Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Arnaldur Indriðason: Kongen og urmageren

Alt muligt andet godt Posted on 22 feb, 2024 16:32

Fra bogens bagside:
Historisk roman der skildrer den danske kongemagts nådesløse magtanvendelse over for den islandske befolkning i slutningen af 1700-tallet.

I København er den islandske urmager Jón Sivertsen i færd med at restaurere et helt unikt astronomisk urværk, der er efterladt til forfald på kongeslottet Christiansborg. Pludselig en sen aften fremtoner Christian 7., der officielt besidder tronen, men som er sat uden for indflydelse af sin søn, der ser ham som sindsyg. Kongen er rastløs og beruset, og deres møder bliver flere og flere. Snart udvikler det sig til fortrolige samtaler, hvor Jón udfolder historien om sin far og fostermoder i Island, der begge blev afstraffet med døden for øjnene af ham som dreng, selv om de begge var uskyldige. Deres dødsdom blev underskrevet af kongens far…

Min anmeldelse:
Der er mange lag i denne velskrevne, historisk relevante og fascinerende historie. Her er nogle af dem. 

Det overordnede tema er den danske kolonimagts benhårde styre af sin fjerne koloni, Island, med udgangspunkt i en streng moral og både uden forståelse for den lokal kultur på Island og uden viljen til at finde sandheden bag den ulykkelige sag, der kostede livet for urmageren Jons far og stedmor. En del af den historie fortælles gennem den nære kontakt, Jon får til Kong Christian 7., hvis liv er stærkt påvirket af magtkampene ved hoffet. Kongens kone, dronning Caroline Mathilde, blev udstødt pga. sit forhold til Struensee, der senere blev henrettet og også var den reelle far til prinsesse Louisa Augusta. Det er det helt faktuelle grundlag for den interessante historie.

At kongens far udstedte dødsdommen over Jons far gør deres forhold helt specielt. De kæmper begge som sønner med konsekvenserne af deres fædres gerninger, så familierelationerne er endnu et tema. De forstærkes af den måde, kongens søn, den senere Kong Fredrik 6., behandler sin far på.

Bogen bringer også et også godt og farverigt tidsbillede af livet i forskellige samfundslag på datidens Island og i København. Det er interessant læsning.  

Desuden er der det urmagertekniske element, hvor Jons store arbejde med at restaurere det unikke og ret ødelagte ur følges kronologisk og teknisk. Det er godt fortalt kulturhistorie.

Det er forfatterens fremragende fornemmelse for at fortælle en rigtig god historie, der holder sammen på alle lagene og får dem til at danne en helstøbt fortælling. Den gode forfatterevne har jeg tidligere nydt i hans krimiromaner, så jeg var som historisk interesseret fuld af forventning til denne historiske roman. Jeg blev helt fanget ind af bogen – både pga. selve historien og den måde den fortælles på. Jeg kunne endda godt forestille mig at læse den igen!

Den skal have mine maksimale 5 stjerner!

Arnaldur Indriðason
Kongen og urmageren
Gyldendal, 2024
372 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Mette Telefoni og Line Birgitte: Fandens fandango

Alt muligt andet godt Posted on 11 feb, 2024 20:17

En herlig billedbog med rim for børn fra cirka 4 år og til de kan læse selv.

Fra bogens bagside:
Når jobbet som djævel, det føles hårdt
vælger han noget rart af gå op i
Du gætter det næppe, for det er lidt sært
dét Fanden, har sig som hobby

Mon han griller bøffer på åben ild?
Brygger øl eller onde rygter?
Måske er det kampsport, som sikkert er nemt
hvis alle han slås med, de flygter?

Men hvad så med stand up med onde jokes?
Eller kan det mon være banko?
Næ nej, det er rytmisk med hiv og med sving 
for Fanden, han danser fandango!

En baggrundshistorie:
Jeg blev opmærksom på bogen, da jeg læste en artikel i Nordjyske om den og om forfatteren. Her stod der blandt andet, at hun var vokset op i Hollensted langt ude på Lars Tyndskids mark, hvor hun skulle op før Fanden fik sko på, for at komme i skole. Så dæmrede det langsomt for mig, og jeg fik via kontakt til forlaget forbindelse til Mette. Og ja, det viste sig ganske rigtigt at være Mette Koch fra Hollensted. Jeg kendte så både hende og forældrene. Siden er Mette blevet voksen og har giftet sig til efternavnet Telefoni.

