Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
På et idyllisk luksushotel på øen Réunion nyder Martial og Liane Bellion en skøn ferie med deres seksårige datter Josapha. Blå himmel, turkist vand, palmetræer og en let brise.

Men så forsvinder Liane. Hun går op på hotelværelset for at skifte tøj, men kommer aldrig ned igen. Da man ser efter på værelset, er der blodplettet på sengen, og en ansat på hotellet hævder, at han har set Martial på gangen på forsvindingstidspunktet.

Alle spor peger i retning af Martial. Men inden kaptajn Purvi når at udspørge ham, flygter han med datteren, og en omfattende menneskejagt på hele øen går i gang. Men hvis Martial virkelig har slået sin kone ihjel, hvorfor tilkaldte han så selv politiet? Og hvis han ikke har, hvorfor er han så på flugt?t

Min anmeldelse:
Bagsideteksten er en ret præcis beskrivelse af bogen første afsnit, og det var nok til at pirre min læselyst og nysgerrighed. At jeg også tidligere havde nydt Michel Bussi skriveevner og måde at fortælle en spændende og overraskende historie på medvirkede også til, at jeg med fornøjelse har kastet mig over denne bog.

Den bog, jeg tidligere har læst og anmeldt, er “Sorte åkander” her: http://blog.drustrup.dk/#post147 – en bog, som der også er en lille “hilsen” til i denne nyeste bog.

Som i “Sorte åkander” er det umuligt at forudsige handlingen og de komplicerede bevæggrunde, folk har til at reagere, som de gør. Det hele er vildt overraskende og alligevel helt logisk, når præmisserne efterhånden lægges frem. Det giver en god læseoplevelse af en krimi, at ikke alt er, som det ser ud til i første omgang, og når alt alligevel hænger sammen på bedste vis. På den måde er Michel Bussi en mester til at styre spændingskurven og plottets retning med sikker og overraskende hånd.

Det er en bog, som jeg læste hurtigt, fordi den er så spændende og så godt skrevet, så giv dig kun i kast med bogen, hvis du har tid til at læse den færdigt hurtigt, men snyd ikke dig selv for den gode historie.

Og så vil jeg bestemt ikke fortælle mere om handlingen, Det vil være ødelæggende for oplevelsen at vide mere om handlingen, end det bagsideteksten beskriver.

Jeg giver gerne bogen 9 skydeskivepoint på min krimi- og spændingsskydeskive – og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Det glemte barn
People’s Press, 2018
366 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Da jeg for nogle måneder siden var i gang med at researche til en planlagt tur til Mallorca, som vi netop har besøgt, endte vi med at booke hotel i den lille, hyggelige by Pollenca i den nordøstlige del af øen. Derefter indsnævrede undersøgelserne sig i nogen grad til at finde mulighederne for gode oplevelser og spændende steder i nærområdet.

Pludselig dukkede Agatha Christie op i kraft af denne bog, og da jeg meget, meget gerne læser litteratur fra de steder, jeg besøger, blev jeg interesseret i at læse den. Jeg kunne ikke se, at bogen var oversat til dansk, så jeg satte min lid til, at den kunne købes på engelsk på stedet. Det lykkedes, men meget passende først efter en del detektivarbejde.

Det er en samling af 8 selvstændige historier, hvor jeg kun genkendte to af Christie’s sædvanlige hovedpersoner: Hercule Poirot og Parker Pyne, mens jeg ikke tidligere havde mødt Mr. Sattertwaithe, Harley Quin eller de øvrige hovedpersoner.

Det var som altid hyggeligt at læse Agatha Christie, og det var også interessant at læse nogle historier, der ikke er krimier. De 2 historier med Hercule Poirot er klassiske mysterier, hvor han overstråler poltiets opklaringsevner og formår at afsløre sandheden om gåderne/mordene. Herlige gensyn.

Andre af historierne er helt anderledes, idet de mere udstiller menneskelige svagheder og reaktionsmønstre, og det gælder også titelnovellen. Heri ender privatdetektiven Parker Pyne med at bo på hotel ved Pollenca Bay, hvor han af en fortvivlet, engelsk mor bliver bedt om hjælp til at afværge hendes søns blinde fascination af og truende ægteskab med en ung pige, som moderen finder upassende for sønnen. Selfølgelig ender historien godt, men overraskende på en måde som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre og med en herlig morale.

Da Agatha Christie er kendt som krimiforfatter anmelder jeg bogen under overskriften “Krimi og spænding”, men det kunne lige så godt have været som “Alt muligt andet godt”.

Billederne øverst er af bogens forside, mig under læsning af bogen ved bugten samt et helt andet problem ved Pollenca-bugten end det i bogen.

