

Indgangsbønnen er “Jeg vil godt sige undskyld. For alt det, jeg kommer til at gøre i de næste sådan cirka 18 år. For alt det, jeg går glip af. Alt det, jeg ikke forstår.”

Udgangsreplikken er:

” Og når jeg er belastende. Når jeg er pinlig. Når jeg er uretfærdig. Så vil jeg gerne have, at du tænker på den dag, hvor du nægtede at fortælle, hvor du havde gemt mine bilnøgler.

Og husker på, at det rent faktisk var dig, der begyndte.”

Derimellem er bogen struktureret omkring 12 temakapitler om blandt meget andet: livet, lort, trafikregler i IKEA, tro og religion, om at være pinlig, om at gøre det rigtige (uden at det altid er det), om at spille fodbold eller at være udenfor, om mandighed, om at være helt, om bagagebånd i lufthavne og om livets små marginaler. Imellem kapitlerne er der korte tekster lidt som aforismer, replikskifter og huskesedler.

Stil og humor er kendt fra Fredrik Backmans øvrige bøger om Ove, Elsas mormor og Britt-Marie, og hos mig vækker den med sin satiriske og skæve vinkling desuden minder om et herligt mix mellem Erlend Loe og Finn Søeborg. Vil man læse mere i samme korte og præcises stil, hvor daglige oplevelser ses med Backmans skæve vinkler – så følg med på hans blog HER.

Bogen er endnu et bevis på, at det ikke er mængden af sider, der er afgørende for en bogs kvalitet.

Jeg er helt sikker på, at sønnen nok skal erkende, at far altid havde ret! (Men sikkert først når han er blevet voksen!)

Fredrik Backman
Ting, min søn skal vide om verden
People’s Press, 2016
(175 sider)
__________________________________________________________

Dag Sebastian Ahlander: Vise ord for glade gubber

med undertitlen: 109 opløftende tanker til den fortsatte færd

Bogen er passende læsning kort efter efterløn og pensionering er trådt i kraft, og det bliver en bog, jeg ikke bliver færdig med foreløbig.

Den bliver i et godt stykke tid en bog med fast plads ved sengen, på spisebordet, ved læsestolen, på sofabordet eller andre steder, der lige er tid til at læse lidt fornuftigt snak og få et vitamintilskud til livsglæden.

Under læsningen kom jeg pga. af undertitlens brug af tal til at tænke på min barndoms små hæfter med muntre historier begyndende med “501 Humørpiller”, men Ahlanders bog løfter opmuntringen op på et helt andet plan, hvor der tilføjes klogskab, eftertænksomhed og dybde, idet forfatteren er en vis og belæst mand med indsigt og viden.

Den viden formidler han til trøst og glæde for de 65-80-årige (især mænd fordi han bruger sine egne erfaringer), men indholdet er rigtigt godt til alle aldre og begge køn.

Bogen rummer langt flere end 109 opløftende udsagn, der vil kunne skabe positive tanker hos alle læsere og blæse enhver begyndelse til misantropi langt væk.

Jeg har ikke læst forgængeren “Håndbog for glade gubber” (2014), som på bibliotekerne er gemt i opstillingsgruppen med “Praktisk etik i alm.” (15.2). Så kan man ærgerligt nok være ret sikker på, at ingen fra målgruppen falder for den ved et tilfælde, og denne nye bog ender sikkert samme sted.

Nu ved I det og kan finde den selv eller spørge efter den, læse den (eller dem begge) og anbefale dem til jeres jævnaldrende på 60+ eller til nogle andre i den aldersgruppe (eller på vej ind i den).

“Livet er fyldt med muligheder. Det bedste er ikke gjort endnu. Så held og lykke med resten af dit liv.”

Dag Sebastian Ahlander
Vise ord for glade gubber
People’s Press, 2016
(245 sider)

med undertitlen:
Amerika genopdaget på Appalacherruten

Et kort citat:
“Her er stof til eftertanke. Hvert tyvende minut på Appalacherruten
gik Katz og jeg længere, end gennemsnitsamerikaneren går på en hel uge“

En fantastisk bog om bl.a. menneskers forhold til naturen,
om naturforvaltning i USA gennem tiderne og om at vandre.

Bill Bryson beslutter at gå hele Appalacherruten på mere
end 3.400 kilometer og får følgeskab på dele af turen af en af sine venner,
Stephen Katz. De tager turen i etaper og med flere smutture, og det hele
beskrives i en direkte form med humor, selvironi og indsigtsfulde reportager
fra deres strabadser – bl.a. om nogle af de typer, de møder undervejs.
Afvekslende med dette fortæller han historien om Appalacherruten, der strækker
sig gennem 11 delstater i det østlige USA.

De når ikke at gå hele ruten, men samlet set bliver Bill
Brysons etaper til 1.400 kilometer, og hans odyssé gennem den amerikanske
vildmark er både underholdende og tankevækkende – eller som et citat fra Sunday
Times ganske præcist beskriver det: En seriøst morsom bog.