I avisartiklen stod der også, at Mette havde skrevet andre børnebøger, og det viste sig at være 12 især letlæsningsbøger / frilæsningsbøger. Dem kendte jeg ikke, men de er også udkommet, efter jeg stoppede som praktiserende bibliotekar. Derfor var jeg nødt til at se nærmere på denne seneste bog.

Min anmeldelse:
Som tidligere børnebibliotekar har jeg set en god del af de utallige især billedbøger, der er udgivet med rim som udgangspunkt. Der er kommet rigtigt mange flot illustrerede og meget forskellige rimbøger, og der kommer stadig nogle hvert år. Fandens Fandango skriver sig således både ind i en solid tradition og ind i et bogmarkedet med stor konkurrence. Interessen for rimbøger er stor, for de er vigtige for stimulering af sprogsans.

Som i alle billedbøger med rim, så er teksten det afgørende element, for halter den, eller er uinteressant dur en rimbog ikke. Samtidig er illustrationerne vigtige. Hvis de spiller flot sammen med teksten løftes begge dele.

I “Fandens fandango” spiller Mette Telefonis finurlige tekst med fine rim sammen med Line Birgittes  fantasifulde tegninger på bedste vis. Billederne er især af hovedpersonen holdt i lilla, røde, orange og mørke farvetoner med klare referencer til fanden og helvede. Det er et meget, meget godt valg, der underbygger stemningen i bogen. 

Heldigvis er både illustrationer og tekst løssluppent morsomme. Jeg er sikker på, det virker godt på børn, og der er heldigvis også gode ordspil og detaljer i tegningerne, der vil underholde de voksne oplæsere. Det er ikke en pusse-nusse-hyggebog, og der bruges ord og ordspil, der naturligt indgår i bandeord som fanden og helvede. Sådan bruges de ikke i bogen, men børn fra cirka 4 år og til de kan læse selv vil elske at høre de forbudte ord, ligesom de elsker Onkel Rejes frisprog. Uden sammenligning iøvrigt.

Det bliver til 4 nordjyske stjerner herfra.

Mette Telefoni og Line Birgitte
Fandens fandango
Forlaget Rød Panda, 2023
40 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Toppen af Danmark : Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i litteraturen

Alt muligt andet godt Posted on 04 feb, 2024 15:42

Fra bogens bagside:
Nordjysk litteraturhistorie fortalt af en række af Danmarks fremmeste forfattere – alle med tilknytning til Nordjylland.

En lang række danske forfattere – Hanne Vibeke Holst, Carsten Jensen, Thomas Korsgaard, Mette Moestrup, Hanne Marie Svendsen, Kim Blæsbjerg og 30 andre – går på litterær opdagelse i Nordjylland. De tegner gennem deres vidt forskellige bidrag, forfatterportrætter, selvbiografiske tekster, beskrivelse af landskaber og byer, refleksioner over enkeltværelser og af forfatterskaber, et billede af den forbløffende rige og mangfoldige litteratur, der har rod i Nordjylland, toppen af Danmark: fra J.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen over Aksel Sandemose og Morten Nielsen til Pia Juul og Jakob Ejersbo.

Min anmeldelse:
Da jeg hørte om bogen, fik jeg straks lyst til at læse den, og samtidig fandt jeg den dobbelttydige titel helt logisk. Som bibliotekar i Nordjylland gennem mange år vidste jeg godt, at mange af Danmarks topforfattere netop har rødder i eller tæt forbindelse til Nordjylland – også kaldet Toppen af Danmark. Derfor glædede jeg mig meget til at læse bogen.