Det var en speciel oplevelse at læse bogen nærmest på gerningsstedet, og det var både indholdsmæssigt og litterært interessant at læse – i hvert fald for mig – anderledes historier af Agatha Christie. Især historien “The Harlequin Tea Set” forundrede og fascinerede mig med sit nærmest overraskende overnaturlige univers.

Iøvrigt: Vil du gerne læse bøger fra steder du har, skal eller gerne vil besøge, kan jeg anbefale den fremragende guide “Turen går til bøgernes verden”. Læs min anmeldelse af den her: http://blog.drustrup.dk/#post100

Bogen får 7 hyggelige skydeskivepoint som spændingsbog og 3 lige så hyggelige stjerner som altmuligmand andet godt.

Agatha Christie
Problem at Pollensa Bay – and Other Stories
HarperCollinsPublishers, 2016
Paperback edition
212 sider

Fra bogens bagside:
Man taler ikke ondt om de døde.

I en lille nordjysk havneby er tre unge mænd døde under mystiske omstændigheder. Hauge er ikke politimand, snarere tværtimod – han er lige kommet ud af spjældet, og han er ikke meget for at undersøge sagen. Men han skylder rockerkongen Bjarke en tjeneste og ham siger man ikke nej til. Bjarkes nevø er en af de døde. Hvordan kan en fisker og elitesvømmer drukne i et havnebasin? Hauge begynder at grave i mysteriet, og han opdager hurtigt, at hverken sandheden eller en udefra er velkommen i det lukkede samfund.

Min anmeldelse:
Da jeg fik en henvendelse fra forfatteren med spørgsmålet, om jeg kunne tænke mig at læse og anmelde hans nye bog, skete det, fordi han havde læst mine anmeldelser – også den af en roman, han havde bearbejdet til en grafisk roman: Palle Schmidt & A.J. Kazinski: Den sidste gode mand – //blog.drustrup.dk/#post62. Og når jeg sagde ja, var det bl.a. også derfor. Men det var især, fordi jeg fik leveret en lovende og interessant læseprøve – og da lokationen var Nordjylland, var det også interessant for mig at se, hvordan det spillede ind.

Da den hårdkogte, unge småkriminelle Hauge sendes fra storbyen til en fiktiv, nordjysk havneby for at hjælpe med opklaringen af , hvordan rockeren Bjarkes nevø døde, er der lagt op til øretæver og hårde konflikter, og det sker også. I en kortfattet, kontant og effektiv stil – Nordic Noir / Nordjysk Swot – fortæller bogen en intens historie om miljøet i havnebyen og især i de mere skumle cirkler. For mig er det oplagt at se, at Palle Schmidt som tegner er vant til at fortælle historier i koncentreret form og i begrænsede rammer.

“De efterladte” er stramt komponeret og renset for overflødige udenoms ting – noget som mange forfattere burde lære. Stemningerne og følelser står for mig mindst lige så stærkt på denne måde – måske endda stærkere. De konflikter, Hauge ender med at blive en del af, er barske, og han tager sine kampe, men alligevel er der glimt af lys og håb om lidt varme for fremtiden.

Det er en hurtigt læst bog, og det mener jeg positivt, for det skyldes bogens stramme komposition, spm jeg rigtigt godt kan lide. Det er samtidig en bog, der stikker ud i mængden af krimier. Af de grunde giver jeg gerne bogen 8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Forfatteren arbejder ifølge pressemeddelelse på en fortsættelse til “De efterladte”, og den vil jeg vente spændt på.

Palle Schmidt
De efterladte
Calibat, 2018
229 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forfatteren.

Fra bogens bagside:
Irene Husvig er bibliotekar og har i 39 år været gift med kabelmontøren Horst. Hun er kørt træt i hans brovtende facon og konstante spydigheder. Ved et tilfælde finder hun en kasse blylodder i kælderen, og pludselig står alting klart: Hun vil af med sin mand.

Irene begynder med stor entusiasme og opfindsomhed sin rejse fra grå mus til amatørkemiker med dødelig viden om toksiner.

En hustrus hævn er en dramatisk historie om et ægteskab i opløsning, om en kvindes vej til frihed – og om en giftmorder. Det hele fortalt med bitter humor.

Min anmeldelse:
Da jeg læste om bogen, var jeg helt sikker på, den skulle læses, samt at den lige var noget for mig: En krimisag med en ikke helt ung bibliotekar! Det lød spændende og interessant – og det var den også!

Jeg grinede højt, fniste og smilede mange gange undervejs, så ud over at rumme en krimisag/et mord og en fascinerende historie om et dødt ægteskab, så er bogen ret morsom. Det er også en klog og tankevækkende roman. (Jeg indsætter enkelte citater fra bogen undervejs for at vise lidt af det).