Bogen indgår i forlagets serie
“Rejsebiblioteket”, hvor også forfatterens “Down under : fra et
solbagt kontinent” indgår. Bill Bryson har desuden fået udgivet disse bøger
på dansk: “Fra en lille ø : rejser i England”, “En kort historie
om næsten alt” / “En meget kort historie om næsten alt” og
“Shakespeare : verden som scene”.

Bill Bryson
En tur i skoven : Amerika genopdaget på
Appalacherruten
C & K Forlag, 2016
(299 sider)

Endnu et personligt og fascinerende bud på en historisk samtidsroman

Om serien

Lige siden “Brobyggerne” har jeg været hooked på Jan Guillous serie. Selv om de enkelte bind i serien ikke for mig har været lige gode, udgør serien alligevel samlet set et unikt værk af stor vægt og (ret sikkert) af blivende betydning.

Min læsning af serien har været interessant især pga. Jan Guillous evne til hver gang at vælge elementer fra og vinkler til på samtiden og gennem sit valg at kunne fortælle bredt om periodens historie. At historien om 1. Verdenskrig f.eks. fortælles med udgangspunkt i de kæmpende nationers krigeriske handlinger i Afrika, er et godt eksempel på den unikke vinkling. Det er helt logisk, at forfatterens valg jævnligt har provokeret anmeldere, historikere, politikere og læsere, men det gør ikke min læseoplevelse mindre god.

Om bogen

Med denne nye og sjette bog i serien er vi nu nået frem til 1950’erne, hvor fortælleren og hovedpersonen er Eric, der er barnebarn af en af de oprindelige brødre, Oscar, og søn af Hélène med den franske adelsmand, Antoine Letang. (Guillou har aldrig lagt skjul på inspirationen til Lauritzen-familien fra sin egen familie og opvækst, men der er meget tydeligt rigtigt meget Guillou i romanpersonen Eric, så gu’ ve’ om han senere i serien ansættes på FIB/Kulturfront, blandes ind i IB-Affären og kommer i fængsel?!)

Bogen begynder i 1953, hvor Eric er 9 år, og slutter i 1959. Tidsbilledet af perioden tegnes gennem flere tidstypiske og nostalgiske elementer især fra den amerikanske påvirkning af kultur i f.eks. musik og film og selv med den svenske oprindelse er tidsbilledet nemt at finde klare paralleller til i Danmark.

Såvel i det svenske samfund som i familien Lauritzen sker der store ændringer mht. økonomi og status. Velstanden vokser, socialdemokraterne tager over, mens Lauritzen-imperiet efter morfar Oscars død smuldrer en del, og familien forlader det elskede Saltsjöbaden.

Historien om 1950’erne er også historien om ændrede identiteter fra barn til ung/voksen, om fædre og patriarker, om klasseændringer og om verdenshistorien set fra et barns synspunkt.

Eric vokser op familien med sin mor, en halvbror og sin voldelige stedfar. Den del af historien genkendes fra Guillous roman “Ondskaben”, og efter forældrenes skilsmisse kommer Eric også på den samme type kostskole som i denne bog. Her møder han Erik Ponti, der er hovedperson i neto “Ondskaben”, og som også optræder i flere andre af Guilllous bøger.

Med historien om Lauritzens-familien fortælles endnu engang hele Sveriges historie – og samtidig også hele verdens, og igen er denne historie formidlet personligt og engageret på fornem og velskrevet vis – og set gennem Jan Guillous skarpe og helt særlige filter.

Selv med læsning af alle seriens første bind in mente er det alligevel rigtigt godt, at der forrest i denne bog er en ajourført slægtstavle med familiernes medlemmer. Den blev konsulteret jævnligt til at begynde med.

Form og fremtid

Guillou leger i bogen med den litterære form og koketterer med sit eget skriveri af denne bog, idet han kompenserer for den 9-14-årige fortæller og hovedperson Erics modenhed og evne til at gennemskue og beskrive sin samtid. Det sker ved tekstafsnit skrevet af Eric fra studenteroprørets Paris i 1968.

Her skriver Eric svar til sin mors kusine Johanne (hovedpersonen i “Blå stjerne”) på hendes kommentarer til de tekster, vi som læsere lige har læst, og som i metaafsnittene fremstår som skrevet af Eric i 1968 som voksen, spirende forfatter. Johanne er nemlig i mellemtiden blevet litteraturkritiker på Dagens Nyheter.

Især det afsluttende kapitel lægger spor ud til kommende dele af serien, og samtidig understreges det litterære link mellem Eric Letang og Jan Guillou. Spændende!

Det bliver for alvor interessant på et tidspunkt at læse hele serien igen forfra og i rækkefølge, og forhåbentlig når Guillou at få gjort serien færdig med mindst 4 bind frem til den planlagte afslutning med 11. september 2001.

Det vil jeg se frem til – altså ikke at serien slutter, men at læse også næste års bind og ikke mindst den samlede serie om Det Store Århundrede!

Læs mere om Jan Guillous egne 1950’ere HER

Jan Guillou
Ægte amerikanske cowboybukser
(Det store århundrede, 6)
Modtryk, 2016
(372 sider)