Da jeg havde læst artiklerne om mit nærområde, Vendsyssel og Han Herred, opdagede jeg tilfældigvis et andet perspektiv på bogen via en anmeldelse 3. februar af den i Politiken. Under overskriften “38 forfatteres svar på tiltale efter Gyldendal-direktørs hån” sætter anmelderen Jes Stein Pedersen bogen ind i en skarp kulturpolitisk sammenhæng, idet han fortsætter anmeldelsen sådan: “Efter at Morten Hesseldahl havde sat sig i direktørstolen i Klareboderne, udtalte han i et interview i Politiken at Gyldendal ikke skulle være en klub, der »kun vil udgive nordjyske noveller som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960«” og anmeldelsen fortsætter sådan:

“Det fik Jens Smærup Sørensen, der er fra Staun ved Nibe og ophavsmand til nyklassikeren ’Mærkedage’ om landbrugets forvandling, til prompte at forlade forlaget, og det var da heller ikke svært at udlægge udtalelsen som en slet skjult hån både mod ham og Johannes Riis, Gyldendals mangeårige skønlitterære chef; de er begge fra Mors. Også Carsten Jensen forlod det hæderkronede forlag i protest mod den nye direktør for det hele.”

Det er da også Jens Smærup Sørensen og Johannes Riis, der har redigeret bogen sammen med Lasse Horne Kjældgaard!

Navnet Johannes Riis fik en erindring om en anden bog til at dukke frem i min hukommelse, og den blev derfor fundet frem fra min boghylde. Det er bogen “Kraftværker : 18 nordjyske forfattere”, der blev udgivet i 2011 af Nordjyske Medier. Heri er det indledende afsnit netop et interview med Johannes Riis med titlen:  “Om evnen til at fortælle de sande historier, der gør nordjyske forfattere til noget unikt.” Heri gør Riis også opmærksom på den stærke nordjyske litterære tradition gennem over 100 år. Han finder det således slet ikke overraskende, at syv af de seneste 10 års modtagere (i 2011) af boghandlernes “De Gyldne Laurbær” var gået til nordjyske forfattere. Også den bog kan anbefales.

Tilbage til den nye bog “Toppen af Danmark : Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i naturen”, som Jes Stein Pedersen i sin grundige og positive anmeldelse kort bl.a. siger sådan om: “Man mærker virkelig, at de 38 bidragydere har nydt at fortælle om alt det, som forfattere med rødder i Nordjylland har givet dem.

Mest afgørende har det efter læsning af de første dele af bogen været at opdage, hvor inspirerende bogen er, og det er netop i kraft af de personlige og stærkt engagerede historier, at bogen er vildt inspirerende. Inspirerende til at genlæse kendte forfattere, inspirerende til at gå på opdagelse i ukendte eller mindre kendte forfattere blandt dem, der er med, samt inspirerende til at opsøge nogle af de mange andre nordjyske forfattere, der ikke er med i bogen. (Der må gerne komme et bind 2, for der er nok nordjyske forfattere til det).

Som sagt har jeg indtil koncentreret mig om de 12 kapitler om de nordligste af de nordjyske forfattere. Det er lidt urimeligt at fremhæve nogle af forfatterne af de inspirerende og meget, meget velskrevne indlæg, men som gode eksempler på nogle, der især gjorde et godt førsteindtryk, vil jeg nævne:

  • Hanne Vibeke Holsts dybt personlige og åbenhjertige beretning om især sin fars liv og forfatterskab.
  • Per Gammelgaards fine erindringsglimt om barndommens introduktion til Vendsyssel og især hans egne oplevelser med andre nordjyske forfattere.
  • Peter Mouritzens finurlige historie om barndomsnaboen, Helge Kaarsberg, der var forfatter og på et vigtigt tidspunkt blev kaldt “Der grosse Schriftsteller fra Nørresundby”.
  • Mette Moestrups analytiske og personlige artikel om Hulda Lütken og især hendes lyrik.
  • Hanne Marie Svendsens smukke historie om bøgers og læsnings betydning for flere folk i hendes fortid – bl.a. med noget om Harry Søiberg og Hulda Lütken.

Jeg har selvfølgelig ikke kunnet lade være med at kigge lidt fremad i bogen, og herfra vil jeg umiddelbart fremhæve:

  • Hans Hauges underholdende og kalejdoskopisk biografiske tour-de-force blandt rigtigt mange nordjyske forfattere.

Jeg vil selvfølgelig læse og nyde hele bogen, og vil helt sikkert også lade mig inspirere til at opdage og genopdage forfattere fra (lidt) længere sydpå – i Nordjylland selvfølgelig. 