Jeg spiste min første yndlingsbog. Jeg var seks år. Den hed ironisk nok, Drengen der ikke ville spise. Jeg rev siderne ud en af gangen, krøllede dem sammen til små kugler og slugte dem.

Fascinationen af bøger var en af grundene til, at den jeg-fortællende hovedperson, Irene, blev bibliotekar. Og bogen rummer mange herlige betragtninger over, hvordan arbejdet som bibliotekar har ændret sig på hendes (og mine) cirka 40 år på et folkebibliotek. Hendes holdninger til bibliotekernes ændrede indhold og rolle er ramt på pletten, vil nogen sige. Endelig er hendes gerninger i forbindelse med kassation af bøger absolut fantastiske og anarkistiske. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hun bliver gift med en logisk tænkende, rigeligt struktureret og meget dominerende mand, der forviser hende og de få bøger, han ikke smider væk, til et kælderrum, så han kan få plads til sit hifi-udstyr på hendes (tidligere) læseværelse på loftet.

Ellers var han mest bare kedelig. Overbevist, som han var om at havde ret. Sikker i sin sag. Sine fornuftige valg. Sin logik.
Er det en forbrydelse at være kedelig? Jeg vil ikke udelukke det.

Den forbrydelse vælger hun at straffe og arbejder indædt på at generobre sin frihed – og på alle måder med inspiration i bøger bl.a. dette inspirerende citat fra Nordisk Familieleksikon:

Uagtet at ægteskabet indgås for livstid, kan det dog frafaldes ved den ene parts bortgang.

Så tager Irene fat, og hele processen beskrives grundigt, så bogen næsten er en gør-det-selv-anvisning, men kun næsten for undervejs hjælper tilfældet også Irene (lidt). Bogen begynder med Irenes udsagn om, at det er seks år siden, hun begik sin utraditionelle crime passionnel, og ingen er på sporet af hende

Vi kender altså udgangen på bogen fra begyndelsen og ved, at det går godt (for Irene). Men det betyder ikke noget negativt for læseoplevelsen. Det giver mere ro ved læsningen, for der er ingen krimigåde, der skal løses, og alligevel er der et herligt twist til sidst.

Jeg kan på flere måder anbefale bogen til læsning ud fra meget forskellige synsvinkler:

– Som en herligt underholdende og tankevækkende bog på dejligt få og velformulerede sider.

– Som en anderledes krimi om to forbrydelser (mandens ved at være så dominerende og kedelig og konens ved at slå ham ihjel).

– Som en tankevækkende bog om et ægteskab med problemer, som ihvertfald den ene part har øje for og gør noget ved.

– Som en bog med på én gang subtil og mere grov humor.

Den må nødvendigvis have de maksimale 5 stjerner i min kategori “Alt muligt andet godt”, idet jeg ikke synes, jeg vil karakterisere og karaktergive bogen i kategorien “Krimi og spænding” på trods af de kriminelle elementer.
Som krimi giver jeg den 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Paborn
En hustrus hævn
Modtryk, 2018
208 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
År 1838:
James og Sadie Goodenough har slået sig ned, hvor deres hestevogn sad fast. I den mudrede, stillestående sump i det nordvestlige Ohio. Sammen med deres fem børn arbejder de utrætteligt på at tæmme deres jordstykke ved at købe ungtræer fra den lokale træsælger, kendt som John Appleseed, så de kan dyrke de halvtreds æbletræer, det kræver at afmærke deres grund. Men den plantage, som de planter, lægger spiren til en lang kamp. James elsker æblerne, der minder om deres lettere vilkår i Conneticut; hvorimod Sadie foretrækker den æblebrændevin, de laver, et alkoholisk fristed fra det brutale plantageliv.

År 1853:
Deres yngste søn Robert vandrer gennem guldfeberramte Californien. Hvileløs og hjemsøgt af den nedbrudte familie, han efterlod, har han vandret alene gennem landet. I en lille skov af rødtræer og amerikansk kæmpefyr finder han en smule trøst ved at samle frø for en naturalist, som sælger planter fra den nye verden til gartnere i England. Men selv i Amerika er der en grænse for, hvor langt man kan løbe, og da Roberts fortid uventet haler ind på ham, må han beslutte sig for, om han vil drage videre igen eller omsider slå sig ned selv.

Min anmeldelse:
Jeg nød Tracy Chevaliers bog “Pige med perleørering” rigtigt meget, og derfor gav jeg denne helt anderledes roman en chance. Det skete også, fordi historien efter bagsidens tekst bygger på de barske naturgivne vilkår, datidens indvandrere og nybyggere i USA måtte leve under. Både tiden og det med naturen fascinerer mig også.

Historien fortælles primært i 2 hovedafsnit dog med mellemliggende små afsnit til at knytte delene sammen. I første afsnit følger vi familien, mens de under ganske trøstesløse vilkår forsøger at skabe sig et tåleligt liv, men forgæves. Da alt falder sammen, følger historiens andens del sønnen Robert og hans vej vestpå, hvor han ender i Californien.

Bogen har ikke samme charme og tone som “Pige med perleørering”, men det er alligevel en godt fortalt historie, der giver en helt anden indsigt i den tids besværligheder ud over western-niveauet og Laura Ingalill Wilders univers. Det er også en historie med stærke personer, hvor især Robert er den markante person.

Det er ikke Nobelpris-verdenslitteratur, men det er en god, varm og interessant historie formidlet af en rigtig god fortæller.

Bogen føjer sig smukt ind mellem de øvrige bøger med historisk baggrund, som Tracy Chevalier har skrevet. Også “Æblehaven” bygger på historiske facts, og Chevalier blev inspireret af et par værker til at lave sin version af historien. I et efterskrift har hun beskrevet sine inspirationskilder og senere værker, hun har brugt som baggrundsstof. For mig giver det romanen yderligere dybde – også som skønlitterært værk.

(Billedet, jeg har lavet til illustration af min anmeldelse, består foruden bogens forside bl.a. af billeder fra en tur, vi i 2015 havde til netop de steder, bogen foregår i sidste halvdel: Murphys og Calaveras med de kæmpestore mammuttræer. Desuden er der meget passende indsat billede af en kogle fra netop mammuttræerne samt af et æble.)

Jeg giver bogen 4 stjerner ud af mine 5 mulige.

Tracy Chevalier
Æblehaven
Jentas, 2017
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:

Hun har kendt hende hele livet…
Andrea Oliver ved alt om sin mor Laura. Hun ved, at hun altid har boet i den lille by Belle Isle. Hun ved, at hun er en respekteret og fasttømret del af samfundet. Hun ved, at hun igen hemmeligheder har.

Men hun skjuler noget…
Men så en dag ender en tur til indkøbscentret i et blodbad, og pludselig ser Andrea en helt anden side af sin mor.

Og det kan slå dem begge ihjel…
Timer senere ligger Laura på hospitalet, og hun er på forsiden af alle aviser. Det går langsomt op for Andrea, at hun alligevel ikke kender sin mor så godt, som hun troede. Farerne er først lige begyndt, og Andrea må ud på en livsfarlig jagt for at finde sandheden om sin mors fortid. Lykkes det ikke, er begge deres liv i fare.

Min anmeldelse:

Jeg har læst alle bøgerne på dansk af Karin Slaughter, og jeg har anmeldt flere af dem – de 2 seneste på min blog: “En holdt kvinde” – //blog.drustrup.dk/#post26 (- en del af serierne om Sara Linton og Will Trent) og “Den gode datter” – //blog.drustrup.dk/#post110 (- en bog udenfor serierne). Jeg er en stor fan af Karin Slaughters bøger og har været rigtigt godt underholdt af hendes barske og velskrevne historier.

Derfor gik jeg med stor spænding og entusiasme i gang med den seneste bog “Brudstykker”. Da jeg var færdig, stod jeg af flere grunde med en noget blandet oplevelse. Om det skyldes for høje forventninger eller ej, kan jeg ikke blive enig med mig selv om, for vel er bogen spændende, men mere som en en spændingsbog end en egentlig krimi, men alligevel har jeg nogle forbehold.

Dels synes jeg ikke, plottet virker overbevisende. Jeg finder ikke den for mig nødvendige sammenhæng mellem de to handlingsspor i hhv.1986 og 2018, så historiens grundlæggende præmis om konflikterne virker ikke logisk nok for mig.

Dels synes jeg, historien fortælles for langsomt, over for mange sider og med nogle overflødige delelementer til, at der er intensitet og drama nok til at kunne rangere særligt højt blandt Karin Slaughters fremragende bøger.

Når det er sagt og skrevet, kan jeg se, det lyder for negativt, for – uden at jeg kan eller vil afsløre noget af bogens handling og plottets baggrund – bogen er som tidligere anført spændende. Bogen begynder nemlig ret dramatisk og voldsomt lige som en Slaughter-historie skal gøre det, og der er også spændende scener, så jeg var alligevel underholdt undervejs.

Mens jeg venter på næste rigtigt spændende bog af Karin Slaughter giver jeg denne bog 7 point på min egen skydeskive og 3 1/2 krimihjerte på krimifan.dk.

Karin Slaughter
Brudstykker
HarperCollins Nordic, 2018
526 sider