Desuden bør bogen være pligtlæsning for alle nysgerrige boglæsere af andet end krimier og feel-good-bøger. (Ikke et ondt ord om dem). Den bør også blive undervisningsmateriale for f.eks. alle gymnasielærere med dansk på skemaet.

Som det forhåbentlig fremgår, giver jeg bogen mine bedste anbefalinger, og derfor får den selvfølgelig mine maksimale 5 stjerner og en stjerne ekstra for initiativet og de mange medvirkende forfatteres indsats.

Toppen af Danmark : Litteraturen i Nordjylland, Nordjylland i litteraturen
Redigeret af Lasse Horne Kjældgaard, Johannes Riis og Jens Smærup Sørensen
Gutkind, 2024
505 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton: Mig & Mille – juler for vildt

Alt muligt andet godt Posted on 02 jan, 2024 23:22

Fra bogens bagside:
I den her bog kan du læse om mig, Mille, og så min bedste veninde (som også hedder Mille), og hvordan vi juler for vildt hele december måned. MASSER AF JULESLIK!

Vi har selvfølgelig nissevenner i klassen, og sammen med vores vikar, Klasse-Lasse, arbejder vi VIRKELIG SERIØST på at vinde konkurrencen om skolens flottest pyntede klasselokale.

Der er også noget om et mega sjovt Lucia-kor, og julekalender til Basse – og verdens skøreste nissepranks.

P.S. JONAS ER VIRKELIG JULEROMANTISK 💘

Intro til serien

Når nu det er en bog, der foregår i december, så kommer denne anmeldelse lidt sent, men så må I huske den nogle måneder, for har I børn eller børnebørn i den rigtige alder, så skal de absolut læse den. I kan måske begynde med de første i serien!

Min ældste datters datter, Anna, går lige nu i 5. klasse, og hun har skrevet anmeldelsen af denne bog, der er nummer 4 i serien om Mille og Mille. Hun har også anmeldt disse bøger i serien:

mens hun (eller måske mig) desværre har overset bind 3: Mig & Mille – på dybt vand

På forlagets hjemmeside – https://gutkind.dk/forfatter/anne-sofie-hammer/  – er der link til materiale om serien – bl.a. kravlenisser.

Annas anmeldelse: 
Jeg syntes, den var spændende og sjov at læse, og den handlede godt om jul.

Det virker godt med tegningerne i bogen. De giver en bedre forståelse, og jeg tænker, at mindre skolebørn sagtens også godt kan læse den.

Jeg syntes også, at den var meget sjov, og der er jo altid lidt ballade med i bøgerne, og det gør, at bogen får noget mere karakter.

Det var også spændende, at der var lidt konkurrence i, hvem der kunne lave det flotteste klasselokale i skolen. Det gælder også lige det med konkurrencen om det flottest pyntede hus på Klasse-Lasses vej, og så er der selvfølgelig altid lidt hemmeligheder og mystik med i Mig og Mille bøgerne.

Jeg giver den 5/5 (jule)stjerner

Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton
Mig & Mille – juler for vildt
Gutkind, 2023
160 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mikael Niemi: Sten i silke

Alt muligt andet godt Posted on 31 dec, 2023 23:29

Fra bogens bagside:
En stor, historisk roman om overlevelse, kærlighed og kamp.

I det bundfrosne moseområde uden for Pajala blotlægger en gravemaskine noget, der ligner resterne af et menneske.

Sporene rækker generationer tilbage til en mere barsk og kuldslået tid i Tornedalen. Fattige husmandsfamilier måtte kæmpe for overlevelse, og arbejderne på egnen gik til kamp for deres rettigheder, da vejen gennem Pajalas enorme skove skulle anlægges.

I Uppsala får en kvinde et af sine tilbagevendende syn. Noget trækker hende nordpå, til egnen hvor hendes far voksede op. Er det mon forfædrenes stemmer, der kalder på hende?

Mikael Niemi knytter farverne og fantasien fra den samiske og finske folketro sammen med beskrivelserne af de grå husmændssteder og fattigdom i en gribende roman fra Tornedalen over en periode på hundrede år.

Min anmeldelse:
“Populærmusik fra Vittula” og andre af Niemis bøger – senest “Kunsten at koge bjørn” (anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post145 ) – har jeg virkeligt nydt at læse. Alle hans bøger har været rigtigt gode og relevante historier, og samtidigt har de været skrevet i et formfuldendt og fængslende sprog. På alle måder en rigtig god læseoplevelse – hver gang.

Denne seneste er på ingen måde en undtagelse! Jeg læse den i december 2023, og den er blandt de allerallerbedste bøger, jeg har læst i 2023 – nok den bedste!

Bogen giver et stærkt og mangefacetteret billede af Tornedalen, arbejdskampe, de sociale forskelle, den både flotte og barske naturforhold, familierelationer og alle tænkelige mellemmenneskelige forhold. Det er samtidigt en historie, der dækker flere generationer, for den fortælles i kapitler, der skifter mellem 1930’erne, 1976, 1997 og 2017. 

De forskellige personer er alle på hver deres måde essentielle for historien og dens forløb. De er desuden dybt troværdige, fordi de er så formidabelt beskrevet. Mikael Niemi kender området og dets historie rigtigt godt, men selv om bogen er delvist baseret på fakta, er historien så fornemt fortalt, at bogen bliver stor litteratur, som kun kan anbefales til rigtigt mange læsere af fremragende bøger. 

5 store, funklende stjerner!

Mikael Niemi
Sten i silke
Modtryk, 2023
521 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jan Guillou: Bedrag bedragerne

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 11 dec, 2023 20:43

Fra bogens bagside:
Journalistveteranen Erik Ponti og hans gamle ven, efterretningsofficer Carl Hamilton, er ikke hvilke som helst pensionister.

Som en slags hobby er de gået i gang med at sabotere de virksomheder og netværk, der laver telefonsvindel.

Men da Putins Rusland angriber Ukraine, forandres alt. Carl Hamilton indkaldes til tjeneste, og de to venner får adgang til landets militære ressourcer. På kort tid etablerer de en nøje udtænkt elektronisk krigsførelse, der effektivt vil kunne forhindre kriminelle netværk i at bedrive svindel.

Anden del i serien om Carl Hamilton og Erik Ponti, der har slået sig sammen for at bekæmpe uretfærdighed i samfundet.

Min anmeldelse:
Det er et imponerende og skræmmende effektivt makkerpar, Jan Guillou her har samlet fra hele sit forfatterskab! Første bog i serien hed “Den der dræbte helvedes engle”, og min anmeldelse kan læses her https://blog.drustrup.dk/?p=1283.

Jeg er meget, meget glad for og imponeret af Jan Guillous forfatterskab, og som det ses i anmeldelsen af denne series første bind, hvor jeg især blev grebet af koblingen mellem krimihistorien og beskrivelserne af Erik Pontis liv og ideer. Gennem dette nyskabende forfattergreb fik vi også et indblik i Erik Pontis alter ego – Jan Guillou – hverdag og holdninger. 

Stilen fortsætter på samme høje niveau i denne nye bog, hvor de to heltes indsats for retfærdigheden er dybt sympatisk. De vil bekæmpe både de internetsvindlere, der snyder folk for deres penge, og bandekriminalitet. Det gør de på grænseoverskridende samt ualmindeligt effektiv og højteknologisk måde, der samtidig får en politisk, overraskende og helt aktuel vinkel til sidst. Hvis jeg fortæller mere om det, vil Hamilton helt sikkert slå mig ihjel.

Den anden side af bogen med forfatterens – Erik Ponti/Jan Guillou – helbred og liv i naturen samt blandt andre kulturpersonligheder fylder næsten mere i denne nye bog end i den første. Med denne vægtning er bogen i mindre grad en krimi/spændingsbog end den er den ældre forfatters ikke-erindringer med status over livets tilstand lige nu. Det er samtidig en skarp beskrivelse af verdens aktuelle tilstand lige nu med synspunkter fra Ponti/Guillou på den politiske situation både  nationalt og internationalt, hvor bl.a. Rusland og Ukraine står centralt. 

Som altid er det interessant af læse velformulerede og velargumenterende synspunkter, så uanset læsernes politiske holdning vil det være underholdende og givende at læse også denne bog af Ponti/Guillou.

Det bliver til 5 sikre stjerner – og 8 skydeskivepoint som krimi.






Jan Guillou
Bedrag bedragerne
Modtryk, 2023 
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »